Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

af | dec 11, 2022

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

 

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Troede min krop, at mit barn var dødt?

af | jul 26, 2022

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

Øremærket fædreorlov: Sådan ser den nye model ud

af | sep 23, 2021

MODERSKAB

Øremærket fædreorlov: Sådan ser den nye model ud

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

23. september 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Matt Walsh, Unsplash

 

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) nåede tidligere på måneden til enighed om en ny model for øremærket barsel og forældreorlov. Aftalen har affødt en række følelsesladede debatter, blandt andet fordi den del af orloven, der skal øremærkes far, bliver taget fra den eksisterende barsel og orlov i stedet for at blive lagt oveni.

Med den nye model kan mor og far hver afholde 24 ugers orlov med løn, dagpenge eller anden relevant ydelse. Mor kan herudover også holde 4 ugers graviditetsorlov inden fødslen med ret til barselsdagpenge.

Far har i alt mulighed for at overføre 13 uger til moderen, der med de 4 ugers graviditetsorlov således max kan holde 41 ugers orlov mod 50 uger i dag.

Moderen kan på samme vis overføre 13 uger til faderen, som så kan holde max 37 ugers orlov.

Hver forælder får med modellen øremærket 11 ugers barsel, som ikke kan overføres og derfor bortfalder, hvis den ikke afholdes.

Kravet om at øremærke barsel til fædrene kommer fra EU, og er således ikke til at komme udenom. Her vedtog man i 2019 det såkaldte familie- og orlovsdirektiv, hvis formål det – på papiret – er at sikre en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv for blandt andet forældre.

Direktivet betyder, at alle fædre i EU-landende i fremtiden skal have ret til 2 måneders barsel. Og da der netop er tale om en øremærkning, bortfalder den, hvis ikke faderen ønsker eller har mulighed for at benytte muligheden for barsel. Moderen kan altså ikke overtage de øremærkede måneder.

Herunder kan du se den nøjagtige fordeling i det nye forslag sammenlignet med ordningen i dag:

Mor

  • Som mor har du ret til graviditetsorlov senest 4 uger før termin. Både med de nuværende regler og i det nye forslag.
  • Efter fødslen har du som mor 2 ugers barselsorlov, som du efter de nuværende regler er forpligtet til at holde. I det nye forslag øremærkes disse to uger moderen. Det betyder, at mor ikke skal holde fri, men ønsker hun det ikke, bortfalder de.
  • Ifølge de nuværende regler følger herefter 12 ugers barselsorlov til moderen. I de nye regler laves dette om til 8 uger, som kan overføres til faderen.
  • Med de nuværende regler følger så 32 ugers forældreorlov, som kan fordeles, som forældrene ønsker. I den nye model ændres det, så hver forælder får 9 ugers øremærket forældreorlov. Som navnet antyder, kan denne del ikke overføres til den anden part. Er det ikke muligt for far at holde barsel, kan ugerne altså ikke overføres til moderen og omvendt.
  • I den nye model er sidste trin 5 ugers forældreorlov, som du som mor selv kan holde eller overføre til barnets far.

Far

  • Som far har du 2 ugers øremærket fædreorlov efter fødslen. Sådan er det både i dag og med det nye forslag. De to uger kan ikke overføres.
  • Ønsker familien, at far tager mere barsel, kan de i dag tages af de 32 ugers forældreorlov, som forældre med den nuværende model frit kan dele mellem sig. I den nye model ser det anderledes ud. Her har du som far ret til 8 ugers fædreorlov og 5 ugers forældreorlov. Disse uger er ikke øremærkede og kan overføres til moderen.
  • Derudover har du som far 9 ugers øremærket forældreorlov, som kun du kan holde. Har du ikke mulighed for det, bortfalder de.

Jeg har forsøgt at tydeliggøre det nye forslag i modellen herunder:

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

Når FH og DA i denne måned kom med deres forslag til, hvordan den øremærkede barsel skal se ud, er det i forbindelse med de politiske forhandlinger, der skal finde sted, fordi direktivet skal implementeres i dansk lovgivning inden for tre år. Det vil sige senest i 2022.

På Christiansborg skal man nu til at beslutte, hvordan en ny model skal se ud – og således også, om det er FH og DA’s forslag der skal stemmes igennem. Af samme grund er det også netop nu, der skal råbes op, hvis der skal ske ændringer. Og det så jeg personligt gerne. Forslaget vil nemlig, vil jeg påstå, gøre ordningen mindre fleksibel og betyde en forringelse af barselsvilkårene – både for forældre og børn. Samtidig er det fortsat uklart, hvordan udspillet fra FH og DA tilgodeser andre familiemodeller, fx solomødre med en registreret far til barnet.

Som nævnt kan vi ikke komme udenom en øremærkning, men denne del kan politikerne frit vælge at lægge oveni de eksisterende barsels- og orlovsuger, hvis blot de ønsker det.

Det kan du læse mere om her:

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling – indlæg på fødslen.dk

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener – indlæg på fødslen.dk

Hundredvis af mødre i oprør mod »brutal« ny barselsaftale – kronik i Politiken

Kronikør: Har du medlemmerne med dig, Majbrit Berlau? – debatindlæg i Politiken

Tænk, hvis barsel handlede om barnet – kronik i Berlingske

Jubel over øremærket barsel er udtryk for en forældet rødstrømpe-patriarkalsk tankegang – debatindlæg i Information

Kvinder tvinges tilbage på arbejde med tunge ammebryster og afbrudt nattesøvn – debatindlæg i Information

Mor til fire: Læg øremærket barsel oveni – debatindlæg i Berlingske

Barsels-bonanza: Politikerne freder sig selv igen – artikel i Ekstra Bladet

Du kan også deltage i demonstrationen for bedre barselsforhold på Christiansborg Slotsplads i København onsdag den 29. september klokken 14-17.

MODERSKAB

Øremærket fædreorlov: Sådan ser den nye model ud

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

23. september 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Matt Walsh, Unsplash

 

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

 

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) nåede tidligere på måneden til enighed om en ny model for øremærket barsel og forældreorlov. Aftalen har affødt en række følelsesladede debatter, blandt andet fordi den del af orloven, der skal øremærkes far, bliver taget fra den eksisterende barsel og orlov i stedet for at blive lagt oveni.

Med den nye model kan mor og far hver afholde 24 ugers orlov med løn, dagpenge eller anden relevant ydelse. Mor kan herudover også holde 4 ugers graviditetsorlov inden fødslen med ret til barselsdagpenge.

Far har i alt mulighed for at overføre 13 uger til moderen, der med de 4 ugers graviditetsorlov således max kan holde 41 ugers orlov mod 50 uger i dag.

Moderen kan på samme vis overføre 13 uger til faderen, som så kan holde max 37 ugers orlov.

Hver forælder får med modellen øremærket 11 ugers barsel, som ikke kan overføres og derfor bortfalder, hvis den ikke afholdes.

Kravet om at øremærke barsel til fædrene kommer fra EU, og er således ikke til at komme udenom. Her vedtog man i 2019 det såkaldte familie- og orlovsdirektiv, hvis formål det – på papiret – er at sikre en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv for blandt andet forældre.

Direktivet betyder, at alle fædre i EU-landende i fremtiden skal have ret til 2 måneders barsel. Og da der netop er tale om en øremærkning, bortfalder den, hvis ikke faderen ønsker eller har mulighed for at benytte muligheden for barsel. Moderen kan altså ikke overtage de øremærkede måneder.

Herunder kan du se den nøjagtige fordeling i det nye forslag sammenlignet med ordningen i dag:

Mor

  • Som mor har du ret til graviditetsorlov senest 4 uger før termin. Både med de nuværende regler og i det nye forslag.
  • Efter fødslen har du som mor 2 ugers barselsorlov, som du efter de nuværende regler er forpligtet til at holde. I det nye forslag øremærkes disse to uger moderen. Det betyder, at mor ikke skal holde fri, men ønsker hun det ikke, bortfalder de.
  • Ifølge de nuværende regler følger herefter 12 ugers barselsorlov til moderen. I de nye regler laves dette om til 8 uger, som kan overføres til faderen.
  • Med de nuværende regler følger så 32 ugers forældreorlov, som kan fordeles, som forældrene ønsker. I den nye model ændres det, så hver forælder får 9 ugers øremærket forældreorlov. Som navnet antyder, kan denne del ikke overføres til den anden part. Er det ikke muligt for far at holde barsel, kan ugerne altså ikke overføres til moderen og omvendt.
  • I den nye model er sidste trin 5 ugers forældreorlov, som du som mor selv kan holde eller overføre til barnets far.

Far

  • Som far har du 2 ugers øremærket fædreorlov efter fødslen. Sådan er det både i dag og med det nye forslag. De to uger kan ikke overføres.
  • Ønsker familien, at far tager mere barsel, kan de i dag tages af de 32 ugers forældreorlov, som forældre med den nuværende model frit kan dele mellem sig. I den nye model ser det anderledes ud. Her har du som far ret til 8 ugers fædreorlov og 5 ugers forældreorlov. Disse uger er ikke øremærkede og kan overføres til moderen.
  • Derudover har du som far 9 ugers øremærket forældreorlov, som kun du kan holde. Har du ikke mulighed for det, bortfalder de.

Jeg har forsøgt at tydeliggøre det nye forslag i modellen herunder:

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

Når FH og DA i denne måned kom med deres forslag til, hvordan den øremærkede barsel skal se ud, er det i forbindelse med de politiske forhandlinger, der skal finde sted, fordi direktivet skal implementeres i dansk lovgivning inden for tre år. Det vil sige senest i 2022.

På Christiansborg skal man nu til at beslutte, hvordan en ny model skal se ud – og således også, om det er FH og DA’s forslag der skal stemmes igennem. Af samme grund er det også netop nu, der skal råbes op, hvis der skal ske ændringer. Og det så jeg personligt gerne. Forslaget vil nemlig, vil jeg påstå, gøre ordningen mindre fleksibel og betyde en forringelse af barselsvilkårene – både for forældre og børn. Samtidig er det fortsat uklart, hvordan udspillet fra FH og DA tilgodeser andre familiemodeller, fx solomødre med en registreret far til barnet.

Som nævnt kan vi ikke komme udenom en øremærkning, men denne del kan politikerne frit vælge at lægge oveni de eksisterende barsels- og orlovsuger, hvis blot de ønsker det.

Det kan du læse mere om her:

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling – indlæg på fødslen.dk

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener – indlæg på fødslen.dk

Hundredvis af mødre i oprør mod »brutal« ny barselsaftale – kronik i Politiken

Kronikør: Har du medlemmerne med dig, Majbrit Berlau? – debatindlæg i Politiken

Tænk, hvis barsel handlede om barnet – kronik i Berlingske

Jubel over øremærket barsel er udtryk for en forældet rødstrømpe-patriarkalsk tankegang – debatindlæg i Information

Kvinder tvinges tilbage på arbejde med tunge ammebryster og afbrudt nattesøvn – debatindlæg i Information

Mor til fire: Læg øremærket barsel oveni – debatindlæg i Berlingske

Barsels-bonanza: Politikerne freder sig selv igen – artikel i Ekstra Bladet

 

Du kan også deltage i demonstrationen for bedre barselsforhold på Christiansborg Slotsplads i København onsdag den 29. september klokken 14-17.

LÆS OGSÅ

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

af | maj 31, 2021

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

 

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

LÆS OGSÅ

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

af | feb 5, 2021

FØDSEL

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

Maria Dænkjær fødte ved akut kejsersnit.

5. februar 2021 | Af Maria Dønkjær | Foto: Privat

 

Maria Dønkjær følte sig umyndiggjort og overhørt, da hun for 10 år siden fødte sit første barn ved kejsersnit. Det efterlod hende med en følelse af at fejle som fødende kvinde.

Maria Dønkjær er cand. pæd og medstifter af foreningen alenemorskab, som du kan følge på Instagram. Samme sted kan du også følge Maria under navnet @ladymamaria.

Jeg har aldrig været hende, der drømte om en smuk vaginal fødsel. Jeg har heller aldrig drømt om at få et kejsersnit. Jeg har aldrig drømt om fødsler. Tanken om, at et barn skulle ud af min krop, har været mig meget fjern. Faktisk har jeg tænkt, at jeg slet ikke kunne få børn.

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid med mit første barn, kom det derfor også som et kæmpe chok. Når jeg tænker tilbage, var jeg nok i en form for mental choktilstand under hele min graviditet. Men med splittede følelser fordi min krop blomstrede, og min fysiske tilstand var meget i balance.

Da fødselsdagen kom, havde jeg haft veer hjemme i to døgn med cirka 20 minutters intervaller, og da vi endelig fik lov til at komme ind på hospitalet, havde jeg kun udvidet mig tre centimeter. Det blev derfor en fødsel med alle unaturlige midler i brug. Jeg blev sat i gang med prik på fosterhinden, vestimulerende drop og senere epiduralblokade. Jeg blev desuden mødt af personale med flakkende blikke, der virkede stressede og ikke havde tid til at være nærværende.

I mit stille sind tænkte jeg undervejs, at jeg på trods af min frygt for fødsler, alligevel havde forestillet mig en mere naturlig oplevelse. 

Efter syv timer på hospitalet med alle hjælpemidler, der findes, og kun yderligere fire centimeter åbnet, fortalte jordemoderen, at vores søn var stjernekigger. Hun ville derfor vide, hvad jeg tænkte om kejsersnit.

Inden i mig selv tænkte jeg ”JA TAK”, men jeg forsøgte ikke at virke alt for begejstret, da jeg kendte til min daværende kærestes drømmescenarie af en fødsel: En urkvinde, der med blod, sved og tårer presser sit barn ud vaginalt i harmoni med naturens kræfter og er det fysiske bevis på, hvor stærk en kvindekrop er. Kejsersnit var for ham en flugtvej og tegn på svaghed.

Da jordemoderen breakede nyheden for ham om, at det nok var bedst med kejsersnit, begyndte han at græde. En gråd, der fik mig til at føle, at han var skuffet over mig som fødende kvinde.

“Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.”

 
Maria Dønkjær

Det blev to mod en, så vi gik kort efter ned ad gangen til operationsstuen. Jeg tænkte, at nu var det overstået om lidt, men husker også, at en kæmpe frygt overvældede mig.

Da vi kom ind på operationsstuen, var der fuldt hus, latter og højlydt snak. Jeg måtte skære igennem, ødelægge den gode stemning og fortælle, at jeg var ved at dø af skræk over det kejsersnit, de skulle til at foretage på mig. Stemningen ændrede sig til mere alvorlig blandt hospitalspersonalet, men jeg oplevede ikke en forståelse eller en omsorg i forhold til min frygt. Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.

Da det var noget tid siden, jeg fik min epidural, fik jeg mere narkose. Den begyndte hurtigt at virke, men ALT for meget. Da jeg lagde mig på operationsbriksen, kunne jeg kun mærke mit eget hoved. Det føltes som om, at resten af min krop ikke fandtes, og jeg kunne ikke mærke min egen vejrtrækning, hvilket fik mig til at gå i panik. Jeg var helt overbevist om, at jeg skulle dø. Og jeg kunne ikke bruge min vejrtrækning til at berolige mig selv, for jeg kunne ikke mærke den.

Jeg spurgte flere gange, om man kunne dø af for meget narkose, hvortil narkoselægen svarede med et forsøg på en kæk kommentar; “så ville du allerede være død”. Lige der havde jeg ikke vildt meget humor, så jeg gik ind i mig selv og kan ikke huske særlig meget mere.

Da min søn Elias ankom til verden, blev han undersøgt med det samme. Der var, uden jeg havde fået det at vide, problemer med hjertelyden. I et forsøg på at skåne mig, havde min daværende kæreste og jordemoderen ikke villet fortælle mig det, og jeg fik det først at vide efterfølgende. For mig var det misforstået omsorg. Selvom jeg havde fødselsangst, skulle jeg ikke pakkes ind i vat, og ingen skulle have ondt af mig.

“Det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle.”

 
Maria Dønkjær

Min krop begyndte at ryste, da Elias var kommet ud. Jeg kunne ikke styre mine arme, og rystelserne tog til i styrke. Sygeplejersken sagde, at det havde hun ALDRIG set før, hvilket gjorde mig endnu mere bange. Jeg blev kørt igennem hospitalets gange og elevatorer med en rystende krop, som jeg ikke kunne få styr på. Først da vi ankom til opvågningsstuen, og jeg for første gang fik Elias i mine arme, faldt min krop til ro. Det var fortryllende at opleve, hvordan hans lille nyfødte krop healede min krop.

Efterfødselstiden var en turbulent tid. På grund af min voldsomme angstreaktion, fik vi en enestue og endte med at være der i en hel uge. Vi følte os meget privilegerede, og jeg kæmpede med dårlig samvittighed over at tage pladsen for nogen, der havde mere komplicerede fødsler end min. Jeg var jo kun mentalt ramt, tænkte jeg. Dette til trods for, at vilkårene dengang for 10 år siden var bedre end i dag. 

De første to dage på hospitalet sov jeg slet ikke, fordi min krop var så medtaget af min mentale tilstand. Jeg var bange for at dø, hvis jeg faldt i søvn, og bange for ikke at vågne, hvis Elias vågnede. 

Amningen gik dårligt, og jeg fik at vide, at hvis bare jeg fik sovet, så ville mælken løbe til. Det var stressende, og det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle. Jeg følte mig umyndiggjort og stolede slet ikke på min egen intuition, fordi der var så mange forskellige meninger fra fagpersonalet. Elias fik derfor kop af sygeplejerskerne og hans far, mens jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn. 

Efter fem dage på hospitalet gik amningen så dårligt, at jeg takkede ja til en ammestoppille. Jeg takkede også ja til en sovepille – for første og forhåbentlig sidste gang i mit liv. Det gav mig fem timer søvn. Og da jeg vågnede, var jeg et nyt menneske. For første gang kunne jeg tænke en smule klart, og da en sygeplejerske, som arbejdede som ammevejleder ved siden af, og som jeg havde talt med flere gange, sagde til mig: “Jeg må ikke sige det her, men du kan godt amme. Du har så meget mælk, du skal bare hjem i rolige omgivelser”, var jeg klar til at pakke mine ting. 

“Jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn.”

 
Maria Dønkjær

Men vi måtte ikke tage hjem. Oversygeplejersken var bekymret for min psykiske tilstand, og hun syntes, at jeg skulle tage resten af ammestoppillerne. Vi brugte derfor endnu to dage på hospitalet, hvor jeg skulle høre på kommentarer som: “Er du nu sikker på, at du kan klare at amme?”, “din angst for fødslen er årsagen til dit komplicerede fødselsforløb,” og “heldigt at du har SÅ god en mand, der hjælper dig, ellers havde det da været helt umuligt det hele”. 

Da vi endelig kom hjem, begyndte amningen endelig at køre. Men min krop sitrede af angst. Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg. Det føltes som et mørke, der aldrig ville gå væk i mit sind og som en dyb smerte, der aldrig ville forsvinde fra min krop. 

Fra efterfødselsperioden husker jeg mig selv spørge min praktiserende læge, om han troede, jeg kunne dø af senfølger fra narkosen. Det var helt tragikomisk. Men jeg kan også huske, at jeg overhørte min faster sige til min far, at; “nu skal hun jo ikke tro, at hun er svagere end alle os andre”, på et barselsbesøg. Det ramte mig. For det var præcis sådan, jeg tænkte om mig selv. Jeg følte mig svagere end alle andre. Jeg forstod det som om, min frygt og angst havde ødelagt alt for både mig selv, mit nyfødte barn og hans far. Jeg havde ikke levet op til det, der forventedes af en kvinde og en mor. Jeg følte mig som en kæmpe belastning for min omverden. 

“Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg.”

 
Maria Dønkjær

Men mørket og smerten forsvandt. Jeg startede i mødregruppe for mødre med fødselsreaktioner, hvilket var en kæmpe gave. Den største del af healingen skete dog, da jeg fem år senere blev gravid for anden gang. 

Jeg fik stemplet “særlig sårbar gravid”. Stigmatiserende ja, men jeg er alligevel meget taknemmelig for det og det forløb, jeg fik. Det gav mig nemlig mulighed for at tale hele mit første fødselsforløb igennem med en overlæge. Vi gennemgik sammen de gamle journaler. 

Han fortalte mig blandt andet, at der var sket en lægefejl. Narkoselægen havde givet mig for meget narkose, og det var grunden til, at jeg ikke kunne mærke andet end mit hoved. Rystelserne, jeg havde haft, var helt normale. De skyldtes en reaktion på narkosen og kommer, når den aftager. Overlægen fortalte også, at der havde været fusion på hospitalet i den periode, jeg var indlagt, så de sygeplejersker, der havde været der, var ikke normalt på fødegangen.

Til sidst – og måske allervigtigst – fortalte han, at alle andre ville have haft præcis samme fødselsforløb som mig under de fysiske vilkår, der opstod under fødslen. Elias havde ikke været stjernekigger, som jeg havde fået fortalt. Overlægen kunne i journalen læse, at han havde ligget skævt med hovedet. Dette var grunden til, jeg udvidede mig så langsomt, da hans hoved ikke stimulerede min livmoderhals. Det ville ende i kejsersnit i næsten alle tilfælde, når hovedet lå, som det gjorde, fortalte han.

I alle de år havde jeg kæmpet med følelsen af, at det var på grund af min frygt for fødslen, at det endte, som det gjorde. Jeg tænkte, at jeg nok mentalt ikke kunne give slip og derfor ikke kunne føde vaginalt. 

Andre folks velmenende kommentarer om, at jeg ikke skulle skamme mig over, at det endte i kejsersnit, gav kun næring til min skam over at mislykkes som fødende kvinde. Jeg er ikke – og har aldrig været – ked af, at jeg fik kejsersnit. Men vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.

Selvom min anden graviditet og fødsel var meget anderledes og healende og med et helt fantastisk hospitalspersonale, håber jeg, vi som samfund og kultur snart kan begynde at se mere nuanceret på sårbarhed – også i forbindelse med fødsler.

“Vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.”

 
Maria Dønkjær

At leve med sårbarheder, frygt og angst kræver udholdenhed. Og er du et menneske, der føler, mærker og sanser livet i en anerkendelse af, at vi ER sårbare alle sammen, så er det en kæmpe gave at være det, vi i dag kalder sårbar. Jeg synes bare, vi skal kalde det at være stærk.

Og så skal vi undgå et fødselshieraki, hvor nogle fødsler tales op og andre ned. Alle fødsler er rigtige fødsler.

FØDSEL

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

Maria Dænkjær fødte ved akut kejsersnit.

5. februar 2021 | Af Maria Dønkjær | Foto: Privat

 

Maria Dønkjær følte sig umyndiggjort og overhørt, da hun for 10 år siden fødte sit første barn ved kejsersnit. Det efterlod hende med en følelse af at fejle som fødende kvinde.

Maria Dønkjær er cand. pæd og medstifter af foreningen alenemorskab, som du kan følge på Instagram. Samme sted kan du også følge Maria under navnet @ladymamaria.

 

Jeg har aldrig været hende, der drømte om en smuk vaginal fødsel. Jeg har heller aldrig drømt om at få et kejsersnit. Jeg har aldrig drømt om fødsler. Tanken om, at et barn skulle ud af min krop, har været mig meget fjern. Faktisk har jeg tænkt, at jeg slet ikke kunne få børn.

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid med mit første barn, kom det derfor også som et kæmpe chok. Når jeg tænker tilbage, var jeg nok i en form for mental choktilstand under hele min graviditet. Men med splittede følelser fordi min krop blomstrede, og min fysiske tilstand var meget i balance.

Da fødselsdagen kom, havde jeg haft veer hjemme i to døgn med cirka 20 minutters intervaller, og da vi endelig fik lov til at komme ind på hospitalet, havde jeg kun udvidet mig tre centimeter. Det blev derfor en fødsel med alle unaturlige midler i brug. Jeg blev sat i gang med prik på fosterhinden, vestimulerende drop og senere epiduralblokade. Jeg blev desuden mødt af personale med flakkende blikke, der virkede stressede og ikke havde tid til at være nærværende.

I mit stille sind tænkte jeg undervejs, at jeg på trods af min frygt for fødsler, alligevel havde forestillet mig en mere naturlig oplevelse. 

Efter syv timer på hospitalet med alle hjælpemidler, der findes, og kun yderligere fire centimeter åbnet, fortalte jordemoderen, at vores søn var stjernekigger. Hun ville derfor vide, hvad jeg tænkte om kejsersnit.

Inden i mig selv tænkte jeg ”JA TAK”, men jeg forsøgte ikke at virke alt for begejstret, da jeg kendte til min daværende kærestes drømmescenarie af en fødsel: En urkvinde, der med blod, sved og tårer presser sit barn ud vaginalt i harmoni med naturens kræfter og er det fysiske bevis på, hvor stærk en kvindekrop er. Kejsersnit var for ham en flugtvej og tegn på svaghed.

Da jordemoderen breakede nyheden for ham om, at det nok var bedst med kejsersnit, begyndte han at græde. En gråd, der fik mig til at føle, at han var skuffet over mig som fødende kvinde.

“Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.”

 
Maria Dønkjær

Det blev to mod en, så vi gik kort efter ned ad gangen til operationsstuen. Jeg tænkte, at nu var det overstået om lidt, men husker også, at en kæmpe frygt overvældede mig.

Da vi kom ind på operationsstuen, var der fuldt hus, latter og højlydt snak. Jeg måtte skære igennem, ødelægge den gode stemning og fortælle, at jeg var ved at dø af skræk over det kejsersnit, de skulle til at foretage på mig. Stemningen ændrede sig til mere alvorlig blandt hospitalspersonalet, men jeg oplevede ikke en forståelse eller en omsorg i forhold til min frygt. Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.

Da det var noget tid siden, jeg fik min epidural, fik jeg mere narkose. Den begyndte hurtigt at virke, men ALT for meget. Da jeg lagde mig på operationsbriksen, kunne jeg kun mærke mit eget hoved. Det føltes som om, at resten af min krop ikke fandtes, og jeg kunne ikke mærke min egen vejrtrækning, hvilket fik mig til at gå i panik. Jeg var helt overbevist om, at jeg skulle dø. Og jeg kunne ikke bruge min vejrtrækning til at berolige mig selv, for jeg kunne ikke mærke den.

Jeg spurgte flere gange, om man kunne dø af for meget narkose, hvortil narkoselægen svarede med et forsøg på en kæk kommentar; “så ville du allerede være død”. Lige der havde jeg ikke vildt meget humor, så jeg gik ind i mig selv og kan ikke huske særlig meget mere.

Da min søn Elias ankom til verden, blev han undersøgt med det samme. Der var, uden jeg havde fået det at vide, problemer med hjertelyden. I et forsøg på at skåne mig, havde min daværende kæreste og jordemoderen ikke villet fortælle mig det, og jeg fik det først at vide efterfølgende. For mig var det misforstået omsorg. Selvom jeg havde fødselsangst, skulle jeg ikke pakkes ind i vat, og ingen skulle have ondt af mig.

“Det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle.”

 
Maria Dønkjær

Min krop begyndte at ryste, da Elias var kommet ud. Jeg kunne ikke styre mine arme, og rystelserne tog til i styrke. Sygeplejersken sagde, at det havde hun ALDRIG set før, hvilket gjorde mig endnu mere bange. Jeg blev kørt igennem hospitalets gange og elevatorer med en rystende krop, som jeg ikke kunne få styr på. Først da vi ankom til opvågningsstuen, og jeg for første gang fik Elias i mine arme, faldt min krop til ro. Det var fortryllende at opleve, hvordan hans lille nyfødte krop healede min krop.

Efterfødselstiden var en turbulent tid. På grund af min voldsomme angstreaktion, fik vi en enestue og endte med at være der i en hel uge. Vi følte os meget privilegerede, og jeg kæmpede med dårlig samvittighed over at tage pladsen for nogen, der havde mere komplicerede fødsler end min. Jeg var jo kun mentalt ramt, tænkte jeg. Dette til trods for, at vilkårene dengang for 10 år siden var bedre end i dag. 

De første to dage på hospitalet sov jeg slet ikke, fordi min krop var så medtaget af min mentale tilstand. Jeg var bange for at dø, hvis jeg faldt i søvn, og bange for ikke at vågne, hvis Elias vågnede. 

Amningen gik dårligt, og jeg fik at vide, at hvis bare jeg fik sovet, så ville mælken løbe til. Det var stressende, og det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle. Jeg følte mig umyndiggjort og stolede slet ikke på min egen intuition, fordi der var så mange forskellige meninger fra fagpersonalet. Elias fik derfor kop af sygeplejerskerne og hans far, mens jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn. 

Efter fem dage på hospitalet gik amningen så dårligt, at jeg takkede ja til en ammestoppille. Jeg takkede også ja til en sovepille – for første og forhåbentlig sidste gang i mit liv. Det gav mig fem timer søvn. Og da jeg vågnede, var jeg et nyt menneske. For første gang kunne jeg tænke en smule klart, og da en sygeplejerske, som arbejdede som ammevejleder ved siden af, og som jeg havde talt med flere gange, sagde til mig: “Jeg må ikke sige det her, men du kan godt amme. Du har så meget mælk, du skal bare hjem i rolige omgivelser”, var jeg klar til at pakke mine ting. 

“Jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn.”

 
Maria Dønkjær

Men vi måtte ikke tage hjem. Oversygeplejersken var bekymret for min psykiske tilstand, og hun syntes, at jeg skulle tage resten af ammestoppillerne. Vi brugte derfor endnu to dage på hospitalet, hvor jeg skulle høre på kommentarer som: “Er du nu sikker på, at du kan klare at amme?”, “din angst for fødslen er årsagen til dit komplicerede fødselsforløb,” og “heldigt at du har SÅ god en mand, der hjælper dig, ellers havde det da været helt umuligt det hele”. 

Da vi endelig kom hjem, begyndte amningen endelig at køre. Men min krop sitrede af angst. Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg. Det føltes som et mørke, der aldrig ville gå væk i mit sind og som en dyb smerte, der aldrig ville forsvinde fra min krop. 

Fra efterfødselsperioden husker jeg mig selv spørge min praktiserende læge, om han troede, jeg kunne dø af senfølger fra narkosen. Det var helt tragikomisk. Men jeg kan også huske, at jeg overhørte min faster sige til min far, at; “nu skal hun jo ikke tro, at hun er svagere end alle os andre”, på et barselsbesøg. Det ramte mig. For det var præcis sådan, jeg tænkte om mig selv. Jeg følte mig svagere end alle andre. Jeg forstod det som om, min frygt og angst havde ødelagt alt for både mig selv, mit nyfødte barn og hans far. Jeg havde ikke levet op til det, der forventedes af en kvinde og en mor. Jeg følte mig som en kæmpe belastning for min omverden. 

“Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg.”

 
Maria Dønkjær

Men mørket og smerten forsvandt. Jeg startede i mødregruppe for mødre med fødselsreaktioner, hvilket var en kæmpe gave. Den største del af healingen skete dog, da jeg fem år senere blev gravid for anden gang. 

Jeg fik stemplet “særlig sårbar gravid”. Stigmatiserende ja, men jeg er alligevel meget taknemmelig for det og det forløb, jeg fik. Det gav mig nemlig mulighed for at tale hele mit første fødselsforløb igennem med en overlæge. Vi gennemgik sammen de gamle journaler. 

Han fortalte mig blandt andet, at der var sket en lægefejl. Narkoselægen havde givet mig for meget narkose, og det var grunden til, at jeg ikke kunne mærke andet end mit hoved. Rystelserne, jeg havde haft, var helt normale. De skyldtes en reaktion på narkosen og kommer, når den aftager. Overlægen fortalte også, at der havde været fusion på hospitalet i den periode, jeg var indlagt, så de sygeplejersker, der havde været der, var ikke normalt på fødegangen.

Til sidst – og måske allervigtigst – fortalte han, at alle andre ville have haft præcis samme fødselsforløb som mig under de fysiske vilkår, der opstod under fødslen. Elias havde ikke været stjernekigger, som jeg havde fået fortalt. Overlægen kunne i journalen læse, at han havde ligget skævt med hovedet. Dette var grunden til, jeg udvidede mig så langsomt, da hans hoved ikke stimulerede min livmoderhals. Det ville ende i kejsersnit i næsten alle tilfælde, når hovedet lå, som det gjorde, fortalte han.

I alle de år havde jeg kæmpet med følelsen af, at det var på grund af min frygt for fødslen, at det endte, som det gjorde. Jeg tænkte, at jeg nok mentalt ikke kunne give slip og derfor ikke kunne føde vaginalt. 

Andre folks velmenende kommentarer om, at jeg ikke skulle skamme mig over, at det endte i kejsersnit, gav kun næring til min skam over at mislykkes som fødende kvinde. Jeg er ikke – og har aldrig været – ked af, at jeg fik kejsersnit. Men vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.

Selvom min anden graviditet og fødsel var meget anderledes og healende og med et helt fantastisk hospitalspersonale, håber jeg, vi som samfund og kultur snart kan begynde at se mere nuanceret på sårbarhed – også i forbindelse med fødsler.

“Vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.”

 
Maria Dønkjær

At leve med sårbarheder, frygt og angst kræver udholdenhed. Og er du et menneske, der føler, mærker og sanser livet i en anerkendelse af, at vi ER sårbare alle sammen, så er det en kæmpe gave at være det, vi i dag kalder sårbar. Jeg synes bare, vi skal kalde det at være stærk.

Og så skal vi undgå et fødselshieraki, hvor nogle fødsler tales op og andre ned. Alle fødsler er rigtige fødsler.

LÆS OGSÅ