Tilknytning kan ikke skemalægges: Indkøring tager tid

DEBAT

Mette Carendi anbefaler ikke en skemalagt indkøring i institution.

9. december 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Mange institutioner forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan være ret uheldigt ud fra et tilknytningsperspektiv, skriver Mette Carendi.

Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

Lad mig sige det, som det er. Jeg er ikke tilhænger af skemalagt indkøring, hvor forældrene lader barnet være alene efter blot få dages indkøring.

Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt. Tilknytning kan nemlig ikke skemalægges, og den gode indkøring kan tage tid.

En tid, man med fordel kan prioritere at bruge.

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld beskriver tilknytningsprocessen som ”smilet, nikket og den fysiske kontakt”. Han pointerer også, at trygheden altid først skal etableres mellem de voksne, hvorefter fokus kan vendes mod barnet. Og det giver god mening, når vi taler om indkøring i institution.

Stort set alle institutioner er da også opmærksomme på, at tryghed er essentielt i en indkøringssituation, og at barnet derfor skal afleveres til den samme pædagog i den sårbare periode. Det er rigtig godt og vigtigt.

Dit barn vil rent instinktivt scanne dit ansigt for at finde ud af, om den fremmede person (pædagogen) er en ven eller fjende. Hvis du ikke selv er tryg ved den pædagog, du skal overlade dit barn til, vil dit barn opfange det og blive utrygt.

Er du okay tryg ved pædagogen, er næste skridt, at I to taler sammen, mens dit barn sidder trygt på din arm. Gerne med masser af smil, latter og fysisk kontakt, som for eksempel det at give hånd. Dit barn vil suge jeres interaktion til sig ved skiftevis at kigge op på dit ansigt og op på pædagogens. Og jo mere tryg han føler sig, jo mere nysgerrig vil han typisk blive på denne nye, spændende person, som far eller mor smiler så meget til. Det er derfor vigtigt, at du tager dig tid til denne interaktion, så du også bliver tryg.

Herefter kan pædagogens fokus flyttes til barnet, og det gælder nu om at få barnets smil, nik og den fysiske kontakt.

Meget af det her udfolder sig ofte helt naturligt, fordi det ligger instinktivt i os at sikre den trygge forbindelse til et barn, der ikke kender os endnu. Men stress, underbemanding og for rigide strukturer spænder ofte ben for denne instinktive visdom, så afleveringssituationer kan ende ud i, at vi kommer til at krænke barnets tilknytningssprog, ved at barnet bliver hevet ud af forældrenes arme af en pædagog, som barnet endnu ikke er trygt hos.

“Mange institutioner anbefaler den tilgang, hvor de forsøger at begrænse indkøringsperioden til en uges tid. Det kan jeg godt forstå ud fra et logistisk synspunkt. Men ud fra et tilknytningsperspektiv kan det være ret uheldigt.”

Mette Carendi

Det fører et andet spørgsmål med sig, som jeg ofte får, nemlig om det ikke er ideelt, at barnet aldrig græder, når mor og far går. Ja og nej. Det er helt naturligt, at det lille barn bliver ked af det i den situation. Det er ikke sikkert, vi bryder os om det faktum, men vi er nødt til at italesætte tingene, som de er, og ikke som vi håber, de kan være, for her kommer vi typisk til at svigte børnene endnu mere. Det springende punkt er derfor, om barnet er i en tryg favn, når han er ked af det, fordi mor og far går, og om den trygge favn har tid til at holde krop og opmærksomhed rettet mod barnet, indtil han er igennem sorgen.

Her er de nuværende normeringer et problem. Og det skal der gøres noget ved. Indtil da kan du som forældre også gøre meget for at mindske dit barns utryghed. Herunder vil jeg nævne de vigtigste:

Flere tryghedspersoner
Tal med institutionen om, hvorvidt det er muligt at have to eller flere indkøringspersoner på over længere tid, så der er flere voksne, dit barn er trygt hos, da det gør det nemmere for alle parter ved sygdom, ferie og så videre.

Tag dit barns utryghed alvorligt
Er dit barn stadig ikke helt trygt i institutionen og derfor naturligt meget afhængigt af, at tryghedspædagogen er der til at tage imod og være der i løbet af dagen, anbefaler jeg, at du tager dit barn med hjem igen, hvis dit barns tryghedspædagog er syg eller på ferie. Ellers kan du risikere at skulle starte indkøringen helt forfra, ligesom det kan sætte sig som heftige forsinkede reaktioner i dit barns adfærd, fordi han eller hun har været presset ud i utryghed.

Hjælp med at sikre dit barns tryghed
Støt dit barn igennem de reguleringer, der måtte komme om eftermiddagen eller ved sengetid. På den måde sikrer du, at dit barn kommer tilbage til en tilstand af tryghed og samhørighed med dig, så du kontinuerligt sikrer tilknytningen, efter at du har været adskilt fra dit barn.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

LIVET MED BØRN

Indlæg om at gå hjemme med sine børn.

17. november 2019 | Af Rikke Høyer | Foto: Privat

Vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt, skriver Rikke Høyer i et smukt skriv om at have valgt hjemmelivet.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

Og jeg græder ned i hovedet på den yngste, der ammer sig i søvn til min krop, der vugger og omfavner alle andre end mig selv.

Jeg har skabt flere relationer det seneste år, end jeg har gjort de sidste 10 år tilsammen, siger jeg til min kæreste midt i aftensmaden, og så knækker jeg sammen, og den yngste kaster med maden og rammer væggen, og den ældste kigger op fra bogen i sofaen og siger, at mor er ked af det, og er du okay mor.

Og jeg spiser færdig, og vi snakker i halve sætninger, imens den yngste får mere mad og vand og hjælp til at styre koppen, og den ældste vil op at sidde og ned og op at sidde igen alligevel.

Og han ved godt, at jeg er presset, at pigerne trives, at de er glade og fyldt med livskraft, og han ved godt, at det kræver min energi, og at det slet ikke ligger til mig som person, som den jeg var før, at træde ud i uvidenhed og nye menneskers arme og øjne og samtaler, og du har gjort det så godt, og jeg sætter pris på, at du gør det, siger han og tørrer den yngste om munden, imens han synger og forsøger at spejle hende.

Det er okay mor, siger den ældste, og der sker ikke noget mor, fortsætter hun og danser nøgen rundt i stuen, og vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt siger jeg, og han ved det godt, eller det ved han jo egentlig ikke, siger han, men han forsøger at rumme og lytte midt i to små børns væren i verden.

Og så græder jeg lidt igen, og vi taler om, at jeg knækker, når jeg glemmer at mærke mig selv, men jeg har jo ikke tid, siger jeg og sukker og bander over hovedpinen og remser op, hvor mange gange jeg glemmer at gå på toilet, at spise, at trække vejret helt derned, hvor man helst
skal gøre det.

Og det har bare været et hårdt år, og jeg har lært så meget om mig selv og mødt så mange nye mennesker og jeg har taget så mange nye mennesker ind, siger jeg, og vi taler om, hvor givende det er, og hvilken verden der har åbnet sig, og hvor taknemmelig jeg er for, at vi står i det spirende netværk, som vi gør.

Men jeg træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu, siger jeg og tilføjer, at det er det værd, det ved jeg, men jeg skal begynde at passe bedre på mig selv.

Nu.

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

MODERSKAB

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst.

Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.

Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.

Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.