DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor.

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor.

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning.

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner.

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet.

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ.

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns.

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.