Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

DEBAT

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

18. juni 2020 | Af Mie Storm | Foto: Privat

 

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

Mie Storm er cand.mag. i Anvendt Filosofi og stifter af Kulturkritisk Forum. Du kan følge hende på instagramprofilen @kulturkritiskforum.

Mennesket fødes ad to omgange. Lyder det skørt?

Ved den første fødsel er vi ikke i tvivl. Der er skrig, opmuntrende ord og ind imellem mindre pæne gloser. Det gør ondt, det er vidunderligt, og selvom vi måske et øjeblik ønsker, at det hele slutter, så føles det med ét som om, selve livet starter på ny. En lillebitte fedtet krop svøber sig pludselig dér, tæt ind til morens bryst. Vi fødes som børn og også som forældre ved den første menneskelige fødsel.

Ingen betvivler således den smukke begivenhed, som er menneskets første fødsel.

Med den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, forholder det sig imidlertid noget anderledes. Den anden fødsel er mere subtil. Vi kan ikke på samme måde objektivt konstatere den. Den udfolder sig ikke (altid) med målbare udsving i tid og rum. Alligevel er den ligeså betydningsfuld som den første fødsel.

For at forstå den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, må vi forstå de helt særlige omstændigheder omkring mennesket i forhold til andre arter.

Menneskebarnets rejse efter første fødsel

De seneste års tværvidenskabelige studier af den menneskelige hjerne viser klart, hvad der er vigtigst for optimal udvikling af et lille menneskebarns hjerne: kærlighed (fx A. Schore, 2004 og S. Gerhardt, 2004).

Som psykolog Steve Biddulph beskriver, adskiller mennesket sig på den måde væsentligt fra andre levende arter. Placerer du eksempelvis en haletudse alene i en dam, vil den udvikle sig til en fuldt ud duelig frø, der vil mestre frølivet i samme udstrækning som en frø, der er tilblevet i dammen omringet af tusindvis af andre haletudser.

Det samme gør sig gældende for mange andre levende væsener.

Men ikke menneskebarnet. Vi mennesker er den art på jorden, der er allermest afhængig af vores forældre, mens vi er små. Og det er vi længe. Er det lille menneskebarn ikke konstant omgivet af en omsorgsfuld og kompetent omsorgs- og tilknytningsperson, lærer det end ikke de fysiske bevægelser, det har brug for, for at overleve. Det lærer heller ikke de følelsesmæssige kompetencer, det har brug for, for at leve som et helt menneske; at tale, tænke, føle, elske, sympatisere og mentalisere.

At leve som et helt menneske – snarere end en haletudse.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Der er to årsager til, det lille menneskebarn fødes med en hjerne, der langt fra er færdigudviklet, og derfor har så meget brug for en, der elsker det, i de første år af dets liv.

Den første årsag kobler sig til den første fødsel, menneskebarnet gennemgår. Her er hjernen i det lille menneskebarns hoved kun vokset til en tredjedel af den størrelse, den ender med at have. Hvis menneskebarnet skulle fødes med en færdigudviklet hjerne, ville barnets hoved være så stort, at det ikke fysisk ville kunne passere i fødselsgangen gennem dets mors bækken. Der er simpelthen ikke plads. Kvinder, der har oplevet at presse et barn ud i livet, kan nok levende forestille sig, hvad det ville gøre ved deres krop, hvis barnets hoved var tre gange så stort ved fødslen.

At barnets hjerne er aldeles ’ufærdig’, når det fødes første gang, betyder, at det har brug for den helt rigtige omsorg og stimuli for at kunne udvikle de sidste totredjedele af dets hjerne.

Det betyder også, at størstedelen af den udvikling, menneskebarnets hjerne gennemgår, sker efter den første fødsel.

Igennem denne udvikling af størstedelen af menneskebarnets hjerne fødes det anden gang. Og det sker ikke af sig selv som med haletudsen. Menneskebarnets hjerne vokser ikke bare eksponentielt af sig selv; sådan et mesterværk skabes af erfaringer, der er meget mere komplekse end de, der overgår haletudsen, som Biddulph eksemplificerer.

Menneskebarnet fødes eksistentielt i kærligheden

I filosofiske termer kan man sige, at kærlighed mellem mennesker udvikler ånden. Reduceret til moderne videnskabelige termer kan det også hedde, at; tilknytning udvikler hjernen. På mange måder er tilknytningsteorien nemlig et forsøg på at konkretisere kærligheden i den menneskelige eksistens til et begreb, vi kan behandle videnskabeligt. Vi kan måle og veje tilknytning. Så er det mindre subtil – så er det formidlet i det sprog, vi taler i adskillelseskulturen.

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Det menneske, der elsker det, og beskytter det gennem alle de farer – fysiske og følelsesmæssige – det udsættes for, mens dets hjerne udvikler sig de resterende totredjedele. De(t) menneske(r), det møder, så snart den første fødsel møder sin ende. Når det rammer den varme hud ovenpå det bankende hjerte, det er vant til at lytte til fra den anden side. Eller det menneske, der har ventet på det og længtes efter det, men ikke har kunnet bære det. De(t) menneske(r), der elsker menneskebarnet og vil dø for det.

Det er i tilknytningen til disse, at det lille menneskebarn gennemgår den anden fødsel ind i denne verden. Sådan udvikler menneskebarnet sig fra at eksistere i fysisk forstand til langsomt at begribe verden, sig selv og sine medmennesker gennem en tryg symbiotisk og senere hen individueret dyb forbindelse til mennesker, for hvem det er hele verden i sig selv.

At underminere betydningen af denne anden fødsel er at underminere selve grundlaget for et sundt følelsesliv, trygge relationer og en harmonisk tilværelse for det lille menneskebarn. Den anden fødsel, kærligheden eller tilknytningen – kald det hvad, du vil – er forudsætningen for, at menneskebarnet bliver et helstøbt menneske med dyb forankring i livet og som derfor er i stand til at være i verden med sig selv og andre på harmonisk vis.

Men den anden fødsel har trange kår i et instrumentaliseret samfund. Dannelsen af mesterværket, der er den menneskelige hjerne og eksistentielle tilblivelse, reduceres til en handelsvare. Kærlighed reduceres til tilknytning, som udliciteres til såkaldte professionelle omsorgspersoner. Til sidst spares disse væk. Hvor efterlader det menneskets anden fødsel?
Hos haletudsen. Vi kan ikke være det bekendt.

Begrebet ’tilknytning’ er videnskabens forsøg på at gøre kærligheden håndgribelig. At kategorisere det fællesmenneskelige og grundlæggende dybe behov, mennesket har for at være forbundet og i kontakt med sig selv og andre. Sådan fyldes eksistensen med meningsfuldhed, og sådan finder mennesket sin rolle i livet og en ontologisk sikkerhed i eksistensen.

Tilknytningen til det andet menneske må forstås som dér, kærligheden kan bo og blomstre. Vil vi et liv levet i kærlighed for vores menneskebørn, må vi lade dem føde for anden gang. Gør vi ikke det, må vi forberede os på at stå skoleret overfor de kommende generationer, der vil påvirkes af vores manglende nærvær.

Vil du vide mere om, hvad det gør ved mennesket at leve i en adskillelseskultur, hvor kærlighed er mekaniseret og menneskebarnet reduceret til haletudse?

Så kan du lytte til mit foredrag ’Vi har brug for en omsorgsrevolution’ online – når du har tid. Foredraget er en grundlæggende kritik af adskillelseskulturen, og jeg tager dig igennem en kritisk filosofisk analyse af samfundskontrakten, den angivelige ligestilling, institutionalisering af småbørn og dyrkelsen af det målbare.

Få adgang til foredraget ved at overføre 100 kr. til tlf. 2115 9159 via MobilePay. Herefter modtager du et link. Du kan læse mere om foredraget og kommende foredrag på www.kulturkritiskforum.dk

Dette indlæg er udtryk for Mie Storms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

18. juni 2020 | Af Mie Storm | Foto: Privat

 

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

Mie Storm er cand.mag. i Anvendt Filosofi og stifter af Kulturkritisk Forum. Du kan følge hende på instagramprofilen @kulturkritiskforum.

 

Mennesket fødes ad to omgange. Lyder det skørt?

Ved den første fødsel er vi ikke i tvivl. Der er skrig, opmuntrende ord og ind imellem mindre pæne gloser. Det gør ondt, det er vidunderligt, og selvom vi måske et øjeblik ønsker, at det hele slutter, så føles det med ét som om, selve livet starter på ny. En lillebitte fedtet krop svøber sig pludselig dér, tæt ind til morens bryst. Vi fødes som børn og også som forældre ved den første menneskelige fødsel.

Ingen betvivler således den smukke begivenhed, som er menneskets første fødsel.

Med den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, forholder det sig imidlertid noget anderledes. Den anden fødsel er mere subtil. Vi kan ikke på samme måde objektivt konstatere den. Den udfolder sig ikke (altid) med målbare udsving i tid og rum. Alligevel er den ligeså betydningsfuld som den første fødsel.

For at forstå den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, må vi forstå de helt særlige omstændigheder omkring mennesket i forhold til andre arter.

Menneskebarnets rejse efter første fødsel

De seneste års tværvidenskabelige studier af den menneskelige hjerne viser klart, hvad der er vigtigst for optimal udvikling af et lille menneskebarns hjerne: kærlighed (fx A. Schore, 2004 og S. Gerhardt, 2004).

Som psykolog Steve Biddulph beskriver, adskiller mennesket sig på den måde væsentligt fra andre levende arter. Placerer du eksempelvis en haletudse alene i en dam, vil den udvikle sig til en fuldt ud duelig frø, der vil mestre frølivet i samme udstrækning som en frø, der er tilblevet i dammen omringet af tusindvis af andre haletudser.

Det samme gør sig gældende for mange andre levende væsener.

Men ikke menneskebarnet. Vi mennesker er den art på jorden, der er allermest afhængig af vores forældre, mens vi er små. Og det er vi længe. Er det lille menneskebarn ikke konstant omgivet af en omsorgsfuld og kompetent omsorgs- og tilknytningsperson, lærer det end ikke de fysiske bevægelser, det har brug for, for at overleve. Det lærer heller ikke de følelsesmæssige kompetencer, det har brug for, for at leve som et helt menneske; at tale, tænke, føle, elske, sympatisere og mentalisere.

At leve som et helt menneske – snarere end en haletudse.

Der er to årsager til, det lille menneskebarn fødes med en hjerne, der langt fra er færdigudviklet, og derfor har så meget brug for en, der elsker det, i de første år af dets liv.

Den første årsag kobler sig til den første fødsel, menneskebarnet gennemgår. Her er hjernen i det lille menneskebarns hoved kun vokset til en tredjedel af den størrelse, den ender med at have. Hvis menneskebarnet skulle fødes med en færdigudviklet hjerne, ville barnets hoved være så stort, at det ikke fysisk ville kunne passere i fødselsgangen gennem dets mors bækken. Der er simpelthen ikke plads. Kvinder, der har oplevet at presse et barn ud i livet, kan nok levende forestille sig, hvad det ville gøre ved deres krop, hvis barnets hoved var tre gange så stort ved fødslen.

At barnets hjerne er aldeles ’ufærdig’, når det fødes første gang, betyder, at det har brug for den helt rigtige omsorg og stimuli for at kunne udvikle de sidste totredjedele af dets hjerne.

Det betyder også, at størstedelen af den udvikling, menneskebarnets hjerne gennemgår, sker efter den første fødsel.

Igennem denne udvikling af størstedelen af menneskebarnets hjerne fødes det anden gang. Og det sker ikke af sig selv som med haletudsen. Menneskebarnets hjerne vokser ikke bare eksponentielt af sig selv; sådan et mesterværk skabes af erfaringer, der er meget mere komplekse end de, der overgår haletudsen, som Biddulph eksemplificerer.

Menneskebarnet fødes eksistentielt i kærligheden

I filosofiske termer kan man sige, at kærlighed mellem mennesker udvikler ånden. Reduceret til moderne videnskabelige termer kan det også hedde, at; tilknytning udvikler hjernen. På mange måder er tilknytningsteorien nemlig et forsøg på at konkretisere kærligheden i den menneskelige eksistens til et begreb, vi kan behandle videnskabeligt. Vi kan måle og veje tilknytning. Så er det mindre subtil – så er det formidlet i det sprog, vi taler i adskillelseskulturen.

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Det menneske, der elsker det, og beskytter det gennem alle de farer – fysiske og følelsesmæssige – det udsættes for, mens dets hjerne udvikler sig de resterende totredjedele. De(t) menneske(r), det møder, så snart den første fødsel møder sin ende. Når det rammer den varme hud ovenpå det bankende hjerte, det er vant til at lytte til fra den anden side. Eller det menneske, der har ventet på det og længtes efter det, men ikke har kunnet bære det. De(t) menneske(r), der elsker menneskebarnet og vil dø for det.

Det er i tilknytningen til disse, at det lille menneskebarn gennemgår den anden fødsel ind i denne verden. Sådan udvikler menneskebarnet sig fra at eksistere i fysisk forstand til langsomt at begribe verden, sig selv og sine medmennesker gennem en tryg symbiotisk og senere hen individueret dyb forbindelse til mennesker, for hvem det er hele verden i sig selv.

At underminere betydningen af denne anden fødsel er at underminere selve grundlaget for et sundt følelsesliv, trygge relationer og en harmonisk tilværelse for det lille menneskebarn. Den anden fødsel, kærligheden eller tilknytningen – kald det hvad, du vil – er forudsætningen for, at menneskebarnet bliver et helstøbt menneske med dyb forankring i livet og som derfor er i stand til at være i verden med sig selv og andre på harmonisk vis.

Men den anden fødsel har trange kår i et instrumentaliseret samfund. Dannelsen af mesterværket, der er den menneskelige hjerne og eksistentielle tilblivelse, reduceres til en handelsvare. Kærlighed reduceres til tilknytning, som udliciteres til såkaldte professionelle omsorgspersoner. Til sidst spares disse væk. Hvor efterlader det menneskets anden fødsel?
Hos haletudsen. Vi kan ikke være det bekendt.

Begrebet ’tilknytning’ er videnskabens forsøg på at gøre kærligheden håndgribelig. At kategorisere det fællesmenneskelige og grundlæggende dybe behov, mennesket har for at være forbundet og i kontakt med sig selv og andre. Sådan fyldes eksistensen med meningsfuldhed, og sådan finder mennesket sin rolle i livet og en ontologisk sikkerhed i eksistensen.

Tilknytningen til det andet menneske må forstås som dér, kærligheden kan bo og blomstre. Vil vi et liv levet i kærlighed for vores menneskebørn, må vi lade dem føde for anden gang. Gør vi ikke det, må vi forberede os på at stå skoleret overfor de kommende generationer, der vil påvirkes af vores manglende nærvær.

Vil du vide mere om, hvad det gør ved mennesket at leve i en adskillelseskultur, hvor kærlighed er mekaniseret og menneskebarnet reduceret til haletudse?

Så kan du lytte til mit foredrag ’Vi har brug for en omsorgsrevolution’ online – når du har tid. Foredraget er en grundlæggende kritik af adskillelseskulturen, og jeg tager dig igennem en kritisk filosofisk analyse af samfundskontrakten, den angivelige ligestilling, institutionalisering af småbørn og dyrkelsen af det målbare.

Få adgang til foredraget ved at overføre 100 kr. til tlf. 2115 9159 via MobilePay. Herefter modtager du et link. Du kan læse mere om foredraget og kommende foredrag på www.kulturkritiskforum.dk

Dette indlæg er udtryk for Mie Storms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

LÆS OGSÅ

Se drømme under graviditeten som noget, du bør forholde dig til

GRAVIDITET

Se drømme under graviditeten som noget, du bør forholde dig til

Michael Rohde har skrevet bogen Når gravide drømmer.16. marts 2020 | Af Michael Rohde | Foto: Glen Hodson, Unsplash

Jo mere, den gravide forholder sig til det, der ubevidst rumsterer i hendes indre, jo mere afklaret og rolig vil hun være, når hun går ind i fødslen, mener forsker i drømme Michael Rohde.

Michael Rohde er forsker i drømme og ubevidst intelligens. Han er også forfatter til bogen Når gravide drømmer – forstå dine drømme og find ro i graviditeten, som netop er udkommet. Den kan købes her.

Det er et fænomen, som langt de fleste gravide kan tale med om. Især som graviditeten skrider frem.

Fænomenet vokser typisk i intensitet, efterhånden som fødslen nærmer sig. Og en del gravide reagerer med nervøsitet.

Hvad taler jeg om? Jo, den gravide kvindes drømme – natlige drømme.

Ikke fordi den gravide drømmer mere, end hun plejer at gøre. Vi drømmer alle cirka to timer hver nat. Forskellen er, at hun pludselig kan huske sine drømme.

Det er der flere grunde til.

En graviditet er – også selvom det ikke er den første – et indre udviklingsprojekt af rang. Derfor kan drømmene under en graviditet også være mere intense, end de plejer at være.

For eksempel viser forskningen, at især under tredje trimester oplever den gravide at have nærmest en eksplosion i antallet af mareridt relateret til graviditeten.

“En graviditet er – også selvom det ikke er den første – et indre udviklingsprojekt af rang. Derfor kan drømmene under en graviditet også være mere intense, end de plejer at være.”

Michael Rohde

En anden årsag til, at mange gravide pludselig kan huske deres drømme, er, at de ganske enkelt vågner flere gange om natten, fordi de skal tisse – og på den måde hyppigere vågner, mens de drømmer.

En del gravide vil for første gang siden barndommen – hvor vi typisk er gode til at huske vores drømme – opdage, at de drømmer.

Drømmene under en graviditet kan selvfølgelig sagtens være positive og håbefulde, men ofte handler de om ubevidst angst i forhold til det, der snart skal ske. Og også i vågen tilstand kan de som nævnt give anledning til bekymringer.

Typiske drømmetemaer hos den gravide kan være drømme om at glemme baby eller ikke give baby nok mad. Drømme om at føde en forvokset baby, der allerede, når det kommer til verden, kan gå og tale. Drømme om at hendes partner er hende utro eller vil forlade hende. Drømme om, at baby kommer til skade (nogle gange at hun selv forsøger at slå sit barn ihjel). Drømme om ekskærester. Drømme om at føde en kattekilling eller en hundehvalp – eller måske et monster! Drømme om abort. Drømme om den gravides egen mor (den gravide drømmer op til fem gange oftere om sin egen mor, end hun normalt gør).

Listen er lang, og i stedet for at sparke drømmene til hjørne, fordi ”det jo bare er drømme”, eller ”fordi det jo bare er hormonerne, der raser”, så giver det overordentlig god mening at forholde sig til og prøve at forstå disse drømme. De siger nemlig noget meget præcist om, hvordan den gravide lige nu har det med sin graviditet.

Min klare anbefaling er derfor at se drømmene som beskeder fra det ubevidste. Beskeder om noget, den gravide bør forholde sig til for at finde større ro i graviditeten. Og for at forberede sig bedre på tiden efter fødslen. For drømmene sætter billede på noget, hun i sit indre oplever som værende meget vigtigt, og som hun altså ikke har forholdt sig til i vågenlivet endnu.

Bag drømmene kan der gemme sig store tanker såsom:

Bliver jeg en god mor (måske givet mit eget forhold til min mor, som kan være mere eller mindre udfordret)? Vil mit barn elske mig? Vil jeg elske det? Hvordan bliver tilværelsen som forældre (hvad nu med kærligheden – også for anden- eller tredjegangsfødende)? Ja, hvordan skal det hele gå?!

“Min klare anbefaling er derfor at se drømmene som beskeder fra det ubevidste. Beskeder om noget, den gravide bør forholde sig til for at finde større ro i graviditeten.”

Michael Rohde

Jo mere, den gravide forholder sig til det, der ubevidst rumsterer i hendes indre, jo mere afklaret og rolig vil hun være, når hun går ind i fødslen. Og det er denne afklaring, der ganske enkelt kan gøre, at hendes livmoder slapper mere af under fødslen. Hun holder ikke ubevidst igen, og kan derfor – er min påstand, i øvrigt understøttet af forskning – føde på kortere tid, end hvis hun ubevidst var fyldt op af en masse uafklarede følelser i forhold til graviditeten og det kommende moderskab.

Min helt store drøm er, at den gravide, når hun opdager den ekstremt store værdi af at forholde sig til sine drømme (hvis hun ikke allerede har fået øje på det), vil give dette videre til det barn, der lige nu ligger i hendes mave.

Vores natlige drømme er nemlig på mange måder et fantastisk værktøj at have med sig i sit liv. Drømmene er gode til hele tiden at gøre os opmærksomme på vigtige ting, vi måske ellers ikke tænker så meget over. For eksempel om vi lever det for os mest autentiske og rigtige liv. Eller om vi også ender med at have, hvad der er den største fortrydelse på dødslejet hos os mennesker; en følelse af ikke at have haft modet til at leve vores liv i overensstemmelse med, hvem vi er.

Lytter vi til vores drømme, kan de hjælpe os, så vi ikke lever et liv, der kun handler om at leve op til andres forventninger til os

GRAVIDITET

Se drømme under graviditeten som noget, du bør forholde dig til

Michael Rohde har skrevet bogen Når gravide drømmer.16. marts 2020 | Af Michael Rohde | Foto: Glen Hodson, Unsplash

Jo mere, den gravide forholder sig til det, der ubevidst rumsterer i hendes indre, jo mere afklaret og rolig vil hun være, når hun går ind i fødslen, mener forsker i drømme Michael Rohde.

Michael Rohde er forsker i drømme og ubevidst intelligens. Han er også forfatter til bogen Når gravide drømmer – forstå dine drømme og find ro i graviditeten, som netop er udkommet. Den kan købes her.

Det er et fænomen, som langt de fleste gravide kan tale med om. Især som graviditeten skrider frem.

Fænomenet vokser typisk i intensitet, efterhånden som fødslen nærmer sig. Og en del gravide reagerer med nervøsitet.

Hvad taler jeg om? Jo, den gravide kvindes drømme – natlige drømme.

Ikke fordi den gravide drømmer mere, end hun plejer at gøre. Vi drømmer alle cirka to timer hver nat. Forskellen er, at hun pludselig kan huske sine drømme.

Det er der flere grunde til.

En graviditet er – også selvom det ikke er den første – et indre udviklingsprojekt af rang. Derfor kan drømmene under en graviditet også være mere intense, end de plejer at være.

For eksempel viser forskningen, at især under tredje trimester oplever den gravide at have nærmest en eksplosion i antallet af mareridt relateret til graviditeten.

“En graviditet er – også selvom det ikke er den første – et indre udviklingsprojekt af rang. Derfor kan drømmene under en graviditet også være mere intense, end de plejer at være.”

 
Michael Rohde

En anden årsag til, at mange gravide pludselig kan huske deres drømme, er, at de ganske enkelt vågner flere gange om natten, fordi de skal tisse – og på den måde hyppigere vågner, mens de drømmer.

En del gravide vil for første gang siden barndommen – hvor vi typisk er gode til at huske vores drømme – opdage, at de drømmer.

Drømmene under en graviditet kan selvfølgelig sagtens være positive og håbefulde, men ofte handler de om ubevidst angst i forhold til det, der snart skal ske. Og også i vågen tilstand kan de som nævnt give anledning til bekymringer.

Typiske drømmetemaer hos den gravide kan være drømme om at glemme baby eller ikke give baby nok mad. Drømme om at føde en forvokset baby, der allerede, når det kommer til verden, kan gå og tale. Drømme om at hendes partner er hende utro eller vil forlade hende. Drømme om, at baby kommer til skade (nogle gange at hun selv forsøger at slå sit barn ihjel). Drømme om ekskærester. Drømme om at føde en kattekilling eller en hundehvalp – eller måske et monster! Drømme om abort. Drømme om den gravides egen mor (den gravide drømmer op til fem gange oftere om sin egen mor, end hun normalt gør).

Listen er lang, og i stedet for at sparke drømmene til hjørne, fordi ”det jo bare er drømme”, eller ”fordi det jo bare er hormonerne, der raser”, så giver det overordentlig god mening at forholde sig til og prøve at forstå disse drømme. De siger nemlig noget meget præcist om, hvordan den gravide lige nu har det med sin graviditet.

Min klare anbefaling er derfor at se drømmene som beskeder fra det ubevidste. Beskeder om noget, den gravide bør forholde sig til for at finde større ro i graviditeten. Og for at forberede sig bedre på tiden efter fødslen. For drømmene sætter billede på noget, hun i sit indre oplever som værende meget vigtigt, og som hun altså ikke har forholdt sig til i vågenlivet endnu.

Bag drømmene kan der gemme sig store tanker såsom:

Bliver jeg en god mor (måske givet mit eget forhold til min mor, som kan være mere eller mindre udfordret)? Vil mit barn elske mig? Vil jeg elske det? Hvordan bliver tilværelsen som forældre (hvad nu med kærligheden – også for anden- eller tredjegangsfødende)? Ja, hvordan skal det hele gå?!

“Min klare anbefaling er derfor at se drømmene som beskeder fra det ubevidste. Beskeder om noget, den gravide bør forholde sig til for at finde større ro i graviditeten.”

 
Michael Rohde

Jo mere, den gravide forholder sig til det, der ubevidst rumsterer i hendes indre, jo mere afklaret og rolig vil hun være, når hun går ind i fødslen. Og det er denne afklaring, der ganske enkelt kan gøre, at hendes livmoder slapper mere af under fødslen. Hun holder ikke ubevidst igen, og kan derfor – er min påstand, i øvrigt understøttet af forskning – føde på kortere tid, end hvis hun ubevidst var fyldt op af en masse uafklarede følelser i forhold til graviditeten og det kommende moderskab.

Min helt store drøm er, at den gravide, når hun opdager den ekstremt store værdi af at forholde sig til sine drømme (hvis hun ikke allerede har fået øje på det), vil give dette videre til det barn, der lige nu ligger i hendes mave.

Vores natlige drømme er nemlig på mange måder et fantastisk værktøj at have med sig i sit liv. Drømmene er gode til hele tiden at gøre os opmærksomme på vigtige ting, vi måske ellers ikke tænker så meget over. For eksempel om vi lever det for os mest autentiske og rigtige liv. Eller om vi også ender med at have, hvad der er den største fortrydelse på dødslejet hos os mennesker; en følelse af ikke at have haft modet til at leve vores liv i overensstemmelse med, hvem vi er.

Lytter vi til vores drømme, kan de hjælpe os, så vi ikke lever et liv, der kun handler om at leve op til andres forventninger til os

LÆS OGSÅ

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Emmibaby - køb babyudstyr

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

 

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

LÆS OGSÅ

Lene fik akut kejsersnit: Jeg er bange for at blive gravid igen

FØDSEL

Lene fik akut kejsersnit: Jeg er bange for at blive gravid igen

Lene Kristensen fik akut kejsersnit. Det var en voldsom oplevelse.

30. december 2019 | Af Lene Kristensen | Foto: Privat

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud, skriver Lene Kristensen i sin fødselsberetning.

33-årige Lene Kristensen er lærer, bor i Randers og er gift med Thomas. Hun har til fødslen.dk her skrevet sin fødselsberetning.

Natten til den 9. april 2018 sov jeg dårligt om natten, og da min kæreste tog afsted om morgenen, lagde jeg mig på sofaen. Der gik dog ikke længe, før vandet gik. Lige midt i sofaen.

Jeg løb ud på badeværelset og kiggede på vandet. Jeg kunne huske, det ikke måtte være grønt. Det var det ikke, så jeg ringede til min kæreste, som lige var mødt på arbejde. Derefter ringede jeg til fødselsafdelingen, som bad mig komme derop et par timer efter og lige blive tilset.

Veerne var ikke gået i gang, da jeg kom derop, så jeg blev bedt om at gå en tur. Min kæreste protesterede, da jeg den sidste måned ikke havde kunnet gå på grund af mit bækken. Jeg stoppede ham. Fortalte, at jeg gerne ville prøve for at slippe for at blive sat i gang.

Expectations Copenhagen

Det gjorde jeg så. Det vil sige, jeg tog et par skidt og holdt pause. Det virkede ikke i forhold til veerne, så da vi kom til en trappe, valgte jeg at gå op af den. Det gjorde virkelig ondt, men veerne kom. Jordemoderen endte dog med at sende os hjem, til de blev mere regelmæssige.

Derhjemme gjorde jeg, som jeg havde forberedt. Jeg havde hentet en app til at tage tid, og jeg lå i sengen og prøvede at hvile mig mellem veerne. Men der var et eller andet, som føltes forkert. Jeg blev frustreret og følte ikke, det, jeg havde forberedt, virkede. Min kæreste overtog derfor appen, og jeg lagde mig på sofaen. Der gik ikke lang tid, før jeg var væk.

Den næste periode er sløret med enkelte glimt. Jeg husker, at min kæreste råbte af mig i forsøget på at få mig til at gå ned af trappen, inden han selv løftede mig op og bar mig. Jeg husker også en sygeplejerske, som spurgte, om jeg kunne fortælle mit navn.

Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg på en stue. Men det var ikke en fødestue, som dem, vi havde været oppe og se på sygehuset.

Min kæreste kaldte på nogen, og der kom en kvinde ind og fortalte, at de var ved at gøre klar til kejsersnit. Kort tid efter kom en anden kvinde ind. Hun undersøgte mig kort og virkede overrasket over, at jeg var kommet til mig selv. Men nu, hvor jeg var, ville de lave kejsersnittet, hvor jeg var vågen. Hun fortalte, der ville gå en halv time, og det føltes som evigheder. Normalt er jeg et roligt menneske, men jeg skældte ud. Hold op, hvor jeg skældte ud. Jeg kunne slet ikke være i det, og min krop gjorde ondt. Jeg kunne se, min kæreste havde grædt. De fortalte, at det, de gav mig, var kvalmestillende, men jeg brækkede mig hele tiden. Jeg følte, jeg skulle tisse, men de havde lagt et kateter, og veerne gjorde nas, og så var jeg bare forvirret.

Jeg tror, alle var glade og lettede, da den halve time var gået. Jeg blev kørt op på en operationsstue, og min kæreste kom ud til mig i blåt tøj, men han måtte ikke være hos mig. Han blev sat på en stol nogle meter fra mig.

Da lægen prøvede at lægge en epidural, spurgte jeg, om det var meningen, det skulle gøre ondt i mit venstre ben. Alle så overraskede ud. Han var åbenbart ikke en, som normalt lagde det forkert. Anden gang gjorde det ondt i min balle. Efter fem stik gav han op og fortalte, at jeg måtte i narkose. Min kæreste blev hurtigt sendt ud, og det virkede som om, det skulle gå lidt stærkt.

Det næste, jeg husker, var, at jeg frøs. Meget. Men der var folk omkring mig, som gav mig noget varmt på. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, var det første, jeg så, et ur. Klokken var 22. En sygeplejerske kom over til mig og spurgte, om jeg ville se min datter. Jeg svarede grædende ja, og hun fortalte, at min mand og datter var på vej.

Emmibaby - køb babyudstyr

Jeg skulle trappes ud af noget, som gjorde, jeg skulle blive liggende. Normalt måtte der ikke være larm på opvågning, men de ville gerne gøre en undtagelse. Jeg kunne ikke se nogen andre, men der var også nogle skærme omkring mig.

Lige pludselig hørte jeg nogle snakke, og bag skærmen kom min kæreste og datter til syne. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig, så jordemoderen tog min datter og lagde hende til mit bryst. Hun klemte på mit bryst. Det virkede vigtigt, men det lykkedes ikke. Min datter fik derfor noget mælk fra en kop. Derefter lagde de hende op på mig. Hun var så fin, og det hele føltes lidt uvirkeligt.

De fortalte, at hun sked på min kæreste kort tid efter, hun var kommet op til ham. Vi grinede. Sygeplejerskerne kom og skulle skifte min forbinding. Jeg kiggede på min mave. Det så vildt ud. Jeg havde nærmest et T på maven helt op til navlen med klips.

Efter en times tid begyndte de at gøre klar til, at jeg kunne blive flyttet. Min kæreste holdt vores datter, og vi kom op på en stue. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og en sygeplejerske måtte hjælpe min mand med at skifte vores datter.

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud. Hun undskyldte derfor også, at hun ikke havde gjort det pænere. Men hun havde prioritet min datter. Vi svarede, at det var vi glade for.

En sygeplejerske, vi kendte fra tidligere i graviditeten, kom ind og satte sig. Hun skulle være hos os hele natten. Jeg kunne ikke sove. Min datter og kæreste sov. Hun fortalte, at jeg næste morgen skulle have kateteret ud, men først når jeg havde været oppe at stå. Jeg ville gerne i gang med det samme, så hun endte med at hente en stol, så jeg kunne forsøge at rejse mig. Det gjorde dog så ondt, at jeg hurtigt måtte ned igen. Min datter vågnede ved lydene og blev lagt til mit bryst, dog uden at spise noget. I stedet fik hun lidt mælk i en kop.

Da vi alle var vågne igen, kom min søster, og min kæreste viste stolt vores datter frem.

Vi var indlagt i fem døgn. Vores datter blev indlagt på neonatal, og jeg var indlagt på barselsafsnittet. Heldigvis var alt fyldt, og vi blev efter et døgn flyttet til familieafsnittet, hvor læger og sygeplejerske fra de forskellige afdelinger kom til os. Jeg havde nogle panikanfald, men heldigvis kom personalet løbende, når der var brug for det. Hold nu op et dygtigt personale.

Da vi kom hjem, havde vi den bedste sundhedsplejerske. Hun var der hver anden dag, og det fandt jeg stor ro i. Jeg var så bange for, at jeg efter det, vi havde været igennem, ikke kunne give min datter den spejling, hun havde brug for. Men heldigvis lykkedes det for os alle at nyde hinanden.

Efter nogle dage hjemme læste jeg mine journaler, mens min datter sov. Selvom min kæreste havde fortalt mig, hvad der var sket, var det svært at forholde sig til. Jeg var blevet ukontaktbar i lejligheden, og han havde kontaktet fødselsafdelingen, som fortalte, vi skulle derop. Han fortalte, jeg virkede som om, jeg var meget fuld. Halvvejs nede af trapperne havde han ringet til fødeafdelingen igen. Han var her virkelig bekymret og vurderede, at jeg hurtigt skulle på sygehuset. Jeg kunne læse, hvordan han havde været i choktilstand, mens han så på, at jeg, kort tid efter, vi var ankommet til fødselsafsnittet, var gået i krampe. På ingen tid havde lokalet været proppet med folk, som prøvede at redde mit og vores datters liv. Jeg tudede og tudede. Vi havde begge været i livsfare af flere omgange.

Lægen skrev, at hun mistænkte en svangerskabsforgiftning. Hun indstillede mig til en masse tests, blandt andet en MR-scanning.

Jeg kunne også læse, hvordan en masse børnelæger og sygeplejersker havde stået klar, da det endelig var lykkedes at få min datter ud. Mens jeg læste, sendte jeg løbende beskeder med ord, jeg ikke forstod, til min lægeveninde, som var sød at oversætte.

Jeg husker den første tid som fyldt med kærlighed, men også en kamp. Fysisk var jeg udfordret, og amningen kom aldrig i gang. Vi tog hurtigt valget om mælkeerstatning, hvilket var det helt rigtige valg for os.

Ugerne gik, og jeg fik endelig mine clips ud, så jeg kunne få overstået de sidste scanninger. At undvære min datter i den time, det tog, var ulideligt. Jeg græd, da jeg endelig holdt hende igen. Min diagnose var svangerskabsforgiftning. Men på grund af mit lave blodtryk og det faktum, at jeg aldrig får feber, var det svært at opdage.

Vi har afsluttet vores forløb med fødeafdelingen efter flere samtaler. Til samtalerne blev jeg hele tiden spurgt, om jeg er klar til at få barn nummer to. Rent instinktivt er mit svar; nej. Stod det til mig, skulle vi adoptere, men det er min kæreste imod. Det kan jeg sagtens forstå, men tanken om at skulle det hele igennem igen, skræmmer mig. Også selvom jeg har fået fortalt, at jeg næste gang vil kunne få kejsersnit 14 dage før termin.

Min datter er i dag 1,5 år, så for lægerne må jeg egentlig gerne blive gravid. Men vi venter. Jeg er ikke klar. Jeg er bange for, hvad der kan ske.

FØDSEL

Lene fik akut kejsersnit: Jeg er bange for at blive gravid igen

Lene Kristensen fik akut kejsersnit. Det var en voldsom oplevelse.

30. december 2019 | Af Lene Kristensen | Foto: Privat

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud, skriver Lene Kristensen i sin fødselsberetning.

33-årige Lene Kristensen er lærer, bor i Randers og er gift med Thomas. Hun har til fødslen.dk her skrevet sin fødselsberetning.

Natten til den 9. april 2018 sov jeg dårligt om natten, og da min kæreste tog afsted om morgenen, lagde jeg mig på sofaen. Der gik dog ikke længe, før vandet gik. Lige midt i sofaen.

Jeg løb ud på badeværelset og kiggede på vandet. Jeg kunne huske, det ikke måtte være grønt. Det var det ikke, så jeg ringede til min kæreste, som lige var mødt på arbejde. Derefter ringede jeg til fødselsafdelingen, som bad mig komme derop et par timer efter og lige blive tilset.

Veerne var ikke gået i gang, da jeg kom derop, så jeg blev bedt om at gå en tur. Min kæreste protesterede, da jeg den sidste måned ikke havde kunnet gå på grund af mit bækken. Jeg stoppede ham. Fortalte, at jeg gerne ville prøve for at slippe for at blive sat i gang.

Det gjorde jeg så. Det vil sige, jeg tog et par skidt og holdt pause. Det virkede ikke i forhold til veerne, så da vi kom til en trappe, valgte jeg at gå op af den. Det gjorde virkelig ondt, men veerne kom. Jordemoderen endte dog med at sende os hjem, til de blev mere regelmæssige.

Derhjemme gjorde jeg, som jeg havde forberedt. Jeg havde hentet en app til at tage tid, og jeg lå i sengen og prøvede at hvile mig mellem veerne. Men der var et eller andet, som føltes forkert. Jeg blev frustreret og følte ikke, det, jeg havde forberedt, virkede. Min kæreste overtog derfor appen, og jeg lagde mig på sofaen. Der gik ikke lang tid, før jeg var væk.

Den næste periode er sløret med enkelte glimt. Jeg husker, at min kæreste råbte af mig i forsøget på at få mig til at gå ned af trappen, inden han selv løftede mig op og bar mig. Jeg husker også en sygeplejerske, som spurgte, om jeg kunne fortælle mit navn.

Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg på en stue. Men det var ikke en fødestue, som dem, vi havde været oppe og se på sygehuset.

Min kæreste kaldte på nogen, og der kom en kvinde ind og fortalte, at de var ved at gøre klar til kejsersnit. Kort tid efter kom en anden kvinde ind. Hun undersøgte mig kort og virkede overrasket over, at jeg var kommet til mig selv. Men nu, hvor jeg var, ville de lave kejsersnittet, hvor jeg var vågen. Hun fortalte, der ville gå en halv time, og det føltes som evigheder. Normalt er jeg et roligt menneske, men jeg skældte ud. Hold op, hvor jeg skældte ud. Jeg kunne slet ikke være i det, og min krop gjorde ondt. Jeg kunne se, min kæreste havde grædt. De fortalte, at det, de gav mig, var kvalmestillende, men jeg brækkede mig hele tiden. Jeg følte, jeg skulle tisse, men de havde lagt et kateter, og veerne gjorde nas, og så var jeg bare forvirret.

Jeg tror, alle var glade og lettede, da den halve time var gået. Jeg blev kørt op på en operationsstue, og min kæreste kom ud til mig i blåt tøj, men han måtte ikke være hos mig. Han blev sat på en stol nogle meter fra mig.

Da lægen prøvede at lægge en epidural, spurgte jeg, om det var meningen, det skulle gøre ondt i mit venstre ben. Alle så overraskede ud. Han var åbenbart ikke en, som normalt lagde det forkert. Anden gang gjorde det ondt i min balle. Efter fem stik gav han op og fortalte, at jeg måtte i narkose. Min kæreste blev hurtigt sendt ud, og det virkede som om, det skulle gå lidt stærkt.

Det næste, jeg husker, var, at jeg frøs. Meget. Men der var folk omkring mig, som gav mig noget varmt på. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, var det første, jeg så, et ur. Klokken var 22. En sygeplejerske kom over til mig og spurgte, om jeg ville se min datter. Jeg svarede grædende ja, og hun fortalte, at min mand og datter var på vej.

Jeg skulle trappes ud af noget, som gjorde, jeg skulle blive liggende. Normalt måtte der ikke være larm på opvågning, men de ville gerne gøre en undtagelse. Jeg kunne ikke se nogen andre, men der var også nogle skærme omkring mig.

Lige pludselig hørte jeg nogle snakke, og bag skærmen kom min kæreste og datter til syne. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig, så jordemoderen tog min datter og lagde hende til mit bryst. Hun klemte på mit bryst. Det virkede vigtigt, men det lykkedes ikke. Min datter fik derfor noget mælk fra en kop. Derefter lagde de hende op på mig. Hun var så fin, og det hele føltes lidt uvirkeligt.

De fortalte, at hun sked på min kæreste kort tid efter, hun var kommet op til ham. Vi grinede. Sygeplejerskerne kom og skulle skifte min forbinding. Jeg kiggede på min mave. Det så vildt ud. Jeg havde nærmest et T på maven helt op til navlen med klips.

Efter en times tid begyndte de at gøre klar til, at jeg kunne blive flyttet. Min kæreste holdt vores datter, og vi kom op på en stue. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og en sygeplejerske måtte hjælpe min mand med at skifte vores datter.

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud. Hun undskyldte derfor også, at hun ikke havde gjort det pænere. Men hun havde prioritet min datter. Vi svarede, at det var vi glade for.

En sygeplejerske, vi kendte fra tidligere i graviditeten, kom ind og satte sig. Hun skulle være hos os hele natten. Jeg kunne ikke sove. Min datter og kæreste sov. Hun fortalte, at jeg næste morgen skulle have kateteret ud, men først når jeg havde været oppe at stå. Jeg ville gerne i gang med det samme, så hun endte med at hente en stol, så jeg kunne forsøge at rejse mig. Det gjorde dog så ondt, at jeg hurtigt måtte ned igen. Min datter vågnede ved lydene og blev lagt til mit bryst, dog uden at spise noget. I stedet fik hun lidt mælk i en kop.

Da vi alle var vågne igen, kom min søster, og min kæreste viste stolt vores datter frem.

Vi var indlagt i fem døgn. Vores datter blev indlagt på neonatal, og jeg var indlagt på barselsafsnittet. Heldigvis var alt fyldt, og vi blev efter et døgn flyttet til familieafsnittet, hvor læger og sygeplejerske fra de forskellige afdelinger kom til os. Jeg havde nogle panikanfald, men heldigvis kom personalet løbende, når der var brug for det. Hold nu op et dygtigt personale.

Da vi kom hjem, havde vi den bedste sundhedsplejerske. Hun var der hver anden dag, og det fandt jeg stor ro i. Jeg var så bange for, at jeg efter det, vi havde været igennem, ikke kunne give min datter den spejling, hun havde brug for. Men heldigvis lykkedes det for os alle at nyde hinanden.

Efter nogle dage hjemme læste jeg mine journaler, mens min datter sov. Selvom min kæreste havde fortalt mig, hvad der var sket, var det svært at forholde sig til. Jeg var blevet ukontaktbar i lejligheden, og han havde kontaktet fødselsafdelingen, som fortalte, vi skulle derop. Han fortalte, jeg virkede som om, jeg var meget fuld. Halvvejs nede af trapperne havde han ringet til fødeafdelingen igen. Han var her virkelig bekymret og vurderede, at jeg hurtigt skulle på sygehuset. Jeg kunne læse, hvordan han havde været i choktilstand, mens han så på, at jeg, kort tid efter, vi var ankommet til fødselsafsnittet, var gået i krampe. På ingen tid havde lokalet været proppet med folk, som prøvede at redde mit og vores datters liv. Jeg tudede og tudede. Vi havde begge været i livsfare af flere omgange.

Lægen skrev, at hun mistænkte en svangerskabsforgiftning. Hun indstillede mig til en masse tests, blandt andet en MR-scanning.

Jeg kunne også læse, hvordan en masse børnelæger og sygeplejersker havde stået klar, da det endelig var lykkedes at få min datter ud. Mens jeg læste, sendte jeg løbende beskeder med ord, jeg ikke forstod, til min lægeveninde, som var sød at oversætte.

Jeg husker den første tid som fyldt med kærlighed, men også en kamp. Fysisk var jeg udfordret, og amningen kom aldrig i gang. Vi tog hurtigt valget om mælkeerstatning, hvilket var det helt rigtige valg for os.

Ugerne gik, og jeg fik endelig mine clips ud, så jeg kunne få overstået de sidste scanninger. At undvære min datter i den time, det tog, var ulideligt. Jeg græd, da jeg endelig holdt hende igen. Min diagnose var svangerskabsforgiftning. Men på grund af mit lave blodtryk og det faktum, at jeg aldrig får feber, var det svært at opdage.

Vi har afsluttet vores forløb med fødeafdelingen efter flere samtaler. Til samtalerne blev jeg hele tiden spurgt, om jeg er klar til at få barn nummer to. Rent instinktivt er mit svar; nej. Stod det til mig, skulle vi adoptere, men det er min kæreste imod. Det kan jeg sagtens forstå, men tanken om at skulle det hele igennem igen, skræmmer mig. Også selvom jeg har fået fortalt, at jeg næste gang vil kunne få kejsersnit 14 dage før termin.

Min datter er i dag 1,5 år, så for lægerne må jeg egentlig gerne blive gravid. Men vi venter. Jeg er ikke klar. Jeg er bange for, hvad der kan ske.

LÆS OGSÅ