Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

af | maj 4, 2020

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

“Det er så vigtigt, at vi husker på, at små børn har brug for voksne – også når de trykker på knapper i vores bagage …”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Temperament er ikke farligt. Den ild, der brænder i de fleste af os, den kan noget helt særligt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Jeg er heldig. Og træt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Lad os lytte. Til børnene. Og til os selv.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Foråret danser lige så stille ind i mit sind, og jeg giver det lov til at male stemninger i det inderste og helt ud til det yderste.”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

LÆS OGSÅ

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

af | apr 14, 2020

LIVET MED BØRN

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

En af ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter.

14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft

En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.

Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.

Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.

 

Rikke Vindberg

Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie, skriver Rikke Vindberg.

Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.

På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.

Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.

Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.

 

Kristina Wildenhoft

Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.

En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.

Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.

 

Sara Gabríela

We are strong enough to make it through this together, siger Sara Gabríela, der har været med til at skabe Nicecream, om coronakrisen.

Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.

This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.

Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.

In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.

Mofibo - lydbøger

Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.

Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.

We have lived through hardships before.

There is and always will be a light in the end of the tunnel.

LIVET MED BØRN

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

En af ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter.

14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft

 

En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.

 

Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.

Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.

 

Rikke Vindberg

Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie, skriver Rikke Vindberg.

Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.

På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.

Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.

Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.

 

Kristina Wildenhoft

Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.

En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.

Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.

 

Sara Gabríela

We are strong enough to make it through this together, siger Sara Gabríela, der har været med til at skabe Nicecream, om coronakrisen.

Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.

This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.

Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.

In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.

Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.

Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.

We have lived through hardships before.

There is and always will be a light in the end of the tunnel.

Mofibo - lydbøger

LÆS OGSÅ

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

af | apr 6, 2020

MODERSKAB

Nynne mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020 – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

MODERSKAB

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020  – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

LÆS OGSÅ

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

af | mar 27, 2020

LIVET MED BØRN

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt, skriver Nillou Johannsen.

27. marts 2020| Af Nillou Johannsen | Foto: Privat

 

Måske er øvelsen i den konstruktive skilsmisse, at vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte, skriver Nillou Johannsen, der er flyttet til Bali med den mand, hun har børn med, men som hun ikke længere er gift med.

Dette indlæg blev første gang bragt på bloggen Søster.dk. Det er skrevet af Nillou Johannsen, der er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

I nat lå jeg vågen og spekulerede over en artikel, jeg lige har læst om, at coronakrisen kommer til at sætte gang i skilsmisserne. Uanset årsagerne til skilsmissen rummer den smerte og sorg, der skal heles. Så hvordan undgår man at ende i en dårlig skilsmisse fra den, man troede, man skulle dele resten af sit liv med? Hvordan undgår man at blive bitter, hvis man føler, at man har givet afkald på en masse i livet for at få forholdet til at fungere?

Jeg tænkte, at jeg godt gad at læse en artikel eller et indlæg, der svarer på nogle af de spørgsmål. Og så tænkte jeg, den skriver jeg bare selv.

For sagen er den, at Christian og jeg er blevet skilt. Det blev vi, inden vi rejste til Bali i december 2019. Beslutningen har været undervejs længe. Det har været de samme temaer, der har drillet hele vejen igennem; først som kærester, senere i vores ægteskab. Vi så dem, vi var ikke unge og naive, og vi gik ind i forholdet med dets styrker og svagheder med åbne øjne. Det første år var jeg i tvivl. Vi er forskellige som sol og måne. Kunne vi støtte, styrke og inspirere hinanden uden at æde af hinandens lys?

Vi er begge to ambitiøse, skabende mennesker med store drømme. Vi er begge to klar på at knokle, og vi kom begge to med en tung bagage, som skulle forløses. Vi ville være bedre forældre end vores egne forældre. Det betød, at vi måtte gøre ting, som vi ikke havde set vores forældre gøre. Da vi blev forældre, gik vi gå på kompromis med vores egne impulser og drømme. Vi tilsidesatte dele af vores drive, og ville for enhver pris ikke gå ned ad den vej, som vi selv havde oplevet.

Mofibo - lydbøger

Vi har skabt to små stjerner sammen. De er vores største værk, og jeg er stolt helt ind til kernen af min sjæl over dem. Lilli og Leo. Så blev vi gift i en kirke, og det var meningen, at vi levede lykkeligt til vores dages ende. I hvert fald holdt vores ægteskab i fem år, og forinden havde vi været kærester i fem år.

I august blev det sagt højt. Præcis fem år efter, at vi var blevet gift. Det var vores bryllupsgave til hinanden. Vi ville skilles. Vi sad på sofaen. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede i hele kroppen. Han sad helt stille og holdt om mine ben. Han har fandme altid været en klippe. Så græd vi. Længe. Derefter blev vi enige om at holde fast i vores plan om at flytte til Bali, og fortælle ungerne det, når de var faldet til i vores nye omgivelser. Vi blev enige om at give den gave til vores familie, og så lovede vi hinanden at skrive en ny skilsmissehistorie.

Vi har i løbet af vores forhold kun hørt om og oplevet rædselsfulde skilsmissehistorier i vores omgangskreds. Mænd, der på trods af spædbørn, skrider fra deres koner. Utroskab. Bitterhed. Økonomiske krige. Retsager. Magtkampe om børn. Had. Had. Had. Vi gav hinanden hånden på at skabe en anden historie. I sidste ende er der kun én taber i de voksnes krigsførelse. Det er børnene. De står med en kæmperegning. Jeg har selv stået med den, fra jeg var tre år, og mine forældre blev skilt. Min mors flammende had til min far har været et grundvilkår i mit liv. Det er rædselsfuldt. Fucked up. Uanset hvor berettiget det had må være, er det altid børnene, der betaler prisen for, at forældrene ikke tager det fulde ansvar for deres følelser. Punktum.

Vi rejste til Bali, fandt et hus, børnene startede i skole, og vi faldt til ro. Vores oprindelige plan var, at han skulle rejse en masse, så vi alligevel ikke skulle være ret meget sammen hernede. Hvad vi ikke vidste var, at samtidig med, at vi rejste fra Danmark, opstod coronavirusen i Kina. Den første tid på Bali gik med at finde ud af at være sammen, hver for sig. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg har brug for nærhed og intimitet. Mine veninder var på den anden side af kloden. Jeg følte mig helt klaustrofobisk alene. Så lukkede virussen verden ned, og vi sad sammen tilbage i det skønne hus. Tvunget til at føre det ud i livet, vi luftigt havde lovet hinanden, nemlig at gennemføre og være i en god skilsmisse. Sammen.

Virussen har tvunget os til at blive hjemme, og vi har ligesom så mange andre holdt os i ro de sidste par uger. Det mest overraskende i denne låste og svære situation har været, at der er vokset en lotusblomst op af mudderet. Det er vores venskab. Det har altid været der, men måske havde vi glemt det. Karantænen eller måske bare den absurde situation gør, at det på forunderlig vis er lettere at tale frit om noget af det, der er gået galt i vores ægteskab – med genuin interesse for den andens synspunkt.

“Oplevede du DET?” spørger jeg forbløffet.

Jeg troede sgu da, vi var enige om, hvad der skete, og det var selvfølgelig min udlægning, der var sandheden. Det er vi langt fra enige om, og selvom det er grænseoverskridende, er det måske DET, der er hele øvelsen i den konstruktive skilsmisse: At vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte. At vi tilgiver den anden og os selv i den her krævende proces og bliver stående i vores sandhed. Vi behøver ikke at være enige, men vi giver den anden plads og ret til sin version. Helt dybfølt.

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt. Men jeg har lært, at jeg selv er herre over, hvordan jeg handler og reagerer i min frygt. Der kommer flere svære tider. Selvfølgelig gør der det. Vi skal hjem til Danmark igen. Flytte hver for sig. Møde nye partnere og leve et liv med delebørn.

Christian sagde forleden:

“Du er ikke alene længere. Jeg er din bedste ven for livet uanset hvad.”

At jeg valgte ham som far til mine børn, har været en klog beslutning, som jeg er uendelig stolt af. For selvom vi ikke holdt i vores parforhold, er det stadig til døden os skiller, når vi har fået børn sammen.

LIVET MED BØRN

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt, skriver Nillou Johannsen.

27. marts 2020| Af Nillou Johannsen | Foto: Privat

 

Måske er øvelsen i den konstruktive skilsmisse, at vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte, skriver Nillou Johannsen, der er flyttet til Bali med den mand, hun har børn med, men som hun ikke længere er gift med.

Dette indlæg blev første gang bragt på bloggen Søster.dk. Det er skrevet af Nillou Johannsen, der er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

I nat lå jeg vågen og spekulerede over en artikel, jeg lige har læst om, at coronakrisen kommer til at sætte gang i skilsmisserne. Uanset årsagerne til skilsmissen rummer den smerte og sorg, der skal heles. Så hvordan undgår man at ende i en dårlig skilsmisse fra den, man troede, man skulle dele resten af sit liv med? Hvordan undgår man at blive bitter, hvis man føler, at man har givet afkald på en masse i livet for at få forholdet til at fungere?

Jeg tænkte, at jeg godt gad at læse en artikel eller et indlæg, der svarer på nogle af de spørgsmål. Og så tænkte jeg, den skriver jeg bare selv.

For sagen er den, at Christian og jeg er blevet skilt. Det blev vi, inden vi rejste til Bali i december 2019. Beslutningen har været undervejs længe. Det har været de samme temaer, der har drillet hele vejen igennem; først som kærester, senere i vores ægteskab. Vi så dem, vi var ikke unge og naive, og vi gik ind i forholdet med dets styrker og svagheder med åbne øjne. Det første år var jeg i tvivl. Vi er forskellige som sol og måne. Kunne vi støtte, styrke og inspirere hinanden uden at æde af hinandens lys?

Vi er begge to ambitiøse, skabende mennesker med store drømme. Vi er begge to klar på at knokle, og vi kom begge to med en tung bagage, som skulle forløses. Vi ville være bedre forældre end vores egne forældre. Det betød, at vi måtte gøre ting, som vi ikke havde set vores forældre gøre. Da vi blev forældre, gik vi gå på kompromis med vores egne impulser og drømme. Vi tilsidesatte dele af vores drive, og ville for enhver pris ikke gå ned ad den vej, som vi selv havde oplevet.

Mofibo - lydbøger

Vi har skabt to små stjerner sammen. De er vores største værk, og jeg er stolt helt ind til kernen af min sjæl over dem. Lilli og Leo. Så blev vi gift i en kirke, og det var meningen, at vi levede lykkeligt til vores dages ende. I hvert fald holdt vores ægteskab i fem år, og forinden havde vi været kærester i fem år.

I august blev det sagt højt. Præcis fem år efter, at vi var blevet gift. Det var vores bryllupsgave til hinanden. Vi ville skilles. Vi sad på sofaen. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede i hele kroppen. Han sad helt stille og holdt om mine ben. Han har fandme altid været en klippe. Så græd vi. Længe. Derefter blev vi enige om at holde fast i vores plan om at flytte til Bali, og fortælle ungerne det, når de var faldet til i vores nye omgivelser. Vi blev enige om at give den gave til vores familie, og så lovede vi hinanden at skrive en ny skilsmissehistorie.

Vi har i løbet af vores forhold kun hørt om og oplevet rædselsfulde skilsmissehistorier i vores omgangskreds. Mænd, der på trods af spædbørn, skrider fra deres koner. Utroskab. Bitterhed. Økonomiske krige. Retsager. Magtkampe om børn. Had. Had. Had. Vi gav hinanden hånden på at skabe en anden historie. I sidste ende er der kun én taber i de voksnes krigsførelse. Det er børnene. De står med en kæmperegning. Jeg har selv stået med den, fra jeg var tre år, og mine forældre blev skilt. Min mors flammende had til min far har været et grundvilkår i mit liv. Det er rædselsfuldt. Fucked up. Uanset hvor berettiget det had må være, er det altid børnene, der betaler prisen for, at forældrene ikke tager det fulde ansvar for deres følelser. Punktum.

Vi rejste til Bali, fandt et hus, børnene startede i skole, og vi faldt til ro. Vores oprindelige plan var, at han skulle rejse en masse, så vi alligevel ikke skulle være ret meget sammen hernede. Hvad vi ikke vidste var, at samtidig med, at vi rejste fra Danmark, opstod coronavirusen i Kina. Den første tid på Bali gik med at finde ud af at være sammen, hver for sig. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg har brug for nærhed og intimitet. Mine veninder var på den anden side af kloden. Jeg følte mig helt klaustrofobisk alene. Så lukkede virussen verden ned, og vi sad sammen tilbage i det skønne hus. Tvunget til at føre det ud i livet, vi luftigt havde lovet hinanden, nemlig at gennemføre og være i en god skilsmisse. Sammen.

Virussen har tvunget os til at blive hjemme, og vi har ligesom så mange andre holdt os i ro de sidste par uger. Det mest overraskende i denne låste og svære situation har været, at der er vokset en lotusblomst op af mudderet. Det er vores venskab. Det har altid været der, men måske havde vi glemt det. Karantænen eller måske bare den absurde situation gør, at det på forunderlig vis er lettere at tale frit om noget af det, der er gået galt i vores ægteskab – med genuin interesse for den andens synspunkt.

“Oplevede du DET?” spørger jeg forbløffet.

Jeg troede sgu da, vi var enige om, hvad der skete, og det var selvfølgelig min udlægning, der var sandheden. Det er vi langt fra enige om, og selvom det er grænseoverskridende, er det måske DET, der er hele øvelsen i den konstruktive skilsmisse: At vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte. At vi tilgiver den anden og os selv i den her krævende proces og bliver stående i vores sandhed. Vi behøver ikke at være enige, men vi giver den anden plads og ret til sin version. Helt dybfølt.

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt. Men jeg har lært, at jeg selv er herre over, hvordan jeg handler og reagerer i min frygt. Der kommer flere svære tider. Selvfølgelig gør der det. Vi skal hjem til Danmark igen. Flytte hver for sig. Møde nye partnere og leve et liv med delebørn.

Christian sagde forleden:

“Du er ikke alene længere. Jeg er din bedste ven for livet uanset hvad.”

At jeg valgte ham som far til mine børn, har været en klog beslutning, som jeg er uendelig stolt af. For selvom vi ikke holdt i vores parforhold, er det stadig til døden os skiller, når vi har fået børn sammen.

Emmibaby

LÆS OGSÅ

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

af | mar 2, 2020

MODERSKAB

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

Nanna Pretzmann har valg unschooling i stedet for at sende sine børn i en almindelig folkeskole.
2. marts 2020 | Af Nanna Pretzmann | Foto: Privat

 

For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi lærer allermest, skriver Nanna Pretzmann, der har måttet lægge øre til en del på grund af familiens valg.

Nanna Pretzmann er mor til tre piger, som hun går hjemme med. Sammen med manden, Dan, venter hun barn nummer fire. Du kan følge familien på bloggen nannapretzmann.dk og på Instagramprofilen nannapreztmann.

Hvorfor hjemmeskole?

Det er et spørgsmål, vi relativt ofte bliver stillet. Oftest af ren nysgerrighed. Andre gange af forundring og nogle gange med fordømmelsen og øjenbrynene helt om i nakken.

For rigtig mange mennesker er det at hjemmeskole nemlig et radikalt valg. Og vi har da også måttet høre for, hvor asociale og curlingagtige vores børn sikkert bliver. At vi ødelægger dem, fratager dem sociale evner, og at det er vores behov og ikke deres. Det er nu kun online og aldrig face-to-face, at folk går så hårdt til den.

Men for at svare på spørgsmålet er det simpleste svar nok, at det er den livsstil, som giver allermest mening for os. Jo mere, vi smager på friheden, jo bedre får vi det. Det føles rigtigt helt ind i maven. Og når vi ser, hvordan vores børn udvikler sig, blomstrer, hvordan deres selvstændighed vokser, og deres kreativitet bobler, så er jeg slet ikke et sekund i tvivl om, at vi gør det helt rigtige.I første omgang var det mest mig, som så det som en mulighed. Det var et frø, der lå i baghovedet og gerne ville spire, men endnu ikke havde modet. Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget. At lytte til den meget insisterende mavefornemmelse.

Jeg luftede tanken for min mand, Dan, og blev ret overrasket over, hvor positiv han var. Men det var også blot det skub, som manglede, før vi fandt modet sammen og kastede os ud, hvor vi ikke kunne bunde.

“Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget.”

 
Nanna Preztmann

Men selvfølgelig er der også meget mere i vores valg end blot, at det føles rigtigt.

Vi føler, at det er vigtigt at tage tiden sammen tilbage. At der er tid til nærvær, omsorg og at fodre den nysgerrighed, som børnene bliver født ind i verden med. For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen. Bare fordi det er sådan, man skal, plejer eller burde gøre. Og jo bedre vi bliver til at lytte til os selv, jo mere ændrer vi os, og jo mere naturligt føles det.

En evne, som at lytte til sig selv og mærke efter, burde være hos os alle, men den bliver simpelthen fralært og kan være svær at finde frem til igen, når man er på den anden side af tredive.

“For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen.”

 
Nanna Preztmann

Vi vil gerne vise børnene verden. Være de primære – dem, der er der allermest. Men også helt bogstaveligt at rejse rundt og vise dem verden. Men det behøver heller ikke at være så stort hele tiden. Nogle gange kan “verden” også bestå af krabbejagt en mandag formiddag, hvor man ellers skulle have været i skole. Fordi vi kan, og fordi vi har lyst.

For min egen del har jeg det også lidt stramt med folkeskolen, som jeg synes, på mange områder er forældet og minder om en masseproduktionsfabrik med præstationskuller. Der er så meget kassetænkning og ikke plads til individet. I hvert fald ikke, hvis man falder en smule uden for gennemsnittet. Og jeg synes, det er en skam, for vi (os borgere) er jo ikke blot gennemsnitlige. Vi er alle unikke væsner med hver vores evner, så hvorfor forsøge at presse os alle ned i de samme kasser, hvor retningen mod hamsterhjulet er forudbestemt?

Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære. Der er ikke tid og plads til at tage udgangsbehov i den enkeltes interesser og spontanitet, som naturligt vil afføde læring. Det er systemet for topstyret til. Jeg tror fuldt og fast på, at læring opstår spontant, når der er behov og ikke kan forceres på en bestemt dag på et bestemt klokkeslæt, fordi det står i en læreplan.

“Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære.”

 
Nanna Preztmann

Vores hjemmeskole har da også fundet sin egen sti og har udviklet sig til et fantastisk unschooling-miljø. For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg faktisk slet ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi netop lærer allermest? Behøver vi virkelig en skole for at udvikle os og lære? Er livet ikke skolen, når alt kommer til alt?

Vi har smidt læringsplaner og skal, bør og burde ud ad vinduet i vores lille hjem og taget vores frihed tilbage. Vi har droppet skellet mellem fritid og skole, for når vi tænker nærmere over det, er det nærmest umuligt ikke at lære, så længe man lever. Og vi lever sgu for fulde gardiner.

Vi tror på og har tillid til, at vores børn lærer det, de har brug for, når de har brug for det, og at de alle tre lærer på hver deres måde. Alt, vi behøver, er at følge trop og støtte op, når der er behov for os i processen.

I praktisk fungerer det sådan, at vores børns læring er interesse- og lystbaseret. I skrivende stund har dukketeater vundet interesse, og så tager vi udgangspunkt deri. Børnene laver billetter, skriver skilte og sætter en forestilling op. Vi hjælper til og ender da også gerne med at ”købe” billetter og komme til showet. På den måde bliver kreativitet, dansk og matematik leget ind – helt automatisk. Og det har da også vist sig, at denne proces er allersværest for Dan og jeg. Vi er selv så “skolede” i, hvordan den “rigtige måde” at gøre tingene på, er, at det faktisk kræver øvelse at lytte til egen mavefornemmelse og følge sit naturlige instinkt. Vi gennemgår en enorm deschooling, og det er vanvittigt spændende og enormt grænseoverskridende. Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!

Vi er jo også vant til, at læring foregår siddende stille på en stol med hovedet i en bog. Vores deschooling kræver, at vi er kritiske og reflekterende, når det kommer til os. At vi aflærer en masse mønstre og tankegange, som i bund og grund blot er tillærte og ikke kommer indefra og nu blot står i vejen for det frie liv. Det kan for eksempel være noget så simpelt som at slippe tøjlerne i forhold til børnene. Her synes jeg selv, det kan være vildt svært at undlade at blande sig i tøjvalg i forhold til årstid. Men børnene er jo i stand til selv at vælge tøj, når bare de får lov til at mærke efter. Jeg kan ikke mærke, om de har det koldt eller varmt – det kan de allerbedst selv. Vi fratager jo børnene deres evner til at mærke efter, når vi overtager kommandoen.

“Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!”

 
Nanna Preztmann

Med hensyn til det sociale i skolen (som ofte er det, vi hører en del for at “fratage” børnene, ligesom vi hører for, at de ikke senere vil kunne fungere i “den virkelige verden”), så afviser jeg slet ikke, at det kan være givende, og at der kan være meget positivt i det. Jeg tillader mig blot samtidig at anfægte det faktum, at det at sætte 25 jævnaldrende fra samme område ind i et klasselokale er en spejling af den “virkelige verden”. Det er en opstillet arena. Og at socialt samvær ikke kun behøver at finde sted i klasseværelset eller skolegården. Det findes alle steder. En samtale med en ældre dame i supermarkedet, en ny ven på den lokale legeplads, besøg hos naboerne og så videre. Og det er blot naturligt opstående sociale arenaer og ikke opstillede arenaer, som jeg remser op.

Og med det sagt så tror jeg selvfølgelig også, at socialt samvær er vigtigt i den grad, som børn og voksne har behov, og det behov er selvfølgelig forskelligt. Vores piger har også sociale behov – nogle mere end andre. Og de behov mødes også – bare ikke i et klasselokale, men i det virkelige liv.

MODERSKAB

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

Nanna Pretzmann har valg unschooling i stedet for at sende sine børn i en almindelig folkeskole.
2. marts 2020 | Af Nanna Pretzmann | Foto: Privat

 

For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi lærer allermest, skriver Nanna Pretzmann, der har måttet lægge øre til en del på grund af familiens valg.

Nanna Pretzmann er mor til tre piger, som hun går hjemme med. Sammen med manden, Dan, venter hun barn nummer fire. Du kan følge familien på bloggen nannapretzmann.dk og på Instagramprofilen nannapreztmann.

Hvorfor hjemmeskole?

Det er et spørgsmål, vi relativt ofte bliver stillet. Oftest af ren nysgerrighed. Andre gange af forundring og nogle gange med fordømmelsen og øjenbrynene helt om i nakken.

For rigtig mange mennesker er det at hjemmeskole nemlig et radikalt valg. Og vi har da også måttet høre for, hvor asociale og curlingagtige vores børn sikkert bliver. At vi ødelægger dem, fratager dem sociale evner, og at det er vores behov og ikke deres. Det er nu kun online og aldrig face-to-face, at folk går så hårdt til den.

Men for at svare på spørgsmålet er det simpleste svar nok, at det er den livsstil, som giver allermest mening for os. Jo mere, vi smager på friheden, jo bedre får vi det. Det føles rigtigt helt ind i maven. Og når vi ser, hvordan vores børn udvikler sig, blomstrer, hvordan deres selvstændighed vokser, og deres kreativitet bobler, så er jeg slet ikke et sekund i tvivl om, at vi gør det helt rigtige.

I første omgang var det mest mig, som så det som en mulighed. Det var et frø, der lå i baghovedet og gerne ville spire, men endnu ikke havde modet. Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget. At lytte til den meget insisterende mavefornemmelse.

Jeg luftede tanken for min mand, Dan, og blev ret overrasket over, hvor positiv han var. Men det var også blot det skub, som manglede, før vi fandt modet sammen og kastede os ud, hvor vi ikke kunne bunde.

“Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget.”

 
Nanna Preztmann

Men selvfølgelig er der også meget mere i vores valg end blot, at det føles rigtigt.

Vi føler, at det er vigtigt at tage tiden sammen tilbage. At der er tid til nærvær, omsorg og at fodre den nysgerrighed, som børnene bliver født ind i verden med. For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen. Bare fordi det er sådan, man skal, plejer eller burde gøre. Og jo bedre vi bliver til at lytte til os selv, jo mere ændrer vi os, og jo mere naturligt føles det.

En evne, som at lytte til sig selv og mærke efter, burde være hos os alle, men den bliver simpelthen fralært og kan være svær at finde frem til igen, når man er på den anden side af tredive.

“For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen.”

 
Nanna Preztmann

Vi vil gerne vise børnene verden. Være de primære – dem, der er der allermest. Men også helt bogstaveligt at rejse rundt og vise dem verden. Men det behøver heller ikke at være så stort hele tiden. Nogle gange kan “verden” også bestå af krabbejagt en mandag formiddag, hvor man ellers skulle have været i skole. Fordi vi kan, og fordi vi har lyst.

For min egen del har jeg det også lidt stramt med folkeskolen, som jeg synes, på mange områder er forældet og minder om en masseproduktionsfabrik med præstationskuller. Der er så meget kassetænkning og ikke plads til individet. I hvert fald ikke, hvis man falder en smule uden for gennemsnittet. Og jeg synes, det er en skam, for vi (os borgere) er jo ikke blot gennemsnitlige. Vi er alle unikke væsner med hver vores evner, så hvorfor forsøge at presse os alle ned i de samme kasser, hvor retningen mod hamsterhjulet er forudbestemt?

Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære. Der er ikke tid og plads til at tage udgangsbehov i den enkeltes interesser og spontanitet, som naturligt vil afføde læring. Det er systemet for topstyret til. Jeg tror fuldt og fast på, at læring opstår spontant, når der er behov og ikke kan forceres på en bestemt dag på et bestemt klokkeslæt, fordi det står i en læreplan.

“Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære.”

 
Nanna Preztmann

Vores hjemmeskole har da også fundet sin egen sti og har udviklet sig til et fantastisk unschooling-miljø. For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg faktisk slet ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi netop lærer allermest? Behøver vi virkelig en skole for at udvikle os og lære? Er livet ikke skolen, når alt kommer til alt?

Vi har smidt læringsplaner og skal, bør og burde ud ad vinduet i vores lille hjem og taget vores frihed tilbage. Vi har droppet skellet mellem fritid og skole, for når vi tænker nærmere over det, er det nærmest umuligt ikke at lære, så længe man lever. Og vi lever sgu for fulde gardiner.

Vi tror på og har tillid til, at vores børn lærer det, de har brug for, når de har brug for det, og at de alle tre lærer på hver deres måde. Alt, vi behøver, er at følge trop og støtte op, når der er behov for os i processen.

I praktisk fungerer det sådan, at vores børns læring er interesse- og lystbaseret. I skrivende stund har dukketeater vundet interesse, og så tager vi udgangspunkt deri. Børnene laver billetter, skriver skilte og sætter en forestilling op. Vi hjælper til og ender da også gerne med at ”købe” billetter og komme til showet. På den måde bliver kreativitet, dansk og matematik leget ind – helt automatisk.

Og det har da også vist sig, at denne proces er allersværest for Dan og jeg. Vi er selv så “skolede” i, hvordan den “rigtige måde” at gøre tingene på, er, at det faktisk kræver øvelse at lytte til egen mavefornemmelse og følge sit naturlige instinkt. Vi gennemgår en enorm deschooling, og det er vanvittigt spændende og enormt grænseoverskridende. Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!

Vi er jo også vant til, at læring foregår siddende stille på en stol med hovedet i en bog. Vores deschooling kræver, at vi er kritiske og reflekterende, når det kommer til os. At vi aflærer en masse mønstre og tankegange, som i bund og grund blot er tillærte og ikke kommer indefra og nu blot står i vejen for det frie liv. Det kan for eksempel være noget så simpelt som at slippe tøjlerne i forhold til børnene. Her synes jeg selv, det kan være vildt svært at undlade at blande sig i tøjvalg i forhold til årstid. Men børnene er jo i stand til selv at vælge tøj, når bare de får lov til at mærke efter. Jeg kan ikke mærke, om de har det koldt eller varmt – det kan de allerbedst selv. Vi fratager jo børnene deres evner til at mærke efter, når vi overtager kommandoen.

“Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!”

 
Nanna Preztmann

Med hensyn til det sociale i skolen (som ofte er det, vi hører en del for at “fratage” børnene, ligesom vi hører for, at de ikke senere vil kunne fungere i “den virkelige verden”), så afviser jeg slet ikke, at det kan være givende, og at der kan være meget positivt i det. Jeg tillader mig blot samtidig at anfægte det faktum, at det at sætte 25 jævnaldrende fra samme område ind i et klasselokale er en spejling af den “virkelige verden”. Det er en opstillet arena. Og at socialt samvær ikke kun behøver at finde sted i klasseværelset eller skolegården. Det findes alle steder. En samtale med en ældre dame i supermarkedet, en ny ven på den lokale legeplads, besøg hos naboerne og så videre. Og det er blot naturligt opstående sociale arenaer og ikke opstillede arenaer, som jeg remser op.

Og med det sagt så tror jeg selvfølgelig også, at socialt samvær er vigtigt i den grad, som børn og voksne har behov, og det behov er selvfølgelig forskelligt. Vores piger har også sociale behov – nogle mere end andre. Og de behov mødes også – bare ikke i et klasselokale, men i det virkelige liv.

LÆS OGSÅ

Mads vil revolutionere skolen: Vi har skabt et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv

af | jan 20, 2020

LIVET MED BØRN

Mads vil revolutionere skolen: Vi har skabt et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv

20. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Liv Isadrema

 

Da Mads Leif startede i skole og stoppede med at stille spørgsmål, mistede han langsomt meningen med livet. Først da han blev bevidst om, at det var skolesystemet, der var noget galt med, og ikke ham, formåede han at finde sig selv.​

Mads Leif er grundlægger af Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Møder, koordinering, mobilisering og rekruttering. De sidste mange måneder har været travle for 28-årige Mads Leif. ​
​
Den 16. januar gik den oplysningskampagne, han har været med til starte med Learning Mission, i luften med et mål om en verden, hvor børn kan lære frit gennem inspiration og vejledning.​
​
En verden, hvor der er plads til individer i skolesystemet.​
​
Det er ikke nogen enkel målsætning, og ej heller en ændring, der sker natten over. Men for Mads Leif er det en nødvendig revolution, som han er klar til at knokle for. Det var derfor, han startede Learning Mission i juni 2019.​
​
Op til lanceringen af oplysningskampagnen har opgaverne især haft praktisk karakter. ​
​
Og at han mener det, viser hans engagement. Ansøgning om godkendelse som velgørenhedsorganisation, produktion af hjemmeside og planlægning af opslag til oplysningskampagnen er blot et lille udsnit af de opgaver, Mads Leif har været med inde over.​
 
Emmibaby - køb babyudstyr
​
Samtidig har han brugt det meste af december i en lille hyggelig by i det østlige Italien. ​
​
Det gør han altid. Rejser væk i december. Oftest rejser han en til fire måneder ad gangen. Det gør han for sådan rigtig at få stederne ind under huden og opleve andre kulturer. ​
​
– Det er ekstremt livsbekræftende og bevidsthedsudvidende, forklarer han.​
​
Den seneste rejse er ingen undtagelse.​
​
Når Mads Leif rejser væk, føler han sig fri. På sine rejser kan han kombinere arbejde med meditation – en vigtig daglig rutine for ham. Samtidig kan han lade batterierne op, på en helt anden måde end herhjemme, som han udtrykker det.​
​
Generelt arbejder han bedst i flow. Og det er egentlig også sigende for hans Learning Mission.​
​
Han brænder for at sætte børn fri, når det kommer til læring. Ifølge ham bør læring ske på børnenes præmisser og i inspirerende miljøer frem for i kasser.​
​
– Mit og Learning Missions formål er ganske enkelt at erstatte ensrettende læring gennem pligt med fri læring gennem tillid, inspiration og vejledning.​
​
– Når man vil have alle mennesker til at passe i en kasse, er det klart, at nogle ikke passer ind og vil føle sig forkerte. Hvis vi i stedet kunne blive enige om, at vi er forskellige, burde vi også kunne blive enige om, at vi ikke alle skal have det samme skema i 10 år med de samme fag og udvikle os i et fast forudbestemt tempo, siger Mads Leif, hvis borgerlige navn egentlig er Mads Lønnberg. ​
Men for ham er navnet ikke andet end noget praktisk.​
 
– Min identitet er socialt konstrueret. Derfor legede jeg for sjov med navnet, og Mads Leif – mas life, som betyder “mere liv” – virkede mere sjovt. Men jeg identificerer mig i langt højere grad med kærlighed og tilstedeværelse end med både Mads Lønnberg og Mads Leif, forklarer han.​
​
Mads Leifs syn på skolen og behovet for en revolution skal findes i hans egne oplevelser. Det lægger han på ingen måde skjul på.​
​
Han voksede op i et, hvad han selv betegner som pænt og almindeligt forstadsmiljø, i Birkerød. ​
Her boede han sammen med sine forældre og den yngste af sine tre halvstorebrødre Tobias. Han var Mads Leifs store idol. ​
​
Broderen havde svært ved at tilpasse sig – og gjorde det aldrig. Han gik på ni forskellige skoler og gennemførte først 9. klasse i fængslet. Ifølge Mads Leif er han dog endt et godt sted i dag.​
​
– Han har realiseret mange af sine drømme og beholdt den passion for fiskeri, som lærerne punkede ham for, da han gik i skole. Dengang ville han altid skrive om fisk, og han flygtede tit fra skolen for at fiske, fortæller Mads Leif om broderen.​
​
– At se ham som et levende væsen, der bevarede sin energi, var for mig et anker og med til senere at grave min egen energi fri, tilføjer han for at understrege, hvorfor Tobias og hans historie har en særlig betydning for ham.
 
Emmibaby - køb babyudstyr
​
Mads Leif beskriver overordnet sin egen barndom som “fin”. Men han isolerede sig i perioder, fordi han følte sig misforstået, utilstrækkelig og magtesløs. ​
 
– Jeg havde en klar oplevelse af, at de voksne, det vil sige mine forældre og lærere, bestemte, og at ingen af dem havde tillid til min intuition. Jeg ved i dag, at det handlede om vores samfundssyn og den måde, samfundet og skolen generelt er indrettet på. Ikke om dem som mennesker, siger Mads Leif.​
​
Samtidig kæmpede hans mor i perioder med depression, men det talte de ikke højt om i familien på det tidspunkt.
​
– Det forvirrede mig, og gjorde mig ked af det som barn, og det resulterede i, at jeg ofte var alene med mine tanker, fortæller han.​
​
Ifølge Mads Leif var det dog først, da han startede i skole, at det for alvor gik ned ad bakke.​
​
Han startede et år for tidligt, da han efter eget udsagn var både kvik og sulten på næste skridt i livet. Som den eneste elev, fik han dog ikke lov til at fortsætte.​
​
– Jeg havde ellers haft det fantastisk og lært en masse, men jeg havde ikke hørt efter, hvad læreren sagde, forklarer Mads Leif.​
​
Da han startede i skole igen, begyndte han at tilpasse sig, men samtidig faldt hans humør.​
​
– Fodbold var mit glædesanker, men jeg mistede langsomt meningen med livet og troen på mig selv. Senere skiftede jeg klasse og derefter skole. Det hjalp den første måned, men da undervisningsformatet var det samme, fortsatte nedturen. Mest af alt mentalt, for mine karakterer var på det tidspunkt okay, fortæller Mads Leif og tilføjer:​
​
– Det var ikke lærernes skyld, men formatet med pligt og forudbestemt memorering i 45 minutter. Det fungerede aldrig for mig, og gav mig mange unødvendige nedture. ​
​
Efter folkeskolen fortsatte Mads Leif på et sportscollege i en gymnasieklasse. ​
​
– Mest fordi alle andre fortsatte på gymnasiet, fortæller han.​
​
Heller ikke her opdagede han dog glæden ved skolen, og Mads Leif er ikke i tvivl om, at skolen var meget lidt produktiv for ham.​
​
– Jeg gjorde mig ikke mange tanker, da jeg gik i skole. Jeg accepterede, at tingene var, som de var, og jeg indrettede mig ligesom næsten alle andre, siger han og tilføjer:​
​
– Det var ikke fordi, jeg ikke stillede spørgsmål ved ting i starten: “Hvorfor skal jeg det?”. Men det stilnede af, da slutsvaret altid var: “For sådan er det bare,” eller “fordi jeg er voksen”. Meningen med livet forsvandt, og jeg blev en akavet teenager, der forsøgte at skabe en pæn og poleret identitet.​
​
Efter gymnasiet var han efter eget udsagn “helt smadret”. ​
​
– Selv mine forældre kunne ikke genkende mig. Jeg havde ingen livsglæde, fortæller Mads Leif, der brugte nogle år på at rejse, arbejde som telefonsælger, højskoleophold og flere rejser. ​
Det viste sig at være ganske gavnligt.​
​
– Jeg gravede langsomt mere og mere selvværd fri, og havde i sidste ende modet til at starte en virksomhed, fortæller han.​
​
Først for omkring et år siden blev Mads Leif dog for alvor bevidst om, hvilken betydning skolen havde haft for hans selvværd og de mareridt, han led af.​
​
– Efter at have startet egen virksomhed følte jeg en lykke- og frihedsfølelse, der var i stor kontrast  til det mentale fængsel, jeg følte mig fanget i i skolen. Jeg havde lært så mange fantastiske ting, der ikke var faciliteret af skolen, så jeg flyttede til Afrika for at skrive om dem, siger Mads Leif og fortsætter:​
 
– I processen dykkede jeg uplanlagt tilbage i min egen skoletid, og jeg begyndte en grædende og befriende erkendelsesproces af mit eget liv. Da jeg var ude på den anden side og sad i frihed i mit nye hjem med en bongotromme i hånden, stillede jeg mig selv spørgsmålet: “Kan jeg leve mit frie liv i fred og ro i Afrika, når jeg ved, at det traditionelle skolesystem er med til at besværliggøre livet for mange mennesker? Eller skal jeg tage tilbage til Danmark og bruge min viden og energi til at accelerere den uundgåelige transformation?”​
​
Svaret var enkelt for Mads Leif, og det blev starten på Learning Mission.​
​
Først havde han dog brug for at tale med sine forældre om, hvad han mente, skoleårene og miljøet der havde gjort ved ham. Han havde brug for, at de forstod, hvad han havde oplevet.​
​
– Mine forældre betyder alt for mig, så det er vigtigt, at vi også kan snakke sammen om alt. Da jeg kom grædende hjem og fortalte om episoder fra skolen, som jeg vidste, var kontraproduktive for mig, og som havde været med til at ødelægge mig mentalt, kunne de godt forstå mig. Vi græd sammen, og jeg forstod, at de ligesom mange andre følte sig presset af samfundet. Jeg har ingen onde miner over for mine forældre. Jeg ved, de gjorde alt af kærlighed,
​
Mads Leif håber da også, at Learning Mission og den oplysningskampahne, han netop har været med til at lancere, kan fremtvinge en politisk reaktion.​
​
Det er en nødvendighed, mener han. For skolesystemet influerer i hans øjne vores ageren og samfund mere generelt. Blandt andet kan han genkende den måde, hans forældre håndterede moderens depressioner, i samfundsstrukturerne. ​
​
– Det er skrækkeligt, at vi har skabt en kultur og et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv og vise sine følelser. Jeg ser skolesystemet som medvirkende til avlen af den usikkerhed, vi kollektivt lider under, siger Mads Leif og uddyber:​
 
– Vi er alle sammen gode nok, og vi har brug for at være ægte og kunne rumme os selv. Det er noget, jeg har lært, og noget, jeg minder mennesker om, så ofte jeg kan.

LIVET MED BØRN

Mads vil revolutionere skolen: Vi har skabt et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv

20. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Liv Isadrema

 

Da Mads Leif startede i skole og stoppede med at stille spørgsmål, mistede han langsomt meningen med livet. Først da han blev bevidst om, at det var skolesystemet, der var noget galt med, og ikke ham, formåede han at finde sig selv.​

Mads Leif er grundlægger af Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Møder, koordinering, mobilisering og rekruttering. De sidste mange måneder har været travle for 28-årige Mads Leif. ​
​
Den 16. januar gik den oplysningskampagne, han har været med til starte med Learning Mission, i luften med et mål om en verden, hvor børn kan lære frit gennem inspiration og vejledning.​
​
En verden, hvor der er plads til individer i skolesystemet.​
​
Det er ikke nogen enkel målsætning, og ej heller en ændring, der sker natten over. Men for Mads Leif er det en nødvendig revolution, som han er klar til at knokle for. Det var derfor, han startede Learning Mission i juni 2019.​
​
Op til lanceringen af oplysningskampagnen har opgaverne især haft praktisk karakter. ​
​
Og at han mener det, viser hans engagement. Ansøgning om godkendelse som velgørenhedsorganisation, produktion af hjemmeside og planlægning af opslag til oplysningskampagnen er blot et lille udsnit af de opgaver, Mads Leif har været med inde over.​
​
Samtidig har han brugt det meste af december i en lille hyggelig by i det østlige Italien. ​
​
Det gør han altid. Rejser væk i december. Oftest rejser han en til fire måneder ad gangen. Det gør han for sådan rigtig at få stederne ind under huden og opleve andre kulturer. ​
​
– Det er ekstremt livsbekræftende og bevidsthedsudvidende, forklarer han.​
​
Den seneste rejse er ingen undtagelse.​
​
Når Mads Leif rejser væk, føler han sig fri. På sine rejser kan han kombinere arbejde med meditation – en vigtig daglig rutine for ham. Samtidig kan han lade batterierne op, på en helt anden måde end herhjemme, som han udtrykker det.​
​
Generelt arbejder han bedst i flow. Og det er egentlig også sigende for hans Learning Mission.​
​
Han brænder for at sætte børn fri, når det kommer til læring. Ifølge ham bør læring ske på børnenes præmisser og i inspirerende miljøer frem for i kasser.​
​
– Mit og Learning Missions formål er ganske enkelt at erstatte ensrettende læring gennem pligt med fri læring gennem tillid, inspiration og vejledning.​
​
– Når man vil have alle mennesker til at passe i en kasse, er det klart, at nogle ikke passer ind og vil føle sig forkerte. Hvis vi i stedet kunne blive enige om, at vi er forskellige, burde vi også kunne blive enige om, at vi ikke alle skal have det samme skema i 10 år med de samme fag og udvikle os i et fast forudbestemt tempo, siger Mads Leif, hvis borgerlige navn egentlig er Mads Lønnberg. ​
Men for ham er navnet ikke andet end noget praktisk.​
 
– Min identitet er socialt konstrueret. Derfor legede jeg for sjov med navnet, og Mads Leif – mas life, som betyder “mere liv” – virkede mere sjovt. Men jeg identificerer mig i langt højere grad med kærlighed og tilstedeværelse end med både Mads Lønnberg og Mads Leif, forklarer han.​
​
Mads Leifs syn på skolen og behovet for en revolution skal findes i hans egne oplevelser. Det lægger han på ingen måde skjul på.​
​
Han voksede op i et, hvad han selv betegner som pænt og almindeligt forstadsmiljø, i Birkerød. ​
Her boede han sammen med sine forældre og den yngste af sine tre halvstorebrødre Tobias. Han var Mads Leifs store idol. ​
​
Broderen havde svært ved at tilpasse sig – og gjorde det aldrig. Han gik på ni forskellige skoler og gennemførte først 9. klasse i fængslet. Ifølge Mads Leif er han dog endt et godt sted i dag.​
​
– Han har realiseret mange af sine drømme og beholdt den passion for fiskeri, som lærerne punkede ham for, da han gik i skole. Dengang ville han altid skrive om fisk, og han flygtede tit fra skolen for at fiske, fortæller Mads Leif om broderen.​
​
– At se ham som et levende væsen, der bevarede sin energi, var for mig et anker og med til senere at grave min egen energi fri, tilføjer han for at understrege, hvorfor Tobias og hans historie har en særlig betydning for ham.
​
Mads Leif beskriver overordnet sin egen barndom som “fin”. Men han isolerede sig i perioder, fordi han følte sig misforstået, utilstrækkelig og magtesløs. ​
 
– Jeg havde en klar oplevelse af, at de voksne, det vil sige mine forældre og lærere, bestemte, og at ingen af dem havde tillid til min intuition. Jeg ved i dag, at det handlede om vores samfundssyn og den måde, samfundet og skolen generelt er indrettet på. Ikke om dem som mennesker, siger Mads Leif.​
​
Samtidig kæmpede hans mor i perioder med depression, men det talte de ikke højt om i familien på det tidspunkt.
​
– Det forvirrede mig, og gjorde mig ked af det som barn, og det resulterede i, at jeg ofte var alene med mine tanker, fortæller han.​
​
Ifølge Mads Leif var det dog først, da han startede i skole, at det for alvor gik ned ad bakke.​
​
Han startede et år for tidligt, da han efter eget udsagn var både kvik og sulten på næste skridt i livet. Som den eneste elev, fik han dog ikke lov til at fortsætte.​
​
– Jeg havde ellers haft det fantastisk og lært en masse, men jeg havde ikke hørt efter, hvad læreren sagde, forklarer Mads Leif.​
​
Da han startede i skole igen, begyndte han at tilpasse sig, men samtidig faldt hans humør.​
​
– Fodbold var mit glædesanker, men jeg mistede langsomt meningen med livet og troen på mig selv. Senere skiftede jeg klasse og derefter skole. Det hjalp den første måned, men da undervisningsformatet var det samme, fortsatte nedturen. Mest af alt mentalt, for mine karakterer var på det tidspunkt okay, fortæller Mads Leif og tilføjer:​
​
– Det var ikke lærernes skyld, men formatet med pligt og forudbestemt memorering i 45 minutter. Det fungerede aldrig for mig, og gav mig mange unødvendige nedture. ​
​
Efter folkeskolen fortsatte Mads Leif på et sportscollege i en gymnasieklasse. ​
​
– Mest fordi alle andre fortsatte på gymnasiet, fortæller han.​
​
Heller ikke her opdagede han dog glæden ved skolen, og Mads Leif er ikke i tvivl om, at skolen var meget lidt produktiv for ham.​
​
– Jeg gjorde mig ikke mange tanker, da jeg gik i skole. Jeg accepterede, at tingene var, som de var, og jeg indrettede mig ligesom næsten alle andre, siger han og tilføjer:​
​
– Det var ikke fordi, jeg ikke stillede spørgsmål ved ting i starten: “Hvorfor skal jeg det?”. Men det stilnede af, da slutsvaret altid var: “For sådan er det bare,” eller “fordi jeg er voksen”. Meningen med livet forsvandt, og jeg blev en akavet teenager, der forsøgte at skabe en pæn og poleret identitet.​
​
Efter gymnasiet var han efter eget udsagn “helt smadret”. ​
​
– Selv mine forældre kunne ikke genkende mig. Jeg havde ingen livsglæde, fortæller Mads Leif, der brugte nogle år på at rejse, arbejde som telefonsælger, højskoleophold og flere rejser. ​
Det viste sig at være ganske gavnligt.​
​
– Jeg gravede langsomt mere og mere selvværd fri, og havde i sidste ende modet til at starte en virksomhed, fortæller han.​
​
Først for omkring et år siden blev Mads Leif dog for alvor bevidst om, hvilken betydning skolen havde haft for hans selvværd og de mareridt, han led af.​
​
– Efter at have startet egen virksomhed følte jeg en lykke- og frihedsfølelse, der var i stor kontrast  til det mentale fængsel, jeg følte mig fanget i i skolen. Jeg havde lært så mange fantastiske ting, der ikke var faciliteret af skolen, så jeg flyttede til Afrika for at skrive om dem, siger Mads Leif og fortsætter:​
 
– I processen dykkede jeg uplanlagt tilbage i min egen skoletid, og jeg begyndte en grædende og befriende erkendelsesproces af mit eget liv. Da jeg var ude på den anden side og sad i frihed i mit nye hjem med en bongotromme i hånden, stillede jeg mig selv spørgsmålet: “Kan jeg leve mit frie liv i fred og ro i Afrika, når jeg ved, at det traditionelle skolesystem er med til at besværliggøre livet for mange mennesker? Eller skal jeg tage tilbage til Danmark og bruge min viden og energi til at accelerere den uundgåelige transformation?”​
​
Svaret var enkelt for Mads Leif, og det blev starten på Learning Mission.​
​
Først havde han dog brug for at tale med sine forældre om, hvad han mente, skoleårene og miljøet der havde gjort ved ham. Han havde brug for, at de forstod, hvad han havde oplevet.​
​
– Mine forældre betyder alt for mig, så det er vigtigt, at vi også kan snakke sammen om alt. Da jeg kom grædende hjem og fortalte om episoder fra skolen, som jeg vidste, var kontraproduktive for mig, og som havde været med til at ødelægge mig mentalt, kunne de godt forstå mig. Vi græd sammen, og jeg forstod, at de ligesom mange andre følte sig presset af samfundet. Jeg har ingen onde miner over for mine forældre. Jeg ved, de gjorde alt af kærlighed,
​
Mads Leif håber da også, at Learning Mission og den oplysningskampahne, han netop har været med til at lancere, kan fremtvinge en politisk reaktion.​
​
Det er en nødvendighed, mener han. For skolesystemet influerer i hans øjne vores ageren og samfund mere generelt. Blandt andet kan han genkende den måde, hans forældre håndterede moderens depressioner, i samfundsstrukturerne. ​
​
– Det er skrækkeligt, at vi har skabt en kultur og et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv og vise sine følelser. Jeg ser skolesystemet som medvirkende til avlen af den usikkerhed, vi kollektivt lider under, siger Mads Leif og uddyber:​
 
– Vi er alle sammen gode nok, og vi har brug for at være ægte og kunne rumme os selv. Det er noget, jeg har lært, og noget, jeg minder mennesker om, så ofte jeg kan.

LÆS OGSÅ