DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

 

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ