Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

af | mar 22, 2021

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn
– derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

af | jun 15, 2020

MODERSKAB

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

15. juni 2020 – opdateret 5. juli 2022 | Af Josefine Pilgaard | Foto: Privat

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

Josefine Pilgaard er 27 år, gift med Niels og mor til Ane på snart 3 år. Hun er tidligere pædagogstuderende, men nu hjemmegående. Familien er bosat på Djursland. Du kan følge hende på instagramprofilen @moderskabs_mod.

”Det er primært dig, der synes, det er hårdt, mor.”

Kommentaren faldt under indkøringen af min datter. Jeg var ikke enig i udsagnet, og en stemme i mit hoved skreg:

”Okay, hvad hvis mine følelser og mine tanker bliver trådt på i dette forløb. Hvad hvis jeg rent faktisk er sindssygt utilpas i det her? Er det så ikke også vigtigt?”

Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage. Jeg var forkert. Mine tanker var forkerte. Det vil sige; min lyst til at blive ved med at holde mit barn var blevet gjort forkerte.

”Den gode mor.” Jeg vidste ikke længere hvad det indebar. For da jeg havde født min datter, gav jeg hende et stille løfte om, at jeg nok skulle passe på hende og være der for hende, men nu gik jeg jo? Nu vendte jeg mit grædende barn ryggen, jeg gik min vej i et sådant tempo, at man skulle tro, hendes tårer ikke talte for noget i denne verden.

“Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage.”

 
Josefine Pilgaard

”Men det er okay Josefine.” Fik jeg at vide, og jeg nikkede bare febrilsk, for jeg kendte jo proceduren. Jeg plejede bare at være personalet på den anden side af indkøringen. Jeg plejede at være den, der tog imod de grædende børn, når deres forældre skulle afsted. Jeg nikkede og gav mit dyrebareste i favnen på en fremmed.

”Men det er jo dig, det er hårdt for, mor. Hun skal nok stoppe med at græde igen.”

Hvorfor var det hårdt for mig? Hvorfor skreg stemmerne så højt?

Jeg tror, det var fordi, vi mennesker i bund og grund ikke er byggede til at skulle undvære vores børn. Slet ikke når de er så små, som min datter var. Det var hårdt, fordi min sjæl, min krop, mit hoved, mine tanker og min intuition – som alt sammen blev gjort nyttesløse i denne indkøringsproces – kunne mærke, at mit barn ikke var glad. Det kunne mærke, at JEG ikke var glad i dette. Mit sind var ulykkeligt ved tanken om, at jeg nu drog afsted – for at trøste andres grædende børn, imens mit eget grædende barn sad på skødet af en fremmed dame.

Halvandet år gik der med grådkvalte afleveringer i en institution, hvor følelserne ikke var i højsædet, selvom reklameskiltet sagde det. Halvandet år gik der, før mit sind råbte så højt, at det knækkede mig og efterlod mig i en stressposition, hvor jeg var tvunget til at droppe den uddannelse, jeg troede, var vigtigt. Lige nu. Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.

Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top. Jeg havde lyttet til dette så længe, at tanken om, at mit eget kreative sind, vilje og frem for alt min moderkærlighed, ikke var nok til mit barn. Tankerne om, at jeg ikke kunne være ”nok” overfor mit eget barn, gjorde mig syg.

“Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg følte mig så nøgen, da vi tog beslutningen om, at vores datter ikke skulle afsted mere. For jeg havde livet igennem vidst, at dette var dén vej, man gik. At uddannelse var vigtig og skulle tages i de unge år, og at børn jo skulle socialiseres via institution i den ene eller anden form. Jeg havde fået 0% guidning i, hvordan man var hjemmegående, hvordan man skulle ”aktivere” ens eget barn, og hvorvidt dette overhovedet var nødvendigt i en sådan grad, som det foregår i en vuggestue. For jeg havde jo ikke pengene eller pladsen til at skabe det slaraffenland af en aktivitetsbombe, der findes i en institution. Jeg havde ikke engang en have. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvordan skulle det gå? Har jeg lige kastet hele min datters fremtid op i luften og håbede nu bare på, den ikke faldt ned og gik i tusinde stykker?

Jeg var nøgen. Jeg var sårbar. Jeg følte mig udsat og et mål for hån og bebrejdelse. Jeg synes, det var svært at gå imod strømmen, at lytte til mig selv, uanset hvor rigtigt jeg kunne mærke, det føltes indeni, både hos mig og min datter.

“Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg skammer mig over, hvor længe min datter befandt sig i vuggestuen, men jeg skammer mig også over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab. At være mor på MIN måde krævede så meget mod. Det synes jeg ikke, det burde. Det burde ikke være så problematisk at lytte til sin egen intuition. Det burde ikke være skamfuldt at gøre det rigtige for en selv, uanset om det betyder, at man bryder hamsterhjulet og går mod flokken. Forældre burde ikke få kastet i hovedet, at det er dem og deres tanker, der står i vejen for barnet og dets trivsel.

Jeg synes stadig, det er svært. Jeg føler, jeg famler i blinde nogle dage, men samtidig giver hjemmelivet mig en ro og en følelse af, at vi har det godt, sammen. Det her er rigtigt for os. Men for pokker hvor var det svært at sige det højt.

MODERSKAB

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

15. juni 2020 – opdateret 5. juli 2022 | Af Josefine Pilgaard | Foto: Privat

 

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

Josefine Pilgaard er 27 år, gift med Niels og mor til Ane på snart 3 år. Hun er tidligere pædagogstuderende, men nu hjemmegående. Familien er bosat på Djursland. Du kan følge hende på instagramprofilen @moderskabs_mod.

”Det er primært dig, der synes, det er hårdt, mor.”

Kommentaren faldt under indkøringen af min datter. Jeg var ikke enig i udsagnet, og en stemme i mit hoved skreg:

”Okay, hvad hvis mine følelser og mine tanker bliver trådt på i dette forløb. Hvad hvis jeg rent faktisk er sindssygt utilpas i det her? Er det så ikke også vigtigt?”

Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage. Jeg var forkert. Mine tanker var forkerte. Det vil sige; min lyst til at blive ved med at holde mit barn var blevet gjort forkerte.

”Den gode mor.” Jeg vidste ikke længere hvad det indebar. For da jeg havde født min datter, gav jeg hende et stille løfte om, at jeg nok skulle passe på hende og være der for hende, men nu gik jeg jo? Nu vendte jeg mit grædende barn ryggen, jeg gik min vej i et sådant tempo, at man skulle tro, hendes tårer ikke talte for noget i denne verden.

“Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage.”

 
Josefine Pilgaard

”Men det er okay Josefine.” Fik jeg at vide, og jeg nikkede bare febrilsk, for jeg kendte jo proceduren. Jeg plejede bare at være personalet på den anden side af indkøringen. Jeg plejede at være den, der tog imod de grædende børn, når deres forældre skulle afsted. Jeg nikkede og gav mit dyrebareste i favnen på en fremmed.

”Men det er jo dig, det er hårdt for, mor. Hun skal nok stoppe med at græde igen.”

Hvorfor var det hårdt for mig? Hvorfor skreg stemmerne så højt?

Jeg tror, det var fordi, vi mennesker i bund og grund ikke er byggede til at skulle undvære vores børn. Slet ikke når de er så små, som min datter var. Det var hårdt, fordi min sjæl, min krop, mit hoved, mine tanker og min intuition – som alt sammen blev gjort nyttesløse i denne indkøringsproces – kunne mærke, at mit barn ikke var glad. Det kunne mærke, at JEG ikke var glad i dette. Mit sind var ulykkeligt ved tanken om, at jeg nu drog afsted – for at trøste andres grædende børn, imens mit eget grædende barn sad på skødet af en fremmed dame.

Halvandet år gik der med grådkvalte afleveringer i en institution, hvor følelserne ikke var i højsædet, selvom reklameskiltet sagde det. Halvandet år gik der, før mit sind råbte så højt, at det knækkede mig og efterlod mig i en stressposition, hvor jeg var tvunget til at droppe den uddannelse, jeg troede, var vigtigt. Lige nu. Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.

Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top. Jeg havde lyttet til dette så længe, at tanken om, at mit eget kreative sind, vilje og frem for alt min moderkærlighed, ikke var nok til mit barn. Tankerne om, at jeg ikke kunne være ”nok” overfor mit eget barn, gjorde mig syg.

“Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg følte mig så nøgen, da vi tog beslutningen om, at vores datter ikke skulle afsted mere. For jeg havde livet igennem vidst, at dette var dén vej, man gik. At uddannelse var vigtig og skulle tages i de unge år, og at børn jo skulle socialiseres via institution i den ene eller anden form. Jeg havde fået 0% guidning i, hvordan man var hjemmegående, hvordan man skulle ”aktivere” ens eget barn, og hvorvidt dette overhovedet var nødvendigt i en sådan grad, som det foregår i en vuggestue. For jeg havde jo ikke pengene eller pladsen til at skabe det slaraffenland af en aktivitetsbombe, der findes i en institution. Jeg havde ikke engang en have. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvordan skulle det gå? Har jeg lige kastet hele min datters fremtid op i luften og håbede nu bare på, den ikke faldt ned og gik i tusinde stykker?

Jeg var nøgen. Jeg var sårbar. Jeg følte mig udsat og et mål for hån og bebrejdelse. Jeg synes, det var svært at gå imod strømmen, at lytte til mig selv, uanset hvor rigtigt jeg kunne mærke, det føltes indeni, både hos mig og min datter.

“Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg skammer mig over, hvor længe min datter befandt sig i vuggestuen, men jeg skammer mig også over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab. At være mor på MIN måde krævede så meget mod. Det synes jeg ikke, det burde. Det burde ikke være så problematisk at lytte til sin egen intuition. Det burde ikke være skamfuldt at gøre det rigtige for en selv, uanset om det betyder, at man bryder hamsterhjulet og går mod flokken. Forældre burde ikke få kastet i hovedet, at det er dem og deres tanker, der står i vejen for barnet og dets trivsel.

Jeg synes stadig, det er svært. Jeg føler, jeg famler i blinde nogle dage, men samtidig giver hjemmelivet mig en ro og en følelse af, at vi har det godt, sammen. Det her er rigtigt for os. Men for pokker hvor var det svært at sige det højt.

LÆS OGSÅ

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

af | maj 4, 2020

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

“Det er så vigtigt, at vi husker på, at små børn har brug for voksne – også når de trykker på knapper i vores bagage …”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Temperament er ikke farligt. Den ild, der brænder i de fleste af os, den kan noget helt særligt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Jeg er heldig. Og træt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Lad os lytte. Til børnene. Og til os selv.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Foråret danser lige så stille ind i mit sind, og jeg giver det lov til at male stemninger i det inderste og helt ud til det yderste.”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

LÆS OGSÅ

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

af | apr 22, 2020

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

 

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

af | jan 8, 2020

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Champs of Denmark
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LÆS OGSÅ