LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Champs of Denmark

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

Champs of Denmark

LÆS OGSÅ