FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

LÆS OGSÅ