Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

af | maj 6, 2021

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

 

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

LÆS OGSÅ

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

af | feb 14, 2021

MODERSKAB

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

14. februar 2021 | Af Lykke Eluna Hammer | Foto: Privat

 

Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

Lykke Eluna Viktoria Hammer er mor, kulturiværksætter, værtinde og intuitiv leder. Lykke har med sin forretning, Lykkecirkler, fokus på at skabe nutidens meningsfulde kvindefællesskaber med et særligt fokus på kvindelivets kropslige initieringer og cykliske natur. Du kan læse mere på lykkecirkler.dk og følge hende på @lykkecirkler.

Forestil dig. For en kort stund. At det er lige så essentielt for et menneske at have et community, som det er at sove.

Et lidt uvant – ja, måske endda lidt langt ude – tankeeksperiment, ikke?

Men faktisk er dette den egentlige sandhed omkring vores inderste, fysiologiske blueprint som mennesker i denne verden. Særligt som kvinder.

I Kvindens dybe natur, i hendes cykliske væsen, ligger nemlig både et grundlæggende behov – og et iboende potentiale for at indgå i tætte, meningsfulde og kærlighedsfulde fællesskaber.

I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.

Et iboende design

Jeg har de sidste tre år af mit liv dykket dybt, dybt ned i både den fysiologiske og åndelige swimmingpool af, hvad det vil sige at være biologisk kvinde.

Dette har jeg gjort på mange måder, med andre kvinder og med helt særlige hjælpere ved min side, men mest nært står mig; de helt intime oplevelser og sansninger, jeg har gjort mig igennem min egen kvindekrop.

Her har jeg gennem min egen krops genkaldelse husket dét, som jeg allerede og altid har vidst.

“I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.”

 
Lykke Eluna Hammer

Oxytocin er blevet min veninde. Gennem årene har jeg stået i situationer, hvor mit indre har blusset og pulseret på grund af dette lykkefulde, kærlighedshormon. Det interessante er, at dette generte hormon, oxytocin, som vi producerer, når vi føder, og som vi får i gave, når vi elsker, er det, jeg også oplever kan komme i spil på smukkeste vis, når kvinder mødes.

Min personlige erfaring med det ‘generte hormon’ – som det kan omtales, fordi det har brug for tryghed, intimitet og kendthed omkring sig for at forløses – er dog, at det bliver mindre og mindre ”genert” i os, når det rum, vi som kvinder mødes i, emmer af åbenhed og kærlighed til dem, vi er, og det, vi står i. Når søsterskabet uden skam og dom huskes iblandt os, kan oxytocin flyde frit.

Min erfaring er, at kvindefællesskaber, som healer, styrker og udvikler den enkelte, kun reelt set bliver værdifulde, hvis vi er i stand til at skabe et miljø, hvor ingen skal:

FIKSES, REDES eller RÅDES til noget.

Men et miljø, hvor vi i stedet holder værdier højt, der gør, at kvinder i stedet HOLDES, ÆRES, ELSKES og får muligheden for at blive SPEJLET i, hvem de er. Et miljø, hvor hver enkelt kvinde selv tager EJERSKAB og ANSVAR for sig selv og sine egne indre oplevelser af verdenen. Et miljø, hvor vi som mennesker kan bevæge os tættere på at komme i integritet med os selv.

Det er disse værdier, jeg har dyrket – og fortsat dyrker. Og jeg har fundet frem til, at vi specielt som nybagte mødre langt hen ad vejen ikke kan bruge fællesskaber, der bygger på mindre end dette, til noget. I hvert fald ikke, hvis vi snakker om ægte personlig udvikling, reel healing og et personligt ønske om at bevæge os imod vores egentlige selv.

Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.

Helt skrallet ind til benet gør nogle af disse patriarkalske værdier, som vores samfund og kultur i stor stil er bygget op omkring, at vi i dag blandt andet ser på mødre som nogle hylstre for babyer, hvor det vigtigste blot er at få et barn til verden i live, koste hvad det vil. Dette påvirker i den grad også den måde, mødregruppetilbuddene fra det offentlige i dag er grundlagt på.

En gruppe for babyer

En mødregruppe er egentlig – som der helt konkret står skrevet – en gruppe for mødre. Gennem de seneste mange år er mødregrupperne i Danmark dog blevet mere og mere “en gruppe for babyerne”.

Og hvad mener jeg så egentlig med det?

Jo, i de fleste mødregrupper i dag er det de børn, som vi har født, som er omdrejningspunktet for snakken og samtalerne, vi har med hinanden. Dette er jo i sin sag ikke hverken underligt eller “forkert” (hvilket intet jo egentlig er, efter min mening). Jeg oplever bare, at det er uhensigtsmæssigt.

“Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.”

 
Lykke Eluna Hammer

I små nyfødte børns første leveår hænger barnet uløseligt sammen med sin mors nervesystem. Dertil hører, at barnets mors nervesystem co-reguleres af den kultur, moderen er en del af, og moderens grundlæggende værdier og indre trosretninger (bevidste og ubevidste).

Derfor giver det meget mere mening at have mødregrupper (aka kvindefællesskaber, som det jo er), hvor det, der udforskes, tales om, deles, næres og dykkes ned i, har med moderens trivsel og indre følelsesliv at gøre, fremfor om hendes barn nu har taget et kilo på, spiser babymos fra Netto eller Kvickly eller vil sove 2, 3, 4,…7 eller 10 timer om natten! Mor og barn hænger sammen! Mor først!
Vi har som kultur i SÅ uendelig lang tid haft et alt for stort fokus på resultatet af kvindernes graviditeter og fødsler; børnene. Frem for, hvordan kvinderne bag dem egentlig har oplevet processerne, det medførte, og hvordan vi, der er kulturen omkring dem, kan nære dem i dag som de mødre, de er blevet til, med de historier, de har med sig.

‘Selv sidder jeg lige nu – næsten højgravid og skriver dette – og selvfølgelig er det, jeg er interesseret i med min graviditet, at mit barn kommer levende, sund og hel ud af min livmoder, når tid er. Det er der absolut ingen tvivl om. Det, der er min udfordring, er, at der i dag bliver et alt for stort fokus på dette resultat, fremfor hvilken processuel rejse, det egentlig er, jeg er ude på som menneske og kvinde.

Jeg har brugt mange kræfter – og utrolig meget nørderi – de sidste par år på at finde frem til hjælpere og støttespillere omkring mig til denne graviditet. Støtte og hjælp, som reelt set ikke er så sindssygt fokuseret på resultatet af min graviditet, som normen er det i dag.

Dette skriv er helt særligt dedikeret til min cyklusmentor og store inspirator Mandy Adams, der gik bort i Januar 2021. Mandy lod mig mærke og sanse på egen krop, hvordan det føles at være forbundet imellem tid og rum, på kryds af slægter, i et sandt og kærlighedsfuldt søsterskab.

Lykke Eluna Hammer

Det er disse udviklende og ekspansive processer – som kvindekroppen med muligheden for at bære et barn i livmoderen giver – der er mit hovedfokus. Disse fysiologiske og urkraftsfulde overgange i kvindelivet er ikke ”bare” en proces, vi skal komme helskindet igennem, og det er heller ikke en proces, der skal være ”let” og ”nem” for enhver pris. Det kræver noget af os som kvinder, og det kræver meget mere af os som kultur bag kvinderne.

Det er en dyb proces, vi giver os selv, og som i bedste fald – og ofte i al fald – skaber mulighed for en opdagelse af vores unikke potentialer og opgaver i dette liv. At bære liv og at føde er fysiologisk initierede portaler, som har til hensigt at ændre os for evigt.

Det er kæmpestore kræfter, vi har med at gøre, uden at jeg på nogen måde overdriver! Disse kræfter er, hvad jeg husker på, når jeg inviterer kvinder ind i nye mødregruppefællesskaber hos mig. Det sidste, jeg tænker på, er, hvordan disse kvinder får deres barn til at sove i deres egen seng, når barnet er seks måneder gammelt (og jeg tror heller ikke på, det tema på noget tidspunkt, faktisk overhovedet, er virkelig essentielt for den overgang, vi som kvinder går ind i med moderskabet).

Fra resultat- til procesliv(moder)

Med den ændring, jeg er fortaler for skal ske inden for vores kulturs traditioner med tilbud af mødregrupper, er mit fokus på proces det allermest essentielle.

Man kan tale om, at vi som kultur – det vil sige os som venner, parforhold, storfamilier, kernefamilier, mødre og fædre, landsbyer, landsdele, byområder og ikke mindst (måske egentlig først og fremmest) i forskellige netværk af kvinder – må ære og dyrke livet meget mere fra et processuelt perspektiv. Som jeg ser det, må vi i langt højere grad begynde at leve procesliv.

Et sådant liv kan folde sig ud på et utal af måder. Disse mange måder, farver og former af et liv i proces må vi inspirere hinanden til at lære af de eksempler, der går foran, ved siden af eller bagved os. Vi kan alle starte med vores eget store mikrokosmos og ære, at vi med det unikke og værdifulde liv, vi hver især er givet, tager os vores tid. Det kan betyde, at vi virkelig begynder at dyrke og mærke, hvad livet vil med os.

På et større kulturelt plan må vi – ligesom på et mikrokosmisk plan – tage et langt større kollektivt ansvar for at give det enkelte menneske – i alle dets individuelle former – retten til at tage sin tid, dvæle ved det, som livet er og bringer lige nu, og at kunne tage autonome og integrerede beslutninger for eget liv og legeme.

Alt dette sker ikke – nok aldrig – uden hjælp. Uden støtte. Uden at vi går vores individuelle vej sammen med nogle andre, vi ønsker at gå sammen med. Det er dette, som for mig er kendetegnende for et ægte og meningsfuldt fællesskab. Vi vidner hinanden og følges ad, men vi tager hverken den enkeltes ret og ansvar til selv at tage meningsfulde beslutninger fra dem, eller regner med at det kollektiv, som vi tager del i, tager ansvar for vores livsbeslutninger og indre processer som individer.

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab. At blive set og vidnet i livet og at finde vores unikke vej er både det, der skaber immunitet – eller skal vi kalde det indre styrke, og som er et liv i proces.

Her kommer jeg helt naturligt tilbage til mit syn på vores kultur, som helt utrolig resultatorienteret. Vi går nærmest rundt i en ‘kollektiv tåge’, som giver os ret til i vores ivrighed, utålmodighed og fremgangstrang at gøre al den vold og hurtighed, vi kan komme til, for at ‘nå frem’ til resultatet. Det er lidt sygt – nogle ville nok sige MEGET. Det gør jeg ikke.

Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?”.

“Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab.”

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler, at dette spørgsmål hjemsøger mig dagligt. Og jeg ved selv mindre og mindre om, hvor jeg faktisk er på vej hen. Jeg følger processen, og jeg prøver at blive ved med at mærke efter, og jeg føler, at det konstant er vigtigt at invitere flere og flere mennesker med ind på det spor.

Alle mine veninder

For snart tre år siden startede jeg så småt min egen virksomhed. Jeg opfandt konceptet #MødreMødes, og jeg har siden brugt rigtig meget af min daglige livskraft på at skabe og facilitere disse – for mig – meningsfulde og nærende mødregrupper i mit hjem i Midtjylland.

I virkeligheden føler jeg ikke, at jeg ”startede en virksomhed”. I virkeligheden føltes det meget mere som om; at jeg endelig hoppede med snuden direkte ned i den kvindelige ur-suppe og – sammen med mange andre kvinder i verden – begyndte at tage det søsterskab tilbage på landkortet, som gennem generationer har været glemt, gemt og brændt til grunde i vores europæiske slægtshistorie.

“Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?””

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler hver evig eneste dag en enorm taknemmelighed over, at jeg får muligheden for at gå denne vej af genkaldelse af, hvad det vil sige at leve et liv som kvinde fordybet i det fysiologiske og spirituelle fundament, som er vores. Den cykliske natur, som er udgangspunktet for alt liv på jorden.

En fødselsret og en kraft, som vi er i gang med at genkalde os, og som vi må tage ansvar for at huske og give videre. Sammen med alle mine veninder: Lad os lette på søstersårets tåge og tage kraften tilbage til vores kroppe.

Jeg vil gerne slutte med dette citat fra en vis:

”At sige, at min krop er sumpområde, flodmunding, økosystem, at den er spaltet igennem af bifloder af ledsagende arter, der putter sig i min mave, udvides gennem mine fingre, inddæmmer sig ved mine fødder, er en smuk måde at gentænke min kropslighed. Men så snart vi erkender, at vi ikke er forseglede i vores dykkerdragt af menneskehud, hvad gør vi så med denne erkendelse? Hvad skylder vi, og hvordan betaler vi?”

MODERSKAB

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

14. februar 2021 | Af Lykke Eluna Hammer | Foto: Privat

 

Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

Lykke Eluna Viktoria Hammer er mor, kulturiværksætter, værtinde og intuitiv leder. Lykke har med sin forretning, Lykkecirkler, fokus på at skabe nutidens meningsfulde kvindefællesskaber med et særligt fokus på kvindelivets kropslige initieringer og cykliske natur. Du kan læse mere på lykkecirkler.dk og følge hende på @lykkecirkler.

 

Forestil dig. For en kort stund. At det er lige så essentielt for et menneske at have et community, som det er at sove.

Et lidt uvant – ja, måske endda lidt langt ude – tankeeksperiment, ikke?

Men faktisk er dette den egentlige sandhed omkring vores inderste, fysiologiske blueprint som mennesker i denne verden. Særligt som kvinder.

I Kvindens dybe natur, i hendes cykliske væsen, ligger nemlig både et grundlæggende behov – og et iboende potentiale for at indgå i tætte, meningsfulde og kærlighedsfulde fællesskaber.

I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.

Et iboende design

Jeg har de sidste tre år af mit liv dykket dybt, dybt ned i både den fysiologiske og åndelige swimmingpool af, hvad det vil sige at være biologisk kvinde.

Dette har jeg gjort på mange måder, med andre kvinder og med helt særlige hjælpere ved min side, men mest nært står mig; de helt intime oplevelser og sansninger, jeg har gjort mig igennem min egen kvindekrop.

Her har jeg gennem min egen krops genkaldelse husket dét, som jeg allerede og altid har vidst.

“I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.”

 
Lykke Eluna Hammer

Oxytocin er blevet min veninde. Gennem årene har jeg stået i situationer, hvor mit indre har blusset og pulseret på grund af dette lykkefulde, kærlighedshormon. Det interessante er, at dette generte hormon, oxytocin, som vi producerer, når vi føder, og som vi får i gave, når vi elsker, er det, jeg også oplever kan komme i spil på smukkeste vis, når kvinder mødes.

Min personlige erfaring med det ‘generte hormon’ – som det kan omtales, fordi det har brug for tryghed, intimitet og kendthed omkring sig for at forløses – er dog, at det bliver mindre og mindre ”genert” i os, når det rum, vi som kvinder mødes i, emmer af åbenhed og kærlighed til dem, vi er, og det, vi står i. Når søsterskabet uden skam og dom huskes iblandt os, kan oxytocin flyde frit.

Min erfaring er, at kvindefællesskaber, som healer, styrker og udvikler den enkelte, kun reelt set bliver værdifulde, hvis vi er i stand til at skabe et miljø, hvor ingen skal:

FIKSES, REDES eller RÅDES til noget.

Men et miljø, hvor vi i stedet holder værdier højt, der gør, at kvinder i stedet HOLDES, ÆRES, ELSKES og får muligheden for at blive SPEJLET i, hvem de er. Et miljø, hvor hver enkelt kvinde selv tager EJERSKAB og ANSVAR for sig selv og sine egne indre oplevelser af verdenen. Et miljø, hvor vi som mennesker kan bevæge os tættere på at komme i integritet med os selv.

Det er disse værdier, jeg har dyrket – og fortsat dyrker. Og jeg har fundet frem til, at vi specielt som nybagte mødre langt hen ad vejen ikke kan bruge fællesskaber, der bygger på mindre end dette, til noget. I hvert fald ikke, hvis vi snakker om ægte personlig udvikling, reel healing og et personligt ønske om at bevæge os imod vores egentlige selv.

Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.

Helt skrallet ind til benet gør nogle af disse patriarkalske værdier, som vores samfund og kultur i stor stil er bygget op omkring, at vi i dag blandt andet ser på mødre som nogle hylstre for babyer, hvor det vigtigste blot er at få et barn til verden i live, koste hvad det vil. Dette påvirker i den grad også den måde, mødregruppetilbuddene fra det offentlige i dag er grundlagt på.

En gruppe for babyer

En mødregruppe er egentlig – som der helt konkret står skrevet – en gruppe for mødre. Gennem de seneste mange år er mødregrupperne i Danmark dog blevet mere og mere “en gruppe for babyerne”.

Og hvad mener jeg så egentlig med det?

Jo, i de fleste mødregrupper i dag er det de børn, som vi har født, som er omdrejningspunktet for snakken og samtalerne, vi har med hinanden. Dette er jo i sin sag ikke hverken underligt eller “forkert” (hvilket intet jo egentlig er, efter min mening). Jeg oplever bare, at det er uhensigtsmæssigt.

“Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.”

 
Lykke Eluna Hammer

I små nyfødte børns første leveår hænger barnet uløseligt sammen med sin mors nervesystem. Dertil hører, at barnets mors nervesystem co-reguleres af den kultur, moderen er en del af, og moderens grundlæggende værdier og indre trosretninger (bevidste og ubevidste).

Derfor giver det meget mere mening at have mødregrupper (aka kvindefællesskaber, som det jo er), hvor det, der udforskes, tales om, deles, næres og dykkes ned i, har med moderens trivsel og indre følelsesliv at gøre, fremfor om hendes barn nu har taget et kilo på, spiser babymos fra Netto eller Kvickly eller vil sove 2, 3, 4,…7 eller 10 timer om natten! Mor og barn hænger sammen! Mor først!
Vi har som kultur i SÅ uendelig lang tid haft et alt for stort fokus på resultatet af kvindernes graviditeter og fødsler; børnene. Frem for, hvordan kvinderne bag dem egentlig har oplevet processerne, det medførte, og hvordan vi, der er kulturen omkring dem, kan nære dem i dag som de mødre, de er blevet til, med de historier, de har med sig.

‘Selv sidder jeg lige nu – næsten højgravid og skriver dette – og selvfølgelig er det, jeg er interesseret i med min graviditet, at mit barn kommer levende, sund og hel ud af min livmoder, når tid er. Det er der absolut ingen tvivl om. Det, der er min udfordring, er, at der i dag bliver et alt for stort fokus på dette resultat, fremfor hvilken processuel rejse, det egentlig er, jeg er ude på som menneske og kvinde.

Jeg har brugt mange kræfter – og utrolig meget nørderi – de sidste par år på at finde frem til hjælpere og støttespillere omkring mig til denne graviditet. Støtte og hjælp, som reelt set ikke er så sindssygt fokuseret på resultatet af min graviditet, som normen er det i dag.

Dette skriv er helt særligt dedikeret til min cyklusmentor og store inspirator Mandy Adams, der gik bort i Januar 2021. Mandy lod mig mærke og sanse på egen krop, hvordan det føles at være forbundet imellem tid og rum, på kryds af slægter, i et sandt og kærlighedsfuldt søsterskab.

Lykke Eluna Hammer

Det er disse udviklende og ekspansive processer – som kvindekroppen med muligheden for at bære et barn i livmoderen giver – der er mit hovedfokus. Disse fysiologiske og urkraftsfulde overgange i kvindelivet er ikke ”bare” en proces, vi skal komme helskindet igennem, og det er heller ikke en proces, der skal være ”let” og ”nem” for enhver pris. Det kræver noget af os som kvinder, og det kræver meget mere af os som kultur bag kvinderne.

Det er en dyb proces, vi giver os selv, og som i bedste fald – og ofte i al fald – skaber mulighed for en opdagelse af vores unikke potentialer og opgaver i dette liv. At bære liv og at føde er fysiologisk initierede portaler, som har til hensigt at ændre os for evigt.

Det er kæmpestore kræfter, vi har med at gøre, uden at jeg på nogen måde overdriver! Disse kræfter er, hvad jeg husker på, når jeg inviterer kvinder ind i nye mødregruppefællesskaber hos mig. Det sidste, jeg tænker på, er, hvordan disse kvinder får deres barn til at sove i deres egen seng, når barnet er seks måneder gammelt (og jeg tror heller ikke på, det tema på noget tidspunkt, faktisk overhovedet, er virkelig essentielt for den overgang, vi som kvinder går ind i med moderskabet).

Fra resultat- til procesliv(moder)

Med den ændring, jeg er fortaler for skal ske inden for vores kulturs traditioner med tilbud af mødregrupper, er mit fokus på proces det allermest essentielle.

Man kan tale om, at vi som kultur – det vil sige os som venner, parforhold, storfamilier, kernefamilier, mødre og fædre, landsbyer, landsdele, byområder og ikke mindst (måske egentlig først og fremmest) i forskellige netværk af kvinder – må ære og dyrke livet meget mere fra et processuelt perspektiv. Som jeg ser det, må vi i langt højere grad begynde at leve procesliv.

Et sådant liv kan folde sig ud på et utal af måder. Disse mange måder, farver og former af et liv i proces må vi inspirere hinanden til at lære af de eksempler, der går foran, ved siden af eller bagved os. Vi kan alle starte med vores eget store mikrokosmos og ære, at vi med det unikke og værdifulde liv, vi hver især er givet, tager os vores tid. Det kan betyde, at vi virkelig begynder at dyrke og mærke, hvad livet vil med os.

På et større kulturelt plan må vi – ligesom på et mikrokosmisk plan – tage et langt større kollektivt ansvar for at give det enkelte menneske – i alle dets individuelle former – retten til at tage sin tid, dvæle ved det, som livet er og bringer lige nu, og at kunne tage autonome og integrerede beslutninger for eget liv og legeme.

Alt dette sker ikke – nok aldrig – uden hjælp. Uden støtte. Uden at vi går vores individuelle vej sammen med nogle andre, vi ønsker at gå sammen med. Det er dette, som for mig er kendetegnende for et ægte og meningsfuldt fællesskab. Vi vidner hinanden og følges ad, men vi tager hverken den enkeltes ret og ansvar til selv at tage meningsfulde beslutninger fra dem, eller regner med at det kollektiv, som vi tager del i, tager ansvar for vores livsbeslutninger og indre processer som individer.

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab. At blive set og vidnet i livet og at finde vores unikke vej er både det, der skaber immunitet – eller skal vi kalde det indre styrke, og som er et liv i proces.

Her kommer jeg helt naturligt tilbage til mit syn på vores kultur, som helt utrolig resultatorienteret. Vi går nærmest rundt i en ‘kollektiv tåge’, som giver os ret til i vores ivrighed, utålmodighed og fremgangstrang at gøre al den vold og hurtighed, vi kan komme til, for at ‘nå frem’ til resultatet. Det er lidt sygt – nogle ville nok sige MEGET. Det gør jeg ikke.

Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?”.

“Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab.”

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler, at dette spørgsmål hjemsøger mig dagligt. Og jeg ved selv mindre og mindre om, hvor jeg faktisk er på vej hen. Jeg følger processen, og jeg prøver at blive ved med at mærke efter, og jeg føler, at det konstant er vigtigt at invitere flere og flere mennesker med ind på det spor.

Alle mine veninder

For snart tre år siden startede jeg så småt min egen virksomhed. Jeg opfandt konceptet #MødreMødes, og jeg har siden brugt rigtig meget af min daglige livskraft på at skabe og facilitere disse – for mig – meningsfulde og nærende mødregrupper i mit hjem i Midtjylland.

I virkeligheden føler jeg ikke, at jeg ”startede en virksomhed”. I virkeligheden føltes det meget mere som om; at jeg endelig hoppede med snuden direkte ned i den kvindelige ur-suppe og – sammen med mange andre kvinder i verden – begyndte at tage det søsterskab tilbage på landkortet, som gennem generationer har været glemt, gemt og brændt til grunde i vores europæiske slægtshistorie.

“Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?””

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler hver evig eneste dag en enorm taknemmelighed over, at jeg får muligheden for at gå denne vej af genkaldelse af, hvad det vil sige at leve et liv som kvinde fordybet i det fysiologiske og spirituelle fundament, som er vores. Den cykliske natur, som er udgangspunktet for alt liv på jorden.

En fødselsret og en kraft, som vi er i gang med at genkalde os, og som vi må tage ansvar for at huske og give videre. Sammen med alle mine veninder: Lad os lette på søstersårets tåge og tage kraften tilbage til vores kroppe.

Jeg vil gerne slutte med dette citat fra en vis:

”At sige, at min krop er sumpområde, flodmunding, økosystem, at den er spaltet igennem af bifloder af ledsagende arter, der putter sig i min mave, udvides gennem mine fingre, inddæmmer sig ved mine fødder, er en smuk måde at gentænke min kropslighed. Men så snart vi erkender, at vi ikke er forseglede i vores dykkerdragt af menneskehud, hvad gør vi så med denne erkendelse? Hvad skylder vi, og hvordan betaler vi?”

LÆS OGSÅ

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

af | feb 1, 2021

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

 

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

LÆS OGSÅ

Hvor er vores landsby?

af | nov 10, 2020

MODERSKAB

Hvor er vores landsby?

10. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Sergiu Vălenaș, Unsplash

 

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være et ensomt eller adskilt foretagende. Og jeg savner, som mange andre, en “landsby” omkring mig.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Da vi for omkring 2,5 år siden købte det hus, vi bor i nu, var det for at komme ud af byen. Vi ønskede mere luft, mere natur, mere have og mindre trafik omkring os.

Vi anede intet om området eller byen, hvor det, der syntes at være vores drømmehus, lå. Men det opfyldte alle vores ovennævnte ønsker. Og så lå det tæt på s-tog, hvilket jeg havde insisteret på for at kunne komme let til og fra arbejde.

På intet tidspunkt overvejede vi at undersøge, om der var nogen hjemmegående, hjemmeskolere og skoler med alternative tilgange til læring og mennesket generelt. Der var vi slet ikke. Der var jeg ikke endnu.

Godt nok arbejdede jeg, efter at være gået længere og længere ned i tid, kun to dage om ugen, og jeg mærkede, at noget ikke var, som det skulle være. Jeg hadede at være adskilt fra mine børn. Og mine børn fortalte tydeligt, at det heller ikke var rigtigt for dem. Men det var først, da vi var flyttet og havde prøvet flere af de lokale institutioner, at vi tog beslutningen: Meldte børnene ud og gjorde den orlov, jeg havde nået at få, til en fratrædelse.

Det var en lettelse. Og uden tvivl det helt rigtige for os.

Jeg gemmer alle sekunderne med mine børn i hjertet. Også de hårde, vanvittige og dem, hvor jeg føler mig magtesløs og mærker mit indre barn.

Vi har selv valgt dette liv, og jeg ville ikke bytte det for noget andet. Men det betyder ikke, at det ikke er hårdt. Og jeg savner landsbyen. Børnefamilierne, der ikke bare bor rundt om hjørnet, men som rent faktisk også er hjemme i dagtimerne. Voksne og børn, vi kan dele vores hverdag med, lege med, snakke med, grine med og som kan springe til og hjælpe, når jeg skal til læge, frisør, handle eller bare har brug for fem minutter selv. Familier, som vi kan være der tilsvarende for.

Jeg savner især landsbyen og det nære fællesskab nu, hvor min søn har den alder, hvor han, efter normen, skal i skole. For hvor ville jeg ønske, at valget ikke stod mellem at hjemmeskole med et netværk, vi skal køre langt for, eller en lokal, men meget bogligt orienteret, privatskole to minutter fra vores bopæl – godt nok med flere venner fra legegruppen.

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være enten et ensomt eller et adskilt foretagende. Ordsproget it takes a village to raise a child giver så god mening. Og jeg håber, vi som samfund en dag vågner og skaber bedre vilkår for nybagte mødre og børnefamilier i det hele taget. Og jeg håber, at landsbyen – forstået som kærlige og nærværende mennesker omkring os – i fremtiden vil blive en selvfølgelighed. At det er det, vi også politisk vil skabe bedre rammer for.

Selv er jeg så taknemmelig for de familier, vi har fundet i vores by, og nyder at tilbringe dagene med dem. De er så vigtige i vores liv. Men det, vi har, er ikke den landsby, jeg for alvor drømmer om. Det er ikke et sted, hvor man, som en – for mig betydningsfuld – person forleden udtrykte det, bare løber over på den anden side af vejen til genboen og leger. Alting skal planlægges og aftales.

Skulle jeg flytte i dag, skulle det være for at finde vores landsby. Fællesskabet. Men jeg fornemmer, vi er mange, der leder og længes.

Og findes den overhovedet, landsbyen? Eller skal vi skabe den selv?

Har du fundet din?

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

MODERSKAB

Hvor er vores landsby?

10. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Sergiu Vălenaș, Unsplash

 

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være et ensomt eller adskilt foretagende. Og jeg savner, som mange andre, en “landsby” omkring mig.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Da vi for omkring 2,5 år siden købte det hus, vi bor i nu, var det for at komme ud af byen. Vi ønskede mere luft, mere natur, mere have og mindre trafik omkring os.

Vi anede intet om området eller byen, hvor det, der syntes at være vores drømmehus, lå. Men det opfyldte alle vores ovennævnte ønsker. Og så lå det tæt på s-tog, hvilket jeg havde insisteret på for at kunne komme let til og fra arbejde.

På intet tidspunkt overvejede vi at undersøge, om der var nogen hjemmegående, hjemmeskolere og skoler med alternative tilgange til læring og mennesket generelt. Der var vi slet ikke. Der var jeg ikke endnu.

Godt nok arbejdede jeg, efter at være gået længere og længere ned i tid, kun to dage om ugen, og jeg mærkede, at noget ikke var, som det skulle være. Jeg hadede at være adskilt fra mine børn. Og mine børn fortalte tydeligt, at det heller ikke var rigtigt for dem. Men det var først, da vi var flyttet og havde prøvet flere af de lokale institutioner, at vi tog beslutningen: Meldte børnene ud og gjorde den orlov, jeg havde nået at få, til en fratrædelse.

Det var en lettelse. Og uden tvivl det helt rigtige for os.

Jeg gemmer alle sekunderne med mine børn i hjertet. Også de hårde, vanvittige og dem, hvor jeg føler mig magtesløs og mærker mit indre barn.

Vi har selv valgt dette liv, og jeg ville ikke bytte det for noget andet. Men det betyder ikke, at det ikke er hårdt. Og jeg savner landsbyen. Børnefamilierne, der ikke bare bor rundt om hjørnet, men som rent faktisk også er hjemme i dagtimerne. Voksne og børn, vi kan dele vores hverdag med, lege med, snakke med, grine med og som kan springe til og hjælpe, når jeg skal til læge, frisør, handle eller bare har brug for fem minutter selv. Familier, som vi kan være der tilsvarende for.

Jeg savner især landsbyen og det nære fællesskab nu, hvor min søn har den alder, hvor han, efter normen, skal i skole. For hvor ville jeg ønske, at valget ikke stod mellem at hjemmeskole med et netværk, vi skal køre langt for, eller en lokal, men meget bogligt orienteret, privatskole to minutter fra vores bopæl – godt nok med flere venner fra legegruppen.

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være enten et ensomt eller et adskilt foretagende. Ordsproget it takes a village to raise a child giver så god mening. Og jeg håber, vi som samfund en dag vågner og skaber bedre vilkår for nybagte mødre og børnefamilier i det hele taget. Og jeg håber, at landsbyen – forstået som kærlige og nærværende mennesker omkring os – i fremtiden vil blive en selvfølgelighed. At det er det, vi også politisk vil skabe bedre rammer for.

Selv er jeg så taknemmelig for de familier, vi har fundet i vores by, og nyder at tilbringe dagene med dem. De er så vigtige i vores liv. Men det, vi har, er ikke den landsby, jeg for alvor drømmer om. Det er ikke et sted, hvor man, som en – for mig betydningsfuld – person forleden udtrykte det, bare løber over på den anden side af vejen til genboen og leger. Alting skal planlægges og aftales.

Skulle jeg flytte i dag, skulle det være for at finde vores landsby. Fællesskabet. Men jeg fornemmer, vi er mange, der leder og længes.

Og findes den overhovedet, landsbyen? Eller skal vi skabe den selv?

Har du fundet din?

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

af | jun 15, 2020

MODERSKAB

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

15. juni 2020 – opdateret 5. juli 2022 | Af Josefine Pilgaard | Foto: Privat

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

Josefine Pilgaard er 27 år, gift med Niels og mor til Ane på snart 3 år. Hun er tidligere pædagogstuderende, men nu hjemmegående. Familien er bosat på Djursland. Du kan følge hende på instagramprofilen @moderskabs_mod.

”Det er primært dig, der synes, det er hårdt, mor.”

Kommentaren faldt under indkøringen af min datter. Jeg var ikke enig i udsagnet, og en stemme i mit hoved skreg:

”Okay, hvad hvis mine følelser og mine tanker bliver trådt på i dette forløb. Hvad hvis jeg rent faktisk er sindssygt utilpas i det her? Er det så ikke også vigtigt?”

Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage. Jeg var forkert. Mine tanker var forkerte. Det vil sige; min lyst til at blive ved med at holde mit barn var blevet gjort forkerte.

”Den gode mor.” Jeg vidste ikke længere hvad det indebar. For da jeg havde født min datter, gav jeg hende et stille løfte om, at jeg nok skulle passe på hende og være der for hende, men nu gik jeg jo? Nu vendte jeg mit grædende barn ryggen, jeg gik min vej i et sådant tempo, at man skulle tro, hendes tårer ikke talte for noget i denne verden.

“Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage.”

 
Josefine Pilgaard

”Men det er okay Josefine.” Fik jeg at vide, og jeg nikkede bare febrilsk, for jeg kendte jo proceduren. Jeg plejede bare at være personalet på den anden side af indkøringen. Jeg plejede at være den, der tog imod de grædende børn, når deres forældre skulle afsted. Jeg nikkede og gav mit dyrebareste i favnen på en fremmed.

”Men det er jo dig, det er hårdt for, mor. Hun skal nok stoppe med at græde igen.”

Hvorfor var det hårdt for mig? Hvorfor skreg stemmerne så højt?

Jeg tror, det var fordi, vi mennesker i bund og grund ikke er byggede til at skulle undvære vores børn. Slet ikke når de er så små, som min datter var. Det var hårdt, fordi min sjæl, min krop, mit hoved, mine tanker og min intuition – som alt sammen blev gjort nyttesløse i denne indkøringsproces – kunne mærke, at mit barn ikke var glad. Det kunne mærke, at JEG ikke var glad i dette. Mit sind var ulykkeligt ved tanken om, at jeg nu drog afsted – for at trøste andres grædende børn, imens mit eget grædende barn sad på skødet af en fremmed dame.

Halvandet år gik der med grådkvalte afleveringer i en institution, hvor følelserne ikke var i højsædet, selvom reklameskiltet sagde det. Halvandet år gik der, før mit sind råbte så højt, at det knækkede mig og efterlod mig i en stressposition, hvor jeg var tvunget til at droppe den uddannelse, jeg troede, var vigtigt. Lige nu. Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.

Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top. Jeg havde lyttet til dette så længe, at tanken om, at mit eget kreative sind, vilje og frem for alt min moderkærlighed, ikke var nok til mit barn. Tankerne om, at jeg ikke kunne være ”nok” overfor mit eget barn, gjorde mig syg.

“Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg følte mig så nøgen, da vi tog beslutningen om, at vores datter ikke skulle afsted mere. For jeg havde livet igennem vidst, at dette var dén vej, man gik. At uddannelse var vigtig og skulle tages i de unge år, og at børn jo skulle socialiseres via institution i den ene eller anden form. Jeg havde fået 0% guidning i, hvordan man var hjemmegående, hvordan man skulle ”aktivere” ens eget barn, og hvorvidt dette overhovedet var nødvendigt i en sådan grad, som det foregår i en vuggestue. For jeg havde jo ikke pengene eller pladsen til at skabe det slaraffenland af en aktivitetsbombe, der findes i en institution. Jeg havde ikke engang en have. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvordan skulle det gå? Har jeg lige kastet hele min datters fremtid op i luften og håbede nu bare på, den ikke faldt ned og gik i tusinde stykker?

Jeg var nøgen. Jeg var sårbar. Jeg følte mig udsat og et mål for hån og bebrejdelse. Jeg synes, det var svært at gå imod strømmen, at lytte til mig selv, uanset hvor rigtigt jeg kunne mærke, det føltes indeni, både hos mig og min datter.

“Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg skammer mig over, hvor længe min datter befandt sig i vuggestuen, men jeg skammer mig også over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab. At være mor på MIN måde krævede så meget mod. Det synes jeg ikke, det burde. Det burde ikke være så problematisk at lytte til sin egen intuition. Det burde ikke være skamfuldt at gøre det rigtige for en selv, uanset om det betyder, at man bryder hamsterhjulet og går mod flokken. Forældre burde ikke få kastet i hovedet, at det er dem og deres tanker, der står i vejen for barnet og dets trivsel.

Jeg synes stadig, det er svært. Jeg føler, jeg famler i blinde nogle dage, men samtidig giver hjemmelivet mig en ro og en følelse af, at vi har det godt, sammen. Det her er rigtigt for os. Men for pokker hvor var det svært at sige det højt.

MODERSKAB

Jeg skammer mig over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

15. juni 2020 – opdateret 5. juli 2022 | Af Josefine Pilgaard | Foto: Privat

 

Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn, skriver Josefine Pilgaard i dette indlæg.

Josefine Pilgaard er 27 år, gift med Niels og mor til Ane på snart 3 år. Hun er tidligere pædagogstuderende, men nu hjemmegående. Familien er bosat på Djursland. Du kan følge hende på instagramprofilen @moderskabs_mod.

”Det er primært dig, der synes, det er hårdt, mor.”

Kommentaren faldt under indkøringen af min datter. Jeg var ikke enig i udsagnet, og en stemme i mit hoved skreg:

”Okay, hvad hvis mine følelser og mine tanker bliver trådt på i dette forløb. Hvad hvis jeg rent faktisk er sindssygt utilpas i det her? Er det så ikke også vigtigt?”

Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage. Jeg var forkert. Mine tanker var forkerte. Det vil sige; min lyst til at blive ved med at holde mit barn var blevet gjort forkerte.

”Den gode mor.” Jeg vidste ikke længere hvad det indebar. For da jeg havde født min datter, gav jeg hende et stille løfte om, at jeg nok skulle passe på hende og være der for hende, men nu gik jeg jo? Nu vendte jeg mit grædende barn ryggen, jeg gik min vej i et sådant tempo, at man skulle tro, hendes tårer ikke talte for noget i denne verden.

“Alt i min krop vendte sig. Jeg gik fra vuggestuen med tårerne trillende ned ad kinderne, hjertebanken og et hav af stemmer i hovedet, der skreg, at jeg skulle vende om og gå tilbage.”

 
Josefine Pilgaard

”Men det er okay Josefine.” Fik jeg at vide, og jeg nikkede bare febrilsk, for jeg kendte jo proceduren. Jeg plejede bare at være personalet på den anden side af indkøringen. Jeg plejede at være den, der tog imod de grædende børn, når deres forældre skulle afsted. Jeg nikkede og gav mit dyrebareste i favnen på en fremmed.

”Men det er jo dig, det er hårdt for, mor. Hun skal nok stoppe med at græde igen.”

Hvorfor var det hårdt for mig? Hvorfor skreg stemmerne så højt?

Jeg tror, det var fordi, vi mennesker i bund og grund ikke er byggede til at skulle undvære vores børn. Slet ikke når de er så små, som min datter var. Det var hårdt, fordi min sjæl, min krop, mit hoved, mine tanker og min intuition – som alt sammen blev gjort nyttesløse i denne indkøringsproces – kunne mærke, at mit barn ikke var glad. Det kunne mærke, at JEG ikke var glad i dette. Mit sind var ulykkeligt ved tanken om, at jeg nu drog afsted – for at trøste andres grædende børn, imens mit eget grædende barn sad på skødet af en fremmed dame.

Halvandet år gik der med grådkvalte afleveringer i en institution, hvor følelserne ikke var i højsædet, selvom reklameskiltet sagde det. Halvandet år gik der, før mit sind råbte så højt, at det knækkede mig og efterlod mig i en stressposition, hvor jeg var tvunget til at droppe den uddannelse, jeg troede, var vigtigt. Lige nu. Halvandet år gik der, før jeg turde tro på, at jeg måske godt kunne ”klare” mit barn selv, at jeg måske skulle begynde at lytte til de råbende stemmer og lytte til den mavefornemmelse, jeg havde haft hele tiden. Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.

Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top. Jeg havde lyttet til dette så længe, at tanken om, at mit eget kreative sind, vilje og frem for alt min moderkærlighed, ikke var nok til mit barn. Tankerne om, at jeg ikke kunne være ”nok” overfor mit eget barn, gjorde mig syg.

“Jeg nåede at blive decideret syg af at undvære mit barn. Fysisk og psykisk syg af savnet og de normer, der tyngede mig så hårdt, at det fik mig ned i knæ.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg følte mig så nøgen, da vi tog beslutningen om, at vores datter ikke skulle afsted mere. For jeg havde livet igennem vidst, at dette var dén vej, man gik. At uddannelse var vigtig og skulle tages i de unge år, og at børn jo skulle socialiseres via institution i den ene eller anden form. Jeg havde fået 0% guidning i, hvordan man var hjemmegående, hvordan man skulle ”aktivere” ens eget barn, og hvorvidt dette overhovedet var nødvendigt i en sådan grad, som det foregår i en vuggestue. For jeg havde jo ikke pengene eller pladsen til at skabe det slaraffenland af en aktivitetsbombe, der findes i en institution. Jeg havde ikke engang en have. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvordan skulle det gå? Har jeg lige kastet hele min datters fremtid op i luften og håbede nu bare på, den ikke faldt ned og gik i tusinde stykker?

Jeg var nøgen. Jeg var sårbar. Jeg følte mig udsat og et mål for hån og bebrejdelse. Jeg synes, det var svært at gå imod strømmen, at lytte til mig selv, uanset hvor rigtigt jeg kunne mærke, det føltes indeni, både hos mig og min datter.

“Jeg er blevet opdraget af samfundet til at tro på, at jeg ikke kunne varetage mit eget barns trivsel. Jeg er blevet fodret med idéen om, at det kræver faglært personale og mange års erfaring at skabe et godt ’børnemiljø’, hvor trivslen er i top.”

 
Josefine Pilgaard

Jeg skammer mig over, hvor længe min datter befandt sig i vuggestuen, men jeg skammer mig også over, hvor lidt tiltro jeg havde til mig selv og mit moderskab. At være mor på MIN måde krævede så meget mod. Det synes jeg ikke, det burde. Det burde ikke være så problematisk at lytte til sin egen intuition. Det burde ikke være skamfuldt at gøre det rigtige for en selv, uanset om det betyder, at man bryder hamsterhjulet og går mod flokken. Forældre burde ikke få kastet i hovedet, at det er dem og deres tanker, der står i vejen for barnet og dets trivsel.

Jeg synes stadig, det er svært. Jeg føler, jeg famler i blinde nogle dage, men samtidig giver hjemmelivet mig en ro og en følelse af, at vi har det godt, sammen. Det her er rigtigt for os. Men for pokker hvor var det svært at sige det højt.

LÆS OGSÅ