Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

MODERSKAB

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.8. juni 2020 – opdateret 16. juli 2022| Af Annalie Jørgensen | Foto: Xavier Mouton Photographie, Unsplash

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

Som kvinder har vi fra naturens side en iboende kraft i os, som bliver vækket til live, når vi bliver gravide og føder et barn. En superkraft, der gør os i stand til intuitivt at mærke, hvad vores barn har brug for. En slags telepatisk evne. Og helt instinktivt vil vi gøre ALT for det her lille menneske.

Uden at tøve tilsidesætter vi alle vores behov for at være der for det lille barn. Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk.

Moderskabets transformation

Med moderskabet transformeres vi både mentalt, fysisk og spirituelt. Allerede under graviditeten påbegynder kvindens hjerne en transformation. Endda så meget, at man på skanningsbilleder kan se, om hun tidligere har været gravid eller ej. Neuroplasticiteten i hjernen øges, og gør derved kvinden klar til den læringsproces, det er at skulle lære det lille nye menneske at kende. Derudover øges produktionen og evnen til at optage oxytocin – kærligheds- og tilknytningshormonet.

Kroppen åbner sig fysisk for at kunne huse og gro det nye liv, vi bærer under hjertet i ni måneder, og underlivet gennemgår den største menneskelige transformation på kortest tid under selve fødslen. Brysterne begynder at producere den nærende modermælk, som bliver byggesten for barnets vækst, celle for celle, og som på magisk vis tilpasser sig både kvalitativt og kvantitativt alt efter barnets behov.

Moderskabet muliggør også en spirituel transformation, for moderskabet kræver for alvor, at et andet menneskes behov sættes over egne. Det lærer os at være givende, opofrende, gavmilde, uselviske, nænsomme og nærværende, og er nok den mest egonedbrydende erfaring, vi som menneske kan få. Om vi vil det eller ej, vil moderskabet forandre os for altid.

Moderskabets kryptonit

Moderskabets superkraft er afhængig af og tæt forbundet med det, vi i psykologisk fagterm kalder “tilknytning”. Begrebet er i virkeligheden naturvidenskabens forsøg på at teoretisere den særlige forbindelse, der opstår mellem barnet og moderen (og senere barnet og andre vigtige personer i barnets liv), og gøre den målbar.

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, såsom konkurrence, vækst, profit, rationel logisk tænkning og målbar evidens, der dominerer. Et samfund, hvor værdier forbundet med den feminine arketype, såsom omsorg, relationer, følelser og intuition, devalueres og nedprioriteres. Et samfund, der værdisætter arbejdsliv højere end familieliv, og derfor baserer sit fundament på, at mødre og børn skal adskilles så tidligt som muligt, så mødrene kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen, og tilbringe størstedelen af de vågne timer væk fra deres børn. Og denne samfundsstruktur er som det rene kryptonit for moderskabets superkraft.

Moderskabet i det moderne samfund

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver. Det starter allerede i graviditeten, hvor kvinden forventes at præstere, som om det ikke kræver hårdt arbejde for hendes krop at skulle skabe og gro et helt nyt menneske.
Morgenkvalme, træthed, følelsesmæssige rutsjeture, og hvad der ellers følger med, må undertrykkes, så kvinden kan fortsætte sit liv uforandret. Så kommer fødslen, som oftest foregår under hospitalernes kontrollerede mekaniske forhold. Diverse indgreb overtager kvindekroppens egen magi, og kvinden efterlades mere eller mindre fysisk og mentalt fremmedgjort fra fødselsoplevelsen. Herved frarøves hun den enorme empowermentfølelse, hun oprindeligt er berettiget til, og som skal få hende til at mærke moderskabets superkraft fra start.

“I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver.”

 
Annalie Jørgensen

To uger efter fødslen overlades den nybagte mor alene med sin baby på barsel, isoleret fra resten af samfundet, overvældet, søvnberøvet og helt alene med det store ansvar, det er at opfostre et lille nyt menneske. Efter intensivt at have brugt 10-12 måneder på moderskabets mest krævende sider, skal kvinden tilbage til sit gamle liv på arbejdsmarkedet og præstere, som om intet var hændt. Moderskabet må nu presses ind i ulvetimer og weekender, hvor både mor og barn, trætte og udmattede, skal forsøge at finde hinanden efter adskillelsen, samtidig med at diverse huslige gøremål, venneaftaler og familiefødselsdage skal afvikles.

Vores samfundsstruktur overlader ikke meget plads til de dele af moderskabet, som rent faktisk giver energi. Og det er virkelig en stor tragedie for os alle. For under de rette omstændigheder har moderskabet nemlig et helt unikt potentiale. Et potentiale til at ændre verden og gøre den til et bedre sted.

Moderskabets potentiale

Moderskabet har potentiale til at udvikle nogle vigtige og brugbare kompetencer. Vi lærer blandt andet at præstere i kaos, håndtere et vanvittigt pres både fysisk og mentalt, blive yderst effektive, være løsningsorienterede, mægle i konflikter, blive mere empatiske og fatte os i korthed, da vi aldrig ved, hvornår vi bliver afbrudt.

Annalie Jørgensen mener, vi skal tale moderskabet mere op.

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver, skriver Annalie Jørgensen. Foto: Privat

Men endnu vigtigere, så har moderskabet et helt unik potentiale for at skabe en bedre verden. For med energi og overskud kan vi opfostre mennesker, som vokser op, næret af ubetinget kærlighed. Og denne kærlighed vil sprede sig som ringe i vand, langt ud i fremtiden. Al nyere forskning viser os nemlig, at kvaliteten af relationen til vores primære omsorgsperson har en afgørende indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne, og at de relationer, vi knytter i vores liv, alle er præget af den første relation, vi har; den til vores mor.

Moderskabet skal tales op

Det kræver en landsby at opfostre et barn. Sådan lyder et gammelt afrikansk ordsprog. Et ordsprog, som betyder, at det kræver opbakning og støtte fra en hel landsby at kunne give et barn de bedste vilkår for at vokse op og blive et helt menneske.

Men i vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet. Til såkaldte “eksperter”, som har læst sig til, hvordan man håndterer børn.

At tro, at vi kan udlicitere denne vigtige omsorgsopgave, er desværre en illusion. For man kan ikke opnå disse feminine kompetencer på maskulin vis. Det kræver en moders kærlighed. Moderskabets superkraft. Det magiske krydderi, som gør hele forskellen.

Det er altafgørende, at vi får skabt en kultur, hvor moderinstinktet anerkendes, og hvor mødre støttes i at mærke det, i stedet for at lukke ned for det. Og lige så vigtigt er det, at det bliver nemt for moderen at følge disse instinkter. At følge sit moderinstinkt skal være en berigelse og ikke en begrænsning. Tænk, hvis en mor kunne få lov til at nyde det magiske og vidunderlige i at være den eneste, der dur, i stedet for, at det skal føles som en drænende belastning, fordi hun ikke får den støtte og anerkendelse, hun har brug for. Vi sygeliggør endda relationen mellem moderen og barnet med begreber som ‘morsyg’. I stedet burde vi støtte op om denne særlige forbindelse og give den vores dybeste respekt.

“I vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet.”

 
Annalie Jørgensen

Vi skal holde op med at negligere graviditetens hellige arbejde, men derimod give den de allerbedste kår, så det lille nye liv kan få den allerbedste start. Vi skal give fødslen tilbage til kvinden og vise tillid til og bakke op om det magiske samarbejde mellem hendes krop og hendes baby. Vi skal stoppe med at fordumme ‘ammehjernen’, men i stedet anerkende den, værdsætte den for dét, som den kan, og tilpasse os den. Og så skal vi ikke længere tale ‘morkroppen’ ned, men derimod hylde den for det magiske arbejde, den har udført.

I stedet for at tale moderskabet ned, må vi tale det op! For sandheden er, at ingen andre steder i livet eller i verden har vi så stor en betydning, som vi har i moderskabet. Det er den eneste opgave, som kun vi kan gøre allerbedst.

Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk. Og i sidste ende ville ingen af os være her, hvis ikke det var for moderskabet.

Dette indlæg er udtryk for Annalie Jørgensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

MODERSKAB

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.
8. juni 2020 – opdateret 16. juli 2022 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Xavier Mouton Photographie, Unsplash

 

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

Som kvinder har vi fra naturens side en iboende kraft i os, som bliver vækket til live, når vi bliver gravide og føder et barn. En superkraft, der gør os i stand til intuitivt at mærke, hvad vores barn har brug for. En slags telepatisk evne. Og helt instinktivt vil vi gøre ALT for det her lille menneske.

Uden at tøve tilsidesætter vi alle vores behov for at være der for det lille barn. Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk.

Moderskabets transformation

Med moderskabet transformeres vi både mentalt, fysisk og spirituelt. Allerede under graviditeten påbegynder kvindens hjerne en transformation. Endda så meget, at man på skanningsbilleder kan se, om hun tidligere har været gravid eller ej. Neuroplasticiteten i hjernen øges, og gør derved kvinden klar til den læringsproces, det er at skulle lære det lille nye menneske at kende. Derudover øges produktionen og evnen til at optage oxytocin – kærligheds- og tilknytningshormonet.

Kroppen åbner sig fysisk for at kunne huse og gro det nye liv, vi bærer under hjertet i ni måneder, og underlivet gennemgår den største menneskelige transformation på kortest tid under selve fødslen. Brysterne begynder at producere den nærende modermælk, som bliver byggesten for barnets vækst, celle for celle, og som på magisk vis tilpasser sig både kvalitativt og kvantitativt alt efter barnets behov.

Moderskabet muliggør også en spirituel transformation, for moderskabet kræver for alvor, at et andet menneskes behov sættes over egne. Det lærer os at være givende, opofrende, gavmilde, uselviske, nænsomme og nærværende, og er nok den mest egonedbrydende erfaring, vi som menneske kan få. Om vi vil det eller ej, vil moderskabet forandre os for altid.

Moderskabets kryptonit

Moderskabets superkraft er afhængig af og tæt forbundet med det, vi i psykologisk fagterm kalder “tilknytning”. Begrebet er i virkeligheden naturvidenskabens forsøg på at teoretisere den særlige forbindelse, der opstår mellem barnet og moderen (og senere barnet og andre vigtige personer i barnets liv), og gøre den målbar.

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, såsom konkurrence, vækst, profit, rationel logisk tænkning og målbar evidens, der dominerer. Et samfund, hvor værdier forbundet med den feminine arketype, såsom omsorg, relationer, følelser og intuition, devalueres og nedprioriteres. Et samfund, der værdisætter arbejdsliv højere end familieliv, og derfor baserer sit fundament på, at mødre og børn skal adskilles så tidligt som muligt, så mødrene kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen, og tilbringe størstedelen af de vågne timer væk fra deres børn. Og denne samfundsstruktur er som det rene kryptonit for moderskabets superkraft.

Moderskabet i det moderne samfund

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver. Det starter allerede i graviditeten, hvor kvinden forventes at præstere, som om det ikke kræver hårdt arbejde for hendes krop at skulle skabe og gro et helt nyt menneske.
Morgenkvalme, træthed, følelsesmæssige rutsjeture, og hvad der ellers følger med, må undertrykkes, så kvinden kan fortsætte sit liv uforandret. Så kommer fødslen, som oftest foregår under hospitalernes kontrollerede mekaniske forhold. Diverse indgreb overtager kvindekroppens egen magi, og kvinden efterlades mere eller mindre fysisk og mentalt fremmedgjort fra fødselsoplevelsen. Herved frarøves hun den enorme empowermentfølelse, hun oprindeligt er berettiget til, og som skal få hende til at mærke moderskabets superkraft fra start.

“I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver.”

 
Annalie Jørgensen

To uger efter fødslen overlades den nybagte mor alene med sin baby på barsel, isoleret fra resten af samfundet, overvældet, søvnberøvet og helt alene med det store ansvar, det er at opfostre et lille nyt menneske. Efter intensivt at have brugt 10-12 måneder på moderskabets mest krævende sider, skal kvinden tilbage til sit gamle liv på arbejdsmarkedet og præstere, som om intet var hændt. Moderskabet må nu presses ind i ulvetimer og weekender, hvor både mor og barn, trætte og udmattede, skal forsøge at finde hinanden efter adskillelsen, samtidig med at diverse huslige gøremål, venneaftaler og familiefødselsdage skal afvikles.

Vores samfundsstruktur overlader ikke meget plads til de dele af moderskabet, som rent faktisk giver energi. Og det er virkelig en stor tragedie for os alle. For under de rette omstændigheder har moderskabet nemlig et helt unikt potentiale. Et potentiale til at ændre verden og gøre den til et bedre sted.

Moderskabets potentiale

Moderskabet har potentiale til at udvikle nogle vigtige og brugbare kompetencer. Vi lærer blandt andet at præstere i kaos, håndtere et vanvittigt pres både fysisk og mentalt, blive yderst effektive, være løsningsorienterede, mægle i konflikter, blive mere empatiske og fatte os i korthed, da vi aldrig ved, hvornår vi bliver afbrudt.

Annalie Jørgensen mener, vi skal tale moderskabet mere op.

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver, skriver Annalie Jørgensen. Foto: Privat

Men endnu vigtigere, så har moderskabet et helt unik potentiale for at skabe en bedre verden. For med energi og overskud kan vi opfostre mennesker, som vokser op, næret af ubetinget kærlighed. Og denne kærlighed vil sprede sig som ringe i vand, langt ud i fremtiden. Al nyere forskning viser os nemlig, at kvaliteten af relationen til vores primære omsorgsperson har en afgørende indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne, og at de relationer, vi knytter i vores liv, alle er præget af den første relation, vi har; den til vores mor.

Moderskabet skal tales op

Det kræver en landsby at opfostre et barn. Sådan lyder et gammelt afrikansk ordsprog. Et ordsprog, som betyder, at det kræver opbakning og støtte fra en hel landsby at kunne give et barn de bedste vilkår for at vokse op og blive et helt menneske.

Men i vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet. Til såkaldte “eksperter”, som har læst sig til, hvordan man håndterer børn.

At tro, at vi kan udlicitere denne vigtige omsorgsopgave, er desværre en illusion. For man kan ikke opnå disse feminine kompetencer på maskulin vis. Det kræver en moders kærlighed. Moderskabets superkraft. Det magiske krydderi, som gør hele forskellen.

Det er altafgørende, at vi får skabt en kultur, hvor moderinstinktet anerkendes, og hvor mødre støttes i at mærke det, i stedet for at lukke ned for det. Og lige så vigtigt er det, at det bliver nemt for moderen at følge disse instinkter. At følge sit moderinstinkt skal være en berigelse og ikke en begrænsning. Tænk, hvis en mor kunne få lov til at nyde det magiske og vidunderlige i at være den eneste, der dur, i stedet for, at det skal føles som en drænende belastning, fordi hun ikke får den støtte og anerkendelse, hun har brug for. Vi sygeliggør endda relationen mellem moderen og barnet med begreber som ‘morsyg’. I stedet burde vi støtte op om denne særlige forbindelse og give den vores dybeste respekt.

“I vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet.”

 
Annalie Jørgensen

Vi skal holde op med at negligere graviditetens hellige arbejde, men derimod give den de allerbedste kår, så det lille nye liv kan få den allerbedste start. Vi skal give fødslen tilbage til kvinden og vise tillid til og bakke op om det magiske samarbejde mellem hendes krop og hendes baby. Vi skal stoppe med at fordumme ‘ammehjernen’, men i stedet anerkende den, værdsætte den for dét, som den kan, og tilpasse os den. Og så skal vi ikke længere tale ‘morkroppen’ ned, men derimod hylde den for det magiske arbejde, den har udført.

I stedet for at tale moderskabet ned, må vi tale det op! For sandheden er, at ingen andre steder i livet eller i verden har vi så stor en betydning, som vi har i moderskabet. Det er den eneste opgave, som kun vi kan gøre allerbedst.

Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk. Og i sidste ende ville ingen af os være her, hvis ikke det var for moderskabet.

Dette indlæg er udtryk for Annalie Jørgensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

 

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

 

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

LÆS OGSÅ

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn …

MODERSKAB

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn …

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej ...

3. september 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Janko Ferlič, Unsplash

 

Det handler ikke om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.

Når du sidder med mit lille barn, og det bliver ked og søgende, og jeg tager det og trøster, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan holde det tæt.

Når jeg takker nej til dit velmenende tilbud om pasning, så vi som forældre kan gå ud og spise eller i biografen, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan klare det.

Når jeg ikke ringer, er det ikke fordi, jeg ikke tænker på dig.

“Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.”

 
Marta Gramstrup Wriedt

Når jeg afslår dit tilbud om at trille mit barn en tur eller putte, er det ikke fordi, jeg ikke tror på dine evner.

Når vi ikke kommer på besøg særlig tit eller igen takker nej til en familiefest, er det ikke fordi, vi ikke kan lide dig og ikke vil dig.

Det handler faktisk slet ikke om dig, hvad vi synes om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Jeg kræver ikke, du forstår. Ej heller at du lever som os. Men vid, at vi ikke har indrettet vores liv for bevidst at træde dig over tæerne. Vi har indrettet det, så det giver bedst mulig mening for os – og vores barn.

MODERSKAB

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn …

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej ...

3. september 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Janko Ferlič, Unsplash

 

Det handler ikke om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

 

Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.

Når du sidder med mit lille barn, og det bliver ked og søgende, og jeg tager det og trøster, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan holde det tæt.

Når jeg takker nej til dit velmenende tilbud om pasning, så vi som forældre kan gå ud og spise eller i biografen, er det ikke fordi, jeg ikke tror på, du kan klare det.

Når jeg ikke ringer, er det ikke fordi, jeg ikke tænker på dig.

“Når du spørger, om du må holde mit nyfødte barn, og jeg siger nej, er det ikke fordi, jeg ikke stoler på dig.”

 
Marta Gramstrup Wriedt

Når jeg afslår dit tilbud om at trille mit barn en tur eller putte, er det ikke fordi, jeg ikke tror på dine evner.

Når vi ikke kommer på besøg særlig tit eller igen takker nej til en familiefest, er det ikke fordi, vi ikke kan lide dig og ikke vil dig.

Det handler faktisk slet ikke om dig, hvad vi synes om dig, og hvad vi tror, du kan. Det handler om vores barn og dets behov.

Jeg kræver ikke, du forstår. Ej heller at du lever som os. Men vid, at vi ikke har indrettet vores liv for bevidst at træde dig over tæerne. Vi har indrettet det, så det giver bedst mulig mening for os – og vores barn.

LÆS OGSÅ

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

FØDSEL

Doulaer: Naturlige fødsler kan være ufatteligt livsbekræftende og healende

Rutineundersøgelser kan skabe unødig frygt hos gravide og fødende, mener forfattere til bogen Natural birth.

11. maj 2020 | Af Louise og Anja Pedersen | Foto: Unsplash

 

Det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Fokus skal flyttes fra, hvad der kan gå galt, til hvad vi kan gøre for at graviditet, fødsel og den første barselstid bliver så tryg og kærlig som muligt, skriver to doulaer og forfattere i dette indlæg.

Louise Pedersen og Anja Pedersen er doulaer og forfattere til bogen Nature´s Masterplan for Birth, som beskriver, hvordan vi fra naturens side er skabt til at være gravide, føde og passe på vores børn på en måde, der hele vejen igennem denne specielle tid er sikker, tryg, styrkende og kærlig. Du kan købe deres bog her.

Urinprøver, blodtryksmåling, indvendig undersøgelse, igangsættelse, misdannelsesscanning, oxytocin i drop, epidural, kejsersnit, CTG og sugekop er ord, langt de fleste gravide og fødende kender.

Faktisk er vi nået dertil, hvor det er blevet normalen. Hvor vi bliver forskrækkede, når vi hører om gravide, der har valgt scanninger fra. For hvordan kan de så vide, om deres baby fejler noget? Eller når vi hører om nogen, der har valgt at føde hjemme, og vores tanker straks kredser om, hvad der kan gå galt i den situation.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at vi som det første, efter vi har konstateret, at vi er gravide, ringer og bestiller en tid hos lægen. Og at vi ved den undersøgelse både får tjekket vores urin, blodtryk, taget en blodprøve, får lavet en indvendig undersøgelse og booket tid til scanninger. Alt sammen rutineundersøgelser, som det desværre er de færreste gravide, der bliver spurgt, om de overhovedet ønsker, får fremlagt fordele og ulemper ved, eller selv har taget stilling til på forhånd.

Og bedre bliver det desværre ikke, når fødslen går i gang. Her kommer der om muligt endnu flere tilbud, rutineundersøgelser og indgreb, man som fødende ofte ikke forstår hverken betydningen eller konsekvensen af.

“For the first time in human history, pregnancy and birth is all about scans, blood pressure measurement, vaginal exams, pain relief, inductions, blood tests, synthetic hormones, cord clamping, c-sections, and separation of mother and baby. All in the name of evaluating and reducing risks.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Spørgsmålet er nu, om vi kan være bekendt, både som enkeltpersoner og som samfund, at plante så meget frygt for, at noget kan gå galt, i vores gravide, fødende og nybagte mødre. En frygt, der desværre ikke kun sætter sig i kvinden, men også i hendes ufødte baby, som svømmende rundt i fostervand, bliver marineret i denne frygt og usikkerhed, og derfor forbereder sig på at møde en usikker verden, hvor faren konstant kan lure lige om hjørnet.

Om vi kan være bekendt at vi tillader et stigende antal undersøgelser, indgreb, behov for medicinsk smertelindring, kejsersnit, efterfødselsreaktioner, traumatiserende fødselsoplevelser og babyer, der har behov for indlæggelse og behandling efter fødslen?

Og om vi som gravide, fødende og nybagte mødre fortsat vil lade os at være patienter, eller om vi vil påtage os ansvaret for at indsamle så meget viden, som overhoved muligt, om naturlige graviditeter og fødsler samt sætte os ind i de mange tilbud, deres fordele og risiko. Og dermed blive en aktiv beslutningstager, som vælger til og fra, ud fra hvad der er bedst for os selv og vores babyer?

“Since we´re presented with so many offers and choices, that nature didn’t plan for, our thinking mind has to take part in our birth preparation too. We simply need to actively consider the many offers and make the choices that are right for us and our babies.”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Vi mener, at det er på tide med en tillidsrevolution inden for graviditets-, fødsels- og barselsområdet. Hvor vi sammen flytter fokus fra, hvad der kan gå galt, over til hvad vi kan gøre for at gøre graviditet, fødsel og den første barselstid ikke alene så sikker som muligt, men i ligeså høj grad så tryg, behagelig, udviklende og kærlig som muligt.

At vi får udbredt viden om, hvor ualmindeligt fantastisk vores kroppe er skabt til ikke blot at bære og føde vores børn, men også til at passe på dem efterfølgende. Og at det at være gravid, fødende og nybagt mor, kan være noget af det mest fantastiske, vi som kvinder nogensinde vil opleve.

“Birth is a natural, perfectly designed, and very complex process, that humans still don´t completely understand. It´s a beautiful dance between mother and baby, as the baby twists and turns his or her way into the world, while the mother instinctively moves her body to ease her baby´s passage. A hormonal orchestration unlike any other, that ensures a safe and magical birthing experience…”

 
Nature’s Masterplan for Birth

Naturlige fødsler kan være ufatteligt smukke, livsbekræftende og healende, og det er i vores øjne på tide, at de fødende får tid, ro, opmuntring og tillid til at fødslen kan udfolde sig sådan, som naturen havde tiltænkt.

Dette indlæg er udtryk for Anja Pedersens og Louise Pedersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Troede min krop, at mit barn var dødt?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen?

FØDSEL

Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen? Hvorfor skal jeg kategoriseres som sårbar for at få støtte under fødslen, spørger Mie Ryborg Larsen, der står bag et borgerforslag, som skal sikre alle lige rettigheder før, under og efter fødslen.

05. marts 2021 | Af Mie Ryborg-Larsen | Foto: Privat

 

Mie Ryborg-Larsen står bag et borgerforslag, der skal sikre alle fødende bedre rettigheder og fødsler. Det bør være en ret, mener hun.

Mie Ryborg-Larsen er socialrådgiver og hovedstiller på borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”. Du kan følge med på Forældre og Fødsels instagramprofil @fogf.dk, som hun administrerer.

Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest. Uanset om dette er hjemme, på klinik eller på hospital.

Alle bør have ret til at få personlig og tilstrækkelig hjælp til amningen, til at overnatte på fødestedet, hvis man ikke er klar til at tage hjem, til at få hjemmebesøg, hvis man gerne vil hjem, men stadig har brug for støtte, og alle skal have adgang til kendte jordemødre før, under og efter fødslen. Det bør ikke være forbeholdt “sårbare”, sådan som det er i dag. En fødsel er en stor, men også voldsom oplevelse for de fleste.

Gravide og fødende, som er særligt sårbare, skal selvfølgelig have specialiseret hjælp og støtte – og i et sammenhængende forløb.

Og jordemødrene skal have arbejdsvilkår, som giver dem mulighed for at bruge og udfolde deres faglighed. Ellers kan ovenstående ikke blive til virkelighed.

Med borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”, som jeg har været med til at stille sammen med en gruppe kvinder, kræver vi grundlæggende ændringer i svangreomsorgens finansiering, organisering og kultur. Vi vil have værdigheden og omsorgen tilbage på fødselsområdet. Vi vil have lovsikrede rettigheder, der sikrer en ordentlig og lige behandling på tværs af geografi, økonomiske muligheder og fødselstidspunkt.

Vi vil ikke have lappeløsninger og hensigtserklæringer. Politikerne skal tage ansvar, og det knokler vi på at få dem til ved dette borgerforslag og via arbejdet i foreningen Forældre og Fødsel, hvor jeg også er aktiv.

Selv har jeg – på papiret – haft to ukomplicerede graviditeter og fødsler – den første i 2016, den anden i 2020. Men i realiteten er jeg begge gange på forskellig vis blevet rystet i min grundvold. Sådan bør det ikke være.

I 2016 valgte jeg at føde på sygehuset ud fra devisen om, at det nok ville være det sikreste, og fordi jeg der ville have adgang til diverse smertestillende og lægehjælp, såfremt der skulle blive behov for det. Jeg anede jo ikke, hvad jeg gik ind til, og jeg var både spændt og nervøs.

“Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest.”

 
Mie Ryborg-Larsen

I graviditeten blev jeg tildelt to “faste” jordemødre, men nåede kun at møde den ene. Jeg var igennem fem forskellige til graviditetskonsultationerne, og med seks konsultationer i alt kan man nok godt regne ud, at der ikke var meget kontinuitet. Det gjorde mig ikke så meget dengang, for min graviditet forløb problemfrit. Men sådan er det ikke for alle.

Jeg meldte mig til sygehusets fødselsforberedelse. Det var en overfladisk omgang auditorieundervisning, som ikke gjorde mig synderligt klogere på, hvad jeg selv kunne gøre for at håndtere smerterne, men der var da – igen overfladisk – information om, hvilke medicinske smertelindringsmuligheder, der var. Derfor meldte jeg mig til et privat fødselsforberedelseskursus til ca. 2000 kroner, hvilket gav mig nogle konkrete redskaber til fx smertehåndtering, og som faciliterede nogle gode snakke mellem min kæreste og jeg om det at skulle være forældre.

Under selve fødslen, som varede 48 timer, hvoraf de 40 foregik på sygehuset, mødte jeg de sødeste jordemødre. Om natten var vi dog overladt til os selv, fordi der ikke var hænder nok, og de andre fødende var længere i fødsel end jeg. Jeg havde fuld forståelse for deres prioritering, men var også ca. 30 timer inde i en fødsel med regelmæssige veer (og vågen på 46. time), så jeg var begyndt at blive rigtig udmattet og modløs. Jordemoderen, der havde taget imod mig, da vi ankom dagen før, mødte ind i dagvagt igen, og tog sig af mig. Hun fik lagt en plan for, hvordan vi kunne få ”skub i tingene” og give mig ro til at samle kræfter til resten af fødslen. Det blev ved hjælp af hindesprængning og en epiduralblokade, som betød, at smerterne næsten helt forsvandt, og jeg fik sovet 1,5 time. Jeg mistede dog også følelsen i det ene ben og var derfor ikke mobil.

Heldigvis kom der skub i tingene, og hun fik lavet en grundig overlevering til jordemoderen i aftenvagt, som endte med at være hos mig, indtil jeg havde født ca. syv timer efter. Det var guld værd! Og alle skal have mulighed for at have en jordemoder hos sig under den aktive fase.

Jeg blev indlagt på barselsgangen efter fødslen, fordi jeg havde et kateter, der skulle tjekkes op på. Jeg syntes, amning var svært, og blev bedt om at kalde, når babyen skulle ammes, så de kunne hjælpe. Der gik dog flere timer fra, jeg hev i snoren, til de havde tid til at komme. Mit indtryk var, at de havde for travlt. Jeg fik i stedet udleveret et par ammebrikker og bedt om at prøve mig frem. Det gjorde jeg, men blev aldrig sikker på, om det, jeg gjorde, var rigtigt.

Da jeg skulle udskrives, måtte vi vente næsten seks timer på at få en udskrivningssamtale – de havde ikke engang tid til at sende os hjem. Jeg var således knap to døgn på barselsafsnittet, men uden at få den hjælp og støtte, jeg havde behov for.

Efter vi kom hjem, og mælken løb til, udviklede jeg hurtigt store smerter ved amning. Tårerne trillede, og min krop spændte op ved hver eneste amning. På trods af besøg fra sundhedsplejersken, som prøvede at guide mig, var det først, da jeg efter ni dage konsulterede en privat jordemoder, at der kom styr på det. Hun instruerede mig stille og roligt i korrekt ammeteknik og konstaterede samtidig, at jeg havde fået svamp. Havde jeg ikke betalt mig til denne hjælp, havde det næppe været muligt at amme min datter, til hun var et år. For mig giver det ikke mening, at man ikke har let og gratis adgang til jordemoderassistance, efter mælken er løbet til, og de første par uger efter fødslen, hvor amningen etableres.

Selv var jeg efter fødslen i chok over, at en fødsel kunne være så langvarig og mentalt udmattende. Heldigvis havde jeg mulighed for – og overskud til – at booke en efterfødselssamtale med den jordemoder, jeg fødte med. Det hjalp mig med at få bearbejdet oplevelsen. Jeg blev dog også opfordret til at sørge for at blive kategoriseret som “sårbar gravid”, næste gang jeg blev gravid, så jeg kunne blive henvist til kendt jordemoderordning. Måske fordi jeg blev berørt og græd lidt under samtalen.

I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.

Jeg kunne da heller ikke, tre år senere, da jeg var gravid igen, få mig til at sige til lægen, at jeg var “sårbar gravid”. Jeg ville ikke “tage pladsen” fra dem, som virkelig havde behov for særlig støtte. Jeg havde dog en klar fornemmelse af, at min første fødsel ville komme til at spøge frem mod den næste, og at det ville være en god ting med kontinuerlig kontakt med en jordemoder, som kendte til min første oplevelse.

Til mit held bor jeg i Region Sjælland, der som den eneste region har fødetilbud i form af små jordemoderbemandede fødeklinikker, hvor man automatisk får den kendte og kontinuerlige jordemoderkontakt. Så jeg valgte at føde på fødeklinik anden gang og havde en meget bedre fødselsoplevelse.

Her fik jeg også fødselsforberedelse, som var klasser over de auditorieforberedelsesoplæg, jeg havde deltaget i på sygehuset ved min første graviditet. Og på niveau med det, jeg havde gået til privat i første graviditet.

Da fødslen gik i gang, var jeg så heldig, at den ene af mine to faste jordemødre var på vagt, og hun tog imod mig på klinikken, og var hos mig hele fødslen igennem. Jeg var bange for, om jeg kunne håndtere smerterne uden medicinsk smertelindring, og for at jeg igen skulle igennem et langvarigt forløb og miste modet. Men jeg var 100 procent tryg ved, at min jordemoder kunne hjælpe mig igennem det. Fordi hun havde tid til at sætte sig ind i mine styrker og svagheder og give mig den individuelle støtte, jeg havde brug for.

“I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.”

 
Mie Ryborg-Larsen

Fødslen var intens og ekstremt grænseoverskridende til trods for, at den var “helt normal”. Men mine oplevelser blev aldrig bagatelliseret, tværtimod. Jeg er helt klart kommet styrket ud efter denne fødsel, og jeg er sikker på, at den tryghed, jeg fik ved at have “kendt jordemoder”, har reduceret min risiko markant for at udvikle en efterfødselsreaktion.

Mine fødselsoplevelser er hverken dramatiske eller traumatiske, men jeg har mærket hullerne i systemet på egen krop og heldigvis for mig været i stand til at kompensere. Det er langt fra alle, der har de muligheder. Da jeg havde prøvet en helt anden omsorg på fødeklinikken, læst Olga Ravns debatindlæg og alle de vidnesbyrd, der fulgte i kølvandet, blev jeg ramt. Ramt af følelsen af uretfærdighed og undren over de nuværende vilkår for fødende og dem, der skal hjælpe dem.

Derfor har jeg sammen med gode kræfter i Forældre og Fødsel stillet borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”.

Hvis du ikke allerede har været inde og støtte borgerforslaget, kan det gøres lige her.

Du kan også støtte Forældre og Fødsels arbejde via medlemskab enten gratis (sympati) eller til 30 kr. om måneden (støtte) ved indmeldelse her.

FØDSEL

Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen? Hvorfor skal jeg kategoriseres som sårbar for at få støtte under fødslen, spørger Mie Ryborg Larsen, der står bag et borgerforslag, som skal sikre alle lige rettigheder før, under og efter fødslen.

05. marts 2021 | Af Mie Ryborg-Larsen | Foto: Privat

 

Mie Ryborg-Larsen står bag et borgerforslag, der skal sikre alle fødende bedre rettigheder og fødsler. Det bør være en ret, mener hun.

Mie Ryborg-Larsen er socialrådgiver og hovedstiller på borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”. Du kan følge med på Forældre og Fødsels instagramprofil @fogf.dk, som hun administrerer.

 

Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest. Uanset om dette er hjemme, på klinik eller på hospital.

Alle bør have ret til at få personlig og tilstrækkelig hjælp til amningen, til at overnatte på fødestedet, hvis man ikke er klar til at tage hjem, til at få hjemmebesøg, hvis man gerne vil hjem, men stadig har brug for støtte, og alle skal have adgang til kendte jordemødre før, under og efter fødslen. Det bør ikke være forbeholdt “sårbare”, sådan som det er i dag. En fødsel er en stor, men også voldsom oplevelse for de fleste.

Gravide og fødende, som er særligt sårbare, skal selvfølgelig have specialiseret hjælp og støtte – og i et sammenhængende forløb.

Og jordemødrene skal have arbejdsvilkår, som giver dem mulighed for at bruge og udfolde deres faglighed. Ellers kan ovenstående ikke blive til virkelighed.

Med borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”, som jeg har været med til at stille sammen med en gruppe kvinder, kræver vi grundlæggende ændringer i svangreomsorgens finansiering, organisering og kultur. Vi vil have værdigheden og omsorgen tilbage på fødselsområdet. Vi vil have lovsikrede rettigheder, der sikrer en ordentlig og lige behandling på tværs af geografi, økonomiske muligheder og fødselstidspunkt.

Vi vil ikke have lappeløsninger og hensigtserklæringer. Politikerne skal tage ansvar, og det knokler vi på at få dem til ved dette borgerforslag og via arbejdet i foreningen Forældre og Fødsel, hvor jeg også er aktiv.

Selv har jeg – på papiret – haft to ukomplicerede graviditeter og fødsler – den første i 2016, den anden i 2020. Men i realiteten er jeg begge gange på forskellig vis blevet rystet i min grundvold. Sådan bør det ikke være.

I 2016 valgte jeg at føde på sygehuset ud fra devisen om, at det nok ville være det sikreste, og fordi jeg der ville have adgang til diverse smertestillende og lægehjælp, såfremt der skulle blive behov for det. Jeg anede jo ikke, hvad jeg gik ind til, og jeg var både spændt og nervøs.

“Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest.”

 
Mie Ryborg-Larsen

I graviditeten blev jeg tildelt to “faste” jordemødre, men nåede kun at møde den ene. Jeg var igennem fem forskellige til graviditetskonsultationerne, og med seks konsultationer i alt kan man nok godt regne ud, at der ikke var meget kontinuitet. Det gjorde mig ikke så meget dengang, for min graviditet forløb problemfrit. Men sådan er det ikke for alle.

Jeg meldte mig til sygehusets fødselsforberedelse. Det var en overfladisk omgang auditorieundervisning, som ikke gjorde mig synderligt klogere på, hvad jeg selv kunne gøre for at håndtere smerterne, men der var da – igen overfladisk – information om, hvilke medicinske smertelindringsmuligheder, der var. Derfor meldte jeg mig til et privat fødselsforberedelseskursus til ca. 2000 kroner, hvilket gav mig nogle konkrete redskaber til fx smertehåndtering, og som faciliterede nogle gode snakke mellem min kæreste og jeg om det at skulle være forældre.

Under selve fødslen, som varede 48 timer, hvoraf de 40 foregik på sygehuset, mødte jeg de sødeste jordemødre. Om natten var vi dog overladt til os selv, fordi der ikke var hænder nok, og de andre fødende var længere i fødsel end jeg. Jeg havde fuld forståelse for deres prioritering, men var også ca. 30 timer inde i en fødsel med regelmæssige veer (og vågen på 46. time), så jeg var begyndt at blive rigtig udmattet og modløs. Jordemoderen, der havde taget imod mig, da vi ankom dagen før, mødte ind i dagvagt igen, og tog sig af mig. Hun fik lagt en plan for, hvordan vi kunne få ”skub i tingene” og give mig ro til at samle kræfter til resten af fødslen. Det blev ved hjælp af hindesprængning og en epiduralblokade, som betød, at smerterne næsten helt forsvandt, og jeg fik sovet 1,5 time. Jeg mistede dog også følelsen i det ene ben og var derfor ikke mobil.

Heldigvis kom der skub i tingene, og hun fik lavet en grundig overlevering til jordemoderen i aftenvagt, som endte med at være hos mig, indtil jeg havde født ca. syv timer efter. Det var guld værd! Og alle skal have mulighed for at have en jordemoder hos sig under den aktive fase.

Jeg blev indlagt på barselsgangen efter fødslen, fordi jeg havde et kateter, der skulle tjekkes op på. Jeg syntes, amning var svært, og blev bedt om at kalde, når babyen skulle ammes, så de kunne hjælpe. Der gik dog flere timer fra, jeg hev i snoren, til de havde tid til at komme. Mit indtryk var, at de havde for travlt. Jeg fik i stedet udleveret et par ammebrikker og bedt om at prøve mig frem. Det gjorde jeg, men blev aldrig sikker på, om det, jeg gjorde, var rigtigt.

Da jeg skulle udskrives, måtte vi vente næsten seks timer på at få en udskrivningssamtale – de havde ikke engang tid til at sende os hjem. Jeg var således knap to døgn på barselsafsnittet, men uden at få den hjælp og støtte, jeg havde behov for.

Efter vi kom hjem, og mælken løb til, udviklede jeg hurtigt store smerter ved amning. Tårerne trillede, og min krop spændte op ved hver eneste amning. På trods af besøg fra sundhedsplejersken, som prøvede at guide mig, var det først, da jeg efter ni dage konsulterede en privat jordemoder, at der kom styr på det. Hun instruerede mig stille og roligt i korrekt ammeteknik og konstaterede samtidig, at jeg havde fået svamp. Havde jeg ikke betalt mig til denne hjælp, havde det næppe været muligt at amme min datter, til hun var et år. For mig giver det ikke mening, at man ikke har let og gratis adgang til jordemoderassistance, efter mælken er løbet til, og de første par uger efter fødslen, hvor amningen etableres.

Selv var jeg efter fødslen i chok over, at en fødsel kunne være så langvarig og mentalt udmattende. Heldigvis havde jeg mulighed for – og overskud til – at booke en efterfødselssamtale med den jordemoder, jeg fødte med. Det hjalp mig med at få bearbejdet oplevelsen. Jeg blev dog også opfordret til at sørge for at blive kategoriseret som “sårbar gravid”, næste gang jeg blev gravid, så jeg kunne blive henvist til kendt jordemoderordning. Måske fordi jeg blev berørt og græd lidt under samtalen.

I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.

Jeg kunne da heller ikke, tre år senere, da jeg var gravid igen, få mig til at sige til lægen, at jeg var “sårbar gravid”. Jeg ville ikke “tage pladsen” fra dem, som virkelig havde behov for særlig støtte. Jeg havde dog en klar fornemmelse af, at min første fødsel ville komme til at spøge frem mod den næste, og at det ville være en god ting med kontinuerlig kontakt med en jordemoder, som kendte til min første oplevelse.

Til mit held bor jeg i Region Sjælland, der som den eneste region har fødetilbud i form af små jordemoderbemandede fødeklinikker, hvor man automatisk får den kendte og kontinuerlige jordemoderkontakt. Så jeg valgte at føde på fødeklinik anden gang og havde en meget bedre fødselsoplevelse.

Her fik jeg også fødselsforberedelse, som var klasser over de auditorieforberedelsesoplæg, jeg havde deltaget i på sygehuset ved min første graviditet. Og på niveau med det, jeg havde gået til privat i første graviditet.

Da fødslen gik i gang, var jeg så heldig, at den ene af mine to faste jordemødre var på vagt, og hun tog imod mig på klinikken, og var hos mig hele fødslen igennem. Jeg var bange for, om jeg kunne håndtere smerterne uden medicinsk smertelindring, og for at jeg igen skulle igennem et langvarigt forløb og miste modet. Men jeg var 100 procent tryg ved, at min jordemoder kunne hjælpe mig igennem det. Fordi hun havde tid til at sætte sig ind i mine styrker og svagheder og give mig den individuelle støtte, jeg havde brug for.

“I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.”

 
Mie Ryborg-Larsen

Fødslen var intens og ekstremt grænseoverskridende til trods for, at den var “helt normal”. Men mine oplevelser blev aldrig bagatelliseret, tværtimod. Jeg er helt klart kommet styrket ud efter denne fødsel, og jeg er sikker på, at den tryghed, jeg fik ved at have “kendt jordemoder”, har reduceret min risiko markant for at udvikle en efterfødselsreaktion.

Mine fødselsoplevelser er hverken dramatiske eller traumatiske, men jeg har mærket hullerne i systemet på egen krop og heldigvis for mig været i stand til at kompensere. Det er langt fra alle, der har de muligheder. Da jeg havde prøvet en helt anden omsorg på fødeklinikken, læst Olga Ravns debatindlæg og alle de vidnesbyrd, der fulgte i kølvandet, blev jeg ramt. Ramt af følelsen af uretfærdighed og undren over de nuværende vilkår for fødende og dem, der skal hjælpe dem.

Derfor har jeg sammen med gode kræfter i Forældre og Fødsel stillet borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”.

Hvis du ikke allerede har været inde og støtte borgerforslaget, kan det gøres lige her.

Du kan også støtte Forældre og Fødsels arbejde via medlemskab enten gratis (sympati) eller til 30 kr. om måneden (støtte) ved indmeldelse her.

LÆS OGSÅ