Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

af | mar 22, 2021

BØRNELIV

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

BØRNELIV

Tavshedskulturen rammer vores børn
– derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

af | jan 21, 2021

DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

 

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 
Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 
Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 
Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

 

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

 

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

 

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 
Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 
Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 
Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

 

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

af | jun 18, 2020

DEBAT

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

18. juni 2020 | Af Mie Storm | Foto: Privat

 

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

Mie Storm er cand.mag. i Anvendt Filosofi og stifter af Kulturkritisk Forum. Du kan følge hende på instagramprofilen @kulturkritiskforum.

Mennesket fødes ad to omgange. Lyder det skørt?

Ved den første fødsel er vi ikke i tvivl. Der er skrig, opmuntrende ord og ind imellem mindre pæne gloser. Det gør ondt, det er vidunderligt, og selvom vi måske et øjeblik ønsker, at det hele slutter, så føles det med ét som om, selve livet starter på ny. En lillebitte fedtet krop svøber sig pludselig dér, tæt ind til morens bryst. Vi fødes som børn og også som forældre ved den første menneskelige fødsel.

Ingen betvivler således den smukke begivenhed, som er menneskets første fødsel.

Med den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, forholder det sig imidlertid noget anderledes. Den anden fødsel er mere subtil. Vi kan ikke på samme måde objektivt konstatere den. Den udfolder sig ikke (altid) med målbare udsving i tid og rum. Alligevel er den ligeså betydningsfuld som den første fødsel.

For at forstå den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, må vi forstå de helt særlige omstændigheder omkring mennesket i forhold til andre arter.

Menneskebarnets rejse efter første fødsel

De seneste års tværvidenskabelige studier af den menneskelige hjerne viser klart, hvad der er vigtigst for optimal udvikling af et lille menneskebarns hjerne: kærlighed (fx A. Schore, 2004 og S. Gerhardt, 2004).

Som psykolog Steve Biddulph beskriver, adskiller mennesket sig på den måde væsentligt fra andre levende arter. Placerer du eksempelvis en haletudse alene i en dam, vil den udvikle sig til en fuldt ud duelig frø, der vil mestre frølivet i samme udstrækning som en frø, der er tilblevet i dammen omringet af tusindvis af andre haletudser.

Det samme gør sig gældende for mange andre levende væsener.

Men ikke menneskebarnet. Vi mennesker er den art på jorden, der er allermest afhængig af vores forældre, mens vi er små. Og det er vi længe. Er det lille menneskebarn ikke konstant omgivet af en omsorgsfuld og kompetent omsorgs- og tilknytningsperson, lærer det end ikke de fysiske bevægelser, det har brug for, for at overleve. Det lærer heller ikke de følelsesmæssige kompetencer, det har brug for, for at leve som et helt menneske; at tale, tænke, føle, elske, sympatisere og mentalisere.

At leve som et helt menneske – snarere end en haletudse.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Der er to årsager til, det lille menneskebarn fødes med en hjerne, der langt fra er færdigudviklet, og derfor har så meget brug for en, der elsker det, i de første år af dets liv.

Den første årsag kobler sig til den første fødsel, menneskebarnet gennemgår. Her er hjernen i det lille menneskebarns hoved kun vokset til en tredjedel af den størrelse, den ender med at have. Hvis menneskebarnet skulle fødes med en færdigudviklet hjerne, ville barnets hoved være så stort, at det ikke fysisk ville kunne passere i fødselsgangen gennem dets mors bækken. Der er simpelthen ikke plads. Kvinder, der har oplevet at presse et barn ud i livet, kan nok levende forestille sig, hvad det ville gøre ved deres krop, hvis barnets hoved var tre gange så stort ved fødslen.

At barnets hjerne er aldeles ’ufærdig’, når det fødes første gang, betyder, at det har brug for den helt rigtige omsorg og stimuli for at kunne udvikle de sidste totredjedele af dets hjerne.

Det betyder også, at størstedelen af den udvikling, menneskebarnets hjerne gennemgår, sker efter den første fødsel.

Igennem denne udvikling af størstedelen af menneskebarnets hjerne fødes det anden gang. Og det sker ikke af sig selv som med haletudsen. Menneskebarnets hjerne vokser ikke bare eksponentielt af sig selv; sådan et mesterværk skabes af erfaringer, der er meget mere komplekse end de, der overgår haletudsen, som Biddulph eksemplificerer.

Menneskebarnet fødes eksistentielt i kærligheden

I filosofiske termer kan man sige, at kærlighed mellem mennesker udvikler ånden. Reduceret til moderne videnskabelige termer kan det også hedde, at; tilknytning udvikler hjernen. På mange måder er tilknytningsteorien nemlig et forsøg på at konkretisere kærligheden i den menneskelige eksistens til et begreb, vi kan behandle videnskabeligt. Vi kan måle og veje tilknytning. Så er det mindre subtil – så er det formidlet i det sprog, vi taler i adskillelseskulturen.

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Det menneske, der elsker det, og beskytter det gennem alle de farer – fysiske og følelsesmæssige – det udsættes for, mens dets hjerne udvikler sig de resterende totredjedele. De(t) menneske(r), det møder, så snart den første fødsel møder sin ende. Når det rammer den varme hud ovenpå det bankende hjerte, det er vant til at lytte til fra den anden side. Eller det menneske, der har ventet på det og længtes efter det, men ikke har kunnet bære det. De(t) menneske(r), der elsker menneskebarnet og vil dø for det.

Det er i tilknytningen til disse, at det lille menneskebarn gennemgår den anden fødsel ind i denne verden. Sådan udvikler menneskebarnet sig fra at eksistere i fysisk forstand til langsomt at begribe verden, sig selv og sine medmennesker gennem en tryg symbiotisk og senere hen individueret dyb forbindelse til mennesker, for hvem det er hele verden i sig selv.

At underminere betydningen af denne anden fødsel er at underminere selve grundlaget for et sundt følelsesliv, trygge relationer og en harmonisk tilværelse for det lille menneskebarn. Den anden fødsel, kærligheden eller tilknytningen – kald det hvad, du vil – er forudsætningen for, at menneskebarnet bliver et helstøbt menneske med dyb forankring i livet og som derfor er i stand til at være i verden med sig selv og andre på harmonisk vis.

Men den anden fødsel har trange kår i et instrumentaliseret samfund. Dannelsen af mesterværket, der er den menneskelige hjerne og eksistentielle tilblivelse, reduceres til en handelsvare. Kærlighed reduceres til tilknytning, som udliciteres til såkaldte professionelle omsorgspersoner. Til sidst spares disse væk. Hvor efterlader det menneskets anden fødsel?
Hos haletudsen. Vi kan ikke være det bekendt.

Begrebet ’tilknytning’ er videnskabens forsøg på at gøre kærligheden håndgribelig. At kategorisere det fællesmenneskelige og grundlæggende dybe behov, mennesket har for at være forbundet og i kontakt med sig selv og andre. Sådan fyldes eksistensen med meningsfuldhed, og sådan finder mennesket sin rolle i livet og en ontologisk sikkerhed i eksistensen.

Tilknytningen til det andet menneske må forstås som dér, kærligheden kan bo og blomstre. Vil vi et liv levet i kærlighed for vores menneskebørn, må vi lade dem føde for anden gang. Gør vi ikke det, må vi forberede os på at stå skoleret overfor de kommende generationer, der vil påvirkes af vores manglende nærvær.

Vil du vide mere om, hvad det gør ved mennesket at leve i en adskillelseskultur, hvor kærlighed er mekaniseret og menneskebarnet reduceret til haletudse?

Så kan du lytte til mit foredrag ’Vi har brug for en omsorgsrevolution’ online – når du har tid. Foredraget er en grundlæggende kritik af adskillelseskulturen, og jeg tager dig igennem en kritisk filosofisk analyse af samfundskontrakten, den angivelige ligestilling, institutionalisering af småbørn og dyrkelsen af det målbare.

Få adgang til foredraget ved at overføre 100 kr. til tlf. 2115 9159 via MobilePay. Herefter modtager du et link. Du kan læse mere om foredraget og kommende foredrag på www.kulturkritiskforum.dk

Dette indlæg er udtryk for Mie Storms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

18. juni 2020 | Af Mie Storm | Foto: Privat

 

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

Mie Storm er cand.mag. i Anvendt Filosofi og stifter af Kulturkritisk Forum. Du kan følge hende på instagramprofilen @kulturkritiskforum.

 

Mennesket fødes ad to omgange. Lyder det skørt?

Ved den første fødsel er vi ikke i tvivl. Der er skrig, opmuntrende ord og ind imellem mindre pæne gloser. Det gør ondt, det er vidunderligt, og selvom vi måske et øjeblik ønsker, at det hele slutter, så føles det med ét som om, selve livet starter på ny. En lillebitte fedtet krop svøber sig pludselig dér, tæt ind til morens bryst. Vi fødes som børn og også som forældre ved den første menneskelige fødsel.

Ingen betvivler således den smukke begivenhed, som er menneskets første fødsel.

Med den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, forholder det sig imidlertid noget anderledes. Den anden fødsel er mere subtil. Vi kan ikke på samme måde objektivt konstatere den. Den udfolder sig ikke (altid) med målbare udsving i tid og rum. Alligevel er den ligeså betydningsfuld som den første fødsel.

For at forstå den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, må vi forstå de helt særlige omstændigheder omkring mennesket i forhold til andre arter.

Menneskebarnets rejse efter første fødsel

De seneste års tværvidenskabelige studier af den menneskelige hjerne viser klart, hvad der er vigtigst for optimal udvikling af et lille menneskebarns hjerne: kærlighed (fx A. Schore, 2004 og S. Gerhardt, 2004).

Som psykolog Steve Biddulph beskriver, adskiller mennesket sig på den måde væsentligt fra andre levende arter. Placerer du eksempelvis en haletudse alene i en dam, vil den udvikle sig til en fuldt ud duelig frø, der vil mestre frølivet i samme udstrækning som en frø, der er tilblevet i dammen omringet af tusindvis af andre haletudser.

Det samme gør sig gældende for mange andre levende væsener.

Men ikke menneskebarnet. Vi mennesker er den art på jorden, der er allermest afhængig af vores forældre, mens vi er små. Og det er vi længe. Er det lille menneskebarn ikke konstant omgivet af en omsorgsfuld og kompetent omsorgs- og tilknytningsperson, lærer det end ikke de fysiske bevægelser, det har brug for, for at overleve. Det lærer heller ikke de følelsesmæssige kompetencer, det har brug for, for at leve som et helt menneske; at tale, tænke, føle, elske, sympatisere og mentalisere.

At leve som et helt menneske – snarere end en haletudse.

Der er to årsager til, det lille menneskebarn fødes med en hjerne, der langt fra er færdigudviklet, og derfor har så meget brug for en, der elsker det, i de første år af dets liv.

Den første årsag kobler sig til den første fødsel, menneskebarnet gennemgår. Her er hjernen i det lille menneskebarns hoved kun vokset til en tredjedel af den størrelse, den ender med at have. Hvis menneskebarnet skulle fødes med en færdigudviklet hjerne, ville barnets hoved være så stort, at det ikke fysisk ville kunne passere i fødselsgangen gennem dets mors bækken. Der er simpelthen ikke plads. Kvinder, der har oplevet at presse et barn ud i livet, kan nok levende forestille sig, hvad det ville gøre ved deres krop, hvis barnets hoved var tre gange så stort ved fødslen.

At barnets hjerne er aldeles ’ufærdig’, når det fødes første gang, betyder, at det har brug for den helt rigtige omsorg og stimuli for at kunne udvikle de sidste totredjedele af dets hjerne.

Det betyder også, at størstedelen af den udvikling, menneskebarnets hjerne gennemgår, sker efter den første fødsel.

Igennem denne udvikling af størstedelen af menneskebarnets hjerne fødes det anden gang. Og det sker ikke af sig selv som med haletudsen. Menneskebarnets hjerne vokser ikke bare eksponentielt af sig selv; sådan et mesterværk skabes af erfaringer, der er meget mere komplekse end de, der overgår haletudsen, som Biddulph eksemplificerer.

Menneskebarnet fødes eksistentielt i kærligheden

I filosofiske termer kan man sige, at kærlighed mellem mennesker udvikler ånden. Reduceret til moderne videnskabelige termer kan det også hedde, at; tilknytning udvikler hjernen. På mange måder er tilknytningsteorien nemlig et forsøg på at konkretisere kærligheden i den menneskelige eksistens til et begreb, vi kan behandle videnskabeligt. Vi kan måle og veje tilknytning. Så er det mindre subtil – så er det formidlet i det sprog, vi taler i adskillelseskulturen.

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Det menneske, der elsker det, og beskytter det gennem alle de farer – fysiske og følelsesmæssige – det udsættes for, mens dets hjerne udvikler sig de resterende totredjedele. De(t) menneske(r), det møder, så snart den første fødsel møder sin ende. Når det rammer den varme hud ovenpå det bankende hjerte, det er vant til at lytte til fra den anden side. Eller det menneske, der har ventet på det og længtes efter det, men ikke har kunnet bære det. De(t) menneske(r), der elsker menneskebarnet og vil dø for det.

Det er i tilknytningen til disse, at det lille menneskebarn gennemgår den anden fødsel ind i denne verden. Sådan udvikler menneskebarnet sig fra at eksistere i fysisk forstand til langsomt at begribe verden, sig selv og sine medmennesker gennem en tryg symbiotisk og senere hen individueret dyb forbindelse til mennesker, for hvem det er hele verden i sig selv.

At underminere betydningen af denne anden fødsel er at underminere selve grundlaget for et sundt følelsesliv, trygge relationer og en harmonisk tilværelse for det lille menneskebarn. Den anden fødsel, kærligheden eller tilknytningen – kald det hvad, du vil – er forudsætningen for, at menneskebarnet bliver et helstøbt menneske med dyb forankring i livet og som derfor er i stand til at være i verden med sig selv og andre på harmonisk vis.

Men den anden fødsel har trange kår i et instrumentaliseret samfund. Dannelsen af mesterværket, der er den menneskelige hjerne og eksistentielle tilblivelse, reduceres til en handelsvare. Kærlighed reduceres til tilknytning, som udliciteres til såkaldte professionelle omsorgspersoner. Til sidst spares disse væk. Hvor efterlader det menneskets anden fødsel?
Hos haletudsen. Vi kan ikke være det bekendt.

Begrebet ’tilknytning’ er videnskabens forsøg på at gøre kærligheden håndgribelig. At kategorisere det fællesmenneskelige og grundlæggende dybe behov, mennesket har for at være forbundet og i kontakt med sig selv og andre. Sådan fyldes eksistensen med meningsfuldhed, og sådan finder mennesket sin rolle i livet og en ontologisk sikkerhed i eksistensen.

Tilknytningen til det andet menneske må forstås som dér, kærligheden kan bo og blomstre. Vil vi et liv levet i kærlighed for vores menneskebørn, må vi lade dem føde for anden gang. Gør vi ikke det, må vi forberede os på at stå skoleret overfor de kommende generationer, der vil påvirkes af vores manglende nærvær.

Vil du vide mere om, hvad det gør ved mennesket at leve i en adskillelseskultur, hvor kærlighed er mekaniseret og menneskebarnet reduceret til haletudse?

Så kan du lytte til mit foredrag ’Vi har brug for en omsorgsrevolution’ online – når du har tid. Foredraget er en grundlæggende kritik af adskillelseskulturen, og jeg tager dig igennem en kritisk filosofisk analyse af samfundskontrakten, den angivelige ligestilling, institutionalisering af småbørn og dyrkelsen af det målbare.

Få adgang til foredraget ved at overføre 100 kr. til tlf. 2115 9159 via MobilePay. Herefter modtager du et link. Du kan læse mere om foredraget og kommende foredrag på www.kulturkritiskforum.dk

Dette indlæg er udtryk for Mie Storms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

af | jun 15, 2020

MODERSKAB

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

15. juni 2020 – opdateret 5. juli 2022 | Af Josefine Pilgaard | Foto: Privat

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

Josefine Pilgaard er 27 år, gift med Niels og mor til Ane på snart 3 år. Hun er tidligere pædagogstuderende, men nu hjemmegående. Familien er bosat på Djursland. Du kan følge hende på instagramprofilen @moderskabs_mod.

”Det er primært dig, der synes, det er hårdt, mor.”

Kommentaren faldt under indkøringen af min datter. Jeg var ikke enig i udsagnet, og en stemme i mit hoved skreg:

”Okay, hvad hvis mine følelser og mine tanker bliver trådt på i dette forløb. Hvad hvis jeg rent faktisk er sindssygt utilpas i det her? Er det så ikke også vigtigt?”

Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage. Jeg var forkert. Mine tanker var forkerte. Det vil sige; min lyst til at blive ved med at holde mit barn var blevet gjort forkerte.

”Den gode mor.” Jeg vidste ikke længere hvad det indebar. For da jeg havde født min datter, gav jeg hende et stille løfte om, at jeg nok skulle passe på hende og være der for hende, men nu gik jeg jo? Nu vendte jeg mit grædende barn ryggen, jeg gik min vej i et sådant tempo, at man skulle tro, hendes tårer ikke talte for noget i denne verden.

“Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage.”

 
Josefine Pilgaard

”Men det er okay Josefine.” Fik jeg at vide, og jeg nikkede bare febrilsk, for jeg kendte jo proceduren. Jeg plejede bare at være personalet på den anden side af indkøringen. Jeg plejede at være den, der tog imod de grædende børn, når deres forældre skulle afsted. Jeg nikkede og gav mit dyrebareste i favnen på en fremmed.

”Men det er jo dig, det er hårdt for, mor. Hun skal nok stoppe med at græde igen.”

Hvorfor var det hårdt for mig? Hvorfor skreg stemmerne så højt?

Jeg tror, det var fordi, vi mennesker i bund og grund ikke er byggede til at skulle undvære vores børn. Slet ikke når de er så små, som min datter var. Det var hårdt, fordi min sjæl, min krop, mit hoved, mine tanker og min intuition – som alt sammen blev gjort nyttesløse i denne indkøringsproces – kunne mærke, at mit barn ikke var glad. Det kunne mærke, at JEG ikke var glad i dette. Mit sind var ulykkeligt ved tanken om, at jeg nu drog afsted – for at trøste andres grædende børn, imens mit eget grædende barn sad på skødet af en fremmed dame.

Halvandet år gik der med grådkvalte afleveringer i en institution, hvor følelserne ikke var i højsædet, selvom reklameskiltet sagde det. Halvandet år gik der, før mit sind råbte så højt, at det knækkede mig og efterlod mig i en stressposition, hvor jeg var tvunget til at droppe den uddannelse, jeg troede, var vigtigt. Lige nu. Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.

Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top. Jeg havde lyttet til dette så længe, at tanken om, at mit eget kreative sind, vilje og frem for alt min moderkærlighed, ikke var nok til mit barn. Tankerne om, at jeg ikke kunne være ”nok” overfor mit eget barn, gjorde mig syg.

“Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg følte mig så nøgen, da vi tog beslutningen om, at vores datter ikke skulle afsted mere. For jeg havde livet igennem vidst, at dette var dén vej, man gik. At uddannelse var vigtig og skulle tages i de unge år, og at børn jo skulle socialiseres via institution i den ene eller anden form. Jeg havde fået 0% guidning i, hvordan man var hjemmegående, hvordan man skulle ”aktivere” ens eget barn, og hvorvidt dette overhovedet var nødvendigt i en sådan grad, som det foregår i en vuggestue. For jeg havde jo ikke pengene eller pladsen til at skabe det slaraffenland af en aktivitetsbombe, der findes i en institution. Jeg havde ikke engang en have. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvordan skulle det gå? Har jeg lige kastet hele min datters fremtid op i luften og håbede nu bare på, den ikke faldt ned og gik i tusinde stykker?

Jeg var nøgen. Jeg var sårbar. Jeg følte mig udsat og et mål for hån og bebrejdelse. Jeg synes, det var svært at gå imod strømmen, at lytte til mig selv, uanset hvor rigtigt jeg kunne mærke, det føltes indeni, både hos mig og min datter.

“Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg skammer mig over, hvor længe min datter befandt sig i vuggestuen, men jeg skammer mig også over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab. At være mor på MIN måde krævede så meget mod. Det synes jeg ikke, det burde. Det burde ikke være så problematisk at lytte til sin egen intuition. Det burde ikke være skamfuldt at gøre det rigtige for en selv, uanset om det betyder, at man bryder hamsterhjulet og går mod flokken. Forældre burde ikke få kastet i hovedet, at det er dem og deres tanker, der står i vejen for barnet og dets trivsel.

Jeg synes stadig, det er svært. Jeg føler, jeg famler i blinde nogle dage, men samtidig giver hjemmelivet mig en ro og en følelse af, at vi har det godt, sammen. Det her er rigtigt for os. Men for pokker hvor var det svært at sige det højt.

MODERSKAB

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

15. juni 2020 – opdateret 5. juli 2022 | Af Josefine Pilgaard | Foto: Privat

 

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

Josefine Pilgaard er 27 år, gift med Niels og mor til Ane på snart 3 år. Hun er tidligere pædagogstuderende, men nu hjemmegående. Familien er bosat på Djursland. Du kan følge hende på instagramprofilen @moderskabs_mod.

”Det er primært dig, der synes, det er hårdt, mor.”

Kommentaren faldt under indkøringen af min datter. Jeg var ikke enig i udsagnet, og en stemme i mit hoved skreg:

”Okay, hvad hvis mine følelser og mine tanker bliver trådt på i dette forløb. Hvad hvis jeg rent faktisk er sindssygt utilpas i det her? Er det så ikke også vigtigt?”

Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage. Jeg var forkert. Mine tanker var forkerte. Det vil sige; min lyst til at blive ved med at holde mit barn var blevet gjort forkerte.

”Den gode mor.” Jeg vidste ikke længere hvad det indebar. For da jeg havde født min datter, gav jeg hende et stille løfte om, at jeg nok skulle passe på hende og være der for hende, men nu gik jeg jo? Nu vendte jeg mit grædende barn ryggen, jeg gik min vej i et sådant tempo, at man skulle tro, hendes tårer ikke talte for noget i denne verden.

“Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage.”

 
Josefine Pilgaard

”Men det er okay Josefine.” Fik jeg at vide, og jeg nikkede bare febrilsk, for jeg kendte jo proceduren. Jeg plejede bare at være personalet på den anden side af indkøringen. Jeg plejede at være den, der tog imod de grædende børn, når deres forældre skulle afsted. Jeg nikkede og gav mit dyrebareste i favnen på en fremmed.

”Men det er jo dig, det er hårdt for, mor. Hun skal nok stoppe med at græde igen.”

Hvorfor var det hårdt for mig? Hvorfor skreg stemmerne så højt?

Jeg tror, det var fordi, vi mennesker i bund og grund ikke er byggede til at skulle undvære vores børn. Slet ikke når de er så små, som min datter var. Det var hårdt, fordi min sjæl, min krop, mit hoved, mine tanker og min intuition – som alt sammen blev gjort nyttesløse i denne indkøringsproces – kunne mærke, at mit barn ikke var glad. Det kunne mærke, at JEG ikke var glad i dette. Mit sind var ulykkeligt ved tanken om, at jeg nu drog afsted – for at trøste andres grædende børn, imens mit eget grædende barn sad på skødet af en fremmed dame.

Halvandet år gik der med grådkvalte afleveringer i en institution, hvor følelserne ikke var i højsædet, selvom reklameskiltet sagde det. Halvandet år gik der, før mit sind råbte så højt, at det knækkede mig og efterlod mig i en stressposition, hvor jeg var tvunget til at droppe den uddannelse, jeg troede, var vigtigt. Lige nu. Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.

Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top. Jeg havde lyttet til dette så længe, at tanken om, at mit eget kreative sind, vilje og frem for alt min moderkærlighed, ikke var nok til mit barn. Tankerne om, at jeg ikke kunne være ”nok” overfor mit eget barn, gjorde mig syg.

“Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg følte mig så nøgen, da vi tog beslutningen om, at vores datter ikke skulle afsted mere. For jeg havde livet igennem vidst, at dette var dén vej, man gik. At uddannelse var vigtig og skulle tages i de unge år, og at børn jo skulle socialiseres via institution i den ene eller anden form. Jeg havde fået 0% guidning i, hvordan man var hjemmegående, hvordan man skulle ”aktivere” ens eget barn, og hvorvidt dette overhovedet var nødvendigt i en sådan grad, som det foregår i en vuggestue. For jeg havde jo ikke pengene eller pladsen til at skabe det slaraffenland af en aktivitetsbombe, der findes i en institution. Jeg havde ikke engang en have. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvordan skulle det gå? Har jeg lige kastet hele min datters fremtid op i luften og håbede nu bare på, den ikke faldt ned og gik i tusinde stykker?

Jeg var nøgen. Jeg var sårbar. Jeg følte mig udsat og et mål for hån og bebrejdelse. Jeg synes, det var svært at gå imod strømmen, at lytte til mig selv, uanset hvor rigtigt jeg kunne mærke, det føltes indeni, både hos mig og min datter.

“Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg skammer mig over, hvor længe min datter befandt sig i vuggestuen, men jeg skammer mig også over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab. At være mor på MIN måde krævede så meget mod. Det synes jeg ikke, det burde. Det burde ikke være så problematisk at lytte til sin egen intuition. Det burde ikke være skamfuldt at gøre det rigtige for en selv, uanset om det betyder, at man bryder hamsterhjulet og går mod flokken. Forældre burde ikke få kastet i hovedet, at det er dem og deres tanker, der står i vejen for barnet og dets trivsel.

Jeg synes stadig, det er svært. Jeg føler, jeg famler i blinde nogle dage, men samtidig giver hjemmelivet mig en ro og en følelse af, at vi har det godt, sammen. Det her er rigtigt for os. Men for pokker hvor var det svært at sige det højt.

LÆS OGSÅ

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

af | maj 4, 2020

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

“Det er så vigtigt, at vi husker på, at små børn har brug for voksne – også når de trykker på knapper i vores bagage …”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Temperament er ikke farligt. Den ild, der brænder i de fleste af os, den kan noget helt særligt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Jeg er heldig. Og træt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Lad os lytte. Til børnene. Og til os selv.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Foråret danser lige så stille ind i mit sind, og jeg giver det lov til at male stemninger i det inderste og helt ud til det yderste.”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

LÆS OGSÅ