Debattør vil sætte familierne fri:

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Alicja/Pixabay 

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 

”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

Debattør vil sætte familierne fri:

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Alicja/Pixabay 

 

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

 

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

 
Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag i november 2020.

Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.
Du kan også lytte til Moderland på MofiboLige nu får du 45 dage GRATIS ved at følge dette link – KLIK HER

 

LÆS OGSÅ