Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

af | nov 11, 2019

FØDSEL

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

Marie Mundt om efterfødselsrekation ved kejsersnit

11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat

Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.

I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.

Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.

– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk. 

Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.

– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.

Liv eller død

I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.

Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit. 

Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.

– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.

Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.

Måtte kæmpe for samtale

For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.

– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.

Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.

– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.

Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.

– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.

Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.

– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.

Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.

– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:

– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.

Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.

En klar plan

For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.

– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.

Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.

– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.

Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.

Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.

– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.

For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.

– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.

Anne-Clari Vetös råd:

Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.

FØDSEL

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

Marie Mundt om efterfødselsrekation ved kejsersnit

11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.

 

I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.

Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.

– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk. 

Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.

– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.

Liv eller død

I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.

Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit. 

Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.

– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.

Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.

Måtte kæmpe for samtale

For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.

– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.

Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.

– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.

Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.

– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.

Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.

– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.

Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.

– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:

– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.

Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.

En klar plan

For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.

– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.

Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.

– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.

Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.

Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.

– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.

For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.

– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.

Anne-Clari Vetös råd:

Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.

LÆS OGSÅ

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

af | okt 6, 2019

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.
6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.

6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

 

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

 

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

LÆS OGSÅ

Husk at sige fra: Der er ikke noget, du skal som gravid

af | sep 2, 2019

DEBAT

Husk at sige fra: Der er ikke noget, du skal som gravid

Der er ikke noget, du SKAL i sundhedsvæsenet, skriver Julie Buchard.

2. september 2019 | Af Julie G. Buchard | Foto: Privat

Når der sidder en læge eller anden autoritet foran os, så har vi en tendens til at glemme os selv. Vores overbevisning. Vores egen mavefornemmelse, skriver Julie G. Buchard.

Julie G. Buchard er prof.bach i ernæring og sundhed, behandler i akupunktur, EFT samt cupping og står bag virksomheden Den hele krop. Du kan følge Julie G. Buchards virksomhed Den hele krop på Facebook og Instagram.

Ordet skal burde tages ud af alle lægelige sammenhænge. Også for dig, der er gravid. For der er ikke noget, du eller jeg skal. Men det fornemmer jeg, at rigtig mange glemmer. Eller ikke er klar over.

Når der sidder en læge eller anden autoritet foran os, så har vi en tendens til at glemme os selv. Vores overbevisning. Vores egen mavefornemmelse.

Om få uger skal jeg føde mit første barn. Og jeg har i den forbindelse været jævnligt i kontakt med læge og jordemoder. Med sundhedssystemet. Og jeg har samtidig kunnet følge andre kvinders rejse i deres graviditet. Og en ting går igen – ordet skal og usikkerheden herom.

Jeg oplever, at vi tror, de tilbud og de ting der snakkes om hos lægen og jordemoderen, er ting, vi skal. At vi skal føde på sygehus. At vi skal behandle vores blærebetændelse med pencillin. At vi skal møde op til alle undersøgelser og konsultationer både under og efter graviditeten. At vi skal …

Men kære du, du som lever livet i og med en krop. Du bestemmer fuldstændig og uden undtagelser over din krop. Der er ikke noget, du skal i sundhedsvæsnet. Vi lever i et land med et sundhedsvæsen med mange fine tilbud. Men det er tilbud. Der er ikke noget, du skal. Du må til hver en tid takke nej tak til et behandlingstilbud.

Du må takke nej tak til at tage medicin. Du må gerne stille krav og ytre ønsker til din læge (og jordemoder), når det kommer til din krop. Din krop, dit skal og dit valg.

Så kære skønne du med en krop. Næste gang, du er hos lægen og går derfra med følelsen af, at der er noget, du ikke har lyst til, så husk, det er din krop, og der ikke er noget, du skal. Du må til hver en tid sige nej tak! Din krop, dit skal og dit valg.

Dette indlæg er udtryk for Julie G. Buchards. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Husk at sige fra: Der er ikke noget, du skal som gravid

Der er ikke noget, du SKAL i sundhedsvæsenet, skriver Julie Buchard.

2. september 2019 | Af Julie G. Buchard | Foto: Privat

Når der sidder en læge eller anden autoritet foran os, så har vi en tendens til at glemme os selv. Vores overbevisning. Vores egen mavefornemmelse, skriver Julie G. Buchard.

Julie G. Buchard er prof.bach i ernæring og sundhed, behandler i akupunktur, EFT samt cupping og står bag virksomheden Den hele krop. Du kan følge Julie G. Buchards virksomhed Den hele krop på Facebook og Instagram.

Ordet skal burde tages ud af alle lægelige sammenhænge. Også for dig, der er gravid. For der er ikke noget, du eller jeg skal. Men det fornemmer jeg, at rigtig mange glemmer. Eller ikke er klar over.

Når der sidder en læge eller anden autoritet foran os, så har vi en tendens til at glemme os selv. Vores overbevisning. Vores egen mavefornemmelse.

Om få uger skal jeg føde mit første barn. Og jeg har i den forbindelse været jævnligt i kontakt med læge og jordemoder. Med sundhedssystemet. Og jeg har samtidig kunnet følge andre kvinders rejse i deres graviditet. Og en ting går igen – ordet skal og usikkerheden herom.

Jeg oplever, at vi tror, de tilbud og de ting der snakkes om hos lægen og jordemoderen, er ting, vi skal. At vi skal føde på sygehus. At vi skal behandle vores blærebetændelse med pencillin. At vi skal møde op til alle undersøgelser og konsultationer både under og efter graviditeten. At vi skal …

Men kære du, du som lever livet i og med en krop. Du bestemmer fuldstændig og uden undtagelser over din krop. Der er ikke noget, du skal i sundhedsvæsnet. Vi lever i et land med et sundhedsvæsen med mange fine tilbud. Men det er tilbud. Der er ikke noget, du skal. Du må til hver en tid takke nej tak til et behandlingstilbud.

Du må takke nej tak til at tage medicin. Du må gerne stille krav og ytre ønsker til din læge (og jordemoder), når det kommer til din krop. Din krop, dit skal og dit valg.

Så kære skønne du med en krop. Næste gang, du er hos lægen og går derfra med følelsen af, at der er noget, du ikke har lyst til, så husk, det er din krop, og der ikke er noget, du skal. Du må til hver en tid sige nej tak! Din krop, dit skal og dit valg.

Emmibaby

Dette indlæg er udtryk for Julie G. Buchards. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

af | aug 14, 2019

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

FØDSEL

Din fødselshistorie er vigtig: Kan præge den måde, du opfatter dig som mor

fødselshistorien er vigtig

14. august 2019 (opdateret 14. november 2019) | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pexels/Pixabay 

En fødsel er en livsomvæltende begivenhed, der er forbundet med mange og store følelser. Derfor har nogle også behov for gang på gang at sætte ord på oplevelsen, lyder det fra psykolog og jordemoder.

Er du en af dem, der ikke kan se en flot gravid mave, før du får lyst til at fortælle om fødslen af dine egne børn? Eller rumsterer tankerne omkring fødslen bare stadig rundt i dit hoved, selvom det er lang tid siden, dit barn kom til verden? Helt normalt, lyder det fra jordemoder og psykolog.

Når der sker noget så stort i vores liv, vil vi nemlig ofte have brug for at tale om det.

– En fødsel er en stor kropslig oplevelse og et vendepunkt i vores liv. Derfor er det ikke mærkeligt, at det er noget, vi har brug for at tale om bagefter. Det er lidt ligesom, når vi har brug for at tale om døden og om den store kærlighed. Når vi mærker de her store følelser, som også en fødsel er forbundet med, har vi brug for at give udtryk for dem, siger Tina Winther, der er jordemoder og indehaver af Mamaprofylax.

Psykolog Amalie Vatne Brean uddyber:

– At blive mor er en lang proces, der starter ved undfangelsen eller ofte før, og fortsætter langt ind i moderskabet, men fødslen er for mange en vigtig milepæl i den proces. At mærke et behov for at tale om og bearbejde denne oplevelse er derfor meget naturlig. Fødslen er både noget, vi ofte husker tydeligt og klart, og samtidig et kaotisk virvar af følelser og tanker. For de fleste kan det være rart at få sat ord på oplevelsen, så man får et sammenhængende og meningsfuldt billede af den, fortæller hun.

Tina Winther underviser ikke kun i fødselsforberedelse, men har også efterfødselssamtaler. Når hun taler en fødsel igennem, er hun ofte nødt til at hjælpe kvinden med at give hende et bredere perspektiv på oplevelsen.

Tina Winther oplever nemlig, at mange kvinder er meget hårde ved sig selv, når de taler om fødslen.

– Gennem mine 10 år som jordemoder har jeg ikke oplevet kvinder, der har været dårlige til at føde. Jeg oplever kvinder, der arbejder og knokler. Du kan heller ikke være dårlig til at leve, men du kan have svært ved det. Derfor er det så vigtigt, at de mennesker, der skal være med til fødslen, kan støtte og lytte – både under og efter fødslen, siger Tina Winther og pointerer:

– Når jeg taler med kvinderne, er mit mål at finde frem til hendes styrker. Jeg oplever, at der selv i svære og hårde fødsler kan være perioder, der kan være styrkende og meget livgivende. Det vindue skal åbnes, og samtidig skal hun anerkendes i at hendes fødsel kan have været meget svær og udfordrende.

Amalie Vatne Brean er enig i, at mange kvinder ofte stiller høje krav til fødslen og egen “præstation”, både når hun tænker på den under graviditeten, og når hun evaluerer den bagefter.

– Her er det vigtigt at understrege, at det er kvindens egen oplevelse, som er vigtig. En fødsel, som beskrives som “normal” i journalen, kan sagtens opleves som meget svær for kvinden. Idealet er ikke den perfekte fødsel, og vi behøver ikke at have en “god” fødsel, for at få en sammenhængende fortælling om den bagefter, siger Amailie Vatne Brean.

Hvorfor vi kan have behov for at tale om fødslen, er naturligt også meget subjektivt.

– Nogle kan mærke et stort behov for at snakke om fødslen, måske fordi det føles styrkende at gennemgå den følelse af mestring, som fødslen gav. Andre har haft en så voldsom fødsel, at de forsøger at skubbe den væk. Hvis fødslen indebærer smertefulde følelser, kan det være ekstra rart at få professionel hjælp til at tale om den under trygge rammer, siger hun.

Og hvis vi mærker behovet, er det vigtigt at få talt fødslen igennem, understreger Amalie Vatne Brean:

– Det narrativ eller den historie, vi bærer med os om fødslen af vores børn, præger den måde, vi opfatter os selv som mor på, og de relationer, vi indgår i. At tale om fødslen kan derfor i bedste fald bidrage til, at vi får øje på vores egne styrker og følelse af mestring i moderskabet, siger hun og tilføjer:

– Mange dyrker historien om kærlighed ved første blik og finder styrke og glæde i at gentage denne fortælling. For flere dukker oplevelsen af kærligheden til barnet op senere, eller fødslen gør, at man adskilles i de første timer. Her er det enormt vigtigt, at vi får talt om fødslen på en måde, som ikke skaber skamfulde følelser af “ikke at være en god nok mor”.

Amalie Vatne Brean anbefaler:

Der findes ikke et facit på, hvor meget eller lidt man skal tale om fødslen. Husk, at du altid kan hive fat i dit fødested og høre, hvad de tilbyder af efterfødselssamtaler. Har du behov for at fortælle om fødslen til venner og familie, så gør det. Hvis du ikke vil snakke om fødslen, så er det også helt i orden. Men kan du mærke, at du tænker negativt om dig selv som mor, om din partner eller barnet, eller har smertefulde følelser knyttet til fødslen, så overvej at tale med en professionel for at få sat ord på tankerne. Vi kan meget hurtigt knytte negative forestillinger og fortællinger til situationer, som var svære. Det betyder ikke, at vi gjorde noget forkert, det betyder blot, at situationen var svær. At få nye perspektiver og et nyt blik på dette, kan være meget lettende. 

LÆS OGSÅ

Kære gravide kvinde: Slip kontrollen og lad din krop styre

af | aug 5, 2019

Kære gravide kvinde: Slip kontrollen og lad din krop styre

5. august 2019
 
Tekst: Julie G. Buchard er prof.bach i ernæring og sundhed, behandler i akupunktur, EFT samt cupping og står bag virksomheden  Den hele krop.
Foto: Privat
  

Stoler du på din krop? Når den bare gør det, den er skabt til. Uden at du har kontrollen.

I dag er kontrol en helt almindelig del af de flestes dagligdag. Helt uden, at vi tænker over det. Mulighederne for at have kontrol i alle situationer er enorme. Så enorme, at vi nogle gange glemmer at slippe kontrollen og bare være med. Være med det, der er. Og stole på naturens gang. I dette tilfælde naturens gang, når det kommer til graviditet og fødsel. For lige præcis en graviditet og fødsel har stor gavn af, at vi kvinder kontrolleret lukker ned for vores behov for konstant kontrol og i stedet glider ind i rollen som gravid og fødende med tillid til kroppens gøren.

Flere og flere oplever komplicerede graviditetsforløb, negative tankemønstre omkring det at være gravid og føde samt svære fødsler. Det giver ikke kun nogle lange måneder med en stor mave og et opslidende fødselsforløb. Det kan også give nogle negative efterreaktioner, hvor kvinden ikke har følt sig i kontrol undervejs, har skabt afstand til sin egne krop og tænker tilbage på tiden som noget, der skulle overstås. Men tænk, hvis de følelser og tanker kunne være anderledes.

Det kan de heldigvis. Kære kvinde, din krop er bygget til at skabe en baby og ikke mindst til at bringe dette lille nye liv til verdenen. For nogle vil det være et provokerende statement. For du har jo netop oplevet, hvordan din krop slet ikke samarbejdede med dig. Hverken under graviditeten eller fødslen. Men prøv så lige at tænke tilbage. Havde du tillid til, at det, du oplevede i din graviditet og under din fødsel, var helt, som det skulle være? Var du i ro og afspænding, når du havde ligamentsmerter, ikke kunne det, du plejede, måtte hvile dig lidt mere end normalt, eller hvad der ellers mødte dig under din graviditet? Var du i ro og afspænding omkring dine plukveer, dine veer i alle faserne og din evne til at føde? Havde du tiltro til, at alt var, ligesom det skulle være, og du blot skulle gå med det, der kom? De fleste, der har en negativ historie med sig, vil nok, helt ærligt, kunne sige nej til nogle af de overstående spørgsmål. For det er nemlig nærmest umuligt at være i ro og afspænding i så vild en oplevelse, hvis man samtidig ønsker fuld kontrol og forståelse for situationen. Hvis ens hovedenergi bestemmer vejen. Faktisk er dit hoved den største stopklods for det kropslige arbejde.

Vi lever i en verden, hvor det er vores hoved, der får os frem i livet. Det er vores hoved, der gør, at vi klarer os godt i skolen, får os en uddannelse og senere et godt job. Vi bliver anerkendt og rost for vores fremdrift og gøren. Vi bruger vores hoved til at tænke og træffe beslutninger. Derfor kan det også for de fleste kræve lidt øvelse at lade kroppen beslutte. At give kroppen den tillid, at den også har en masse power til at træffe de rigtige beslutninger. Men i en situation, hvor din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette til verden, så må vi overlade arbejdet til vores krop. For vores hoved kan og skal ikke forstå. Det skal for en gangs skyld holde lidt fri og give plads til kroppen. Give plads til en kvindes power.

Men hvordan skaber man så en positiv tilgang til noget, vi dybest set synes, er noget, der bare skal overstås? Der er mange måder at skabe tillid til sin krop på. Undervejs i min egen graviditet og i mit arbejde med gravide kvinder arbejder jeg med at skabe tiltro til egne evner og ikke mindst kendskab til kroppens sprog og signaler. Det gør jeg blandt andet ved:

Yoga og åndedrætsøvelser. Her kommer den gravide helt lavpraktisk i kontakt med egen krop, mærker kroppens bevægelser og lærer, hvordan hun kan gå ind i sig selv ved hjælp af åndedrættet. På den måde kan omverdenen blive lukket ude, og hun kan være i og med sin krop.

Visualisering af den ønskede fødsel. En af grundende til, at kontrol kan være en stopklods under en fødsel, er, at en fødsel ikke kan kontrolleres. Og man kan derfor heller ikke på forhånd kende sit fødselsforløb. Men ligesom placebo kan have en positiv effekt på ens følelser eller fysiske velbefindende, kan dens modpart, nocebo, have en negativ effekt. Ved at have en negativ forventning eller tænke negativt omkring graviditeten og fødslen kan der skabes en reel fysisk smerte. Og denne fysiske smerte kan være endnu en stopklods for en positiv fødselsoplevelse. Det kan derfor være en kæmpe gave at gå ind i fødslen med et positivt mindset og med følelsen af, at alt er, lige som det skal være, og med et åbent sind til at det er helt ok, hvis det bliver anderledes end forestillet.

Kropsbehandlinger løbende gennem graviditeten. Med fokus på åndedræt, positiv kropskontakt og hjælp til eventuelle ubehageligheder i kroppen (bækken, blærebetændelse, ødemer og så videre). Moderen og barnet er fra første sekund forbundet, og er det helt frem til barnet er to år. Barnet mærker altså alt det, mor psykisk og fysisk mærker og føler. Det samme gælder under fødslen. De hormoner og signaler, positive som negative, moren mærker, påvirker barnet. Derfor kan det være en fordel at få hjælp til eventuelle ubehageligheder, hjælp til at være i kroppen på trods af ubehagelighederne og en forståelse af, at kroppen blot gør dens arbejde, så godt som den kan. Måske er det blot os selv og vores hoved, der modarbejder?

Dette skriv skal ikke forstås som en formaning om, at man er en dårlig gravid, fødende eller mor, fordi man lader hovedet bestemme frem for kroppen. Men blot en invitation til at tænke anderledes. En graviditet og et kommende morskab er en kæmpe ændring i livet. Måske en af de største. Fysisk og følelsesmæssigt. Og dermed er det også en mulighed for at tilegne sig ny læring og værdier. For graviditeten og fødslen er kun de første ud af mange udfordringer. En graviditet er en kæmpe invitation til at mærke din krop og lære din krops sprog at kende. Til at give slip på hovedenergien og lære din kropsenergi at kende.

Omformuler den formel, du kender: At du skal knokle, være på, give, udføre. Og tillad dig selv at læne dig tilbage, tage imod, hvile og give slip.

Din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette lille nye, unikke væsen til verden. Det kræver sin kvinde. Og du er den kvinde. Med alt det, du har og er. Mere behøver du ikke.

Du kan følge Julie G. Buchards virksomhed Den hele krop på Facebook og Instagram.

Dette indlæg er udtryk for Julie G. Buchards holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

5. august 2019
 
Tekst: Julie G. Buchard er prof.bach i ernæring og sundhed, behandler i akupunktur, EFT samt cupping og står bag virksomheden  Den hele krop.
Foto: Privat
 

Stoler du på din krop? Når den bare gør det, den er skabt til. Uden at du har kontrollen.

I dag er kontrol en helt almindelig del af de flestes dagligdag. Helt uden, at vi tænker over det. Mulighederne for at have kontrol i alle situationer er enorme. Så enorme, at vi nogle gange glemmer at slippe kontrollen og bare være med. Være med det, der er. Og stole på naturens gang. I dette tilfælde naturens gang, når det kommer til graviditet og fødsel. For lige præcis en graviditet og fødsel har stor gavn af, at vi kvinder kontrolleret lukker ned for vores behov for konstant kontrol og i stedet glider ind i rollen som gravid og fødende med tillid til kroppens gøren.

Flere og flere oplever komplicerede graviditetsforløb, negative tankemønstre omkring det at være gravid og føde samt svære fødsler. Det giver ikke kun nogle lange måneder med en stor mave og et opslidende fødselsforløb. Det kan også give nogle negative efterreaktioner, hvor kvinden ikke har følt sig i kontrol undervejs, har skabt afstand til sin egne krop og tænker tilbage på tiden som noget, der skulle overstås. Men tænk, hvis de følelser og tanker kunne være anderledes.

Det kan de heldigvis. Kære kvinde, din krop er bygget til at skabe en baby og ikke mindst til at bringe dette lille nye liv til verdenen. For nogle vil det være et provokerende statement. For du har jo netop oplevet, hvordan din krop slet ikke samarbejdede med dig. Hverken under graviditeten eller fødslen. Men prøv så lige at tænke tilbage. Havde du tillid til, at det, du oplevede i din graviditet og under din fødsel, var helt, som det skulle være? Var du i ro og afspænding, når du havde ligamentsmerter, ikke kunne det, du plejede, måtte hvile dig lidt mere end normalt, eller hvad der ellers mødte dig under din graviditet? Var du i ro og afspænding omkring dine plukveer, dine veer i alle faserne og din evne til at føde? Havde du tiltro til, at alt var, ligesom det skulle være, og du blot skulle gå med det, der kom? De fleste, der har en negativ historie med sig, vil nok, helt ærligt, kunne sige nej til nogle af de overstående spørgsmål. For det er nemlig nærmest umuligt at være i ro og afspænding i så vild en oplevelse, hvis man samtidig ønsker fuld kontrol og forståelse for situationen. Hvis ens hovedenergi bestemmer vejen. Faktisk er dit hoved den største stopklods for det kropslige arbejde.

Vi lever i en verden, hvor det er vores hoved, der får os frem i livet. Det er vores hoved, der gør, at vi klarer os godt i skolen, får os en uddannelse og senere et godt job. Vi bliver anerkendt og rost for vores fremdrift og gøren. Vi bruger vores hoved til at tænke og træffe beslutninger. Derfor kan det også for de fleste kræve lidt øvelse at lade kroppen beslutte. At give kroppen den tillid, at den også har en masse power til at træffe de rigtige beslutninger. Men i en situation, hvor din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette til verden, så må vi overlade arbejdet til vores krop. For vores hoved kan og skal ikke forstå. Det skal for en gangs skyld holde lidt fri og give plads til kroppen. Give plads til en kvindes power.

Men hvordan skaber man så en positiv tilgang til noget, vi dybest set synes, er noget, der bare skal overstås? Der er mange måder at skabe tillid til sin krop på. Undervejs i min egen graviditet og i mit arbejde med gravide kvinder arbejder jeg med at skabe tiltro til egne evner og ikke mindst kendskab til kroppens sprog og signaler. Det gør jeg blandt andet ved:

Yoga og åndedrætsøvelser. Her kommer den gravide helt lavpraktisk i kontakt med egen krop, mærker kroppens bevægelser og lærer, hvordan hun kan gå ind i sig selv ved hjælp af åndedrættet. På den måde kan omverdenen blive lukket ude, og hun kan være i og med sin krop.

Visualisering af den ønskede fødsel. En af grundende til, at kontrol kan være en stopklods under en fødsel, er, at en fødsel ikke kan kontrolleres. Og man kan derfor heller ikke på forhånd kende sit fødselsforløb. Men ligesom placebo kan have en positiv effekt på ens følelser eller fysiske velbefindende, kan dens modpart, nocebo, have en negativ effekt. Ved at have en negativ forventning eller tænke negativt omkring graviditeten og fødslen kan der skabes en reel fysisk smerte. Og denne fysiske smerte kan være endnu en stopklods for en positiv fødselsoplevelse. Det kan derfor være en kæmpe gave at gå ind i fødslen med et positivt mindset og med følelsen af, at alt er, lige som det skal være, og med et åbent sind til at det er helt ok, hvis det bliver anderledes end forestillet.

Kropsbehandlinger løbende gennem graviditeten. Med fokus på åndedræt, positiv kropskontakt og hjælp til eventuelle ubehageligheder i kroppen (bækken, blærebetændelse, ødemer og så videre). Moderen og barnet er fra første sekund forbundet, og er det helt frem til barnet er to år. Barnet mærker altså alt det, mor psykisk og fysisk mærker og føler. Det samme gælder under fødslen. De hormoner og signaler, positive som negative, moren mærker, påvirker barnet. Derfor kan det være en fordel at få hjælp til eventuelle ubehageligheder, hjælp til at være i kroppen på trods af ubehagelighederne og en forståelse af, at kroppen blot gør dens arbejde, så godt som den kan. Måske er det blot os selv og vores hoved, der modarbejder?

Dette skriv skal ikke forstås som en formaning om, at man er en dårlig gravid, fødende eller mor, fordi man lader hovedet bestemme frem for kroppen. Men blot en invitation til at tænke anderledes. En graviditet og et kommende morskab er en kæmpe ændring i livet. Måske en af de største. Fysisk og følelsesmæssigt. Og dermed er det også en mulighed for at tilegne sig ny læring og værdier. For graviditeten og fødslen er kun de første ud af mange udfordringer. En graviditet er en kæmpe invitation til at mærke din krop og lære din krops sprog at kende. Til at give slip på hovedenergien og lære din kropsenergi at kende.

Omformuler den formel, du kender: At du skal knokle, være på, give, udføre. Og tillad dig selv at læne dig tilbage, tage imod, hvile og give slip.

Din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette lille nye, unikke væsen til verden. Det kræver sin kvinde. Og du er den kvinde. Med alt det, du har og er. Mere behøver du ikke.

Du kan følge Julie G. Buchards virksomhed Den hele krop på Facebook og Instagram.

Dette indlæg er udtryk for Julie G. Buchards holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.