Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

af | maj 31, 2021

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

 

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

LÆS OGSÅ

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

af | maj 17, 2020

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

GRAVIDITET

Min rejse ud af systemet og ind i min egen kerne

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet. 

17. maj 2020 | Af Anna Friberg | Foto: Privat

 

Når man bliver gravid, ligger der en færdig skabelon klar. Et system, man træder ind i. Den skabelon har Anna Friberg prøvet at følge. Men for hvis skyld, spørger hun i dette indlæg, hvor hun deler sine egne følelser og tanker om at have valgt offentlige tilbud fra i anden graviditet.

Anna Friberg er 30 år og snart mor til to. Hun er uddannet doula og sygeplejerske og arbejder med graviditet, fødsel og efterfødsel. Du kan følge hende på instagramkontoen @moderfoedsel eller læse mere på Moderfoedsel.dk.

Januar 2016.

Rimelig sikker på, at jeg er gravid. Forbereder lige min mand på, at jeg tager en test på et tidspunkt. Hvordan i alverden finder man ellers ud af det?

Okay. To streger. Dog ikke så tydelig. Hvad betyder det så? Lidt gravid? Tager lige 5 mere. Hmm. Må hellere lige booke en tid til en scanning for at være sikker. Sidder i venteværelset og føler, jeg har tømmermænd. Der er sikkert ikke noget derinde.

Lille bitte hjerte.

Nå. Ind og google, hvornår man tager til læge. Bestiller en tid. Får oprettet en vandrejournal. Godt, styr på det. Så er jeg inde i systemet. Hvad siger skabelonen nu? Blodprøve og nakkefoldsscanning. Tjek.

”Tømmermændene” forsvinder igen, og scanningen nærmer sig. Tankerne og bekymringerne begynder at køre rundt. Lever den stadig? Er der noget helt galt? Den har helt sikkert Downs Syndrom. Hvad skal jeg egentlig med det resultat? Kan ikke vente med at få svar på, hvad der sker derinde. Hvad scanningen fortæller mig.

Normalt barn. Lever stadig. Pyha.

Næste scanning. Den store misdannelsesscanning. SÅ meget, der skal undersøges. SÅ meget, der kan være galt. Ud af alt det, der kan tjekkes, må der jo være et eller andet galt.

Okay. Jeg er stadig gravid, OG der var ikke noget i vejen. Godt jeg fik det bekræftet.

Nå, næste aftale. Lægekonsultation. Jeg har det godt. Jeg har ikke blærebetændelse. Mærker liv. Hvorfor er jeg her? Er det ikke lidt spild af tid at komme? Alt godt. Nå. Det havde jeg ikke behøvet.

Og så til jordemoder (i uge 31, fordi de havde glemt mig). Det må være anderledes. Spændende, hvad vi skal tale om.

”Tis på pinden. Udfyld spørgeskemaet” Ryger du? Ved du godt, hvordan du får kalk, når du ikke drikker komælk? Jeg måler lige dit normale blodtryk, mærker på din mave og lytter hjertelyd. Ses.

Var det det? Det mindede rimelig meget om mine lægebesøg. Må hellere lige booke en tid til sådan et i øvrigt.

Tjek. Spild af tid igen.

Næste jordemoderbesøg. Ny jordemoder. Samme rutine. Jeg har det stadig fantastisk. Føler også, min baby har det perfekt. ”Hmm. Din mave er lidt lille. Du må hellere lige blive scannet. Jeg er ikke bekymret. Det er bare for en sikkerheds skyld.” Jamen okay. Jeg er heller ikke bekymret. Overhovedet. Men lad mig da igen få bekræftet, hvad jeg godt ved. ”Det er ikke en lille baby det der! Faktisk lidt over gennemsnittet.” Surprise surprise.

Nu nærmer fødslen sig godt nok. Jeg begynder at mærke og tænke mange tanker. Gid jeg kunne tale med en jordemoder om det. Hun har jo bare ikke rigtig tid. Og så sidder hun og skriver alt ned i sin lille journal, som bliver gemt til evig tid. Jeg dropper det bare.

Sidste jordemoderkonsultation. Ny jordemoder. Samme skabelon. Får dog spurgt, hvornår jeg skal fylde fødekarret og ringe efter en jordemoder.

Klip til 2019, hvor jeg mærker en ny babysjæl, der vil ned til os. Jeg begynder at tænke over, hvordan den graviditet skal være. Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for? Laver naturen fejl? Gider jeg overhovedet at have en jordemoder med til fødslen?

Hvad er det egentlig for et sindssygt mærkeligt system, man kommer ind i? Hvorfor skal andre fortælle mig, hvad der sker i min krop? Hvordan jeg har det? Det virker faktisk VIRKELIG underligt. Og hvad skal jeg bruge scanningsresultater til? Hvad viser de overhovedet? Sandheden? Der kan altid være noget galt, med alle, uanset hvor meget, og hvad man tjekker for. Går jeg og frygter det normalt? Hvorfor skal jeg frygte det nu?

Det er som om, man bliver ført ind i adskillelsen. Adskillelsen fra sig selv, sin krop, sit barn.

”Du behøver ikke at vente og mærke, om du er gravid. Det kan en test fortælle dig.”

”Du behøver ikke at lytte til din mavefornemmelse eller din krop. Den her scanner, og det her apparat, skal nok vise det.”

”Det er fint nok, du forbereder dig på fødslen, men jordemoderen skal nok fortælle dig, hvordan du skal føde.”

”Der skal nok komme en sundhedsplejerske, når du har født og fortælle dig, hvordan det går med dit barn. Bare rolig.”

”Så, nu kalder arbejdet igen. Vuggestuen skal nok tage sig af dit barn. Det skal jo lære en masse og blive socialt.”

Hvad er det for en omvendt verden??

Nej tak.

Jeg kan selv mærke, hvad der sker i mig. Jeg er forbundet til min baby, allerede før den er i min krop. Jeg har fuldkommen tillid til min egen indre kerne. Jeg har ikke brug for at sidde og få at vide af en anden person eller af en maskine, hvordan jeg eller mit barn har det. Min krop ved bedst, hvordan den føder. Mit barn ved bedst, hvad det har brug for. Jeg vælger at lytte til det.

Det er mit ansvar. Jeg vil ikke give det væk. Jeg vil ikke give noget af det væk.

Lige om lidt skal jeg føde igen. Når som helst. Det har været en vidunderlig graviditet. Aldrig har jeg været så in tune med mig selv. Mit barn. En kæmpe ro. Ingen frygt. Jeg har valgt at leve i tillid. Tryghed. Kun os to. Og en fantastisk, respektfuld, vis kvinde, som også er jordemoder, jeg selv har valgt, jeg kan gøre brug af under og efter fødslen.

Det her er min graviditet. Min fødsel. Min efterfødsel.

LÆS OGSÅ

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

af | nov 11, 2019

FØDSEL

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

Marie Mundt om efterfødselsrekation ved kejsersnit

11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat

Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.

I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.

Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.

– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk. 

Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.

– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.

Liv eller død

I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.

Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit. 

Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.

– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.

Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.

Måtte kæmpe for samtale

For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.

– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.

Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.

– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.

Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.

– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.

Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.

– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.

Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.

– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:

– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.

Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.

En klar plan

For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.

– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.

Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.

– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.

Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.

Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.

– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.

For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.

– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.

Anne-Clari Vetös råd:

Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.

FØDSEL

Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død

Marie Mundt om efterfødselsrekation ved kejsersnit

11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.

 

I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.

Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.

– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk. 

Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.

– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.

Liv eller død

I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.

Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit. 

Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.

– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.

Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.

Måtte kæmpe for samtale

For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.

– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.

Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.

– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.

Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.

– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.

Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.

– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.

Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.

– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:

– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.

Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.

En klar plan

For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.

– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.

Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.

– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.

Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.

Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.

– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.

For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.

– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.

Anne-Clari Vetös råd:

Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.

LÆS OGSÅ

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

af | apr 22, 2019

FØDSEL

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

25. april 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat

Jeg tror, mange nybagte fædre bliver forskrækkede over, at de store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden, lyder det fra Manu Sareen, der som 50-årig blev far for fjerde gang.

51-årige årige Manu Sareen er gift med Solveig Wandall på 32 år. Sammen har de datteren Nova, der kom til verden den 23. juli 2017. Manu Sareen har også børnene Cilja på 22, Alvin på 19 og Felix på 14 fra et tidligere forhold. Den tidligere socialminister laver i dag radio på P1 og er direktør i Endoca Foundation, hvis formål er at hjælpe udsatte børn i verden.

 

Hvor blev din yngste datter født? 
Nova blev født på Herlev Hospital. Det var meningen, jeg skulle tage imod, men hun ville ikke ud, og tingene spidsede lidt til. I det kaos var det vigtigere, hun bare kom ud.

Hvordan oplevede du fødslen?
Det var fjerde gang, jeg oplevede en fødsel. Og der er ingen tvivl om, at jeg denne gang havde en helt anden tilstedeværelse end de første par gange. Allerede ved anden fødsel oplevede jeg, at jeg var mere rolig. Selvfølgelig er man oppe og ringe, men det er på en anden måde – måske især som mand.

Denne gang havde jeg det også bare sådan, at det var noget, jeg virkelig skulle nyde, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Jeg ved godt, min kone nok ser lidt anderledes på det, for det var en lang fødsel. Men det er lige før, jeg gerne vil have flere børn bare for at opleve den der følelse igen. Det er det største at se et barn komme til verden. Det er så sindssygt. Det, jeg kan ærgre mig over, er, at den ydmyghed, man får over for livet og vores planet, ikke varer ved. Så ville jorden være et bedre sted.

Havde I forberedt jer og hvordan?
Vi havde forberedt os på verdens største løgn. Min kone gik nemlig til ”smertefri fødsel”, og det er en fødsel bare ikke. Generelt er der sket meget og kommet mange flere hjælpemidler til, siden sidst jeg skulle være far. Med min ældste passede vi for eksempel meget på. Denne gang stod jeg pludselig og så mig selv lave rebozo, hvor jeg med et lagen rystede min kone. Under graviditeten brugte vi også forskellige apps. Hvor vi i gamle dage sad og bladrede i en bog for at følge barnets udvikling, sagde det nu bare ”pliing”, og så kunne vi se, hvor barnet var i sin udvikling via appen. Der findes også en app til veer! Det er ret vildt. Derudover var jeg som mand med de erfaringer, jeg har, og den aldersforskel, der er, nødt til bare at holde min kæft. Solveig skal jo have sine oplevelser, og det var vigtigt, jeg – af respekt for hende – var med, som var det også næsten første gang for mig. Det var nu heller ikke så svært, for hver fødsel er jo ny.

Hvad tænkte du, da du holdt dit barn i armene den første gang?
Under fødslen har man som mand en lidt mærkelig rolle. Det meste af tiden står man bare og glor. Når man så skal være på, er man det selvfølgelig og giver en masse omsorg.

Men det er lidt mærkeligt. Jeg taler formentlig også for 90 procent af alle mænd, når jeg siger, at man godt kan få dårlig samvittighed over, at de der store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden. Det tror jeg, mange mænd godt kan blive forskrækkede over. Jeg kan huske, at jeg første gang syntes, det var frustrerende og var noget, jeg tænkte meget over. Denne gang var det fedt bare at møde det her lille barn og vide, at følelserne kommer.

Hvordan ændrede det dig at blive far, og var det anderledes i forhold til første gang?
Når man får et lille barn, bliver ens liv vendt op og ned. For en periode ”mister” man sin kæreste eller kone til barnet. Det ved man, når man har prøvet det før, og så er det måske lettere at finde glæden ved det. Man ved, hvad ens rolle er, og at man nok skal få sin partner igen. Første gang fik jeg lidt et chok. Jeg tror ikke, faderens rolle før, under og efter fødslen dengang rigtig blev taget alvorligt, og jeg følte mig lidt som en idiot, der bare savnede min kæreste og det liv, vi havde. Pludselig begyndte jeg at arbejde alt for meget i stedet. Nu ved jeg, at det liv kommer tilbage. At det bare er en fase. På den måde er det godt at blive far igen i en sen alder. Jeg er mere rolig omkring det og bedre økonomisk etableret. Men i forhold til sidst kan jeg godt mærke, at jeg har mere brug for min søvn.

FØDSEL

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

25. april 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat

 

Jeg tror, mange nybagte fædre bliver forskrækkede over, at de store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden, lyder det fra Manu Sareen, der som 50-årig blev far for fjerde gang.

51-årige årige Manu Sareen er gift med Solveig Wandall på 32 år. Sammen har de datteren Nova, der kom til verden den 23. juli 2017. Manu Sareen har også børnene Cilja på 22, Alvin på 19 og Felix på 14 fra et tidligere forhold. Den tidligere socialminister laver i dag radio på P1 og er direktør i Endoca Foundation, hvis formål er at hjælpe udsatte børn i verden.

 

Hvor blev din yngste datter født? 
Nova blev født på Herlev Hospital. Det var meningen, jeg skulle tage imod, men hun ville ikke ud, og tingene spidsede lidt til. I det kaos var det vigtigere, hun bare kom ud.

Hvordan oplevede du fødslen?
Det var fjerde gang, jeg oplevede en fødsel. Og der er ingen tvivl om, at jeg denne gang havde en helt anden tilstedeværelse end de første par gange. Allerede ved anden fødsel oplevede jeg, at jeg var mere rolig. Selvfølgelig er man oppe og ringe, men det er på en anden måde – måske især som mand.

Denne gang havde jeg det også bare sådan, at det var noget, jeg virkelig skulle nyde, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Jeg ved godt, min kone nok ser lidt anderledes på det, for det var en lang fødsel. Men det er lige før, jeg gerne vil have flere børn bare for at opleve den der følelse igen. Det er det største at se et barn komme til verden. Det er så sindssygt. Det, jeg kan ærgre mig over, er, at den ydmyghed, man får over for livet og vores planet, ikke varer ved. Så ville jorden være et bedre sted.

Havde I forberedt jer og hvordan?
Vi havde forberedt os på verdens største løgn. Min kone gik nemlig til ”smertefri fødsel”, og det er en fødsel bare ikke. Generelt er der sket meget og kommet mange flere hjælpemidler til, siden sidst jeg skulle være far. Med min ældste passede vi for eksempel meget på. Denne gang stod jeg pludselig og så mig selv lave rebozo, hvor jeg med et lagen rystede min kone. Under graviditeten brugte vi også forskellige apps. Hvor vi i gamle dage sad og bladrede i en bog for at følge barnets udvikling, sagde det nu bare ”pliing”, og så kunne vi se, hvor barnet var i sin udvikling via appen. Der findes også en app til veer! Det er ret vildt. Derudover var jeg som mand med de erfaringer, jeg har, og den aldersforskel, der er, nødt til bare at holde min kæft. Solveig skal jo have sine oplevelser, og det var vigtigt, jeg – af respekt for hende – var med, som var det også næsten første gang for mig. Det var nu heller ikke så svært, for hver fødsel er jo ny.

Hvad tænkte du, da du holdt dit barn i armene den første gang?
Under fødslen har man som mand en lidt mærkelig rolle. Det meste af tiden står man bare og glor. Når man så skal være på, er man det selvfølgelig og giver en masse omsorg.

Men det er lidt mærkeligt. Jeg taler formentlig også for 90 procent af alle mænd, når jeg siger, at man godt kan få dårlig samvittighed over, at de der store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden. Det tror jeg, mange mænd godt kan blive forskrækkede over. Jeg kan huske, at jeg første gang syntes, det var frustrerende og var noget, jeg tænkte meget over. Denne gang var det fedt bare at møde det her lille barn og vide, at følelserne kommer.

Hvordan ændrede det dig at blive far, og var det anderledes i forhold til første gang?
Når man får et lille barn, bliver ens liv vendt op og ned. For en periode ”mister” man sin kæreste eller kone til barnet. Det ved man, når man har prøvet det før, og så er det måske lettere at finde glæden ved det. Man ved, hvad ens rolle er, og at man nok skal få sin partner igen. Første gang fik jeg lidt et chok. Jeg tror ikke, faderens rolle før, under og efter fødslen dengang rigtig blev taget alvorligt, og jeg følte mig lidt som en idiot, der bare savnede min kæreste og det liv, vi havde. Pludselig begyndte jeg at arbejde alt for meget i stedet. Nu ved jeg, at det liv kommer tilbage. At det bare er en fase. På den måde er det godt at blive far igen i en sen alder. Jeg er mere rolig omkring det og bedre økonomisk etableret. Men i forhold til sidst kan jeg godt mærke, at jeg har mere brug for min søvn.

LÆS OGSÅ

Vidste du det? Fem myter om fødsel

af | mar 18, 2019

FØDSEL

Vidste du det? Fem myter om fødsel

Fem myter om fødsel

18. marts 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pixabay.com

 

Sex ved termin kan sætte din fødsel i gang. Og havde din mor hurtige fødsler, får du det også. Hvad der er korrekt, kan du blive lidt klogere på her, hvor jordemoder Agnete Nørrelund-Madsen endevender 100 af de mest almindelige myter om graviditet og fødsel.

Myte 1: Sex ved terminen kan sætte en fødsel i gang
Jordemoderens svar: Når sex ifølge myten kan sætte en fødsel i gang, kan der være flere virkningsmekanismer, der influerer. Den ene handler om sædens indhold af en hormon-lignende substans, prostaglandin, der skulle kunne modne det nederste segment af livmoderen og hjælpe fødslen i gang. En anden mekanisme bag kunne være den fysiske stimulation af det nedre segment af livmoderen. En tredje mekanisme kan skyldes en frigivelse af kærlighedshormonet oxytocin som følge af orgasme eller ved fysisk nærhed med et menneske, man elsker. Der er lavet flere studier, der har forsøgt at påvise, om én af de nævnte tre mulige virkningsmekanismer kan sætte en fødsel i gang ved terminen. Det har ikke været muligt at påvise. Dels har man ikke kunnet se, at der var flere fødsler, der gik i gang inden for et døgn efter samleje ved terminen. Dels har man heller ikke kunnet isolere, hvilken af de tre nævnte virkningsmekanismer, der i så fald ville være den mest udslagsgivende. På det foreliggende må konkluderes, at sex i virkelighedens verden ikke kan sætte en fødsel i gang. Men sex kan måske give det allersidste lillebitte puf til en fødsel, der alligevel var på nippet til at gå i gang af sig selv.

Myte 2: Den første fødsel er den længste
Jordemoderens svar: Hvis man ikke pludselig finder på at føde et barn, der er væsentligt større end det forrige, eller at barnet finder på at indstille sig helt skævt med hovedet i bækkenet undervejs i fødslen, så er der næsten statsgaranti for, at anden fødsel går hurtigere end den første. Og statsgaranti udstedes ellers sjældent i forbindelse med fødsler. Det er og bliver det første barn, der baner vejen for eventuelle fremtidige søskende. Det er første gang, vævet skal give sig på den måde, og sidenhen vil det gå hurtigere. En anden grund er den, at når man har været igennem én fødsel, så ved man, hvad der kræves, og vil ikke være så tilbøjelig til at reagere på allerførste sammentrækning og notere den som fødselsstart. Man ved, at der skal langt mere til end et bette niv, og man har sikkert noget, der tog mange timer, i erindringen.

Myte 3: Man kan undgå at sprække under fødslen, hvis man forbereder mellemkødet med massage i graviditeten
Jordemoderens svar: Mellemkødet er stykket mellem skedeindgangen og endetarmen, og det er et af de steder, kvinder typisk sprækker i forbindelse med fødsel. Mangt en producent af cremer har igennem tiden forsøgt at udnytte kvinders angst for at sprække ved at slå et reklameslag for, at lige præcis deres produkt vil kunne reducere risikoen for en bristning, som jordemødre kalder det, hvis det påsmøres mellemkødet i tiden op til fødslen. Der findes dog ingen mirakelcremer. Det, der derimod virker, er de sidste fem-seks uger op til fødslen i et par minutter dagligt at massere mellemkødet med pege- og tommelfinger med et fast og blidt tryk, som man ville massere stykket mellem pege- og tommelfingeren. En stor australsk undersøgelse af over 2400 kvinder viser tydeligt, at de førstegangsfødende, der havde masseret mellemkødet bristede mindre, fordi massagen gør vævet mere smidigt, og det får lettere ved at give sig under fødslen. 80 % af førstegangsfødende får en bristing i en eller anden grad i forbindelse med fødslen. Langt de fleste er ganske små og heler op uden problemer eller smerter.

Fakta om bogen 100 myter om graviditet og fødsel

Du kan læse flere myter om graviditet, fødsel og amning i bogen 100 myter om graviditet og fødsel af Agnete Nørrelund-Madsen. Bogen er udgivet i 2018 på FADL’s Forlag. Køb bogen her.

Myte 4: Man arver sin mors evne til at føde
Jordemoderens svar: Det har ikke været muligt ad videnskabens vej at få afgjort, om eksempelvis det at føde hurtigt i én familie eller det ofte at ende i kejsersnit i en anden familie er betinget af gener og arvelighed. Mange faktorer influerer på en fødsels forløb. Hvornår i graviditeten går fødslen i gang? Går fødslen i gang spontant, eller bliver den igangsat? Hvor stort er fosteret? Hvor mange ressourcer har fosteret? Er kvinden bange for at skulle føde? Hvilken type smertelindring er i brug under fødslen? Er kvinden normalvægtig? Og mange andre forhold. Og heriblandt kan man helt sikkert nævne, om kvinden ligner sin mor af statur. Med statur i forhold til et fødselsforløb vil parametre som højde, drøjde og bækkenets form kunne indikere noget om, hvordan et forløb kunne udvikle sig. Høje kvinder er mere tilbøjelige til at føde vaginalt end lave kvinder. Overvægtige kvinder er i større risiko for akut kejsersnit end normalvægtige. Og en god, indre bækkendiameter gør fosterets passage igennem bækkenet på vej ud nemmere og dermed fødslen mere ukompliceret. Det direkte svar på, om man kan regne med at føde ligesom sin mor er: Nej, det kan man ikke. Hvis man ligner sin mor af statur, vil det være én af mange faktorer, der influerer på, hvordan fødslen ender med at spænde af.

 

 

Myte 5: Kærligheden til barnet kommer i det øjeblik, barnet kommer til verden
Jordemoderens svar: Myten er usand, naturligvis. Kærlighed til ens barn starter lige så forskelligt som al anden kærlighed. Hos nogle som en stormende forelskelse startende ved første møde, og hos andre kommer den snigende med tiden og udvikles gradvist. Hvis vi bare kunne være åbne om, at mennesker også i denne situation er forskellige, så kunne kærligheden mellem den enkelte forælder og barnet gro i det for dem naturlige tempo uden hensyntagen til, hvordan det går hos de andre på barselstuen eller i mødregruppen.

FØDSEL

Vidste du det? Fem myter om fødsel

Fem myter om fødsel

18. marts 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Pixabay.com

 

Sex ved termin kan sætte din fødsel i gang. Og havde din mor hurtige fødsler, får du det også. Hvad der er korrekt, kan du blive lidt klogere på her, hvor jordemoder Agnete Nørrelund-Madsen endevender 100 af de mest almindelige myter om graviditet og fødsel.

 

Myte 1: Sex ved terminen kan sætte en fødsel i gang
Jordemoderens svar: Når sex ifølge myten kan sætte en fødsel i gang, kan der være flere virkningsmekanismer, der influerer. Den ene handler om sædens indhold af en hormon-lignende substans, prostaglandin, der skulle kunne modne det nederste segment af livmoderen og hjælpe fødslen i gang. En anden mekanisme bag kunne være den fysiske stimulation af det nedre segment af livmoderen. En tredje mekanisme kan skyldes en frigivelse af kærlighedshormonet oxytocin som følge af orgasme eller ved fysisk nærhed med et menneske, man elsker. Der er lavet flere studier, der har forsøgt at påvise, om én af de nævnte tre mulige virkningsmekanismer kan sætte en fødsel i gang ved terminen. Det har ikke været muligt at påvise. Dels har man ikke kunnet se, at der var flere fødsler, der gik i gang inden for et døgn efter samleje ved terminen. Dels har man heller ikke kunnet isolere, hvilken af de tre nævnte virkningsmekanismer, der i så fald ville være den mest udslagsgivende. På det foreliggende må konkluderes, at sex i virkelighedens verden ikke kan sætte en fødsel i gang. Men sex kan måske give det allersidste lillebitte puf til en fødsel, der alligevel var på nippet til at gå i gang af sig selv.

Myte 2: Den første fødsel er den længste
Jordemoderens svar: Hvis man ikke pludselig finder på at føde et barn, der er væsentligt større end det forrige, eller at barnet finder på at indstille sig helt skævt med hovedet i bækkenet undervejs i fødslen, så er der næsten statsgaranti for, at anden fødsel går hurtigere end den første. Og statsgaranti udstedes ellers sjældent i forbindelse med fødsler. Det er og bliver det første barn, der baner vejen for eventuelle fremtidige søskende. Det er første gang, vævet skal give sig på den måde, og sidenhen vil det gå hurtigere. En anden grund er den, at når man har været igennem én fødsel, så ved man, hvad der kræves, og vil ikke være så tilbøjelig til at reagere på allerførste sammentrækning og notere den som fødselsstart. Man ved, at der skal langt mere til end et bette niv, og man har sikkert noget, der tog mange timer, i erindringen.

Myte 3: Man kan undgå at sprække under fødslen, hvis man forbereder mellemkødet med massage i graviditeten
Jordemoderens svar: Mellemkødet er stykket mellem skedeindgangen og endetarmen, og det er et af de steder, kvinder typisk sprækker i forbindelse med fødsel. Mangt en producent af cremer har igennem tiden forsøgt at udnytte kvinders angst for at sprække ved at slå et reklameslag for, at lige præcis deres produkt vil kunne reducere risikoen for en bristning, som jordemødre kalder det, hvis det påsmøres mellemkødet i tiden op til fødslen. Der findes dog ingen mirakelcremer. Det, der derimod virker, er de sidste fem-seks uger op til fødslen i et par minutter dagligt at massere mellemkødet med pege- og tommelfinger med et fast og blidt tryk, som man ville massere stykket mellem pege- og tommelfingeren. En stor australsk undersøgelse af over 2400 kvinder viser tydeligt, at de førstegangsfødende, der havde masseret mellemkødet bristede mindre, fordi massagen gør vævet mere smidigt, og det får lettere ved at give sig under fødslen. 80 % af førstegangsfødende får en bristing i en eller anden grad i forbindelse med fødslen. Langt de fleste er ganske små og heler op uden problemer eller smerter.

Fakta om bogen 100 myter om graviditet og fødsel

Du kan læse flere myter om graviditet, fødsel og amning i bogen 100 myter om graviditet og fødsel af Agnete Nørrelund-Madsen. Bogen er udgivet i 2018 på FADL’s Forlag. Køb bogen her.

Myte 4: Man arver sin mors evne til at føde
Jordemoderens svar: Det har ikke været muligt ad videnskabens vej at få afgjort, om eksempelvis det at føde hurtigt i én familie eller det ofte at ende i kejsersnit i en anden familie er betinget af gener og arvelighed. Mange faktorer influerer på en fødsels forløb. Hvornår i graviditeten går fødslen i gang? Går fødslen i gang spontant, eller bliver den igangsat? Hvor stort er fosteret? Hvor mange ressourcer har fosteret? Er kvinden bange for at skulle føde? Hvilken type smertelindring er i brug under fødslen? Er kvinden normalvægtig? Og mange andre forhold. Og heriblandt kan man helt sikkert nævne, om kvinden ligner sin mor af statur. Med statur i forhold til et fødselsforløb vil parametre som højde, drøjde og bækkenets form kunne indikere noget om, hvordan et forløb kunne udvikle sig. Høje kvinder er mere tilbøjelige til at føde vaginalt end lave kvinder. Overvægtige kvinder er i større risiko for akut kejsersnit end normalvægtige. Og en god, indre bækkendiameter gør fosterets passage igennem bækkenet på vej ud nemmere og dermed fødslen mere ukompliceret. Det direkte svar på, om man kan regne med at føde ligesom sin mor er: Nej, det kan man ikke. Hvis man ligner sin mor af statur, vil det være én af mange faktorer, der influerer på, hvordan fødslen ender med at spænde af.

 

 

Myte 5: Kærligheden til barnet kommer i det øjeblik, barnet kommer til verden
Jordemoderens svar: Myten er usand, naturligvis. Kærlighed til ens barn starter lige så forskelligt som al anden kærlighed. Hos nogle som en stormende forelskelse startende ved første møde, og hos andre kommer den snigende med tiden og udvikles gradvist. Hvis vi bare kunne være åbne om, at mennesker også i denne situation er forskellige, så kunne kærligheden mellem den enkelte forælder og barnet gro i det for dem naturlige tempo uden hensyntagen til, hvordan det går hos de andre på barselstuen eller i mødregruppen.

LÆS OGSÅ