FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

19. maj 2020 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 38 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 2 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger. Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

Psykolog Anne Rom

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

Emmibaby - køb babyudstyr

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

19. maj 2020 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 38 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 2 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

 

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger. Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

Emmibaby

LÆS OGSÅ