Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

DEBAT

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: S. Engelsrud, Pixabay

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv.

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

Linda og Glenn Toft

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: Stine Engelsrud, Pixabay

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

Linda og Glenn Toft

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: Privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling, at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

Christina Brøndsholm Andersen er cand.mag. i Religionshistorie fra Københavns Universitet og videreuddannet på Laban Dansekonservatorium i London som Master of Arts i Koreografi og Community Dance Artist (PGCDC). Hun interesserer sig for, hvordan kultur videregives gennem kroppen og kroppens performative ritualer. Hun har, siden hun fik sin datter, været hjemmepasser og aktiv i den omsorgspolitiske debat som medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Folkeskolen er et sted, der lærer børn at slukke for egen videbegærlighed

LIVET MED BØRN

Lea Wedsgaard Koch og hendes familie har valgt den almene skole fra. I stedet hjemmeskoler de. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

25. august l 2020 | Af Lea Wedsgaard Koch | Foto: Privat

Lea Wedsgaard Koch og hendes mand hjemmeskoler to af deres tre børn. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

Lea Wedsgaard Koch er 38 år og uddannet sygeplejerske. Hun bor i Dronninglund sammen med sin mand og tre børn, hvoraf de to på 6 og 10 år bliver hjemmeskolet. Du kan følge Lea på instagramprofilen @hjemmeskolemor.

I Danmark har vi en grundlovssikret ret til at hjemmeundervise vores børn. Det vil sige, at hvis du har et barn i den skolepligtige alder, er det op til dig, om du vil udlicitere ansvaret for undervisningen af barnet eller påtage dig det selv. Hvis du hjemmeunderviser, har din kommune pligt til at føre tilsyn med undervisningen for at sikre, at den står mål med den undervisning, der gives i folkeskolen. En del hjemmeundervisere læner sig op af eller bekender sig helt til specifikke filosofier som for eksempel unschooling. Det kan man gøre, helt som man vil, og som det fungerer bedst for ens familie. Man skal bare sørge for at dokumentere undervisningen, så kommunen kan føre tilsyn med den.

Fordele ved at hjemmeskole

Hovedårsagen til, at vi selv hjemmeskoler, er, at vi ønsker, at vores børn lever deres liv (og dermed lærer) i et ægte og autentisk miljø fremfor i de kunstige rammer, folkeskolen byder på. Jeg mener desuden, at både folkeskolen som institution og dens pensum er forældet – at tvungen læring har meget begrænset værdi. Derudover er det vigtigt for os, at vores børn ikke udsættes for den socialisering, der foregår i nutidens folkeskole.

For os ser en typisk uge ud på den måde, at vi tre dage om ugen er væk det meste af dagen, hvor vi mødes med andre hjemmeskolefamilier. De resterende dage har vi en times tid dagligt med skole, hvor vi sidder sammen ved bordet og arbejder med bøger i henholdsvis dansk, engelsk og matematik. Derudover griber vi børnenes interesser og undersøger alle deres spørgsmål i dybden sammen med dem. Resten af tiden går med fri leg og fritidsinteresser – foruden de helt almindelige gøremål, der er i alle familier.

Det kræver det at hjemmeskole

Jeg hører nogle gange, at jeg jo ikke er uddannet folkeskolelærer og derfor ikke kvalificeret til at undervise mine børn. Men en folkeskolelæreruddannelse ville slet ikke være relevant for mig – jeg skal jo ikke undervise i folkeskolen. Faktisk føler jeg sjældent, at jeg underviser. Vi finder svarene sammen. Den tid, hvor læreren var eksperten, og skolen havde monopol på viden, er forbi. Nu om dage ligger alverdens viden for dine fødder, hvis bare du kan betjene en browser eller indtaste en bogtitel i søgefeltet på bibliotekets app.

I hjemmeskolen har børnene også meget større mulighed for at lære af virkelige mennesker, der er dygtige til deres håndværk. Min datter vil for eksempel gerne lære at sy. Det ved jeg ikke noget om, så det lærer hun af en anden hjemmeskolemor, der er megagod til det. Min mand har haft et hjemmeskolebarn fra vores netværk med på arbejde i robotværkstedet, fordi hun var interesseret i robotter. Den slags dag-til-dag-praktikforløb lader sig ikke gøre i folkeskolen. Og det minder mig om et andet spørgsmål, som nok er det allermest fremherskende:

Hvad med socialiseringen?

Enhver, der har stiftet bekendtskab med den såkaldte socialisering, der foregår i det bagerste hjørne af skolegården, vil nok kunne følge mig i min trang til at svare, at det slipper de heldigvis for. Men lad os kigge på, hvad det egentlig er, man spørger til, når man bekymrer sig om hjemmeskolede børns socialisering:

Socialisering beskriver den proces, hvorved et menneske bliver i stand til at indgå på en meningsfuld måde i det samfund, det er en del af. Så kan man jo diskutere, om man bedst lærer det i et tvungent, kunstigt, regelfyldt miljø sammen med op til 28 jævnaldrende. Eller om man lærer det i agilt og frit miljø med venskaber, der er baseret på personlig kemi og fælles interesser fremfor det tilfældige faktum, at man er født samme år og bor samme sted.

Mine børn leger flere timer hver dag. Med hinanden, med andre hjemmeskolebørn, med nabobørnene og med fritidsklubbørn. Og de går til dans, fodbold, musik og spejder. De har nemlig overskud til fritidsaktiviteter.

Hvad går hjemmeskolebørn så glip af?

For der må da være en bagside af medaljen, ikke? Min erfaring med folkeskolen er, at det er et sted, der lærer børn at sidde stille, tie stille, slukke for egen videbegærlighed og egne interesser og i stedet oparbejde (eller fake – begge dele fungerer) en interesse i det, de voksne har bestemt, at barnet har brug for at lære. Man kan også sige, at skolen er et sted, hvor man lærer at udføre opgaver, der er opfundet for at aktivere og vurdere en. Opgaver, der ikke betyder noget ude i den virkelige verden. De eksisterer kun i skoleregi. De har ingen konsekvens. De er meningsløse.

Når man mestrer at gøre dette uden at protestere eller undre sig, er man klar til et voksenliv i hamsterhjulet bestående af – for de flestes vedkommende – en massiv del pseudoarbejde. Altså opgaver, der ikke ændrer noget i verden. Ligesom dem, man lavede i skolen. Set fra den vinkel er argumentet om, at folkeskolen er en god og relevant forberedelse på voksenlivet, jo ganske rigtigt. Men er det dét voksenliv, vi ønsker for vores børn?

Men er hjemmeskole ”fremtidssikret”?

Et andet argument, man støder på som hjemmeskoler, er, at skolen er nødvendig for at ruste børn til fremtiden. Det er jeg selvsagt uenig i. Fremtiden har altid været usikker for mennesket, men i vores tid måske mere end nogensinde. Ingen af os ved, hvad der kommer til at ske. Hvordan kan vi ruste børn til noget, vi ikke aner, hvad er? Jeg synes, vi skal komme over os selv og al den livsvisdom, vi bilder os ind at besidde. Uanset hvad er den forældet, når vores børn er voksne. I stedet skal vi have tillid til vores børn som de fuldt ud kompetente mennesker, de er. Den bedste gave, vi kan give dem, er troen på, at de kan alt, hvad de vil. Og så et dynamisk, interessebaseret og omstillingsparat læringsmiljø. Det må være sådan, man bliver et dynamisk og engageret menneske, tænker jeg. Og den slags mennesker bliver der mere brug for i fremtiden end dygtige pseudoarbejdere.

Fagligt er hjemmeskolebørnene også godt med. Flere består optagelsesprøven til den ønskede ungdomsuddannelse allerede i 8. klasse og kan fortsætte deres uddannelse på den måde.

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

18. juni 2020 | Af Mie Storm | Foto: Privat

Mie Storm er cand.mag. i Anvendt Filosofi og stifter af Kulturkritisk Forum. Du kan følge hende på instagramprofilen @kulturkritiskforum.

Mennesket fødes ad to omgange. Lyder det skørt?

Ved den første fødsel er vi ikke i tvivl. Der er skrig, opmuntrende ord og ind imellem mindre pæne gloser. Det gør ondt, det er vidunderligt, og selvom vi måske et øjeblik ønsker, at det hele slutter, så føles det med ét som om, selve livet starter på ny. En lillebitte fedtet krop svøber sig pludselig dér, tæt ind til morens bryst. Vi fødes som børn og også som forældre ved den første menneskelige fødsel.

Ingen betvivler således den smukke begivenhed, som er menneskets første fødsel.

Med den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, forholder det sig imidlertid noget anderledes. Den anden fødsel er mere subtil. Vi kan ikke på samme måde objektivt konstatere den. Den udfolder sig ikke (altid) med målbare udsving i tid og rum. Alligevel er den ligeså betydningsfuld som den første fødsel.

For at forstå den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, må vi forstå de helt særlige omstændigheder omkring mennesket i forhold til andre arter.

Menneskebarnets rejse efter første fødsel

De seneste års tværvidenskabelige studier af den menneskelige hjerne viser klart, hvad der er vigtigst for optimal udvikling af et lille menneskebarns hjerne: kærlighed (fx A. Schore, 2004 og S. Gerhardt, 2004).

Som psykolog Steve Biddulph beskriver, adskiller mennesket sig på den måde væsentligt fra andre levende arter. Placerer du eksempelvis en haletudse alene i en dam, vil den udvikle sig til en fuldt ud duelig frø, der vil mestre frølivet i samme udstrækning som en frø, der er tilblevet i dammen omringet af tusindvis af andre haletudser.

Det samme gør sig gældende for mange andre levende væsener.

Men ikke menneskebarnet. Vi mennesker er den art på jorden, der er allermest afhængig af vores forældre, mens vi er små. Og det er vi længe. Er det lille menneskebarn ikke konstant omgivet af en omsorgsfuld og kompetent omsorgs- og tilknytningsperson, lærer det end ikke de fysiske bevægelser, det har brug for, for at overleve. Det lærer heller ikke de følelsesmæssige kompetencer, det har brug for, for at leve som et helt menneske; at tale, tænke, føle, elske, sympatisere og mentalisere.

At leve som et helt menneske – snarere end en haletudse.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Der er to årsager til, det lille menneskebarn fødes med en hjerne, der langt fra er færdigudviklet, og derfor har så meget brug for en, der elsker det, i de første år af dets liv.

Den første årsag kobler sig til den første fødsel, menneskebarnet gennemgår. Her er hjernen i det lille menneskebarns hoved kun vokset til en tredjedel af den størrelse, den ender med at have. Hvis menneskebarnet skulle fødes med en færdigudviklet hjerne, ville barnets hoved være så stort, at det ikke fysisk ville kunne passere i fødselsgangen gennem dets mors bækken. Der er simpelthen ikke plads. Kvinder, der har oplevet at presse et barn ud i livet, kan nok levende forestille sig, hvad det ville gøre ved deres krop, hvis barnets hoved var tre gange så stort ved fødslen.

At barnets hjerne er aldeles ’ufærdig’, når det fødes første gang, betyder, at det har brug for den helt rigtige omsorg og stimuli for at kunne udvikle de sidste totredjedele af dets hjerne.

Det betyder også, at størstedelen af den udvikling, menneskebarnets hjerne gennemgår, sker efter den første fødsel.

Igennem denne udvikling af størstedelen af menneskebarnets hjerne fødes det anden gang. Og det sker ikke af sig selv som med haletudsen. Menneskebarnets hjerne vokser ikke bare eksponentielt af sig selv; sådan et mesterværk skabes af erfaringer, der er meget mere komplekse end de, der overgår haletudsen, som Biddulph eksemplificerer.

Menneskebarnet fødes eksistentielt i kærligheden

I filosofiske termer kan man sige, at kærlighed mellem mennesker udvikler ånden. Reduceret til moderne videnskabelige termer kan det også hedde, at; tilknytning udvikler hjernen. På mange måder er tilknytningsteorien nemlig et forsøg på at konkretisere kærligheden i den menneskelige eksistens til et begreb, vi kan behandle videnskabeligt. Vi kan måle og veje tilknytning. Så er det mindre subtil – så er det formidlet i det sprog, vi taler i adskillelseskulturen.

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Det menneske, der elsker det, og beskytter det gennem alle de farer – fysiske og følelsesmæssige – det udsættes for, mens dets hjerne udvikler sig de resterende totredjedele. De(t) menneske(r), det møder, så snart den første fødsel møder sin ende. Når det rammer den varme hud ovenpå det bankende hjerte, det er vant til at lytte til fra den anden side. Eller det menneske, der har ventet på det og længtes efter det, men ikke har kunnet bære det. De(t) menneske(r), der elsker menneskebarnet og vil dø for det.

Det er i tilknytningen til disse, at det lille menneskebarn gennemgår den anden fødsel ind i denne verden. Sådan udvikler menneskebarnet sig fra at eksistere i fysisk forstand til langsomt at begribe verden, sig selv og sine medmennesker gennem en tryg symbiotisk og senere hen individueret dyb forbindelse til mennesker, for hvem det er hele verden i sig selv.

At underminere betydningen af denne anden fødsel er at underminere selve grundlaget for et sundt følelsesliv, trygge relationer og en harmonisk tilværelse for det lille menneskebarn. Den anden fødsel, kærligheden eller tilknytningen – kald det hvad, du vil – er forudsætningen for, at menneskebarnet bliver et helstøbt menneske med dyb forankring i livet og som derfor er i stand til at være i verden med sig selv og andre på harmonisk vis.

Men den anden fødsel har trange kår i et instrumentaliseret samfund. Dannelsen af mesterværket, der er den menneskelige hjerne og eksistentielle tilblivelse, reduceres til en handelsvare. Kærlighed reduceres til tilknytning, som udliciteres til såkaldte professionelle omsorgspersoner. Til sidst spares disse væk. Hvor efterlader det menneskets anden fødsel?
Hos haletudsen. Vi kan ikke være det bekendt.

Begrebet ’tilknytning’ er videnskabens forsøg på at gøre kærligheden håndgribelig. At kategorisere det fællesmenneskelige og grundlæggende dybe behov, mennesket har for at være forbundet og i kontakt med sig selv og andre. Sådan fyldes eksistensen med meningsfuldhed, og sådan finder mennesket sin rolle i livet og en ontologisk sikkerhed i eksistensen.

Tilknytningen til det andet menneske må forstås som dér, kærligheden kan bo og blomstre. Vil vi et liv levet i kærlighed for vores menneskebørn, må vi lade dem føde for anden gang. Gør vi ikke det, må vi forberede os på at stå skoleret overfor de kommende generationer, der vil påvirkes af vores manglende nærvær.

Vil du vide mere om, hvad det gør ved mennesket at leve i en adskillelseskultur, hvor kærlighed er mekaniseret og menneskebarnet reduceret til haletudse?

Så kan du lytte til mit foredrag ’Vi har brug for en omsorgsrevolution’ online – når du har tid. Foredraget er en grundlæggende kritik af adskillelseskulturen, og jeg tager dig igennem en kritisk filosofisk analyse af samfundskontrakten, den angivelige ligestilling, institutionalisering af småbørn og dyrkelsen af det målbare.

Få adgang til foredraget ved at overføre 100 kr. til tlf. 2115 9159 via MobilePay. Herefter modtager du et link. Du kan læse mere om foredraget og kommende foredrag på www.kulturkritiskforum.dk

Dette indlæg er udtryk for Mie Storms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

MODERSKAB

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

15. juni 2020 – opdateret 5. juli 2022 | Af Josefine Pilgaard | Foto: Privat

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

Josefine Pilgaard er 27 år, gift med Niels og mor til Ane på snart 3 år. Hun er tidligere pædagogstuderende, men nu hjemmegående. Familien er bosat på Djursland. Du kan følge hende på instagramprofilen @moderskabs_mod.

”Det er primært dig, der synes, det er hårdt, mor.”

Kommentaren faldt under indkøringen af min datter. Jeg var ikke enig i udsagnet, og en stemme i mit hoved skreg:

”Okay, hvad hvis mine følelser og mine tanker bliver trådt på i dette forløb. Hvad hvis jeg rent faktisk er sindssygt utilpas i det her? Er det så ikke også vigtigt?”

Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage. Jeg var forkert. Mine tanker var forkerte. Det vil sige; min lyst til at blive ved med at holde mit barn var blevet gjort forkerte.

”Den gode mor.” Jeg vidste ikke længere hvad det indebar. For da jeg havde født min datter, gav jeg hende et stille løfte om, at jeg nok skulle passe på hende og være der for hende, men nu gik jeg jo? Nu vendte jeg mit grædende barn ryggen, jeg gik min vej i et sådant tempo, at man skulle tro, hendes tårer ikke talte for noget i denne verden.

“Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage.”

Josefine Pilgaard

”Men det er okay Josefine.” Fik jeg at vide, og jeg nikkede bare febrilsk, for jeg kendte jo proceduren. Jeg plejede bare at være personalet på den anden side af indkøringen. Jeg plejede at være den, der tog imod de grædende børn, når deres forældre skulle afsted. Jeg nikkede og gav mit dyrebareste i favnen på en fremmed.

”Men det er jo dig, det er hårdt for, mor. Hun skal nok stoppe med at græde igen.”

Hvorfor var det hårdt for mig? Hvorfor skreg stemmerne så højt?

Jeg tror, det var fordi, vi mennesker i bund og grund ikke er byggede til at skulle undvære vores børn. Slet ikke når de er så små, som min datter var. Det var hårdt, fordi min sjæl, min krop, mit hoved, mine tanker og min intuition – som alt sammen blev gjort nyttesløse i denne indkøringsproces – kunne mærke, at mit barn ikke var glad. Det kunne mærke, at JEG ikke var glad i dette. Mit sind var ulykkeligt ved tanken om, at jeg nu drog afsted – for at trøste andres grædende børn, imens mit eget grædende barn sad på skødet af en fremmed dame.

Halvandet år gik der med grådkvalte afleveringer i en institution, hvor følelserne ikke var i højsædet, selvom reklameskiltet sagde det. Halvandet år gik der, før mit sind råbte så højt, at det knækkede mig og efterlod mig i en stressposition, hvor jeg var tvunget til at droppe den uddannelse, jeg troede, var vigtigt. Lige nu. Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.

Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top. Jeg havde lyttet til dette så længe, at tanken om, at mit eget kreative sind, vilje og frem for alt min moderkærlighed, ikke var nok til mit barn. Tankerne om, at jeg ikke kunne være ”nok” overfor mit eget barn, gjorde mig syg.

“Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.”

Josefine Pilgaard

Jeg følte mig så nøgen, da vi tog beslutningen om, at vores datter ikke skulle afsted mere. For jeg havde livet igennem vidst, at dette var dén vej, man gik. At uddannelse var vigtig og skulle tages i de unge år, og at børn jo skulle socialiseres via institution i den ene eller anden form. Jeg havde fået 0% guidning i, hvordan man var hjemmegående, hvordan man skulle ”aktivere” ens eget barn, og hvorvidt dette overhovedet var nødvendigt i en sådan grad, som det foregår i en vuggestue. For jeg havde jo ikke pengene eller pladsen til at skabe det slaraffenland af en aktivitetsbombe, der findes i en institution. Jeg havde ikke engang en have. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvordan skulle det gå? Har jeg lige kastet hele min datters fremtid op i luften og håbede nu bare på, den ikke faldt ned og gik i tusinde stykker?

Jeg var nøgen. Jeg var sårbar. Jeg følte mig udsat og et mål for hån og bebrejdelse. Jeg synes, det var svært at gå imod strømmen, at lytte til mig selv, uanset hvor rigtigt jeg kunne mærke, det føltes indeni, både hos mig og min datter.

“Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top.”

Josefine Pilgaard

Jeg skammer mig over, hvor længe min datter befandt sig i vuggestuen, men jeg skammer mig også over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab. At være mor på MIN måde krævede så meget mod. Det synes jeg ikke, det burde. Det burde ikke være så problematisk at lytte til sin egen intuition. Det burde ikke være skamfuldt at gøre det rigtige for en selv, uanset om det betyder, at man bryder hamsterhjulet og går mod flokken. Forældre burde ikke få kastet i hovedet, at det er dem og deres tanker, der står i vejen for barnet og dets trivsel.

Jeg synes stadig, det er svært. Jeg føler, jeg famler i blinde nogle dage, men samtidig giver hjemmelivet mig en ro og en følelse af, at vi har det godt, sammen. Det her er rigtigt for os. Men for pokker hvor var det svært at sige det højt.