DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ