Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

af | mar 27, 2020

LIVET MED BØRN

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt, skriver Nillou Johannsen.

27. marts 2020| Af Nillou Johannsen | Foto: Privat

 

Måske er øvelsen i den konstruktive skilsmisse, at vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte, skriver Nillou Johannsen, der er flyttet til Bali med den mand, hun har børn med, men som hun ikke længere er gift med.

Dette indlæg blev første gang bragt på bloggen Søster.dk. Det er skrevet af Nillou Johannsen, der er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

I nat lå jeg vågen og spekulerede over en artikel, jeg lige har læst om, at coronakrisen kommer til at sætte gang i skilsmisserne. Uanset årsagerne til skilsmissen rummer den smerte og sorg, der skal heles. Så hvordan undgår man at ende i en dårlig skilsmisse fra den, man troede, man skulle dele resten af sit liv med? Hvordan undgår man at blive bitter, hvis man føler, at man har givet afkald på en masse i livet for at få forholdet til at fungere?

Jeg tænkte, at jeg godt gad at læse en artikel eller et indlæg, der svarer på nogle af de spørgsmål. Og så tænkte jeg, den skriver jeg bare selv.

For sagen er den, at Christian og jeg er blevet skilt. Det blev vi, inden vi rejste til Bali i december 2019. Beslutningen har været undervejs længe. Det har været de samme temaer, der har drillet hele vejen igennem; først som kærester, senere i vores ægteskab. Vi så dem, vi var ikke unge og naive, og vi gik ind i forholdet med dets styrker og svagheder med åbne øjne. Det første år var jeg i tvivl. Vi er forskellige som sol og måne. Kunne vi støtte, styrke og inspirere hinanden uden at æde af hinandens lys?

Vi er begge to ambitiøse, skabende mennesker med store drømme. Vi er begge to klar på at knokle, og vi kom begge to med en tung bagage, som skulle forløses. Vi ville være bedre forældre end vores egne forældre. Det betød, at vi måtte gøre ting, som vi ikke havde set vores forældre gøre. Da vi blev forældre, gik vi gå på kompromis med vores egne impulser og drømme. Vi tilsidesatte dele af vores drive, og ville for enhver pris ikke gå ned ad den vej, som vi selv havde oplevet.

Mofibo - lydbøger

Vi har skabt to små stjerner sammen. De er vores største værk, og jeg er stolt helt ind til kernen af min sjæl over dem. Lilli og Leo. Så blev vi gift i en kirke, og det var meningen, at vi levede lykkeligt til vores dages ende. I hvert fald holdt vores ægteskab i fem år, og forinden havde vi været kærester i fem år.

I august blev det sagt højt. Præcis fem år efter, at vi var blevet gift. Det var vores bryllupsgave til hinanden. Vi ville skilles. Vi sad på sofaen. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede i hele kroppen. Han sad helt stille og holdt om mine ben. Han har fandme altid været en klippe. Så græd vi. Længe. Derefter blev vi enige om at holde fast i vores plan om at flytte til Bali, og fortælle ungerne det, når de var faldet til i vores nye omgivelser. Vi blev enige om at give den gave til vores familie, og så lovede vi hinanden at skrive en ny skilsmissehistorie.

Vi har i løbet af vores forhold kun hørt om og oplevet rædselsfulde skilsmissehistorier i vores omgangskreds. Mænd, der på trods af spædbørn, skrider fra deres koner. Utroskab. Bitterhed. Økonomiske krige. Retsager. Magtkampe om børn. Had. Had. Had. Vi gav hinanden hånden på at skabe en anden historie. I sidste ende er der kun én taber i de voksnes krigsførelse. Det er børnene. De står med en kæmperegning. Jeg har selv stået med den, fra jeg var tre år, og mine forældre blev skilt. Min mors flammende had til min far har været et grundvilkår i mit liv. Det er rædselsfuldt. Fucked up. Uanset hvor berettiget det had må være, er det altid børnene, der betaler prisen for, at forældrene ikke tager det fulde ansvar for deres følelser. Punktum.

Vi rejste til Bali, fandt et hus, børnene startede i skole, og vi faldt til ro. Vores oprindelige plan var, at han skulle rejse en masse, så vi alligevel ikke skulle være ret meget sammen hernede. Hvad vi ikke vidste var, at samtidig med, at vi rejste fra Danmark, opstod coronavirusen i Kina. Den første tid på Bali gik med at finde ud af at være sammen, hver for sig. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg har brug for nærhed og intimitet. Mine veninder var på den anden side af kloden. Jeg følte mig helt klaustrofobisk alene. Så lukkede virussen verden ned, og vi sad sammen tilbage i det skønne hus. Tvunget til at føre det ud i livet, vi luftigt havde lovet hinanden, nemlig at gennemføre og være i en god skilsmisse. Sammen.

Virussen har tvunget os til at blive hjemme, og vi har ligesom så mange andre holdt os i ro de sidste par uger. Det mest overraskende i denne låste og svære situation har været, at der er vokset en lotusblomst op af mudderet. Det er vores venskab. Det har altid været der, men måske havde vi glemt det. Karantænen eller måske bare den absurde situation gør, at det på forunderlig vis er lettere at tale frit om noget af det, der er gået galt i vores ægteskab – med genuin interesse for den andens synspunkt.

“Oplevede du DET?” spørger jeg forbløffet.

Jeg troede sgu da, vi var enige om, hvad der skete, og det var selvfølgelig min udlægning, der var sandheden. Det er vi langt fra enige om, og selvom det er grænseoverskridende, er det måske DET, der er hele øvelsen i den konstruktive skilsmisse: At vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte. At vi tilgiver den anden og os selv i den her krævende proces og bliver stående i vores sandhed. Vi behøver ikke at være enige, men vi giver den anden plads og ret til sin version. Helt dybfølt.

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt. Men jeg har lært, at jeg selv er herre over, hvordan jeg handler og reagerer i min frygt. Der kommer flere svære tider. Selvfølgelig gør der det. Vi skal hjem til Danmark igen. Flytte hver for sig. Møde nye partnere og leve et liv med delebørn.

Christian sagde forleden:

“Du er ikke alene længere. Jeg er din bedste ven for livet uanset hvad.”

At jeg valgte ham som far til mine børn, har været en klog beslutning, som jeg er uendelig stolt af. For selvom vi ikke holdt i vores parforhold, er det stadig til døden os skiller, når vi har fået børn sammen.

LIVET MED BØRN

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt, skriver Nillou Johannsen.

27. marts 2020| Af Nillou Johannsen | Foto: Privat

 

Måske er øvelsen i den konstruktive skilsmisse, at vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte, skriver Nillou Johannsen, der er flyttet til Bali med den mand, hun har børn med, men som hun ikke længere er gift med.

Dette indlæg blev første gang bragt på bloggen Søster.dk. Det er skrevet af Nillou Johannsen, der er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

I nat lå jeg vågen og spekulerede over en artikel, jeg lige har læst om, at coronakrisen kommer til at sætte gang i skilsmisserne. Uanset årsagerne til skilsmissen rummer den smerte og sorg, der skal heles. Så hvordan undgår man at ende i en dårlig skilsmisse fra den, man troede, man skulle dele resten af sit liv med? Hvordan undgår man at blive bitter, hvis man føler, at man har givet afkald på en masse i livet for at få forholdet til at fungere?

Jeg tænkte, at jeg godt gad at læse en artikel eller et indlæg, der svarer på nogle af de spørgsmål. Og så tænkte jeg, den skriver jeg bare selv.

For sagen er den, at Christian og jeg er blevet skilt. Det blev vi, inden vi rejste til Bali i december 2019. Beslutningen har været undervejs længe. Det har været de samme temaer, der har drillet hele vejen igennem; først som kærester, senere i vores ægteskab. Vi så dem, vi var ikke unge og naive, og vi gik ind i forholdet med dets styrker og svagheder med åbne øjne. Det første år var jeg i tvivl. Vi er forskellige som sol og måne. Kunne vi støtte, styrke og inspirere hinanden uden at æde af hinandens lys?

Vi er begge to ambitiøse, skabende mennesker med store drømme. Vi er begge to klar på at knokle, og vi kom begge to med en tung bagage, som skulle forløses. Vi ville være bedre forældre end vores egne forældre. Det betød, at vi måtte gøre ting, som vi ikke havde set vores forældre gøre. Da vi blev forældre, gik vi gå på kompromis med vores egne impulser og drømme. Vi tilsidesatte dele af vores drive, og ville for enhver pris ikke gå ned ad den vej, som vi selv havde oplevet.

Mofibo - lydbøger

Vi har skabt to små stjerner sammen. De er vores største værk, og jeg er stolt helt ind til kernen af min sjæl over dem. Lilli og Leo. Så blev vi gift i en kirke, og det var meningen, at vi levede lykkeligt til vores dages ende. I hvert fald holdt vores ægteskab i fem år, og forinden havde vi været kærester i fem år.

I august blev det sagt højt. Præcis fem år efter, at vi var blevet gift. Det var vores bryllupsgave til hinanden. Vi ville skilles. Vi sad på sofaen. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede i hele kroppen. Han sad helt stille og holdt om mine ben. Han har fandme altid været en klippe. Så græd vi. Længe. Derefter blev vi enige om at holde fast i vores plan om at flytte til Bali, og fortælle ungerne det, når de var faldet til i vores nye omgivelser. Vi blev enige om at give den gave til vores familie, og så lovede vi hinanden at skrive en ny skilsmissehistorie.

Vi har i løbet af vores forhold kun hørt om og oplevet rædselsfulde skilsmissehistorier i vores omgangskreds. Mænd, der på trods af spædbørn, skrider fra deres koner. Utroskab. Bitterhed. Økonomiske krige. Retsager. Magtkampe om børn. Had. Had. Had. Vi gav hinanden hånden på at skabe en anden historie. I sidste ende er der kun én taber i de voksnes krigsførelse. Det er børnene. De står med en kæmperegning. Jeg har selv stået med den, fra jeg var tre år, og mine forældre blev skilt. Min mors flammende had til min far har været et grundvilkår i mit liv. Det er rædselsfuldt. Fucked up. Uanset hvor berettiget det had må være, er det altid børnene, der betaler prisen for, at forældrene ikke tager det fulde ansvar for deres følelser. Punktum.

Vi rejste til Bali, fandt et hus, børnene startede i skole, og vi faldt til ro. Vores oprindelige plan var, at han skulle rejse en masse, så vi alligevel ikke skulle være ret meget sammen hernede. Hvad vi ikke vidste var, at samtidig med, at vi rejste fra Danmark, opstod coronavirusen i Kina. Den første tid på Bali gik med at finde ud af at være sammen, hver for sig. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg har brug for nærhed og intimitet. Mine veninder var på den anden side af kloden. Jeg følte mig helt klaustrofobisk alene. Så lukkede virussen verden ned, og vi sad sammen tilbage i det skønne hus. Tvunget til at føre det ud i livet, vi luftigt havde lovet hinanden, nemlig at gennemføre og være i en god skilsmisse. Sammen.

Virussen har tvunget os til at blive hjemme, og vi har ligesom så mange andre holdt os i ro de sidste par uger. Det mest overraskende i denne låste og svære situation har været, at der er vokset en lotusblomst op af mudderet. Det er vores venskab. Det har altid været der, men måske havde vi glemt det. Karantænen eller måske bare den absurde situation gør, at det på forunderlig vis er lettere at tale frit om noget af det, der er gået galt i vores ægteskab – med genuin interesse for den andens synspunkt.

“Oplevede du DET?” spørger jeg forbløffet.

Jeg troede sgu da, vi var enige om, hvad der skete, og det var selvfølgelig min udlægning, der var sandheden. Det er vi langt fra enige om, og selvom det er grænseoverskridende, er det måske DET, der er hele øvelsen i den konstruktive skilsmisse: At vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte. At vi tilgiver den anden og os selv i den her krævende proces og bliver stående i vores sandhed. Vi behøver ikke at være enige, men vi giver den anden plads og ret til sin version. Helt dybfølt.

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt. Men jeg har lært, at jeg selv er herre over, hvordan jeg handler og reagerer i min frygt. Der kommer flere svære tider. Selvfølgelig gør der det. Vi skal hjem til Danmark igen. Flytte hver for sig. Møde nye partnere og leve et liv med delebørn.

Christian sagde forleden:

“Du er ikke alene længere. Jeg er din bedste ven for livet uanset hvad.”

At jeg valgte ham som far til mine børn, har været en klog beslutning, som jeg er uendelig stolt af. For selvom vi ikke holdt i vores parforhold, er det stadig til døden os skiller, når vi har fået børn sammen.

Emmibaby

LÆS OGSÅ

Enkelte vil begynde at tænke over, hvorfor de har så travlt med at komme ud ad døren

af | mar 26, 2020

LIVET MED BØRN

“Enkelte vil begynde at tænke over, hvorfor de har så travlt med at komme ud ad døren”

Finn Janning tror, flere vil tage nogle af de erkendelser, de gør sig under coronakrisen, med videre.

26. marts 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

Forfatter og ph.d. i praktisk filosofi Finn Janning tror og håber, flere vil tage de erkendelser, de gør sig sammen med familien under coronakrisen, med videre.

”Travlhed er ikke et udslag af handlekraft eller vigtighed, men snarere et vidnesbyrd om, at den forjagede person ikke ved, hvor han eller hun er på vej hen i livet.”

Sådan skrev Finn Janning, der er forfatter og ph.d. i praktisk filosofi, tidligere på ugen i et debatindlæg i Information. Heri pointerede han også, at ”hastværk er tæt forbundet med generel uopmærksomhed”.

Men hvordan mener Finn Janning, det ses i forhold til familielivet, var jeg nødt til at spørge. Her er han ikke i tvivl:

– Mange familier kører efter et ret stramt skema; skole, arbejde, fritids- og sportsaktiviteter, legeaftaler mv. Det betyder, at der kan være en tendens til at kigge mere på uret end på ens børn eller partner. Det handler mere om at nå frem i tide, end at være til stede. Dette er en triviel pointe, men ikke desto mindre glemmer mange at efterleve den, selvom det er klart, at den største gave, vi kan give vores børn – og andre – er vores opmærksomhed, siger han til fødslen.dk.

Står hastværket på i længere tid, bliver det ifølge Finn Janning en nærmest ubevidst måde at leve på, som nemt kan blive en belastning. Desværre oplever mange først problemerne for sent, når det hele falder sammen, mener han.

– Alle mennesker udsender signaler – bevidste og ubevidste – om, hvordan de har det. De fleste voksne kan mere reflekteret dele deres følelser og tanker, men for børn kommer disse sindsstemninger gerne til udtryk i spontane kropsudbryd og humørudsving. Hvorfor er der dage, hvor min søn på ni år er ligeglad med, om hans hår sidder, og andre dage, hvor det er altafgørende? Hvad skyldes det, at min datter på syv år en morgen finder alle hendes kjoler umulige? Listen kan udvides i det uendelige. I sådanne situationer kan det for mange forældre være svært at give sig tid og lytte, fordi de har et arbejde, en karriere eller lignende, som skal overholdes. Og selvom jeg har forståelse for det – ens professionelle ansvar og forpligtelse – har jeg det kun til en vis grad. Hastværk var ifølge Kierkegaard et valg. Det drejer sig om prioritering; hvilken måde at leve på er ønskelig. Hvad er vigtigt i mit liv?

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

– Jeg tror – selvom få selvfølgelig vil indrømme det – at børnene lidt for ofte kommer i anden række i forhold til arbejde og karriere. Lige nu ændres dette styrkeforhold. Det håber jeg, siger Finn Janning.

Selv er han bosat i Spanien, hvor man på grund af corona-situationen kan blive straffet med bøde, hvis man uden grund bevæger sig ud. Han følger også situationen i Danmark.

Han tror og håber på, at tiden hjemme, også selvom den er mere eller mindre tvungen – kan give mange en ”frigørende klarhed om vores eget liv”, som han formulerer det i Information. Netop fordi tiden i hjemmet er en oplagt mulighed for at revurdere ens liv.

– Det kan være frigørende at give slip på noget, som ikke længere giver mening. Frihed er at være bundet af nogle meningsfulde og kærlige bånd. De fleste har sikkert oplevet, at de kan føle sig mere frie, når de er sammen med familie eller nære venner. Det er som om, at paraderne kommer ned. Eller skuldrene sænkes, siger Finn Janning og tilføjer:

– I starten, når en familie er hjemme sammen, vil de unægtelig gennemgå forskellige erkendelsesfaser. Det kan være alt lige fra en umiddelbar spænding, fordi det er nyt og anderledes, til småproblemer, der dukker op, eller nervøsitet og sorg på grund af alt det, som sker i forbindelse med coronavirussen. Der kan opstå kedsomhed og irritation over de indgreb, som – i Spanien – et udgangsforbud medfører. Men midt i det hele opstår der også tanker og samtaler med børnene om, hvorfor vi er hjemme. Det handler ikke bare om vores liv, men om de andres. På den måde er familien sammen om noget, der rækker udover familien. Det vil sige, at nogle meningsfulde forbindelseslinjer trækkes, som igen kan få en til at tænke over ens liv.

Men hvordan kan vi så tage det med os videre som familie?

– Der kan være ting, som vi bagefter vil savne. Det kunne være ikke at skulle skynde sig om morgenen. Enkelte vil begynde at tænke over, hvorfor de har så travlt med at komme ud ad døren. Hvor ønsker jeg at opnå? Til hvilken pris? Hvad er vigtigere end mine børn?

Emmibaby - køb babyudstyr

– Selvom jeg tror, at en vis disciplin kan hjælpe med at organisere dagene, er det vigtigt ikke at gøre opholdet i hjemmet til en træningslejr for frømænd. Tingene finder gradvist sit eget leje, sin rytme. I stedet for at kæmpe med at lave alle de lektier, som skolen sender, kan forældre lære børnene noget endnu mere fundamentalt; nemlig værdien af visse værdier. Jeg tror, at enkelte familier måske vil blive bedre til at give deres børn fred og ro til at lave ingenting, siger Finn Janning.

Statsminister Mette Frederiksen har på et pressemøde udtalt, at det bliver et andet samfund, vi en dag vender tilbage til. Tænker du, at vi rent samfundsmæssigt tager nogle af de her erkendelser, vi gør os i denne tid, med videre og ændrer noget strukturelt?

– Jeg kan ikke lade være med at tænke den islandske forfatter Halldór Laxness, der i en af sine romaner skriver, at forældre har mere brug for deres børn end omvendt. Det er en fantastisk tanke, som jeg er enig i. Hvis vi voksne er åbne og modtagelige, kan vores børn lære os meget – både om verden og om os selv. De kan ligefrem gøre vores liv mindre absurd. For børn er ingen spørgsmål forbudte, siger Finn Janning og slutter:

– Det kan være fristende at tænke på, om flere vil arbejde på deltid eller prøve kræfter med hjemmeskole bagefter. Eller helt aflive sådanne drømmerier. Det er svært at spå om på nuværende tidspunkt.

LIVET MED BØRN

“Enkelte vil begynde at tænke over, hvorfor de har så travlt med at komme ud ad døren”

Finn Janning tror, flere vil tage nogle af de erkendelser, de gør sig under coronakrisen, med videre.

26. marts 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Forfatter og ph.d. i praktisk filosofi Finn Janning tror og håber, flere vil tage de erkendelser, de gør sig sammen med familien under coronakrisen, med videre.

 

”Travlhed er ikke et udslag af handlekraft eller vigtighed, men snarere et vidnesbyrd om, at den forjagede person ikke ved, hvor han eller hun er på vej hen i livet.”

Sådan skrev Finn Janning, der er forfatter og ph.d. i praktisk filosofi, tidligere på ugen i et debatindlæg i Information. Heri pointerede han også, at ”hastværk er tæt forbundet med generel uopmærksomhed”.

Men hvordan mener Finn Janning, det ses i forhold til familielivet, var jeg nødt til at spørge. Her er han ikke i tvivl:

– Mange familier kører efter et ret stramt skema; skole, arbejde, fritids- og sportsaktiviteter, legeaftaler mv. Det betyder, at der kan være en tendens til at kigge mere på uret end på ens børn eller partner. Det handler mere om at nå frem i tide, end at være til stede. Dette er en triviel pointe, men ikke desto mindre glemmer mange at efterleve den, selvom det er klart, at den største gave, vi kan give vores børn – og andre – er vores opmærksomhed, siger han til fødslen.dk.

Står hastværket på i længere tid, bliver det ifølge Finn Janning en nærmest ubevidst måde at leve på, som nemt kan blive en belastning. Desværre oplever mange først problemerne for sent, når det hele falder sammen, mener han.

– Alle mennesker udsender signaler – bevidste og ubevidste – om, hvordan de har det. De fleste voksne kan mere reflekteret dele deres følelser og tanker, men for børn kommer disse sindsstemninger gerne til udtryk i spontane kropsudbryd og humørudsving. Hvorfor er der dage, hvor min søn på ni år er ligeglad med, om hans hår sidder, og andre dage, hvor det er altafgørende? Hvad skyldes det, at min datter på syv år en morgen finder alle hendes kjoler umulige? Listen kan udvides i det uendelige. I sådanne situationer kan det for mange forældre være svært at give sig tid og lytte, fordi de har et arbejde, en karriere eller lignende, som skal overholdes. Og selvom jeg har forståelse for det – ens professionelle ansvar og forpligtelse – har jeg det kun til en vis grad. Hastværk var ifølge Kierkegaard et valg. Det drejer sig om prioritering; hvilken måde at leve på er ønskelig. Hvad er vigtigt i mit liv?

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

– Jeg tror – selvom få selvfølgelig vil indrømme det – at børnene lidt for ofte kommer i anden række i forhold til arbejde og karriere. Lige nu ændres dette styrkeforhold. Det håber jeg, siger Finn Janning.

Selv er han bosat i Spanien, hvor man på grund af corona-situationen kan blive straffet med bøde, hvis man uden grund bevæger sig ud. Han følger også situationen i Danmark.

Han tror og håber på, at tiden hjemme, også selvom den er mere eller mindre tvungen – kan give mange en ”frigørende klarhed om vores eget liv”, som han formulerer det i Information. Netop fordi tiden i hjemmet er en oplagt mulighed for at revurdere ens liv.

– Det kan være frigørende at give slip på noget, som ikke længere giver mening. Frihed er at være bundet af nogle meningsfulde og kærlige bånd. De fleste har sikkert oplevet, at de kan føle sig mere frie, når de er sammen med familie eller nære venner. Det er som om, at paraderne kommer ned. Eller skuldrene sænkes, siger Finn Janning og tilføjer:

– I starten, når en familie er hjemme sammen, vil de unægtelig gennemgå forskellige erkendelsesfaser. Det kan være alt lige fra en umiddelbar spænding, fordi det er nyt og anderledes, til småproblemer, der dukker op, eller nervøsitet og sorg på grund af alt det, som sker i forbindelse med coronavirussen. Der kan opstå kedsomhed og irritation over de indgreb, som – i Spanien – et udgangsforbud medfører. Men midt i det hele opstår der også tanker og samtaler med børnene om, hvorfor vi er hjemme. Det handler ikke bare om vores liv, men om de andres. På den måde er familien sammen om noget, der rækker udover familien. Det vil sige, at nogle meningsfulde forbindelseslinjer trækkes, som igen kan få en til at tænke over ens liv.

Men hvordan kan vi så tage det med os videre som familie?

– Der kan være ting, som vi bagefter vil savne. Det kunne være ikke at skulle skynde sig om morgenen. Enkelte vil begynde at tænke over, hvorfor de har så travlt med at komme ud ad døren. Hvor ønsker jeg at opnå? Til hvilken pris? Hvad er vigtigere end mine børn?

– Selvom jeg tror, at en vis disciplin kan hjælpe med at organisere dagene, er det vigtigt ikke at gøre opholdet i hjemmet til en træningslejr for frømænd. Tingene finder gradvist sit eget leje, sin rytme. I stedet for at kæmpe med at lave alle de lektier, som skolen sender, kan forældre lære børnene noget endnu mere fundamentalt; nemlig værdien af visse værdier. Jeg tror, at enkelte familier måske vil blive bedre til at give deres børn fred og ro til at lave ingenting, siger Finn Janning.

Statsminister Mette Frederiksen har på et pressemøde udtalt, at det bliver et andet samfund, vi en dag vender tilbage til. Tænker du, at vi rent samfundsmæssigt tager nogle af de her erkendelser, vi gør os i denne tid, med videre og ændrer noget strukturelt?

– Jeg kan ikke lade være med at tænke den islandske forfatter Halldór Laxness, der i en af sine romaner skriver, at forældre har mere brug for deres børn end omvendt. Det er en fantastisk tanke, som jeg er enig i. Hvis vi voksne er åbne og modtagelige, kan vores børn lære os meget – både om verden og om os selv. De kan ligefrem gøre vores liv mindre absurd. For børn er ingen spørgsmål forbudte, siger Finn Janning og slutter:

– Det kan være fristende at tænke på, om flere vil arbejde på deltid eller prøve kræfter med hjemmeskole bagefter. Eller helt aflive sådanne drømmerier. Det er svært at spå om på nuværende tidspunkt.

Emmibaby

LÆS OGSÅ

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

af | feb 19, 2020

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

af | feb 5, 2020

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

 

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

af | feb 2, 2020

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor.

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor.

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Emmibaby

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ