GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

 

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Emmibaby - køb babyudstyr

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

 

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

LÆS OGSÅ