Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

af | dec 7, 2024

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til kontakt@foedslen.dk.

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

 

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til kontakt@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

af | okt 1, 2021

BEDRE BARSELSFORHOLD

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

1. oktober 2021 | Transskriberet af: Marta Wriedt | Foto: Ole Henrik Hansen

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Ole Henrik Hansen er børneforsker og professor i børns velfærd og småbørnspædagogik. Herunder kan du læse hele den tale, han holdt ved demonstrationen for bedre barselsforhold den 29. september 2021.

Tak fordi jeg blev inviteret. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, og jeg er ikke rigtig kommet frem til noget, så det kan blive en vældig kort tale. Men det, jeg har tænkt over, er, at det er værd at tænke på, hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?

Jeg har været i det her i mange år og været gennem rigtig mange situationer, hvor politikerne på Christiansborg har tænkt, at nu skal der gøres noget. Og så har de sagt, at nu skal der puttes nogle penge i det her område, og det har de så gjort. Og det er så – for at citere Greta Thunberg, som jeg så i tv for nylig være tilstrækkelig træt af gode festtaler – blevet til blah blah. Og så gik der nogle år, og så blev det til blah blah blah. Og endnu nogle år og så blev det til blah blah blah.

“Hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?”

 
Ole Henrik Hansen

Nu vil man så lave noget nyt blah blah blah. Så tænker jeg; er det til gavn for børnene? Hvorfor gør vi det her? Det er selvfølgelig et direktiv, så vi skal gøre det. Men for mig virker det ikke som om, det handler om børnene. Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene. Og jeg kan ikke se, hvordan man kan adskille det her fra kvalitet i dagtilbud.

Vi bruger vældig mange ressourcer på dagtilbud, og alligevel har vi her i landet ikke det, man kan kalde højkvalitetsdagtilbud. Cirka en femtedel af vores dagtilbud kan blive vurderet til at være god kvalitet, 75 procent kan blive vurderet til at have en rimelig kvalitet, og 6 procent er så dårlige, at det er virkelig skidt. De er af utilstrækkelig kvalitet. Vi har ikke nogen af høj kvalitet. Og når nu vi kigger på barselsorloven, synes jeg, vi skal se det i den sammenhæng.

Derfor tænker jeg; hvilke konsekvenser kan det at aflevere sine børn i daginstitution have?

Og når jeg står her og kigger, er det dejligt at se, hvordan mange af jer står med jeres børn på maven i vikler. Det er noget af det, børn har rigtig meget brug for. De har brug for fysisk nærvær. De har brug for at mærke en tæt på. De har brug for at blive rørt på deres hud. Det betyder meget for deres stressniveau. Det betyder også meget for, hvordan de på lidt længere sigt har det med at være sammen med andre mennesker. Vi ved, at børn i dagtilbud bliver mere stressede end andre børn. Vi ved, at de bliver mere stressede, end når de er herhjemme. Så en af de ting, der er ved at putte børn i dagtilbud, er stress.

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Professor Ole Henrik Hansen talte ved demonstrationen for Bedre Barsel. Foto: Omsorgspolitisk Netværk

Der er også mange myter omkring det her med dagtilbud: Hvis vi ikke putter børn i dagtilbud, får de så et sprog? Får de sociale kompetencer? Bliver de skoleparate? Det er der vældig mange myter omkring. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbud, der lærer børnene sprog. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børnene sociale kompetencer. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børn at gå i skole. Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af. Sociale kompetencer er at være i stand til at kommunikere med andre mennesker – at interagere med dem og blive en del af et fællesskab.

Det vil ikke være forkert at sige, at det, børn lærer i dagtilbud, i højere grad er at tilpasse sig det her fællesskab – at bøje sig ind i de totaliteter, som der nu skal være. Og man kan sige, at mange af de her børn ender som sådan nogle overtilpassede voksne, som også går rundt og er lidt bange. Som har en lidt lav selvfølelse, men en virkelig høj selvtillid. De bliver vildt gode til at binde deres sko, og de vil skrive deres navn tidligt. Men de vil gå rundt med sådan en lidt gnavende følelse af at være forladt. Det er ikke okay. Og det er i virkeligheden ikke det, vi ønsker.

“Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af.”

 
Ole Henrik Hansen

Så kan man spørge sig selv, hvad så? Kan vi passe vores egne børn selv? Kan vi lære dem det, der skal læres? Kan vi give dem det, de har brug for?

Når vi hører de her tvivlsspørgsmål om forældre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fremmedgjorte, vi er blevet i den verden, vi lever i. At der kan blive stillet spørgsmålstegn ved, om forældre rent faktisk kan passe deres egne børn – om de kan give dem en tryg opvækst – det er sygt. Det er sygt. Og det eneste, jeg har at sige til det, er blah blah blah. Jeg kan ikke finde på andet at sige. Og mit råd til forældre vil være; lyt til jeres mave. Lyt til jeres fornemmelse af, hvad det er, der sker omkring jeres barn, når I tager afsted fra det her dagtilbud om morgenen. Hvor ofte har I lyst til at lave en u-vending og køre tilbage og hente jeres barn? Eller er det okay? Vi kan godt passe vores egne børn.

I forhold til det med barselsorloven så vil der helt sikkert dukke en masse forskning op, som siger både det ene og det andet. Og det, jeg synes, der er at sige til det, er, at ingen forskning er bedre end dårlig forskning. Det er vældig svært at finde ud af, hvad vi faktisk kan sige om fædres kompetencer i forhold til at tage del i den her barselsorlov. Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.

Jeg arbejder en del i Sverige og Norge. Og i Sverige er det sådan, at man har mulighed for halvandet års barsel med mulighed for forlængelse. I Norge har man et års barsel med mulighed for et års forlængelse (se faktaboks). De uger og måneder er vældig godt givet ud i forhold til det, barnet har brug for på længere sigt.

“Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.”

 
Ole Henrik Hansen

I forhold til, om det skal være mor eller far, så kan jeg ikke som professor sige noget om det. Men personligt ville jeg have det vældig svært med at skulle bøje mig ind i et krav om, hvem der skal være hjemme. Dels handler det om, hvad barnet har det bedst med. Men også om, hvordan familien faktisk kan overleve økonomisk.

Så; det er rigtig dejligt, I gør noget for de her unger. Det er dejligt, I gør noget for de her familier. Jeg håber, de tykke mure på Christiansborg ikke er så tykke. Og at hovederne på de personer, der er derinde, ikke er så tykke, at de ikke kan lytte til jeres ord.

Tak skal I have.

BEDRE BARSELSFORHOLD

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

1. oktober 2021 | Transskriberet af: Marta Wriedt | Foto: Ole Henrik Hansen

 

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Ole Henrik Hansen er børneforsker og professor i børns velfærd og småbørnspædagogik. Herunder kan du læse hele den tale, han holdt ved demonstrationen for bedre barselsforhold den 29. september 2021.

Tak fordi jeg blev inviteret. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, og jeg er ikke rigtig kommet frem til noget, så det kan blive en vældig kort tale. Men det, jeg har tænkt over, er, at det er værd at tænke på, hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?

Jeg har været i det her i mange år og været gennem rigtig mange situationer, hvor politikerne på Christiansborg har tænkt, at nu skal der gøres noget. Og så har de sagt, at nu skal der puttes nogle penge i det her område, og det har de så gjort. Og det er så – for at citere Greta Thunberg, som jeg så i tv for nylig være tilstrækkelig træt af gode festtaler – blevet til blah blah. Og så gik der nogle år, og så blev det til blah blah blah. Og endnu nogle år og så blev det til blah blah blah.

“Hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?”

 
Ole Henrik Hansen

Nu vil man så lave noget nyt blah blah blah. Så tænker jeg; er det til gavn for børnene? Hvorfor gør vi det her? Det er selvfølgelig et direktiv, så vi skal gøre det. Men for mig virker det ikke som om, det handler om børnene. Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene. Og jeg kan ikke se, hvordan man kan adskille det her fra kvalitet i dagtilbud.

Vi bruger vældig mange ressourcer på dagtilbud, og alligevel har vi her i landet ikke det, man kan kalde højkvalitetsdagtilbud. Cirka en femtedel af vores dagtilbud kan blive vurderet til at være god kvalitet, 75 procent kan blive vurderet til at have en rimelig kvalitet, og 6 procent er så dårlige, at det er virkelig skidt. De er af utilstrækkelig kvalitet. Vi har ikke nogen af høj kvalitet. Og når nu vi kigger på barselsorloven, synes jeg, vi skal se det i den sammenhæng.

Derfor tænker jeg; hvilke konsekvenser kan det at aflevere sine børn i daginstitution have?

Og når jeg står her og kigger, er det dejligt at se, hvordan mange af jer står med jeres børn på maven i vikler. Det er noget af det, børn har rigtig meget brug for. De har brug for fysisk nærvær. De har brug for at mærke en tæt på. De har brug for at blive rørt på deres hud. Det betyder meget for deres stressniveau. Det betyder også meget for, hvordan de på lidt længere sigt har det med at være sammen med andre mennesker. Vi ved, at børn i dagtilbud bliver mere stressede end andre børn. Vi ved, at de bliver mere stressede, end når de er herhjemme. Så en af de ting, der er ved at putte børn i dagtilbud, er stress.

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Professor Ole Henrik Hansen talte ved demonstrationen for Bedre Barsel. Foto: Omsorgspolitisk Netværk

Der er også mange myter omkring det her med dagtilbud: Hvis vi ikke putter børn i dagtilbud, får de så et sprog? Får de sociale kompetencer? Bliver de skoleparate? Det er der vældig mange myter omkring. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbud, der lærer børnene sprog. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børnene sociale kompetencer. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børn at gå i skole. Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af. Sociale kompetencer er at være i stand til at kommunikere med andre mennesker – at interagere med dem og blive en del af et fællesskab.

Det vil ikke være forkert at sige, at det, børn lærer i dagtilbud, i højere grad er at tilpasse sig det her fællesskab – at bøje sig ind i de totaliteter, som der nu skal være. Og man kan sige, at mange af de her børn ender som sådan nogle overtilpassede voksne, som også går rundt og er lidt bange. Som har en lidt lav selvfølelse, men en virkelig høj selvtillid. De bliver vildt gode til at binde deres sko, og de vil skrive deres navn tidligt. Men de vil gå rundt med sådan en lidt gnavende følelse af at være forladt. Det er ikke okay. Og det er i virkeligheden ikke det, vi ønsker.

“Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af.”

 
Ole Henrik Hansen

Så kan man spørge sig selv, hvad så? Kan vi passe vores egne børn selv? Kan vi lære dem det, der skal læres? Kan vi give dem det, de har brug for?

Når vi hører de her tvivlsspørgsmål om forældre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fremmedgjorte, vi er blevet i den verden, vi lever i. At der kan blive stillet spørgsmålstegn ved, om forældre rent faktisk kan passe deres egne børn – om de kan give dem en tryg opvækst – det er sygt. Det er sygt. Og det eneste, jeg har at sige til det, er blah blah blah. Jeg kan ikke finde på andet at sige. Og mit råd til forældre vil være; lyt til jeres mave. Lyt til jeres fornemmelse af, hvad det er, der sker omkring jeres barn, når I tager afsted fra det her dagtilbud om morgenen. Hvor ofte har I lyst til at lave en u-vending og køre tilbage og hente jeres barn? Eller er det okay? Vi kan godt passe vores egne børn.

I forhold til det med barselsorloven så vil der helt sikkert dukke en masse forskning op, som siger både det ene og det andet. Og det, jeg synes, der er at sige til det, er, at ingen forskning er bedre end dårlig forskning. Det er vældig svært at finde ud af, hvad vi faktisk kan sige om fædres kompetencer i forhold til at tage del i den her barselsorlov. Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.

Jeg arbejder en del i Sverige og Norge. Og i Sverige er det sådan, at man har mulighed for halvandet års barsel med mulighed for forlængelse. I Norge har man et års barsel med mulighed for et års forlængelse (se faktaboks). De uger og måneder er vældig godt givet ud i forhold til det, barnet har brug for på længere sigt.

“Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.”

 
Ole Henrik Hansen

I forhold til, om det skal være mor eller far, så kan jeg ikke som professor sige noget om det. Men personligt ville jeg have det vældig svært med at skulle bøje mig ind i et krav om, hvem der skal være hjemme. Dels handler det om, hvad barnet har det bedst med. Men også om, hvordan familien faktisk kan overleve økonomisk.

Så; det er rigtig dejligt, I gør noget for de her unger. Det er dejligt, I gør noget for de her familier. Jeg håber, de tykke mure på Christiansborg ikke er så tykke. Og at hovederne på de personer, der er derinde, ikke er så tykke, at de ikke kan lytte til jeres ord.

Tak skal I have.

 

FAKTABOKS

Hvordan lang er den norske barselsorlov? 
Foreldre har rett til permisjon i til sammen 12 måneder. Mer konkret vil det si 59 uker ved 80 prosent uttak, og 49 uker ved 100 prosent uttak, og uansett så lenge det ytes foreldrepenger fra folketrygden. Permisjonstiden inkluderer tiden for kvinnens svangerskapspermisjon (arbeidsmiljøloven § 12-2) og fødselspermisjon (arbeidsmiljøloven § 12-4).

 

Er der regler for hvor meget mor skal tage og hvor meget far skal tage – af barselsorloven?
Foreldrene kan dele på permisjonen, men både mødrekvoten og fedrekvoten er på minimum 15 uker ved 100 prosent uttak eller 19 uker ved 80 prosent uttak.
  • De første 6 ukene etter fødsel er forbeholdt mor og tas av mødrekvoten.
  • Fellesperioden er de ukene som blir igjen når de 3 ukene før termin og 15/ 19 uker fedrekvote og 15/19 uker mødrekvote er trukket fra.
  • Fellesperioden blir dermed på 16 eller 18 uker, avhengig av om man velger 100 prosent eller 80 prosent dekningsgrad.
 
Er der mulighed for at få forlænget barselsorlov i Norge?
Hver av foreldrene har i tillegg rett til ytterligere permisjon i inntil 12 måneder for hver fødsel. Dette vil være uten lovbestemt lønn eller ytelse fra folketrygden. Permisjonen må tas ut i umiddelbar fortsettelse av den lovfestede foreldrepermisjonen og foreldrene kan velge å ta ut denne permisjonen samtidig, se arbeidsmiljøloven § 12-5 (2).
Kilde: Ole Henrik Hansen
 

LÆS OGSÅ

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

af | aug 5, 2021

ANMELDELSE

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Moderland

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin bog Moderland redegør hun for hvorfor.

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,” som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

ANMELDELSE

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Moderland

 

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin bog Moderland redegør hun for hvorfor.

 

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,” som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

 
Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag. Bogen kan købes her (affiliate link).
Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.
Du kan også lytte til Moderland på Bookbeat. Lige nu får du som ny bruger 2 måneder GRATIS ved at følge dette link – KLIK HER

 

LÆS OGSÅ

Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

af | jun 16, 2021

DEBAT

Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

16. juni 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Jonathan Borba/Unsplash

 

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Der føres i øjeblikket en livlig debat om minimumsnormeringers og fysiske rammers betydning for udførelsen af en velkvalificeret løsning af kerneopgaven i det pædagogiske felt.

I alle mine 17 år som henholdsvis pædagog og pædagogisk leder, hvad enten jeg arbejdede i specialområdet eller i dagtilbudsområdet, har manglende normering været et samtaleemne. Med berettigelse naturligvis. Men det handler ikke KUN om normering og fysiske rammer, når det kommer til at kunne udføre kerneopgaven i pædagogfaget. Det handler også om reelt ‘at kunne’.

Og sådan er det i alle fag. Nogle gange kan vi møde en politibetjent, som aldrig skulle have været i tjenesten. Til tider er det en lærer, en togrevisor eller en læge, der virker som om, de har vundet uddannelsen i tombolaen.

Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?

Nej, mener jeg. Vi må og skal turde gribe i egen barm og se, at også en pædagog kan virke som om, han eller hun har vundet eksamen i lotteriet. 

“Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?”

 
Suzanne Lisborg

Og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er nemlig selv en af dem, der aldrig skulle have fået diplomet til den pædagogiske gerning, uden også at have lært en række andre fundamentale ting. Jeg havde nemlig selv alt for mange mørkeområder, jeg slet ikke havde styr på, og som ingen tog fat om og italesatte. Jeg gled tværtimod igennem med flotte karakterer. Jeg var sød, men det er altså for farligt, når du arbejder med børn og unge. Det gør dig nemlig ikke nødvendigvis i stand til at evne nogle af fagets mest vitale krav; at håndtere konflikter og forstå, hvorfor man bryder sig om en slags børn, men ikke andre. Man ved med andre ord meget lidt om sig selv, relationer og følelser.

For at kunne lede andre, må vi kunne lede os selv. For at kunne følelsesregulere andre, skal vi evne at følelsesregulere os selv. En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.

Jeg evnede ikke disse kompetencer, tværtimod. Men jeg kunne bruge pædagoguddannelsen til at ‘gemme mig’ og ‘gøre noget godt for mennesker’. Troede jeg.

Som menneske og pædagog er vi afhængig af, at vi tidligt i livet har været i en sund tilknytning og kan mærke os selv. Ellers er der risiko for, at vi viderefører dysfunktion ind på arbejdspladsen, ind i et barn eller et forældrepar, vi ikke kan rumme og fordømmer.

Jeg har selv erfaringer printet i mit indre – og læssevis af eksempler på pædagoger – der viser, at det i faget kan være svært at rumme børns gråd gennem længere tid eller børn, som har behov for en voksen hånd. Jeg har også erfaring med – og eksempler på – pædagoger, der oplever forældres spørgsmål og forventninger som et angreb på deres faglighed. Ting, der ellers er naturligt at opleve, når et nyt barn starter i institution.

“En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.”

 
Suzanne Lisborg

Jeg har arbejdet med pædagoger, som har de største hjerter, og som – uden tvivl – ønsker at udøve en pædagogisk opgave på bedste vis, men som ikke har magtet det. Der er i mine øjne en gennemgribende og bagvedliggende årsag til, at vi som pædagoger trækker på værktøjer som “skæld ud”, rigide regler og adfærdsregulering. Nemlig, at vi ikke evner den del af faget, der handler om at rumme menneskelige følelser.

Teoretisk ved vi som pædagoger – via teori – at sund tilknytning er forudsætningen for udvikling og trivsel. Men en ting er, hvad vores hjerner kan forstå, noget andet er, hvad vores limbiske system har med i bagagen af tidlige erfaringer.

Hvis jeg som pædagog har en (ubevidst og uforløst) grundstemning af angst for konflikter, kan jeg ikke agere i det pædagogiske rum med følelsesmæssige konflikter mellem børn, forældre og kollegaer. En grundlæggende angst eller uro for konflikter handler ikke om, at jeg er “svag”, men peger på en uforløst og bagvedliggende årsag. For eksempel at jeg har været barn i en familie med mange konflikter mellem mor og far, som gjorde mig urolig og handlingslammet som barn. En sådan erfaring sætter sig i vores kroppe og nerveceller, og når vi (selv som voksne) kommer i lignende situationer, reaktiveres gamle følelser og mønstre.

Det kan, groft sagt, medføre to udgaver af pædagoger. Enten en pædagog, som overkompenserer på grund af egne ubevidste erfaringer (nurser overdrevent og fastholder ubevidst barnet i følelsen af uro/angst). Eller en pædagog, som ikke kan rumme barnets sorg, og derved “lærer” barnet, at dets følelser ikke er berettiget (“nu skal du stoppe med at græde” – “løb ud og leg med de andre børn” eller “skal vi bage en kage”).

Jeg ved på baggrund af min egen følelsesmæssige og relationelle rejse i en moden alder, at det har ændret hele min pædagogiske ageren. Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme. Det fik mig til at indse, at min “tank” af uforløst forladthedsfølelse og forkerthedsfølelse havde afgørende betydning for min pædagogiske ageren. Når jeg mødte børn, som “triggede” mine egne uforløste følelser, så mødte de ikke den voksne kompetente Suzanne. Børnene kom under “mine vinger”, men børnene fik ikke selv vinger, der gjorde dem i stand til at flyve på sigt. 

Jeg har efterfølgende haft mange dialoger med pædagoger, som genkender mønsteret og de bagvedliggende årsager for deres ageren og udbrændthed i faget. 

“Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme.”

 
Suzanne Lisborg

Så ja; pædagogfaget har brug for flere hænder – men hænder, som sidder på pædagoger, der har været i skole i ”sig selv” og egne mekanismer. Også når “det regner”. Det er så essentielt, at vi som pædagoger har tilegnet os en følelsesmæssig selvindsigt og bemestringsevne til at navigere i følelsesmæssigt konfliktfyldt farvand. 

Dén læring fås ikke på pædagoguddannelserne. Dén bemestringsevne til menneskelig interageren fås ikke ‘gennem snak’. Med det er det, der tilbydes.

Der er en grund til, at jægersoldater træner en action, inden de sættes ud i felten. At sætte en soldat ind i en kampzone efter vedkommende har læst om kampteknikker, vil være at sætte liv på spil – både for soldaten, for kollegaer og for dé, der bliver udsat for en, der ikke kan jobbet, og helt forkert trykker på aftrækkeren eller ikke kan eller tør, når det er svært.

Du lærer ikke at køre bil, fordi du har et stykke papir. På samme måde er et eksamensbevis som pædagog ikke er ensbetydende med, at du ER pædagog med de rette forudsætninger.

DEBAT

Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

16. juni 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Jonathan Borba/Unsplash

 

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Der føres i øjeblikket en livlig debat om minimumsnormeringers og fysiske rammers betydning for udførelsen af en velkvalificeret løsning af kerneopgaven i det pædagogiske felt.

I alle mine 17 år som henholdsvis pædagog og pædagogisk leder, hvad enten jeg arbejdede i specialområdet eller i dagtilbudsområdet, har manglende normering været et samtaleemne. Med berettigelse naturligvis. Men det handler ikke KUN om normering og fysiske rammer, når det kommer til at kunne udføre kerneopgaven i pædagogfaget. Det handler også om reelt ‘at kunne’.

Og sådan er det i alle fag. Nogle gange kan vi møde en politibetjent, som aldrig skulle have været i tjenesten. Til tider er det en lærer, en togrevisor eller en læge, der virker som om, de har vundet uddannelsen i tombolaen.

Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?

Nej, mener jeg. Vi må og skal turde gribe i egen barm og se, at også en pædagog kan virke som om, han eller hun har vundet eksamen i lotteriet. 

“Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?”

 
Suzanne Lisborg

Og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er nemlig selv en af dem, der aldrig skulle have fået diplomet til den pædagogiske gerning, uden også at have lært en række andre fundamentale ting. Jeg havde nemlig selv alt for mange mørkeområder, jeg slet ikke havde styr på, og som ingen tog fat om og italesatte. Jeg gled tværtimod igennem med flotte karakterer. Jeg var sød, men det er altså for farligt, når du arbejder med børn og unge. Det gør dig nemlig ikke nødvendigvis i stand til at evne nogle af fagets mest vitale krav; at håndtere konflikter og forstå, hvorfor man bryder sig om en slags børn, men ikke andre. Man ved med andre ord meget lidt om sig selv, relationer og følelser.

For at kunne lede andre, må vi kunne lede os selv. For at kunne følelsesregulere andre, skal vi evne at følelsesregulere os selv. En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.

Jeg evnede ikke disse kompetencer, tværtimod. Men jeg kunne bruge pædagoguddannelsen til at ‘gemme mig’ og ‘gøre noget godt for mennesker’. Troede jeg.

Som menneske og pædagog er vi afhængig af, at vi tidligt i livet har været i en sund tilknytning og kan mærke os selv. Ellers er der risiko for, at vi viderefører dysfunktion ind på arbejdspladsen, ind i et barn eller et forældrepar, vi ikke kan rumme og fordømmer.

Jeg har selv erfaringer printet i mit indre – og læssevis af eksempler på pædagoger – der viser, at det i faget kan være svært at rumme børns gråd gennem længere tid eller børn, som har behov for en voksen hånd. Jeg har også erfaring med – og eksempler på – pædagoger, der oplever forældres spørgsmål og forventninger som et angreb på deres faglighed. Ting, der ellers er naturligt at opleve, når et nyt barn starter i institution.

“En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.”

 
Suzanne Lisborg

Jeg har arbejdet med pædagoger, som har de største hjerter, og som – uden tvivl – ønsker at udøve en pædagogisk opgave på bedste vis, men som ikke har magtet det. Der er i mine øjne en gennemgribende og bagvedliggende årsag til, at vi som pædagoger trækker på værktøjer som “skæld ud”, rigide regler og adfærdsregulering. Nemlig, at vi ikke evner den del af faget, der handler om at rumme menneskelige følelser.

Teoretisk ved vi som pædagoger – via teori – at sund tilknytning er forudsætningen for udvikling og trivsel. Men en ting er, hvad vores hjerner kan forstå, noget andet er, hvad vores limbiske system har med i bagagen af tidlige erfaringer.

Hvis jeg som pædagog har en (ubevidst og uforløst) grundstemning af angst for konflikter, kan jeg ikke agere i det pædagogiske rum med følelsesmæssige konflikter mellem børn, forældre og kollegaer. En grundlæggende angst eller uro for konflikter handler ikke om, at jeg er “svag”, men peger på en uforløst og bagvedliggende årsag. For eksempel at jeg har været barn i en familie med mange konflikter mellem mor og far, som gjorde mig urolig og handlingslammet som barn. En sådan erfaring sætter sig i vores kroppe og nerveceller, og når vi (selv som voksne) kommer i lignende situationer, reaktiveres gamle følelser og mønstre.

Det kan, groft sagt, medføre to udgaver af pædagoger. Enten en pædagog, som overkompenserer på grund af egne ubevidste erfaringer (nurser overdrevent og fastholder ubevidst barnet i følelsen af uro/angst). Eller en pædagog, som ikke kan rumme barnets sorg, og derved “lærer” barnet, at dets følelser ikke er berettiget (“nu skal du stoppe med at græde” – “løb ud og leg med de andre børn” eller “skal vi bage en kage”).

Jeg ved på baggrund af min egen følelsesmæssige og relationelle rejse i en moden alder, at det har ændret hele min pædagogiske ageren. Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme. Det fik mig til at indse, at min “tank” af uforløst forladthedsfølelse og forkerthedsfølelse havde afgørende betydning for min pædagogiske ageren. Når jeg mødte børn, som “triggede” mine egne uforløste følelser, så mødte de ikke den voksne kompetente Suzanne. Børnene kom under “mine vinger”, men børnene fik ikke selv vinger, der gjorde dem i stand til at flyve på sigt. 

Jeg har efterfølgende haft mange dialoger med pædagoger, som genkender mønsteret og de bagvedliggende årsager for deres ageren og udbrændthed i faget. 

“Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme.”

 
Suzanne Lisborg

Så ja; pædagogfaget har brug for flere hænder – men hænder, som sidder på pædagoger, der har været i skole i ”sig selv” og egne mekanismer. Også når “det regner”. Det er så essentielt, at vi som pædagoger har tilegnet os en følelsesmæssig selvindsigt og bemestringsevne til at navigere i følelsesmæssigt konfliktfyldt farvand. 

Dén læring fås ikke på pædagoguddannelserne. Dén bemestringsevne til menneskelig interageren fås ikke ‘gennem snak’. Med det er det, der tilbydes.

Der er en grund til, at jægersoldater træner en action, inden de sættes ud i felten. At sætte en soldat ind i en kampzone efter vedkommende har læst om kampteknikker, vil være at sætte liv på spil – både for soldaten, for kollegaer og for dé, der bliver udsat for en, der ikke kan jobbet, og helt forkert trykker på aftrækkeren eller ikke kan eller tør, når det er svært.

Du lærer ikke at køre bil, fordi du har et stykke papir. På samme måde er et eksamensbevis som pædagog ikke er ensbetydende med, at du ER pædagog med de rette forudsætninger.

LÆS OGSÅ

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

af | maj 6, 2021

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

 

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

LÆS OGSÅ