LIVET MED BØRN

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

Nanna Pretzmann har valg unschooling i stedet for at sende sine børn i en almindelig folkeskole.
2. marts 2020 | Af Nanna Pretzmann | Foto: Privat

For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi lærer allermest, skriver Nanna Pretzmann, der har måttet lægge øre til en del på grund af familiens valg.

Nanna Pretzmann er mor til tre piger, som hun går hjemme med. Sammen med manden, Dan, venter hun barn nummer fire. Du kan følge familien på bloggen nannapretzmann.dk og på Instagramprofilen nannapreztmann.

Hvorfor hjemmeskole?

Det er et spørgsmål, vi relativt ofte bliver stillet. Oftest af ren nysgerrighed. Andre gange af forundring og nogle gange med fordømmelsen og øjenbrynene helt om i nakken.

For rigtig mange mennesker er det at hjemmeskole nemlig et radikalt valg. Og vi har da også måttet høre for, hvor asociale og curlingagtige vores børn sikkert bliver. At vi ødelægger dem, fratager dem sociale evner, og at det er vores behov og ikke deres. Det er nu kun online og aldrig face-to-face, at folk går så hårdt til den.

Men for at svare på spørgsmålet er det simpleste svar nok, at det er den livsstil, som giver allermest mening for os. Jo mere, vi smager på friheden, jo bedre får vi det. Det føles rigtigt helt ind i maven. Og når vi ser, hvordan vores børn udvikler sig, blomstrer, hvordan deres selvstændighed vokser, og deres kreativitet bobler, så er jeg slet ikke et sekund i tvivl om, at vi gør det helt rigtige.

I første omgang var det mest mig, som så det som en mulighed. Det var et frø, der lå i baghovedet og gerne ville spire, men endnu ikke havde modet. Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget. At lytte til den meget insisterende mavefornemmelse.

Jeg luftede tanken for min mand, Dan, og blev ret overrasket over, hvor positiv han var. Men det var også blot det skub, som manglede, før vi fandt modet sammen og kastede os ud, hvor vi ikke kunne bunde.

Mofibo - lydbøger

Men selvfølgelig er der også meget mere i vores valg end blot, at det føles rigtigt.

Vi føler, at det er vigtigt at tage tiden sammen tilbage. At der er tid til nærvær, omsorg og at fodre den nysgerrighed, som børnene bliver født ind i verden med. For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen. Bare fordi det er sådan, man skal, plejer eller burde gøre. Og jo bedre vi bliver til at lytte til os selv, jo mere ændrer vi os, og jo mere naturligt føles det.

En evne, som at lytte til sig selv og mærke efter, burde være hos os alle, men den bliver simpelthen fralært og kan være svær at finde frem til igen, når man er på den anden side af tredive.

Vi vil gerne vise børnene verden. Være de primære – dem, der er der allermest. Men også helt bogstaveligt at rejse rundt og vise dem verden. Men det behøver heller ikke at være så stort hele tiden. Nogle gange kan “verden” også bestå af krabbejagt en mandag formiddag, hvor man ellers skulle have været i skole. Fordi vi kan, og fordi vi har lyst.

For min egen del har jeg det også lidt stramt med folkeskolen, som jeg synes, på mange områder er forældet og minder om en masseproduktionsfabrik med præstationskuller. Der er så meget kassetænkning og ikke plads til individet. I hvert fald ikke, hvis man falder en smule uden for gennemsnittet. Og jeg synes, det er en skam, for vi (os borgere) er jo ikke blot gennemsnitlige. Vi er alle unikke væsner med hver vores evner, så hvorfor forsøge at presse os alle ned i de samme kasser, hvor retningen mod hamsterhjulet er forudbestemt?

Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære. Der er ikke tid og plads til at tage udgangsbehov i den enkeltes interesser og spontanitet, som naturligt vil afføde læring. Det er systemet for topstyret til. Jeg tror fuldt og fast på, at læring opstår spontant, når der er behov og ikke kan forceres på en bestemt dag på et bestemt klokkeslæt, fordi det står i en læreplan.

Vores hjemmeskole har da også fundet sin egen sti og har udviklet sig til et fantastisk unschooling-miljø. For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg faktisk slet ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi netop lærer allermest? Behøver vi virkelig en skole for at udvikle os og lære? Er livet ikke skolen, når alt kommer til alt?

Vi har smidt læringsplaner og skal, bør og burde ud ad vinduet i vores lille hjem og taget vores frihed tilbage. Vi har droppet skellet mellem fritid og skole, for når vi tænker nærmere over det, er det nærmest umuligt ikke at lære, så længe man lever. Og vi lever sgu for fulde gardiner.

Vi tror på og har tillid til, at vores børn lærer det, de har brug for, når de har brug for det, og at de alle tre lærer på hver deres måde. Alt, vi behøver, er at følge trop og støtte op, når der er behov for os i processen.

I praktisk fungerer det sådan, at vores børns læring er interesse- og lystbaseret. I skrivende stund har dukketeater vundet interesse, og så tager vi udgangspunkt deri. Børnene laver billetter, skriver skilte og sætter en forestilling op. Vi hjælper til og ender da også gerne med at ”købe” billetter og komme til showet. På den måde bliver kreativitet, dansk og matematik leget ind – helt automatisk.

Og det har da også vist sig, at denne proces er allersværest for Dan og jeg. Vi er selv så “skolede” i, hvordan den “rigtige måde” at gøre tingene på, er, at det faktisk kræver øvelse at lytte til egen mavefornemmelse og følge sit naturlige instinkt. Vi gennemgår en enorm deschooling, og det er vanvittigt spændende og enormt grænseoverskridende. Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!

Mavenogmig - delte mavemuskler

Vi er jo også vant til, at læring foregår siddende stille på en stol med hovedet i en bog. Vores deschooling kræver, at vi er kritiske og reflekterende, når det kommer til os. At vi aflærer en masse mønstre og tankegange, som i bund og grund blot er tillærte og ikke kommer indefra og nu blot står i vejen for det frie liv. Det kan for eksempel være noget så simpelt som at slippe tøjlerne i forhold til børnene. Her synes jeg selv, det kan være vildt svært at undlade at blande sig i tøjvalg i forhold til årstid. Men børnene er jo i stand til selv at vælge tøj, når bare de får lov til at mærke efter. Jeg kan ikke mærke, om de har det koldt eller varmt – det kan de allerbedst selv. Vi fratager jo børnene deres evner til at mærke efter, når vi overtager kommandoen.

Med hensyn til det sociale i skolen (som ofte er det, vi hører en del for at “fratage” børnene, ligesom vi hører for, at de ikke senere vil kunne fungere i “den virkelige verden”), så afviser jeg slet ikke, at det kan være givende, og at der kan være meget positivt i det. Jeg tillader mig blot samtidig at anfægte det faktum, at det at sætte 25 jævnaldrende fra samme område ind i et klasselokale er en spejling af den “virkelige verden”. Det er en opstillet arena. Og at socialt samvær ikke kun behøver at finde sted i klasseværelset eller skolegården. Det findes alle steder. En samtale med en ældre dame i supermarkedet, en ny ven på den lokale legeplads, besøg hos naboerne og så videre. Og det er blot naturligt opstående sociale arenaer og ikke opstillede arenaer, som jeg remser op.

Og med det sagt så tror jeg selvfølgelig også, at socialt samvær er vigtigt i den grad, som børn og voksne har behov, og det behov er selvfølgelig forskelligt. Vores piger har også sociale behov – nogle mere end andre. Og de behov mødes også – bare ikke i et klasselokale, men i det virkelige liv.

LIVET MED BØRN

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

Nanna Pretzmann har valg unschooling i stedet for at sende sine børn i en almindelig folkeskole.
2. marts 2020 | Af Nanna Pretzmann | Foto: Privat

 

For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi lærer allermest, skriver Nanna Pretzmann, der har måttet lægge øre til en del på grund af familiens valg.

Nanna Pretzmann er mor til tre piger, som hun går hjemme med. Sammen med manden, Dan, venter hun barn nummer fire. Du kan følge familien på bloggen nannapretzmann.dk og på Instagramprofilen nannapreztmann.

Hvorfor hjemmeskole?

Det er et spørgsmål, vi relativt ofte bliver stillet. Oftest af ren nysgerrighed. Andre gange af forundring og nogle gange med fordømmelsen og øjenbrynene helt om i nakken.

For rigtig mange mennesker er det at hjemmeskole nemlig et radikalt valg. Og vi har da også måttet høre for, hvor asociale og curlingagtige vores børn sikkert bliver. At vi ødelægger dem, fratager dem sociale evner, og at det er vores behov og ikke deres. Det er nu kun online og aldrig face-to-face, at folk går så hårdt til den.

Men for at svare på spørgsmålet er det simpleste svar nok, at det er den livsstil, som giver allermest mening for os. Jo mere, vi smager på friheden, jo bedre får vi det. Det føles rigtigt helt ind i maven. Og når vi ser, hvordan vores børn udvikler sig, blomstrer, hvordan deres selvstændighed vokser, og deres kreativitet bobler, så er jeg slet ikke et sekund i tvivl om, at vi gør det helt rigtige.

I første omgang var det mest mig, som så det som en mulighed. Det var et frø, der lå i baghovedet og gerne ville spire, men endnu ikke havde modet. Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget. At lytte til den meget insisterende mavefornemmelse.

Jeg luftede tanken for min mand, Dan, og blev ret overrasket over, hvor positiv han var. Men det var også blot det skub, som manglede, før vi fandt modet sammen og kastede os ud, hvor vi ikke kunne bunde.

Men selvfølgelig er der også meget mere i vores valg end blot, at det føles rigtigt.

Vi føler, at det er vigtigt at tage tiden sammen tilbage. At der er tid til nærvær, omsorg og at fodre den nysgerrighed, som børnene bliver født ind i verden med. For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen. Bare fordi det er sådan, man skal, plejer eller burde gøre. Og jo bedre vi bliver til at lytte til os selv, jo mere ændrer vi os, og jo mere naturligt føles det.

En evne, som at lytte til sig selv og mærke efter, burde være hos os alle, men den bliver simpelthen fralært og kan være svær at finde frem til igen, når man er på den anden side af tredive.

Vi vil gerne vise børnene verden. Være de primære – dem, der er der allermest. Men også helt bogstaveligt at rejse rundt og vise dem verden. Men det behøver heller ikke at være så stort hele tiden. Nogle gange kan “verden” også bestå af krabbejagt en mandag formiddag, hvor man ellers skulle have været i skole. Fordi vi kan, og fordi vi har lyst.

For min egen del har jeg det også lidt stramt med folkeskolen, som jeg synes, på mange områder er forældet og minder om en masseproduktionsfabrik med præstationskuller. Der er så meget kassetænkning og ikke plads til individet. I hvert fald ikke, hvis man falder en smule uden for gennemsnittet. Og jeg synes, det er en skam, for vi (os borgere) er jo ikke blot gennemsnitlige. Vi er alle unikke væsner med hver vores evner, så hvorfor forsøge at presse os alle ned i de samme kasser, hvor retningen mod hamsterhjulet er forudbestemt?

Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære. Der er ikke tid og plads til at tage udgangsbehov i den enkeltes interesser og spontanitet, som naturligt vil afføde læring. Det er systemet for topstyret til. Jeg tror fuldt og fast på, at læring opstår spontant, når der er behov og ikke kan forceres på en bestemt dag på et bestemt klokkeslæt, fordi det står i en læreplan.

Vores hjemmeskole har da også fundet sin egen sti og har udviklet sig til et fantastisk unschooling-miljø. For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg faktisk slet ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi netop lærer allermest? Behøver vi virkelig en skole for at udvikle os og lære? Er livet ikke skolen, når alt kommer til alt?

Vi har smidt læringsplaner og skal, bør og burde ud ad vinduet i vores lille hjem og taget vores frihed tilbage. Vi har droppet skellet mellem fritid og skole, for når vi tænker nærmere over det, er det nærmest umuligt ikke at lære, så længe man lever. Og vi lever sgu for fulde gardiner.

Vi tror på og har tillid til, at vores børn lærer det, de har brug for, når de har brug for det, og at de alle tre lærer på hver deres måde. Alt, vi behøver, er at følge trop og støtte op, når der er behov for os i processen.

I praktisk fungerer det sådan, at vores børns læring er interesse- og lystbaseret. I skrivende stund har dukketeater vundet interesse, og så tager vi udgangspunkt deri. Børnene laver billetter, skriver skilte og sætter en forestilling op. Vi hjælper til og ender da også gerne med at ”købe” billetter og komme til showet. På den måde bliver kreativitet, dansk og matematik leget ind – helt automatisk.

Og det har da også vist sig, at denne proces er allersværest for Dan og jeg. Vi er selv så “skolede” i, hvordan den “rigtige måde” at gøre tingene på, er, at det faktisk kræver øvelse at lytte til egen mavefornemmelse og følge sit naturlige instinkt. Vi gennemgår en enorm deschooling, og det er vanvittigt spændende og enormt grænseoverskridende. Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!

Vi er jo også vant til, at læring foregår siddende stille på en stol med hovedet i en bog. Vores deschooling kræver, at vi er kritiske og reflekterende, når det kommer til os. At vi aflærer en masse mønstre og tankegange, som i bund og grund blot er tillærte og ikke kommer indefra og nu blot står i vejen for det frie liv. Det kan for eksempel være noget så simpelt som at slippe tøjlerne i forhold til børnene. Her synes jeg selv, det kan være vildt svært at undlade at blande sig i tøjvalg i forhold til årstid. Men børnene er jo i stand til selv at vælge tøj, når bare de får lov til at mærke efter. Jeg kan ikke mærke, om de har det koldt eller varmt – det kan de allerbedst selv. Vi fratager jo børnene deres evner til at mærke efter, når vi overtager kommandoen.

Med hensyn til det sociale i skolen (som ofte er det, vi hører en del for at “fratage” børnene, ligesom vi hører for, at de ikke senere vil kunne fungere i “den virkelige verden”), så afviser jeg slet ikke, at det kan være givende, og at der kan være meget positivt i det. Jeg tillader mig blot samtidig at anfægte det faktum, at det at sætte 25 jævnaldrende fra samme område ind i et klasselokale er en spejling af den “virkelige verden”. Det er en opstillet arena. Og at socialt samvær ikke kun behøver at finde sted i klasseværelset eller skolegården. Det findes alle steder. En samtale med en ældre dame i supermarkedet, en ny ven på den lokale legeplads, besøg hos naboerne og så videre. Og det er blot naturligt opstående sociale arenaer og ikke opstillede arenaer, som jeg remser op.

Og med det sagt så tror jeg selvfølgelig også, at socialt samvær er vigtigt i den grad, som børn og voksne har behov, og det behov er selvfølgelig forskelligt. Vores piger har også sociale behov – nogle mere end andre. Og de behov mødes også – bare ikke i et klasselokale, men i det virkelige liv.

Mavenogmig - delte mavemuskler

LÆS OGSÅ