DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 

Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 

Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 

Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 

Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 

Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 

Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ