Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Emmibaby - køb babyudstyr

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

FØDSEL

Nillou healede søn efter lynfødsel: Han havde været elektrisk af angst

Nillou healede sin søn efter lynfødsel

17. februar 2020 | Af Nillou Johannsen | Foto: Christian Als

 

Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt, skriver Nillou Johannsen om seancen, hvor hun oplevede sin egen søns fødsel. Fra hans perspektiv.

Nillou Johannsen er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

Da jeg blev gravid anden gang, var mit primære fokus, at jeg skulle få en bedre fødselsoplevelse end med mit første barn. Jeg var skræmt ved udsigten til endnu en lang, udmattende og meget smertefuld fødsel som den første, og derfor tog jeg et kursus i smertefri fødsel.

Min første ve kom 10 dage efter termin. Jeg begyndte den særlige vejrtrækning fra kurset, og det fungerede fantastisk. Efter 40 minutter var det stadig let og ubesværet. Min første fødsel varede 19 timer, så jeg regnede med, at der var tid nok. Lige indtil mine ben knækkede sammen, og jeg begyndte at brøle det der særlige brøl – lyden af et dyr mere end et menneske. Var det presseveer allerede?

Jeg satte mig i bilen og klemte fast, alt hvad jeg kunne. Min, på det tidspunkt, kæreste satte speederen i bund og kørte. Gaderne lå mennesketomme for natten, og han kørte så stærkt, at han overså et bump, som bilen fløj henover. Jeg skreg: “Hvis du gør det igen, slår jeg dig ihjel, du er en død mand,” men veen var i fuld gang, og drengen på vej ud i bilen. Der var ikke engang gået en time fra første ve, og jeg var slet ikke i kontrol.

Det er nu

Vi nåede frem til Hvidovre hospital. Hvert skridt føltes som om, jeg ville tabe ham ud mellem benene. Da vi nåede indenfor, var jeg ved at besvime ved synet af den uendeligt lange gang, der synes at gå til verdens ende. Jeg havde følelsen af, at hvert skridt blev taget med kviksand om benene, og jeg bad bare til at nå frem imellem veerne.

Da vi endeligt nåede frem, havde jeg vitterlig følelsen af, at hans hoved var mellem mine ben. Den unge jordemoder var ikke forberedt på situationen, hun ville have mig til lige at slappe af og tage en kop kaffe i ventesalen. “Det er NU,” råbte jeg og pressede ham ud. Han kom med så meget fart, at hun fik sprøjtet en del blod på sig. Det så vildt ud, og jeg lagde mig ned med ham. Han græd, fra jeg fik ham, og jeg lagde ham til brystet, så han kunne få ro.

Kolik

Vi forsøgte at fortsætte som tidligere, nu bare med et ekstra barn, men det gik hurtigt op for os, at han mente det med roen. Efter 21 dage startede hans kolik. Det er en særlig form for gråd, så hjerteskærende, så intens og så øredøvende, som varer ved i mange timer dagligt. Kolik var ikke til at leve med. At se sin lille nyfødte være i så mange smerter, og den stress fra gråden var nærmest lammende. Vi prøvede alt. Fra akupunktur, osteopati, zoneterapi, kiropraktor, kranio sakral terapi til almindelige læger og hospitalstjek.

Vi opdagede undervejs, at han havde brækket kravebenet under den voldsomme fødsel og derfor havde været i store smerter hele sit korte liv. Bagefter opdagede lægerne også, at han havde skæv rygsøjle, C-krom. Vi var bange for, at han også havde en hjertefejl. Han kunne ikke holde maden i sig og begyndte at tabe sig, og hans læber blev lilla, når han græd. Alle mine alarmklokker ringede nu på samme tid.

Hele Leos første år var han ind og ud af behandlinger og lægetjek. Jeg havde fået indprentet en dyb og mørk frygt for at miste ham. Med hans chokfødsel og skæve start mærkede jeg, hvor sårbart livet er. Hvor sårbar jeg selv var som mor og vi som familie.

Det eneste, der beroligede ham, var, når han og jeg lå inde på et mørkt soveværelse alene, og han kunne få bryst eller bare være tæt på mig. Så kunne han sove i mange timer og pludre. Han kiggede på mig med sine store, blå øjne, og han grinede sit dybe grin, mens vi legede med hans små bamser. Somme tider var jeg nødt til at gå ud. Enten for at være sammen med vores større barn, som meget pludselig var blevet efterladt uden for soveværelset, eller for blot at trække vejret. Han blev urolig, så snart jeg var væk, og han kastede op og gik i grådkramper, så snart han blev lagt i barnevogn eller i autostol i bilen. Han ville KUN være på mig, i sele eller helst bare i et mørkt rum.

Healeruddannelse

Angsten for at miste ham var en konstant stressfaktor. Tankerne om, hvordan jeg skulle få energi nok til både at være der for ham og min datter, var drænende. Her var jeg alene i et mørkt rum, og jeg var så uendelig bange for at miste mit barn, at jeg ikke havde andet valg end at søge svar og trøst.

Jeg læste i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af. Selv Det Nye Testamente og bagefter forskellige spirituelle bøger. Jeg lagde mærke til, at der mange steder var nævnt noget med at heale eller være healer. For mig var en healer et menneske i de højere luftlag med mærkeligt løst tøj og ikke af denne verden. Alligevel var det dragende, og jeg havde lyst til at prøve noget NYT.

Der var et hav af healeruddannelser, den ene dyrere og mere omstændig end den anden. Jeg opgav, og nærmest i det samme dukkede den for mig perfekte mester op. Hun tilbød noget så eksotisk og alligevel klinisk som japansk healing. To kurser til en overkommelig pris, og jeg kunne blive reiki healer. Jeg trykkede tilmeld og fik en af de sidste pladser på hendes hold et par måneder efter.

Spirituel tilgang

Leo var elektrisk af følsomhed og ville efter sin 1-års fødselsdag stadig helst kun være sammen med mig. Vi udskød hans vuggestuestart et par måneder, og weekenden efter at jeg havde taget mit første kursus, begyndte jeg at heale på mig og ham. Det gjorde jeg hver aften i flere måneder.

Han startede i institution og begyndte at tage på i vægt. Han trivedes ude blandt de andre børn og havde korte overkommelige dage. Jeg tog begge uddannelser som reiki healer, og et nyt og langt mere dybdegående spirituelt univers åbnede sig for mig. Jeg begyndte at meditere og herigennem modtage guidens til, hvordan jeg skulle løse mine problemer.

Da Leo fyldte to år, snakkede jeg med min mester om ham. Han var sensitiv med et skrøbeligt sind. Hun foreslog mig at gå ind i det og spørge ham nænsomt i en healing, om der var noget med den hurtige fødsel, som stadig drillede ham. Jeg havde ikke selv tænkt tanken, og jeg var også bange for at vide besked. Hvad hvis det viste sig, at der var noget alvorligt galt med ham? Eller hvad hvis det handlede om, at jeg ikke var god nok som mor? Jeg vidste godt, at jeg var nødt til at vide det, men det tog lidt tid at blive klar.

Fra sjælens synsvinkel

Jeg begyndte at læse om hurtige fødsler set fra et sjæleligt perspektiv, og et sted læste jeg, at når fødsler går for stærkt, kan det være traumatiserende, hvis sjælen ikke er klar.

Foruden de neurologiske og kropslige aspekter, var der hele sjæledelen, som interesserede mig. Det tager tid for sjælen at lande i den fysiske krop, og det er en proces, der sker i maven. Men når fødslen går for stærkt, er det for voldsomt for såvel krop som sjæl. Den når så at sige ikke at omstille sig til livet og kan sidde fast i en form for choktilstand. Det er naturligvis ikke tilfældet for alle sjæle, men jeg tænkte, at den hurtige fødsel i hvert fald kunne have præget Leo.

Efter nogle måneder begyndte jeg at heale ham igen, når han sov. Mens jeg healede, spurgte jeg åbent i mig selv, om der var noget, han havde lyst til at fortælle mig. Om der var noget, han var ked af i forbindelse med fødslen. Pludselig var det som om, jeg faldt. Jeg så og mærkede hele tiden for mig, at jeg blev suget nedad i et mørkt fald, og jeg mærkede en dyb frygt.

Jeg spurgte, hvad det handlede om, og lidt tid efter så jeg mig selv, mens jeg gik op ad fødegangen. Men perspektivet var ændret til at være hans, mens han lå i maven og følte, at han faldt. Jeg kunne mærke, at han var elektrisk af angst.

Her stoppede jeg op under healingen og tillod hans frygt at være der, mens jeg talte beroligende med ham og fortalte ham, at vi klarede den. At han var i live, og at han havde været så sej, selvom det havde været svært.

Jeg blev ked af det og græd imens, fordi det var vanskeligt at rumme, at min iver for at få en smertefri fødsel havde forårsaget den oplevelse i ham. Jeg kunne ikke have vidst det og måtte tilgive mig selv og slippe den dårlige samvittighed. Vi gav slip på frygten sammen. Jeg, for at miste ham. Ham for at ryge ud undervejs.

Det var et afgørende vendepunkt i Leos liv at få healet på sin fødsel og blive tryg i livet.

Den 18. februar fylder han 6 år. Han er vokset sig til at være en finurlig, sjov, legesyg og kærlig lille fyr. Stadig mors øjesten og favoritkæreste nummer et.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

LÆS OGSÅ

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

 

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.


Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

 

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.


Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst.

 
Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.

 
Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

 
Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.

 
Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.
  

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst. 

Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.  

Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.  

Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

LÆS OGSÅ

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

DEBAT

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, skriver Mette Carendi. Foto: Privat

20. september 2019 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Privat

At udlicitere omsorg efter samme model, som man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.


Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette her.

Jeg modtager mange spørgsmål om børn og institution, hvor graden af bekymring og frustration tydeligt viser, at vi lige nu svigter både pædagoger, forældre og børn.

Vi svigter pædagogerne, fordi vi ikke giver dem den viden, de redskaber og den tid, de er nødt til at have for at gøre små børn trygge i mors og fars fravær.

Vi svigter forældrene ved at ignorere og underspille institutionslivets skadelige bivirkninger, hvilket gør dem ude af stand til at spotte institutions- og adskillelsesstress i deres barns adfærd såvel som at hjælpe barnet med at regulere det.

Når vi sætter de to elementer sammen, peger det på et stort svigt af vores børn – et faktum, vi ikke rigtig orker at forholde os til. Men det skal vi, for de udfordringer, som børn i vores institutionssamfund bakser med, går ikke væk af sig selv.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Omsorgsarbejde er ikke en prioritet i vores samfund, hvilket primært skyldes, at vi har kultur for at anskue omsorgsarbejde som en udgift. Det er det ikke – omsorgsarbejde er en investering. Når vi som samfund forstår det, og har fået foretaget de nødvendige justeringer, vil vi se langt større trivsel hos både børn og voksne.

Det kommer til at tage noget tid.

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem. Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinderne går hjemme, som de gjorde tidligere? Nej, ikke medmindre den enkelte kvinde (eller mand) har lyst til det, hvilket er noget helt andet end et stereotypt normkrav.

“Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem.”

 
Mette Miriam Sloth

Kvindeoprøret var i den grad nødvendigt, og vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret, som er, at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret.

At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort. Derfor er det ikke underligt, at der opstår en række udfordringer, som vi sammen skal løse – det er ikke kun kvindernes ansvar.

Det vigtigste spørgsmål, vi skal have besvaret omkring børn og institution, er altså enkelt: Hvordan gør vi børn trygge, når de er væk i mange timer fra dem, deres tryghed er dybt afhængig af?

Børn, og især små børn, kan ikke selv komme tilbage til en tilstand af tryghed, når de er overvældede. Derfor er det min klare anbefaling, at du passer dit barn hjemme så længe, som du overhovedet kan (hvilket sagtens kan være frem til skolealderen).

“At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.”

 
Mette Miriam Sloth

For mange er det ikke en mulighed, og det var det heller ikke for mig selv, hvilket gjorde, at jeg startede min søn op i institution, da han var 1,5 år gammel. Det var ikke hans behov, men mit (og vores pressede økonomi), og jeg kender mange, der står i samme situation. For det nytter ikke noget, at du går hjemme og passer dit barn, hvis du er bundulykkelig og superstresset over en økonomi, der slet ikke hænger sammen.

Her kan det give mening, at du benytter institutionstilbuddet i så moderate doser, som dit liv giver mulighed for. Forstået som at du giver dit barn korte dage og mange fridage i det omfang, det kan lade sig gøre.

Du kan også med fordel lade en bedsteforælder (eller anden moden omsorgsperson, der er interesseret i at knytte sig til dit barn) passe en dag eller to om ugen. Det nedbringer det antal timer, dit barn skal være afsted i institution og sikrer samtidig langt mere én-til-én-kontakt mellem barn og voksen, end vuggestue og børnehave vil være i stand til at give, fordi normeringen ikke gør det muligt.

Der, hvor især små børn i vores samfund er mest pressede, er på én-til-én-kontakt med voksne, de er knyttede til. Derfor handler det om at skabe så meget af den kontakt, som overhovedet muligt.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, skriver Mette Carendi. Foto: Privat

20. september 2019 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Privat

At udlicitere omsorg efter samme model, som man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.


Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette her.

Jeg modtager mange spørgsmål om børn og institution, hvor graden af bekymring og frustration tydeligt viser, at vi lige nu svigter både pædagoger, forældre og børn.

Vi svigter pædagogerne, fordi vi ikke giver dem den viden, de redskaber og den tid, de er nødt til at have for at gøre små børn trygge i mors og fars fravær.

Vi svigter forældrene ved at ignorere og underspille institutionslivets skadelige bivirkninger, hvilket gør dem ude af stand til at spotte institutions- og adskillelsesstress i deres barns adfærd såvel som at hjælpe barnet med at regulere det.

Når vi sætter de to elementer sammen, peger det på et stort svigt af vores børn – et faktum, vi ikke rigtig orker at forholde os til. Men det skal vi, for de udfordringer, som børn i vores institutionssamfund bakser med, går ikke væk af sig selv.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Omsorgsarbejde er ikke en prioritet i vores samfund, hvilket primært skyldes, at vi har kultur for at anskue omsorgsarbejde som en udgift. Det er det ikke – omsorgsarbejde er en investering. Når vi som samfund forstår det, og har fået foretaget de nødvendige justeringer, vil vi se langt større trivsel hos både børn og voksne.

Det kommer til at tage noget tid.

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem. Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinderne går hjemme, som de gjorde tidligere? Nej, ikke medmindre den enkelte kvinde (eller mand) har lyst til det, hvilket er noget helt andet end et stereotypt normkrav.

“Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem.”

 
Mette Miriam Sloth

Kvindeoprøret var i den grad nødvendigt, og vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret, som er, at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret.

At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort. Derfor er det ikke underligt, at der opstår en række udfordringer, som vi sammen skal løse – det er ikke kun kvindernes ansvar.

Det vigtigste spørgsmål, vi skal have besvaret omkring børn og institution, er altså enkelt: Hvordan gør vi børn trygge, når de er væk i mange timer fra dem, deres tryghed er dybt afhængig af?

Børn, og især små børn, kan ikke selv komme tilbage til en tilstand af tryghed, når de er overvældede. Derfor er det min klare anbefaling, at du passer dit barn hjemme så længe, som du overhovedet kan (hvilket sagtens kan være frem til skolealderen).

“At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.”

 
Mette Miriam Sloth

For mange er det ikke en mulighed, og det var det heller ikke for mig selv, hvilket gjorde, at jeg startede min søn op i institution, da han var 1,5 år gammel. Det var ikke hans behov, men mit (og vores pressede økonomi), og jeg kender mange, der står i samme situation. For det nytter ikke noget, at du går hjemme og passer dit barn, hvis du er bundulykkelig og superstresset over en økonomi, der slet ikke hænger sammen.

Her kan det give mening, at du benytter institutionstilbuddet i så moderate doser, som dit liv giver mulighed for. Forstået som at du giver dit barn korte dage og mange fridage i det omfang, det kan lade sig gøre.

Du kan også med fordel lade en bedsteforælder (eller anden moden omsorgsperson, der er interesseret i at knytte sig til dit barn) passe en dag eller to om ugen. Det nedbringer det antal timer, dit barn skal være afsted i institution og sikrer samtidig langt mere én-til-én-kontakt mellem barn og voksen, end vuggestue og børnehave vil være i stand til at give, fordi normeringen ikke gør det muligt.

Der, hvor især små børn i vores samfund er mest pressede, er på én-til-én-kontakt med voksne, de er knyttede til. Derfor handler det om at skabe så meget af den kontakt, som overhovedet muligt.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ