Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

af | jan 8, 2020

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Champs of Denmark
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LÆS OGSÅ

Børn er aldrig “kræsne” med vilje

af | dec 2, 2019

LIVET MED BØRN

Børn er aldrig “kræsne” med vilje

Børn er ikke kræsne med vilje.

2. december 2019 | Af Charlotte Seeger | Foto: Monika Rams/Unsplash

Når vores børn ikke vil smage på maden, sidde stille ved bordet eller spise det, der serveres, er det fordi, de har brug for hjælp til, hvordan de griber situationen an. For der er mange årsager til, at vores børn er udfordrede omkring måltiderne.

Charlotte Seeger er specialist i børns spisevaner. Du kan læse mere på charlotteseeger.dk og babybite.dk samt følge hende på instagram

“Spis nu din broccoli.”

“Sid nu stille på den stol.”

“Du får ikke lov til at rejse dig, før du har spist MINDST 2 bidder mere.”

De sætninger kender rigtig mange forældre til. Og de har det med at komme ud af munden, selv om vi ved, at det måske ikke rigtig gavner at sige dem.

For noget af det, der kan frustrere og bekymre os forældre allermest, er, når vores børn ikke spiser. Eller rettere: Når de ikke spiser, som vi ønsker, at de skal spise.

Når vores børn er “kræsne”, småtspisende eller meget selektive med maden, så går vores alarmberedskab (helt naturligt) hurtigt i gang.

For vi bruger vores fornuftstyrede del af hjernen, der fortæller os, at vores børn skal spise sundt og varieret for at vokse og blive stærke. Det har vi jo lært. Derfor skrider vi til handling. Vi tager styringen over maden og måltiderne. Over, hvor meget vi synes, at vores børn skal spise. Og vi gør det af ren kærlighed til vores børn. For at hjælpe dem. For at beskytte dem.

Men det er ofte her, tingene begynder at kollidere. For når vi tager kontrollen over vores børns måltider, så begynder de på en modreaktion. Jo mere vi presser på og siger, hvad og hvor meget de skal spise. Jo mindre spiser de. Jo færre ting gider de smage. De ender med at tage maden som gidsel.

Hvorfor spiser de ikke bare?

Det ville jo være rart, vis vores børn bare satte sig ned og spiste deres mad. Uden bøvl.

Det er der bestemt også nogle børn, der gør. For nogle børn er det intet problem at smage på ny mad, sidde stille ved bordet og så videre. Fuldstændig ligesom der er nogle børn, der har et godt sovehjerte, og altid har sovet igennem. Eller som er hurtige til at udvikle sproget. Eller som er motorisk virkelig stærke og cykler derud af.

Der er ingen facitliste. Alle vores børn er forskellige, og der er intet rigtigt eller forkert.

Sådan er det også, når det gælder maden og måltiderne.

Det er en yderst kompleks proces at lære at spise. Derfor er det også helt normalt, at der for nogle børn kan være bump på vejen, som gør, at de har brug for at blive guidet og hjulpet mere på vej end andre.

Der er mange ting, der spiller ind, når vores børn er “kræsne” eller selektivt spisende.

Det kan blandt andet være styret af:

  • Læring af ny smag
  • Sensoriske udfordringer
  • Personlighed
  • Temperament
  • Ængstelighed
  • Sensitivitet
  • Opdragelse
  • Mad-traumer
Byggeklodser

Hvis man har et barn, som er udfordret omkring maden og/eller måltiderne, er man nødt til at finde ud af, hvad er årsagen er. Ellers er det svært at hjælpe med de rigtige værktøjer.

Man kan tænke lidt på årsagerne som byggeklodser.

Man kan sammensætte byggeklodserne på kryds og tværs, og det er forskelligt, hvor mange og hvilke byggeklodser, man skal arbejde med for at løse problemet med maden.

Det kommer helt an på ens barn.

For ét barn handler det måske udelukkende om at vænne sig til ny smag (der er der flere teknikker til, hvordan man gør).

For et andet barn kan det handle om en øget sensitivitet omkring følesansen i mundregionen (så skal dette trænes forsigtigt).

For et tredje barn handler det måske både om forventninger/kontrol fra forældrenes side, og at barnet har haft en dårlig oplevelse omkring en bestemt madepisode, der har givet ængstelighed.

For et fjerde barn handler det måske om, at følelserne efter et skænderi med en god ven i børnehaven.

Som sagt kan årsagerne være mange.

Derfor er der ikke nogen børn, som bare er “kræsne”. Og de er heller ikke “kræsne” med vilje. De ønsker ligeså meget en hyggelig stund omkring bordet, som mor og far gør.

Så når vores børn er urolige, ikke vil smage, ikke vil med til bords og så videre, så har de brug for, at mor eller far hjælper dem lidt ekstra på vej.

 

Tre gode tips til glade måltider:
  • Sæt jer aldrig til bords, hvis stemningen er dårlig. Vent til alle er glade, før I sætter jer.
  • Slip kontrollen over dit barns mad. Jo mere kontrol – jo mere vil dit barn gå i den modsatte retning.
  • Sæt 10 minutter af inden aftensmaden, som du tilbringer med dit barn. På den måde kan du bygge bro til dit barns verden og få et glad barn med til bords.

LIVET MED BØRN

Børn er aldrig “kræsne” med vilje

Børn er ikke kræsne med vilje.

2. december 2019 | Af Charlotte Seeger | Foto: Monika Rams/Unsplash

Når vores børn ikke vil smage på maden, sidde stille ved bordet eller spise det, der serveres, er det fordi, de har brug for hjælp til, hvordan de griber situationen an. For der er mange årsager til, at vores børn er udfordrede omkring måltiderne.

Charlotte Seeger er specialist i børns spisevaner. Du kan læse mere på charlotteseeger.dk og babybite.dk samt følge hende på instagram

“Spis nu din broccoli.”

“Sid nu stille på den stol.”

“Du får ikke lov til at rejse dig, før du har spist MINDST 2 bidder mere.”

De sætninger kender rigtig mange forældre til. Og de har det med at komme ud af munden, selv om vi ved, at det måske ikke rigtig gavner at sige dem.

For noget af det, der kan frustrere og bekymre os forældre allermest, er, når vores børn ikke spiser. Eller rettere: Når de ikke spiser, som vi ønsker, at de skal spise.

Når vores børn er “kræsne”, småtspisende eller meget selektive med maden, så går vores alarmberedskab (helt naturligt) hurtigt i gang.

For vi bruger vores fornuftstyrede del af hjernen, der fortæller os, at vores børn skal spise sundt og varieret for at vokse og blive stærke. Det har vi jo lært. Derfor skrider vi til handling. Vi tager styringen over maden og måltiderne. Over, hvor meget vi synes, at vores børn skal spise. Og vi gør det af ren kærlighed til vores børn. For at hjælpe dem. For at beskytte dem.

Men det er ofte her, tingene begynder at kollidere. For når vi tager kontrollen over vores børns måltider, så begynder de på en modreaktion. Jo mere vi presser på og siger, hvad og hvor meget de skal spise. Jo mindre spiser de. Jo færre ting gider de smage. De ender med at tage maden som gidsel.

Hvorfor spiser de ikke bare?

Det ville jo være rart, vis vores børn bare satte sig ned og spiste deres mad. Uden bøvl.

Det er der bestemt også nogle børn, der gør. For nogle børn er det intet problem at smage på ny mad, sidde stille ved bordet og så videre. Fuldstændig ligesom der er nogle børn, der har et godt sovehjerte, og altid har sovet igennem. Eller som er hurtige til at udvikle sproget. Eller som er motorisk virkelig stærke og cykler derud af.

Der er ingen facitliste. Alle vores børn er forskellige, og der er intet rigtigt eller forkert.

Sådan er det også, når det gælder maden og måltiderne.

Det er en yderst kompleks proces at lære at spise. Derfor er det også helt normalt, at der for nogle børn kan være bump på vejen, som gør, at de har brug for at blive guidet og hjulpet mere på vej end andre.

Der er mange ting, der spiller ind, når vores børn er “kræsne” eller selektivt spisende.

Det kan blandt andet være styret af:

  • Læring af ny smag
  • Sensoriske udfordringer
  • Personlighed
  • Temperament
  • Ængstelighed
  • Sensitivitet
  • Opdragelse
  • Mad-traumer
Byggeklodser

Hvis man har et barn, som er udfordret omkring maden og/eller måltiderne, er man nødt til at finde ud af, hvad er årsagen er. Ellers er det svært at hjælpe med de rigtige værktøjer.

Man kan tænke lidt på årsagerne som byggeklodser.

Man kan sammensætte byggeklodserne på kryds og tværs, og det er forskelligt, hvor mange og hvilke byggeklodser, man skal arbejde med for at løse problemet med maden.

Det kommer helt an på ens barn.

For ét barn handler det måske udelukkende om at vænne sig til ny smag (der er der flere teknikker til, hvordan man gør).

For et andet barn kan det handle om en øget sensitivitet omkring følesansen i mundregionen (så skal dette trænes forsigtigt).

For et tredje barn handler det måske både om forventninger/kontrol fra forældrenes side, og at barnet har haft en dårlig oplevelse omkring en bestemt madepisode, der har givet ængstelighed.

For et fjerde barn handler det måske om, at følelserne efter et skænderi med en god ven i børnehaven.

Som sagt kan årsagerne være mange.

Derfor er der ikke nogen børn, som bare er “kræsne”. Og de er heller ikke “kræsne” med vilje. De ønsker ligeså meget en hyggelig stund omkring bordet, som mor og far gør.

Så når vores børn er urolige, ikke vil smage, ikke vil med til bords og så videre, så har de brug for, at mor eller far hjælper dem lidt ekstra på vej. 

 

Tre gode tips til glade måltider:
  • Sæt jer aldrig til bords, hvis stemningen er dårlig. Vent til alle er glade, før I sætter jer.
  • Slip kontrollen over dit barns mad. Jo mere kontrol – jo mere vil dit barn gå i den modsatte retning.
  • Sæt 10 minutter af inden aftensmaden, som du tilbringer med dit barn. På den måde kan du bygge bro til dit barns verden og få et glad barn med til bords.

LÆS OGSÅ

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

af | okt 8, 2019

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst.

 
Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.

 
Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

 
Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.

 
Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.
  

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst. 

Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.  

Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.  

Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

LÆS OGSÅ

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

af | okt 6, 2019

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.
6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.

6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

 

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

 

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

LÆS OGSÅ

Da jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat

af | maj 26, 2019

BØRNELIV

Da jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat

Den dag, jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat.

26. maj 2019 (opdateret 30. juni 2022) | Af Lea Olsen | Foto: Privat

Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv, skriver Lea Olsen.

Lea Olsen er mor til et barn med celebral parese (CP). Indlægget er hendes egen beretning om kampen for at få hjælp og vejledning. Se også facebook-gruppen enmillionstemmer.

Da vores søn Magne kom til verden den 30. maj 2014, blev jeg mor. Magne er et planlagt ønskebarn, og endelig at kunne bære titlerne som mor og far var en drøm, der gik i opfyldelse.

Desværre fik Magne en hjerneskade (CP) under fødslen på grund af iltmangel. Det var et kæmpe chok og en sorg for os. Men det viste sig meget hurtigt, at det var en sorg, vi ikke havde tid til at bearbejde. Faktisk var der dårligt tid til at være mor.

Det første år gik vi ofte til kontrol på sygehuset, men vi fik aldrig ret meget information. Vi vidste ikke, hvad hjerneskaden ville få af betydning for Magne, og når vi nævnte adfærd som ekstremt dårlig søvn og mange timers daglig gråd, blev vi altid affejet med, at “sådan er babyer”.

Under min barsel fyldte rollen som ufaglært fysioterapeut det meste af vores hverdag. Jeg trænede Magne flere gange om dagen uden vejledning eller supervision. Kommunens fysioterapeut havde kun ressourcer til at se Magne hver tredje til sjette måned, og hun var generelt af den holdning, at vi bare måtte acceptere hans handicap og lade ham udvikle sig, som han nu kunne.

De 18 første måneder famlede vi i blinde. Vi kunne tydeligt se, at vores dreng ikke trivedes i en ”almindelig” hverdag. Men da vi ingen vejledning eller rådgivning fik, hverken fra sygehus eller kommune, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op. Samtidig blev vi af omverdenen mødt af bemærkninger om, at vi ”godt nok var heldige, for hans handicap kunne jo være værre”. Det fik os til at tvivle på egen mavefornemmelse.

Vores praktiserende læge, der fra start var en stor støtte, anbefalede, at jeg søgte om nogle timers tabt arbejdsfortjeneste. For hende var det tydeligt, at Magne blev overstimuleret og slet ikke kunne rumme at være fuld tid i dagpleje. Hun skrev derfor en udtalelse, hvor hun meget tydeligt beskrev Magnes udfordringer og behov for ro. Ansøgningen fik vi selvfølgelig afslag på uden nogen former for vejledning i, hvad vi så skulle gøre, og hvad vores rettigheder var. De første år havde Magne tre forskellige sagsbehandlere – vi så aldrig nogen af dem.

“Men da vi ingen vejledning eller rådgivning fik, hverken fra sygehus eller kommune, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op. Samtidig blev vi af omverdenen mødt af bemærkninger om, at vi ”godt nok var heldige, for hans handicap kunne jo være værre”. Det fik os til at tvivle på egen mavefornemmelse.”

 
Lea Olsen

Efter godt 18 måneder indså vi, at vi måtte lære at klare os selv. Den såkaldte ’tidlige og forebyggende indsats’ oplevede vi ikke eksisterede, når vi på papiret var en ressourcestærk familie. Jeg brugte derfor 4-6 måneder på at sætte mig ind i serviceloven, læse om forskning vedrørende CP, pædagogiske tekster om børn med voldsom separationsangst, hypersensitiv adfærd, dårlig søvn og meget mere.

Gennem forskellige netværksgrupper på Facebook sparrede jeg også med erfarne og ligesindede forældre, som hurtigt lærte mig, at jeg ikke længere blot var mor, kæreste og sygeplejerske. Vi var landet i en verden, hvor man som forældre skal være sagsbehandler og vide mere om lovgivningen og principafgørelser end de uddannede sagsbehandlere. En verden, hvor forældreopgaven består i at tilegne sig lægefaglig viden, pædagogiske redskaber, fysioterapeutiske, ergoterapeutiske og logopædiske evner. Sidst, men vigtigst, en verden, hvor man skal være i stand til at agere forsvarsadvokat for ens barns liv. Ikke kun med rent menneskelige argumenter om, hvad man oplever og mener, vil være bedst for ens barn. Nej, med rent retslige argumenter og paragraffer skal vi kunne sige, hvad vores barn rent faktisk har ret til.

Da Magne fyldte to følte jeg mig klar til at tage kampen om tabt arbejdsfortjeneste. Jeg havde på det tidspunkt læst tilpas meget til, jeg kendte min ret, og jeg endte med at få tilkendt nogle få timer.

“Vi var landet i en verden, hvor man som forældre skal være sagsbehandler og vide mere om lovgivningen og principafgørelser end de uddannede sagsbehandlere.”

 
Lea Olsen

Da Magnes fysiske handicap omkring et halvt år senere blev forværret, og vi under overfladen fornemmede nogle kognitive udfordringer, kastede jeg mig ud i, hvad jeg tror, er systemets sværeste kamp på børne- og ungeområdet. Hjemmetræning efter paragraf 32 – en udskældt ordning mange steder i systemet, da den betyder, at man selv tager ansvaret for sit barns udvikling og derved siger nej tak til kommunens terapeutiske og pædagogiske tilbud. Vi var dog ikke i tvivl om, at det var det rigtige for Magne, og vi var fast besluttede på at gå hele vejen. Den vej endte dog med at blive en to år lang kamp.

Det tog nemlig kommunen mere end et halvt år at give os et afslag uden vejledning og uden at have sat yderligere i værk for at hjælpe Magne. Derefter lod vi sagen gå i ankestyrelsen, og jeg brugte flere måneder på at indhente journalmateriale og på at få sygehusets ergoterapeut til at lave en sensorisk profil. Mens vi ventede på, at sagen blev afgjort der, tog vi sammen med Magnes børnehave kampen op for at få kommunen og ppr på banen. Efter 11 måneders ventetid fik vi i ankestyrelsen medhold i, at Magne er i målgruppen for de børn, som kan bevilliges hjemmetræning. Desværre var sagsakterne fra kommunen så mangelfulde, at der var flere forhold, ankestyrelsen ikke kunne tage stilling til, og sagen røg retur til kommunen. Godt to år efter, vi ansøgte, blev vi godkendt og kunne starte hjemmetræningen. I vores øjne fratog kommunen Magne og os som familie to års trivsel på grund af mangelfuld sagsbehandling. Det havde ingen konsekvenser for dem. Men det havde det for os.

Både min mand og jeg har været ramt af alvorlig stress, og jeg også af depression. Jeg har i dag let til moderat PTS samt kronisk systemstress. Vi har haft mange måneder, hvor al kommunikation mellem os forældre var skænderier og uoverensstemmelser. Egentlig ikke fordi vi var, og er, synderligt uenige, men fordi vi var så pressede, at vi ikke kunne rumme hinanden. Magnes far valgte de første fire år at arbejde langt væk og derved være væk 12-14 timer i døgnet. Det var hans forsvarsmekanisme og måde at overleve på. Jeg har flere gange taget tilløb til at pakke mine ting og Magne og flygte fra det hele. Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv.

“I vores øjne fratog kommunen Magne og os som familie to års trivsel på grund af mangelfuld sagsbehandling. Det havde ingen konsekvenser for dem. Men det havde det for os.”

 
Lea Olsen

Vi er begge meget sociale, og førhen var vi nærmest dagligt sammen med venner og familie. De sidste 4-5 år har vores sociale liv stort set ikke eksisteret.

Jeg var i en periode ramt af social angst og i dag skal jeg stadig hive mig selv op og sparke mig ud af døren, når vi skal besøge venner og familie. Vi savner alle dem, vi førhen havde i vores liv, men vi er så udmattede og overbelastede, at vi ikke formår at holde kontakten.

“Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv.”

 
Lea Olsen

Efter fire år i helvede er vi alle i bedre trivsel, og vi er langsomt ved at finde vej op af hullet. Men det er en lang vej, og der er meget arbejde foran os endnu. Det er ikke det at have et barn med handicap, der er hårdt. Det er kampene med systemet, der er tæt på umulige at overleve.

BØRNELIV

Da jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat

Den dag, jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat.

26. maj 2019 (opdateret 30. juni 2022) | Af Lea Olsen | Foto: Privat

 

Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv, skriver Lea Olsen.

Lea Olsen er mor til et barn med celebral parese (CP). Indlægget er hendes egen beretning om kampen for at få hjælp og vejledning. Se også facebook-gruppen enmillionstemmer.

Da vores søn Magne kom til verden den 30. maj 2014, blev jeg mor. Magne er et planlagt ønskebarn, og endelig at kunne bære titlerne som mor og far var en drøm, der gik i opfyldelse.

Desværre fik Magne en hjerneskade (CP) under fødslen på grund af iltmangel. Det var et kæmpe chok og en sorg for os. Men det viste sig meget hurtigt, at det var en sorg, vi ikke havde tid til at bearbejde. Faktisk var der dårligt tid til at være mor.

Det første år gik vi ofte til kontrol på sygehuset, men vi fik aldrig ret meget information. Vi vidste ikke, hvad hjerneskaden ville få af betydning for Magne, og når vi nævnte adfærd som ekstremt dårlig søvn og mange timers daglig gråd, blev vi altid affejet med, at “sådan er babyer”.

Under min barsel fyldte rollen som ufaglært fysioterapeut det meste af vores hverdag. Jeg trænede Magne flere gange om dagen uden vejledning eller supervision. Kommunens fysioterapeut havde kun ressourcer til at se Magne hver tredje til sjette måned, og hun var generelt af den holdning, at vi bare måtte acceptere hans handicap og lade ham udvikle sig, som han nu kunne.

De 18 første måneder famlede vi i blinde. Vi kunne tydeligt se, at vores dreng ikke trivedes i en ”almindelig” hverdag. Men da vi ingen vejledning eller rådgivning fik, hverken fra sygehus eller kommune, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op. Samtidig blev vi af omverdenen mødt af bemærkninger om, at vi ”godt nok var heldige, for hans handicap kunne jo være værre”. Det fik os til at tvivle på egen mavefornemmelse.

Vores praktiserende læge, der fra start var en stor støtte, anbefalede, at jeg søgte om nogle timers tabt arbejdsfortjeneste. For hende var det tydeligt, at Magne blev overstimuleret og slet ikke kunne rumme at være fuld tid i dagpleje. Hun skrev derfor en udtalelse, hvor hun meget tydeligt beskrev Magnes udfordringer og behov for ro. Ansøgningen fik vi selvfølgelig afslag på uden nogen former for vejledning i, hvad vi så skulle gøre, og hvad vores rettigheder var. De første år havde Magne tre forskellige sagsbehandlere – vi så aldrig nogen af dem.

“Men da vi ingen vejledning eller rådgivning fik, hverken fra sygehus eller kommune, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op. Samtidig blev vi af omverdenen mødt af bemærkninger om, at vi ”godt nok var heldige, for hans handicap kunne jo være værre”. Det fik os til at tvivle på egen mavefornemmelse.”

 
Lea Olsen

Efter godt 18 måneder indså vi, at vi måtte lære at klare os selv. Den såkaldte ’tidlige og forebyggende indsats’ oplevede vi ikke eksisterede, når vi på papiret var en ressourcestærk familie. Jeg brugte derfor 4-6 måneder på at sætte mig ind i serviceloven, læse om forskning vedrørende CP, pædagogiske tekster om børn med voldsom separationsangst, hypersensitiv adfærd, dårlig søvn og meget mere.

Gennem forskellige netværksgrupper på Facebook sparrede jeg også med erfarne og ligesindede forældre, som hurtigt lærte mig, at jeg ikke længere blot var mor, kæreste og sygeplejerske. Vi var landet i en verden, hvor man som forældre skal være sagsbehandler og vide mere om lovgivningen og principafgørelser end de uddannede sagsbehandlere. En verden, hvor forældreopgaven består i at tilegne sig lægefaglig viden, pædagogiske redskaber, fysioterapeutiske, ergoterapeutiske og logopædiske evner. Sidst, men vigtigst, en verden, hvor man skal være i stand til at agere forsvarsadvokat for ens barns liv. Ikke kun med rent menneskelige argumenter om, hvad man oplever og mener, vil være bedst for ens barn. Nej, med rent retslige argumenter og paragraffer skal vi kunne sige, hvad vores barn rent faktisk har ret til.

Da Magne fyldte to følte jeg mig klar til at tage kampen om tabt arbejdsfortjeneste. Jeg havde på det tidspunkt læst tilpas meget til, jeg kendte min ret, og jeg endte med at få tilkendt nogle få timer.

“Vi var landet i en verden, hvor man som forældre skal være sagsbehandler og vide mere om lovgivningen og principafgørelser end de uddannede sagsbehandlere.”

 
Lea Olsen

Da Magnes fysiske handicap omkring et halvt år senere blev forværret, og vi under overfladen fornemmede nogle kognitive udfordringer, kastede jeg mig ud i, hvad jeg tror, er systemets sværeste kamp på børne- og ungeområdet. Hjemmetræning efter paragraf 32 – en udskældt ordning mange steder i systemet, da den betyder, at man selv tager ansvaret for sit barns udvikling og derved siger nej tak til kommunens terapeutiske og pædagogiske tilbud. Vi var dog ikke i tvivl om, at det var det rigtige for Magne, og vi var fast besluttede på at gå hele vejen. Den vej endte dog med at blive en to år lang kamp.

Det tog nemlig kommunen mere end et halvt år at give os et afslag uden vejledning og uden at have sat yderligere i værk for at hjælpe Magne. Derefter lod vi sagen gå i ankestyrelsen, og jeg brugte flere måneder på at indhente journalmateriale og på at få sygehusets ergoterapeut til at lave en sensorisk profil. Mens vi ventede på, at sagen blev afgjort der, tog vi sammen med Magnes børnehave kampen op for at få kommunen og ppr på banen. Efter 11 måneders ventetid fik vi i ankestyrelsen medhold i, at Magne er i målgruppen for de børn, som kan bevilliges hjemmetræning. Desværre var sagsakterne fra kommunen så mangelfulde, at der var flere forhold, ankestyrelsen ikke kunne tage stilling til, og sagen røg retur til kommunen. Godt to år efter, vi ansøgte, blev vi godkendt og kunne starte hjemmetræningen. I vores øjne fratog kommunen Magne og os som familie to års trivsel på grund af mangelfuld sagsbehandling. Det havde ingen konsekvenser for dem. Men det havde det for os.

Både min mand og jeg har været ramt af alvorlig stress, og jeg også af depression. Jeg har i dag let til moderat PTS samt kronisk systemstress. Vi har haft mange måneder, hvor al kommunikation mellem os forældre var skænderier og uoverensstemmelser. Egentlig ikke fordi vi var, og er, synderligt uenige, men fordi vi var så pressede, at vi ikke kunne rumme hinanden. Magnes far valgte de første fire år at arbejde langt væk og derved være væk 12-14 timer i døgnet. Det var hans forsvarsmekanisme og måde at overleve på. Jeg har flere gange taget tilløb til at pakke mine ting og Magne og flygte fra det hele. Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv.

“I vores øjne fratog kommunen Magne og os som familie to års trivsel på grund af mangelfuld sagsbehandling. Det havde ingen konsekvenser for dem. Men det havde det for os.”

 
Lea Olsen

Vi er begge meget sociale, og førhen var vi nærmest dagligt sammen med venner og familie. De sidste 4-5 år har vores sociale liv stort set ikke eksisteret.

Jeg var i en periode ramt af social angst og i dag skal jeg stadig hive mig selv op og sparke mig ud af døren, når vi skal besøge venner og familie. Vi savner alle dem, vi førhen havde i vores liv, men vi er så udmattede og overbelastede, at vi ikke formår at holde kontakten.

“Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv.”

 
Lea Olsen

Efter fire år i helvede er vi alle i bedre trivsel, og vi er langsomt ved at finde vej op af hullet. Men det er en lang vej, og der er meget arbejde foran os endnu. Det er ikke det at have et barn med handicap, der er hårdt. Det er kampene med systemet, der er tæt på umulige at overleve.

Tilføjet 30. juni 2022: Sådan går det i dag

I dag er Magne 8 år. Vi hjemmetræner fortsat med børnespecialisterne, hvilket uden tvivl har reddet både Magnes udvikling og vores families trivsel. Magnes udvikling har været fuldstændig fantastisk, og vi er fortsat en familie på Fire.

Da først vi fik godkendt hjemmetræning tilbage i 2018, fik vi en god og garvet sagsbehandler, hvilket gav os to års ro og trivsel. Hun lyttede, hun talte vores sag over for forvaltningen, og hun vendte altid hurtigt tilbage på vores henvendelser.

Desværre blev hun sygemeldt og afskediget, og vi fik en ny sagsbehandler. Så i lidt mere end et år, har det meste igen været en langsommelig kamp. Blandt andet har vi haft en sag om et redskab til træningen kørende i 1,5 år nu. Sagen har været i Ankestyrelsen, der hjemsendte den til ny behandling på grund af mangelfuld sagsbehandling.

Kampene har dog ikke fået lov at fylde så meget det sidste års tid, da al vores overskud er blevet lagt omkring Magnes skolestart i august 2021. På trods af mange gode beskrivelser og tests af Magne fra forskellige fagfolk, valgte man at visitere ham til et tilbud i folkeskolen. En skoleleder beskrev et skoletilbud, som kunne leve op til alt det, Magne havde behov for. Virkeligheden var dog en anden, og efter få uger i skolen begyndte Magne at mistrives.

Skolen holdt fast i, at de bestemt kunne løfte opgaven, og på møde efter møde kunne vi beskrive en dreng i større og større mistrivsel.

Igen måtte jeg agere jurist, pædagog, psykolog, fysioterapeut og ergoterapeut over en længere periode i forsøget på at få skolen til at forstå, hvor kompleks en dreng, Magne er. De ville ikke forstå, før vi 1. marts 2022 sygemeldte Magne, og tog ham hjem. Vi hørte intet fra skolen, og efter cirka en måned blev vi informeret om, at skolen havde indstillet til visitation med henblik på et nyt skoletilbud.

Tre måneder endte Magne med at være hjemme. Tre måneder, hvor han stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor hans skolepædagog slet ikke skrev eller ringede til os. “De savner mig nok slet ikke,” sagde han ofte, og jeg måtte igen trøste.

En uge før sin 8 års fødselsdag begyndte Magne på en specialskole, som han elsker. Magne er kun afsted få timer fire dage om ugen, og han er træt, når han kommer hjem. Men han er glad! Faktisk synes Magne, det er lidt irriterende, at skolesommerferien er så lang.

Alt i alt har de seneste 4 år af Magnes liv været bedre end de første 4 år, men presset, der følger med at være afhængig af kommunal hjælp, har desværre ikke ændret sig.

LÆS OGSÅ