LIVET MED BØRN

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?
– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?
– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Expectations Copenhagen

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?
– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?
– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?
– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?
– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?
– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

Emmibaby - køb babyudstyr

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?
– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

LIVET MED BØRN

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?
– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?
– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?
– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?
– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?
– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?
– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?
– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

Emmibaby

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?
– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

“Det er så vigtigt, at vi husker på, at små børn har brug for voksne – også når de trykker på knapper i vores bagage …”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Temperament er ikke farligt. Den ild, der brænder i de fleste af os, den kan noget helt særligt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Jeg er heldig. Og træt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Lad os lytte. Til børnene. Og til os selv.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Foråret danser lige så stille ind i mit sind, og jeg giver det lov til at male stemninger i det inderste og helt ud til det yderste.”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

LÆS OGSÅ