DEBAT

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

06. september 2020 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Hvis vi virkelig vil skabe en samtykkekultur, kræver det, at vi helt fra fødslen viser vores børn, at deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres samtykke har værdi.

Vi får samtykkelov! Det er så vigtigt, og det er SÅ meget på tide. Men er det nok? Kan det gøre det?

Vi lever i en kultur, hvor vi – især nu – tydeligt konfronteres med det faktum, at samtykke er et uhyggeligt fremmed og uvant koncept for alt for mange mennesker. Mange forstår simpelthen ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis at respektere andre og selv blive respekteret. Og det er skræmmende.

Derfor starter nu den helt store opgave; at bevæge os fra en voldtægtskultur til en samtykkekultur.

Men hvordan gør vi det? Hvordan retter vi op på den krænkerkultur, som gennemsyrer vores samfund? Hvordan skal vi som befolkning lære at navigere i grænser, samtykke, lyst, ulyst og kropsautonomi? I dig og mig og rummet imellem os? I at mærke hinanden og reagere sensitivt og kærligt på hinanden? I at vide, hvordan samtykke lyder, ser ud og føles?

Alt for mange har det tydeligvis svært her!

Der tales om at sætte ind på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne, og også om at vi skal sætte ind allerede i folkeskolen. Samtykke skal på skemaet og helt ned i de små klasser.

Det er jeg ikke uenig i. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor tager vi den sjældent spadestikket dybere? Hvorfor overser vi ofte den absolut vigtigste befolkningsgruppe? Og hvorfor overser vi hvilken ualmindelig stor rolle, vi spiller her? Som voksne? Som rollemodeller, forældre, undervisere, politikere og samfund?

For hvor er det i virkeligheden, vi bør og skal sætte ind, hvis vi vil skabe en fremtid bygget på ligeværdighed? Et samfund med samtykkekultur? En befolkning, som ikke skal lære, men som ved – med hele deres krop og alle deres sanser?

Det er så tidligt som muligt!

Det er fra fødslen af et barn.

Og det er ved at se godt og grundigt på os selv og vores egen begyndelse på livet.

For hvorfor giver vi ikke de første leveår mere opmærksomhed, når vi ved, at det er i disse år, at ikke blot den fysiske udvikling tager fart, men at også den følelsesmæssige og sociale udvikling bliver grundlagt her? At det fundament, som skabes her, er et, barnet skal kunne stå på resten af livet. I de tidligste år af livet er børn hypermodtagelige overfor indtryk. Hvad ønsker vi, at de skal internalisere? Og hvad gør vi for det?

Er vi opmærksomme nok? Er vi kritiske nok? Er vi informerede nok? Tilbyder vi de rette rammer som samfund til at udvikle en sund og tryg tilknytning? Og hvad med det der børneopdragelse? Hvad siger vores børnesyn om den fremtid, vi ønsker os? Behandler vi overhovedet små børn, som vi faktisk ønsker, at de skal behandle andre? Behandler vi dem ligeværdigt og med respekt?

Hvilken betydning har det for samfundet og kulturen, at 40% vurderes at få en utryg tilknytning i barndommen? Og hvorfor tager vi som samfund ikke denne sårbare og absolut mest afgørende fase i livet mere alvorligt?

For vi er nødt til at spørge os selv om dette, når nu vi står her og skal sætte alt ind for at skabe en fremtid bygget på samtykke, respekt, kropsautonomi og ligeværd.

Husker vi at tilbyde vores børn dette? Også de helt små? Giver vi det, som vi ønsker, de skal give videre i alle deres fremtidige relationer?

Jesper Juul sagde: ”Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt. Børn, som behandles med omsorg, opfører sig omsorgsfuldt. Børn, som ikke krænkes på deres integritet, krænker ikke andre.”

Og jeg tror på, at det er sandt, og at det er uhyre vigtigt. Så vigtigt og dog så overset.

For jo, lad os endelig få samtykke på skoleskemaet! Lad os endelig have foredrag, kurser og workshops på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne. Det er nødvendigt, der hvor vi befinder os nu.

Men lad os også lige stoppe en halv og spørge os selv, hvorfor det er nødvendigt, og hvorfor det blev det? Hvorfor krænkerkulturen opstod?

Vi lærte at krænke engang. Vi lærte at overskride grænser engang. Vi lærte at lade vores grænser overskride engang. Vi lærte at fryse og at please, og vi lærte, at magt var noget, man kunne bruge mod andre eller få brugt mod sig selv … engang. Dengang vi selv var magtesløse.

Vi har meget, vi som voksne og som samfund skal aflære! Og hvis vi virkelig vil skabe samtykkekultur, reelt og på sigt, så kræver det, at vi helt fra fødslen af respekterer grænser. Viser vores børn, at de, deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres SAMTYKKE har værdi.

At deres nej, betyder nej. Og at deres ja, betyder ja.

Og vi skal snakke meget mere om, hvordan man gør dette i praksis! For som vi ser nu, ved alt for mange ikke, hvad samtykke er.

De første relationer i barnets liv sætter fundamentet for de kommende.

Det starter lige her med os alle sammen. Vi er nødt til at skabe forbindelsen, og vi er nødt til også at behandle roden af problemet. Alt andet er vigtigt, men vil fungere som lappeløsninger alene.

Voldtægtskultur og krænkerkultur skal skiftes ud med samtykkekultur nu.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

06. september 2020 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Hvis vi virkelig vil skabe en samtykkekultur, kræver det, at vi helt fra fødslen viser vores børn, at deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres samtykke har værdi.

Vi får samtykkelov! Det er så vigtigt, og det er SÅ meget på tide. Men er det nok? Kan det gøre det?

Vi lever i en kultur, hvor vi – især nu – tydeligt konfronteres med det faktum, at samtykke er et uhyggeligt fremmed og uvant koncept for alt for mange mennesker. Mange forstår simpelthen ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis at respektere andre og selv blive respekteret. Og det er skræmmende.

Derfor starter nu den helt store opgave; at bevæge os fra en voldtægtskultur til en samtykkekultur.

Men hvordan gør vi det? Hvordan retter vi op på den krænkerkultur, som gennemsyrer vores samfund? Hvordan skal vi som befolkning lære at navigere i grænser, samtykke, lyst, ulyst og kropsautonomi? I dig og mig og rummet imellem os? I at mærke hinanden og reagere sensitivt og kærligt på hinanden? I at vide, hvordan samtykke lyder, ser ud og føles?

Alt for mange har det tydeligvis svært her!

Der tales om at sætte ind på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne, og også om at vi skal sætte ind allerede i folkeskolen. Samtykke skal på skemaet og helt ned i de små klasser.

Det er jeg ikke uenig i. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor tager vi den sjældent spadestikket dybere? Hvorfor overser vi ofte den absolut vigtigste befolkningsgruppe? Og hvorfor overser vi hvilken ualmindelig stor rolle, vi spiller her? Som voksne? Som rollemodeller, forældre, undervisere, politikere og samfund?

For hvor er det i virkeligheden, vi bør og skal sætte ind, hvis vi vil skabe en fremtid bygget på ligeværdighed? Et samfund med samtykkekultur? En befolkning, som ikke skal lære, men som ved – med hele deres krop og alle deres sanser?

Det er så tidligt som muligt!

Det er fra fødslen af et barn.

Og det er ved at se godt og grundigt på os selv og vores egen begyndelse på livet.

For hvorfor giver vi ikke de første leveår mere opmærksomhed, når vi ved, at det er i disse år, at ikke blot den fysiske udvikling tager fart, men at også den følelsesmæssige og sociale udvikling bliver grundlagt her? At det fundament, som skabes her, er et, barnet skal kunne stå på resten af livet. I de tidligste år af livet er børn hypermodtagelige overfor indtryk. Hvad ønsker vi, at de skal internalisere? Og hvad gør vi for det?

Er vi opmærksomme nok? Er vi kritiske nok? Er vi informerede nok? Tilbyder vi de rette rammer som samfund til at udvikle en sund og tryg tilknytning? Og hvad med det der børneopdragelse? Hvad siger vores børnesyn om den fremtid, vi ønsker os? Behandler vi overhovedet små børn, som vi faktisk ønsker, at de skal behandle andre? Behandler vi dem ligeværdigt og med respekt?

Hvilken betydning har det for samfundet og kulturen, at 40% vurderes at få en utryg tilknytning i barndommen? Og hvorfor tager vi som samfund ikke denne sårbare og absolut mest afgørende fase i livet mere alvorligt?

For vi er nødt til at spørge os selv om dette, når nu vi står her og skal sætte alt ind for at skabe en fremtid bygget på samtykke, respekt, kropsautonomi og ligeværd.

Husker vi at tilbyde vores børn dette? Også de helt små? Giver vi det, som vi ønsker, de skal give videre i alle deres fremtidige relationer?

Jesper Juul sagde: ”Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt. Børn, som behandles med omsorg, opfører sig omsorgsfuldt. Børn, som ikke krænkes på deres integritet, krænker ikke andre.”

Og jeg tror på, at det er sandt, og at det er uhyre vigtigt. Så vigtigt og dog så overset.

For jo, lad os endelig få samtykke på skoleskemaet! Lad os endelig have foredrag, kurser og workshops på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne. Det er nødvendigt, der hvor vi befinder os nu.

Men lad os også lige stoppe en halv og spørge os selv, hvorfor det er nødvendigt, og hvorfor det blev det? Hvorfor krænkerkulturen opstod?

Vi lærte at krænke engang. Vi lærte at overskride grænser engang. Vi lærte at lade vores grænser overskride engang. Vi lærte at fryse og at please, og vi lærte, at magt var noget, man kunne bruge mod andre eller få brugt mod sig selv … engang. Dengang vi selv var magtesløse.

Vi har meget, vi som voksne og som samfund skal aflære! Og hvis vi virkelig vil skabe samtykkekultur, reelt og på sigt, så kræver det, at vi helt fra fødslen af respekterer grænser. Viser vores børn, at de, deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres SAMTYKKE har værdi.

At deres nej, betyder nej. Og at deres ja, betyder ja.

Og vi skal snakke meget mere om, hvordan man gør dette i praksis! For som vi ser nu, ved alt for mange ikke, hvad samtykke er.

De første relationer i barnets liv sætter fundamentet for de kommende.

Det starter lige her med os alle sammen. Vi er nødt til at skabe forbindelsen, og vi er nødt til også at behandle roden af problemet. Alt andet er vigtigt, men vil fungere som lappeløsninger alene.

Voldtægtskultur og krænkerkultur skal skiftes ud med samtykkekultur nu.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ