Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

af | okt 18, 2023

BØRNELIV

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

I Danmark har vi ringe mulighed for at tage os af vores syge børn. I Sverige ser det anderledes ud. Foto: Pixabay

18. oktober 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Rachel Bostwick, Pixabay

 

Rigtig mange forældre har kun ret til barnets første sygedag, men det er slet ikke nok, lyder det. Og ofte får det konsekvenser for barnet, der sendes i institution, selvom det ikke er raskt.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, ser det noget anderledes ud i Danmark. Her har langt de fleste forældre kun krav på at holde barns første sygedag, også selvom barnet er syg i længere tid.

Da langt fra alle har familie og venner, der kan træde til og passe, betyder det, at der for mange familiers vedkommende ofte skal tænkes kreativt for at få enderne til at hænge sammen – af og til på bekostning af børnene.

Derfor skal vi også have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

“Jeg har stået på begge sider på samme tid. Mine tvillinger skulle starte i vuggestue, samtidig med jeg som pædagogstuderende skulle starte i halvt års lønnet praktik. Hver gang mine tvillinger, enten på samme tid eller på skift, blev syge, skulle jeg ind på kontoret og forsvare det over for min daværende leder. Hver gang vi havde sygdom, og det var der masser af i opstarten og så oven i købet i vinterperioden, stod jeg i et dilemma. Lige meget, hvad jeg gjorde, var enten arbejdspladsen eller vuggestuen utilfreds. Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”
Fatma

 

“

“Da min ældste var omkring 1 år og nystartet i dagpleje, fik vi selvfølgelig alle de forventelige sygedage. Men oveni det udviklede han også hurtigt en masse mellemørebetændelser. Det resulterede i, at jeg ofte var nødt til at ringe og sige, at jeg selv var blevet smittet af, hvad end han havde. Det ledte jo så også hurtigt til sygefraværssamtaler med en frygtelig ubehagelig chef, der forventede at få en forklaring på, hvorfor mit barn ikke bare kunne passes af hans bedsteforældre. Og da beskeden var, at de jo var i job, fik jeg besked på at få fat i en reservebedste. Det var så startskuddet til, at jeg fik en meget lang stress-sygemelding og faktisk aldrig vendte tilbage til den arbejdsplads.”
Therese

 

“

“Jeg er kommunal dagplejer, og jeg kan ikke tælle på mine fingre, hvor mange gange børn i min flok er blev sendt syge afsted i dagpleje. Jeg oplevede, at det ofte var de samme børn, der blev sendt syge afsted. Hvis de blev ringet hjem pga. sygdom – og det skal lige siges, at der skal utrolig meget til, før vi må ringe børn hjem – har jeg af nogle forældre fået skæld ud, fordi jeg ringede dem hjem. Min erfaring fra jobbet er, at nogen forældre er svære at nå ind til i forhold til, at deres børn skal være hjemme ved sygdom. Om det skyldes pres fra arbejdsmarkedet/arbejdsgiver, eller om det skyldes den generelle tendens (jeg ser), hvor børn skal presses til at agere voksne og bare “power through,” ligesom vi voksne gør, når vi er syge, er svært at sige. I forhold til mit eget barn er det ingen hemmelighed, at jeg har meldt mig syg mange gange på mit arbejde, hvis hun har været syg i en længere periode. Vi kan simpelthen ikke få kabalen til at gå op ellers! Vi har ingen bedsteforældre eller andet netværk, der kan hjælpe os. De to omsorgsdage, man får pr. barn, får hurtigt ben at gå på. Det er jo absurd at tro, at to dage gør en forskel for børnefamilier. I foråret fik mine børn skoldkopper – de var syge i 2,5 uge. Det hang kun sammen for os, fordi jeg stadig var på barsel på det tidspunkt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi begge havde været på arbejde der. Under corona var der ekstra regler for, hvornår børn måtte komme i daginstitution. De skulle fx være feberfri i to døgn, før de måtte komme afsted igen. Jeg havde så meget fravær både pga. egen sygdom og mit barns sygdom, at jeg blev indkaldt til sygsamtale på mit arbejde. Det var så ubehageligt! Så sad man bænket til stolen og skulle redegøre for ens fravær, mens ens leder var meget uforstående for, hvorfor man ikke havde et andet sted at sende sine børn hen ved sygdom. Udover at vi ikke har mulighed for pasning andre steder, har jeg da heller ikke lyst til, at mit barn skal passes ude ved sygdom. Hun har brug for mig eller hendes far! Jeg synes ofte, det er den ældre generation af forældre, der synes, vi piver og ikke kan forstå, hvorfor det ikke hænger sammen. Men de havde jo helt andre forudsætninger for at få det til at hænge sammen.”
Anonym

 

“Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”

 
Fatma
 

 

“

“Jeg har lige været til sygefraværssamtale, fordi jeg har haft 37 sygedage det sidste år. Jeg kunne ikke fortælle dem, at de blev brugt på, at mit barn var syg, og at en barnets første sygedag ikke var nok. Jeg har et handicappet barn, der ofte bliver syg, og selvom både far og jeg tager hver vores første sygedag, er det slet ikke nok. For hvilket barn er hver gang kun syg i to dage? Vi har ingen forældre, der kan passe, og ingen kan passe ham på grund af hans diagnose, så vi er nødsaget til selv at melde os syge eller tage fri uden løn.”
Karina

 

“

“Da jeg var i praktik i en vuggestue, oplevede jeg engang, at et barn blev afleveret med et tykt halstørklæde på. Det var lidt underligt, da det var sommer, og da jeg tog tørklædet af barnet, opdagede jeg, at det havde en kæmpestor byld på halsen! Det så meget voldsomt ud. Vi prøvede med det samme at få ringet forældrene op, men vi kunne ikke få kontakt til dem. Efter nogle timer fik vi fat på noget andet familie, som boede for langt væk til at kunne komme og hente. I stedet ville de forsøge at få fat på forældrene. Det kunne de åbenbart godt, for kort efter vores snak ringede moderen til os, undskyldte og sagde, hun ville hente barnet om nogle timer. Det var tydeligt, at det var en meget presset mor, og hun kunne nærmest ikke se os i øjnene, da hun kom og hentede sit barn. Det er dog langt fra eneste oplevelse, jeg har haft i forbindelse med mit arbejde. Det er nemlig ganske normalt, at man modtager børn, der ikke er helt på toppen – især i efteråret. Jeg sad så sent som i går med en ven, som også er pædagog, og talte om, at nu er det “børnepanodil-sæson” (sæsonen, hvor børn bliver afleveret med en panodil i måsen, og som så får feber i løbet af formiddagen, når pillen ikke virker mere). Og jeg forstår det godt! Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk, og så er der liiiige den regel med, at børn skal være feberfrie i 24 timer, inden de må komme i institution igen. Jeg er alene med tre børn, og hvordan i alverden skal det nogensinde gå op? Men afleverer man et sygt barn, risikerer man at smitte de andre børn på stuen eller pædagogerne, og det er jo også noget rigtigt møg.”
Anne

 

“

“Som arbejdsløs har man slet ikke ret til at have barn sygt. Heller ikke første sygedag. Så efter anbefaling fra min A-kasse (off the record) har jeg selv meldt mig syg, når min datter ikke kunne komme afsted på dage, hvor jeg havde en aftale med Jobcenteret.”
Anonym

 

“Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk.”

 
Anne
 

 

“

“På min gamle arbejdsplads bedte min chef mig om at finde pasning til mit barn efter to dages sygdom, hvor min familie havde passet. Da mit barn fortsat var syg, meddelte jeg, at jeg ikke havde mulighed for mere pasning, og at jeg derfor ikke kunne komme, før mit barn var rask igen. Min chef meldte tilbage, at jeg skulle finde en løsning og møde op på arbejde den efterfølgende dag. Da jeg sagde, jeg ikke kunne, fordi mit barn jo var syg, gentog hun, at jeg jo nok vil finde en løsning. Dagen efter ringede jeg og meldte mig syg.”
Kit

 

“

”Jeg er mor til to og pædagog. Som mor har jeg oplevet, at mit barn har haft virkelig mange sygedage – særligt i vuggestuen. Jeg oplevede virkeligt mange syge børn på stuen. Børn med snot i næsen, røde øjne og voldsomt meget gråd. Det var i det hele taget ikke særlig rart at skulle aflevere i forår-, efterår- eller vintermånederne. Det oplevedes som en ond spiral. Som pædagog (og mor) oplevede jeg et særdeles stort pres for at skulle være på arbejde, hvorfor det var svært at lade mit barn blive hjemme, til det var HELT rask. Jeg har da også været til flere fraværssamtaler, og mere end en gang er jeg blevet skudt i skoene, at jeg har brugt børnenes sygedage som påskud for egne sygedage. Hvilket der slet ikke var hold i. Jeg har sågar oplevet at blive nægtet barnets anden sygedag og fået besked på at møde – og om nødvendigt tage mit febersyge og hostende barn med. Jeg har ikke oplevet nogen hjælp fra fagforening eller kollegaer, og det var meget stressende. Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”
Lisa

 

“

“Sygedage er det eneste, jeg tænker på i mine influenzavaccine-overvejelser om min datter efter brev fra Statens Serumsinstitut. Derfor gjorde jeg det ikke. Fordi jeg synes, det er forkert at tænke sådan. At det handler om effektive dage snarere end hendes helbred.“
Annette

 

“Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”

 
Lisa

 

“

”Jeg er pædagog i en vuggestue og mor til et 4-årigt børnehavebarn. Jeg føler mig lidt i begge lejre, men summa summarum er, at der i samfundets øjne ikke er plads til syge børn. Jeg har på min arbejdsplads ret til, men ikke krav på (det påpeger ledelsen tydeligt) barns første og anden sygedag. Første dag skal bruges på at finde anden pasning. På min arbejdsplads modtager jeg (ikke ofte, men det sker) sløje børn, hvor forældrene er magtesløse, fordi de ikke har flere løsninger at trække på for at kunne blive hjemme med barnet. Derudover er det heller ikke uset, at et barn bliver afleveret efter sygdom og virker lidt mat, og at vi ved middagstid, når panodilens virkning letter, må ringe barnet hjem. En enkelt gang har jeg måttet sende min søn slatten afsted, og det nev i hjertet. Jeg blev ringet op efter en time – han var helt mat og ked af det og skulle bare have sin mor. Det værste er, at det føltes mere legalt, at de ringede, for så var min arbejdsplads i hvert fald ikke i tvivl om, at den var gal. Jeg har også meldt mig selv syg, fordi mit barn var syg, og jeg var bange for at få afslag på at holde barns sygedag. Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg. Børn er sjældent syge i kun to dage, og jeg er overbevist om, at en ændring i hele denne absurde måde at anskue det på, ville lette forældrenes skuldre og give børnene ro til at komme til hægterne i trygge arme og samtidig sikre de mest optimale vilkår for udvikling og trivsel – både for børnene og for familierne.”
Sofie

 

“

“Min kæreste og jeg arbejder på samme arbejdsplads. Vi kan derfor ikke tage barnets første og anden sygedag begge to, som hvis vi var på hver vores arbejdsplads (ved godt, det heller ikke er lovligt). Vores leder er ret træls, så hvis vi ved, at vores barns sygdom varer mere end to dage, sygemelder vi os selv. Vil vil ikke aflevere et sygt barn – så vi har en del fravær.”
Anonym

 

“

“Vi kaldte det klokken 13-feber i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, fordi det tit var der, de kom op fra lur, og panodilen ikke virkede mere.”
Stine

 

“Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg.”

 
Sofie

 

“

”Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor. Overenskomsten siger ret til barns første sygedag til at finde anden pasning – men hvor finder man den pasning i 2023? Alle bedsteforældre arbejder. Corona hjalp ikke, da det var no go at sende børn, der ikke var 100% raske, af sted – og det hænger ved, hvilket er fornuftigt. Det hænger bare ikke sammen med virkeligheden.”
Cille

 

“

“Da jeg som ung, nyuddannet pædagog startede på mit første job i en vuggestue i en privilegeret kommune, glædede jeg mig. Jeg nåede dog ikke at være ansat mere end en måneds tid, før jeg mødte mit første panodilbarn. Et barn, der bliver afleveret om morgenen og synes at være friskt og glad, men som gradvist hen ad formiddagen pludselig bliver febril og træt. Forældrene havde givet barnet panodil inden aflevering i vuggestuen. Mine kollegaer måtte forklare mig, at de ofte oplevede det hos forældre, som ikke havde mulighed for at tage barn-syg. På denne måde blev barnet først ringet hjem omkring frokost, og forældrene fik på denne måde stadigvæk arbejdet. Dette er almindeligt forekommende i de danske vuggestuer, og det anses åbenbart som mere velset på arbejdspladsen at blive ringet hjem, fremfor at tage fri med sit barn. Jeg har idag valgt at gå en anden vej karrieremæssigt.”
Cecilie

 

“

”Da min ældste datter gik i vuggestue, tog min mand og jeg ofte begge to barns sygedage, som vi havde ret til på hver vores arbejde. På den måde kunne hun blive hjemme fire dage i træk, hvis det var nødvendigt. Dette er selvfølgelig imod reglerne, og vi sagde da heller ikke noget om det på arbejdspladsen, men der var sjældent andre muligheder end at bryde reglerne på en eller anden måde. Når et (lille) barn er sygt, er det min oplevelse, at det helst vil have en af forældrene, og det havde vi som forældre det også bedst med. Vi blev ofte rost af personalet i vuggestuen for at holde vores barn hjemme, indtil hun var helt rask, hvilket de ikke altid oplevede hos andre familier. Det er i min optik langt ude, at det, der burde være helt almindeligt og en selvfølge – at blive hjemme til man er helt rask, er noget, man skal have ros for. Nu bliver både vores ældste og lillesøster hjemmepasset, så vi slipper for at diskutere, hvem der skal blive hjemme og evt. være nødsaget til at bryde reglerne.”
Lykke

 

“Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor.”

 
Cille
 
 
“
“Jeg er alene med min søn (nu 4 år), som har været meget syg. Jeg har i tre år levet med en konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være der for ham, når han er syg. At jeg har afleveret ham i børnehave, selvom jeg hørte al hosten og så klatøjede børn. At jeg har måttet aflevere ham for hurtigt efter sygdom, eller inden han blev “for syg” til at komme afsted. At have arbejdet hjemmefra når jeg burde have været mor 100 procent. At have taget på arbejde når jeg selv var syg,  så jeg ikke skuffer FOR meget på jobbet. Og alt sammen imens kun et minimum af mit fokus egentligt er på mit arbejde. For alt, jeg har brug for, er at få lov at være mor 100 procent for mit barn, som har brug for mig.”
Anonym
 

 

“
“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil og “hov var hun ikke helt rask endnu, efter i ringede hende hjem med opkastsyge i går?”. 

Cecilie

 

“

“Jeg er alenemor og tager barnets første sygedag, og derefter melder jeg mig selv syg. Jeg nægter at sende mit barn sygt afsted. Jeg er dog heldig med at have et barn, som i en alder af 4 år kun har været syg cirka fem gange (fraset lidt snot). Og jeg er heldig med, at jeg så godt som aldrig er syg selv. For var jeg det, var jeg uden tvivl blevet hevet ind til samtale. Men jeg kan holde mig under radaren.”
Anonym

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil.”

 
Cecilie
 
“

“Igennem to år som dagplejer oplevede jeg jævnligt udfordringer i forbindelse med sygdom. Sløje børn, der blev afleveret af pressede forældre. Der var ligesom en forståelse af, at med mindre der var tydelig feber eller diarre, så skulle hjulene jo køre rundt og forældrene på job. Det var ikke barnets behov for hvile og restitution, der satte udgangspunktet – og paradoksalt nok er jeg sikker på, at netop den tilgang holder liv i utallige smittekæder og på den lange bane skaber endnu mere sygdom, fravær og mistrivsel.”
Anonym

BØRNELIV

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

I Danmark har vi ringe mulighed for at tage os af vores syge børn. I Sverige ser det anderledes ud. Foto: Pixabay

18. oktober 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Rachel Bostwick, Pixabay

 

Rigtig mange forældre har kun ret til barnets første sygedag, men det er slet ikke nok, lyder det. Og ofte får det konsekvenser for barnet, der sendes i institution, selvom det ikke er raskt.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, ser det noget anderledes ud i Danmark. Her har langt de fleste forældre kun krav på at holde barns første sygedag, også selvom barnet er syg i længere tid.

Da langt fra alle har familie og venner, der kan træde til og passe, betyder det, at der for mange familiers vedkommende ofte skal tænkes kreativt for at få enderne til at hænge sammen – af og til på bekostning af børnene.

Derfor skal vi også have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

“Jeg har stået på begge sider på samme tid. Mine tvillinger skulle starte i vuggestue, samtidig med jeg som pædagogstuderende skulle starte i halvt års lønnet praktik. Hver gang mine tvillinger, enten på samme tid eller på skift, blev syge, skulle jeg ind på kontoret og forsvare det over for min daværende leder. Hver gang vi havde sygdom, og det var der masser af i opstarten og så oven i købet i vinterperioden, stod jeg i et dilemma. Lige meget, hvad jeg gjorde, var enten arbejdspladsen eller vuggestuen utilfreds. Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”
Fatma

 

“

“Da min ældste var omkring 1 år og nystartet i dagpleje, fik vi selvfølgelig alle de forventelige sygedage. Men oveni det udviklede han også hurtigt en masse mellemørebetændelser. Det resulterede i, at jeg ofte var nødt til at ringe og sige, at jeg selv var blevet smittet af, hvad end han havde. Det ledte jo så også hurtigt til sygefraværssamtaler med en frygtelig ubehagelig chef, der forventede at få en forklaring på, hvorfor mit barn ikke bare kunne passes af hans bedsteforældre. Og da beskeden var, at de jo var i job, fik jeg besked på at få fat i en reservebedste. Det var så startskuddet til, at jeg fik en meget lang stress-sygemelding og faktisk aldrig vendte tilbage til den arbejdsplads.”
Therese

 

“

“Jeg er kommunal dagplejer, og jeg kan ikke tælle på mine fingre, hvor mange gange børn i min flok er blev sendt syge afsted i dagpleje. Jeg oplevede, at det ofte var de samme børn, der blev sendt syge afsted. Hvis de blev ringet hjem pga. sygdom – og det skal lige siges, at der skal utrolig meget til, før vi må ringe børn hjem – har jeg af nogle forældre fået skæld ud, fordi jeg ringede dem hjem. Min erfaring fra jobbet er, at nogen forældre er svære at nå ind til i forhold til, at deres børn skal være hjemme ved sygdom. Om det skyldes pres fra arbejdsmarkedet/arbejdsgiver, eller om det skyldes den generelle tendens (jeg ser), hvor børn skal presses til at agere voksne og bare “power through,” ligesom vi voksne gør, når vi er syge, er svært at sige. I forhold til mit eget barn er det ingen hemmelighed, at jeg har meldt mig syg mange gange på mit arbejde, hvis hun har været syg i en længere periode. Vi kan simpelthen ikke få kabalen til at gå op ellers! Vi har ingen bedsteforældre eller andet netværk, der kan hjælpe os. De to omsorgsdage, man får pr. barn, får hurtigt ben at gå på. Det er jo absurd at tro, at to dage gør en forskel for børnefamilier. I foråret fik mine børn skoldkopper – de var syge i 2,5 uge. Det hang kun sammen for os, fordi jeg stadig var på barsel på det tidspunkt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi begge havde været på arbejde der. Under corona var der ekstra regler for, hvornår børn måtte komme i daginstitution. De skulle fx være feberfri i to døgn, før de måtte komme afsted igen. Jeg havde så meget fravær både pga. egen sygdom og mit barns sygdom, at jeg blev indkaldt til sygsamtale på mit arbejde. Det var så ubehageligt! Så sad man bænket til stolen og skulle redegøre for ens fravær, mens ens leder var meget uforstående for, hvorfor man ikke havde et andet sted at sende sine børn hen ved sygdom. Udover at vi ikke har mulighed for pasning andre steder, har jeg da heller ikke lyst til, at mit barn skal passes ude ved sygdom. Hun har brug for mig eller hendes far! Jeg synes ofte, det er den ældre generation af forældre, der synes, vi piver og ikke kan forstå, hvorfor det ikke hænger sammen. Men de havde jo helt andre forudsætninger for at få det til at hænge sammen.”
Anonym

 

“Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”

 
Fatma
 

 

“

“Jeg har lige været til sygefraværssamtale, fordi jeg har haft 37 sygedage det sidste år. Jeg kunne ikke fortælle dem, at de blev brugt på, at mit barn var syg, og at en barnets første sygedag ikke var nok. Jeg har et handicappet barn, der ofte bliver syg, og selvom både far og jeg tager hver vores første sygedag, er det slet ikke nok. For hvilket barn er hver gang kun syg i to dage? Vi har ingen forældre, der kan passe, og ingen kan passe ham på grund af hans diagnose, så vi er nødsaget til selv at melde os syge eller tage fri uden løn.”
Karina

 

“

“Da jeg var i praktik i en vuggestue, oplevede jeg engang, at et barn blev afleveret med et tykt halstørklæde på. Det var lidt underligt, da det var sommer, og da jeg tog tørklædet af barnet, opdagede jeg, at det havde en kæmpestor byld på halsen! Det så meget voldsomt ud. Vi prøvede med det samme at få ringet forældrene op, men vi kunne ikke få kontakt til dem. Efter nogle timer fik vi fat på noget andet familie, som boede for langt væk til at kunne komme og hente. I stedet ville de forsøge at få fat på forældrene. Det kunne de åbenbart godt, for kort efter vores snak ringede moderen til os, undskyldte og sagde, hun ville hente barnet om nogle timer. Det var tydeligt, at det var en meget presset mor, og hun kunne nærmest ikke se os i øjnene, da hun kom og hentede sit barn. Det er dog langt fra eneste oplevelse, jeg har haft i forbindelse med mit arbejde. Det er nemlig ganske normalt, at man modtager børn, der ikke er helt på toppen – især i efteråret. Jeg sad så sent som i går med en ven, som også er pædagog, og talte om, at nu er det “børnepanodil-sæson” (sæsonen, hvor børn bliver afleveret med en panodil i måsen, og som så får feber i løbet af formiddagen, når pillen ikke virker mere). Og jeg forstår det godt! Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk, og så er der liiiige den regel med, at børn skal være feberfrie i 24 timer, inden de må komme i institution igen. Jeg er alene med tre børn, og hvordan i alverden skal det nogensinde gå op? Men afleverer man et sygt barn, risikerer man at smitte de andre børn på stuen eller pædagogerne, og det er jo også noget rigtigt møg.”
Anne

 

“

“Som arbejdsløs har man slet ikke ret til at have barn sygt. Heller ikke første sygedag. Så efter anbefaling fra min A-kasse (off the record) har jeg selv meldt mig syg, når min datter ikke kunne komme afsted på dage, hvor jeg havde en aftale med Jobcenteret.”
Anonym

 

“Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk.”

 
Anne
 

 

“

“På min gamle arbejdsplads bedte min chef mig om at finde pasning til mit barn efter to dages sygdom, hvor min familie havde passet. Da mit barn fortsat var syg, meddelte jeg, at jeg ikke havde mulighed for mere pasning, og at jeg derfor ikke kunne komme, før mit barn var rask igen. Min chef meldte tilbage, at jeg skulle finde en løsning og møde op på arbejde den efterfølgende dag. Da jeg sagde, jeg ikke kunne, fordi mit barn jo var syg, gentog hun, at jeg jo nok vil finde en løsning. Dagen efter ringede jeg og meldte mig syg.”
Kit

 

“

”Jeg er mor til to og pædagog. Som mor har jeg oplevet, at mit barn har haft virkelig mange sygedage – særligt i vuggestuen. Jeg oplevede virkeligt mange syge børn på stuen. Børn med snot i næsen, røde øjne og voldsomt meget gråd. Det var i det hele taget ikke særlig rart at skulle aflevere i forår-, efterår- eller vintermånederne. Det oplevedes som en ond spiral. Som pædagog (og mor) oplevede jeg et særdeles stort pres for at skulle være på arbejde, hvorfor det var svært at lade mit barn blive hjemme, til det var HELT rask. Jeg har da også været til flere fraværssamtaler, og mere end en gang er jeg blevet skudt i skoene, at jeg har brugt børnenes sygedage som påskud for egne sygedage. Hvilket der slet ikke var hold i. Jeg har sågar oplevet at blive nægtet barnets anden sygedag og fået besked på at møde – og om nødvendigt tage mit febersyge og hostende barn med. Jeg har ikke oplevet nogen hjælp fra fagforening eller kollegaer, og det var meget stressende. Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”
Lisa

 

“

“Sygedage er det eneste, jeg tænker på i mine influenzavaccine-overvejelser om min datter efter brev fra Statens Serumsinstitut. Derfor gjorde jeg det ikke. Fordi jeg synes, det er forkert at tænke sådan. At det handler om effektive dage snarere end hendes helbred.“
Annette

 

“Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”

 
Lisa

 

“

”Jeg er pædagog i en vuggestue og mor til et 4-årigt børnehavebarn. Jeg føler mig lidt i begge lejre, men summa summarum er, at der i samfundets øjne ikke er plads til syge børn. Jeg har på min arbejdsplads ret til, men ikke krav på (det påpeger ledelsen tydeligt) barns første og anden sygedag. Første dag skal bruges på at finde anden pasning. På min arbejdsplads modtager jeg (ikke ofte, men det sker) sløje børn, hvor forældrene er magtesløse, fordi de ikke har flere løsninger at trække på for at kunne blive hjemme med barnet. Derudover er det heller ikke uset, at et barn bliver afleveret efter sygdom og virker lidt mat, og at vi ved middagstid, når panodilens virkning letter, må ringe barnet hjem. En enkelt gang har jeg måttet sende min søn slatten afsted, og det nev i hjertet. Jeg blev ringet op efter en time – han var helt mat og ked af det og skulle bare have sin mor. Det værste er, at det føltes mere legalt, at de ringede, for så var min arbejdsplads i hvert fald ikke i tvivl om, at den var gal. Jeg har også meldt mig selv syg, fordi mit barn var syg, og jeg var bange for at få afslag på at holde barns sygedag. Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg. Børn er sjældent syge i kun to dage, og jeg er overbevist om, at en ændring i hele denne absurde måde at anskue det på, ville lette forældrenes skuldre og give børnene ro til at komme til hægterne i trygge arme og samtidig sikre de mest optimale vilkår for udvikling og trivsel – både for børnene og for familierne.”
Sofie

 

“

“Min kæreste og jeg arbejder på samme arbejdsplads. Vi kan derfor ikke tage barnets første og anden sygedag begge to, som hvis vi var på hver vores arbejdsplads (ved godt, det heller ikke er lovligt). Vores leder er ret træls, så hvis vi ved, at vores barns sygdom varer mere end to dage, sygemelder vi os selv. Vil vil ikke aflevere et sygt barn – så vi har en del fravær.”
Anonym

 

“

“Vi kaldte det klokken 13-feber i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, fordi det tit var der, de kom op fra lur, og panodilen ikke virkede mere.”
Stine

 

“Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg.”

 
Sofie

 

“

”Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor. Overenskomsten siger ret til barns første sygedag til at finde anden pasning – men hvor finder man den pasning i 2023? Alle bedsteforældre arbejder. Corona hjalp ikke, da det var no go at sende børn, der ikke var 100% raske, af sted – og det hænger ved, hvilket er fornuftigt. Det hænger bare ikke sammen med virkeligheden.”
Cille

 

“

“Da jeg som ung, nyuddannet pædagog startede på mit første job i en vuggestue i en privilegeret kommune, glædede jeg mig. Jeg nåede dog ikke at være ansat mere end en måneds tid, før jeg mødte mit første panodilbarn. Et barn, der bliver afleveret om morgenen og synes at være friskt og glad, men som gradvist hen ad formiddagen pludselig bliver febril og træt. Forældrene havde givet barnet panodil inden aflevering i vuggestuen. Mine kollegaer måtte forklare mig, at de ofte oplevede det hos forældre, som ikke havde mulighed for at tage barn-syg. På denne måde blev barnet først ringet hjem omkring frokost, og forældrene fik på denne måde stadigvæk arbejdet. Dette er almindeligt forekommende i de danske vuggestuer, og det anses åbenbart som mere velset på arbejdspladsen at blive ringet hjem, fremfor at tage fri med sit barn. Jeg har idag valgt at gå en anden vej karrieremæssigt.”
Cecilie

 

“

”Da min ældste datter gik i vuggestue, tog min mand og jeg ofte begge to barns sygedage, som vi havde ret til på hver vores arbejde. På den måde kunne hun blive hjemme fire dage i træk, hvis det var nødvendigt. Dette er selvfølgelig imod reglerne, og vi sagde da heller ikke noget om det på arbejdspladsen, men der var sjældent andre muligheder end at bryde reglerne på en eller anden måde. Når et (lille) barn er sygt, er det min oplevelse, at det helst vil have en af forældrene, og det havde vi som forældre det også bedst med. Vi blev ofte rost af personalet i vuggestuen for at holde vores barn hjemme, indtil hun var helt rask, hvilket de ikke altid oplevede hos andre familier. Det er i min optik langt ude, at det, der burde være helt almindeligt og en selvfølge – at blive hjemme til man er helt rask, er noget, man skal have ros for. Nu bliver både vores ældste og lillesøster hjemmepasset, så vi slipper for at diskutere, hvem der skal blive hjemme og evt. være nødsaget til at bryde reglerne.”
Lykke

 

“Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor.”

 
Cille
 
 
“
“Jeg er alene med min søn (nu 4 år), som har været meget syg. Jeg har i tre år levet med en konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være der for ham, når han er syg. At jeg har afleveret ham i børnehave, selvom jeg hørte al hosten og så klatøjede børn. At jeg har måttet aflevere ham for hurtigt efter sygdom, eller inden han blev “for syg” til at komme afsted. At have arbejdet hjemmefra når jeg burde have været mor 100 procent. At have taget på arbejde når jeg selv var syg,  så jeg ikke skuffer FOR meget på jobbet. Og alt sammen imens kun et minimum af mit fokus egentligt er på mit arbejde. For alt, jeg har brug for, er at få lov at være mor 100 procent for mit barn, som har brug for mig.”
Anonym
 

 

“
“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil og “hov var hun ikke helt rask endnu, efter i ringede hende hjem med opkastsyge i går?”. 

Cecilie

 

“

“Jeg er alenemor og tager barnets første sygedag, og derefter melder jeg mig selv syg. Jeg nægter at sende mit barn sygt afsted. Jeg er dog heldig med at have et barn, som i en alder af 4 år kun har været syg cirka fem gange (fraset lidt snot). Og jeg er heldig med, at jeg så godt som aldrig er syg selv. For var jeg det, var jeg uden tvivl blevet hevet ind til samtale. Men jeg kan holde mig under radaren.”
Anonym

 

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil.”

 
Cecilie
 
 
“

“Igennem to år som dagplejer oplevede jeg jævnligt udfordringer i forbindelse med sygdom. Sløje børn, der blev afleveret af pressede forældre. Der var ligesom en forståelse af, at med mindre der var tydelig feber eller diarre, så skulle hjulene jo køre rundt og forældrene på job. Det var ikke barnets behov for hvile og restitution, der satte udgangspunktet – og paradoksalt nok er jeg sikker på, at netop den tilgang holder liv i utallige smittekæder og på den lange bane skaber endnu mere sygdom, fravær og mistrivsel.”
Anonym

LÆS OGSÅ

Den favn, der favner dig, skaber dig også 

af | sep 26, 2023

BØRNELIV

Den favn, der favner dig, skaber dig også 

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

26. september 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bethany Beck, Unsplash

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg. 

Suzanne Lisborg har erfaring indenfor pædagogisk ledelse, paragraf 54-støtte og har pt. et socialpædagogisk deltidsjob indenfor autismeområdet. Hun har været i mesterlære ved Jens Arentzen og samarbejder nu med Lotte Arnsbjerg vedr. bæredygtighed.

Børn skal ses, og børn skal lyttes til. De har brug for at blive spejlet og mødt. Derfor fejler vi også som samfund, når vi nedprioriterer omsorgen samt hænderne til at gribe og favne i institutionslivet såvel som i familiepolitikken generelt.

Vi mennesker fødes nemlig som sociale væsner. Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn. Men det kræver – med den høje grad af udlicitering af omsorg, vi som samfund har valgt at godtage, en politisk prioritering og flere/mere nærværende voksne.

Spædbarnet, hvis hænder rækker ud, og hvis øjne søger et roligt blik, skal mødes, så det oplever, at den verden, der er uden for det selv, rummer det med alt, det er og kommer med. Det skaber tillid og tryghed til verden.

“Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Spejlingen ved pludren og responsen mellem spædbarn og den anden part gør, at det lille spædbarn “finder sig selv”. Og når behov og følelser ses og opfyldes, skabes der gradvist et godt fundament i barnets selvopfattelse; “jeg er fin og betydningsfuld”.

Man kan på den måde også sige, at vi bliver vores netværk på godt og ondt. Vores primære omsorgsgivere har med andre ord afgørende betydning for, hvorledes vi ser os selv, hvordan vi lærer at håndtere konflikter og er i verden på. 

Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.

Der er en risiko for, at han eller hun bliver en slags kamæleon, som tilpasser sig situationer og andre menneskers forventninger. En pleaser, som har brug for at føle sig behøvet af nogen og tilsidesætter egne behov for at tilgodese andres, fordi vedkommende heller ikke kan mærke eller udtrykke egne indre drømme, lyster og behov.

En voksen, som fra barnsben ikke har oplevet de sunde relationer – som ikke er blevet mødt – kan komme til at over socialisere, kan have svært ved at sige nej, kan tænde på adrenalinen, kan have svært ved at finde ro og kan føle sig ensom, selvom vedkommende er omgivet af mange mennesker.

“Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.”

 
Suzanne Lisborg

Ofte vil han eller hun således også drages af relationer, som tærer og stjæler energi, fordi han eller hun genkender mønstret fra tidligere i livet.

Går vi omvendt ud i verden med en sund kerne af selvværd (jeg kender mit eget værd for den jeg er – jeg kan sætte grænser – jeg har en grundlæggende tillid til min omverden mv.), vil det præge den måde, vi er sammen med andre på. Men på en mere balanceret måde.

For når vi ved, hvem vi selv er, er det også lettere med åbent sind at lade andre være dem, de er uanset race, rang og seksuelle præferencer. Vi vil være i stand til at mærke, hvilke relationer der giver energi og dybde, og vi vil kunne sætte grænser, sige nej og veksle mellem sociale konstellationer og alenetid.

Det vil derfor også være den ballast, vi i højere grad giver videre, og vores relationer vil være kendetegnet ved, at de beriger os og bringer energi i det voksne liv.

Selvfølgelig kan barnet, der ikke har haft en sund tilknytning til sin far, mor eller andre nære voksne, også blive et helstøbt menneske i forhold til det relationelle. Det kan fx være i mødet med en betydningsfuld voksen, at helingen af en dysfunktionel følelsesmæssig opvækst tidligt i livet udvikles positivt.

Men det er helt og aldeles misforstået, når vi tror, vi kan skære på det nære, uden at det har konsekvenser. Det er af helt afgørende betydning for det lille barn her og nu, men også for den voksne, det en dag bliver.

BØRNELIV

Den favn, der favner dig, skaber dig også 

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

26. september 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bethany Beck, Unsplash

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg. 

Suzanne Lisborg har erfaring indenfor pædagogisk ledelse, paragraf 54-støtte og har pt. et socialpædagogisk deltidsjob indenfor autismeområdet. Hun har været i mesterlære ved Jens Arentzen og samarbejder nu med Lotte Arnsbjerg vedr. bæredygtighed.

 

Børn skal ses, og børn skal lyttes til. De har brug for at blive spejlet og mødt. Derfor fejler vi også som samfund, når vi nedprioriterer omsorgen samt hænderne til at gribe og favne i institutionslivet såvel som i familiepolitikken generelt.

Vi mennesker fødes nemlig som sociale væsner. Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn. Men det kræver – med den høje grad af udlicitering af omsorg, vi som samfund har valgt at godtage, en politisk prioritering og flere/mere nærværende voksne.

Spædbarnet, hvis hænder rækker ud, og hvis øjne søger et roligt blik, skal mødes, så det oplever, at den verden, der er uden for det selv, rummer det med alt, det er og kommer med. Det skaber tillid og tryghed til verden.

“Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Spejlingen ved pludren og responsen mellem spædbarn og den anden part gør, at det lille spædbarn “finder sig selv”. Og når behov og følelser ses og opfyldes, skabes der gradvist et godt fundament i barnets selvopfattelse; “jeg er fin og betydningsfuld”.

Man kan på den måde også sige, at vi bliver vores netværk på godt og ondt. Vores primære omsorgsgivere har med andre ord afgørende betydning for, hvorledes vi ser os selv, hvordan vi lærer at håndtere konflikter og er i verden på. 

Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.

Der er en risiko for, at han eller hun bliver en slags kamæleon, som tilpasser sig situationer og andre menneskers forventninger. En pleaser, som har brug for at føle sig behøvet af nogen og tilsidesætter egne behov for at tilgodese andres, fordi vedkommende heller ikke kan mærke eller udtrykke egne indre drømme, lyster og behov.

En voksen, som fra barnsben ikke har oplevet de sunde relationer – som ikke er blevet mødt – kan komme til at over socialisere, kan have svært ved at sige nej, kan tænde på adrenalinen, kan have svært ved at finde ro og kan føle sig ensom, selvom vedkommende er omgivet af mange mennesker.

“Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.”

 
Suzanne Lisborg

Ofte vil han eller hun således også drages af relationer, som tærer og stjæler energi, fordi han eller hun genkender mønstret fra tidligere i livet.

Går vi omvendt ud i verden med en sund kerne af selvværd (jeg kender mit eget værd for den jeg er – jeg kan sætte grænser – jeg har en grundlæggende tillid til min omverden mv.), vil det præge den måde, vi er sammen med andre på. Men på en mere balanceret måde.

For når vi ved, hvem vi selv er, er det også lettere med åbent sind at lade andre være dem, de er uanset race, rang og seksuelle præferencer. Vi vil være i stand til at mærke, hvilke relationer der giver energi og dybde, og vi vil kunne sætte grænser, sige nej og veksle mellem sociale konstellationer og alenetid.

Det vil derfor også være den ballast, vi i højere grad giver videre, og vores relationer vil være kendetegnet ved, at de beriger os og bringer energi i det voksne liv.

Selvfølgelig kan barnet, der ikke har haft en sund tilknytning til sin far, mor eller andre nære voksne, også blive et helstøbt menneske i forhold til det relationelle. Det kan fx være i mødet med en betydningsfuld voksen, at helingen af en dysfunktionel følelsesmæssig opvækst tidligt i livet udvikles positivt.

Men det er helt og aldeles misforstået, når vi tror, vi kan skære på det nære, uden at det har konsekvenser. Det er af helt afgørende betydning for det lille barn her og nu, men også for den voksne, det en dag bliver.

LÆS OGSÅ

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

af | jul 7, 2021

LIVET MED BØRN

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

7. juli 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

Et nyt privat råd bestående af de fire forhenværende og nuværende hjemmeskolere Mie Rinken, Sara Speyer, Maja Kielberg og Coco Kjærgaard vil klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. De vil også fungere som rådgivere og linjedommere for alle parter. Her kan du blive lidt klogere på deres mission og arbejde.

 

Hvorfor så I et behov for et råd for hjemmeundervisning?

På en måde kan man sige, at vi selv følte et behov. Som det er nu, er der en lovgivning, som kan tolkes forskelligt, faktisk meget forskelligt.

Der findes flere foreninger for hjemmeundervisere, og de gør det godt, så dem er vi ikke ude på at gå i bedene. De er dog alle medlemsfokuserede. De tilbyder blandt andet læringsportaler og arbejder hovedsageligt med netværk og medlem til medlem-vejledning i forbindelse med praktik og tilsyn.

Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.

Som der strømmer flere og flere hjemmeundervisere til, bliver den politiske opmærksomhed på området også skærpet. Det synes vi er vigtigt at imødekomme med oplysning.

Som praktiserende hjemmeundervisere kender vi alle de gængse fordomme, som vi skal igennem næsten hver gang, vi møder et nyt menneske. Men når det kommer til lovgivere, der kan lave ganske indgribende ændringer i vores daglige praktik, ser vi det som en nødvendighed at oplyse om, hvem hjemmeundervisere som gruppe faktisk er.

 

Hvad ønsker I med rådet?

Vi ønsker i grove træk at afstigmatisere – og dermed udbrede – kendskabet til hjemmeundervisning. Det vil vi gøre gennem flere tiltag. Vores intention er at være en formidlende og vejledende organisation. Vi synes, at det er enormt vigtigt, at forvaltninger, undervisningsministeriet og de enkelte tilsynsførende også har et sted at gå til, når de mangler oplysninger, eller samarbejdet slår knuder.

På en måde kan man sige, at vi ønsker at være linjevogtere. Dem som alle kan komme til, når der opstår udfordringer eller misforståelser.

 

Er det muligt at være neutrale linjedommere, når flere af jer i dag selv hjemmeskoler?

Vi mener ikke, vi skal være neutrale, men saglige. Vi er en privat virksomhed, og vi har interesse i tilfredse kunder på ”begge sider”. Samtidig skal man huske, at det er helt normalt i politisk arbejde, at man henter viden og sparring fra interesserede parter.

“Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.”

 
Rådet for Hjemmeundervisning

Det er sandt, at vi alle er hjemmeundervisere med samlet over 15 års erfaring med hjemmeundervisning – både privat og organisatorisk. Vi er grundigt inde i loven, og vi repræsenterer forskellige typer af undervisere og forskellige tilgange til tilsyn. Samtidig står vi rent fagligt meget stærkt. Vi tror på, at vores arbejde kan bringe parterne tættere sammen.

 

I har lavet et spørgeskema for at klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. Hvordan kan det være?

Fordi udover nogle universitetsspecialer så er der ingen forskning, i hvad hjemmeundervisning er i Danmark. Hvis vi skal gøre os forhåbning om politisk indflydelse, så er vi som gruppe nødt til at være belyst, sådan at lovgiverne ikke handler i mørke. Vi tror på, at man med viden opnår forståelse, og med forståelse undgår vi en masse frygtelige misforståelser og bekymringer på de hjemmeunderviste børns vegne. Derfor er det også vigtigt, at så mange som muligt går ind og svarer på skemaet inden den 15. juli. Så vi kan komme i gang med analysedelen og forhåbentlig have noget reelt materiale klar, inden efteråret rigtig får fat.

 

Hvilke ønsker har I til fremtidens hjemmeundervisning?

Det ville være attraktivt, at lovgivningen bevares, som den er. Blandt andet at metodefriheden bevares intakt. Dog har vi nogle ønsker for eksempel i forhold til, hvordan forvaltninger og tilsynsførendes opgaver udføres. Der høres mange historier om, at der bliver ført tilsyn både med barn og underviser i stedet for det, loven påbyder, nemlig kun undervisningen. Der er også ofte interessekonflikter, når forvaltninger tillader tidligere skoleledere at føre tilsyn hos en familie, som netop har fravalgt dennes skole.

 

Hvad kan I tilbyde?

Helt praktisk er vi en privatejet virksomhed. Det betyder også, at vi tager penge for vores arbejde. Som allerede nævnt vil vi tilbyde vejledning til forvaltninger, undervisningsministeriet, tilsynsførende og andre interessenter overalt i Danmark. Vi vil også tilbyde professionel vejledning, mægling og bisidderbistand til hjemmeundervisere i hele landet. Her vil det være muligt at købe forskellige ydelser – alt fra en enkelt times vejledning til opstartspakker, hvor vi hjælper godt i gang med både kommunikation til tilsynsførende, dokumentation, møder og evaluering deraf. Sådan at man er tryg, når man “tager fra os”.

Vi er lige nu i gang med at opbygge vores hjemmeside, hvorfra vi vil gøre det let at finde lokale hjemmeundervisningsgrupper. Vi vil også tydeliggøre lovgivning og forsøge at gøre det let at blive klog på HU. Det er også vores intention at udgive og oversætte forskningsartikler og interviews med både hjemmeundervisere, tilsynsførende og blandt andet politikere om hjemmeundervisning. Al den viden, vi fremsætter på hjemmesiden, er fuldstændig frit tilgængeligt, når den er klar.

LIVET MED BØRN

Nyt råd: Det er nødvendigt at fortælle, hvem hjemmeunderviserne er

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

7. juli 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Danmark er et af de få lande, der beskytter retten til hjemmeundervisning – og sådan skal det blive ved med at være, lyder det fra folkene bag det nye Rådet for Hjemmeundervisning.

 

Et nyt privat råd bestående af de fire forhenværende og nuværende hjemmeskolere Mie Rinken, Sara Speyer, Maja Kielberg og Coco Kjærgaard vil klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. De vil også fungere som rådgivere og linjedommere for alle parter. Her kan du blive lidt klogere på deres mission og arbejde.

 

Hvorfor så I et behov for et råd for hjemmeundervisning?

På en måde kan man sige, at vi selv følte et behov. Som det er nu, er der en lovgivning, som kan tolkes forskelligt, faktisk meget forskelligt.

Der findes flere foreninger for hjemmeundervisere, og de gør det godt, så dem er vi ikke ude på at gå i bedene. De er dog alle medlemsfokuserede. De tilbyder blandt andet læringsportaler og arbejder hovedsageligt med netværk og medlem til medlem-vejledning i forbindelse med praktik og tilsyn.

Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.

Som der strømmer flere og flere hjemmeundervisere til, bliver den politiske opmærksomhed på området også skærpet. Det synes vi er vigtigt at imødekomme med oplysning.

Som praktiserende hjemmeundervisere kender vi alle de gængse fordomme, som vi skal igennem næsten hver gang, vi møder et nyt menneske. Men når det kommer til lovgivere, der kan lave ganske indgribende ændringer i vores daglige praktik, ser vi det som en nødvendighed at oplyse om, hvem hjemmeundervisere som gruppe faktisk er.

 

Hvad ønsker I med rådet?

Vi ønsker i grove træk at afstigmatisere – og dermed udbrede – kendskabet til hjemmeundervisning. Det vil vi gøre gennem flere tiltag. Vores intention er at være en formidlende og vejledende organisation. Vi synes, at det er enormt vigtigt, at forvaltninger, undervisningsministeriet og de enkelte tilsynsførende også har et sted at gå til, når de mangler oplysninger, eller samarbejdet slår knuder.

På en måde kan man sige, at vi ønsker at være linjevogtere. Dem som alle kan komme til, når der opstår udfordringer eller misforståelser.

 

Er det muligt at være neutrale linjedommere, når flere af jer i dag selv hjemmeskoler?

Vi mener ikke, vi skal være neutrale, men saglige. Vi er en privat virksomhed, og vi har interesse i tilfredse kunder på ”begge sider”. Samtidig skal man huske, at det er helt normalt i politisk arbejde, at man henter viden og sparring fra interesserede parter.

“Vi har i Danmark en tradition for frisind, som kommer til udtryk især gennem vores grundlov. Det er også derigennem, at retten til at hjemmeundervise findes, og vi er faktisk et af de få lande tilbage, som stadig beskytter den ret. Det skal vi blive ved med, og vi skal sørge for, at det foregår på en måde, som alle kan leve med.”

 
Rådet for Hjemmeundervisning

Det er sandt, at vi alle er hjemmeundervisere med samlet over 15 års erfaring med hjemmeundervisning – både privat og organisatorisk. Vi er grundigt inde i loven, og vi repræsenterer forskellige typer af undervisere og forskellige tilgange til tilsyn. Samtidig står vi rent fagligt meget stærkt. Vi tror på, at vores arbejde kan bringe parterne tættere sammen.

 

I har lavet et spørgeskema for at klarlægge, hvem hjemmeskolerne er. Hvordan kan det være?

Fordi udover nogle universitetsspecialer så er der ingen forskning, i hvad hjemmeundervisning er i Danmark. Hvis vi skal gøre os forhåbning om politisk indflydelse, så er vi som gruppe nødt til at være belyst, sådan at lovgiverne ikke handler i mørke. Vi tror på, at man med viden opnår forståelse, og med forståelse undgår vi en masse frygtelige misforståelser og bekymringer på de hjemmeunderviste børns vegne. Derfor er det også vigtigt, at så mange som muligt går ind og svarer på skemaet inden den 15. juli. Så vi kan komme i gang med analysedelen og forhåbentlig have noget reelt materiale klar, inden efteråret rigtig får fat.

 

Hvilke ønsker har I til fremtidens hjemmeundervisning?

Det ville være attraktivt, at lovgivningen bevares, som den er. Blandt andet at metodefriheden bevares intakt. Dog har vi nogle ønsker for eksempel i forhold til, hvordan forvaltninger og tilsynsførendes opgaver udføres. Der høres mange historier om, at der bliver ført tilsyn både med barn og underviser i stedet for det, loven påbyder, nemlig kun undervisningen. Der er også ofte interessekonflikter, når forvaltninger tillader tidligere skoleledere at føre tilsyn hos en familie, som netop har fravalgt dennes skole.

 

Hvad kan I tilbyde?

Helt praktisk er vi en privatejet virksomhed. Det betyder også, at vi tager penge for vores arbejde. Som allerede nævnt vil vi tilbyde vejledning til forvaltninger, undervisningsministeriet, tilsynsførende og andre interessenter overalt i Danmark. Vi vil også tilbyde professionel vejledning, mægling og bisidderbistand til hjemmeundervisere i hele landet. Her vil det være muligt at købe forskellige ydelser – alt fra en enkelt times vejledning til opstartspakker, hvor vi hjælper godt i gang med både kommunikation til tilsynsførende, dokumentation, møder og evaluering deraf. Sådan at man er tryg, når man “tager fra os”.

Vi er lige nu i gang med at opbygge vores hjemmeside, hvorfra vi vil gøre det let at finde lokale hjemmeundervisningsgrupper. Vi vil også tydeliggøre lovgivning og forsøge at gøre det let at blive klog på HU. Det er også vores intention at udgive og oversætte forskningsartikler og interviews med både hjemmeundervisere, tilsynsførende og blandt andet politikere om hjemmeundervisning. Al den viden, vi fremsætter på hjemmesiden, er fuldstændig frit tilgængeligt, når den er klar.

 

Folkene bag

 

Mie Rinken, 37 år

Jeg har en baggrund som SoSu-hjælper, senere har jeg uddannet mig som coach og mentor og er blandt andet certificeret konfliktmægler, som jeg selvstændigt arbejder med i dag. Jeg praktiserer interessebaseret læring, unschooling om man vil, med vores ældste barn på 7 år. Det gør vi som en naturlig forlængelse af hjemmepasning gennem 5 år. For os har hjemmepasning og undervisning været et idealistisk valg i tråd med kerneværdier om frihed og nærvær. Jeg har været med til at stifte Rådet For Hjemmeundervisning, fordi jeg mener, der i miljøet mangler en organisation, som aktivt gør noget for at udbrede kendskabet til HU, og som har mod på at tage lovgiverne i hånden og være med til at sætte rammerne. Hvis de offentlige instanser har en sparringspartner, er alle bedre stillet – hjemmeundervisende i særdeleshed.

Sara Speyer, 52 år
Jeg har en cand.mag. i Indologi, som jeg tog, samtidig med at jeg hjemmeunderviste 3 af mine 4 (den ældste er voksen) børn. Min mand og jeg tog dem ud af hhv. 5., 3. og 1. klasse, da vi havde fået nok af det lave, faglige niveau i skolen. Vi har hjemmeundervist dem til og med 9. klasse (til og med 8. klasse for den yngste, som gik direkte fra 8. til gymnasiet), hvorefter de kom ind på gymnasiet og videre endnu. Vores yngste starter i 3.g i efteråret 2021. Vores hjemmeundervisning var forældrestyret efter aftale med børnene. Vi brugte matematik, latin og historie som fundament, og har givet et ‘Trivium light’. Jeg har været formand for Fri Læring i 2 år og har masser af praktisk erfaring med at være bisidder og rådgive for både hjemmeundervisere og myndigheder, især om tilsyn. Som jeg ser det, er der brug for Rådet for Hjemmeundervisning til at fungere som bisidder, rådgiver og samarbejdspartner for hjemmeundervisere – også de potentielt svære sager – og myndigheder.

Maja Kielberg, 36 år
Jeg er cand. soc. og var i gang med en PhD i katastrofeforskning på det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, da jeg besluttede at sige op for at tage børnene hjem. Vi har hjemmeskolet officielt i to år, og vi unschooler vores børn på 4 og 8 år. Jeg var glad for forskningsverdenen og savner af og til det kæmpe privilegium, det er, at blive betalt for at undersøge det, man synes, er allermest spændende. Men jeg er afklaret med min prioritering af at have god tid sammen med mine børn, mens de er små, og vi trives alle fire i vores frie liv. Jeg har læst mange forskningsartikler om hjemmeskole, og jeg har undret mig over, at der ikke findes noget forskning i Danmark, udover et par specialer hist og her. Jeg er meget inspireret af den norske forskning, der findes, og jeg finder det oplagt, at vi begynder at undersøge og klarlægge det danske hjemmeskolemiljø mere systematisk.

Coco Kjærgaard, 41 år

Jeg er først uddannet byggetekniker og siden multimediedesigner. Jeg har været almindelig lønmodtager i det første fag, men har, siden børnene kom, udelukkende arbejdet freelance – mest i det sidste fag. Det stod ikke i kortene, at jeg overhovedet skulle have børn. Det hele startede med en rationalisering om, at hvis andre blev så glad for deres, så skulle jeg vel også have nogle. Det var således heller ikke forventet, at jeg ville overgive mig til hjemmelivet. Men sagen var den, at jeg ikke skulle opholde mig længe i institutionerne for at forstå, at det ikke var et sted, jeg ville anbringe mennesker, jeg holder af. Derfor hjemmeunderviser jeg i dag mine tre børn på 7, 9 og 11 år. Jeg oplever, at de offentlige forvaltninger på ingen måde er klædt tilstrækkeligt på til at føre tilsyn med hjemmeundervisning. Derfor må de enkelte tilsynsførende selv opfinde nogle regler undervejs. Regler, som ofte kommer til at gøre ondt på hjemmeundervisere, de hjemmeunderviste børn og i sidste ende på forvaltningen selv. Jeg har engageret mig i Rådet for Hjemmeundervisning for at styrke forvaltningerne, så de har et solidt grundlag at føre tilsyn på.

 

Du kan følge Rådet for Hjemmeundervisning på Facebook og deltage i deres undersøgelse her.

Se også rådets hjemmeside www.blivklogpaahu.nu.

 

LÆS OGSÅ

Folkeskolen er et sted, der lærer børn at slukke for egen videbegærlighed

af | aug 25, 2020

LIVET MED BØRN

Folkeskolen er et sted, der lærer børn at slukke for egen videbegærlighed

Lea Wedsgaard Koch og hendes familie har valgt den almene skole fra. I stedet hjemmeskoler de. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

25. august l 2020 | Af Lea Wedsgaard Koch | Foto: Privat

 

Lea Wedsgaard Koch og hendes mand hjemmeskoler to af deres tre børn. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

Lea Wedsgaard Koch er 38 år og uddannet sygeplejerske. Hun bor i Dronninglund sammen med sin mand og tre børn, hvoraf de to på 6 og 10 år bliver hjemmeskolet. Du kan følge Lea på instagramprofilen @hjemmeskolemor.

I Danmark har vi en grundlovssikret ret til at hjemmeundervise vores børn. Det vil sige, at hvis du har et barn i den skolepligtige alder, er det op til dig, om du vil udlicitere ansvaret for undervisningen af barnet eller påtage dig det selv. Hvis du hjemmeunderviser, har din kommune pligt til at føre tilsyn med undervisningen for at sikre, at den står mål med den undervisning, der gives i folkeskolen. En del hjemmeundervisere læner sig op af eller bekender sig helt til specifikke filosofier som for eksempel unschooling. Det kan man gøre, helt som man vil, og som det fungerer bedst for ens familie. Man skal bare sørge for at dokumentere undervisningen, så kommunen kan føre tilsyn med den.

Fordele ved at hjemmeskole

Hovedårsagen til, at vi selv hjemmeskoler, er, at vi ønsker, at vores børn lever deres liv (og dermed lærer) i et ægte og autentisk miljø fremfor i de kunstige rammer, folkeskolen byder på. Jeg mener desuden, at både folkeskolen som institution og dens pensum er forældet – at tvungen læring har meget begrænset værdi. Derudover er det vigtigt for os, at vores børn ikke udsættes for den socialisering, der foregår i nutidens folkeskole.

For os ser en typisk uge ud på den måde, at vi tre dage om ugen er væk det meste af dagen, hvor vi mødes med andre hjemmeskolefamilier. De resterende dage har vi en times tid dagligt med skole, hvor vi sidder sammen ved bordet og arbejder med bøger i henholdsvis dansk, engelsk og matematik. Derudover griber vi børnenes interesser og undersøger alle deres spørgsmål i dybden sammen med dem. Resten af tiden går med fri leg og fritidsinteresser – foruden de helt almindelige gøremål, der er i alle familier.

Det kræver det at hjemmeskole

Jeg hører nogle gange, at jeg jo ikke er uddannet folkeskolelærer og derfor ikke kvalificeret til at undervise mine børn. Men en folkeskolelæreruddannelse ville slet ikke være relevant for mig – jeg skal jo ikke undervise i folkeskolen. Faktisk føler jeg sjældent, at jeg underviser. Vi finder svarene sammen. Den tid, hvor læreren var eksperten, og skolen havde monopol på viden, er forbi. Nu om dage ligger alverdens viden for dine fødder, hvis bare du kan betjene en browser eller indtaste en bogtitel i søgefeltet på bibliotekets app.

I hjemmeskolen har børnene også meget større mulighed for at lære af virkelige mennesker, der er dygtige til deres håndværk. Min datter vil for eksempel gerne lære at sy. Det ved jeg ikke noget om, så det lærer hun af en anden hjemmeskolemor, der er megagod til det. Min mand har haft et hjemmeskolebarn fra vores netværk med på arbejde i robotværkstedet, fordi hun var interesseret i robotter. Den slags dag-til-dag-praktikforløb lader sig ikke gøre i folkeskolen. Og det minder mig om et andet spørgsmål, som nok er det allermest fremherskende:

Hvad med socialiseringen?

Enhver, der har stiftet bekendtskab med den såkaldte socialisering, der foregår i det bagerste hjørne af skolegården, vil nok kunne følge mig i min trang til at svare, at det slipper de heldigvis for. Men lad os kigge på, hvad det egentlig er, man spørger til, når man bekymrer sig om hjemmeskolede børns socialisering:

Socialisering beskriver den proces, hvorved et menneske bliver i stand til at indgå på en meningsfuld måde i det samfund, det er en del af. Så kan man jo diskutere, om man bedst lærer det i et tvungent, kunstigt, regelfyldt miljø sammen med op til 28 jævnaldrende. Eller om man lærer det i agilt og frit miljø med venskaber, der er baseret på personlig kemi og fælles interesser fremfor det tilfældige faktum, at man er født samme år og bor samme sted.

Mine børn leger flere timer hver dag. Med hinanden, med andre hjemmeskolebørn, med nabobørnene og med fritidsklubbørn. Og de går til dans, fodbold, musik og spejder. De har nemlig overskud til fritidsaktiviteter.

Hvad går hjemmeskolebørn så glip af?

For der må da være en bagside af medaljen, ikke? Min erfaring med folkeskolen er, at det er et sted, der lærer børn at sidde stille, tie stille, slukke for egen videbegærlighed og egne interesser og i stedet oparbejde (eller fake – begge dele fungerer) en interesse i det, de voksne har bestemt, at barnet har brug for at lære. Man kan også sige, at skolen er et sted, hvor man lærer at udføre opgaver, der er opfundet for at aktivere og vurdere en. Opgaver, der ikke betyder noget ude i den virkelige verden. De eksisterer kun i skoleregi. De har ingen konsekvens. De er meningsløse.

Når man mestrer at gøre dette uden at protestere eller undre sig, er man klar til et voksenliv i hamsterhjulet bestående af – for de flestes vedkommende – en massiv del pseudoarbejde. Altså opgaver, der ikke ændrer noget i verden. Ligesom dem, man lavede i skolen. Set fra den vinkel er argumentet om, at folkeskolen er en god og relevant forberedelse på voksenlivet, jo ganske rigtigt. Men er det dét voksenliv, vi ønsker for vores børn?

Men er hjemmeskole ”fremtidssikret”?

Et andet argument, man støder på som hjemmeskoler, er, at skolen er nødvendig for at ruste børn til fremtiden. Det er jeg selvsagt uenig i. Fremtiden har altid været usikker for mennesket, men i vores tid måske mere end nogensinde. Ingen af os ved, hvad der kommer til at ske. Hvordan kan vi ruste børn til noget, vi ikke aner, hvad er? Jeg synes, vi skal komme over os selv og al den livsvisdom, vi bilder os ind at besidde. Uanset hvad er den forældet, når vores børn er voksne. I stedet skal vi have tillid til vores børn som de fuldt ud kompetente mennesker, de er. Den bedste gave, vi kan give dem, er troen på, at de kan alt, hvad de vil. Og så et dynamisk, interessebaseret og omstillingsparat læringsmiljø. Det må være sådan, man bliver et dynamisk og engageret menneske, tænker jeg. Og den slags mennesker bliver der mere brug for i fremtiden end dygtige pseudoarbejdere.

Fagligt er hjemmeskolebørnene også godt med. Flere består optagelsesprøven til den ønskede ungdomsuddannelse allerede i 8. klasse og kan fortsætte deres uddannelse på den måde.

LIVET MED BØRN

Folkeskolen er et sted, der lærer børn at slukke for egen videbegærlighed

Lea Wedsgaard Koch og hendes familie har valgt den almene skole fra. I stedet hjemmeskoler de. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

25. august l 2020 | Af Lea Wedsgaard Koch | Foto: Privat

 

Lea Wedsgaard Koch og hendes mand hjemmeskoler to af deres tre børn. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

Lea Wedsgaard Koch er 38 år og uddannet sygeplejerske. Hun bor i Dronninglund sammen med sin mand og tre børn, hvoraf de to på 6 og 10 år bliver hjemmeskolet. Du kan følge Lea på instagramprofilen @hjemmeskolemor.

I Danmark har vi en grundlovssikret ret til at hjemmeundervise vores børn. Det vil sige, at hvis du har et barn i den skolepligtige alder, er det op til dig, om du vil udlicitere ansvaret for undervisningen af barnet eller påtage dig det selv. Hvis du hjemmeunderviser, har din kommune pligt til at føre tilsyn med undervisningen for at sikre, at den står mål med den undervisning, der gives i folkeskolen. En del hjemmeundervisere læner sig op af eller bekender sig helt til specifikke filosofier som for eksempel unschooling. Det kan man gøre, helt som man vil, og som det fungerer bedst for ens familie. Man skal bare sørge for at dokumentere undervisningen, så kommunen kan føre tilsyn med den.

Fordele ved at hjemmeskole

Hovedårsagen til, at vi selv hjemmeskoler, er, at vi ønsker, at vores børn lever deres liv (og dermed lærer) i et ægte og autentisk miljø fremfor i de kunstige rammer, folkeskolen byder på. Jeg mener desuden, at både folkeskolen som institution og dens pensum er forældet – at tvungen læring har meget begrænset værdi. Derudover er det vigtigt for os, at vores børn ikke udsættes for den socialisering, der foregår i nutidens folkeskole.

For os ser en typisk uge ud på den måde, at vi tre dage om ugen er væk det meste af dagen, hvor vi mødes med andre hjemmeskolefamilier. De resterende dage har vi en times tid dagligt med skole, hvor vi sidder sammen ved bordet og arbejder med bøger i henholdsvis dansk, engelsk og matematik. Derudover griber vi børnenes interesser og undersøger alle deres spørgsmål i dybden sammen med dem. Resten af tiden går med fri leg og fritidsinteresser – foruden de helt almindelige gøremål, der er i alle familier.

Det kræver det at hjemmeskole

Jeg hører nogle gange, at jeg jo ikke er uddannet folkeskolelærer og derfor ikke kvalificeret til at undervise mine børn. Men en folkeskolelæreruddannelse ville slet ikke være relevant for mig – jeg skal jo ikke undervise i folkeskolen. Faktisk føler jeg sjældent, at jeg underviser. Vi finder svarene sammen. Den tid, hvor læreren var eksperten, og skolen havde monopol på viden, er forbi. Nu om dage ligger alverdens viden for dine fødder, hvis bare du kan betjene en browser eller indtaste en bogtitel i søgefeltet på bibliotekets app.

I hjemmeskolen har børnene også meget større mulighed for at lære af virkelige mennesker, der er dygtige til deres håndværk. Min datter vil for eksempel gerne lære at sy. Det ved jeg ikke noget om, så det lærer hun af en anden hjemmeskolemor, der er megagod til det. Min mand har haft et hjemmeskolebarn fra vores netværk med på arbejde i robotværkstedet, fordi hun var interesseret i robotter. Den slags dag-til-dag-praktikforløb lader sig ikke gøre i folkeskolen. Og det minder mig om et andet spørgsmål, som nok er det allermest fremherskende:

Hvad med socialiseringen?

Enhver, der har stiftet bekendtskab med den såkaldte socialisering, der foregår i det bagerste hjørne af skolegården, vil nok kunne følge mig i min trang til at svare, at det slipper de heldigvis for. Men lad os kigge på, hvad det egentlig er, man spørger til, når man bekymrer sig om hjemmeskolede børns socialisering:

Socialisering beskriver den proces, hvorved et menneske bliver i stand til at indgå på en meningsfuld måde i det samfund, det er en del af. Så kan man jo diskutere, om man bedst lærer det i et tvungent, kunstigt, regelfyldt miljø sammen med op til 28 jævnaldrende. Eller om man lærer det i agilt og frit miljø med venskaber, der er baseret på personlig kemi og fælles interesser fremfor det tilfældige faktum, at man er født samme år og bor samme sted.

Mine børn leger flere timer hver dag. Med hinanden, med andre hjemmeskolebørn, med nabobørnene og med fritidsklubbørn. Og de går til dans, fodbold, musik og spejder. De har nemlig overskud til fritidsaktiviteter.

Hvad går hjemmeskolebørn så glip af?

For der må da være en bagside af medaljen, ikke? Min erfaring med folkeskolen er, at det er et sted, der lærer børn at sidde stille, tie stille, slukke for egen videbegærlighed og egne interesser og i stedet oparbejde (eller fake – begge dele fungerer) en interesse i det, de voksne har bestemt, at barnet har brug for at lære. Man kan også sige, at skolen er et sted, hvor man lærer at udføre opgaver, der er opfundet for at aktivere og vurdere en. Opgaver, der ikke betyder noget ude i den virkelige verden. De eksisterer kun i skoleregi. De har ingen konsekvens. De er meningsløse.

Når man mestrer at gøre dette uden at protestere eller undre sig, er man klar til et voksenliv i hamsterhjulet bestående af – for de flestes vedkommende – en massiv del pseudoarbejde. Altså opgaver, der ikke ændrer noget i verden. Ligesom dem, man lavede i skolen. Set fra den vinkel er argumentet om, at folkeskolen er en god og relevant forberedelse på voksenlivet, jo ganske rigtigt. Men er det dét voksenliv, vi ønsker for vores børn?

Men er hjemmeskole ”fremtidssikret”?

Et andet argument, man støder på som hjemmeskoler, er, at skolen er nødvendig for at ruste børn til fremtiden. Det er jeg selvsagt uenig i. Fremtiden har altid været usikker for mennesket, men i vores tid måske mere end nogensinde. Ingen af os ved, hvad der kommer til at ske. Hvordan kan vi ruste børn til noget, vi ikke aner, hvad er? Jeg synes, vi skal komme over os selv og al den livsvisdom, vi bilder os ind at besidde. Uanset hvad er den forældet, når vores børn er voksne. I stedet skal vi have tillid til vores børn som de fuldt ud kompetente mennesker, de er. Den bedste gave, vi kan give dem, er troen på, at de kan alt, hvad de vil. Og så et dynamisk, interessebaseret og omstillingsparat læringsmiljø. Det må være sådan, man bliver et dynamisk og engageret menneske, tænker jeg. Og den slags mennesker bliver der mere brug for i fremtiden end dygtige pseudoarbejdere.

Fagligt er hjemmeskolebørnene også godt med. Flere består optagelsesprøven til den ønskede ungdomsuddannelse allerede i 8. klasse og kan fortsætte deres uddannelse på den måde.

LÆS OGSÅ

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

af | jun 10, 2020

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

Psykolog Anne Rom

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

Psykolog Anne Rom

LÆS OGSÅ

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

af | maj 6, 2020

LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Champs of Denmark

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

Champs of Denmark

LÆS OGSÅ