LIVET MED BØRN

Mads vil revolutionere skolen: Vi har skabt et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv

20. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Liv Isadrema

 

Da Mads Leif startede i skole og stoppede med at stille spørgsmål, mistede han langsomt meningen med livet. Først da han blev bevidst om, at det var skolesystemet, der var noget galt med, og ikke ham, formåede han at finde sig selv.​

Mads Leif er grundlægger af Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Møder, koordinering, mobilisering og rekruttering. De sidste mange måneder har været travle for 28-årige Mads Leif. ​
Den 16. januar gik den oplysningskampagne, han har været med til starte med Learning Mission, i luften med et mål om en verden, hvor børn kan lære frit gennem inspiration og vejledning.​
En verden, hvor der er plads til individer i skolesystemet.​
Det er ikke nogen enkel målsætning, og ej heller en ændring, der sker natten over. Men for Mads Leif er det en nødvendig revolution, som han er klar til at knokle for. Det var derfor, han startede Learning Mission i juni 2019.​
Op til lanceringen af oplysningskampagnen har opgaverne især haft praktisk karakter. ​
Og at han mener det, viser hans engagement. Ansøgning om godkendelse som velgørenhedsorganisation, produktion af hjemmeside og planlægning af opslag til oplysningskampagnen er blot et lille udsnit af de opgaver, Mads Leif har været med inde over.​
Samtidig har han brugt det meste af december i en lille hyggelig by i det østlige Italien. ​
Det gør han altid. Rejser væk i december. Oftest rejser han en til fire måneder ad gangen. Det gør han for sådan rigtig at få stederne ind under huden og opleve andre kulturer. ​
– Det er ekstremt livsbekræftende og bevidsthedsudvidende, forklarer han.​
Den seneste rejse er ingen undtagelse.​
Når Mads Leif rejser væk, føler han sig fri. På sine rejser kan han kombinere arbejde med meditation – en vigtig daglig rutine for ham. Samtidig kan han lade batterierne op, på en helt anden måde end herhjemme, som han udtrykker det.​
Generelt arbejder han bedst i flow. Og det er egentlig også sigende for hans Learning Mission.​
Han brænder for at sætte børn fri, når det kommer til læring. Ifølge ham bør læring ske på børnenes præmisser og i inspirerende miljøer frem for i kasser.​
– Mit og Learning Missions formål er ganske enkelt at erstatte ensrettende læring gennem pligt med fri læring gennem tillid, inspiration og vejledning.​
– Når man vil have alle mennesker til at passe i en kasse, er det klart, at nogle ikke passer ind og vil føle sig forkerte. Hvis vi i stedet kunne blive enige om, at vi er forskellige, burde vi også kunne blive enige om, at vi ikke alle skal have det samme skema i 10 år med de samme fag og udvikle os i et fast forudbestemt tempo, siger Mads Leif, hvis borgerlige navn egentlig er Mads Lønnberg. ​
Men for ham er navnet ikke andet end noget praktisk.​
 
– Min identitet er socialt konstrueret. Derfor legede jeg for sjov med navnet, og Mads Leif – mas life, som betyder “mere liv” – virkede mere sjovt. Men jeg identificerer mig i langt højere grad med kærlighed og tilstedeværelse end med både Mads Lønnberg og Mads Leif, forklarer han.​
Mads Leifs syn på skolen og behovet for en revolution skal findes i hans egne oplevelser. Det lægger han på ingen måde skjul på.​
Han voksede op i et, hvad han selv betegner som pænt og almindeligt forstadsmiljø, i Birkerød. ​
Her boede han sammen med sine forældre og den yngste af sine tre halvstorebrødre Tobias. Han var Mads Leifs store idol. ​
Broderen havde svært ved at tilpasse sig – og gjorde det aldrig. Han gik på ni forskellige skoler og gennemførte først 9. klasse i fængslet. Ifølge Mads Leif er han dog endt et godt sted i dag.​
– Han har realiseret mange af sine drømme og beholdt den passion for fiskeri, som lærerne punkede ham for, da han gik i skole. Dengang ville han altid skrive om fisk, og han flygtede tit fra skolen for at fiske, fortæller Mads Leif om broderen.​
– At se ham som et levende væsen, der bevarede sin energi, var for mig et anker og med til senere at grave min egen energi fri, tilføjer han for at understrege, hvorfor Tobias og hans historie har en særlig betydning for ham.
Mads Leif beskriver overordnet sin egen barndom som “fin”. Men han isolerede sig i perioder, fordi han følte sig misforstået, utilstrækkelig og magtesløs. ​
 
– Jeg havde en klar oplevelse af, at de voksne, det vil sige mine forældre og lærere, bestemte, og at ingen af dem havde tillid til min intuition. Jeg ved i dag, at det handlede om vores samfundssyn og den måde, samfundet og skolen generelt er indrettet på. Ikke om dem som mennesker, siger Mads Leif.​
Samtidig kæmpede hans mor i perioder med depression, men det talte de ikke højt om i familien på det tidspunkt.
– Det forvirrede mig, og gjorde mig ked af det som barn, og det resulterede i, at jeg ofte var alene med mine tanker, fortæller han.​
Ifølge Mads Leif var det dog først, da han startede i skole, at det for alvor gik ned ad bakke.​
Han startede et år for tidligt, da han efter eget udsagn var både kvik og sulten på næste skridt i livet. Som den eneste elev, fik han dog ikke lov til at fortsætte.​
– Jeg havde ellers haft det fantastisk og lært en masse, men jeg havde ikke hørt efter, hvad læreren sagde, forklarer Mads Leif.​
Da han startede i skole igen, begyndte han at tilpasse sig, men samtidig faldt hans humør.​
– Fodbold var mit glædesanker, men jeg mistede langsomt meningen med livet og troen på mig selv. Senere skiftede jeg klasse og derefter skole. Det hjalp den første måned, men da undervisningsformatet var det samme, fortsatte nedturen. Mest af alt mentalt, for mine karakterer var på det tidspunkt okay, fortæller Mads Leif og tilføjer:​
– Det var ikke lærernes skyld, men formatet med pligt og forudbestemt memorering i 45 minutter. Det fungerede aldrig for mig, og gav mig mange unødvendige nedture. ​
Efter folkeskolen fortsatte Mads Leif på et sportscollege i en gymnasieklasse. ​
– Mest fordi alle andre fortsatte på gymnasiet, fortæller han.​
Heller ikke her opdagede han dog glæden ved skolen, og Mads Leif er ikke i tvivl om, at skolen var meget lidt produktiv for ham.​
– Jeg gjorde mig ikke mange tanker, da jeg gik i skole. Jeg accepterede, at tingene var, som de var, og jeg indrettede mig ligesom næsten alle andre, siger han og tilføjer:​
– Det var ikke fordi, jeg ikke stillede spørgsmål ved ting i starten: “Hvorfor skal jeg det?”. Men det stilnede af, da slutsvaret altid var: “For sådan er det bare,” eller “fordi jeg er voksen”. Meningen med livet forsvandt, og jeg blev en akavet teenager, der forsøgte at skabe en pæn og poleret identitet.​
Efter gymnasiet var han efter eget udsagn “helt smadret”. ​
– Selv mine forældre kunne ikke genkende mig. Jeg havde ingen livsglæde, fortæller Mads Leif, der brugte nogle år på at rejse, arbejde som telefonsælger, højskoleophold og flere rejser. ​
Det viste sig at være ganske gavnligt.​
– Jeg gravede langsomt mere og mere selvværd fri, og havde i sidste ende modet til at starte en virksomhed, fortæller han.​
Først for omkring et år siden blev Mads Leif dog for alvor bevidst om, hvilken betydning skolen havde haft for hans selvværd og de mareridt, han led af.​
– Efter at have startet egen virksomhed følte jeg en lykke- og frihedsfølelse, der var i stor kontrast  til det mentale fængsel, jeg følte mig fanget i i skolen. Jeg havde lært så mange fantastiske ting, der ikke var faciliteret af skolen, så jeg flyttede til Afrika for at skrive om dem, siger Mads Leif og fortsætter:​
 
– I processen dykkede jeg uplanlagt tilbage i min egen skoletid, og jeg begyndte en grædende og befriende erkendelsesproces af mit eget liv. Da jeg var ude på den anden side og sad i frihed i mit nye hjem med en bongotromme i hånden, stillede jeg mig selv spørgsmålet: “Kan jeg leve mit frie liv i fred og ro i Afrika, når jeg ved, at det traditionelle skolesystem er med til at besværliggøre livet for mange mennesker? Eller skal jeg tage tilbage til Danmark og bruge min viden og energi til at accelerere den uundgåelige transformation?”​
Svaret var enkelt for Mads Leif, og det blev starten på Learning Mission.​
Først havde han dog brug for at tale med sine forældre om, hvad han mente, skoleårene og miljøet der havde gjort ved ham. Han havde brug for, at de forstod, hvad han havde oplevet.​
– Mine forældre betyder alt for mig, så det er vigtigt, at vi også kan snakke sammen om alt. Da jeg kom grædende hjem og fortalte om episoder fra skolen, som jeg vidste, var kontraproduktive for mig, og som havde været med til at ødelægge mig mentalt, kunne de godt forstå mig. Vi græd sammen, og jeg forstod, at de ligesom mange andre følte sig presset af samfundet. Jeg har ingen onde miner over for mine forældre. Jeg ved, de gjorde alt af kærlighed,
Mads Leif håber da også, at Learning Mission og den oplysningskampahne, han netop har været med til at lancere, kan fremtvinge en politisk reaktion.​
Det er en nødvendighed, mener han. For skolesystemet influerer i hans øjne vores ageren og samfund mere generelt. Blandt andet kan han genkende den måde, hans forældre håndterede moderens depressioner, i samfundsstrukturerne. ​
– Det er skrækkeligt, at vi har skabt en kultur og et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv og vise sine følelser. Jeg ser skolesystemet som medvirkende til avlen af den usikkerhed, vi kollektivt lider under, siger Mads Leif og uddyber:​
 
– Vi er alle sammen gode nok, og vi har brug for at være ægte og kunne rumme os selv. Det er noget, jeg har lært, og noget, jeg minder mennesker om, så ofte jeg kan.

LIVET MED BØRN

Mads vil revolutionere skolen: Vi har skabt et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv

20. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Liv Isadrema

 

Da Mads Leif startede i skole og stoppede med at stille spørgsmål, mistede han langsomt meningen med livet. Først da han blev bevidst om, at det var skolesystemet, der var noget galt med, og ikke ham, formåede han at finde sig selv.​

Mads Leif er grundlægger af Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Møder, koordinering, mobilisering og rekruttering. De sidste mange måneder har været travle for 28-årige Mads Leif. ​
Den 16. januar gik den oplysningskampagne, han har været med til starte med Learning Mission, i luften med et mål om en verden, hvor børn kan lære frit gennem inspiration og vejledning.​
En verden, hvor der er plads til individer i skolesystemet.​
Det er ikke nogen enkel målsætning, og ej heller en ændring, der sker natten over. Men for Mads Leif er det en nødvendig revolution, som han er klar til at knokle for. Det var derfor, han startede Learning Mission i juni 2019.​
Op til lanceringen af oplysningskampagnen har opgaverne især haft praktisk karakter. ​
Og at han mener det, viser hans engagement. Ansøgning om godkendelse som velgørenhedsorganisation, produktion af hjemmeside og planlægning af opslag til oplysningskampagnen er blot et lille udsnit af de opgaver, Mads Leif har været med inde over.​
Samtidig har han brugt det meste af december i en lille hyggelig by i det østlige Italien. ​
Det gør han altid. Rejser væk i december. Oftest rejser han en til fire måneder ad gangen. Det gør han for sådan rigtig at få stederne ind under huden og opleve andre kulturer. ​
– Det er ekstremt livsbekræftende og bevidsthedsudvidende, forklarer han.​
Den seneste rejse er ingen undtagelse.​
Når Mads Leif rejser væk, føler han sig fri. På sine rejser kan han kombinere arbejde med meditation – en vigtig daglig rutine for ham. Samtidig kan han lade batterierne op, på en helt anden måde end herhjemme, som han udtrykker det.​
Generelt arbejder han bedst i flow. Og det er egentlig også sigende for hans Learning Mission.​
Han brænder for at sætte børn fri, når det kommer til læring. Ifølge ham bør læring ske på børnenes præmisser og i inspirerende miljøer frem for i kasser.​
– Mit og Learning Missions formål er ganske enkelt at erstatte ensrettende læring gennem pligt med fri læring gennem tillid, inspiration og vejledning.​
– Når man vil have alle mennesker til at passe i en kasse, er det klart, at nogle ikke passer ind og vil føle sig forkerte. Hvis vi i stedet kunne blive enige om, at vi er forskellige, burde vi også kunne blive enige om, at vi ikke alle skal have det samme skema i 10 år med de samme fag og udvikle os i et fast forudbestemt tempo, siger Mads Leif, hvis borgerlige navn egentlig er Mads Lønnberg. ​
Men for ham er navnet ikke andet end noget praktisk.​
 
– Min identitet er socialt konstrueret. Derfor legede jeg for sjov med navnet, og Mads Leif – mas life, som betyder “mere liv” – virkede mere sjovt. Men jeg identificerer mig i langt højere grad med kærlighed og tilstedeværelse end med både Mads Lønnberg og Mads Leif, forklarer han.​
Mads Leifs syn på skolen og behovet for en revolution skal findes i hans egne oplevelser. Det lægger han på ingen måde skjul på.​
Han voksede op i et, hvad han selv betegner som pænt og almindeligt forstadsmiljø, i Birkerød. ​
Her boede han sammen med sine forældre og den yngste af sine tre halvstorebrødre Tobias. Han var Mads Leifs store idol. ​
Broderen havde svært ved at tilpasse sig – og gjorde det aldrig. Han gik på ni forskellige skoler og gennemførte først 9. klasse i fængslet. Ifølge Mads Leif er han dog endt et godt sted i dag.​
– Han har realiseret mange af sine drømme og beholdt den passion for fiskeri, som lærerne punkede ham for, da han gik i skole. Dengang ville han altid skrive om fisk, og han flygtede tit fra skolen for at fiske, fortæller Mads Leif om broderen.​
– At se ham som et levende væsen, der bevarede sin energi, var for mig et anker og med til senere at grave min egen energi fri, tilføjer han for at understrege, hvorfor Tobias og hans historie har en særlig betydning for ham.
Mads Leif beskriver overordnet sin egen barndom som “fin”. Men han isolerede sig i perioder, fordi han følte sig misforstået, utilstrækkelig og magtesløs. ​
 
– Jeg havde en klar oplevelse af, at de voksne, det vil sige mine forældre og lærere, bestemte, og at ingen af dem havde tillid til min intuition. Jeg ved i dag, at det handlede om vores samfundssyn og den måde, samfundet og skolen generelt er indrettet på. Ikke om dem som mennesker, siger Mads Leif.​
Samtidig kæmpede hans mor i perioder med depression, men det talte de ikke højt om i familien på det tidspunkt.
– Det forvirrede mig, og gjorde mig ked af det som barn, og det resulterede i, at jeg ofte var alene med mine tanker, fortæller han.​
Ifølge Mads Leif var det dog først, da han startede i skole, at det for alvor gik ned ad bakke.​
Han startede et år for tidligt, da han efter eget udsagn var både kvik og sulten på næste skridt i livet. Som den eneste elev, fik han dog ikke lov til at fortsætte.​
– Jeg havde ellers haft det fantastisk og lært en masse, men jeg havde ikke hørt efter, hvad læreren sagde, forklarer Mads Leif.​
Da han startede i skole igen, begyndte han at tilpasse sig, men samtidig faldt hans humør.​
– Fodbold var mit glædesanker, men jeg mistede langsomt meningen med livet og troen på mig selv. Senere skiftede jeg klasse og derefter skole. Det hjalp den første måned, men da undervisningsformatet var det samme, fortsatte nedturen. Mest af alt mentalt, for mine karakterer var på det tidspunkt okay, fortæller Mads Leif og tilføjer:​
– Det var ikke lærernes skyld, men formatet med pligt og forudbestemt memorering i 45 minutter. Det fungerede aldrig for mig, og gav mig mange unødvendige nedture. ​
Efter folkeskolen fortsatte Mads Leif på et sportscollege i en gymnasieklasse. ​
– Mest fordi alle andre fortsatte på gymnasiet, fortæller han.​
Heller ikke her opdagede han dog glæden ved skolen, og Mads Leif er ikke i tvivl om, at skolen var meget lidt produktiv for ham.​
– Jeg gjorde mig ikke mange tanker, da jeg gik i skole. Jeg accepterede, at tingene var, som de var, og jeg indrettede mig ligesom næsten alle andre, siger han og tilføjer:​
– Det var ikke fordi, jeg ikke stillede spørgsmål ved ting i starten: “Hvorfor skal jeg det?”. Men det stilnede af, da slutsvaret altid var: “For sådan er det bare,” eller “fordi jeg er voksen”. Meningen med livet forsvandt, og jeg blev en akavet teenager, der forsøgte at skabe en pæn og poleret identitet.​
Efter gymnasiet var han efter eget udsagn “helt smadret”. ​
– Selv mine forældre kunne ikke genkende mig. Jeg havde ingen livsglæde, fortæller Mads Leif, der brugte nogle år på at rejse, arbejde som telefonsælger, højskoleophold og flere rejser. ​
Det viste sig at være ganske gavnligt.​
– Jeg gravede langsomt mere og mere selvværd fri, og havde i sidste ende modet til at starte en virksomhed, fortæller han.​
Først for omkring et år siden blev Mads Leif dog for alvor bevidst om, hvilken betydning skolen havde haft for hans selvværd og de mareridt, han led af.​
– Efter at have startet egen virksomhed følte jeg en lykke- og frihedsfølelse, der var i stor kontrast  til det mentale fængsel, jeg følte mig fanget i i skolen. Jeg havde lært så mange fantastiske ting, der ikke var faciliteret af skolen, så jeg flyttede til Afrika for at skrive om dem, siger Mads Leif og fortsætter:​
 
– I processen dykkede jeg uplanlagt tilbage i min egen skoletid, og jeg begyndte en grædende og befriende erkendelsesproces af mit eget liv. Da jeg var ude på den anden side og sad i frihed i mit nye hjem med en bongotromme i hånden, stillede jeg mig selv spørgsmålet: “Kan jeg leve mit frie liv i fred og ro i Afrika, når jeg ved, at det traditionelle skolesystem er med til at besværliggøre livet for mange mennesker? Eller skal jeg tage tilbage til Danmark og bruge min viden og energi til at accelerere den uundgåelige transformation?”​
Svaret var enkelt for Mads Leif, og det blev starten på Learning Mission.​
Først havde han dog brug for at tale med sine forældre om, hvad han mente, skoleårene og miljøet der havde gjort ved ham. Han havde brug for, at de forstod, hvad han havde oplevet.​
– Mine forældre betyder alt for mig, så det er vigtigt, at vi også kan snakke sammen om alt. Da jeg kom grædende hjem og fortalte om episoder fra skolen, som jeg vidste, var kontraproduktive for mig, og som havde været med til at ødelægge mig mentalt, kunne de godt forstå mig. Vi græd sammen, og jeg forstod, at de ligesom mange andre følte sig presset af samfundet. Jeg har ingen onde miner over for mine forældre. Jeg ved, de gjorde alt af kærlighed,
Mads Leif håber da også, at Learning Mission og den oplysningskampahne, han netop har været med til at lancere, kan fremtvinge en politisk reaktion.​
Det er en nødvendighed, mener han. For skolesystemet influerer i hans øjne vores ageren og samfund mere generelt. Blandt andet kan han genkende den måde, hans forældre håndterede moderens depressioner, i samfundsstrukturerne. ​
– Det er skrækkeligt, at vi har skabt en kultur og et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv og vise sine følelser. Jeg ser skolesystemet som medvirkende til avlen af den usikkerhed, vi kollektivt lider under, siger Mads Leif og uddyber:​
 
– Vi er alle sammen gode nok, og vi har brug for at være ægte og kunne rumme os selv. Det er noget, jeg har lært, og noget, jeg minder mennesker om, så ofte jeg kan.

LÆS OGSÅ