LIVET MED BØRN

”Refluks har ødelagt min tro på mine evner som mor”

”Refluks har ødelagt min tro på mine evner som mor”

18. maj 2019 | Af Frederikke Lundgaard Jensen | Foto: Privat

Refluks har gjort hverdagen til en krigszone og har ødelagt min tro på mine evner som mor. For hvis jeg ikke kan give min dreng mad og søvn, uden at han skal opleve smerte, hvad fanden er jeg så for en mor, skriver Frederikke Lundgaard Jensen.

Dette indlæg er første gang bragt i facebook-gruppen Forældre med refluksbørn. Indlægget er Frederikkes egen beretning om livet som mor til et barn med refluks.

Jeg kan ikke huske, at jeg har prøvet at hade før. Der er mange ting, jeg ikke har brudt mig om, og som har pisset mig af, men hadet, det har jeg ikke prøvet. Før nu. Jeg hader refluks! Helt ind i det inderste af mine knogler, så hader jeg refluks.

Refluks ødelagde min amning og gjorde hver eneste flaskemåltid til en kamp. Refluks tvang sit ildelugtende væsen ind, hver gang min dreng endelig havde fundet ro i søvn, og tvang ham til at vågne i skrig, spændt som en desperat flitsbue.

Refluks har gjort hverdagen til en krigszone og har ødelagt min tro på mine evner som mor. For hvis jeg ikke kan give min dreng mad og søvn, uden at han skal opleve smerte, hvad fanden er jeg så for en mor?

Champs of Denmark

Jeg har prøvet at fortælle om de her ting til familie og venner. De er alle søde, men de forstår det ikke. De forstår ikke den angst, jeg har opbygget, og hvorfor hele min krop sitrer, så snart der er tegn på, at refluksen vil vise sit klamme væsen igen.

I går aftes spiste Sebastian helt almindelig mad til aftensmad. Det virker måske som en lille ting, men det er bestemt ikke normalen. Han er 15 måneder gammel og meget skeptisk overfor andet end sin havregrød. Og det forstår jeg godt, for når det har gjort ondt at spise hele ens liv, så kaster man sig ikke bare lige ud i nye ting. Så da han i går glad guffede pasta, kylling og grøntsagsmos, så klappede jeg i mine hænder.

Da jeg vågnede i morges, var jeg helt forvirret. Jeg blev vækket af mit vækkeur. Bib bib bib. Det er jo ikke nogen særlig rar lyd, men jeg stor-nød den, for i så mange måneder har skrig og gråd vækket mig, og gerne 10-20 gange hver nat. Men i nat sov vi. Fra klokken 21-6:15 sov Sebastian, uden at give en eneste lyd fra sig, andet end lyden af hans afslappede og rolige åndedræt.

Da han vågnede, rejste han sig i sengen og rakte roligt armene op i mod mig. Jeg tog ham op, og han krammede sine små arme omkring min hals. Og så løb tårerne på mig. Det har de gjort utallige gange siden 1. februar 2018, men denne gang var det af glæde. Glæde over, at der er lys forude, og at jeg endelig føler, vi har taget magten fra refluks.

Der er så mange ting, jeg ville ønske, havde været anderledes, siden jeg blev mor. Så meget, jeg ville ønske, jeg havde gjort. Men det kan jeg ikke ændre nu. Til gengæld kan jeg nyde de små arme rundt om min hals, og jeg kan øve mig i at tro på, at jeg gør det godt nok. At jeg er den bedste mor for min dreng. 

LIVET MED BØRN

”Refluks har ødelagt min tro på mine evner som mor”

”Refluks har ødelagt min tro på mine evner som mor”

18. maj 2019 | Af Frederikke Lundgaard Jensen | Foto: Privat

Refluks har gjort hverdagen til en krigszone og har ødelagt min tro på mine evner som mor. For hvis jeg ikke kan give min dreng mad og søvn, uden at han skal opleve smerte, hvad fanden er jeg så for en mor, skriver Frederikke Lundgaard Jensen.

Dette indlæg er første gang bragt i facebook-gruppen Forældre med refluksbørn. Indlægget er Frederikkes egen beretning om livet som mor til et barn med refluks.

Jeg kan ikke huske, at jeg har prøvet at hade før. Der er mange ting, jeg ikke har brudt mig om, og som har pisset mig af, men hadet, det har jeg ikke prøvet. Før nu. Jeg hader refluks! Helt ind i det inderste af mine knogler, så hader jeg refluks.

Refluks ødelagde min amning og gjorde hver eneste flaskemåltid til en kamp. Refluks tvang sit ildelugtende væsen ind, hver gang min dreng endelig havde fundet ro i søvn, og tvang ham til at vågne i skrig, spændt som en desperat flitsbue.

Champs of Denmark

Refluks har gjort hverdagen til en krigszone og har ødelagt min tro på mine evner som mor. For hvis jeg ikke kan give min dreng mad og søvn, uden at han skal opleve smerte, hvad fanden er jeg så for en mor?

Jeg har prøvet at fortælle om de her ting til familie og venner. De er alle søde, men de forstår det ikke. De forstår ikke den angst, jeg har opbygget, og hvorfor hele min krop sitrer, så snart der er tegn på, at refluksen vil vise sit klamme væsen igen.

I går aftes spiste Sebastian helt almindelig mad til aftensmad. Det virker måske som en lille ting, men det er bestemt ikke normalen. Han er 15 måneder gammel og meget skeptisk overfor andet end sin havregrød. Og det forstår jeg godt, for når det har gjort ondt at spise hele ens liv, så kaster man sig ikke bare lige ud i nye ting. Så da han i går glad guffede pasta, kylling og grøntsagsmos, så klappede jeg i mine hænder.

Da jeg vågnede i morges, var jeg helt forvirret. Jeg blev vækket af mit vækkeur. Bib bib bib. Det er jo ikke nogen særlig rar lyd, men jeg stor-nød den, for i så mange måneder har skrig og gråd vækket mig, og gerne 10-20 gange hver nat. Men i nat sov vi. Fra klokken 21-6:15 sov Sebastian, uden at give en eneste lyd fra sig, andet end lyden af hans afslappede og rolige åndedræt.

Da han vågnede, rejste han sig i sengen og rakte roligt armene op i mod mig. Jeg tog ham op, og han krammede sine små arme omkring min hals. Og så løb tårerne på mig. Det har de gjort utallige gange siden 1. februar 2018, men denne gang var det af glæde. Glæde over, at der er lys forude, og at jeg endelig føler, vi har taget magten fra refluks.

Der er så mange ting, jeg ville ønske, havde været anderledes, siden jeg blev mor. Så meget, jeg ville ønske, jeg havde gjort. Men det kan jeg ikke ændre nu. Til gengæld kan jeg nyde de små arme rundt om min hals, og jeg kan øve mig i at tro på, at jeg gør det godt nok. At jeg er den bedste mor for min dreng. 

LÆS OGSÅ