Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

MODERSKAB

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.8. juni 2020 – opdateret 16. juli 2022| Af Annalie Jørgensen | Foto: Xavier Mouton Photographie, Unsplash

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

Som kvinder har vi fra naturens side en iboende kraft i os, som bliver vækket til live, når vi bliver gravide og føder et barn. En superkraft, der gør os i stand til intuitivt at mærke, hvad vores barn har brug for. En slags telepatisk evne. Og helt instinktivt vil vi gøre ALT for det her lille menneske.

Uden at tøve tilsidesætter vi alle vores behov for at være der for det lille barn. Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk.

Moderskabets transformation

Med moderskabet transformeres vi både mentalt, fysisk og spirituelt. Allerede under graviditeten påbegynder kvindens hjerne en transformation. Endda så meget, at man på skanningsbilleder kan se, om hun tidligere har været gravid eller ej. Neuroplasticiteten i hjernen øges, og gør derved kvinden klar til den læringsproces, det er at skulle lære det lille nye menneske at kende. Derudover øges produktionen og evnen til at optage oxytocin – kærligheds- og tilknytningshormonet.

Kroppen åbner sig fysisk for at kunne huse og gro det nye liv, vi bærer under hjertet i ni måneder, og underlivet gennemgår den største menneskelige transformation på kortest tid under selve fødslen. Brysterne begynder at producere den nærende modermælk, som bliver byggesten for barnets vækst, celle for celle, og som på magisk vis tilpasser sig både kvalitativt og kvantitativt alt efter barnets behov.

Moderskabet muliggør også en spirituel transformation, for moderskabet kræver for alvor, at et andet menneskes behov sættes over egne. Det lærer os at være givende, opofrende, gavmilde, uselviske, nænsomme og nærværende, og er nok den mest egonedbrydende erfaring, vi som menneske kan få. Om vi vil det eller ej, vil moderskabet forandre os for altid.

Moderskabets kryptonit

Moderskabets superkraft er afhængig af og tæt forbundet med det, vi i psykologisk fagterm kalder “tilknytning”. Begrebet er i virkeligheden naturvidenskabens forsøg på at teoretisere den særlige forbindelse, der opstår mellem barnet og moderen (og senere barnet og andre vigtige personer i barnets liv), og gøre den målbar.

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, såsom konkurrence, vækst, profit, rationel logisk tænkning og målbar evidens, der dominerer. Et samfund, hvor værdier forbundet med den feminine arketype, såsom omsorg, relationer, følelser og intuition, devalueres og nedprioriteres. Et samfund, der værdisætter arbejdsliv højere end familieliv, og derfor baserer sit fundament på, at mødre og børn skal adskilles så tidligt som muligt, så mødrene kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen, og tilbringe størstedelen af de vågne timer væk fra deres børn. Og denne samfundsstruktur er som det rene kryptonit for moderskabets superkraft.

Moderskabet i det moderne samfund

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver. Det starter allerede i graviditeten, hvor kvinden forventes at præstere, som om det ikke kræver hårdt arbejde for hendes krop at skulle skabe og gro et helt nyt menneske.
Morgenkvalme, træthed, følelsesmæssige rutsjeture, og hvad der ellers følger med, må undertrykkes, så kvinden kan fortsætte sit liv uforandret. Så kommer fødslen, som oftest foregår under hospitalernes kontrollerede mekaniske forhold. Diverse indgreb overtager kvindekroppens egen magi, og kvinden efterlades mere eller mindre fysisk og mentalt fremmedgjort fra fødselsoplevelsen. Herved frarøves hun den enorme empowermentfølelse, hun oprindeligt er berettiget til, og som skal få hende til at mærke moderskabets superkraft fra start.

“I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver.”

 
Annalie Jørgensen

To uger efter fødslen overlades den nybagte mor alene med sin baby på barsel, isoleret fra resten af samfundet, overvældet, søvnberøvet og helt alene med det store ansvar, det er at opfostre et lille nyt menneske. Efter intensivt at have brugt 10-12 måneder på moderskabets mest krævende sider, skal kvinden tilbage til sit gamle liv på arbejdsmarkedet og præstere, som om intet var hændt. Moderskabet må nu presses ind i ulvetimer og weekender, hvor både mor og barn, trætte og udmattede, skal forsøge at finde hinanden efter adskillelsen, samtidig med at diverse huslige gøremål, venneaftaler og familiefødselsdage skal afvikles.

Vores samfundsstruktur overlader ikke meget plads til de dele af moderskabet, som rent faktisk giver energi. Og det er virkelig en stor tragedie for os alle. For under de rette omstændigheder har moderskabet nemlig et helt unikt potentiale. Et potentiale til at ændre verden og gøre den til et bedre sted.

Moderskabets potentiale

Moderskabet har potentiale til at udvikle nogle vigtige og brugbare kompetencer. Vi lærer blandt andet at præstere i kaos, håndtere et vanvittigt pres både fysisk og mentalt, blive yderst effektive, være løsningsorienterede, mægle i konflikter, blive mere empatiske og fatte os i korthed, da vi aldrig ved, hvornår vi bliver afbrudt.

Annalie Jørgensen mener, vi skal tale moderskabet mere op.

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver, skriver Annalie Jørgensen. Foto: Privat

Men endnu vigtigere, så har moderskabet et helt unik potentiale for at skabe en bedre verden. For med energi og overskud kan vi opfostre mennesker, som vokser op, næret af ubetinget kærlighed. Og denne kærlighed vil sprede sig som ringe i vand, langt ud i fremtiden. Al nyere forskning viser os nemlig, at kvaliteten af relationen til vores primære omsorgsperson har en afgørende indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne, og at de relationer, vi knytter i vores liv, alle er præget af den første relation, vi har; den til vores mor.

Moderskabet skal tales op

Det kræver en landsby at opfostre et barn. Sådan lyder et gammelt afrikansk ordsprog. Et ordsprog, som betyder, at det kræver opbakning og støtte fra en hel landsby at kunne give et barn de bedste vilkår for at vokse op og blive et helt menneske.

Men i vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet. Til såkaldte “eksperter”, som har læst sig til, hvordan man håndterer børn.

At tro, at vi kan udlicitere denne vigtige omsorgsopgave, er desværre en illusion. For man kan ikke opnå disse feminine kompetencer på maskulin vis. Det kræver en moders kærlighed. Moderskabets superkraft. Det magiske krydderi, som gør hele forskellen.

Det er altafgørende, at vi får skabt en kultur, hvor moderinstinktet anerkendes, og hvor mødre støttes i at mærke det, i stedet for at lukke ned for det. Og lige så vigtigt er det, at det bliver nemt for moderen at følge disse instinkter. At følge sit moderinstinkt skal være en berigelse og ikke en begrænsning. Tænk, hvis en mor kunne få lov til at nyde det magiske og vidunderlige i at være den eneste, der dur, i stedet for, at det skal føles som en drænende belastning, fordi hun ikke får den støtte og anerkendelse, hun har brug for. Vi sygeliggør endda relationen mellem moderen og barnet med begreber som ‘morsyg’. I stedet burde vi støtte op om denne særlige forbindelse og give den vores dybeste respekt.

“I vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet.”

 
Annalie Jørgensen

Vi skal holde op med at negligere graviditetens hellige arbejde, men derimod give den de allerbedste kår, så det lille nye liv kan få den allerbedste start. Vi skal give fødslen tilbage til kvinden og vise tillid til og bakke op om det magiske samarbejde mellem hendes krop og hendes baby. Vi skal stoppe med at fordumme ‘ammehjernen’, men i stedet anerkende den, værdsætte den for dét, som den kan, og tilpasse os den. Og så skal vi ikke længere tale ‘morkroppen’ ned, men derimod hylde den for det magiske arbejde, den har udført.

I stedet for at tale moderskabet ned, må vi tale det op! For sandheden er, at ingen andre steder i livet eller i verden har vi så stor en betydning, som vi har i moderskabet. Det er den eneste opgave, som kun vi kan gøre allerbedst.

Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk. Og i sidste ende ville ingen af os være her, hvis ikke det var for moderskabet.

Dette indlæg er udtryk for Annalie Jørgensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til kontakt@foedslen.dk.

MODERSKAB

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.
8. juni 2020 – opdateret 16. juli 2022 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Xavier Mouton Photographie, Unsplash

 

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

Som kvinder har vi fra naturens side en iboende kraft i os, som bliver vækket til live, når vi bliver gravide og føder et barn. En superkraft, der gør os i stand til intuitivt at mærke, hvad vores barn har brug for. En slags telepatisk evne. Og helt instinktivt vil vi gøre ALT for det her lille menneske.

Uden at tøve tilsidesætter vi alle vores behov for at være der for det lille barn. Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk.

Moderskabets transformation

Med moderskabet transformeres vi både mentalt, fysisk og spirituelt. Allerede under graviditeten påbegynder kvindens hjerne en transformation. Endda så meget, at man på skanningsbilleder kan se, om hun tidligere har været gravid eller ej. Neuroplasticiteten i hjernen øges, og gør derved kvinden klar til den læringsproces, det er at skulle lære det lille nye menneske at kende. Derudover øges produktionen og evnen til at optage oxytocin – kærligheds- og tilknytningshormonet.

Kroppen åbner sig fysisk for at kunne huse og gro det nye liv, vi bærer under hjertet i ni måneder, og underlivet gennemgår den største menneskelige transformation på kortest tid under selve fødslen. Brysterne begynder at producere den nærende modermælk, som bliver byggesten for barnets vækst, celle for celle, og som på magisk vis tilpasser sig både kvalitativt og kvantitativt alt efter barnets behov.

Moderskabet muliggør også en spirituel transformation, for moderskabet kræver for alvor, at et andet menneskes behov sættes over egne. Det lærer os at være givende, opofrende, gavmilde, uselviske, nænsomme og nærværende, og er nok den mest egonedbrydende erfaring, vi som menneske kan få. Om vi vil det eller ej, vil moderskabet forandre os for altid.

Moderskabets kryptonit

Moderskabets superkraft er afhængig af og tæt forbundet med det, vi i psykologisk fagterm kalder “tilknytning”. Begrebet er i virkeligheden naturvidenskabens forsøg på at teoretisere den særlige forbindelse, der opstår mellem barnet og moderen (og senere barnet og andre vigtige personer i barnets liv), og gøre den målbar.

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, såsom konkurrence, vækst, profit, rationel logisk tænkning og målbar evidens, der dominerer. Et samfund, hvor værdier forbundet med den feminine arketype, såsom omsorg, relationer, følelser og intuition, devalueres og nedprioriteres. Et samfund, der værdisætter arbejdsliv højere end familieliv, og derfor baserer sit fundament på, at mødre og børn skal adskilles så tidligt som muligt, så mødrene kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen, og tilbringe størstedelen af de vågne timer væk fra deres børn. Og denne samfundsstruktur er som det rene kryptonit for moderskabets superkraft.

Moderskabet i det moderne samfund

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver. Det starter allerede i graviditeten, hvor kvinden forventes at præstere, som om det ikke kræver hårdt arbejde for hendes krop at skulle skabe og gro et helt nyt menneske.
Morgenkvalme, træthed, følelsesmæssige rutsjeture, og hvad der ellers følger med, må undertrykkes, så kvinden kan fortsætte sit liv uforandret. Så kommer fødslen, som oftest foregår under hospitalernes kontrollerede mekaniske forhold. Diverse indgreb overtager kvindekroppens egen magi, og kvinden efterlades mere eller mindre fysisk og mentalt fremmedgjort fra fødselsoplevelsen. Herved frarøves hun den enorme empowermentfølelse, hun oprindeligt er berettiget til, og som skal få hende til at mærke moderskabets superkraft fra start.

“I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver.”

 
Annalie Jørgensen

To uger efter fødslen overlades den nybagte mor alene med sin baby på barsel, isoleret fra resten af samfundet, overvældet, søvnberøvet og helt alene med det store ansvar, det er at opfostre et lille nyt menneske. Efter intensivt at have brugt 10-12 måneder på moderskabets mest krævende sider, skal kvinden tilbage til sit gamle liv på arbejdsmarkedet og præstere, som om intet var hændt. Moderskabet må nu presses ind i ulvetimer og weekender, hvor både mor og barn, trætte og udmattede, skal forsøge at finde hinanden efter adskillelsen, samtidig med at diverse huslige gøremål, venneaftaler og familiefødselsdage skal afvikles.

Vores samfundsstruktur overlader ikke meget plads til de dele af moderskabet, som rent faktisk giver energi. Og det er virkelig en stor tragedie for os alle. For under de rette omstændigheder har moderskabet nemlig et helt unikt potentiale. Et potentiale til at ændre verden og gøre den til et bedre sted.

Moderskabets potentiale

Moderskabet har potentiale til at udvikle nogle vigtige og brugbare kompetencer. Vi lærer blandt andet at præstere i kaos, håndtere et vanvittigt pres både fysisk og mentalt, blive yderst effektive, være løsningsorienterede, mægle i konflikter, blive mere empatiske og fatte os i korthed, da vi aldrig ved, hvornår vi bliver afbrudt.

Annalie Jørgensen mener, vi skal tale moderskabet mere op.

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver, skriver Annalie Jørgensen. Foto: Privat

Men endnu vigtigere, så har moderskabet et helt unik potentiale for at skabe en bedre verden. For med energi og overskud kan vi opfostre mennesker, som vokser op, næret af ubetinget kærlighed. Og denne kærlighed vil sprede sig som ringe i vand, langt ud i fremtiden. Al nyere forskning viser os nemlig, at kvaliteten af relationen til vores primære omsorgsperson har en afgørende indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne, og at de relationer, vi knytter i vores liv, alle er præget af den første relation, vi har; den til vores mor.

Moderskabet skal tales op

Det kræver en landsby at opfostre et barn. Sådan lyder et gammelt afrikansk ordsprog. Et ordsprog, som betyder, at det kræver opbakning og støtte fra en hel landsby at kunne give et barn de bedste vilkår for at vokse op og blive et helt menneske.

Men i vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet. Til såkaldte “eksperter”, som har læst sig til, hvordan man håndterer børn.

At tro, at vi kan udlicitere denne vigtige omsorgsopgave, er desværre en illusion. For man kan ikke opnå disse feminine kompetencer på maskulin vis. Det kræver en moders kærlighed. Moderskabets superkraft. Det magiske krydderi, som gør hele forskellen.

Det er altafgørende, at vi får skabt en kultur, hvor moderinstinktet anerkendes, og hvor mødre støttes i at mærke det, i stedet for at lukke ned for det. Og lige så vigtigt er det, at det bliver nemt for moderen at følge disse instinkter. At følge sit moderinstinkt skal være en berigelse og ikke en begrænsning. Tænk, hvis en mor kunne få lov til at nyde det magiske og vidunderlige i at være den eneste, der dur, i stedet for, at det skal føles som en drænende belastning, fordi hun ikke får den støtte og anerkendelse, hun har brug for. Vi sygeliggør endda relationen mellem moderen og barnet med begreber som ‘morsyg’. I stedet burde vi støtte op om denne særlige forbindelse og give den vores dybeste respekt.

“I vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet.”

 
Annalie Jørgensen

Vi skal holde op med at negligere graviditetens hellige arbejde, men derimod give den de allerbedste kår, så det lille nye liv kan få den allerbedste start. Vi skal give fødslen tilbage til kvinden og vise tillid til og bakke op om det magiske samarbejde mellem hendes krop og hendes baby. Vi skal stoppe med at fordumme ‘ammehjernen’, men i stedet anerkende den, værdsætte den for dét, som den kan, og tilpasse os den. Og så skal vi ikke længere tale ‘morkroppen’ ned, men derimod hylde den for det magiske arbejde, den har udført.

I stedet for at tale moderskabet ned, må vi tale det op! For sandheden er, at ingen andre steder i livet eller i verden har vi så stor en betydning, som vi har i moderskabet. Det er den eneste opgave, som kun vi kan gøre allerbedst.

Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk. Og i sidste ende ville ingen af os være her, hvis ikke det var for moderskabet.

Dette indlæg er udtryk for Annalie Jørgensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til kontakt@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.  

Camilla Willumsen er Cand.pæd., forældrerådgiver, forfatter til bogen Dit barn dine beslutninger og står bag www.moderskaber.dk. Du kan følge hende på instagramkontoen @camilla_willumsen.

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 
Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 
Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 
Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 
Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 
Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

 

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.  

Camilla Willumsen er Cand.pæd., forældrerådgiver, forfatter til bogen Dit barn dine beslutninger og står bag www.moderskaber.dk. Du kan følge hende på instagramkontoen @camilla_willumsen.

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 
Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 
Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 
Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 
Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 
Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

LÆS OGSÅ

Mine favoritter: Guide til de bedste flyverdragter og vinterjakker

TIPS&TRICKS

Mine favoritter: Guide til de bedste flyverdragter og vinterjakker 

I guiden her finder du de bedste flyverdragter og vinterjakker til kvinder.

10. november 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Crystal Rainbow og The Dalset

 

Udbuddet af flyverdragter og vinterjakker er efterhånden stort. Men at finde noget, der både er varmt, lækkert, let at røre sig i – og pengene værd, kan være svært. I denne guide har jeg samlet mine favoritter.

Guiden blev første gang bragt i 2019, men er i denne version opdateret med blandt andet nye billeder og dragter. Desuden er flyverdragten fra Tolsing Collection udgået og derfor ikke med (men hold øje med mærket – måske du kan finde en dragt brugt eller bruge andet af deres lækre overtøj). Alt er specielt udvalgt af mig og noget, jeg virkelig kan anbefale. For en god ordens skyld skal det dog nævnes, at guiden rummer sponsoreret indhold.

Vinteren står for døren, og det er ved at være godt koldt. Som mor til to børn, der ligesom jeg holder af at være ude i al slags vejr, stiller det krav til overtøjet.

Først og fremmest skal det være varmt, for jeg er den kuldskære type. Det skal være holdbart, for jeg har ikke råd til at købe nyt hvert andet år. Men det skal også være praktisk og let at røre sig i. Jeg vil kunne sidde på hug og hjælpe børnene og jeg vil kunne tumle og slås med sne, når den tid kommer, uden noget strammer.

Jeg har ledt, i hvad der føles som en evighed, og været mange mærker og modeller igennem. Min konklusion er, at der i forhold til flyverdragter findes rigtig mange modedragter, der egner sig bedst til gåture, og endnu flere termodragter, der nok er forholdsvis billige, men til gengæld også kun – i hvert fald for mig – fungerer som overgangsdragt.

Vil du have en varm flyverdragt, jakke eller sæt, der holder, og som du kan røre dig i, er det min erfaring, at det koster lidt. Men i mine øjne er pengene givet godt ud, hvis du går efter nogle af dem i guiden herunder. Det er i hvert fald mine favoritter og resultatet af intens søgning og virkelig mange returneringer.

Prøv dem, og vurder selv.

 

The Dalset

Flyverdragten fra The Dalset er klart et af mine bedste bud, hvis du er den aktive type – eller normalt bare føler dig “fanget” i en flyverdragt.

En af årsagerne er formentlig, at de kun har en dragt, som de gennem flere år til gengæld er gået all in på at gøre helt perfekt. For eksempel valgte de for nogle år siden at forlænge rygstykket, så dragten blev endnu lettere at bevæge sig i. Lige i min smag. Ved flere andre dragter oplever jeg, at det netop er her, den føles for lille, når man skal bruge den til andet end blot gåture.

Et plus i min bog er også, at yderstoffet ifølge Malene Dalset er lavet af 100% økologisk genbrugspolyester, mens thinsulate-fyldet er i “så høj grad af genbrugsmateriale, som muligt.”

Flyverdragten fra Dalset kan man røre sig i.

Flyverdragten fra The Dalset er en af de få, jeg har prøvet, som man reelt kan røre sig i. Foto: The Dalset

Flyverdragterne fra The Dalset fås i sort, blå, grå og grøn, og i tre modeller – en slim, en regular og en plus.

Selv har jeg modellen, der hedder slim, og som skaber lidt figur. Selvom den således sidder til i livet, er der absolut ikke noget, der strammer eller hæmmer bevægelsesfriheden. Herhjemme har den endda bestået “giv børnene overtøj på”-testen. For det er rent faktisk muligt at sidde ned i den og hjælpe børnene i tøjet – og det er absolut ikke nogen selvfølge, når det kommer til flyverdragter, har jeg erfaret.

At flyverdragten fra The Dalset er vildt blød at have på, er kun et plus.

Flyverdragten fra Dalset er en af mine favoritter.

Flyverdragten fra The Dalset fås i fire forskellige farver. Foto: The Dalset

Dragten har en skjult vind-/regnhætte i kraven, lækre håndledskraver med hul til tommelfingeren, elastisk taljejustering, støvlefang med trykknapper, to inderlommer, dobbelt ærmelomme og to jakkelommer.

Jeg har været mange dragter igennem, som jeg er endt med at sende retur. Men denne fra The Dalset er lavet til at røre sig i, og det mærkes.

Flyverdragterne fra The Dalset kan købes på deres webshop – og lige nu med stor besparelse. Du kan desuden prøve dem i Dalsets showroom i Vedbæk, hvor de i løbet af vinteren også vil lave lagersalg og sælge ud af tidligere modeller.

KØB HER

 

Crystal Rainbow

For at nå frem til en flyverdragt, der passede mine behov, var jeg utallige modeller igennem. Efter tre års søgen var jeg ved at give op, og jeg begyndte derfor at udvide og ligeledes kigge efter lange jakker, som reelt kunne holde kulden fra min krop. Og de lange jakker er der mange af. Men ikke mange er som Arctic jakken fra Crystal Rainbow. Det er uden tvivl den bedste jakke, jeg har haft – og jeg har endnu ikke prøvet en vinterjakke, der kan måle sig med den.

Ikke kun er den super lækker. Den er også dejlig lang og varm. Pasformen er løs, og de to store lommer i siderne virkelig praktiske, ligesom inderlommen til kort og mobil også er det. Derudover har den en stor hætte og høj krave, som beskytter ekstra mod regn og sne. 

 Arctic jakken, der fås i tre farver, er i øvrigt også åndbar og vindtæt.

Den er uden tvivl min ubetingede favoritjakke og kan virkelig anbefales. Og så holder den bare.

Arctic jakken fra Crystal Rainbow er virkelig lækker.

Arctic jakken fra Crystal Rainbow er min ubetingede favoritjakke. Foto: Crystal Rainbow

Er du til kortere jakker, skal du prøve Crystal Rainbows Oversize Puffer Jacket, som fås i sort og med printet floating dreams. Denne jakke er noget af det blødeste og varmeste, jeg har prøvet, og med et par overtræksbukser klarer den fint en kold vinter. 

Og ikke nok med det. Virkelig praktisk er det nemlig også, at ærmerne let kan fjernes, så den kan bruges som vest på de knap så kolde dage. At sæsonen for den på den måde forlænges, er jeg ret stor fan af.

Oversize Puffer Jacket er fremstillet af genanvendeligt polyester og er både vandafvisende, åndbar og vandtæt. Selv bor jeg allerede i den.

Oversize Puffer Jacket kan laves om til en vest. Foto: Crystal Rainbow

Oversize Puffer Jacket kan laves om til en vest. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har også produceret flere flyverdragter, opdagede jeg senere. Jeg har dog kun prøvet to af dem.

En af dem er den virkelig fine Arctic flyverdragt. Den er god at røre sig i og særligt god, hvis du normalt har svært ved at finde noget, der er langt nok i overkroppen. Af samme grund vil jeg også anbefale at tage den størrelse, du normalt bruger.

Den anden dragt, jeg har prøvet og er virkelig glad for, er deres New Snowsuit, som fås i sort og lavendel. Jeg er normalt en small, men valgte en størrelse medium. Og den imponerede virkelig. Den er dejlig blød, har hætte, lommer i hoftehøjde, hvilket jeg savner på dragten fra Dalset, og mulighed for at udvide i armhulerne, hvor nogle dragter har en tendens til at sidde lidt for meget til. Som et ekstra plus er designet virkelig lækkert.

Jeg troede faktisk ikke, det var muligt at finde en dragt helt på højde med den fra Dalset. Men New Snowsuit opfylder mine krav og er tilmed testet i snevejr, uden jeg blev gennemblødt. Den kan virkelig også anbefales.

En tredje dragt, jeg gerne vil pege på, selvom jeg ikke har prøvet den, er årets nyhed – nemlig Crystal Snowsuit. Kvinden bag Crystal Rainbow, Lea Folmann, beskriver dragten som en kombination af alt det bedste fra deres tidligere dragter – og det lyder virkelig lovende. Lækker ser den da også ud, og at den både er vandtæt, vindtæt og åndbar er selvfølgelig også vigtigt.

Flyverdragten fra Crystal Rainbow er helt perfekt.

New Snowsuit (tv) kan absolut anbefales til dig, der ønsker en flyverdragt, du kan røre dig i. Det nye Crystal Snowsuit (th) ser også lovende ud. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har dog også meget andet lækkert og praktisk overtøj. Og en af mine andre favoritter fra dem er deres sort- og brunmønstrede Tracksuit.

Tracksuitet er et todelt sæt med jakke og bukser, hvilket jo er et perfekt alternativ til flyverdragten. Så er der ligesom ikke noget, der strammer over ryggen, når man skal røre sig – og det tæller op i min bog.

Bukserne til tracksuitet har dobbeltlag, men ikke decideret for. Til gengæld er de både vind- og vandtætte. Og så har de ligesom jakken lommer med lynlås. Det er virkelig rart, når der skal være plads til hundegodbidder, sten, nøgler, lommetørklæder, kort og alt det andet, mine lommer af uransaglige årsager fyldes med. Selve jakken har høj “krave” og er dejlig varm.

Jeg er, selvom jeg bevæger mig væk fra vintertøjet, også nødt til at nævne Crystal Rainbows nye High Protect Shell-serie i farven sage green. Crystal Rainbow har til designet udviklet deres eget materiale, som skulle være fuldstændig vandtæt, åndbart og vindtæt – og jeg glæder mig til at teste det i efterårets ustadige vejr. Sættet ser virkelig lækkert ud – også hvis du blot har brug for en god og funktionel jakke til hverdagsbrug. Det er samtidig behageligt at have på, og personligt er jeg vild med de mange lommer. Selv har jeg valgt sættet i størrelse xs – en størrelse mindre, end jeg normalt bruger. Og jeg synes stadig, der er plads til en god varm trøje under. 

Tracksuitet fra Crystal Rainbow er et fint alternativ til flyverdragten. Deres nye High Protect Shell-serie er ikke foret, men både vind- og vandtæt.

Tracksuitet (tv) fra Crystal Rainbow er et fint alternativ til flyverdragten. Deres nye High Protect Shell-serie (th) er både vind- og vandtæt. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har desuden produceret dragterne Aviator og Bomber, som jeg dog ikke selv har prøvet og derfor ikke for alvor kan udtale mig om, og den fantastiske og let vandtætte Trench Coat, som jeg selv faldt for med det samme. Ikke mindst på grund af længden og hætten. Et element, jeg har savnet fra tidligere trench coats.

Generelt er jeg meget begejstret for alt, jeg har prøvet fra dette mærke. Crystal Rainbow har da også specialiseret sig i at designe netop det, jeg er ude efter; overtøj, som selvfølgelig gerne må se godt ud, men som endnu vigtigere også er praktisk. 

At deres produkter virkelig føles som god kvalitet – som noget, der reelt holder til at blive brugt – er desuden afgørende. Alt andet ville blive for dyrt for mig i længden, når jeg har to små børn, der aldrig sidder stille.

Det skal desuden nævnes, at Crystal Rainbow ifølge Lea Folmann er kemikaliefri og ikke bruger dunfyld, læder og pels fra dyr.

Du kan købe overtøjet fra Crystal Rainbow på deres webshop.

KØB HER

 

Basic Apparel

Er dit budget knap så stort, kan jeg alternativt anbefale at kigge forbi Basic Apparel. Deres vision er at skabe komfortabelt tøj, man ønsker at bruge igen og igen, og som stilmæssigt ikke kun holder en sæson. Den tankegang kan jeg jo ret godt lide, og det synes jeg personligt også, de lever godt op til i forhold til deres Dagmar jakke.

Pasformen er, så vidt jeg er orienteret, ikke blevet ændret de sidste år. Eneste forskel er, at den nu fås i flere farver og længder. Jakken findes i tre længder. Selv ville jeg vælge Dagmar Jacket, der går til knæene, eller Dagmar Long Coat, der går lidt længere ned.

Dagmar jakken fra Basic Apparel er dejlig blød – som en lækker varm dyne. Foto: Basic Apparel

Dagmar jakken fra Basic Apparel er dejlig blød – som en lækker varm dyne. Foto: Basic Apparel

Jakken er dejlig varm og virkelig blød, og føles som en lækker dyne at have på. Det er desuden ganske smart, at lynlåsen slutter lidt over knæet, så man kan røre sig i den, og at der er knapper, man kan knappe helt ned, så den virkelig kan holde en varm, når det er nødvendigt.

Et plus er også den høje krave, så du kan pakke dig helt ind.

Du kan købe Dagmar jakken fra Basic Apparel på deres webshop.

KØB HER

 

Uldundertøj

Jeg har igen i år lyst til at slå et slag for et mærke, som producerer noget af det lækreste uldundertøj, og som – efter eget udsagn – er uden skadelig kemi og tungmetaller. Nemlig DILLING. Vi brugte deres uld til vores børn, da de var helt små, og for et par år siden gik det op for mig, at de også producerer til voksne. For eksempel er deres leggings og bluser i merinould helt perfekte til at have indenunder flyverdragten. Men de har også både trusser, undertrøjer og meget andet.

Dilling producerer ikke kun lækkert uldundertøj til børn, men også til kvinder. Foto: Dilling

Dilling producerer ikke kun lækkert uldundertøj til børn, men også til kvinder. Foto: Dilling

Du kan købe det lækre uld fra DILLING på deres webshop.

KØB HER

 

Vil du selv kigge videre efter flyverdragter, kan du med fordel besøge butikker, der forhandler skiudstyr, rideudstyr eller er inden for kategorien friluftsliv mere generelt. Her er jeg stødt på flere udmærkede bud, som jeg dog endnu ikke selv har afprøvet. Prisen ligger tæt på dem, jeg har taget med i guiden her.

TIPS&TRICKS

Mine favoritter: Guide til de bedste flyverdragter og vinterjakker 

I guiden her finder du de bedste flyverdragter og vinterjakker til kvinder.

10. november 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Crystal Rainbow og The Dalset

 

Udbuddet af flyverdragter og vinterjakker er efterhånden stort. Men at finde noget, der både er varmt, lækkert, let at røre sig i – og pengene værd, kan være svært. I denne guide har jeg samlet mine favoritter.

Guiden blev første gang bragt i 2019, men er i denne version opdateret med blandt andet nye billeder og dragter. Desuden er flyverdragten fra Tolsing Collection udgået og derfor ikke med (men hold øje med mærket – måske du kan finde en dragt brugt eller bruge andet af deres lækre overtøj). Alt er specielt udvalgt af mig og noget, jeg virkelig kan anbefale. For en god ordens skyld skal det dog nævnes, at guiden rummer sponsoreret indhold.

Vinteren står for døren, og det er ved at være godt koldt. Som mor til to børn, der ligesom jeg holder af at være ude i al slags vejr, stiller det krav til overtøjet.

Først og fremmest skal det være varmt, for jeg er den kuldskære type. Det skal være holdbart, for jeg har ikke råd til at købe nyt hvert andet år. Men det skal også være praktisk og let at røre sig i. Jeg vil kunne sidde på hug og hjælpe børnene og jeg vil kunne tumle og slås med sne, når den tid kommer, uden noget strammer.

Jeg har ledt, i hvad der føles som en evighed, og været mange mærker og modeller igennem. Min konklusion er, at der i forhold til flyverdragter findes rigtig mange modedragter, der egner sig bedst til gåture, og endnu flere termodragter, der nok er forholdsvis billige, men til gengæld også kun – i hvert fald for mig – fungerer som overgangsdragt.

Vil du have en varm flyverdragt, jakke eller sæt, der holder, og som du kan røre dig i, er det min erfaring, at det koster lidt. Men i mine øjne er pengene givet godt ud, hvis du går efter nogle af dem i guiden herunder. Det er i hvert fald mine favoritter og resultatet af intens søgning og virkelig mange returneringer.

Prøv dem, og vurder selv.

 

The Dalset

Flyverdragten fra The Dalset er klart et af mine bedste bud, hvis du er den aktive type – eller normalt bare føler dig “fanget” i en flyverdragt.

En af årsagerne er formentlig, at de kun har en dragt, som de gennem flere år til gengæld er gået all in på at gøre helt perfekt. For eksempel valgte de for nogle år siden at forlænge rygstykket, så dragten blev endnu lettere at bevæge sig i. Lige i min smag. Ved flere andre dragter oplever jeg, at det netop er her, den føles for lille, når man skal bruge den til andet end blot gåture.

Et plus i min bog er også, at yderstoffet ifølge Malene Dalset er lavet af 100% økologisk genbrugspolyester, mens thinsulate-fyldet er i “så høj grad af genbrugsmateriale, som muligt.”

Flyverdragten fra Dalset kan man røre sig i.

Flyverdragten fra The Dalset er en af de få, jeg har prøvet, som man reelt kan røre sig i. Foto: The Dalset

Flyverdragterne fra The Dalset fås i sort, blå, grå og grøn, og i tre modeller – en slim, en regular og en plus.

Selv har jeg modellen, der hedder slim, og som skaber lidt figur. Selvom den således sidder til i livet, er der absolut ikke noget, der strammer eller hæmmer bevægelsesfriheden. Herhjemme har den endda bestået “giv børnene overtøj på”-testen. For det er rent faktisk muligt at sidde ned i den og hjælpe børnene i tøjet – og det er absolut ikke nogen selvfølge, når det kommer til flyverdragter, har jeg erfaret.

At flyverdragten fra The Dalset er vildt blød at have på, er kun et plus.

Flyverdragten fra Dalset er en af mine favoritter.

Flyverdragten fra The Dalset fås i fire forskellige farver. Foto: The Dalset

Dragten har en skjult vind-/regnhætte i kraven, lækre håndledskraver med hul til tommelfingeren, elastisk taljejustering, støvlefang med trykknapper, to inderlommer, dobbelt ærmelomme og to jakkelommer.

Jeg har været mange dragter igennem, som jeg er endt med at sende retur. Men denne fra The Dalset er lavet til at røre sig i, og det mærkes.

Flyverdragterne fra The Dalset kan købes på deres webshop – og lige nu med stor besparelse. Du kan desuden prøve dem i Dalsets showroom i Vedbæk, hvor de i løbet af vinteren også vil lave lagersalg og sælge ud af tidligere modeller.

KØB HER

 

Crystal Rainbow

For at nå frem til en flyverdragt, der passede mine behov, var jeg utallige modeller igennem. Efter tre års søgen var jeg ved at give op, og jeg begyndte derfor at udvide og ligeledes kigge efter lange jakker, som reelt kunne holde kulden fra min krop. Og de lange jakker er der mange af. Men ikke mange er som Arctic jakken fra Crystal Rainbow. Det er uden tvivl den bedste jakke, jeg har haft – og jeg har endnu ikke prøvet en vinterjakke, der kan måle sig med den.

Ikke kun er den super lækker. Den er også dejlig lang og varm. Pasformen er løs, og de to store lommer i siderne virkelig praktiske, ligesom inderlommen til kort og mobil også er det. Derudover har den en stor hætte og høj krave, som beskytter ekstra mod regn og sne. 

 Arctic jakken, der fås i tre farver, er i øvrigt også åndbar og vindtæt.

Den er uden tvivl min ubetingede favoritjakke og kan virkelig anbefales. Og så holder den bare.

Arctic jakken fra Crystal Rainbow er virkelig lækker.

Arctic jakken fra Crystal Rainbow er min ubetingede favoritjakke. Foto: Crystal Rainbow

Er du til kortere jakker, skal du prøve Crystal Rainbows Oversize Puffer Jacket, som fås i sort og med printet floating dreams. Denne jakke er noget af det blødeste og varmeste, jeg har prøvet, og med et par overtræksbukser klarer den fint en kold vinter. 

Og ikke nok med det. Virkelig praktisk er det nemlig også, at ærmerne let kan fjernes, så den kan bruges som vest på de knap så kolde dage. At sæsonen for den på den måde forlænges, er jeg ret stor fan af.

Oversize Puffer Jacket er fremstillet af genanvendeligt polyester og er både vandafvisende, åndbar og vandtæt. Selv bor jeg allerede i den.

Oversize Puffer Jacket kan laves om til en vest. Foto: Crystal Rainbow

Oversize Puffer Jacket kan laves om til en vest. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har også produceret flere flyverdragter, opdagede jeg senere. Jeg har dog kun prøvet to af dem.

En af dem er den virkelig fine Arctic flyverdragt. Den er god at røre sig i og særligt god, hvis du normalt har svært ved at finde noget, der er langt nok i overkroppen. Af samme grund vil jeg også anbefale at tage den størrelse, du normalt bruger.

Den anden dragt, jeg har prøvet og er virkelig glad for, er deres New Snowsuit, som fås i sort og lavendel. Jeg er normalt en small, men valgte en størrelse medium. Og den imponerede virkelig. Den er dejlig blød, har hætte, lommer i hoftehøjde, hvilket jeg savner på dragten fra Dalset, og mulighed for at udvide i armhulerne, hvor nogle dragter har en tendens til at sidde lidt for meget til. Som et ekstra plus er designet virkelig lækkert.

Jeg troede faktisk ikke, det var muligt at finde en dragt helt på højde med den fra Dalset. Men New Snowsuit opfylder mine krav og er tilmed testet i snevejr, uden jeg blev gennemblødt. Den kan virkelig også anbefales.

En tredje dragt, jeg gerne vil pege på, selvom jeg ikke har prøvet den, er årets nyhed – nemlig Crystal Snowsuit. Kvinden bag Crystal Rainbow, Lea Folmann, beskriver dragten som en kombination af alt det bedste fra deres tidligere dragter – og det lyder virkelig lovende. Lækker ser den da også ud, og at den både er vandtæt, vindtæt og åndbar er selvfølgelig også vigtigt.

Flyverdragten fra Crystal Rainbow er helt perfekt.

New Snowsuit (tv) kan absolut anbefales til dig, der ønsker en flyverdragt, du kan røre dig i. Det nye Crystal Snowsuit (th) ser også lovende ud. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har dog også meget andet lækkert og praktisk overtøj. Og en af mine andre favoritter fra dem er deres sort- og brunmønstrede Tracksuit.

Tracksuitet er et todelt sæt med jakke og bukser, hvilket jo er et perfekt alternativ til flyverdragten. Så er der ligesom ikke noget, der strammer over ryggen, når man skal røre sig – og det tæller op i min bog.

Bukserne til tracksuitet har dobbeltlag, men ikke decideret for. Til gengæld er de både vind- og vandtætte. Og så har de ligesom jakken lommer med lynlås. Det er virkelig rart, når der skal være plads til hundegodbidder, sten, nøgler, lommetørklæder, kort og alt det andet, mine lommer af uransaglige årsager fyldes med. Selve jakken har høj “krave” og er dejlig varm.

Jeg er, selvom jeg bevæger mig væk fra vintertøjet, også nødt til at nævne Crystal Rainbows nye High Protect Shell-serie i farven sage green. Crystal Rainbow har til designet udviklet deres eget materiale, som skulle være fuldstændig vandtæt, åndbart og vindtæt – og jeg glæder mig til at teste det i efterårets ustadige vejr. Sættet ser virkelig lækkert ud – også hvis du blot har brug for en god og funktionel jakke til hverdagsbrug. Det er samtidig behageligt at have på, og personligt er jeg vild med de mange lommer. Selv har jeg valgt sættet i størrelse xs – en størrelse mindre, end jeg normalt bruger. Og jeg synes stadig, der er plads til en god varm trøje under. 

Tracksuitet fra Crystal Rainbow er et fint alternativ til flyverdragten. Deres nye High Protect Shell-serie er ikke foret, men både vind- og vandtæt.

Tracksuitet (tv) fra Crystal Rainbow er et fint alternativ til flyverdragten. Deres nye High Protect Shell-serie (th) er både vind- og vandtæt. Foto: Crystal Rainbow

Crystal Rainbow har desuden produceret dragterne Aviator og Bomber, som jeg dog ikke selv har prøvet og derfor ikke for alvor kan udtale mig om, og den fantastiske og let vandtætte Trench Coat, som jeg selv faldt for med det samme. Ikke mindst på grund af længden og hætten. Et element, jeg har savnet fra tidligere trench coats.

Generelt er jeg meget begejstret for alt, jeg har prøvet fra dette mærke. Crystal Rainbow har da også specialiseret sig i at designe netop det, jeg er ude efter; overtøj, som selvfølgelig gerne må se godt ud, men som endnu vigtigere også er praktisk. 

At deres produkter virkelig føles som god kvalitet – som noget, der reelt holder til at blive brugt – er desuden afgørende. Alt andet ville blive for dyrt for mig i længden, når jeg har to små børn, der aldrig sidder stille.

Det skal desuden nævnes, at Crystal Rainbow ifølge Lea Folmann er kemikaliefri og ikke bruger dunfyld, læder og pels fra dyr.

Du kan købe overtøjet fra Crystal Rainbow på deres webshop.

KØB HER

 

Basic Apparel

Er dit budget knap så stort, kan jeg alternativt anbefale at kigge forbi Basic Apparel. Deres vision er at skabe komfortabelt tøj, man ønsker at bruge igen og igen, og som stilmæssigt ikke kun holder en sæson. Den tankegang kan jeg jo ret godt lide, og det synes jeg personligt også, de lever godt op til i forhold til deres Dagmar jakke.

Pasformen er, så vidt jeg er orienteret, ikke blevet ændret de sidste år. Eneste forskel er, at den nu fås i flere farver og længder. Jakken findes i tre længder. Selv ville jeg vælge Dagmar Jacket, der går til knæene, eller Dagmar Long Coat, der går lidt længere ned.

Dagmar jakken fra Basic Apparel er dejlig blød – som en lækker varm dyne. Foto: Basic Apparel

Dagmar jakken fra Basic Apparel er dejlig blød – som en lækker varm dyne. Foto: Basic Apparel

Jakken er dejlig varm og virkelig blød, og føles som en lækker dyne at have på. Det er desuden ganske smart, at lynlåsen slutter lidt over knæet, så man kan røre sig i den, og at der er knapper, man kan knappe helt ned, så den virkelig kan holde en varm, når det er nødvendigt.

Et plus er også den høje krave, så du kan pakke dig helt ind.

Du kan købe Dagmar jakken fra Basic Apparel på deres webshop.

KØB HER

 

Uldundertøj

Jeg har igen i år lyst til at slå et slag for et mærke, som producerer noget af det lækreste uldundertøj, og som – efter eget udsagn – er uden skadelig kemi og tungmetaller. Nemlig DILLING. Vi brugte deres uld til vores børn, da de var helt små, og for et par år siden gik det op for mig, at de også producerer til voksne. For eksempel er deres leggings og bluser i merinould helt perfekte til at have indenunder flyverdragten. Men de har også både trusser, undertrøjer og meget andet.

Dilling producerer ikke kun lækkert uldundertøj til børn, men også til kvinder. Foto: Dilling

Dilling producerer ikke kun lækkert uldundertøj til børn, men også til kvinder. Foto: Dilling

Du kan købe det lækre uld fra DILLING på deres webshop.

KØB HER

 

Vil du selv kigge videre efter flyverdragter, kan du med fordel besøge butikker, der forhandler skiudstyr, rideudstyr eller er inden for kategorien friluftsliv mere generelt. Her er jeg stødt på flere udmærkede bud, som jeg dog endnu ikke selv har afprøvet. Prisen ligger tæt på dem, jeg har taget med i guiden her.

LÆS OGSÅ

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

BØRNELIV

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

 Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

1. februar 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Rendy Novantino, Unsplash

 

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Dårlig samvittighed og følelsen af ikke helt at kunne slå til – både som mor og på arbejdspladsen – går igen i mange af de beretninger, fødslen.dk har modtaget. Og en væsentlig årsag til disse følelser er den manglende ret til at være hjemme med sit barn, når det er syg.

For mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, har langt de fleste forældre i Danmark kun krav på at holde barnets første sygedag. Også selvom barnet er syg i længere tid.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal vi have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

Jeg synes, at det er SÅ ubehageligt at skulle ringe og bede om barnets første sygedag. Jeg øver mig nærmest på forhånd i, hvad jeg skal sige, og hvad jeg kan blive spurgt om. Frygter altid at blive bedt om at møde ind til en aftenvagt i stedet.
Anonym

 

Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt? Mit barn var engang syg i en måned. Vi brugte vores ferie, barnets første sygedag mm. Derudover blev barnets passet af familie med skiftende arbejdstider. Barnet græd hver morgen, når et nyt familiemedlem kom for at passe. Men vi kunne ikke blive væk fra job mere, end vi allerede have været. Det var frygteligt.
Ann-Lykke

 

Jeg har nogle gange sendt mine børn af sted, hvor de egentlig ikke var helt friske endnu. Fx hvor feberen var væk, men hvor de godt kunne have brug for en ekstra dag hjemme til lige at komme sig helt. Jeg får så dårlig samvittighed over for børnene. Vi andre bliver jo ofte også hjemme, til vi er ordentligt friske, og det er bare så hårdt at tage af sted, hvis man ikke er helt ovenpå. Så jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det er for et barn.
Henriette

 

“Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt?”

 
Ann-Lykke

 

Forleden ridsede min leder retningslinjerne omkring barnets 1. og 2. sygedag op. Det i sig selv var fint nok. Men hun afsluttede så med at skrive, at vi skulle huske, at vi får løn. Jeg synes virkelig, den kommentar var malplaceret. Ingen ønsker syge børn – og det er faktisk heller ikke en fridag at være hjemme hos et sygt barn. Samtidig synes jeg bare, at det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.
Anonym

 

Jeg er tilbagevendt efter barsel, efter jeg har fået to skønne børn og er startet i en ny stilling, i et nyt team og med en ny leder. Det er første gang, jeg er på arbejdsmarkedet, efter jeg har fået børn. Og jeg har ikke tidligere skullet tage stilling til de regler, der er omkring barn syg. Men jeg er mildest talt chokeret over, hvor lidt tid man giver forældre og børn til at komme sig over sygdom. Vi er i den situation, at vi ikke har frygtelig meget hjælp at hente fra bedsteforældre, fordi de fortsat er på arbejdsmarkedet og bor 100 km fra os. Jeg har mulighed for at få løn under barnets første sygedag. Resten må jeg tage fra min ferie, tage uden løn eller jeg må gå i minus på timer på min flexliste, som jeg senere hen må oparbejde. Det er der bare heller ikke mulighed for, da jeg vil bruge min tid på børnene og ikke på at arbejde over. Hvad gør man under et forløb med skoldkopper? Det er ikke bare overstået på en dag. Jeg oplever, vi bliver udsat for et ualmindeligt pres.
Cathrine

 

Til en sygesamtale fik jeg for nylig at vide, at man regner med, at børn i gennemsnit har 10 sygedage om året – fem til mor og fem til far. Det skal jeg lige have fortalt til min datter i vuggestuen så.
Stine

 

“Det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.”

 
Anonym

 

Jeg er ledig, og i sidste praktikforløb sagde de, at de nok gerne ville ansætte mig, men at de var nervøse for, hvor meget mine tre børn ville være syge. Så meget for at have fået børn under uddannelse, så jeg slap for at blive valgt fra pga. mulige fremtidige barsler.
Kristine

 

Vi, min kæreste, jeg og vores to børn på 2 og 6 år, har nærmest været syge på skift de sidste to måneder. Hver gang kører det samme mønster på repeat: Hvem skal tage første sygedag; hvem har mest/mindst travlt og kan lettest undværes på job. Dag to, hvor barnet stadig er for ramt til det er fair at sende ham af sted, accepterer bedsteforældrene over 70 år at passe, selvom de har nedsat immunforsvar. Dag 3 passer bedsteforældrene igen, men ender også med at blive smittet og kan nu ikke passe hverken barn 1 eller 2, som også er blevet syg. Dag fire må en af os voksne tage en hjemmearbejdsdag, som varer on off fra tidlig morgen til sen aften på grund af de mange afbrydelser, der naturligt er i løbet af dagen med et barn syg, som behøver sin mor eller far. Samtidig har vi så dårlig samvittighed overfor arbejdspladsen. Og ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.
Ann

 

Vi holder begge barns første sygedag, og dermed er to dage klaret. Ved længere sygdom kan jeg holde en ekstra dag. Vi har desværre ikke bedsteforældre, der kan hjælpe ved sygdom, da min mor stadig arbejder på fuldtid, og min mands mor er lungesyg og derfor nemt bliver smittet af børnene. Det er helt klart et problem, da børn jo også helst vil være hos deres forældre, når de er syge – specielt mindre børn.
Louise

 

“Ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.”

 
Ann

 

Jeg føler altid, at jeg skal tænke super taktisk i forhold til sygdom ved mine børn. Fx ved ikke fortælle på arbejdet at mit barn er syg, mens min mand er hjemme, således, at jeg kan tage barnets første sygedag dagen efter osv.
Anonym

 

Der er flere situationer, hvor jeg – når mine børn er syge – føler mig nødsaget til selv at melde mig syg, da jeg kan være syg i op til 14 dage før, der stilles yderligere spørgsmål, samt det er med løn. Jeg ved dog også, at det kommer med en pris, da der lige pludselig er en sygesamtale, hvor jeg skal stå skoleret. Og det eneste, jeg har forsøgt, er at passe på og give det nærvær, der er behov for i min lille familie. Jeg har det frygteligt over, at vi har så ringe vilkår, og at vi ikke kan være ærlige. Faktisk er jeg vred. Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.
Cathrine

 

Som pædagog i en børnehave, kan jeg sige, at børn bliver sendt syge af sted i håb om bedring den dag, og at de jo i den alder kan fortælle, om de har kastet op eller fået panodil om morgenen. Nogle dage går den, og andre må vi ringe dem hjem.
Louise

 

“Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.”

 
Cathrine

 

Min mand og jeg har ofte gjort det sådan, at jeg tager barnets sygedag den ene dag, og så tager han barnets sygedag den næste dag, og så lader vi være med at sige, at det reelt er barnets anden sygedag. Jeg synes, det er en fuldstændig urimelig lovgivning, så det har jeg faktisk ingen skrupler ved at gøre.
Henriette

 

Hvor er det ærgerligt, at man skal opleve det, at ens barn er syg (eller måske er ved at blive det) som enormt stressende i stedet for, at man bare kan være nærværende og give omsorg til barnet. Mine børn har heldigvis ikke været særlig meget syge, men det er altid et puslespil, der skal gå op. Jeg har en sød mor, der altid gerne vil hjælpe, men nogle gange synes jeg, at mine børn er for syge til at blive passet af mormor.
Anonym

BØRNELIV

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

 Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

1. februar 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Rendy Novantino, Unsplash

 

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Dårlig samvittighed og følelsen af ikke helt at kunne slå til – både som mor og på arbejdspladsen – går igen i mange af de beretninger, fødslen.dk har modtaget. Og en væsentlig årsag til disse følelser er den manglende ret til at være hjemme med sit barn, når det er syg.

For mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, har langt de fleste forældre i Danmark kun krav på at holde barnets første sygedag. Også selvom barnet er syg i længere tid.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal vi have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

Jeg synes, at det er SÅ ubehageligt at skulle ringe og bede om barnets første sygedag. Jeg øver mig nærmest på forhånd i, hvad jeg skal sige, og hvad jeg kan blive spurgt om. Frygter altid at blive bedt om at møde ind til en aftenvagt i stedet.
Anonym

 

Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt? Mit barn var engang syg i en måned. Vi brugte vores ferie, barnets første sygedag mm. Derudover blev barnets passet af familie med skiftende arbejdstider. Barnet græd hver morgen, når et nyt familiemedlem kom for at passe. Men vi kunne ikke blive væk fra job mere, end vi allerede have været. Det var frygteligt.
Ann-Lykke

 

Jeg har nogle gange sendt mine børn af sted, hvor de egentlig ikke var helt friske endnu. Fx hvor feberen var væk, men hvor de godt kunne have brug for en ekstra dag hjemme til lige at komme sig helt. Jeg får så dårlig samvittighed over for børnene. Vi andre bliver jo ofte også hjemme, til vi er ordentligt friske, og det er bare så hårdt at tage af sted, hvis man ikke er helt ovenpå. Så jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det er for et barn.
Henriette

 

“Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt?”

 
Ann-Lykke

 

Forleden ridsede min leder retningslinjerne omkring barnets 1. og 2. sygedag op. Det i sig selv var fint nok. Men hun afsluttede så med at skrive, at vi skulle huske, at vi får løn. Jeg synes virkelig, den kommentar var malplaceret. Ingen ønsker syge børn – og det er faktisk heller ikke en fridag at være hjemme hos et sygt barn. Samtidig synes jeg bare, at det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.
Anonym

 

Jeg er tilbagevendt efter barsel, efter jeg har fået to skønne børn og er startet i en ny stilling, i et nyt team og med en ny leder. Det er første gang, jeg er på arbejdsmarkedet, efter jeg har fået børn. Og jeg har ikke tidligere skullet tage stilling til de regler, der er omkring barn syg. Men jeg er mildest talt chokeret over, hvor lidt tid man giver forældre og børn til at komme sig over sygdom. Vi er i den situation, at vi ikke har frygtelig meget hjælp at hente fra bedsteforældre, fordi de fortsat er på arbejdsmarkedet og bor 100 km fra os. Jeg har mulighed for at få løn under barnets første sygedag. Resten må jeg tage fra min ferie, tage uden løn eller jeg må gå i minus på timer på min flexliste, som jeg senere hen må oparbejde. Det er der bare heller ikke mulighed for, da jeg vil bruge min tid på børnene og ikke på at arbejde over. Hvad gør man under et forløb med skoldkopper? Det er ikke bare overstået på en dag. Jeg oplever, vi bliver udsat for et ualmindeligt pres.
Cathrine

 

Til en sygesamtale fik jeg for nylig at vide, at man regner med, at børn i gennemsnit har 10 sygedage om året – fem til mor og fem til far. Det skal jeg lige have fortalt til min datter i vuggestuen så.
Stine

 

“Det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.”

 
Anonym

 

Jeg er ledig, og i sidste praktikforløb sagde de, at de nok gerne ville ansætte mig, men at de var nervøse for, hvor meget mine tre børn ville være syge. Så meget for at have fået børn under uddannelse, så jeg slap for at blive valgt fra pga. mulige fremtidige barsler.
Kristine

 

Vi, min kæreste, jeg og vores to børn på 2 og 6 år, har nærmest været syge på skift de sidste to måneder. Hver gang kører det samme mønster på repeat: Hvem skal tage første sygedag; hvem har mest/mindst travlt og kan lettest undværes på job. Dag to, hvor barnet stadig er for ramt til det er fair at sende ham af sted, accepterer bedsteforældrene over 70 år at passe, selvom de har nedsat immunforsvar. Dag 3 passer bedsteforældrene igen, men ender også med at blive smittet og kan nu ikke passe hverken barn 1 eller 2, som også er blevet syg. Dag fire må en af os voksne tage en hjemmearbejdsdag, som varer on off fra tidlig morgen til sen aften på grund af de mange afbrydelser, der naturligt er i løbet af dagen med et barn syg, som behøver sin mor eller far. Samtidig har vi så dårlig samvittighed overfor arbejdspladsen. Og ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.
Ann

 

Vi holder begge barns første sygedag, og dermed er to dage klaret. Ved længere sygdom kan jeg holde en ekstra dag. Vi har desværre ikke bedsteforældre, der kan hjælpe ved sygdom, da min mor stadig arbejder på fuldtid, og min mands mor er lungesyg og derfor nemt bliver smittet af børnene. Det er helt klart et problem, da børn jo også helst vil være hos deres forældre, når de er syge – specielt mindre børn.
Louise

 

“Ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.”

 
Ann

 

Jeg føler altid, at jeg skal tænke super taktisk i forhold til sygdom ved mine børn. Fx ved ikke fortælle på arbejdet at mit barn er syg, mens min mand er hjemme, således, at jeg kan tage barnets første sygedag dagen efter osv.
Anonym

 

Der er flere situationer, hvor jeg – når mine børn er syge – føler mig nødsaget til selv at melde mig syg, da jeg kan være syg i op til 14 dage før, der stilles yderligere spørgsmål, samt det er med løn. Jeg ved dog også, at det kommer med en pris, da der lige pludselig er en sygesamtale, hvor jeg skal stå skoleret. Og det eneste, jeg har forsøgt, er at passe på og give det nærvær, der er behov for i min lille familie. Jeg har det frygteligt over, at vi har så ringe vilkår, og at vi ikke kan være ærlige. Faktisk er jeg vred. Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.
Cathrine

 

Som pædagog i en børnehave, kan jeg sige, at børn bliver sendt syge af sted i håb om bedring den dag, og at de jo i den alder kan fortælle, om de har kastet op eller fået panodil om morgenen. Nogle dage går den, og andre må vi ringe dem hjem.
Louise

 

“Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.”

 
Cathrine

 

Min mand og jeg har ofte gjort det sådan, at jeg tager barnets sygedag den ene dag, og så tager han barnets sygedag den næste dag, og så lader vi være med at sige, at det reelt er barnets anden sygedag. Jeg synes, det er en fuldstændig urimelig lovgivning, så det har jeg faktisk ingen skrupler ved at gøre.
Henriette

 

Hvor er det ærgerligt, at man skal opleve det, at ens barn er syg (eller måske er ved at blive det) som enormt stressende i stedet for, at man bare kan være nærværende og give omsorg til barnet. Mine børn har heldigvis ikke været særlig meget syge, men det er altid et puslespil, der skal gå op. Jeg har en sød mor, der altid gerne vil hjælpe, men nogle gange synes jeg, at mine børn er for syge til at blive passet af mormor.
Anonym

LÆS OGSÅ

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

ANMELDELSE

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo

 

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.

I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.

Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.

Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.

Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.

“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

 
Ole Henrik Hansen

Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.

For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:

”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.

“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

 
Ole Henrik Hansen

Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:

”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”

Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.

ANMELDELSE

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo

 

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.

I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.

Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.

Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.

Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.

“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

 
Ole Henrik Hansen

Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.

For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:

”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.

“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

 
Ole Henrik Hansen

Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:

”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”

Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.

LÆS OGSÅ