Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

af | apr 22, 2020

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

 

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

af | feb 19, 2020

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

af | feb 17, 2020

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Emmibaby - køb babyudstyr

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

 

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

LÆS OGSÅ

“Men børn SKAL jo lære at …”

af | sep 10, 2019

DEBAT

“Men børn SKAL jo lære at …”

Rikke Høyer, der står bag instagramprofilen Børnetanker, reflekterer over sætningen, "men børn skal jo lære at ..." Foto: Privat

10. september 2019 (opdateret 6. februar 2020) | Af Rikke Høyer | Foto: Piron Guillaume, Unsplash

 

Næste gange, du hører nogen italesætte, at “det er noget, små børn skal lære”, så forsøg at tage dig tid til at reflektere over, for hvis skyld og med hvilket formål, skriver Rikke Høyer.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

 

“Små børn skal lære…. “.

Sådan starter mange velmenende råd i vores samfund.

Fra eksperter.
Google-fund.
Bedsteforældre.
Forældre.
Veninder.
Og fra mødregruppen.

Listen er lang og fyldt med råd, der italesætter, at det lille barn skal lære, at …

Idag faldt jeg over en gammel artikel, hvor en sundhedsplejerske italesætter, at “små børn har brug for alene-tid, så de gradvist kan lære, at dét at sove, det er noget, man gør, når man ligger i sine egne hyggelige omgivelser”.

Jeg får sådan lyst til at spørge selv samme sundhedsplejerske, om hun fører samme ramme over for sin partner derhjemme.

Og jeg får sådan lyst til at lave en kollektiv håndsoprækning på de, der helst sover alene i et mørkt rum – fremfor sammen med de(t) menneske, de elsker og føler sig tryg med.

Næste gange, du læser eller hører nogle italesætte, at “det er noget, små børn skal lære”, så forsøg at tage tiden til at reflektere videre over følgende:

For hvis skyld?
Med hvilket formål?

Der kommer ofte ret interessante tanker frem, når vi tør reflektere over ting, vi bare gør eller tilskriver normaliteten.

Dette indlæg er udtryk for Rikke Høyers holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

“Men børn SKAL jo lære at …”

Rikke Høyer, der står bag instagramprofilen Børnetanker, reflekterer over sætningen, "men børn skal jo lære at ..." Foto: Privat

10. september 2019 (opdateret 6. februar 2020) | Af Rikke Høyer | Foto: Piron Guillaume, Unsplash

 

Næste gange, du hører nogen italesætte, at “det er noget, små børn skal lære”, så forsøg at tage dig tid til at reflektere over, for hvis skyld og med hvilket formål, skriver Rikke Høyer.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

 

“Små børn skal lære…. “.

Sådan starter mange velmenende råd i vores samfund.

Fra eksperter.
Google-fund.
Bedsteforældre.
Forældre.
Veninder.
Og fra mødregruppen.

Listen er lang og fyldt med råd, der italesætter, at det lille barn skal lære, at …

Idag faldt jeg over en gammel artikel, hvor en sundhedsplejerske italesætter, at “små børn har brug for alene-tid, så de gradvist kan lære, at dét at sove, det er noget, man gør, når man ligger i sine egne hyggelige omgivelser”.

Jeg får sådan lyst til at spørge selv samme sundhedsplejerske, om hun fører samme ramme over for sin partner derhjemme.

Og jeg får sådan lyst til at lave en kollektiv håndsoprækning på de, der helst sover alene i et mørkt rum – fremfor sammen med de(t) menneske, de elsker og føler sig tryg med.

Næste gange, du læser eller hører nogle italesætte, at “det er noget, små børn skal lære”, så forsøg at tage tiden til at reflektere videre over følgende:

For hvis skyld?
Med hvilket formål?

Der kommer ofte ret interessante tanker frem, når vi tør reflektere over ting, vi bare gør eller tilskriver normaliteten.

Dette indlæg er udtryk for Rikke Høyers holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

af | aug 14, 2019

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

LÆS OGSÅ