Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

af | nov 29, 2021

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

 

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

 

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

 

Mødrecirkel-forløb

Til februar tilbyder Caroline og Annalie et mødrecirkelforløb, som vil være et nærende kvindefællesskab med fokus på forkælelse, egenomsorg samt bevidst forældreskab.

Du kan læse mere om det her – og købe til early bird-pris frem til 15. december.

 

LÆS OGSÅ

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

af | aug 5, 2021

ANMELDELSE

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Moderland

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin bog Moderland redegør hun for hvorfor.

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,” som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

ANMELDELSE

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Moderland

 

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin bog Moderland redegør hun for hvorfor.

 

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,” som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

 
Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag. Bogen kan købes her (affiliate link).
Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.
Du kan også lytte til Moderland på Bookbeat. Lige nu får du som ny bruger 2 måneder GRATIS ved at følge dette link – KLIK HER

 

LÆS OGSÅ

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

af | maj 6, 2021

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

 

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

LÆS OGSÅ

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

af | mar 22, 2021

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn
– derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Hvor er vores landsby?

af | nov 10, 2020

MODERSKAB

Hvor er vores landsby?

Hvor er min landsby w og w

10. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være et ensomt eller adskilt foretagende. Og jeg savner, som mange andre, en “landsby” omkring mig.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Da vi for omkring 2,5 år siden købte det hus, vi bor i nu, var det for at komme ud af byen. Vi ønskede mere luft, mere natur, mere have og mindre trafik omkring os.

Vi anede intet om området eller byen, hvor det, der syntes at være vores drømmehus, lå. Men det opfyldte alle vores ovennævnte ønsker. Og så lå det tæt på s-tog, hvilket jeg havde insisteret på for at kunne komme let til og fra arbejde.

På intet tidspunkt overvejede vi at undersøge, om der var nogen hjemmegående, hjemmeskolere og skoler med alternative tilgange til læring og mennesket generelt. Der var vi slet ikke. Der var jeg ikke endnu.

Godt nok arbejdede jeg, efter at være gået længere og længere ned i tid, kun to dage om ugen, og jeg mærkede, at noget ikke var, som det skulle være. Jeg hadede at være adskilt fra mine børn. Og mine børn fortalte tydeligt, at det heller ikke var rigtigt for dem. Men det var først, da vi var flyttet og havde prøvet flere af de lokale institutioner, at vi tog beslutningen: Meldte børnene ud og gjorde den orlov, jeg havde nået at få, til en fratrædelse.

Det var en lettelse. Og uden tvivl det helt rigtige for os.

Jeg gemmer alle sekunderne med mine børn i hjertet. Også de hårde, vanvittige og dem, hvor jeg føler mig magtesløs og mærker mit indre barn.

Vi har selv valgt dette liv, og jeg ville ikke bytte det for noget andet. Men det betyder ikke, at det ikke er hårdt. Og jeg savner landsbyen. Børnefamilierne, der ikke bare bor rundt om hjørnet, men som rent faktisk også er hjemme i dagtimerne. Voksne og børn, vi kan dele vores hverdag med, lege med, snakke med, grine med og som kan springe til og hjælpe, når jeg skal til læge, frisør, handle eller bare har brug for fem minutter selv. Familier, som vi kan være der tilsvarende for.

Jeg savner især landsbyen og det nære fællesskab nu, hvor min søn har den alder, hvor han, efter normen, skal i skole. For hvor ville jeg ønske, at valget ikke stod mellem at hjemmeskole med et netværk, vi skal køre langt for, eller en lokal, men meget bogligt orienteret, privatskole to minutter fra vores bopæl – godt nok med flere venner fra legegruppen.

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være enten et ensomt eller et adskilt foretagende. Ordsproget it takes a village to raise a child giver så god mening. Og jeg håber, vi som samfund en dag vågner og skaber bedre vilkår for nybagte mødre og børnefamilier i det hele taget. Og jeg håber, at landsbyen – forstået som kærlige og nærværende mennesker omkring os – i fremtiden vil blive en selvfølgelighed. At det er det, vi også politisk vil skabe bedre rammer for.

Selv er jeg så taknemmelig for de familier, vi har fundet i vores by, og nyder at tilbringe dagene med dem. De er så vigtige i vores liv. Men det, vi har, er ikke den landsby, jeg for alvor drømmer om. Det er ikke et sted, hvor man, som en – for mig betydningsfuld – person forleden udtrykte det, bare løber over på den anden side af vejen til genboen og leger. Alting skal planlægges og aftales.

Skulle jeg flytte i dag, skulle det være for at finde vores landsby. Fællesskabet. Men jeg fornemmer, vi er mange, der leder og længes.

Og findes den overhovedet, landsbyen? Eller skal vi skabe den selv?

Har du fundet din?

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

MODERSKAB

Hvor er vores landsby?

Hvor er min landsby w og w

10. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være et ensomt eller adskilt foretagende. Og jeg savner, som mange andre, en “landsby” omkring mig.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Da vi for omkring 2,5 år siden købte det hus, vi bor i nu, var det for at komme ud af byen. Vi ønskede mere luft, mere natur, mere have og mindre trafik omkring os.

Vi anede intet om området eller byen, hvor det, der syntes at være vores drømmehus, lå. Men det opfyldte alle vores ovennævnte ønsker. Og så lå det tæt på s-tog, hvilket jeg havde insisteret på for at kunne komme let til og fra arbejde.

På intet tidspunkt overvejede vi at undersøge, om der var nogen hjemmegående, hjemmeskolere og skoler med alternative tilgange til læring og mennesket generelt. Der var vi slet ikke. Der var jeg ikke endnu.

Godt nok arbejdede jeg, efter at være gået længere og længere ned i tid, kun to dage om ugen, og jeg mærkede, at noget ikke var, som det skulle være. Jeg hadede at være adskilt fra mine børn. Og mine børn fortalte tydeligt, at det heller ikke var rigtigt for dem. Men det var først, da vi var flyttet og havde prøvet flere af de lokale institutioner, at vi tog beslutningen: Meldte børnene ud og gjorde den orlov, jeg havde nået at få, til en fratrædelse.

Det var en lettelse. Og uden tvivl det helt rigtige for os.

Jeg gemmer alle sekunderne med mine børn i hjertet. Også de hårde, vanvittige og dem, hvor jeg føler mig magtesløs og mærker mit indre barn.

Vi har selv valgt dette liv, og jeg ville ikke bytte det for noget andet. Men det betyder ikke, at det ikke er hårdt. Og jeg savner landsbyen. Børnefamilierne, der ikke bare bor rundt om hjørnet, men som rent faktisk også er hjemme i dagtimerne. Voksne og børn, vi kan dele vores hverdag med, lege med, snakke med, grine med og som kan springe til og hjælpe, når jeg skal til læge, frisør, handle eller bare har brug for fem minutter selv. Familier, som vi kan være der tilsvarende for.

Jeg savner især landsbyen og det nære fællesskab nu, hvor min søn har den alder, hvor han, efter normen, skal i skole. For hvor ville jeg ønske, at valget ikke stod mellem at hjemmeskole med et netværk, vi skal køre langt for, eller en lokal, men meget bogligt orienteret, privatskole to minutter fra vores bopæl – godt nok med flere venner fra legegruppen.

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være enten et ensomt eller et adskilt foretagende. Ordsproget it takes a village to raise a child giver så god mening. Og jeg håber, vi som samfund en dag vågner og skaber bedre vilkår for nybagte mødre og børnefamilier i det hele taget. Og jeg håber, at landsbyen – forstået som kærlige og nærværende mennesker omkring os – i fremtiden vil blive en selvfølgelighed. At det er det, vi også politisk vil skabe bedre rammer for.

Selv er jeg så taknemmelig for de familier, vi har fundet i vores by, og nyder at tilbringe dagene med dem. De er så vigtige i vores liv. Men det, vi har, er ikke den landsby, jeg for alvor drømmer om. Det er ikke et sted, hvor man, som en – for mig betydningsfuld – person forleden udtrykte det, bare løber over på den anden side af vejen til genboen og leger. Alting skal planlægges og aftales.

Skulle jeg flytte i dag, skulle det være for at finde vores landsby. Fællesskabet. Men jeg fornemmer, vi er mange, der leder og længes.

Og findes den overhovedet, landsbyen? Eller skal vi skabe den selv?

Har du fundet din?

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ