Søvntræning er ikke til for barnets skyld

DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

Mia Bernscherer Bjørnfort er 39 år, blogger og mor til 4 børn i alderen 3 til 12 år. Du læse mere på sovendeboern.dk eller følge Mia og hendes familie på instagramprofilen @familieudenfilter.

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

Psykolog Anne Rom

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

 

Mia Bernscherer Bjørnfort er 39 år, blogger og mor til 4 børn i alderen 3 til 12 år. Du læse mere på sovendeboern.dk eller følge Mia og hendes familie på instagramprofilen @familieudenfilter.

 

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

Psykolog Anne Rom

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Champs of Denmark

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

Champs of Denmark

LÆS OGSÅ

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

 

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

LIVET MED BØRN

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

En af ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter.

14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft

En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.

Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.

Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.

 

Rikke Vindberg

Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie, skriver Rikke Vindberg.

Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.

På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.

Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.

Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.

 

Kristina Wildenhoft

Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.

En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.

Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.

 

Sara Gabríela

We are strong enough to make it through this together, siger Sara Gabríela, der har været med til at skabe Nicecream, om coronakrisen.

Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.

This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.

Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.

In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.

Mofibo - lydbøger

Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.

Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.

We have lived through hardships before.

There is and always will be a light in the end of the tunnel.

LIVET MED BØRN

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

En af ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter.

14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft

 

En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.

 

Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.

Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.

 

Rikke Vindberg

Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie, skriver Rikke Vindberg.

Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.

På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.

Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.

Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.

 

Kristina Wildenhoft

Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.

En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.

Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.

 

Sara Gabríela

We are strong enough to make it through this together, siger Sara Gabríela, der har været med til at skabe Nicecream, om coronakrisen.

Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.

This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.

Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.

In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.

Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.

Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.

We have lived through hardships before.

There is and always will be a light in the end of the tunnel.

Mofibo - lydbøger

LÆS OGSÅ

Kære forældre: Sænk barren – dine børn kan heldigvis ikke blive fyret fra skolen

DEBAT

Kære forældre: Sænk barren – dine børn kan heldigvis ikke blive fyret fra skolen

Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer lige netop for vores familie. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

1. april 2020 | Af Anne Rom | Foto: Privat

 

Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

Anne Rom er privatpraktiserende psykolog og arbejder bl.a. for at give forældre en bedre overgang til forældreskabet. Du kan følge hendes arbejde her og på instagramprofilen insta.terapi.

Med coronavirussens indtog blev vores hverdag med et ændret. Strukturerne blev kastet op i luften og landede i helt andre former og forventninger end dem, de fleste er vant til fra det hamsterhjul, der ofte kører på højtryk i landets børnefamilier. Og hvis det at have to fuldtidsjob ikke var nok, kan vi nu også udforske muligheden for at være fuldtidslærere og hjemmepassere.

Der er ikke noget at sige til, at mange føler sig pressede. Men prøver vi at fastholde normaliteten i denne unormale tid, er der fare for, vi knækker halsen. Det er at sætte ambitionsniveauet for højt.

Kulturens magt

I stedet er denne krisetid en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie.

Mofibo - lydbøger

Som al anden kultur er utallige normer indlejret i os som ubevidste ”regler” for, hvordan vi skal opføre os og indgå i samfundet. Der er derfor ikke noget at sige til, at vores kulturelt indlejrede ide om, at børn skal gå i skole hver dag og skal lave lektier, ligger så dybt i os som en naturlov, der for alt i verden ikke må brydes. Selv i en krisetid som denne pacer vi og institutionerne os selv og vores børn til at efterleve den.

Men hvorfor krampagtigt holde fast i en opgavestrøm, der hører en anden tid og andre rammer til?

Børn lærer af at være nysgerrige, af at opleve og undersøge, og især hvis det sker sammen med en anerkendende, rummende og mere vidende person. De bedste situationer for læring er altså, hvis det føles som en leg, hvor forudsætningen er tryghed. Om det er opgaven på Aula eller at lære at lave snobrødsdej til et bål i haven, er for så vidt underordnet i en begrænset tidsperiode som denne – i hvert fald for de mindre skolebørn.

Fælles for både de store og små er, at et læringsrum, hvor man bliver støttet og set som den, man er, i stedet for at blive presset ned i foruddefinerede læringskasser, er noget, der giver selvværd og mod på læring længe efter denne tid. Så I har nu som forældre en unik chance for at få indblik i jeres børns måde at tilegne sig viden på. Hvad de trives med, hvornår de føler sig kompetente, og hvornår de vakler. Det kan være en kæmpe gave for at støtte dem bedst muligt i den ellers så strømlinede skoleform efter krisen.

Jeres egen løsning er bedst

Så stop op et øjeblik. Se på hinanden. Og spørg så, hvad der er bedst for JERES familie. Er det at skabe en ny struktur med tydelige forventningsafstemninger om tidslige rammer? Eller er det at være mere laissez faire, hvor børnene har frihed under ansvar? Hvis I står i dilemmaet om enten at bruge tiden på arbejde eller hjælp til lektier, så er mit råd at droppe illusionen om at kunne gøre begge dele på én gang.

Du kan lave en plan, hvor du på skift kan hellige dig fuldt ud til enten arbejde eller børnene, så du har ro til at være mere nærværende i det, du gør. Dog med øje for, at enhver plan ikke går nøjagtig som planlagt, og du sikkert vil blive afbrudt i din ”arbejdstid”, selvom du har sat børnene foran tv-et, eller partneren passer.

Pointen er, at vejen til trivsel går, som den oftest gør, igennem de svære fravalg, hvor man handler ud fra ens værdier, også selvom det gør ondt. Noget må der skæres fra. Det er et vilkår i denne tid. Er du i tvivl om, hvad der er dine værdier, så prøv for eksempel at spørge dig selv, hvad du gerne vil huske denne lockdown-tid for. Hvilke minder skal I komme ud med på den anden side? Hvad vil du gerne have fået fra hånden?

Tre råd fra en mor

Line Rejmer, fuldtidsarbejdende og mor til to skolebørn og et børnehavebarn, kommer her med hendes tre bedste råd til at få hverdagen til at køre:

1) Taknemmelighed for det, vi trods alt har, og det, der fungerer, i stedet for det, vi ikke har. At fokusere på det, denne periode giver, i stedet for det, den tager. At vi lever i et velfærdssamfund, hvor der er hjælp at hente, hvis uheldet er ude. At vi har hinanden, og de måder, vi som familie fungerer sammen på.

2) Respekten for hinanden og vores forskelligheder, så vi kan give hinanden det, vi hver især har brug for – og at vi kan sige det højt, når vi har brug for den andens hensyn eller hjælp.

3) Fleksibiliteten. Jeg bliver nødt til at flytte mig lidt på alle fronter. Vi må kunne rumme hinanden og give plads, både fysisk og mentalt, for at det hele kan gå op. 

Du kan ikke nå det hele

Uanset hvilken løsning, der er den rigtige for jer, så husk på, at børn ikke kan fyres fra skolen.

Det er ok ikke at kunne nå det hele. Det er et vilkår i øjeblikket. Og du kan kun være til stede ét sted ad gangen.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Denne mulighed for intenst samvær kommer måske aldrig igen, så at bruge tiden på noget af det, du har savnet at kunne lave med din familie derhjemme, kommer du højst sandsynligt ikke til at fortryde.

Dette indlæg er udtryk for Anne Roms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Kære forældre: Sænk barren – dine børn kan heldigvis ikke blive fyret fra skolen

Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer lige netop for vores familie. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

1. april 2020 | Af Anne Rom | Foto: Privat

 

Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

 

Anne Rom er privatpraktiserende psykolog og arbejder bl.a. for at give forældre en bedre overgang til forældreskabet. Du kan følge hendes arbejde her og på instagramprofilen insta.terapi./box]

 

Med coronavirussens indtog blev vores hverdag med et ændret. Strukturerne blev kastet op i luften og landede i helt andre former og forventninger end dem, de fleste er vant til fra det hamsterhjul, der ofte kører på højtryk i landets børnefamilier. Og hvis det at have to fuldtidsjob ikke var nok, kan vi nu også udforske muligheden for at være fuldtidslærere og hjemmepassere.

Der er ikke noget at sige til, at mange føler sig pressede. Men prøver vi at fastholde normaliteten i denne unormale tid, er der fare for, vi knækker halsen. Det er at sætte ambitionsniveauet for højt.

Kulturens magt

I stedet er denne krisetid en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie.

Mofibo - lydbøger

Som al anden kultur er utallige normer indlejret i os som ubevidste ”regler” for, hvordan vi skal opføre os og indgå i samfundet. Der er derfor ikke noget at sige til, at vores kulturelt indlejrede ide om, at børn skal gå i skole hver dag og skal lave lektier, ligger så dybt i os som en naturlov, der for alt i verden ikke må brydes. Selv i en krisetid som denne pacer vi og institutionerne os selv og vores børn til at efterleve den.

Men hvorfor krampagtigt holde fast i en opgavestrøm, der hører en anden tid og andre rammer til?

Børn lærer af at være nysgerrige, af at opleve og undersøge, og især hvis det sker sammen med en anerkendende, rummende og mere vidende person. De bedste situationer for læring er altså, hvis det føles som en leg, hvor forudsætningen er tryghed. Om det er opgaven på Aula eller at lære at lave snobrødsdej til et bål i haven, er for så vidt underordnet i en begrænset tidsperiode som denne – i hvert fald for de mindre skolebørn.

Fælles for både de store og små er, at et læringsrum, hvor man bliver støttet og set som den, man er, i stedet for at blive presset ned i foruddefinerede læringskasser, er noget, der giver selvværd og mod på læring længe efter denne tid. Så I har nu som forældre en unik chance for at få indblik i jeres børns måde at tilegne sig viden på. Hvad de trives med, hvornår de føler sig kompetente, og hvornår de vakler. Det kan være en kæmpe gave for at støtte dem bedst muligt i den ellers så strømlinede skoleform efter krisen.

Jeres egen løsning er bedst

Så stop op et øjeblik. Se på hinanden. Og spørg så, hvad der er bedst for JERES familie. Er det at skabe en ny struktur med tydelige forventningsafstemninger om tidslige rammer? Eller er det at være mere laissez faire, hvor børnene har frihed under ansvar? Hvis I står i dilemmaet om enten at bruge tiden på arbejde eller hjælp til lektier, så er mit råd at droppe illusionen om at kunne gøre begge dele på én gang.

Du kan lave en plan, hvor du på skift kan hellige dig fuldt ud til enten arbejde eller børnene, så du har ro til at være mere nærværende i det, du gør. Dog med øje for, at enhver plan ikke går nøjagtig som planlagt, og du sikkert vil blive afbrudt i din ”arbejdstid”, selvom du har sat børnene foran tv-et, eller partneren passer.

Pointen er, at vejen til trivsel går, som den oftest gør, igennem de svære fravalg, hvor man handler ud fra ens værdier, også selvom det gør ondt. Noget må der skæres fra. Det er et vilkår i denne tid. Er du i tvivl om, hvad der er dine værdier, så prøv for eksempel at spørge dig selv, hvad du gerne vil huske denne lockdown-tid for. Hvilke minder skal I komme ud med på den anden side? Hvad vil du gerne have fået fra hånden?

Tre råd fra en mor

Line Rejmer, fuldtidsarbejdende og mor til to skolebørn og et børnehavebarn, kommer her med hendes tre bedste råd til at få hverdagen til at køre:

1) Taknemmelighed for det, vi trods alt har, og det, der fungerer, i stedet for det, vi ikke har. At fokusere på det, denne periode giver, i stedet for det, den tager. At vi lever i et velfærdssamfund, hvor der er hjælp at hente, hvis uheldet er ude. At vi har hinanden, og de måder, vi som familie fungerer sammen på.

2) Respekten for hinanden og vores forskelligheder, så vi kan give hinanden det, vi hver især har brug for – og at vi kan sige det højt, når vi har brug for den andens hensyn eller hjælp.

3) Fleksibiliteten. Jeg bliver nødt til at flytte mig lidt på alle fronter. Vi må kunne rumme hinanden og give plads, både fysisk og mentalt, for at det hele kan gå op. 

Du kan ikke nå det hele

Uanset hvilken løsning, der er den rigtige for jer, så husk på, at børn ikke kan fyres fra skolen.

Det er ok ikke at kunne nå det hele. Det er et vilkår i øjeblikket. Og du kan kun være til stede ét sted ad gangen.

Denne mulighed for intenst samvær kommer måske aldrig igen, så at bruge tiden på noget af det, du har savnet at kunne lave med din familie derhjemme, kommer du højst sandsynligt ikke til at fortryde.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Dette indlæg er udtryk for Anne Roms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ