Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

af | jun 15, 2020

MODERSKAB

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

15. juni 2020 – opdateret 5. juli 2022 | Af Josefine Pilgaard | Foto: Privat

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

Josefine Pilgaard er 27 år, gift med Niels og mor til Ane på snart 3 år. Hun er tidligere pædagogstuderende, men nu hjemmegående. Familien er bosat på Djursland. Du kan følge hende på instagramprofilen @moderskabs_mod.

”Det er primært dig, der synes, det er hårdt, mor.”

Kommentaren faldt under indkøringen af min datter. Jeg var ikke enig i udsagnet, og en stemme i mit hoved skreg:

”Okay, hvad hvis mine følelser og mine tanker bliver trådt på i dette forløb. Hvad hvis jeg rent faktisk er sindssygt utilpas i det her? Er det så ikke også vigtigt?”

Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage. Jeg var forkert. Mine tanker var forkerte. Det vil sige; min lyst til at blive ved med at holde mit barn var blevet gjort forkerte.

”Den gode mor.” Jeg vidste ikke længere hvad det indebar. For da jeg havde født min datter, gav jeg hende et stille løfte om, at jeg nok skulle passe på hende og være der for hende, men nu gik jeg jo? Nu vendte jeg mit grædende barn ryggen, jeg gik min vej i et sådant tempo, at man skulle tro, hendes tårer ikke talte for noget i denne verden.

“Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage.”

 
Josefine Pilgaard

”Men det er okay Josefine.” Fik jeg at vide, og jeg nikkede bare febrilsk, for jeg kendte jo proceduren. Jeg plejede bare at være personalet på den anden side af indkøringen. Jeg plejede at være den, der tog imod de grædende børn, når deres forældre skulle afsted. Jeg nikkede og gav mit dyrebareste i favnen på en fremmed.

”Men det er jo dig, det er hårdt for, mor. Hun skal nok stoppe med at græde igen.”

Hvorfor var det hårdt for mig? Hvorfor skreg stemmerne så højt?

Jeg tror, det var fordi, vi mennesker i bund og grund ikke er byggede til at skulle undvære vores børn. Slet ikke når de er så små, som min datter var. Det var hårdt, fordi min sjæl, min krop, mit hoved, mine tanker og min intuition – som alt sammen blev gjort nyttesløse i denne indkøringsproces – kunne mærke, at mit barn ikke var glad. Det kunne mærke, at JEG ikke var glad i dette. Mit sind var ulykkeligt ved tanken om, at jeg nu drog afsted – for at trøste andres grædende børn, imens mit eget grædende barn sad på skødet af en fremmed dame.

Halvandet år gik der med grådkvalte afleveringer i en institution, hvor følelserne ikke var i højsædet, selvom reklameskiltet sagde det. Halvandet år gik der, før mit sind råbte så højt, at det knækkede mig og efterlod mig i en stressposition, hvor jeg var tvunget til at droppe den uddannelse, jeg troede, var vigtigt. Lige nu. Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.

Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top. Jeg havde lyttet til dette så længe, at tanken om, at mit eget kreative sind, vilje og frem for alt min moderkærlighed, ikke var nok til mit barn. Tankerne om, at jeg ikke kunne være ”nok” overfor mit eget barn, gjorde mig syg.

“Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg følte mig så nøgen, da vi tog beslutningen om, at vores datter ikke skulle afsted mere. For jeg havde livet igennem vidst, at dette var dén vej, man gik. At uddannelse var vigtig og skulle tages i de unge år, og at børn jo skulle socialiseres via institution i den ene eller anden form. Jeg havde fået 0% guidning i, hvordan man var hjemmegående, hvordan man skulle ”aktivere” ens eget barn, og hvorvidt dette overhovedet var nødvendigt i en sådan grad, som det foregår i en vuggestue. For jeg havde jo ikke pengene eller pladsen til at skabe det slaraffenland af en aktivitetsbombe, der findes i en institution. Jeg havde ikke engang en have. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvordan skulle det gå? Har jeg lige kastet hele min datters fremtid op i luften og håbede nu bare på, den ikke faldt ned og gik i tusinde stykker?

Jeg var nøgen. Jeg var sårbar. Jeg følte mig udsat og et mål for hån og bebrejdelse. Jeg synes, det var svært at gå imod strømmen, at lytte til mig selv, uanset hvor rigtigt jeg kunne mærke, det føltes indeni, både hos mig og min datter.

“Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg skammer mig over, hvor længe min datter befandt sig i vuggestuen, men jeg skammer mig også over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab. At være mor på MIN måde krævede så meget mod. Det synes jeg ikke, det burde. Det burde ikke være så problematisk at lytte til sin egen intuition. Det burde ikke være skamfuldt at gøre det rigtige for en selv, uanset om det betyder, at man bryder hamsterhjulet og går mod flokken. Forældre burde ikke få kastet i hovedet, at det er dem og deres tanker, der står i vejen for barnet og dets trivsel.

Jeg synes stadig, det er svært. Jeg føler, jeg famler i blinde nogle dage, men samtidig giver hjemmelivet mig en ro og en følelse af, at vi har det godt, sammen. Det her er rigtigt for os. Men for pokker hvor var det svært at sige det højt.

MODERSKAB

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

15. juni 2020 – opdateret 5. juli 2022 | Af Josefine Pilgaard | Foto: Privat

 

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

Josefine Pilgaard er 27 år, gift med Niels og mor til Ane på snart 3 år. Hun er tidligere pædagogstuderende, men nu hjemmegående. Familien er bosat på Djursland. Du kan følge hende på instagramprofilen @moderskabs_mod.

”Det er primært dig, der synes, det er hårdt, mor.”

Kommentaren faldt under indkøringen af min datter. Jeg var ikke enig i udsagnet, og en stemme i mit hoved skreg:

”Okay, hvad hvis mine følelser og mine tanker bliver trådt på i dette forløb. Hvad hvis jeg rent faktisk er sindssygt utilpas i det her? Er det så ikke også vigtigt?”

Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage. Jeg var forkert. Mine tanker var forkerte. Det vil sige; min lyst til at blive ved med at holde mit barn var blevet gjort forkerte.

”Den gode mor.” Jeg vidste ikke længere hvad det indebar. For da jeg havde født min datter, gav jeg hende et stille løfte om, at jeg nok skulle passe på hende og være der for hende, men nu gik jeg jo? Nu vendte jeg mit grædende barn ryggen, jeg gik min vej i et sådant tempo, at man skulle tro, hendes tårer ikke talte for noget i denne verden.

“Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage.”

 
Josefine Pilgaard

”Men det er okay Josefine.” Fik jeg at vide, og jeg nikkede bare febrilsk, for jeg kendte jo proceduren. Jeg plejede bare at være personalet på den anden side af indkøringen. Jeg plejede at være den, der tog imod de grædende børn, når deres forældre skulle afsted. Jeg nikkede og gav mit dyrebareste i favnen på en fremmed.

”Men det er jo dig, det er hårdt for, mor. Hun skal nok stoppe med at græde igen.”

Hvorfor var det hårdt for mig? Hvorfor skreg stemmerne så højt?

Jeg tror, det var fordi, vi mennesker i bund og grund ikke er byggede til at skulle undvære vores børn. Slet ikke når de er så små, som min datter var. Det var hårdt, fordi min sjæl, min krop, mit hoved, mine tanker og min intuition – som alt sammen blev gjort nyttesløse i denne indkøringsproces – kunne mærke, at mit barn ikke var glad. Det kunne mærke, at JEG ikke var glad i dette. Mit sind var ulykkeligt ved tanken om, at jeg nu drog afsted – for at trøste andres grædende børn, imens mit eget grædende barn sad på skødet af en fremmed dame.

Halvandet år gik der med grådkvalte afleveringer i en institution, hvor følelserne ikke var i højsædet, selvom reklameskiltet sagde det. Halvandet år gik der, før mit sind råbte så højt, at det knækkede mig og efterlod mig i en stressposition, hvor jeg var tvunget til at droppe den uddannelse, jeg troede, var vigtigt. Lige nu. Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.

Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top. Jeg havde lyttet til dette så længe, at tanken om, at mit eget kreative sind, vilje og frem for alt min moderkærlighed, ikke var nok til mit barn. Tankerne om, at jeg ikke kunne være ”nok” overfor mit eget barn, gjorde mig syg.

“Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg følte mig så nøgen, da vi tog beslutningen om, at vores datter ikke skulle afsted mere. For jeg havde livet igennem vidst, at dette var dén vej, man gik. At uddannelse var vigtig og skulle tages i de unge år, og at børn jo skulle socialiseres via institution i den ene eller anden form. Jeg havde fået 0% guidning i, hvordan man var hjemmegående, hvordan man skulle ”aktivere” ens eget barn, og hvorvidt dette overhovedet var nødvendigt i en sådan grad, som det foregår i en vuggestue. For jeg havde jo ikke pengene eller pladsen til at skabe det slaraffenland af en aktivitetsbombe, der findes i en institution. Jeg havde ikke engang en have. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvordan skulle det gå? Har jeg lige kastet hele min datters fremtid op i luften og håbede nu bare på, den ikke faldt ned og gik i tusinde stykker?

Jeg var nøgen. Jeg var sårbar. Jeg følte mig udsat og et mål for hån og bebrejdelse. Jeg synes, det var svært at gå imod strømmen, at lytte til mig selv, uanset hvor rigtigt jeg kunne mærke, det føltes indeni, både hos mig og min datter.

“Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg skammer mig over, hvor længe min datter befandt sig i vuggestuen, men jeg skammer mig også over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab. At være mor på MIN måde krævede så meget mod. Det synes jeg ikke, det burde. Det burde ikke være så problematisk at lytte til sin egen intuition. Det burde ikke være skamfuldt at gøre det rigtige for en selv, uanset om det betyder, at man bryder hamsterhjulet og går mod flokken. Forældre burde ikke få kastet i hovedet, at det er dem og deres tanker, der står i vejen for barnet og dets trivsel.

Jeg synes stadig, det er svært. Jeg føler, jeg famler i blinde nogle dage, men samtidig giver hjemmelivet mig en ro og en følelse af, at vi har det godt, sammen. Det her er rigtigt for os. Men for pokker hvor var det svært at sige det højt.

LÆS OGSÅ

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

af | apr 14, 2020

LIVET MED BØRN

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

En af ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter.

14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft

En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.

Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.

Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.

 

Rikke Vindberg

Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie, skriver Rikke Vindberg.

Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.

På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.

Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.

Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.

 

Kristina Wildenhoft

Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.

En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.

Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.

 

Sara Gabríela

We are strong enough to make it through this together, siger Sara Gabríela, der har været med til at skabe Nicecream, om coronakrisen.

Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.

This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.

Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.

In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.

Mofibo - lydbøger

Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.

Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.

We have lived through hardships before.

There is and always will be a light in the end of the tunnel.

LIVET MED BØRN

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

En af ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter.

14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft

 

En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.

 

Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.

Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.

 

Rikke Vindberg

Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie, skriver Rikke Vindberg.

Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.

På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.

Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.

Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.

 

Kristina Wildenhoft

Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.

En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.

Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.

 

Sara Gabríela

We are strong enough to make it through this together, siger Sara Gabríela, der har været med til at skabe Nicecream, om coronakrisen.

Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.

This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.

Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.

In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.

Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.

Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.

We have lived through hardships before.

There is and always will be a light in the end of the tunnel.

Mofibo - lydbøger

LÆS OGSÅ

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

af | nov 7, 2019

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.
07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

af | okt 21, 2019

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

 

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ