Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

af | jun 10, 2020

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

Psykolog Anne Rom

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

Psykolog Anne Rom

LÆS OGSÅ

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

af | maj 17, 2020

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

LÆS OGSÅ

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

af | maj 6, 2020

LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Champs of Denmark

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

LIVET MED BØRN

Storm foretrækker kjoler: Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til

Mia Bjørnfort og sønnen Storm. Foto: Frederikke Brostrup.

06. maj 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Frederikke Brostrup

 

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel, mener Mia Bjørnfort. Hun er mor til Storm, som har langt hår og går i kjoler.

 

Storm på fem år er født som dreng og bliver omtalt ‘han’. Han har ikke givet udtryk for, at han ønsker anden omtale, som hans mor, Mia Bjørnfort udtrykker det. Til gengæld kan Storm godt lide at gå i kjoler, har langt hår og leger helst med dukker.

Familien, der udover Storm består af Tristan på 12 år, Nor på 7 år og Seir på 2 år, medvirker i TV2 dokumentaren Min pige er en dreng, der bliver sendt første gang i dag, 6. maj.

For Mia Bjørnfort er det vigtigt at tale om vores forskelligheder og deres måde at møde Storm på. Hun har derfor flere gange valgt at stå frem og fortælle familiens historie.

– Det tror jeg er vejen frem til en bredere forståelse af, hvor forskellige vi alle er, og hvor problematisk det er at holde så krampagtigt fast i kønsnormerne. Langt de fleste ændringer i samfundet starter med, at nogen stiller sig op og taler åbent om det, de oplever, og hvorfor de tænker, ændringer er nødvendige. De unge er allerede i gang med denne ændring. De kræver at få lov til at være dem selv. Jeg vil gerne vise, at forældre kan stå op for deres børn og være med til at tage et opgør med de af samfundets normer, der har brug for en opdatering, siger Mia Bjørnfort.

Men har vi så generelt for meget fokus på køn?
– Det kommer nok an på, hvad man mener med “køn”. I nogle henseender er det supervigtigt at være opmærksom på “køn”, som for eksempel at kvinder gennemgående tjener mindre end mænd, på trods af at de udfører de samme opgaver, har samme uddannelser og erfaring. Jeg taler ikke om kvoter her, men om at det er vigtigt at være opmærksom på, at der stadig er et efterslæb fra tidligere tider, som gør, at kvinder åbenbart bare opfattes som “mindre værd”. Det kommer, efter min mening, også til udtryk i, at omsorgsarbejdet, som historisk har været opfattet som kvindens ansvar, også er det lavest lønnede.

I forhold til kønsidentitet, kønsudtryk og fysisk køn så synes jeg, det er på høje tid, at der åbnes for skyklapperne, og at verden begynder at forstå, at det hele er et spektrum. Kønsroller og kønsnormer hører fortiden til – lad hvert individ udtrykke sig som sig selv uden normer, der dikterer, om man er rigtig eller forkert. Alle børn er rigtige, som de er, eller ønsker at være – og det er alle voksne også.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Alle har ret til at være sig selv, uden først at skulle bryde ud af normernes fængsel. Og i forhold til børn er der en ekstrem opdeling i dreng-pige. Drengeafdelingerne i tøjbutikker er grønne, blå, brune og sorte – hvis du er rigtig heldig lidt orange eller rød. Pigeafdelingerne er lyserøde, lilla, med blomster, pailletter, søde kaniner og katte – og hist og her et dryp hvid, rød eller blå (tak til Elsa!). Opdelingen er så skarp.

Så svaret må vel være, at det kommer an på konteksten.

Hvis det handler om den implicitte devaluering af kvinder, så er det noget, vi i meget højere grad skal tale om. Hvis det handler om den ekstreme opdeling i lyserød/lyseblå, drenge- og pigelegetøj, så er det nok noget, vi er nødt til at have en seriøst samtale om, for at kunne forstå, at det er noget, vi ikke skal gøre eller tale om, fordi det indoktrinerer børnene ind i kønsnormer, der ikke har noget formål, og som reelt bare skaber en opfattelse af en “rigtigt” eller “forkert” måde at være et køn på. Og derudover at der kun findes de to måder at være menneske på.

Hvordan har Storm ændret dit syn på køn og kønsnormer?
Jeg er blevet meget mere bevidst om, at kønsidentitet er noget, der kommer indefra – uanset hvad man er blevet præsenteret for og dermed præget af under sin opvækst.

Jeg var udemærket klar over, at man ikke “bliver” homoseksuel eller transkønnet – det er ikke et valg. Men jeg var ikke klar over, hvor tidligt børn forstår fysisk køn og kønsidentitet.

Jeg er blevet klar over, hvor mange børn der går og sukker efter at få lov at være sig selv, hvad enten det betyder at leve som det køn, de føler sig som, eller gå i det tøj, lege med de venner og det legetøj, de ønsker.

Jeg kan blive knust ved tanken om, hvor mange børn der under deres opvækst presses ind i kønsnormer. Og for hvad? Fordi samfundet ikke kan fungere uden normer, hører jeg folk sige – eller nok mere skrive. Men når normer skabes af folkene i samfundet, så lad os skabe nogle nye, hvor der er plads til, at alle kan være dem selv.

Hvilke tanker gør du dig selv om det, at Storm skiller sig ud fra normen, og de reaktioner, han møder – også i fremtiden, når han starter i skole mv?
Lige nu ser Storm sig selv som et menneske. Han giver ikke udtryk for at føle sig eller opleve at være anderledes.

Jeg selv er bange for, at han vil blive mobbet, fordi det er noget, der er så oplagt at mobbe med. Det er ikke et par briller, han kan tage af, eller få et andet stel til. Det er en del af ham – og det er ikke alle familier, der opdrager til eller tror på individets ret til at bestemme over egen krop og eget liv.

Mia Bjørnfort og sønnen Storm.

Mia Bjørnfort og Storm. Foto: Privat

Men vi, hans far og jeg, gør os rigtig umage for at tage det hele en dag ad gangen. Der er ikke noget “galt” med Storm, han har ikke gjort noget forkert, og det må vi holde fast i, så vi ikke præger ham eller vores handlinger med frygt. Frygt har aldrig gavnet nogen udvikling og giver en defensiv tilgang til alt. Det duer ikke. Vi må holde fast i at møde verden med tillid – og skulle det ske, vi møder nogle, der ikke fortjener den tillid, så tager vi det, når vi står i det.

Så længe vi bevarer roen og holder fast i os selv, så skal Storm nok mærke den tryghed og tage den med sig ud i verden.

Hvilke reaktioner har du mødt – og hvordan håndterer du de mindre søde?
Jeg møder næsten kun opbakning og støtte i mit private “virkelige” liv. Folk, der kender os, ses med os eller har tæt kontakt til os via online medier, er super støttende. Eller støttende er måske det forkerte ord. Nogle bakker aktivt op og tilbyder anerkendende ord, mens andre ikke reagerer anderledes på Storm, end de gør på de andre børn. Støtten får jeg mest, når jeg selv opsøger den, hvis jeg har noget, jeg har brug for at reflektere over sammen med en, jeg stoler på, eller hvis der har været noget, der var svært.

De mindre søde kommentarer kommer via sociale medier – tastaturkrigere plejer jeg at kalde dem. Folk, der ikke kender os og ikke aner noget om os, udover det, de har læst/hørt via Vores Børn, TV2 eller ved at kigge på mine egne sociale medier. Folk, der tydeligvis har meget intense følelser om det, at vi mener, vores barn har ret til at være lige den, han er. Folk, der slet ikke kan forstå, at vi “tillader” vores børn den grad af selvbestemmelse, som vi gør.

Der kan godt være nogle rigtig grove imellem, som for eksempel at jeg burde få fjernet alle børnene, at hvis det havde været deres barn, så havde de “lært det, hvad der er rigtigt og forkert”, at “så fik jeg min pige”, at nu er vi (forældre) selv ude om, at vores barn bliver mobbet og naturligvis de klassiske kommentarer med, at nu bliver han, Storm, bøsse – eller at han vil fortsætte med at klæde sig “som en pige”, når han bliver ældre.

Det er tydeligt, at det der med at “ligne en pige” er noget meget slemt, som man for alt i verden må undgå. Så er vi tilbage ved devalueringen af kvinder – hvorfor ville ligne/være en pige, hvis man kan være en mand? I det hele taget må man bare helst ikke stikke ud og gøre noget anderledes end andre – det kan virkelig få folk til at reagere.

De hadefulde kommentarer er nok det, der giver mest energi til at blive ved at tale offentligt om både det her og alle de andre sårbare ting, jeg taler om. Jeg tror på, at det er når, vi taler om noget, at det får det fokus, der skal til for at ændre det. Når vi gemmer ting af frygt for andres reaktion, så kan vi nemt komme til at internalisere den frygt som en skam og en skyld – selvom vi intet har gjort, der burde afstedkomme hverken skyld eller skam.

Du kan følge Mia Bjørnfort og hendes familie på Instagramprofilen @familieudenfilter.

Champs of Denmark

LÆS OGSÅ

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

af | maj 4, 2020

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

“Det er så vigtigt, at vi husker på, at små børn har brug for voksne – også når de trykker på knapper i vores bagage …”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Temperament er ikke farligt. Den ild, der brænder i de fleste af os, den kan noget helt særligt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Jeg er heldig. Og træt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Lad os lytte. Til børnene. Og til os selv.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Foråret danser lige så stille ind i mit sind, og jeg giver det lov til at male stemninger i det inderste og helt ud til det yderste.”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

LÆS OGSÅ

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

af | apr 22, 2020

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor stopper vi ikke op, når vi kender forholdene i institutionerne?

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

22. april 2020 | Af Manja Holmelund | Foto: Caleb Woods, Unsplash

 

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit, skriver Manja Holmelund.

Manja Holmelund går hjemme med sin søn, Ulvar, mens hun studerer moderne kultur og kulturformidling. Derudover er hun guitarist og omsorgsaktivist.

I en adskillelseskultur sidder børn og græder i sandkassen efter deres mor. De får ikke den trøst, de kalder på, og de får ikke den person, de kalder på. Den eneste måde, hvorpå vi sandfærdigt kan opleve gråden, er på (råbe)afstand af kulturen, bag hegnet og dobbeltdørhåndtaget, eller som fluen på institutionsvæggen.

Jeg har mulighed for at stå bag hegnet og se det grædende barn, dybt ulykkelig kalde på sin mor. Eller høre barnet i barnevognen græde hjerteskærende længe uden for institutionens vinduer bag hegnet.

Jeg vil trøste barnet bag hegnet, og jeg stopper op med mit barn, der instinktivt også begynder at græde. Og jeg kunne selv græde, for det er sørgeligt.

Og tænk, hvis jeg kunne trøste mig med, at dette kun er enkeltstående. At det ikke er dagskost for små børn mellem 0-3 år. At pædagogen ikke kun kom, fordi hun havde set mig stoppe op. Men det ER det. For inden for institutionsrammen er det en gråd, vi i høj grad har accepteret, normaliseret, negligeret eller usynliggjort. Så vi forældre med sindsro kan arbejde.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Jeg ser det, hver gang jeg går forbi en institution. Jeg ser det grædende barn. Jeg mærker gråden dybt i mit hjerte. Og den eneste slags trøst, jeg kan finde, er, at barnet ikke er mit.

Men selvom vi bliver bekendt med forholdende i daginstitutionerne, stopper vi ikke op. Hvorfor?

Jeg tror, det er manglen på fællesskaber uden for arbejdslivet, der gør det vanskeligt.

Overhovedet at stoppe op, før vi rammer muren, er vanskeliggjort i vores kultur. En kollektiv institutionsstrejke omfatter i allerhøjeste grad arbejdslivet, og vores individorienterede, tidspressede kultur har skabt dårlige betingelser for andre fællesskaber end dem, der findes på arbejdet.

Og uden et fællesskab er det alt for sårbart for en familie at strejke. En revolution kræver en samhørighed, hvor vi hjælper hinanden. Men sådanne fællesskaber har ringe kår i vores kultur.

Sociale medier har kæmpe potentiale for at danne fællesskaber. Desværre også et kæmpe potentiale for at blive en sovepude, hvor folk lulles i søvn foran skærmen.

Manja Holmelund spørger, hvorfor vi ikke stopper op, når vi kender forholdene i institutionerne.

Manja Holmelund med sin søn. Foto: Privat

Da jeg mistede min første søn Birk, blev det tab katalysatoren, der brat standsede mit liv, som jeg levede det. Det gjorde mig i stand til at se, hvad jeg førhen havde løbet fra og henimod i mit lille hamsterhjul.

Og jeg så, at meget af det var meningsløst.

Hele ideen med hamsterhjulet er jo, at vi løber efter guleroden. Indimellem er vi heldige at få nogle små, hårdt optjente bidder af den, men vi ser slet ikke, at vi kunne få den hele, hvis vi blot stoppede op. For der er ikke tid til sådanne erkendelser i et hamsterhjul. Kun en svag fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

Hvis vi ønsker mere tid sammen med vores familie, må vi standse op og erfare, at “kvalitetstiden” kun er de hårdt optjente bidder, som måske sjældent fører til egentlig kvalitetstid. Hele guleroden ligger i samværet, der ikke er målt i tid, fordi det er unødvendigt i en hverdag udenfor hamsterhjulet. Men når vi forbliver i kognitiv dissonans og ikke længere er i kontakt med vores intuition, er det fordi, vores kultur – fra vi er ganske små – fordrer, at vi lukker ned for vores intuition og befinder os oppe i vores hoveder. Så meget at vi til sidst slet ikke bemærker, hvor adskilte og fremmedgjorte vi er blevet fra vores krop og vores familie.

På afstand af adskillelseskulturen ser vi, at vores kulturs konstruerede normer om adskillelse skaber mistrivsel.

Vi befinder vi os på usikker grund, når vi træder derud. I den seneste tid har vi alle befundet os der på grund af coronapandemien. Men i modsætning til adskillelseskulturens (af)grund, der får os til at smuldre, jo flere vi befinder os på den, vil det fællesskab, der vokser på afstand af adskillelseskulturen, blive et bæredygtigt fundament, som skal gribe os faldne, der mere eller mindre modvilligt stoppede op og nu med kærlig røst råber de andre op. 

Sådan at vi i fællesskab kan løfte hinanden i en omsorgsrevolution.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Dette indlæg er udtryk for Manja Holmelunds holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ