Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

af | sep 15, 2020

FØDSEL

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere, skriver Anna Friberg, der er doula.

15. september 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere.

Anna Friberg er 30 år og mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Da jeg begyndte at arbejde som doula for omkring 2,5 år siden, var det fordi, jeg mærkede en kæmpe kærlighed til nye mødre og deres babyer. Jeg ønskede at gøre alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe og støtte dem i en helt ny og overvældende livsfase.

I første omgang var jeg meget fokuseret på efterfødslen og moderskabets transformation. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor meget graviditeten og fødslen betyder for hele efterfødslen. Det hænger uløseligt sammen.

Der findes i dag utrolig mange udbydere af fødselsforberedelse og så mange fødselsberetninger – ja generelt virkelig meget fokus på fødslen.

Men der findes ikke en masse efterfødselsberetninger og historier om, hvordan kvinder oplever moderskabets transformation. Og mange mangler måske også et sprog for det. For der er ikke særlig meget fokus på det.

Men det hænger om sagt sammen. Og det er vigtigt! Så jeg vil gerne forberede kvinder på dén del også. For en fødsel er en VILD oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere!

Psykolog Anne Rom

Moderskabet indeholder SÅ meget potentiale, og jeg ønsker, at kvinder må få det allerbedste ud af det. Og det er det, mit arbejde handler om.

Mit udgangspunkt er altid kvinden. Jeg arbejder for hende. Jeg skal ikke følge nogen retningslinjer fra oven eller tilpasse mig et system. Jeg skal bare følge hende og hendes behov.

Jeg træffer ingen beslutninger på hendes vegne og råder ikke til det ene frem for det andet. Jeg fortæller, hvad jeg ved. Og hvis jeg ikke ved det, eller ikke ved nok, henviser jeg til en, der gør.

Jeg er som doula ikke ‘lidt ligesom en jordemoder’. Vi kan ikke det samme, og vi kan aldrig være der i stedet for en jordemoder. Det skal kvinder vide.

Men det er vigtigt for mig at informere kvinder. Både om krop, sind og fødsel, og om hvordan sundhedssystemet fungerer og hvilke rettigheder, de som gravide og fødende har. Alt for mange kvinder tror, at de ikke har fuld autonomi over deres egen krop, når de er gravide. At de skal spørge om lov og få tilladelse. At de ikke bestemmer selv. Sådan er det naturligvis ikke.

Hvad er en doula?

Der er forskellige måder, hvorpå doulaere arbejder. Men meningen med at være doula er at skabe tryghed og støtte før, under og efter en fødsel. Nogle kalder det også fødselshjælper eller fødselspraktiker. En klassisk doula tilbyder oftest fødselsforberedelse, rebozomassage og støtte under fødslen på den måde, den pågældende kvinde/familie ønsker det. Der findes også postpartum doulaere, der beskæftiger sig med efterfødsel.

Jeg tænker heller ikke, at man nødvendigvis behøver at have en doula med til sin fødsel. Jeg har stor tillid til kvindekroppen, og tænker aldrig, at en kvinde har BRUG for mig til sin fødsel. Og det er heller ikke min opgave at ‘gøre noget’ under en fødsel eller ‘hjælpe’ med at føde. Selvfølgelig vil jeg gerne massere, komme med kolde eller varme klude og så videre under en fødsel, hvis der er lyst til det. Men ellers er min opgave bare at holde og bevare et trygt føderum i tillid og kærlighed.

For som sagt er fødslen vigtig. Og når jeg i dag arbejder som doula, kan jeg ikke adskille fødsel og efterfødsel. Så på mine fødselsforberedende hold fylder begge dele lige meget.

Jeg læste på et tidspunkt om ‘doula effekten’. I The Doula Book af Klaus Marshall står der følgende:

“Tilstedeværelsen af en doula under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 45%, forkorte længden af fødslen med 25%, mindske forbruget af smertelindring med 31% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 50%”.

Det synes jeg er ret vildt. Og selvfølgelig påvirker de ting også efterfødslen.

At kvinder er trygge under fødslen er essentielt for hele forløbet, og jeg tror, det er forklaringen på ‘doulaeffekten’.

Fælles for doulaere er jo, at de ønsker, at alle kvinder må få de bedste betingelser for at få den fødsel, de ønsker. Den bedste start på moderskabet.

FØDSEL

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere, skriver Anna Friberg, der er doula.

15. september 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere.

Anna Friberg er 30 år og mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Da jeg begyndte at arbejde som doula for omkring 2,5 år siden, var det fordi, jeg mærkede en kæmpe kærlighed til nye mødre og deres babyer. Jeg ønskede at gøre alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe og støtte dem i en helt ny og overvældende livsfase.

I første omgang var jeg meget fokuseret på efterfødslen og moderskabets transformation. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor meget graviditeten og fødslen betyder for hele efterfødslen. Det hænger uløseligt sammen.

Der findes i dag utrolig mange udbydere af fødselsforberedelse og så mange fødselsberetninger – ja generelt virkelig meget fokus på fødslen.

Men der findes ikke en masse efterfødselsberetninger og historier om, hvordan kvinder oplever moderskabets transformation. Og mange mangler måske også et sprog for det. For der er ikke særlig meget fokus på det.

Men det hænger om sagt sammen. Og det er vigtigt! Så jeg vil gerne forberede kvinder på dén del også. For en fødsel er en VILD oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere!

Moderskabet indeholder SÅ meget potentiale, og jeg ønsker, at kvinder må få det allerbedste ud af det. Og det er det, mit arbejde handler om.

Mit udgangspunkt er altid kvinden. Jeg arbejder for hende. Jeg skal ikke følge nogen retningslinjer fra oven eller tilpasse mig et system. Jeg skal bare følge hende og hendes behov.

Jeg træffer ingen beslutninger på hendes vegne og råder ikke til det ene frem for det andet. Jeg fortæller, hvad jeg ved. Og hvis jeg ikke ved det, eller ikke ved nok, henviser jeg til en, der gør.

Jeg er som doula ikke ‘lidt ligesom en jordemoder’. Vi kan ikke det samme, og vi kan aldrig være der i stedet for en jordemoder. Det skal kvinder vide.

Men det er vigtigt for mig at informere kvinder. Både om krop, sind og fødsel, og om hvordan sundhedssystemet fungerer og hvilke rettigheder, de som gravide og fødende har. Alt for mange kvinder tror, at de ikke har fuld autonomi over deres egen krop, når de er gravide. At de skal spørge om lov og få tilladelse. At de ikke bestemmer selv. Sådan er det naturligvis ikke.

Hvad er en doula?

Der er forskellige måder, hvorpå doulaere arbejder. Men meningen med at være doula er at skabe tryghed og støtte før, under og efter en fødsel. Nogle kalder det også fødselshjælper eller fødselspraktiker. En klassisk doula tilbyder oftest fødselsforberedelse, rebozomassage og støtte under fødslen på den måde, den pågældende kvinde/familie ønsker det. Der findes også postpartum doulaere, der beskæftiger sig med efterfødsel.

Jeg tænker heller ikke, at man nødvendigvis behøver at have en doula med til sin fødsel. Jeg har stor tillid til kvindekroppen, og tænker aldrig, at en kvinde har BRUG for mig til sin fødsel. Og det er heller ikke min opgave at ‘gøre noget’ under en fødsel eller ‘hjælpe’ med at føde. Selvfølgelig vil jeg gerne massere, komme med kolde eller varme klude og så videre under en fødsel, hvis der er lyst til det. Men ellers er min opgave bare at holde og bevare et trygt føderum i tillid og kærlighed.

For som sagt er fødslen vigtig. Og når jeg i dag arbejder som doula, kan jeg ikke adskille fødsel og efterfødsel. Så på mine fødselsforberedende hold fylder begge dele lige meget.

Jeg læste på et tidspunkt om ‘doula effekten’. I The Doula Book af Klaus Marshall står der følgende:

“Tilstedeværelsen af en doula under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 45%, forkorte længden af fødslen med 25%, mindske forbruget af smertelindring med 31% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 50%”.

Det synes jeg er ret vildt. Og selvfølgelig påvirker de ting også efterfødslen.

At kvinder er trygge under fødslen er essentielt for hele forløbet, og jeg tror, det er forklaringen på ‘doulaeffekten’.

Fælles for doulaere er jo, at de ønsker, at alle kvinder må få de bedste betingelser for at få den fødsel, de ønsker. Den bedste start på moderskabet.

Psykolog Anne Rom

LÆS OGSÅ

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

af | apr 20, 2020

FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

LÆS OGSÅ

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

af | feb 17, 2020

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Emmibaby - køb babyudstyr

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

 

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

LÆS OGSÅ

Lene fik akut kejsersnit: Jeg er bange for at blive gravid igen

af | dec 30, 2019

FØDSEL

Lene fik akut kejsersnit: Jeg er bange for at blive gravid igen

Lene Kristensen fik akut kejsersnit. Det var en voldsom oplevelse.

30. december 2019 | Af Lene Kristensen | Foto: Privat

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud, skriver Lene Kristensen i sin fødselsberetning.

33-årige Lene Kristensen er lærer, bor i Randers og er gift med Thomas. Hun har til fødslen.dk her skrevet sin fødselsberetning.

Natten til den 9. april 2018 sov jeg dårligt om natten, og da min kæreste tog afsted om morgenen, lagde jeg mig på sofaen. Der gik dog ikke længe, før vandet gik. Lige midt i sofaen.

Jeg løb ud på badeværelset og kiggede på vandet. Jeg kunne huske, det ikke måtte være grønt. Det var det ikke, så jeg ringede til min kæreste, som lige var mødt på arbejde. Derefter ringede jeg til fødselsafdelingen, som bad mig komme derop et par timer efter og lige blive tilset.

Veerne var ikke gået i gang, da jeg kom derop, så jeg blev bedt om at gå en tur. Min kæreste protesterede, da jeg den sidste måned ikke havde kunnet gå på grund af mit bækken. Jeg stoppede ham. Fortalte, at jeg gerne ville prøve for at slippe for at blive sat i gang.

Expectations Copenhagen

Det gjorde jeg så. Det vil sige, jeg tog et par skidt og holdt pause. Det virkede ikke i forhold til veerne, så da vi kom til en trappe, valgte jeg at gå op af den. Det gjorde virkelig ondt, men veerne kom. Jordemoderen endte dog med at sende os hjem, til de blev mere regelmæssige.

Derhjemme gjorde jeg, som jeg havde forberedt. Jeg havde hentet en app til at tage tid, og jeg lå i sengen og prøvede at hvile mig mellem veerne. Men der var et eller andet, som føltes forkert. Jeg blev frustreret og følte ikke, det, jeg havde forberedt, virkede. Min kæreste overtog derfor appen, og jeg lagde mig på sofaen. Der gik ikke lang tid, før jeg var væk.

Den næste periode er sløret med enkelte glimt. Jeg husker, at min kæreste råbte af mig i forsøget på at få mig til at gå ned af trappen, inden han selv løftede mig op og bar mig. Jeg husker også en sygeplejerske, som spurgte, om jeg kunne fortælle mit navn.

Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg på en stue. Men det var ikke en fødestue, som dem, vi havde været oppe og se på sygehuset.

Min kæreste kaldte på nogen, og der kom en kvinde ind og fortalte, at de var ved at gøre klar til kejsersnit. Kort tid efter kom en anden kvinde ind. Hun undersøgte mig kort og virkede overrasket over, at jeg var kommet til mig selv. Men nu, hvor jeg var, ville de lave kejsersnittet, hvor jeg var vågen. Hun fortalte, der ville gå en halv time, og det føltes som evigheder. Normalt er jeg et roligt menneske, men jeg skældte ud. Hold op, hvor jeg skældte ud. Jeg kunne slet ikke være i det, og min krop gjorde ondt. Jeg kunne se, min kæreste havde grædt. De fortalte, at det, de gav mig, var kvalmestillende, men jeg brækkede mig hele tiden. Jeg følte, jeg skulle tisse, men de havde lagt et kateter, og veerne gjorde nas, og så var jeg bare forvirret.

Jeg tror, alle var glade og lettede, da den halve time var gået. Jeg blev kørt op på en operationsstue, og min kæreste kom ud til mig i blåt tøj, men han måtte ikke være hos mig. Han blev sat på en stol nogle meter fra mig.

Da lægen prøvede at lægge en epidural, spurgte jeg, om det var meningen, det skulle gøre ondt i mit venstre ben. Alle så overraskede ud. Han var åbenbart ikke en, som normalt lagde det forkert. Anden gang gjorde det ondt i min balle. Efter fem stik gav han op og fortalte, at jeg måtte i narkose. Min kæreste blev hurtigt sendt ud, og det virkede som om, det skulle gå lidt stærkt.

Det næste, jeg husker, var, at jeg frøs. Meget. Men der var folk omkring mig, som gav mig noget varmt på. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, var det første, jeg så, et ur. Klokken var 22. En sygeplejerske kom over til mig og spurgte, om jeg ville se min datter. Jeg svarede grædende ja, og hun fortalte, at min mand og datter var på vej.

Emmibaby - køb babyudstyr

Jeg skulle trappes ud af noget, som gjorde, jeg skulle blive liggende. Normalt måtte der ikke være larm på opvågning, men de ville gerne gøre en undtagelse. Jeg kunne ikke se nogen andre, men der var også nogle skærme omkring mig.

Lige pludselig hørte jeg nogle snakke, og bag skærmen kom min kæreste og datter til syne. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig, så jordemoderen tog min datter og lagde hende til mit bryst. Hun klemte på mit bryst. Det virkede vigtigt, men det lykkedes ikke. Min datter fik derfor noget mælk fra en kop. Derefter lagde de hende op på mig. Hun var så fin, og det hele føltes lidt uvirkeligt.

De fortalte, at hun sked på min kæreste kort tid efter, hun var kommet op til ham. Vi grinede. Sygeplejerskerne kom og skulle skifte min forbinding. Jeg kiggede på min mave. Det så vildt ud. Jeg havde nærmest et T på maven helt op til navlen med klips.

Efter en times tid begyndte de at gøre klar til, at jeg kunne blive flyttet. Min kæreste holdt vores datter, og vi kom op på en stue. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og en sygeplejerske måtte hjælpe min mand med at skifte vores datter.

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud. Hun undskyldte derfor også, at hun ikke havde gjort det pænere. Men hun havde prioritet min datter. Vi svarede, at det var vi glade for.

En sygeplejerske, vi kendte fra tidligere i graviditeten, kom ind og satte sig. Hun skulle være hos os hele natten. Jeg kunne ikke sove. Min datter og kæreste sov. Hun fortalte, at jeg næste morgen skulle have kateteret ud, men først når jeg havde været oppe at stå. Jeg ville gerne i gang med det samme, så hun endte med at hente en stol, så jeg kunne forsøge at rejse mig. Det gjorde dog så ondt, at jeg hurtigt måtte ned igen. Min datter vågnede ved lydene og blev lagt til mit bryst, dog uden at spise noget. I stedet fik hun lidt mælk i en kop.

Da vi alle var vågne igen, kom min søster, og min kæreste viste stolt vores datter frem.

Vi var indlagt i fem døgn. Vores datter blev indlagt på neonatal, og jeg var indlagt på barselsafsnittet. Heldigvis var alt fyldt, og vi blev efter et døgn flyttet til familieafsnittet, hvor læger og sygeplejerske fra de forskellige afdelinger kom til os. Jeg havde nogle panikanfald, men heldigvis kom personalet løbende, når der var brug for det. Hold nu op et dygtigt personale.

Da vi kom hjem, havde vi den bedste sundhedsplejerske. Hun var der hver anden dag, og det fandt jeg stor ro i. Jeg var så bange for, at jeg efter det, vi havde været igennem, ikke kunne give min datter den spejling, hun havde brug for. Men heldigvis lykkedes det for os alle at nyde hinanden.

Efter nogle dage hjemme læste jeg mine journaler, mens min datter sov. Selvom min kæreste havde fortalt mig, hvad der var sket, var det svært at forholde sig til. Jeg var blevet ukontaktbar i lejligheden, og han havde kontaktet fødselsafdelingen, som fortalte, vi skulle derop. Han fortalte, jeg virkede som om, jeg var meget fuld. Halvvejs nede af trapperne havde han ringet til fødeafdelingen igen. Han var her virkelig bekymret og vurderede, at jeg hurtigt skulle på sygehuset. Jeg kunne læse, hvordan han havde været i choktilstand, mens han så på, at jeg, kort tid efter, vi var ankommet til fødselsafsnittet, var gået i krampe. På ingen tid havde lokalet været proppet med folk, som prøvede at redde mit og vores datters liv. Jeg tudede og tudede. Vi havde begge været i livsfare af flere omgange.

Lægen skrev, at hun mistænkte en svangerskabsforgiftning. Hun indstillede mig til en masse tests, blandt andet en MR-scanning.

Jeg kunne også læse, hvordan en masse børnelæger og sygeplejersker havde stået klar, da det endelig var lykkedes at få min datter ud. Mens jeg læste, sendte jeg løbende beskeder med ord, jeg ikke forstod, til min lægeveninde, som var sød at oversætte.

Jeg husker den første tid som fyldt med kærlighed, men også en kamp. Fysisk var jeg udfordret, og amningen kom aldrig i gang. Vi tog hurtigt valget om mælkeerstatning, hvilket var det helt rigtige valg for os.

Ugerne gik, og jeg fik endelig mine clips ud, så jeg kunne få overstået de sidste scanninger. At undvære min datter i den time, det tog, var ulideligt. Jeg græd, da jeg endelig holdt hende igen. Min diagnose var svangerskabsforgiftning. Men på grund af mit lave blodtryk og det faktum, at jeg aldrig får feber, var det svært at opdage.

Vi har afsluttet vores forløb med fødeafdelingen efter flere samtaler. Til samtalerne blev jeg hele tiden spurgt, om jeg er klar til at få barn nummer to. Rent instinktivt er mit svar; nej. Stod det til mig, skulle vi adoptere, men det er min kæreste imod. Det kan jeg sagtens forstå, men tanken om at skulle det hele igennem igen, skræmmer mig. Også selvom jeg har fået fortalt, at jeg næste gang vil kunne få kejsersnit 14 dage før termin.

Min datter er i dag 1,5 år, så for lægerne må jeg egentlig gerne blive gravid. Men vi venter. Jeg er ikke klar. Jeg er bange for, hvad der kan ske.

FØDSEL

Lene fik akut kejsersnit: Jeg er bange for at blive gravid igen

Lene Kristensen fik akut kejsersnit. Det var en voldsom oplevelse.

30. december 2019 | Af Lene Kristensen | Foto: Privat

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud, skriver Lene Kristensen i sin fødselsberetning.

33-årige Lene Kristensen er lærer, bor i Randers og er gift med Thomas. Hun har til fødslen.dk her skrevet sin fødselsberetning.

Natten til den 9. april 2018 sov jeg dårligt om natten, og da min kæreste tog afsted om morgenen, lagde jeg mig på sofaen. Der gik dog ikke længe, før vandet gik. Lige midt i sofaen.

Jeg løb ud på badeværelset og kiggede på vandet. Jeg kunne huske, det ikke måtte være grønt. Det var det ikke, så jeg ringede til min kæreste, som lige var mødt på arbejde. Derefter ringede jeg til fødselsafdelingen, som bad mig komme derop et par timer efter og lige blive tilset.

Veerne var ikke gået i gang, da jeg kom derop, så jeg blev bedt om at gå en tur. Min kæreste protesterede, da jeg den sidste måned ikke havde kunnet gå på grund af mit bækken. Jeg stoppede ham. Fortalte, at jeg gerne ville prøve for at slippe for at blive sat i gang.

Det gjorde jeg så. Det vil sige, jeg tog et par skidt og holdt pause. Det virkede ikke i forhold til veerne, så da vi kom til en trappe, valgte jeg at gå op af den. Det gjorde virkelig ondt, men veerne kom. Jordemoderen endte dog med at sende os hjem, til de blev mere regelmæssige.

Derhjemme gjorde jeg, som jeg havde forberedt. Jeg havde hentet en app til at tage tid, og jeg lå i sengen og prøvede at hvile mig mellem veerne. Men der var et eller andet, som føltes forkert. Jeg blev frustreret og følte ikke, det, jeg havde forberedt, virkede. Min kæreste overtog derfor appen, og jeg lagde mig på sofaen. Der gik ikke lang tid, før jeg var væk.

Den næste periode er sløret med enkelte glimt. Jeg husker, at min kæreste råbte af mig i forsøget på at få mig til at gå ned af trappen, inden han selv løftede mig op og bar mig. Jeg husker også en sygeplejerske, som spurgte, om jeg kunne fortælle mit navn.

Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg på en stue. Men det var ikke en fødestue, som dem, vi havde været oppe og se på sygehuset.

Min kæreste kaldte på nogen, og der kom en kvinde ind og fortalte, at de var ved at gøre klar til kejsersnit. Kort tid efter kom en anden kvinde ind. Hun undersøgte mig kort og virkede overrasket over, at jeg var kommet til mig selv. Men nu, hvor jeg var, ville de lave kejsersnittet, hvor jeg var vågen. Hun fortalte, der ville gå en halv time, og det føltes som evigheder. Normalt er jeg et roligt menneske, men jeg skældte ud. Hold op, hvor jeg skældte ud. Jeg kunne slet ikke være i det, og min krop gjorde ondt. Jeg kunne se, min kæreste havde grædt. De fortalte, at det, de gav mig, var kvalmestillende, men jeg brækkede mig hele tiden. Jeg følte, jeg skulle tisse, men de havde lagt et kateter, og veerne gjorde nas, og så var jeg bare forvirret.

Jeg tror, alle var glade og lettede, da den halve time var gået. Jeg blev kørt op på en operationsstue, og min kæreste kom ud til mig i blåt tøj, men han måtte ikke være hos mig. Han blev sat på en stol nogle meter fra mig.

Da lægen prøvede at lægge en epidural, spurgte jeg, om det var meningen, det skulle gøre ondt i mit venstre ben. Alle så overraskede ud. Han var åbenbart ikke en, som normalt lagde det forkert. Anden gang gjorde det ondt i min balle. Efter fem stik gav han op og fortalte, at jeg måtte i narkose. Min kæreste blev hurtigt sendt ud, og det virkede som om, det skulle gå lidt stærkt.

Det næste, jeg husker, var, at jeg frøs. Meget. Men der var folk omkring mig, som gav mig noget varmt på. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, var det første, jeg så, et ur. Klokken var 22. En sygeplejerske kom over til mig og spurgte, om jeg ville se min datter. Jeg svarede grædende ja, og hun fortalte, at min mand og datter var på vej.

Jeg skulle trappes ud af noget, som gjorde, jeg skulle blive liggende. Normalt måtte der ikke være larm på opvågning, men de ville gerne gøre en undtagelse. Jeg kunne ikke se nogen andre, men der var også nogle skærme omkring mig.

Lige pludselig hørte jeg nogle snakke, og bag skærmen kom min kæreste og datter til syne. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig, så jordemoderen tog min datter og lagde hende til mit bryst. Hun klemte på mit bryst. Det virkede vigtigt, men det lykkedes ikke. Min datter fik derfor noget mælk fra en kop. Derefter lagde de hende op på mig. Hun var så fin, og det hele føltes lidt uvirkeligt.

De fortalte, at hun sked på min kæreste kort tid efter, hun var kommet op til ham. Vi grinede. Sygeplejerskerne kom og skulle skifte min forbinding. Jeg kiggede på min mave. Det så vildt ud. Jeg havde nærmest et T på maven helt op til navlen med klips.

Efter en times tid begyndte de at gøre klar til, at jeg kunne blive flyttet. Min kæreste holdt vores datter, og vi kom op på en stue. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og en sygeplejerske måtte hjælpe min mand med at skifte vores datter.

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud. Hun undskyldte derfor også, at hun ikke havde gjort det pænere. Men hun havde prioritet min datter. Vi svarede, at det var vi glade for.

En sygeplejerske, vi kendte fra tidligere i graviditeten, kom ind og satte sig. Hun skulle være hos os hele natten. Jeg kunne ikke sove. Min datter og kæreste sov. Hun fortalte, at jeg næste morgen skulle have kateteret ud, men først når jeg havde været oppe at stå. Jeg ville gerne i gang med det samme, så hun endte med at hente en stol, så jeg kunne forsøge at rejse mig. Det gjorde dog så ondt, at jeg hurtigt måtte ned igen. Min datter vågnede ved lydene og blev lagt til mit bryst, dog uden at spise noget. I stedet fik hun lidt mælk i en kop.

Da vi alle var vågne igen, kom min søster, og min kæreste viste stolt vores datter frem.

Vi var indlagt i fem døgn. Vores datter blev indlagt på neonatal, og jeg var indlagt på barselsafsnittet. Heldigvis var alt fyldt, og vi blev efter et døgn flyttet til familieafsnittet, hvor læger og sygeplejerske fra de forskellige afdelinger kom til os. Jeg havde nogle panikanfald, men heldigvis kom personalet løbende, når der var brug for det. Hold nu op et dygtigt personale.

Da vi kom hjem, havde vi den bedste sundhedsplejerske. Hun var der hver anden dag, og det fandt jeg stor ro i. Jeg var så bange for, at jeg efter det, vi havde været igennem, ikke kunne give min datter den spejling, hun havde brug for. Men heldigvis lykkedes det for os alle at nyde hinanden.

Efter nogle dage hjemme læste jeg mine journaler, mens min datter sov. Selvom min kæreste havde fortalt mig, hvad der var sket, var det svært at forholde sig til. Jeg var blevet ukontaktbar i lejligheden, og han havde kontaktet fødselsafdelingen, som fortalte, vi skulle derop. Han fortalte, jeg virkede som om, jeg var meget fuld. Halvvejs nede af trapperne havde han ringet til fødeafdelingen igen. Han var her virkelig bekymret og vurderede, at jeg hurtigt skulle på sygehuset. Jeg kunne læse, hvordan han havde været i choktilstand, mens han så på, at jeg, kort tid efter, vi var ankommet til fødselsafsnittet, var gået i krampe. På ingen tid havde lokalet været proppet med folk, som prøvede at redde mit og vores datters liv. Jeg tudede og tudede. Vi havde begge været i livsfare af flere omgange.

Lægen skrev, at hun mistænkte en svangerskabsforgiftning. Hun indstillede mig til en masse tests, blandt andet en MR-scanning.

Jeg kunne også læse, hvordan en masse børnelæger og sygeplejersker havde stået klar, da det endelig var lykkedes at få min datter ud. Mens jeg læste, sendte jeg løbende beskeder med ord, jeg ikke forstod, til min lægeveninde, som var sød at oversætte.

Jeg husker den første tid som fyldt med kærlighed, men også en kamp. Fysisk var jeg udfordret, og amningen kom aldrig i gang. Vi tog hurtigt valget om mælkeerstatning, hvilket var det helt rigtige valg for os.

Ugerne gik, og jeg fik endelig mine clips ud, så jeg kunne få overstået de sidste scanninger. At undvære min datter i den time, det tog, var ulideligt. Jeg græd, da jeg endelig holdt hende igen. Min diagnose var svangerskabsforgiftning. Men på grund af mit lave blodtryk og det faktum, at jeg aldrig får feber, var det svært at opdage.

Vi har afsluttet vores forløb med fødeafdelingen efter flere samtaler. Til samtalerne blev jeg hele tiden spurgt, om jeg er klar til at få barn nummer to. Rent instinktivt er mit svar; nej. Stod det til mig, skulle vi adoptere, men det er min kæreste imod. Det kan jeg sagtens forstå, men tanken om at skulle det hele igennem igen, skræmmer mig. Også selvom jeg har fået fortalt, at jeg næste gang vil kunne få kejsersnit 14 dage før termin.

Min datter er i dag 1,5 år, så for lægerne må jeg egentlig gerne blive gravid. Men vi venter. Jeg er ikke klar. Jeg er bange for, hvad der kan ske.

LÆS OGSÅ

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

af | nov 11, 2019

FØDSEL

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

Marie Mundt om efterfødselsrekation ved kejsersnit

11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat

Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.

I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.

Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.

– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk. 

Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.

– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.

Liv eller død

I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.

Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit. 

Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.

– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.

Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.

Måtte kæmpe for samtale

For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.

– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.

Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.

– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.

Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.

– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.

Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.

– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.

Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.

– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:

– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.

Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.

En klar plan

For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.

– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.

Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.

– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.

Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.

Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.

– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.

For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.

– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.

Anne-Clari Vetös råd:

Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.

FØDSEL

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

Marie Mundt om efterfødselsrekation ved kejsersnit

11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.

 

I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.

Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.

– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk. 

Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.

– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.

Liv eller død

I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.

Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit. 

Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.

– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.

Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.

Måtte kæmpe for samtale

For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.

– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.

Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.

– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.

Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.

– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.

Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.

– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.

Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.

– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:

– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.

Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.

En klar plan

For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.

– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.

Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.

– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.

Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.

Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.

– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.

For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.

– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.

Anne-Clari Vetös råd:

Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.

LÆS OGSÅ

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

af | aug 14, 2019

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

LÆS OGSÅ