Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi se bagom barnets reaktioner og adfærd, vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi se bagom barnets reaktioner og adfærd, vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde
– derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

 
Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

 
Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi se bagom barnets reaktioner og adfærd, vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi se bagom barnets reaktioner og adfærd, vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

LÆS OGSÅ

Troede min krop, at mit barn var dødt?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

 

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

MODERSKAB

Den bedste gave du kan give dig selv og dine børn er at kende din egen historie

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os, skriver Annalie Jørgensen og Caroline Goth.

29. november 2021 | Af Annalie Jørgensen og Caroline Goth | Foto: Privat

 

Når vi får adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn, giver det os mulighed for at tage os af det lille barn inde i os selv. Det giver os også en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Caroline Goth er 36 år og mor. Hun er bl.a. uddannet doula, psykomotorisk terapeut med speciale i gravide med angst for at føde og intuitiv Rituel Master. Læs mere på hendes instagramprofil caroline_goth. Annalie Jørgensen er 37 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med efteruddannelser i kropsterapi, stress & traume, tilknytning og forældreskab. Du kan følge hende på annalie_joergensen, hvor hun deler ud af sin viden.

Det er ikke nogen let opgave, vores generation står overfor, når det kommer til forældreskabet. Siden vores forældre blev forældre, er der sket utrolig meget inden for forskning i udviklingspsykologi, og det nye børnesyn er langsomt ved at brede sig.

Modsat det gamle børnesyn, hvor børn blev opfattet som egoistiske, irrationelle, asociale ‘ufærdige voksne’, der skulle opdrages hårdt og indordne sig de voksne, ved vi nu, at børn er intentionelle væsener med gode hensigter, der er født sociale, kommunikativt parate, og at de skaber mening og sammenhænge allerede fra før fødslen. 

Vi ved, at skæld ud, straf og trusler er skadeligt, både for barnets selvværd og for den vigtige tilknytning mellem barnet og den voksne. Vi ved, at der ikke findes gode og dårlige følelser, men at alle barnets følelser skal rummes og have plads. Vi ved, at børn gør, som vi gør, og ikke som vi siger, og vi ved, at sand robusthed og resiliens kommer med et solidt selvværd og et nervesystem i balance.

Alligevel er det udfordrende for de fleste af os at udøve det nye børnesyn i praksis. For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede. Og i et samfund som vores, hvor de fleste småbørnsforældre må lægge størstedelen af deres timer og energi på arbejdsmarkedet, og tiden med vores børn bliver komprimeret til kvalitetstid i ulvetimerne, føler de fleste forældre sig presset langt oftere, end hvad godt er.

Særligt mødre føler sig ekstremt pressede. For selvom ligestilling har været på dagsordenen i umindelige tider efterhånden, og de fleste kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet siden 60’ernes oprør, så er det stadig moderen, der i de fleste familier tager sig af både det praktiske og det mentale, når det kommer til børnene. Det er hende, der ved, hvad der skal i madpakkerne, hvornår børnene sidst har været i bad, og om de er vokset ud af sidste års vinterstøvler. Det såkaldte mental load. 

“For uanset hvor mange bøger, vi læser, og hvor kloge, vi bliver, så vil vi unægteligt falde tilbage i de gamle velkendte mønstre, vi har med os fra barndommen, i det øjeblik, vi bliver for pressede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Samtidig lever vi mere isolerede end nogensinde før. Den landsby, det kræver at opfostre børn, er blevet erstattet af et system, og de nære relationer, som vi kvinder har brug for for at få reguleret vores nervesystem, til at spejle os i og til at holde rum for os, så vi kan holde rum for vores børn, må vi kigge langt efter. 

Så når vi står dér i supermarkedet med en kort lunte efter en lang arbejdsdag og med trætte børn, som er mættede af indtryk og sultne efter vores fulde opmærksomhed, vil størstedelen af os gå på autopilot og reagere instinktivt ud fra de historier, som har lagret sig i vores krop gennem de oplevelser, vi tidligere har haft. 

Derfor er det helt afgørende, at vi kender vores historie. 

At kende vores egen historie handler både om at vide, hvad der faktuelt er sket og ikke sket, og i lige så høj grad om, hvordan disse oplevelser har lagret sig i vores krop og nervesystem, og derfor, ubevidst, har indflydelse på måden, vi er i verden på i dag – inklusiv måden, vi er forældre på. 

Allerede fra fosterstadiet bliver vi præget af vores omgivelser. De følelser og oplevelser, som vores mor havde, mens vi lå i hendes mave, bliver lagret i vores krop og nervesystem. Det samme gør måden, vi kom til verden på, vores placering i søskendeflokken, stemningen i vores barndomshjem, måden vi blev mødt på og talt til af vores forældre osv. Var vores mor tynget af bekymring under graviditeten, kan vi opleve at have en grundtone af utryghed. Kom vi til verden med hjælp fra en sugekop, kan vi komme til at tro, at hjælp er noget ubehageligt, eller at vi ikke kan selv. Er vi den ældste i søskendeflokken, har vi måske fået et for stort ansvar, som vi har taget med os videre i vores voksenliv. Blev vi mødt med mistillid og vrede af vores forældre, er dette måske blevet vores indre stemme og måden, vi møder os selv på. 

De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede. Fordi vi var børn og afhængige af de voksnes kærlighed til os for at overleve. Ved at blive bevidst om vores historie og hvordan den påvirker vores nutid, kan vi adskille fortid fra nutid, både mentalt men også kropsligt.

“De mønstre, vi har med os, er ofte ‘overlevelsesstrategier’ vi har taget til os, fordi vi følte os truede.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

Vi kan forstå, at den grundlæggende undertone af frygt fra tiden i livmoderen ikke var vores, og at vi ikke behøver at være konstant på vagt. At den voldsomme hjælp vi fik fra sugekoppen, da vi kom til verden, ikke betyder at AL hjælp er ubehagelig, og at vi kan få nye positive erfaringer ved at turde bede om hjælp. Vi kan forstå, at det ansvar, vi følte som den ældste i søskendeflokken, ikke var vores, og at vi nu kan slippe det uden frygt for at blive ‘forladt’ af vores familie. Vi kan forstå, at den indre hårde stemme, vi har inde i os, ikke er vores egen, og at vi kan begynde at ‘tale’ til os selv på en mere kærlig måde.

Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn. Det giver os mulighed for at tage os af det lille sårede barn inde i os selv, og samtidig kan det give os en bedre forståelse for, hvordan det må føles for vores egne børn, når vi gør mod dem, som der blev gjort mod os.

Så første skridt er at blive bevidst om vores historie – adskille fortid fra nutid – og forstå, at vi er voksne nu. Både mentalt og kropsligt. Sommetider vil det kræve hjælp fra en anden voksen, eventuelt en terapeut, som kan støtte os og holde rum for vores proces.

Andet skridt er så at blive opmærksom på de situationer, hvor vores historie bliver aktiveret, og forsøge at gøre det anderledes samtidig med, at vi får taget os kærligt og omsorgsfuldt af os selv og vores indre barn. Også her kan det være behjælpeligt med noget hjælp og støtte udefra, både i forhold til eksempler på nye hensigtsmæssige handlemønstre og i form af forskellige redskaber og værktøjer til at berolige vores nervesystem.

“Når vi får adskilt fortid fra nutid, får vi også adskilt vores voksne selv fra vores indre sårede barn.”

 
Caroline Goth & Annalie Jørgensen

I takt med at vi skaber nye erfaringer, skaber vi også nye handlemønstre og endda nye nerveforbindelser i hjernen, som med tiden gør de nye handlemønstre automatiske. Det kræver både øvelse og tid at få skabt nye handlemønstre, og det er uundgåeligt, at vi vil falde i et hav af gange og pludselig blive opmærksomme på, at vi står midt i en situation, hvor vores historie spiller os et puds. Eller måske går det først op for os, efter skaden er sket. Og her er det så vigtigt at vide, at det aldrig er for sent at tage ansvar, og det er aldrig for sent at sige undskyld. Bevidst forældreskab handler nemlig ikke om at være perfekt. For ‘perfekt’ findes ikke. Tværtimod handler det om at være et menneske. Et autentisk menneske, der har mod på at tage ansvar for sin egen historie, så den ikke går i arv til vores børn. 

“Let’s raise children who won’t have to recover from their childhoods.” – Pam Leo

 

Mødrecirkel-forløb

Til februar tilbyder Caroline og Annalie et mødrecirkelforløb, som vil være et nærende kvindefællesskab med fokus på forkælelse, egenomsorg samt bevidst forældreskab.

Du kan læse mere om det her – og købe til early bird-pris frem til 15. december.

 

LÆS OGSÅ

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

 

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

LÆS OGSÅ

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Debattør vil sætte familierne fri:

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Alicja/Pixabay 

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 

”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

Debattør vil sætte familierne fri:

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Alicja/Pixabay 

 

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

 

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

 
Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag i november 2020. Bogen kan købes her (affiliate link).

 

Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.
Du kan også lytte til Moderland på MofiboLige nu får du 45 dage GRATIS ved at følge dette link – KLIK HER

 

LÆS OGSÅ