Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

LÆS OGSÅ

Gratis babypakker 2023: Se dem alle her

TIPS&TRICKS

Gratis babypakker 2023: Se dem alle her

her kan du hente gratis babypakker 2023.

1. januar 2023 | Af fødslen.dk | Foto: Pixabay

Flere forhandlere tilbyder gratis babypakker til gravide og nybagte forældre. Her har vi lavet en samlet liste over alle babystartpakkerne, du kan hente.

Som gravid og nybagt mor eller far har du mulighed for at hente en række gratis babypakker. Pakkerne indeholder prøver på for eksempel bleer, sutter og tøj. På den måde har du mulighed for at afprøve forskellige produkter gratis.

Du skal blot være opmærksom på, at du ofte skal takke ja til at modtage virksomhedens nyhedsbrev, reklame fra diverse samarbejdspartnere eller blive en del af deres kundeklub for at modtage de gratis babypakker. Jeg anbefaler derfor også, at du altid læser betingelserne, før du videregiver din mail eller adresse.

TIPS&TRICKS

Gratis babypakker 2023: Se dem alle her

her kan du hente gratis babypakker 2023.

1. januar 2023 | Af fødslen.dk | Foto: Pixabay

 

Flere forhandlere tilbyder gratis babypakker til gravide og nybagte forældre. Her har vi lavet en samlet liste over alle babystartpakkerne, du kan hente.

 

Som gravid og nybagt mor eller far har du mulighed for at hente en række gratis babypakker. Pakkerne indeholder prøver på for eksempel bleer, sutter og tøj. På den måde har du mulighed for at afprøve forskellige produkter gratis.

Du skal blot være opmærksom på, at du ofte skal takke ja til at modtage virksomhedens nyhedsbrev, reklame fra diverse samarbejdspartnere eller blive en del af deres kundeklub for at modtage de gratis babypakker. Jeg anbefaler derfor også, at du altid læser betingelserne, før du videregiver din mail eller adresse.

Udover de mange gratis babypakker, findes der også en del virksomheder, som udbyder babypakker, hvis du betaler porto eller handler for et bestemt beløb. Det gælder for eksempel Små Mennesker og nemlig.com.

Mangler der en GRATIS babypakke på listen, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

 

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

På jagt efter en varm vinterjakke eller flyverdragt? Her er mine anbefalinger

TIPS&TRICKS

På jagt efter en varm vinterjakke eller flyverdragt? Her er mine favoritter

Stor test af flyverdragter til dame.

30. oktober 2022 | Af Marta Wriedt | Foto: The Dalset, Tolsing Collection og Crystal Rainbow

 

Udbuddet af flyverdragter og vinterjakker er stort. Men at finde noget, der både er varmt, lækkert og let at røre sig i, er svært, siger min erfaring. Her har jeg dog samlet en række ret gode bud.

Guiden blev første gang bragt i oktober 2019, men er i denne version opdateret med blandt andet nye billeder og ændringer på dragter. Alt er specielt udvalgt af mig og noget, jeg virkelig kan anbefale. For en god ordens skyld skal det dog nævnes, at guiden rummer sponsoreret indhold.

Efteråret har gjort sit indtog, og det er ved at være godt koldt. Som mor til to børn, der er ude i al slags vejr, stiller det krav til overtøjet.

Først og fremmest skal det være varmt, for jeg er den kuldskære type. Men det skal også være praktisk og let at røre sig i. Jeg vil kunne sidde på hug og hjælpe børnene, jeg vil kunne tumle, slås med sne, når den tid kommer, og kravle rundt i sandkassen, uden noget strammer. 

Jeg har ledt, i hvad der føles som en evighed, og været mange mærker og modeller igennem. Min konklusion er, at der i forhold til flyverdragter findes rigtig mange modedragter, der egner sig bedst til gåture, og endnu flere termodragter, der nok er forholdsvis billige, men til gengæld også kun – i hvert fald for mig – fungerer som overgangsdragt.

Vil du have en varm flyverdragt, jakke eller sæt, der holder, og som du kan røre dig i, er det min erfaring, at det koster lidt. Men i mine øjne er pengene givet godt ud, hvis du går efter nogle af dem i guiden herunder. Det er i hvert fald mine favoritter og resultatet af intens søgning og virkelig mange returneringer.

Prøv dem, og vurder selv.

 

The Dalset

Flyverdragten fra The Dalset er klart et af mine bedste bud, hvis du er den aktive type – eller normalt bare føler dig “fanget” i en flyverdragt. 

En af årsagerne er formentlig, at de kun har en dragt, som de til gengæld går all in på at gøre helt perfekt. For eksempel valgte de for nogle år siden at forlænge rygstykket, så dragten blev endnu lettere at bevæge sig i. Lige i min smag. Ved flere andre dragter oplever jeg, at det netop er her, den føles for lille, når man skal bruge den til andet end blot gåture.

Sidste år valgte The Dalset også at fokusere mere på bæredygtighed, når det kommer til materialet. Således fortalte dengang, at yderstoffet nu er lavet af 100% økologisk genbrugspolyester, mens thinsulate-fyldet er i “så høj grad af genbrugsmateriale, som muligt.”

Flyverdragten fra Dalset kan man røre sig i.

Flyverdragten fra The Dalset er en af de få, jeg har prøvet, som man reelt kan røre sig i. Foto: The Dalset

Flyverdragterne fra The Dalset fås i sort, blå, grå og grøn, og i tre modeller – en slim, en regular og en plus.

Selv har jeg modellen, der hedder slim, og som skaber lidt figur. Selvom den således sidder til i livet, er der absolut ikke noget, der strammer eller hæmmer bevægelsesfriheden. Herhjemme har den endda bestået “giv børnene overtøj på”-testen. For det er rent faktisk muligt at sidde ned i den og hjælpe børnene i tøjet – og det er absolut ikke nogen selvfølge, når det kommer til flyverdragter, har jeg erfaret.

At flyverdragten fra The Dalset er vildt blød at have på, er kun et plus. 

Flyverdragten fra Dalset er en af mine favoritter.

Flyverdragten fra The Dalset fås i fire forskellige farver. Foto: The Dalset

Dragten har en skjult vind-/regnhætte i kraven, lækre håndledskraver med hul til tommelfingeren, elastisk taljejustering, støvlefang med trykknapper, to inderlommer, dobbelt ærmelomme og to jakkelommer.

Jeg har været mange dragter igennem, som jeg er endt med at sende retur. Men denne fra The Dalset er lavet til at røre sig i, og det mærkes. 

Flyverdragterne fra The Dalset kan købes på deres webshop. Du kan desuden prøve dem i Dalsets showroom i Vedbæk.

KØB HER

 

Crystal Rainbow

For at nå frem til en flyverdragt, der passede mine behov, var jeg utallige modeller igennem. Efter tre års søgen var jeg ved at give op, og jeg begyndte derfor at udvide og ligeledes kigge efter lange jakker, som reelt kunne holde kulden fra min krop. Og de lange jakker er der mange af. Men ikke mange er som New Arctic jakken fra Crystal Rainbow

Den er ikke kun super lækker. Den er også dejlig lang og varm. Pasformen er løs, og de to store lommer i siderne virkelig praktiske, ligesom inderlommen til kort og mobil også er det. Derudover har den en stor hætte og høj krave, som beskytter ekstra mod regn og sne.

New Arctic jakken er i øvrigt også åndbar og vindtæt, og så fås den i både sort og lysegrå/blå.

Den er uden tvivl min ubetingede favoritjakke og kan virkelig anbefales.

New Arctic jakken fra Crystal Rainbow er virkelig lækker.

New Arctic jakken fra Crystal Rainbow fås i år i to farver. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har også produceret flere flyverdragter, opdagede jeg senere. Jeg har dog kun prøvet en af dem – nemlig deres nyeste New Snowsuit, som fås i sort og lavendel. Jeg er normalt en small, men valgte en størrelse medium. Og den imponerede virkelig. Den er dejlig blød, har hætte, lommer i hoftehøjde, hvilket jeg savner på dragten fra Dalset, og mulighed for at udvide i armhulerne, hvor nogle dragter har en tendens til at sidde lidt for meget til. Som et ekstra plus er designet virkelig lækkert.

Jeg troede faktisk ikke, det var muligt at finde en dragt helt på højde med den fra Dalset. Men New Snowsuit opfylder mine krav og er tilmed testet i snevejr, uden jeg blev gennemblødt. Den kan virkelig også anbefales.

Flyverdragten fra Crystal Rainbow er helt perfekt.

New Snowsuit fra Crystal Rainbow kan absolut anbefales til dig, der ønsker en flyverdragt, du kan røre dig i. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har dog også meget andet lækkert og praktisk overtøj. Og en af mine andre favoritter fra dem er deres fantastiske sort- og brunmønstrede Tracksuit, som jeg selv bor i, indtil vinteren sætter ind, og jeg får brug for den lange jakke eller flyverdragt.

Tracksuitet er et todelt sæt med jakke og bukser, hvilket jo er et perfekt alternativ til flyverdragten. Så er der ligesom ikke noget, der strammer over ryggen, når man skal røre sig – og det tæller op i min bog.

Bukserne til tracksuitet har dobbeltlag, men ikke decideret foer. Til gengæld er de både vind- og vandtætte. Og så har de ligesom jakken lommer med lynlås. Det er virkelig rart, når der skal være plads til hundegodbidder, sten, nøgler, lommetørklæder, kort og alt det andet, mine lommer af uransaglige årsager fyldes med. Selve jakken har høj “krave” og er dejlig varm.

Tracksuitet fra Crystal Rainbow er både vindtæt, vandtæt og åndbart.

Tracksuitet fra Crystal Rainbow er både vindtæt, vandtæt og åndbart. Trench Coaten har herhjemme erstattet min regnfrakke. Foto: Crystal Rainbow

Jeg er, selvom jeg bevæger mig væk fra vintertøjet, også nødt til at nævne deres nye fantastiske Trench Coat. Den er både vind- og vandtæt og perfekt til efterårsmånederne (ja og forår- og sommermånederne for den sags skyld). Selv faldt jeg med det samme for den – ikke mindst på grund af længden og hætten. Et element, jeg har savnet fra tidligere trench coats. Og herhjemme har den allerede erstattet min regnjakke.

Udover New Arctic jakkenNew SnowsuitTracksuitet og Trench Coat, som jeg selv har og virkelig kan anbefale, har Crystal Rainbow også flere andre flyverdragter. De første var deres Aviator og Bomber dragter og senere kom den virkelig fine Arctic flyverdragt til. Jeg har ikke prøvet nogen af dem, så jeg kan ikke for alvor udtale mig om dem. Crystal Rainbow har dog specialiseret sig i at designe netop det, jeg er ude efter; overtøj, som selvfølgelig gerne må se godt ud, men som endnu vigtigere også er praktisk. Derfor tør jeg godt slå et slag for disse styles også.

At deres produkter virkelig føles som god kvalitet – som noget, der reelt holder til at blive brugt – er desuden afgørende. Alt andet ville blive for dyrt for mig i længden, når jeg har to små børn, der aldrig sidder stille.

Det skal desuden nævnes, at Crystal Rainbow ifølge Lea Folmann, der står bag mærket, er kemikaliefri og ikke bruger dunfyld, læder og pels fra dyr.

Du kan købe overtøjet fra Crystal Rainbow på deres webshop.

KØB HER

 

Tolsing

Sara Tolsing har produceret Tolsing-flyverdragten siden 2012, og den er blevet finpudset flere gange. For eksempel blev ærmegabet for nogle år siden udvidet en smule. Hvis du har prøvet en af de første modeller og tænkt, den sad lidt tæt netop der, så giv den en chance til. Jeg kan tydeligt mærke forskellen. I min bog giver det også plus, at jeg ikke behøver at have store trøjer under. Den er meget varm i sig selv.

Flyverdragten findes i fem forskellige farver – sort, navy, grå, army og blåshine – og i to forskellige slags materialer. Den ene type er blød og har shine i farven. Den anden er mere slidstærk i materialet og dermed også lidt mere stiv i det. De er forskellige i deres vandtæthed, men de er vandtætte fra 5000 mm og helt op til 10.000 mm vand. Til gengæld er de lige varme.

Flyverdragterne fra Tolsing er virkelig flotte - og tilmed lækre at have på. Foto: Tolsing

Flyverdragterne fra Tolsing er virkelig flotte – og tilmed lækre at have på. Foto: Tolsing

Jeg har selv afprøvet den sorte i det slidstærke materiale. Jeg valgte en størrelse medium, selvom jeg normalt bruger small og er cirka 173 centimeter høj. Det gjorde den selvfølgelig lidt mindre kropsformet, men gav så til gengæld bedre mulighed for leg. Samtidig var den med sine uldmanchetter med hul til tommelfingeren helt perfekt til de lange ture, jeg på det tidspunkt gik med barnevognen.

Udover flyverdragten har Sara Tolsing i år også kreeret Tolsing Jackie Jacket – en fin vinterjakke, som skulle være både varm og vandtæt. Den fås i sort og har blandt andet hætte og uldrib i manchetter med hul til tommelfinger. Jeg har ikke prøvet den, men du kan se nærmere på den her.

Du kan købe Tolsing-flyverdragten – og jakken – i butikken Fünf i København og på The Tolsing Collections webshop.

KØB HER

 

Basic Apparel

Er dit budget knap så stort, kan jeg alternativt anbefale at kigge forbi Basic Apparel. Deres vision er at skabe komfortabelt tøj, man ønsker at bruge igen og igen, og som stilmæssigt ikke kun holder en sæson. Den tankegang kan jeg jo ret godt lide, og det synes jeg personligt også, de lever godt op til i forhold til deres Dagmar jakke.

Pasformen er, så vidt jeg er orienteret, ikke blevet ændret de sidste år. Eneste forskel er, at den nu fås i flere farver og længder. 

Dagmar jakke fra Basic Apparel.

Dagmar jakken fra Basic Apparel er dejlig blød – som en lækker varm dyne. Foto: Basic Apparel

Jakken er dejlig varm og virkelig blød, og føles som en lækker dyne at have på. Det er desuden ganske smart, at lynlåsen slutter lidt over knæet, så man kan røre sig i den, og at der er knapper, man kan knappe helt ned, så den virkelig kan holde en varm, når det er nødvendigt.

Et plus er også den høje krave, så du kan pakke dig helt ind. 

Du kan købe Dagmar jakken fra Basic Apparel på deres webshop.

KØB HER

 

Uldundertøj

Jeg har i år også lyst til at slå et slag for et mærke, som producerer noget af det lækreste uldundertøj. Nemlig DILLING. Vi brugte deres uld til vores børn, da de var helt små, og først for nylig gik det op for mig, at de også producerer til voksne. For eksempel er deres leggings og bluser i merinould helt perfekte til at have indenunder flyverdragten. Men de har også både trusser, undertrøjer og meget andet.

Dilling producerer ikke kun lækkert uldundertøj til børn, men også til kvinder. Foto: Dilling

DILLING producerer ikke kun uldundertøj til børn, men også til kvinder. Foto: Dilling

Du kan købe det lækre uld fra DILLING på deres webshop.

KØB HER

 

Vil du selv kigge videre efter flyverdragter, kan du med fordel besøge butikker, der forhandler skiudstyr, rideudstyr eller er inden for kategorien friluftsliv mere generelt. Her er jeg stødt på flere udmærkede bud, som jeg dog endnu ikke selv har afprøvet. Prisen ligger tæt på dem, jeg har taget med i guiden her.

TIPS&TRICKS

På jagt efter en varm vinterjakke eller flyverdragt? Her er mine favoritter

Stor test af flyverdragter til dame.

30. oktober 2022 | Af Marta Wriedt | Foto: The Dalset, Tolsing Collection og Crystal Rainbow

 

Udbuddet af flyverdragter og vinterjakker er stort. Men at finde noget, der både er varmt, lækkert og let at røre sig i, er svært, siger min erfaring. Her har jeg dog samlet en række ret gode bud.

Guiden blev første gang bragt i oktober 2019, men er i denne version opdateret med blandt andet nye billeder og ændringer på dragter. Alt er specielt udvalgt af mig og noget, jeg virkelig kan anbefale. For en god ordens skyld skal det dog nævnes, at guiden rummer sponsoreret indhold.

Efteråret har gjort sit indtog, og det er ved at være godt koldt. Som mor til to børn, der er ude i al slags vejr, stiller det krav til overtøjet.

Først og fremmest skal det være varmt, for jeg er den kuldskære type. Men det skal også være praktisk og let at røre sig i. Jeg vil kunne sidde på hug og hjælpe børnene, jeg vil kunne tumle, slås med sne, når den tid kommer, og kravle rundt i sandkassen, uden noget strammer. 

Jeg har ledt, i hvad der føles som en evighed, og været mange mærker og modeller igennem. Min konklusion er, at der i forhold til flyverdragter findes rigtig mange modedragter, der egner sig bedst til gåture, og endnu flere termodragter, der nok er forholdsvis billige, men til gengæld også kun – i hvert fald for mig – fungerer som overgangsdragt.

Vil du have en varm flyverdragt, jakke eller sæt, der holder, og som du kan røre dig i, er det min erfaring, at det koster lidt. Men i mine øjne er pengene givet godt ud, hvis du går efter nogle af dem i guiden herunder. Det er i hvert fald mine favoritter og resultatet af intens søgning og virkelig mange returneringer.

Prøv dem, og vurder selv.

 

The Dalset

Flyverdragten fra The Dalset er klart et af mine bedste bud, hvis du er den aktive type – eller normalt bare føler dig “fanget” i en flyverdragt. 

En af årsagerne er formentlig, at de kun har en dragt, som de til gengæld går all in på at gøre helt perfekt. For eksempel valgte de for nogle år siden at forlænge rygstykket, så dragten blev endnu lettere at bevæge sig i. Lige i min smag. Ved flere andre dragter oplever jeg, at det netop er her, den føles for lille, når man skal bruge den til andet end blot gåture.

Sidste år valgte The Dalset også at fokusere mere på bæredygtighed, når det kommer til materialet. Således fortalte dengang, at yderstoffet nu er lavet af 100% økologisk genbrugspolyester, mens thinsulate-fyldet er i “så høj grad af genbrugsmateriale, som muligt.”

Flyverdragten fra Dalset kan man røre sig i.

Flyverdragten fra The Dalset er en af de få, jeg har prøvet, som man reelt kan røre sig i. Foto: The Dalset

Flyverdragterne fra The Dalset fås i sort, blå, grå og grøn, og i tre modeller – en slim, en regular og en plus.

Selv har jeg modellen, der hedder slim, og som skaber lidt figur. Selvom den således sidder til i livet, er der absolut ikke noget, der strammer eller hæmmer bevægelsesfriheden. Herhjemme har den endda bestået “giv børnene overtøj på”-testen. For det er rent faktisk muligt at sidde ned i den og hjælpe børnene i tøjet – og det er absolut ikke nogen selvfølge, når det kommer til flyverdragter, har jeg erfaret.

At flyverdragten fra The Dalset er vildt blød at have på, er kun et plus. 

Flyverdragten fra Dalset er en af mine favoritter.

Flyverdragten fra The Dalset fås i fire forskellige farver. Foto: The Dalset

Dragten har en skjult vind-/regnhætte i kraven, lækre håndledskraver med hul til tommelfingeren, elastisk taljejustering, støvlefang med trykknapper, to inderlommer, dobbelt ærmelomme og to jakkelommer.

Jeg har været mange dragter igennem, som jeg er endt med at sende retur. Men denne fra The Dalset er lavet til at røre sig i, og det mærkes. 

Flyverdragterne fra The Dalset kan købes på deres webshop. Du kan desuden prøve dem i Dalsets showroom i Vedbæk.

KØB HER

 

Crystal Rainbow

For at nå frem til en flyverdragt, der passede mine behov, var jeg utallige modeller igennem. Efter tre års søgen var jeg ved at give op, og jeg begyndte derfor at udvide og ligeledes kigge efter lange jakker, som reelt kunne holde kulden fra min krop. Og de lange jakker er der mange af. Men ikke mange er som New Arctic jakken fra Crystal Rainbow

Den er ikke kun super lækker. Den er også dejlig lang og varm. Pasformen er løs, og de to store lommer i siderne virkelig praktiske, ligesom inderlommen til kort og mobil også er det. Derudover har den en stor hætte og høj krave, som beskytter ekstra mod regn og sne.

New Arctic jakken er i øvrigt også åndbar og vindtæt, og så fås den i både sort og lysegrå/blå.

Den er uden tvivl min ubetingede favoritjakke og kan virkelig anbefales.

New Arctic jakken fra Crystal Rainbow er virkelig lækker.

New Arctic jakken fra Crystal Rainbow fås i år i to farver. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har også produceret flere flyverdragter, opdagede jeg senere. Jeg har dog kun prøvet en af dem – nemlig deres nyeste New Snowsuit, som fås i sort og lavendel. Jeg er normalt en small, men valgte en størrelse medium. Og den imponerede virkelig. Den er dejlig blød, har hætte, lommer i hoftehøjde, hvilket jeg savner på dragten fra Dalset, og mulighed for at udvide i armhulerne, hvor nogle dragter har en tendens til at sidde lidt for meget til. Som et ekstra plus er designet virkelig lækkert.

Jeg troede faktisk ikke, det var muligt at finde en dragt helt på højde med den fra Dalset. Men New Snowsuit opfylder mine krav og er tilmed testet i snevejr, uden jeg blev gennemblødt. Den kan virkelig også anbefales.

Flyverdragten fra Crystal Rainbow er helt perfekt.

New Snowsuit fra Crystal Rainbow kan absolut anbefales til dig, der ønsker en flyverdragt, du kan røre dig i. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har dog også meget andet lækkert og praktisk overtøj. Og en af mine andre favoritter fra dem er deres fantastiske sort- og brunmønstrede Tracksuit, som jeg selv bor i, indtil vinteren sætter ind, og jeg får brug for den lange jakke eller flyverdragt.

Tracksuitet er et todelt sæt med jakke og bukser, hvilket jo er et perfekt alternativ til flyverdragten. Så er der ligesom ikke noget, der strammer over ryggen, når man skal røre sig – og det tæller op i min bog.

Bukserne til tracksuitet har dobbeltlag, men ikke decideret foer. Til gengæld er de både vind- og vandtætte. Og så har de ligesom jakken lommer med lynlås. Det er virkelig rart, når der skal være plads til hundegodbidder, sten, nøgler, lommetørklæder, kort og alt det andet, mine lommer af uransaglige årsager fyldes med. Selve jakken har høj “krave” og er dejlig varm.

Tracksuitet fra Crystal Rainbow er både vindtæt, vandtæt og åndbart.

Tracksuitet fra Crystal Rainbow er både vindtæt, vandtæt og åndbart. Trench Coaten har herhjemme erstattet min regnfrakke. Foto: Crystal Rainbow

Jeg er, selvom jeg bevæger mig væk fra vintertøjet, også nødt til at nævne deres nye fantastiske Trench Coat. Den er både vind- og vandtæt og perfekt til efterårsmånederne (ja og forår- og sommermånederne for den sags skyld). Selv faldt jeg med det samme for den – ikke mindst på grund af længden og hætten. Et element, jeg har savnet fra tidligere trench coats. Og herhjemme har den allerede erstattet min regnjakke.

Udover New Arctic jakkenNew SnowsuitTracksuitet og Trench Coat, som jeg selv har og virkelig kan anbefale, har Crystal Rainbow også flere andre flyverdragter. De første var deres Aviator og Bomber dragter og senere kom den virkelig fine Arctic flyverdragt til. Jeg har ikke prøvet nogen af dem, så jeg kan ikke for alvor udtale mig om dem. Crystal Rainbow har dog specialiseret sig i at designe netop det, jeg er ude efter; overtøj, som selvfølgelig gerne må se godt ud, men som endnu vigtigere også er praktisk. Derfor tør jeg godt slå et slag for disse styles også.

At deres produkter virkelig føles som god kvalitet – som noget, der reelt holder til at blive brugt – er desuden afgørende. Alt andet ville blive for dyrt for mig i længden, når jeg har to små børn, der aldrig sidder stille.

Det skal desuden nævnes, at Crystal Rainbow ifølge Lea Folmann, der står bag mærket, er kemikaliefri og ikke bruger dunfyld, læder og pels fra dyr.

Du kan købe overtøjet fra Crystal Rainbow på deres webshop.

KØB HER

 

Tolsing

Sara Tolsing har produceret Tolsing-flyverdragten siden 2012, og den er blevet finpudset flere gange. For eksempel blev ærmegabet for nogle år siden udvidet en smule. Hvis du har prøvet en af de første modeller og tænkt, den sad lidt tæt netop der, så giv den en chance til. Jeg kan tydeligt mærke forskellen. I min bog giver det også plus, at jeg ikke behøver at have store trøjer under. Den er meget varm i sig selv.

Flyverdragten findes i fem forskellige farver – sort, navy, grå, army og blåshine – og i to forskellige slags materialer. Den ene type er blød og har shine i farven. Den anden er mere slidstærk i materialet og dermed også lidt mere stiv i det. De er forskellige i deres vandtæthed, men de er vandtætte fra 5000 mm og helt op til 10.000 mm vand. Til gengæld er de lige varme.

Flyverdragterne fra Tolsing er virkelig flotte - og tilmed lækre at have på. Foto: Tolsing

Flyverdragterne fra Tolsing er virkelig flotte – og tilmed lækre at have på. Foto: Tolsing

Jeg har selv afprøvet den sorte i det slidstærke materiale. Jeg valgte en størrelse medium, selvom jeg normalt bruger small og er cirka 173 centimeter høj. Det gjorde den selvfølgelig lidt mindre kropsformet, men gav så til gengæld bedre mulighed for leg. Samtidig var den med sine uldmanchetter med hul til tommelfingeren helt perfekt til de lange ture, jeg på det tidspunkt gik med barnevognen.

Udover flyverdragten har Sara Tolsing i år også kreeret Tolsing Jackie Jacket – en fin vinterjakke, som skulle være både varm og vandtæt. Den fås i sort og har blandt andet hætte og uldrib i manchetter med hul til tommelfinger. Jeg har ikke prøvet den, men du kan se nærmere på den her.

Du kan købe Tolsing-flyverdragten – og jakken – i butikken Fünf i København og på The Tolsing Collections webshop.

KØB HER

 

Basic Apparel

Er dit budget knap så stort, kan jeg alternativt anbefale at kigge forbi Basic Apparel. Deres vision er at skabe komfortabelt tøj, man ønsker at bruge igen og igen, og som stilmæssigt ikke kun holder en sæson. Den tankegang kan jeg jo ret godt lide, og det synes jeg personligt også, de lever godt op til i forhold til deres Dagmar jakke.

Pasformen er, så vidt jeg er orienteret, ikke blevet ændret de sidste år. Eneste forskel er, at den nu fås i flere farver og længder. 

Dagmar jakke fra Basic Apparel.

Dagmar jakken fra Basic Apparel er dejlig blød – som en lækker varm dyne. Foto: Basic Apparel

Jakken er dejlig varm og virkelig blød, og føles som en lækker dyne at have på. Det er desuden ganske smart, at lynlåsen slutter lidt over knæet, så man kan røre sig i den, og at der er knapper, man kan knappe helt ned, så den virkelig kan holde en varm, når det er nødvendigt.

Et plus er også den høje krave, så du kan pakke dig helt ind. 

Du kan købe Dagmar jakken fra Basic Apparel på deres webshop.

KØB HER

 

Uldundertøj

Jeg har i år også lyst til at slå et slag for et mærke, som producerer noget af det lækreste uldundertøj. Nemlig DILLING. Vi brugte deres uld til vores børn, da de var helt små, og først for nylig gik det op for mig, at de også producerer til voksne. For eksempel er deres leggings og bluser i merinould helt perfekte til at have indenunder flyverdragten. Men de har også både trusser, undertrøjer og meget andet.

Dilling producerer ikke kun lækkert uldundertøj til børn, men også til kvinder. Foto: Dilling

DILLING producerer ikke kun uldundertøj til børn, men også til kvinder. Foto: Dilling

Du kan købe det lækre uld fra DILLING på deres webshop.

KØB HER

 

Vil du selv kigge videre efter flyverdragter, kan du med fordel besøge butikker, der forhandler skiudstyr, rideudstyr eller er inden for kategorien friluftsliv mere generelt. Her er jeg stødt på flere udmærkede bud, som jeg dog endnu ikke selv har afprøvet. Prisen ligger tæt på dem, jeg har taget med i guiden her.

LÆS OGSÅ

Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi se bagom barnets reaktioner og adfærd, vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi se bagom barnets reaktioner og adfærd, vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde
– derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

 
Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

 
Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi se bagom barnets reaktioner og adfærd, vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi se bagom barnets reaktioner og adfærd, vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

LÆS OGSÅ