Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

af | feb 14, 2021

MODERSKAB

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

14. februar 2021 | Af Lykke Eluna Hammer | Foto: Privat

 

Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

Lykke Eluna Viktoria Hammer er mor, kulturiværksætter, værtinde og intuitiv leder. Lykke har med sin forretning, Lykkecirkler, fokus på at skabe nutidens meningsfulde kvindefællesskaber med et særligt fokus på kvindelivets kropslige initieringer og cykliske natur. Du kan læse mere på lykkecirkler.dk og følge hende på @lykkecirkler.

Forestil dig. For en kort stund. At det er lige så essentielt for et menneske at have et community, som det er at sove.

Et lidt uvant – ja, måske endda lidt langt ude – tankeeksperiment, ikke?

Men faktisk er dette den egentlige sandhed omkring vores inderste, fysiologiske blueprint som mennesker i denne verden. Særligt som kvinder.

I Kvindens dybe natur, i hendes cykliske væsen, ligger nemlig både et grundlæggende behov – og et iboende potentiale for at indgå i tætte, meningsfulde og kærlighedsfulde fællesskaber.

I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.

Et iboende design

Jeg har de sidste tre år af mit liv dykket dybt, dybt ned i både den fysiologiske og åndelige swimmingpool af, hvad det vil sige at være biologisk kvinde.

Dette har jeg gjort på mange måder, med andre kvinder og med helt særlige hjælpere ved min side, men mest nært står mig; de helt intime oplevelser og sansninger, jeg har gjort mig igennem min egen kvindekrop.

Her har jeg gennem min egen krops genkaldelse husket dét, som jeg allerede og altid har vidst.

“I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.”

 
Lykke Eluna Hammer

Oxytocin er blevet min veninde. Gennem årene har jeg stået i situationer, hvor mit indre har blusset og pulseret på grund af dette lykkefulde, kærlighedshormon. Det interessante er, at dette generte hormon, oxytocin, som vi producerer, når vi føder, og som vi får i gave, når vi elsker, er det, jeg også oplever kan komme i spil på smukkeste vis, når kvinder mødes.

Min personlige erfaring med det ‘generte hormon’ – som det kan omtales, fordi det har brug for tryghed, intimitet og kendthed omkring sig for at forløses – er dog, at det bliver mindre og mindre ”genert” i os, når det rum, vi som kvinder mødes i, emmer af åbenhed og kærlighed til dem, vi er, og det, vi står i. Når søsterskabet uden skam og dom huskes iblandt os, kan oxytocin flyde frit.

Min erfaring er, at kvindefællesskaber, som healer, styrker og udvikler den enkelte, kun reelt set bliver værdifulde, hvis vi er i stand til at skabe et miljø, hvor ingen skal:

FIKSES, REDES eller RÅDES til noget.

Men et miljø, hvor vi i stedet holder værdier højt, der gør, at kvinder i stedet HOLDES, ÆRES, ELSKES og får muligheden for at blive SPEJLET i, hvem de er. Et miljø, hvor hver enkelt kvinde selv tager EJERSKAB og ANSVAR for sig selv og sine egne indre oplevelser af verdenen. Et miljø, hvor vi som mennesker kan bevæge os tættere på at komme i integritet med os selv.

Det er disse værdier, jeg har dyrket – og fortsat dyrker. Og jeg har fundet frem til, at vi specielt som nybagte mødre langt hen ad vejen ikke kan bruge fællesskaber, der bygger på mindre end dette, til noget. I hvert fald ikke, hvis vi snakker om ægte personlig udvikling, reel healing og et personligt ønske om at bevæge os imod vores egentlige selv.

Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.

Helt skrallet ind til benet gør nogle af disse patriarkalske værdier, som vores samfund og kultur i stor stil er bygget op omkring, at vi i dag blandt andet ser på mødre som nogle hylstre for babyer, hvor det vigtigste blot er at få et barn til verden i live, koste hvad det vil. Dette påvirker i den grad også den måde, mødregruppetilbuddene fra det offentlige i dag er grundlagt på.

En gruppe for babyer

En mødregruppe er egentlig – som der helt konkret står skrevet – en gruppe for mødre. Gennem de seneste mange år er mødregrupperne i Danmark dog blevet mere og mere “en gruppe for babyerne”.

Og hvad mener jeg så egentlig med det?

Jo, i de fleste mødregrupper i dag er det de børn, som vi har født, som er omdrejningspunktet for snakken og samtalerne, vi har med hinanden. Dette er jo i sin sag ikke hverken underligt eller “forkert” (hvilket intet jo egentlig er, efter min mening). Jeg oplever bare, at det er uhensigtsmæssigt.

“Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.”

 
Lykke Eluna Hammer

I små nyfødte børns første leveår hænger barnet uløseligt sammen med sin mors nervesystem. Dertil hører, at barnets mors nervesystem co-reguleres af den kultur, moderen er en del af, og moderens grundlæggende værdier og indre trosretninger (bevidste og ubevidste).

Derfor giver det meget mere mening at have mødregrupper (aka kvindefællesskaber, som det jo er), hvor det, der udforskes, tales om, deles, næres og dykkes ned i, har med moderens trivsel og indre følelsesliv at gøre, fremfor om hendes barn nu har taget et kilo på, spiser babymos fra Netto eller Kvickly eller vil sove 2, 3, 4,…7 eller 10 timer om natten! Mor og barn hænger sammen! Mor først!
Vi har som kultur i SÅ uendelig lang tid haft et alt for stort fokus på resultatet af kvindernes graviditeter og fødsler; børnene. Frem for, hvordan kvinderne bag dem egentlig har oplevet processerne, det medførte, og hvordan vi, der er kulturen omkring dem, kan nære dem i dag som de mødre, de er blevet til, med de historier, de har med sig.

‘Selv sidder jeg lige nu – næsten højgravid og skriver dette – og selvfølgelig er det, jeg er interesseret i med min graviditet, at mit barn kommer levende, sund og hel ud af min livmoder, når tid er. Det er der absolut ingen tvivl om. Det, der er min udfordring, er, at der i dag bliver et alt for stort fokus på dette resultat, fremfor hvilken processuel rejse, det egentlig er, jeg er ude på som menneske og kvinde.

Jeg har brugt mange kræfter – og utrolig meget nørderi – de sidste par år på at finde frem til hjælpere og støttespillere omkring mig til denne graviditet. Støtte og hjælp, som reelt set ikke er så sindssygt fokuseret på resultatet af min graviditet, som normen er det i dag.

Dette skriv er helt særligt dedikeret til min cyklusmentor og store inspirator Mandy Adams, der gik bort i Januar 2021. Mandy lod mig mærke og sanse på egen krop, hvordan det føles at være forbundet imellem tid og rum, på kryds af slægter, i et sandt og kærlighedsfuldt søsterskab.

Lykke Eluna Hammer

Det er disse udviklende og ekspansive processer – som kvindekroppen med muligheden for at bære et barn i livmoderen giver – der er mit hovedfokus. Disse fysiologiske og urkraftsfulde overgange i kvindelivet er ikke ”bare” en proces, vi skal komme helskindet igennem, og det er heller ikke en proces, der skal være ”let” og ”nem” for enhver pris. Det kræver noget af os som kvinder, og det kræver meget mere af os som kultur bag kvinderne.

Det er en dyb proces, vi giver os selv, og som i bedste fald – og ofte i al fald – skaber mulighed for en opdagelse af vores unikke potentialer og opgaver i dette liv. At bære liv og at føde er fysiologisk initierede portaler, som har til hensigt at ændre os for evigt.

Det er kæmpestore kræfter, vi har med at gøre, uden at jeg på nogen måde overdriver! Disse kræfter er, hvad jeg husker på, når jeg inviterer kvinder ind i nye mødregruppefællesskaber hos mig. Det sidste, jeg tænker på, er, hvordan disse kvinder får deres barn til at sove i deres egen seng, når barnet er seks måneder gammelt (og jeg tror heller ikke på, det tema på noget tidspunkt, faktisk overhovedet, er virkelig essentielt for den overgang, vi som kvinder går ind i med moderskabet).

Fra resultat- til procesliv(moder)

Med den ændring, jeg er fortaler for skal ske inden for vores kulturs traditioner med tilbud af mødregrupper, er mit fokus på proces det allermest essentielle.

Man kan tale om, at vi som kultur – det vil sige os som venner, parforhold, storfamilier, kernefamilier, mødre og fædre, landsbyer, landsdele, byområder og ikke mindst (måske egentlig først og fremmest) i forskellige netværk af kvinder – må ære og dyrke livet meget mere fra et processuelt perspektiv. Som jeg ser det, må vi i langt højere grad begynde at leve procesliv.

Et sådant liv kan folde sig ud på et utal af måder. Disse mange måder, farver og former af et liv i proces må vi inspirere hinanden til at lære af de eksempler, der går foran, ved siden af eller bagved os. Vi kan alle starte med vores eget store mikrokosmos og ære, at vi med det unikke og værdifulde liv, vi hver især er givet, tager os vores tid. Det kan betyde, at vi virkelig begynder at dyrke og mærke, hvad livet vil med os.

På et større kulturelt plan må vi – ligesom på et mikrokosmisk plan – tage et langt større kollektivt ansvar for at give det enkelte menneske – i alle dets individuelle former – retten til at tage sin tid, dvæle ved det, som livet er og bringer lige nu, og at kunne tage autonome og integrerede beslutninger for eget liv og legeme.

Alt dette sker ikke – nok aldrig – uden hjælp. Uden støtte. Uden at vi går vores individuelle vej sammen med nogle andre, vi ønsker at gå sammen med. Det er dette, som for mig er kendetegnende for et ægte og meningsfuldt fællesskab. Vi vidner hinanden og følges ad, men vi tager hverken den enkeltes ret og ansvar til selv at tage meningsfulde beslutninger fra dem, eller regner med at det kollektiv, som vi tager del i, tager ansvar for vores livsbeslutninger og indre processer som individer.

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab. At blive set og vidnet i livet og at finde vores unikke vej er både det, der skaber immunitet – eller skal vi kalde det indre styrke, og som er et liv i proces.

Her kommer jeg helt naturligt tilbage til mit syn på vores kultur, som helt utrolig resultatorienteret. Vi går nærmest rundt i en ‘kollektiv tåge’, som giver os ret til i vores ivrighed, utålmodighed og fremgangstrang at gøre al den vold og hurtighed, vi kan komme til, for at ‘nå frem’ til resultatet. Det er lidt sygt – nogle ville nok sige MEGET. Det gør jeg ikke.

Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?”.

“Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab.”

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler, at dette spørgsmål hjemsøger mig dagligt. Og jeg ved selv mindre og mindre om, hvor jeg faktisk er på vej hen. Jeg følger processen, og jeg prøver at blive ved med at mærke efter, og jeg føler, at det konstant er vigtigt at invitere flere og flere mennesker med ind på det spor.

Alle mine veninder

For snart tre år siden startede jeg så småt min egen virksomhed. Jeg opfandt konceptet #MødreMødes, og jeg har siden brugt rigtig meget af min daglige livskraft på at skabe og facilitere disse – for mig – meningsfulde og nærende mødregrupper i mit hjem i Midtjylland.

I virkeligheden føler jeg ikke, at jeg ”startede en virksomhed”. I virkeligheden føltes det meget mere som om; at jeg endelig hoppede med snuden direkte ned i den kvindelige ur-suppe og – sammen med mange andre kvinder i verden – begyndte at tage det søsterskab tilbage på landkortet, som gennem generationer har været glemt, gemt og brændt til grunde i vores europæiske slægtshistorie.

“Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?””

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler hver evig eneste dag en enorm taknemmelighed over, at jeg får muligheden for at gå denne vej af genkaldelse af, hvad det vil sige at leve et liv som kvinde fordybet i det fysiologiske og spirituelle fundament, som er vores. Den cykliske natur, som er udgangspunktet for alt liv på jorden.

En fødselsret og en kraft, som vi er i gang med at genkalde os, og som vi må tage ansvar for at huske og give videre. Sammen med alle mine veninder: Lad os lette på søstersårets tåge og tage kraften tilbage til vores kroppe.

Jeg vil gerne slutte med dette citat fra en vis:

”At sige, at min krop er sumpområde, flodmunding, økosystem, at den er spaltet igennem af bifloder af ledsagende arter, der putter sig i min mave, udvides gennem mine fingre, inddæmmer sig ved mine fødder, er en smuk måde at gentænke min kropslighed. Men så snart vi erkender, at vi ikke er forseglede i vores dykkerdragt af menneskehud, hvad gør vi så med denne erkendelse? Hvad skylder vi, og hvordan betaler vi?”

MODERSKAB

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

14. februar 2021 | Af Lykke Eluna Hammer | Foto: Privat

 

Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

Lykke Eluna Viktoria Hammer er mor, kulturiværksætter, værtinde og intuitiv leder. Lykke har med sin forretning, Lykkecirkler, fokus på at skabe nutidens meningsfulde kvindefællesskaber med et særligt fokus på kvindelivets kropslige initieringer og cykliske natur. Du kan læse mere på lykkecirkler.dk og følge hende på @lykkecirkler.

 

Forestil dig. For en kort stund. At det er lige så essentielt for et menneske at have et community, som det er at sove.

Et lidt uvant – ja, måske endda lidt langt ude – tankeeksperiment, ikke?

Men faktisk er dette den egentlige sandhed omkring vores inderste, fysiologiske blueprint som mennesker i denne verden. Særligt som kvinder.

I Kvindens dybe natur, i hendes cykliske væsen, ligger nemlig både et grundlæggende behov – og et iboende potentiale for at indgå i tætte, meningsfulde og kærlighedsfulde fællesskaber.

I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.

Et iboende design

Jeg har de sidste tre år af mit liv dykket dybt, dybt ned i både den fysiologiske og åndelige swimmingpool af, hvad det vil sige at være biologisk kvinde.

Dette har jeg gjort på mange måder, med andre kvinder og med helt særlige hjælpere ved min side, men mest nært står mig; de helt intime oplevelser og sansninger, jeg har gjort mig igennem min egen kvindekrop.

Her har jeg gennem min egen krops genkaldelse husket dét, som jeg allerede og altid har vidst.

“I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.”

 
Lykke Eluna Hammer

Oxytocin er blevet min veninde. Gennem årene har jeg stået i situationer, hvor mit indre har blusset og pulseret på grund af dette lykkefulde, kærlighedshormon. Det interessante er, at dette generte hormon, oxytocin, som vi producerer, når vi føder, og som vi får i gave, når vi elsker, er det, jeg også oplever kan komme i spil på smukkeste vis, når kvinder mødes.

Min personlige erfaring med det ‘generte hormon’ – som det kan omtales, fordi det har brug for tryghed, intimitet og kendthed omkring sig for at forløses – er dog, at det bliver mindre og mindre ”genert” i os, når det rum, vi som kvinder mødes i, emmer af åbenhed og kærlighed til dem, vi er, og det, vi står i. Når søsterskabet uden skam og dom huskes iblandt os, kan oxytocin flyde frit.

Min erfaring er, at kvindefællesskaber, som healer, styrker og udvikler den enkelte, kun reelt set bliver værdifulde, hvis vi er i stand til at skabe et miljø, hvor ingen skal:

FIKSES, REDES eller RÅDES til noget.

Men et miljø, hvor vi i stedet holder værdier højt, der gør, at kvinder i stedet HOLDES, ÆRES, ELSKES og får muligheden for at blive SPEJLET i, hvem de er. Et miljø, hvor hver enkelt kvinde selv tager EJERSKAB og ANSVAR for sig selv og sine egne indre oplevelser af verdenen. Et miljø, hvor vi som mennesker kan bevæge os tættere på at komme i integritet med os selv.

Det er disse værdier, jeg har dyrket – og fortsat dyrker. Og jeg har fundet frem til, at vi specielt som nybagte mødre langt hen ad vejen ikke kan bruge fællesskaber, der bygger på mindre end dette, til noget. I hvert fald ikke, hvis vi snakker om ægte personlig udvikling, reel healing og et personligt ønske om at bevæge os imod vores egentlige selv.

Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.

Helt skrallet ind til benet gør nogle af disse patriarkalske værdier, som vores samfund og kultur i stor stil er bygget op omkring, at vi i dag blandt andet ser på mødre som nogle hylstre for babyer, hvor det vigtigste blot er at få et barn til verden i live, koste hvad det vil. Dette påvirker i den grad også den måde, mødregruppetilbuddene fra det offentlige i dag er grundlagt på.

En gruppe for babyer

En mødregruppe er egentlig – som der helt konkret står skrevet – en gruppe for mødre. Gennem de seneste mange år er mødregrupperne i Danmark dog blevet mere og mere “en gruppe for babyerne”.

Og hvad mener jeg så egentlig med det?

Jo, i de fleste mødregrupper i dag er det de børn, som vi har født, som er omdrejningspunktet for snakken og samtalerne, vi har med hinanden. Dette er jo i sin sag ikke hverken underligt eller “forkert” (hvilket intet jo egentlig er, efter min mening). Jeg oplever bare, at det er uhensigtsmæssigt.

“Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.”

 
Lykke Eluna Hammer

I små nyfødte børns første leveår hænger barnet uløseligt sammen med sin mors nervesystem. Dertil hører, at barnets mors nervesystem co-reguleres af den kultur, moderen er en del af, og moderens grundlæggende værdier og indre trosretninger (bevidste og ubevidste).

Derfor giver det meget mere mening at have mødregrupper (aka kvindefællesskaber, som det jo er), hvor det, der udforskes, tales om, deles, næres og dykkes ned i, har med moderens trivsel og indre følelsesliv at gøre, fremfor om hendes barn nu har taget et kilo på, spiser babymos fra Netto eller Kvickly eller vil sove 2, 3, 4,…7 eller 10 timer om natten! Mor og barn hænger sammen! Mor først!
Vi har som kultur i SÅ uendelig lang tid haft et alt for stort fokus på resultatet af kvindernes graviditeter og fødsler; børnene. Frem for, hvordan kvinderne bag dem egentlig har oplevet processerne, det medførte, og hvordan vi, der er kulturen omkring dem, kan nære dem i dag som de mødre, de er blevet til, med de historier, de har med sig.

‘Selv sidder jeg lige nu – næsten højgravid og skriver dette – og selvfølgelig er det, jeg er interesseret i med min graviditet, at mit barn kommer levende, sund og hel ud af min livmoder, når tid er. Det er der absolut ingen tvivl om. Det, der er min udfordring, er, at der i dag bliver et alt for stort fokus på dette resultat, fremfor hvilken processuel rejse, det egentlig er, jeg er ude på som menneske og kvinde.

Jeg har brugt mange kræfter – og utrolig meget nørderi – de sidste par år på at finde frem til hjælpere og støttespillere omkring mig til denne graviditet. Støtte og hjælp, som reelt set ikke er så sindssygt fokuseret på resultatet af min graviditet, som normen er det i dag.

Dette skriv er helt særligt dedikeret til min cyklusmentor og store inspirator Mandy Adams, der gik bort i Januar 2021. Mandy lod mig mærke og sanse på egen krop, hvordan det føles at være forbundet imellem tid og rum, på kryds af slægter, i et sandt og kærlighedsfuldt søsterskab.

Lykke Eluna Hammer

Det er disse udviklende og ekspansive processer – som kvindekroppen med muligheden for at bære et barn i livmoderen giver – der er mit hovedfokus. Disse fysiologiske og urkraftsfulde overgange i kvindelivet er ikke ”bare” en proces, vi skal komme helskindet igennem, og det er heller ikke en proces, der skal være ”let” og ”nem” for enhver pris. Det kræver noget af os som kvinder, og det kræver meget mere af os som kultur bag kvinderne.

Det er en dyb proces, vi giver os selv, og som i bedste fald – og ofte i al fald – skaber mulighed for en opdagelse af vores unikke potentialer og opgaver i dette liv. At bære liv og at føde er fysiologisk initierede portaler, som har til hensigt at ændre os for evigt.

Det er kæmpestore kræfter, vi har med at gøre, uden at jeg på nogen måde overdriver! Disse kræfter er, hvad jeg husker på, når jeg inviterer kvinder ind i nye mødregruppefællesskaber hos mig. Det sidste, jeg tænker på, er, hvordan disse kvinder får deres barn til at sove i deres egen seng, når barnet er seks måneder gammelt (og jeg tror heller ikke på, det tema på noget tidspunkt, faktisk overhovedet, er virkelig essentielt for den overgang, vi som kvinder går ind i med moderskabet).

Fra resultat- til procesliv(moder)

Med den ændring, jeg er fortaler for skal ske inden for vores kulturs traditioner med tilbud af mødregrupper, er mit fokus på proces det allermest essentielle.

Man kan tale om, at vi som kultur – det vil sige os som venner, parforhold, storfamilier, kernefamilier, mødre og fædre, landsbyer, landsdele, byområder og ikke mindst (måske egentlig først og fremmest) i forskellige netværk af kvinder – må ære og dyrke livet meget mere fra et processuelt perspektiv. Som jeg ser det, må vi i langt højere grad begynde at leve procesliv.

Et sådant liv kan folde sig ud på et utal af måder. Disse mange måder, farver og former af et liv i proces må vi inspirere hinanden til at lære af de eksempler, der går foran, ved siden af eller bagved os. Vi kan alle starte med vores eget store mikrokosmos og ære, at vi med det unikke og værdifulde liv, vi hver især er givet, tager os vores tid. Det kan betyde, at vi virkelig begynder at dyrke og mærke, hvad livet vil med os.

På et større kulturelt plan må vi – ligesom på et mikrokosmisk plan – tage et langt større kollektivt ansvar for at give det enkelte menneske – i alle dets individuelle former – retten til at tage sin tid, dvæle ved det, som livet er og bringer lige nu, og at kunne tage autonome og integrerede beslutninger for eget liv og legeme.

Alt dette sker ikke – nok aldrig – uden hjælp. Uden støtte. Uden at vi går vores individuelle vej sammen med nogle andre, vi ønsker at gå sammen med. Det er dette, som for mig er kendetegnende for et ægte og meningsfuldt fællesskab. Vi vidner hinanden og følges ad, men vi tager hverken den enkeltes ret og ansvar til selv at tage meningsfulde beslutninger fra dem, eller regner med at det kollektiv, som vi tager del i, tager ansvar for vores livsbeslutninger og indre processer som individer.

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab. At blive set og vidnet i livet og at finde vores unikke vej er både det, der skaber immunitet – eller skal vi kalde det indre styrke, og som er et liv i proces.

Her kommer jeg helt naturligt tilbage til mit syn på vores kultur, som helt utrolig resultatorienteret. Vi går nærmest rundt i en ‘kollektiv tåge’, som giver os ret til i vores ivrighed, utålmodighed og fremgangstrang at gøre al den vold og hurtighed, vi kan komme til, for at ‘nå frem’ til resultatet. Det er lidt sygt – nogle ville nok sige MEGET. Det gør jeg ikke.

Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?”.

“Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab.”

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler, at dette spørgsmål hjemsøger mig dagligt. Og jeg ved selv mindre og mindre om, hvor jeg faktisk er på vej hen. Jeg følger processen, og jeg prøver at blive ved med at mærke efter, og jeg føler, at det konstant er vigtigt at invitere flere og flere mennesker med ind på det spor.

Alle mine veninder

For snart tre år siden startede jeg så småt min egen virksomhed. Jeg opfandt konceptet #MødreMødes, og jeg har siden brugt rigtig meget af min daglige livskraft på at skabe og facilitere disse – for mig – meningsfulde og nærende mødregrupper i mit hjem i Midtjylland.

I virkeligheden føler jeg ikke, at jeg ”startede en virksomhed”. I virkeligheden føltes det meget mere som om; at jeg endelig hoppede med snuden direkte ned i den kvindelige ur-suppe og – sammen med mange andre kvinder i verden – begyndte at tage det søsterskab tilbage på landkortet, som gennem generationer har været glemt, gemt og brændt til grunde i vores europæiske slægtshistorie.

“Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?””

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler hver evig eneste dag en enorm taknemmelighed over, at jeg får muligheden for at gå denne vej af genkaldelse af, hvad det vil sige at leve et liv som kvinde fordybet i det fysiologiske og spirituelle fundament, som er vores. Den cykliske natur, som er udgangspunktet for alt liv på jorden.

En fødselsret og en kraft, som vi er i gang med at genkalde os, og som vi må tage ansvar for at huske og give videre. Sammen med alle mine veninder: Lad os lette på søstersårets tåge og tage kraften tilbage til vores kroppe.

Jeg vil gerne slutte med dette citat fra en vis:

”At sige, at min krop er sumpområde, flodmunding, økosystem, at den er spaltet igennem af bifloder af ledsagende arter, der putter sig i min mave, udvides gennem mine fingre, inddæmmer sig ved mine fødder, er en smuk måde at gentænke min kropslighed. Men så snart vi erkender, at vi ikke er forseglede i vores dykkerdragt af menneskehud, hvad gør vi så med denne erkendelse? Hvad skylder vi, og hvordan betaler vi?”

LÆS OGSÅ

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

af | sep 15, 2020

FØDSEL

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere, skriver Anna Friberg, der er doula.

15. september 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere.

Anna Friberg er 30 år og mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Da jeg begyndte at arbejde som doula for omkring 2,5 år siden, var det fordi, jeg mærkede en kæmpe kærlighed til nye mødre og deres babyer. Jeg ønskede at gøre alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe og støtte dem i en helt ny og overvældende livsfase.

I første omgang var jeg meget fokuseret på efterfødslen og moderskabets transformation. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor meget graviditeten og fødslen betyder for hele efterfødslen. Det hænger uløseligt sammen.

Der findes i dag utrolig mange udbydere af fødselsforberedelse og så mange fødselsberetninger – ja generelt virkelig meget fokus på fødslen.

Men der findes ikke en masse efterfødselsberetninger og historier om, hvordan kvinder oplever moderskabets transformation. Og mange mangler måske også et sprog for det. For der er ikke særlig meget fokus på det.

Men det hænger om sagt sammen. Og det er vigtigt! Så jeg vil gerne forberede kvinder på dén del også. For en fødsel er en VILD oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere!

Psykolog Anne Rom

Moderskabet indeholder SÅ meget potentiale, og jeg ønsker, at kvinder må få det allerbedste ud af det. Og det er det, mit arbejde handler om.

Mit udgangspunkt er altid kvinden. Jeg arbejder for hende. Jeg skal ikke følge nogen retningslinjer fra oven eller tilpasse mig et system. Jeg skal bare følge hende og hendes behov.

Jeg træffer ingen beslutninger på hendes vegne og råder ikke til det ene frem for det andet. Jeg fortæller, hvad jeg ved. Og hvis jeg ikke ved det, eller ikke ved nok, henviser jeg til en, der gør.

Jeg er som doula ikke ‘lidt ligesom en jordemoder’. Vi kan ikke det samme, og vi kan aldrig være der i stedet for en jordemoder. Det skal kvinder vide.

Men det er vigtigt for mig at informere kvinder. Både om krop, sind og fødsel, og om hvordan sundhedssystemet fungerer og hvilke rettigheder, de som gravide og fødende har. Alt for mange kvinder tror, at de ikke har fuld autonomi over deres egen krop, når de er gravide. At de skal spørge om lov og få tilladelse. At de ikke bestemmer selv. Sådan er det naturligvis ikke.

Hvad er en doula?

Der er forskellige måder, hvorpå doulaere arbejder. Men meningen med at være doula er at skabe tryghed og støtte før, under og efter en fødsel. Nogle kalder det også fødselshjælper eller fødselspraktiker. En klassisk doula tilbyder oftest fødselsforberedelse, rebozomassage og støtte under fødslen på den måde, den pågældende kvinde/familie ønsker det. Der findes også postpartum doulaere, der beskæftiger sig med efterfødsel.

Jeg tænker heller ikke, at man nødvendigvis behøver at have en doula med til sin fødsel. Jeg har stor tillid til kvindekroppen, og tænker aldrig, at en kvinde har BRUG for mig til sin fødsel. Og det er heller ikke min opgave at ‘gøre noget’ under en fødsel eller ‘hjælpe’ med at føde. Selvfølgelig vil jeg gerne massere, komme med kolde eller varme klude og så videre under en fødsel, hvis der er lyst til det. Men ellers er min opgave bare at holde og bevare et trygt føderum i tillid og kærlighed.

For som sagt er fødslen vigtig. Og når jeg i dag arbejder som doula, kan jeg ikke adskille fødsel og efterfødsel. Så på mine fødselsforberedende hold fylder begge dele lige meget.

Jeg læste på et tidspunkt om ‘doula effekten’. I The Doula Book af Klaus Marshall står der følgende:

“Tilstedeværelsen af en doula under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 45%, forkorte længden af fødslen med 25%, mindske forbruget af smertelindring med 31% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 50%”.

Det synes jeg er ret vildt. Og selvfølgelig påvirker de ting også efterfødslen.

At kvinder er trygge under fødslen er essentielt for hele forløbet, og jeg tror, det er forklaringen på ‘doulaeffekten’.

Fælles for doulaere er jo, at de ønsker, at alle kvinder må få de bedste betingelser for at få den fødsel, de ønsker. Den bedste start på moderskabet.

FØDSEL

Anna er doula: Jeg vil også forberede kvinder på efterfødslen

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere, skriver Anna Friberg, der er doula.

15. september 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

En fødsel er en vild oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere.

Anna Friberg er 30 år og mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Da jeg begyndte at arbejde som doula for omkring 2,5 år siden, var det fordi, jeg mærkede en kæmpe kærlighed til nye mødre og deres babyer. Jeg ønskede at gøre alt, hvad jeg kunne, for at hjælpe og støtte dem i en helt ny og overvældende livsfase.

I første omgang var jeg meget fokuseret på efterfødslen og moderskabets transformation. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor meget graviditeten og fødslen betyder for hele efterfødslen. Det hænger uløseligt sammen.

Der findes i dag utrolig mange udbydere af fødselsforberedelse og så mange fødselsberetninger – ja generelt virkelig meget fokus på fødslen.

Men der findes ikke en masse efterfødselsberetninger og historier om, hvordan kvinder oplever moderskabets transformation. Og mange mangler måske også et sprog for det. For der er ikke særlig meget fokus på det.

Men det hænger om sagt sammen. Og det er vigtigt! Så jeg vil gerne forberede kvinder på dén del også. For en fødsel er en VILD oplevelse, men det at blive mor er måske endnu vildere!

Moderskabet indeholder SÅ meget potentiale, og jeg ønsker, at kvinder må få det allerbedste ud af det. Og det er det, mit arbejde handler om.

Mit udgangspunkt er altid kvinden. Jeg arbejder for hende. Jeg skal ikke følge nogen retningslinjer fra oven eller tilpasse mig et system. Jeg skal bare følge hende og hendes behov.

Jeg træffer ingen beslutninger på hendes vegne og råder ikke til det ene frem for det andet. Jeg fortæller, hvad jeg ved. Og hvis jeg ikke ved det, eller ikke ved nok, henviser jeg til en, der gør.

Jeg er som doula ikke ‘lidt ligesom en jordemoder’. Vi kan ikke det samme, og vi kan aldrig være der i stedet for en jordemoder. Det skal kvinder vide.

Men det er vigtigt for mig at informere kvinder. Både om krop, sind og fødsel, og om hvordan sundhedssystemet fungerer og hvilke rettigheder, de som gravide og fødende har. Alt for mange kvinder tror, at de ikke har fuld autonomi over deres egen krop, når de er gravide. At de skal spørge om lov og få tilladelse. At de ikke bestemmer selv. Sådan er det naturligvis ikke.

Hvad er en doula?

Der er forskellige måder, hvorpå doulaere arbejder. Men meningen med at være doula er at skabe tryghed og støtte før, under og efter en fødsel. Nogle kalder det også fødselshjælper eller fødselspraktiker. En klassisk doula tilbyder oftest fødselsforberedelse, rebozomassage og støtte under fødslen på den måde, den pågældende kvinde/familie ønsker det. Der findes også postpartum doulaere, der beskæftiger sig med efterfødsel.

Jeg tænker heller ikke, at man nødvendigvis behøver at have en doula med til sin fødsel. Jeg har stor tillid til kvindekroppen, og tænker aldrig, at en kvinde har BRUG for mig til sin fødsel. Og det er heller ikke min opgave at ‘gøre noget’ under en fødsel eller ‘hjælpe’ med at føde. Selvfølgelig vil jeg gerne massere, komme med kolde eller varme klude og så videre under en fødsel, hvis der er lyst til det. Men ellers er min opgave bare at holde og bevare et trygt føderum i tillid og kærlighed.

For som sagt er fødslen vigtig. Og når jeg i dag arbejder som doula, kan jeg ikke adskille fødsel og efterfødsel. Så på mine fødselsforberedende hold fylder begge dele lige meget.

Jeg læste på et tidspunkt om ‘doula effekten’. I The Doula Book af Klaus Marshall står der følgende:

“Tilstedeværelsen af en doula under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 45%, forkorte længden af fødslen med 25%, mindske forbruget af smertelindring med 31% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 50%”.

Det synes jeg er ret vildt. Og selvfølgelig påvirker de ting også efterfødslen.

At kvinder er trygge under fødslen er essentielt for hele forløbet, og jeg tror, det er forklaringen på ‘doulaeffekten’.

Fælles for doulaere er jo, at de ønsker, at alle kvinder må få de bedste betingelser for at få den fødsel, de ønsker. Den bedste start på moderskabet.

Psykolog Anne Rom

LÆS OGSÅ

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

af | maj 17, 2020

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

LÆS OGSÅ

Se drømme under graviditeten som noget, du bør forholde dig til

af | mar 16, 2020

GRAVIDITET

Se drømme under graviditeten som noget, du bør forholde dig til

Michael Rohde har skrevet bogen Når gravide drømmer.16. marts 2020 | Af Michael Rohde | Foto: Glen Hodson, Unsplash

Jo mere, den gravide forholder sig til det, der ubevidst rumsterer i hendes indre, jo mere afklaret og rolig vil hun være, når hun går ind i fødslen, mener forsker i drømme Michael Rohde.

Michael Rohde er forsker i drømme og ubevidst intelligens. Han er også forfatter til bogen Når gravide drømmer – forstå dine drømme og find ro i graviditeten, som netop er udkommet. Den kan købes her.

Det er et fænomen, som langt de fleste gravide kan tale med om. Især som graviditeten skrider frem.

Fænomenet vokser typisk i intensitet, efterhånden som fødslen nærmer sig. Og en del gravide reagerer med nervøsitet.

Hvad taler jeg om? Jo, den gravide kvindes drømme – natlige drømme.

Ikke fordi den gravide drømmer mere, end hun plejer at gøre. Vi drømmer alle cirka to timer hver nat. Forskellen er, at hun pludselig kan huske sine drømme.

Det er der flere grunde til.

En graviditet er – også selvom det ikke er den første – et indre udviklingsprojekt af rang. Derfor kan drømmene under en graviditet også være mere intense, end de plejer at være.

For eksempel viser forskningen, at især under tredje trimester oplever den gravide at have nærmest en eksplosion i antallet af mareridt relateret til graviditeten.

“En graviditet er – også selvom det ikke er den første – et indre udviklingsprojekt af rang. Derfor kan drømmene under en graviditet også være mere intense, end de plejer at være.”

Michael Rohde

En anden årsag til, at mange gravide pludselig kan huske deres drømme, er, at de ganske enkelt vågner flere gange om natten, fordi de skal tisse – og på den måde hyppigere vågner, mens de drømmer.

En del gravide vil for første gang siden barndommen – hvor vi typisk er gode til at huske vores drømme – opdage, at de drømmer.

Drømmene under en graviditet kan selvfølgelig sagtens være positive og håbefulde, men ofte handler de om ubevidst angst i forhold til det, der snart skal ske. Og også i vågen tilstand kan de som nævnt give anledning til bekymringer.

Typiske drømmetemaer hos den gravide kan være drømme om at glemme baby eller ikke give baby nok mad. Drømme om at føde en forvokset baby, der allerede, når det kommer til verden, kan gå og tale. Drømme om at hendes partner er hende utro eller vil forlade hende. Drømme om, at baby kommer til skade (nogle gange at hun selv forsøger at slå sit barn ihjel). Drømme om ekskærester. Drømme om at føde en kattekilling eller en hundehvalp – eller måske et monster! Drømme om abort. Drømme om den gravides egen mor (den gravide drømmer op til fem gange oftere om sin egen mor, end hun normalt gør).

Listen er lang, og i stedet for at sparke drømmene til hjørne, fordi ”det jo bare er drømme”, eller ”fordi det jo bare er hormonerne, der raser”, så giver det overordentlig god mening at forholde sig til og prøve at forstå disse drømme. De siger nemlig noget meget præcist om, hvordan den gravide lige nu har det med sin graviditet.

Min klare anbefaling er derfor at se drømmene som beskeder fra det ubevidste. Beskeder om noget, den gravide bør forholde sig til for at finde større ro i graviditeten. Og for at forberede sig bedre på tiden efter fødslen. For drømmene sætter billede på noget, hun i sit indre oplever som værende meget vigtigt, og som hun altså ikke har forholdt sig til i vågenlivet endnu.

Bag drømmene kan der gemme sig store tanker såsom:

Bliver jeg en god mor (måske givet mit eget forhold til min mor, som kan være mere eller mindre udfordret)? Vil mit barn elske mig? Vil jeg elske det? Hvordan bliver tilværelsen som forældre (hvad nu med kærligheden – også for anden- eller tredjegangsfødende)? Ja, hvordan skal det hele gå?!

“Min klare anbefaling er derfor at se drømmene som beskeder fra det ubevidste. Beskeder om noget, den gravide bør forholde sig til for at finde større ro i graviditeten.”

Michael Rohde

Jo mere, den gravide forholder sig til det, der ubevidst rumsterer i hendes indre, jo mere afklaret og rolig vil hun være, når hun går ind i fødslen. Og det er denne afklaring, der ganske enkelt kan gøre, at hendes livmoder slapper mere af under fødslen. Hun holder ikke ubevidst igen, og kan derfor – er min påstand, i øvrigt understøttet af forskning – føde på kortere tid, end hvis hun ubevidst var fyldt op af en masse uafklarede følelser i forhold til graviditeten og det kommende moderskab.

Min helt store drøm er, at den gravide, når hun opdager den ekstremt store værdi af at forholde sig til sine drømme (hvis hun ikke allerede har fået øje på det), vil give dette videre til det barn, der lige nu ligger i hendes mave.

Vores natlige drømme er nemlig på mange måder et fantastisk værktøj at have med sig i sit liv. Drømmene er gode til hele tiden at gøre os opmærksomme på vigtige ting, vi måske ellers ikke tænker så meget over. For eksempel om vi lever det for os mest autentiske og rigtige liv. Eller om vi også ender med at have, hvad der er den største fortrydelse på dødslejet hos os mennesker; en følelse af ikke at have haft modet til at leve vores liv i overensstemmelse med, hvem vi er.

Lytter vi til vores drømme, kan de hjælpe os, så vi ikke lever et liv, der kun handler om at leve op til andres forventninger til os

GRAVIDITET

Se drømme under graviditeten som noget, du bør forholde dig til

Michael Rohde har skrevet bogen Når gravide drømmer.16. marts 2020 | Af Michael Rohde | Foto: Glen Hodson, Unsplash

Jo mere, den gravide forholder sig til det, der ubevidst rumsterer i hendes indre, jo mere afklaret og rolig vil hun være, når hun går ind i fødslen, mener forsker i drømme Michael Rohde.

Michael Rohde er forsker i drømme og ubevidst intelligens. Han er også forfatter til bogen Når gravide drømmer – forstå dine drømme og find ro i graviditeten, som netop er udkommet. Den kan købes her.

Det er et fænomen, som langt de fleste gravide kan tale med om. Især som graviditeten skrider frem.

Fænomenet vokser typisk i intensitet, efterhånden som fødslen nærmer sig. Og en del gravide reagerer med nervøsitet.

Hvad taler jeg om? Jo, den gravide kvindes drømme – natlige drømme.

Ikke fordi den gravide drømmer mere, end hun plejer at gøre. Vi drømmer alle cirka to timer hver nat. Forskellen er, at hun pludselig kan huske sine drømme.

Det er der flere grunde til.

En graviditet er – også selvom det ikke er den første – et indre udviklingsprojekt af rang. Derfor kan drømmene under en graviditet også være mere intense, end de plejer at være.

For eksempel viser forskningen, at især under tredje trimester oplever den gravide at have nærmest en eksplosion i antallet af mareridt relateret til graviditeten.

“En graviditet er – også selvom det ikke er den første – et indre udviklingsprojekt af rang. Derfor kan drømmene under en graviditet også være mere intense, end de plejer at være.”

 
Michael Rohde

En anden årsag til, at mange gravide pludselig kan huske deres drømme, er, at de ganske enkelt vågner flere gange om natten, fordi de skal tisse – og på den måde hyppigere vågner, mens de drømmer.

En del gravide vil for første gang siden barndommen – hvor vi typisk er gode til at huske vores drømme – opdage, at de drømmer.

Drømmene under en graviditet kan selvfølgelig sagtens være positive og håbefulde, men ofte handler de om ubevidst angst i forhold til det, der snart skal ske. Og også i vågen tilstand kan de som nævnt give anledning til bekymringer.

Typiske drømmetemaer hos den gravide kan være drømme om at glemme baby eller ikke give baby nok mad. Drømme om at føde en forvokset baby, der allerede, når det kommer til verden, kan gå og tale. Drømme om at hendes partner er hende utro eller vil forlade hende. Drømme om, at baby kommer til skade (nogle gange at hun selv forsøger at slå sit barn ihjel). Drømme om ekskærester. Drømme om at føde en kattekilling eller en hundehvalp – eller måske et monster! Drømme om abort. Drømme om den gravides egen mor (den gravide drømmer op til fem gange oftere om sin egen mor, end hun normalt gør).

Listen er lang, og i stedet for at sparke drømmene til hjørne, fordi ”det jo bare er drømme”, eller ”fordi det jo bare er hormonerne, der raser”, så giver det overordentlig god mening at forholde sig til og prøve at forstå disse drømme. De siger nemlig noget meget præcist om, hvordan den gravide lige nu har det med sin graviditet.

Min klare anbefaling er derfor at se drømmene som beskeder fra det ubevidste. Beskeder om noget, den gravide bør forholde sig til for at finde større ro i graviditeten. Og for at forberede sig bedre på tiden efter fødslen. For drømmene sætter billede på noget, hun i sit indre oplever som værende meget vigtigt, og som hun altså ikke har forholdt sig til i vågenlivet endnu.

Bag drømmene kan der gemme sig store tanker såsom:

Bliver jeg en god mor (måske givet mit eget forhold til min mor, som kan være mere eller mindre udfordret)? Vil mit barn elske mig? Vil jeg elske det? Hvordan bliver tilværelsen som forældre (hvad nu med kærligheden – også for anden- eller tredjegangsfødende)? Ja, hvordan skal det hele gå?!

“Min klare anbefaling er derfor at se drømmene som beskeder fra det ubevidste. Beskeder om noget, den gravide bør forholde sig til for at finde større ro i graviditeten.”

 
Michael Rohde

Jo mere, den gravide forholder sig til det, der ubevidst rumsterer i hendes indre, jo mere afklaret og rolig vil hun være, når hun går ind i fødslen. Og det er denne afklaring, der ganske enkelt kan gøre, at hendes livmoder slapper mere af under fødslen. Hun holder ikke ubevidst igen, og kan derfor – er min påstand, i øvrigt understøttet af forskning – føde på kortere tid, end hvis hun ubevidst var fyldt op af en masse uafklarede følelser i forhold til graviditeten og det kommende moderskab.

Min helt store drøm er, at den gravide, når hun opdager den ekstremt store værdi af at forholde sig til sine drømme (hvis hun ikke allerede har fået øje på det), vil give dette videre til det barn, der lige nu ligger i hendes mave.

Vores natlige drømme er nemlig på mange måder et fantastisk værktøj at have med sig i sit liv. Drømmene er gode til hele tiden at gøre os opmærksomme på vigtige ting, vi måske ellers ikke tænker så meget over. For eksempel om vi lever det for os mest autentiske og rigtige liv. Eller om vi også ender med at have, hvad der er den største fortrydelse på dødslejet hos os mennesker; en følelse af ikke at have haft modet til at leve vores liv i overensstemmelse med, hvem vi er.

Lytter vi til vores drømme, kan de hjælpe os, så vi ikke lever et liv, der kun handler om at leve op til andres forventninger til os

LÆS OGSÅ

Lene fik akut kejsersnit: Jeg er bange for at blive gravid igen

af | dec 30, 2019

FØDSEL

Lene fik akut kejsersnit: Jeg er bange for at blive gravid igen

Lene Kristensen fik akut kejsersnit. Det var en voldsom oplevelse.

30. december 2019 | Af Lene Kristensen | Foto: Privat

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud, skriver Lene Kristensen i sin fødselsberetning.

33-årige Lene Kristensen er lærer, bor i Randers og er gift med Thomas. Hun har til fødslen.dk her skrevet sin fødselsberetning.

Natten til den 9. april 2018 sov jeg dårligt om natten, og da min kæreste tog afsted om morgenen, lagde jeg mig på sofaen. Der gik dog ikke længe, før vandet gik. Lige midt i sofaen.

Jeg løb ud på badeværelset og kiggede på vandet. Jeg kunne huske, det ikke måtte være grønt. Det var det ikke, så jeg ringede til min kæreste, som lige var mødt på arbejde. Derefter ringede jeg til fødselsafdelingen, som bad mig komme derop et par timer efter og lige blive tilset.

Veerne var ikke gået i gang, da jeg kom derop, så jeg blev bedt om at gå en tur. Min kæreste protesterede, da jeg den sidste måned ikke havde kunnet gå på grund af mit bækken. Jeg stoppede ham. Fortalte, at jeg gerne ville prøve for at slippe for at blive sat i gang.

Expectations Copenhagen

Det gjorde jeg så. Det vil sige, jeg tog et par skidt og holdt pause. Det virkede ikke i forhold til veerne, så da vi kom til en trappe, valgte jeg at gå op af den. Det gjorde virkelig ondt, men veerne kom. Jordemoderen endte dog med at sende os hjem, til de blev mere regelmæssige.

Derhjemme gjorde jeg, som jeg havde forberedt. Jeg havde hentet en app til at tage tid, og jeg lå i sengen og prøvede at hvile mig mellem veerne. Men der var et eller andet, som føltes forkert. Jeg blev frustreret og følte ikke, det, jeg havde forberedt, virkede. Min kæreste overtog derfor appen, og jeg lagde mig på sofaen. Der gik ikke lang tid, før jeg var væk.

Den næste periode er sløret med enkelte glimt. Jeg husker, at min kæreste råbte af mig i forsøget på at få mig til at gå ned af trappen, inden han selv løftede mig op og bar mig. Jeg husker også en sygeplejerske, som spurgte, om jeg kunne fortælle mit navn.

Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg på en stue. Men det var ikke en fødestue, som dem, vi havde været oppe og se på sygehuset.

Min kæreste kaldte på nogen, og der kom en kvinde ind og fortalte, at de var ved at gøre klar til kejsersnit. Kort tid efter kom en anden kvinde ind. Hun undersøgte mig kort og virkede overrasket over, at jeg var kommet til mig selv. Men nu, hvor jeg var, ville de lave kejsersnittet, hvor jeg var vågen. Hun fortalte, der ville gå en halv time, og det føltes som evigheder. Normalt er jeg et roligt menneske, men jeg skældte ud. Hold op, hvor jeg skældte ud. Jeg kunne slet ikke være i det, og min krop gjorde ondt. Jeg kunne se, min kæreste havde grædt. De fortalte, at det, de gav mig, var kvalmestillende, men jeg brækkede mig hele tiden. Jeg følte, jeg skulle tisse, men de havde lagt et kateter, og veerne gjorde nas, og så var jeg bare forvirret.

Jeg tror, alle var glade og lettede, da den halve time var gået. Jeg blev kørt op på en operationsstue, og min kæreste kom ud til mig i blåt tøj, men han måtte ikke være hos mig. Han blev sat på en stol nogle meter fra mig.

Da lægen prøvede at lægge en epidural, spurgte jeg, om det var meningen, det skulle gøre ondt i mit venstre ben. Alle så overraskede ud. Han var åbenbart ikke en, som normalt lagde det forkert. Anden gang gjorde det ondt i min balle. Efter fem stik gav han op og fortalte, at jeg måtte i narkose. Min kæreste blev hurtigt sendt ud, og det virkede som om, det skulle gå lidt stærkt.

Det næste, jeg husker, var, at jeg frøs. Meget. Men der var folk omkring mig, som gav mig noget varmt på. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, var det første, jeg så, et ur. Klokken var 22. En sygeplejerske kom over til mig og spurgte, om jeg ville se min datter. Jeg svarede grædende ja, og hun fortalte, at min mand og datter var på vej.

Emmibaby - køb babyudstyr

Jeg skulle trappes ud af noget, som gjorde, jeg skulle blive liggende. Normalt måtte der ikke være larm på opvågning, men de ville gerne gøre en undtagelse. Jeg kunne ikke se nogen andre, men der var også nogle skærme omkring mig.

Lige pludselig hørte jeg nogle snakke, og bag skærmen kom min kæreste og datter til syne. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig, så jordemoderen tog min datter og lagde hende til mit bryst. Hun klemte på mit bryst. Det virkede vigtigt, men det lykkedes ikke. Min datter fik derfor noget mælk fra en kop. Derefter lagde de hende op på mig. Hun var så fin, og det hele føltes lidt uvirkeligt.

De fortalte, at hun sked på min kæreste kort tid efter, hun var kommet op til ham. Vi grinede. Sygeplejerskerne kom og skulle skifte min forbinding. Jeg kiggede på min mave. Det så vildt ud. Jeg havde nærmest et T på maven helt op til navlen med klips.

Efter en times tid begyndte de at gøre klar til, at jeg kunne blive flyttet. Min kæreste holdt vores datter, og vi kom op på en stue. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og en sygeplejerske måtte hjælpe min mand med at skifte vores datter.

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud. Hun undskyldte derfor også, at hun ikke havde gjort det pænere. Men hun havde prioritet min datter. Vi svarede, at det var vi glade for.

En sygeplejerske, vi kendte fra tidligere i graviditeten, kom ind og satte sig. Hun skulle være hos os hele natten. Jeg kunne ikke sove. Min datter og kæreste sov. Hun fortalte, at jeg næste morgen skulle have kateteret ud, men først når jeg havde været oppe at stå. Jeg ville gerne i gang med det samme, så hun endte med at hente en stol, så jeg kunne forsøge at rejse mig. Det gjorde dog så ondt, at jeg hurtigt måtte ned igen. Min datter vågnede ved lydene og blev lagt til mit bryst, dog uden at spise noget. I stedet fik hun lidt mælk i en kop.

Da vi alle var vågne igen, kom min søster, og min kæreste viste stolt vores datter frem.

Vi var indlagt i fem døgn. Vores datter blev indlagt på neonatal, og jeg var indlagt på barselsafsnittet. Heldigvis var alt fyldt, og vi blev efter et døgn flyttet til familieafsnittet, hvor læger og sygeplejerske fra de forskellige afdelinger kom til os. Jeg havde nogle panikanfald, men heldigvis kom personalet løbende, når der var brug for det. Hold nu op et dygtigt personale.

Da vi kom hjem, havde vi den bedste sundhedsplejerske. Hun var der hver anden dag, og det fandt jeg stor ro i. Jeg var så bange for, at jeg efter det, vi havde været igennem, ikke kunne give min datter den spejling, hun havde brug for. Men heldigvis lykkedes det for os alle at nyde hinanden.

Efter nogle dage hjemme læste jeg mine journaler, mens min datter sov. Selvom min kæreste havde fortalt mig, hvad der var sket, var det svært at forholde sig til. Jeg var blevet ukontaktbar i lejligheden, og han havde kontaktet fødselsafdelingen, som fortalte, vi skulle derop. Han fortalte, jeg virkede som om, jeg var meget fuld. Halvvejs nede af trapperne havde han ringet til fødeafdelingen igen. Han var her virkelig bekymret og vurderede, at jeg hurtigt skulle på sygehuset. Jeg kunne læse, hvordan han havde været i choktilstand, mens han så på, at jeg, kort tid efter, vi var ankommet til fødselsafsnittet, var gået i krampe. På ingen tid havde lokalet været proppet med folk, som prøvede at redde mit og vores datters liv. Jeg tudede og tudede. Vi havde begge været i livsfare af flere omgange.

Lægen skrev, at hun mistænkte en svangerskabsforgiftning. Hun indstillede mig til en masse tests, blandt andet en MR-scanning.

Jeg kunne også læse, hvordan en masse børnelæger og sygeplejersker havde stået klar, da det endelig var lykkedes at få min datter ud. Mens jeg læste, sendte jeg løbende beskeder med ord, jeg ikke forstod, til min lægeveninde, som var sød at oversætte.

Jeg husker den første tid som fyldt med kærlighed, men også en kamp. Fysisk var jeg udfordret, og amningen kom aldrig i gang. Vi tog hurtigt valget om mælkeerstatning, hvilket var det helt rigtige valg for os.

Ugerne gik, og jeg fik endelig mine clips ud, så jeg kunne få overstået de sidste scanninger. At undvære min datter i den time, det tog, var ulideligt. Jeg græd, da jeg endelig holdt hende igen. Min diagnose var svangerskabsforgiftning. Men på grund af mit lave blodtryk og det faktum, at jeg aldrig får feber, var det svært at opdage.

Vi har afsluttet vores forløb med fødeafdelingen efter flere samtaler. Til samtalerne blev jeg hele tiden spurgt, om jeg er klar til at få barn nummer to. Rent instinktivt er mit svar; nej. Stod det til mig, skulle vi adoptere, men det er min kæreste imod. Det kan jeg sagtens forstå, men tanken om at skulle det hele igennem igen, skræmmer mig. Også selvom jeg har fået fortalt, at jeg næste gang vil kunne få kejsersnit 14 dage før termin.

Min datter er i dag 1,5 år, så for lægerne må jeg egentlig gerne blive gravid. Men vi venter. Jeg er ikke klar. Jeg er bange for, hvad der kan ske.

FØDSEL

Lene fik akut kejsersnit: Jeg er bange for at blive gravid igen

Lene Kristensen fik akut kejsersnit. Det var en voldsom oplevelse.

30. december 2019 | Af Lene Kristensen | Foto: Privat

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud, skriver Lene Kristensen i sin fødselsberetning.

33-årige Lene Kristensen er lærer, bor i Randers og er gift med Thomas. Hun har til fødslen.dk her skrevet sin fødselsberetning.

Natten til den 9. april 2018 sov jeg dårligt om natten, og da min kæreste tog afsted om morgenen, lagde jeg mig på sofaen. Der gik dog ikke længe, før vandet gik. Lige midt i sofaen.

Jeg løb ud på badeværelset og kiggede på vandet. Jeg kunne huske, det ikke måtte være grønt. Det var det ikke, så jeg ringede til min kæreste, som lige var mødt på arbejde. Derefter ringede jeg til fødselsafdelingen, som bad mig komme derop et par timer efter og lige blive tilset.

Veerne var ikke gået i gang, da jeg kom derop, så jeg blev bedt om at gå en tur. Min kæreste protesterede, da jeg den sidste måned ikke havde kunnet gå på grund af mit bækken. Jeg stoppede ham. Fortalte, at jeg gerne ville prøve for at slippe for at blive sat i gang.

Det gjorde jeg så. Det vil sige, jeg tog et par skidt og holdt pause. Det virkede ikke i forhold til veerne, så da vi kom til en trappe, valgte jeg at gå op af den. Det gjorde virkelig ondt, men veerne kom. Jordemoderen endte dog med at sende os hjem, til de blev mere regelmæssige.

Derhjemme gjorde jeg, som jeg havde forberedt. Jeg havde hentet en app til at tage tid, og jeg lå i sengen og prøvede at hvile mig mellem veerne. Men der var et eller andet, som føltes forkert. Jeg blev frustreret og følte ikke, det, jeg havde forberedt, virkede. Min kæreste overtog derfor appen, og jeg lagde mig på sofaen. Der gik ikke lang tid, før jeg var væk.

Den næste periode er sløret med enkelte glimt. Jeg husker, at min kæreste råbte af mig i forsøget på at få mig til at gå ned af trappen, inden han selv løftede mig op og bar mig. Jeg husker også en sygeplejerske, som spurgte, om jeg kunne fortælle mit navn.

Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg på en stue. Men det var ikke en fødestue, som dem, vi havde været oppe og se på sygehuset.

Min kæreste kaldte på nogen, og der kom en kvinde ind og fortalte, at de var ved at gøre klar til kejsersnit. Kort tid efter kom en anden kvinde ind. Hun undersøgte mig kort og virkede overrasket over, at jeg var kommet til mig selv. Men nu, hvor jeg var, ville de lave kejsersnittet, hvor jeg var vågen. Hun fortalte, der ville gå en halv time, og det føltes som evigheder. Normalt er jeg et roligt menneske, men jeg skældte ud. Hold op, hvor jeg skældte ud. Jeg kunne slet ikke være i det, og min krop gjorde ondt. Jeg kunne se, min kæreste havde grædt. De fortalte, at det, de gav mig, var kvalmestillende, men jeg brækkede mig hele tiden. Jeg følte, jeg skulle tisse, men de havde lagt et kateter, og veerne gjorde nas, og så var jeg bare forvirret.

Jeg tror, alle var glade og lettede, da den halve time var gået. Jeg blev kørt op på en operationsstue, og min kæreste kom ud til mig i blåt tøj, men han måtte ikke være hos mig. Han blev sat på en stol nogle meter fra mig.

Da lægen prøvede at lægge en epidural, spurgte jeg, om det var meningen, det skulle gøre ondt i mit venstre ben. Alle så overraskede ud. Han var åbenbart ikke en, som normalt lagde det forkert. Anden gang gjorde det ondt i min balle. Efter fem stik gav han op og fortalte, at jeg måtte i narkose. Min kæreste blev hurtigt sendt ud, og det virkede som om, det skulle gå lidt stærkt.

Det næste, jeg husker, var, at jeg frøs. Meget. Men der var folk omkring mig, som gav mig noget varmt på. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, var det første, jeg så, et ur. Klokken var 22. En sygeplejerske kom over til mig og spurgte, om jeg ville se min datter. Jeg svarede grædende ja, og hun fortalte, at min mand og datter var på vej.

Jeg skulle trappes ud af noget, som gjorde, jeg skulle blive liggende. Normalt måtte der ikke være larm på opvågning, men de ville gerne gøre en undtagelse. Jeg kunne ikke se nogen andre, men der var også nogle skærme omkring mig.

Lige pludselig hørte jeg nogle snakke, og bag skærmen kom min kæreste og datter til syne. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig, så jordemoderen tog min datter og lagde hende til mit bryst. Hun klemte på mit bryst. Det virkede vigtigt, men det lykkedes ikke. Min datter fik derfor noget mælk fra en kop. Derefter lagde de hende op på mig. Hun var så fin, og det hele føltes lidt uvirkeligt.

De fortalte, at hun sked på min kæreste kort tid efter, hun var kommet op til ham. Vi grinede. Sygeplejerskerne kom og skulle skifte min forbinding. Jeg kiggede på min mave. Det så vildt ud. Jeg havde nærmest et T på maven helt op til navlen med klips.

Efter en times tid begyndte de at gøre klar til, at jeg kunne blive flyttet. Min kæreste holdt vores datter, og vi kom op på en stue. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og en sygeplejerske måtte hjælpe min mand med at skifte vores datter.

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud. Hun undskyldte derfor også, at hun ikke havde gjort det pænere. Men hun havde prioritet min datter. Vi svarede, at det var vi glade for.

En sygeplejerske, vi kendte fra tidligere i graviditeten, kom ind og satte sig. Hun skulle være hos os hele natten. Jeg kunne ikke sove. Min datter og kæreste sov. Hun fortalte, at jeg næste morgen skulle have kateteret ud, men først når jeg havde været oppe at stå. Jeg ville gerne i gang med det samme, så hun endte med at hente en stol, så jeg kunne forsøge at rejse mig. Det gjorde dog så ondt, at jeg hurtigt måtte ned igen. Min datter vågnede ved lydene og blev lagt til mit bryst, dog uden at spise noget. I stedet fik hun lidt mælk i en kop.

Da vi alle var vågne igen, kom min søster, og min kæreste viste stolt vores datter frem.

Vi var indlagt i fem døgn. Vores datter blev indlagt på neonatal, og jeg var indlagt på barselsafsnittet. Heldigvis var alt fyldt, og vi blev efter et døgn flyttet til familieafsnittet, hvor læger og sygeplejerske fra de forskellige afdelinger kom til os. Jeg havde nogle panikanfald, men heldigvis kom personalet løbende, når der var brug for det. Hold nu op et dygtigt personale.

Da vi kom hjem, havde vi den bedste sundhedsplejerske. Hun var der hver anden dag, og det fandt jeg stor ro i. Jeg var så bange for, at jeg efter det, vi havde været igennem, ikke kunne give min datter den spejling, hun havde brug for. Men heldigvis lykkedes det for os alle at nyde hinanden.

Efter nogle dage hjemme læste jeg mine journaler, mens min datter sov. Selvom min kæreste havde fortalt mig, hvad der var sket, var det svært at forholde sig til. Jeg var blevet ukontaktbar i lejligheden, og han havde kontaktet fødselsafdelingen, som fortalte, vi skulle derop. Han fortalte, jeg virkede som om, jeg var meget fuld. Halvvejs nede af trapperne havde han ringet til fødeafdelingen igen. Han var her virkelig bekymret og vurderede, at jeg hurtigt skulle på sygehuset. Jeg kunne læse, hvordan han havde været i choktilstand, mens han så på, at jeg, kort tid efter, vi var ankommet til fødselsafsnittet, var gået i krampe. På ingen tid havde lokalet været proppet med folk, som prøvede at redde mit og vores datters liv. Jeg tudede og tudede. Vi havde begge været i livsfare af flere omgange.

Lægen skrev, at hun mistænkte en svangerskabsforgiftning. Hun indstillede mig til en masse tests, blandt andet en MR-scanning.

Jeg kunne også læse, hvordan en masse børnelæger og sygeplejersker havde stået klar, da det endelig var lykkedes at få min datter ud. Mens jeg læste, sendte jeg løbende beskeder med ord, jeg ikke forstod, til min lægeveninde, som var sød at oversætte.

Jeg husker den første tid som fyldt med kærlighed, men også en kamp. Fysisk var jeg udfordret, og amningen kom aldrig i gang. Vi tog hurtigt valget om mælkeerstatning, hvilket var det helt rigtige valg for os.

Ugerne gik, og jeg fik endelig mine clips ud, så jeg kunne få overstået de sidste scanninger. At undvære min datter i den time, det tog, var ulideligt. Jeg græd, da jeg endelig holdt hende igen. Min diagnose var svangerskabsforgiftning. Men på grund af mit lave blodtryk og det faktum, at jeg aldrig får feber, var det svært at opdage.

Vi har afsluttet vores forløb med fødeafdelingen efter flere samtaler. Til samtalerne blev jeg hele tiden spurgt, om jeg er klar til at få barn nummer to. Rent instinktivt er mit svar; nej. Stod det til mig, skulle vi adoptere, men det er min kæreste imod. Det kan jeg sagtens forstå, men tanken om at skulle det hele igennem igen, skræmmer mig. Også selvom jeg har fået fortalt, at jeg næste gang vil kunne få kejsersnit 14 dage før termin.

Min datter er i dag 1,5 år, så for lægerne må jeg egentlig gerne blive gravid. Men vi venter. Jeg er ikke klar. Jeg er bange for, hvad der kan ske.

LÆS OGSÅ