Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

af | aug 5, 2021

ANMELDELSE

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Moderland

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin bog Moderland redegør hun for hvorfor.

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,” som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

ANMELDELSE

Institutioner må ikke være det, vi per automatik byder børn

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin nye bog Moderland redegør hun for hvorfor.

8. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Moderland

 

Langt de fleste danske børn bruger deres første leveår i institution, mens forældrene går på arbejde. Men den samfundsnorm bør ændres, mener Anne Kirstine Sørensen. I sin bog Moderland redegør hun for hvorfor.

 

ANMELDELSE AF MODERLAND Anne Kirstine Sørensens bog Moderland er et tiltrængt nødråb til de danske politikere. Den er også en velargumenteret kritik af en samfundsmodel, der økonomisk straffer det at passe egne børn, og som alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

”Hvad blev der af det blik for børnene? For kvinderne? For de nære relationer? Og hvordan endte det med, at socialdemokraterne skrev forældrene helt ud af børnenes historie?” spørger hun blandt andet i bogen, som udkom i sidste måned.

Ved at bruge sit eget moderskab og erfaringer formår Anne Kirstine Sørensen tydeligt at illustrere, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er bydende nødvendig.

I bogen beskriver hun således både egne erindringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige beretninger om gråd, der bliver ignoreret og ikke videreformidlet til forældrene. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der sørger, savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

”Min holdning er derfor: I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system,” som hun et sted skriver i bogen.

Anne Kirstine Sørensen lægger ikke skjul på, at hendes syn på vuggestuer og institutionalisering især blev formet af hendes egen følelse af at svigte sine børn uopretteligt, da hun forlod dem ”på vuggestuens grå linoleumsgulv.”

For, som hun senere i bogen spørger: 

”Hvad mon det betyder for selvværdet og tilliden til forældrene, der indtil bruddet var det sikre centrum i deres verden? Det kan ingen nok svare fyldestgørende på, men jeg er sikker på, det har nogle konsekvenser.” 

Følelsen af at svigte sine børn vil måske vække genklang hos en del. I hvert fald hos mig. 

Men, som hun selv har måttet erkende, er vores samfundsmodel ikke indrettet til at støtte op om dem, der ønsker at vælge institutioner fra for i en periode at passe egne børn – hvad enten der er tale om moderen eller faderen. Og hun pointerer flere gange det absurde i, at man kan få kommunale midler til en privat pasningsordning, mens kun få kommuner giver tilskud til hjemmepasning.

“I bedste fald er vuggestuer en discountløsning på velfærdsstatens pasningsproblem. I værste fald er de udtryk for et omsorgssvigt, der er sat i system.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I bogen viser hun, hvordan familier, der vælger anderledes, på mange måder straffes økonomisk. Men hun illustrerer også, hvordan den førte politik og samfundsstruktur er med til at så tvivl om evnen til at passe sine egne børn.

”Bag centrum-venstres utopi ligger en antagelse om, at daginstitutioner er bedst for børn, at de er udviklende og kompetencegivende helt fra vuggestuen på en måde, der nærmest er uundværlig og i hvert fald trumfer alt, hvad forældrene kan give. Ifølge min erfaring er det ikke sandt, og måske er det den største løgn af alle i den her debat,” som Anne Kirstine Sørensen formulerer det.

”Så nej, jeg elsker ikke det Danmark, jeg har oplevet som mor. For det er et Danmark, hvor man skal kæmpe mod stærke kræfter hver dag for at passe på sine børn. Hvor man disciplineres, beskattes, kontrolleres og reduceres som borger og forælder. Hvor de forhold, man bliver budt i det offentlige, for eksempel i folkeskolen og daginstitutionerne, til gengæld for det monstrøse skattetryk, ofte er så ringe, at samfundsmodellen mister sin mening,” skriver hun og pointerer desuden:

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

Og havde de danske institutioner blot været kendetegnet ved høj kvalitet og hænder nok til alle børn, gav devisen om, at institutioner er med til at sikre social lighed og integrationen måske mening. Men sådan hænger det ikke sammen, mener hun:

”Det moralske imperativ til at institutionalisere vores børn af hensyn til de svageste børn, som socialdemokraterne mener har særligt gavn af det, pålægges alle og bruges som en løftestang til at sætte forældre uden for indflydelse. Alt sammen med argumenter, som ingen fornuftige mennesker kan modsige. Går man ikke ind for at bryde den negative sociale arv? For vellykket integration? For at kvinder skal have adgang til arbejdsmarkedet? Jo, selvfølgelig. Ligesom alle vel er på ”børnenes side”, som er Mette Frederiksens seneste retoriske greb for at monopolisere godheden og sætte sig på børnene. Det, der i virkeligheden sker, er, at forældrenes rettigheder inddrages af hensyn til en utopisk forestilling om, at institutionaliseringen af alle børn kan ændre noget væsentligt vedrørende disse dagsordener. Det er det største problem. Det næste problem er, at hverken institutionaliseringen eller andre af velfærdsstatens instrumenter har formået at afhjælpe de problemer, Mette Frederiksen nævner.”

I Moderland tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor et øget fokus på familiepolitik og muligheden for at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, sådan som det ellers ofte fremføres i debatten. 

For ja, kvindebevægelsen var nødvendig, som hun understreger. Men når vi i dag taler om faren for at komme ”tilbage til kødgryderne”, er det i Anne Kirstine Sørensens optik at underkende ”kvinder som voksne individer, idet kvinderne betragtes som nogle, der skal beskyttes mod at falde i den fælde, den ulønnede børneomsorg betragtes som. Som om vi skal hjælpes til at træffe det rigtige valg for os selv ved at vælge det nære liv med vores børn fra. Og som om det kun kan betragtes som et tilbageskridt, at kvinder passer deres egne børn.”

”Et dagtilbud, man ikke har råd til at vælge fra, er ikke et tilbud.”

 
Anne Kirstine Sørensen i Moderland

I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre, i stedet for at forsøge at presse alle ind i den snævre forestilling om det gode kvindeliv, som den dominerende feminisme dikterer”.

For det er langt fra alle kvinder, der er så karriereorienterede, som vores samfundsmodel antager, viser hun og slår desuden fast:

”Institutionaliseringens realiteter er nok til at leve med, hvis man aktivt har valgt det, for eksempel fordi man som forældre vil satse på en karriere. Men det skal være et individuelt valg, som forældrene selv træffer. At vi byder alle børn dette som en uomgængelig samfundsnorm, forekommer mig at være fattigt.”

 ”I et frit samfund skal forældrene ikke lægge børn til noget som helst for statens skyld. Statens institutioner skal være til for borgerne, ikke omvendt,” lyder det også.

Anne Kirstine Sørensen kommer omkring rigtig mange vigtige temaer i sin bog, og jeg er enig i en stor del af hendes pointer. Mange af dem falder dog uden for normen, og derfor tror jeg, at Moderland vil vække forargelse og provokere nogle. Men Moderland er også en vigtig og velargumenteret debatbog med et budskab, der ikke kan råbes højt og ofte nok, og som jeg vil anbefale alle at læse. Derefter skal der handling til. For børnenes skyld.

 
Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag. Bogen kan købes her (affiliate link).
Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.
Du kan også lytte til Moderland på Bookbeat. Lige nu får du som ny bruger 2 måneder GRATIS ved at følge dette link – KLIK HER

 

LÆS OGSÅ

Når traumer går i arv

af | jul 8, 2021

HEALING

Når traumer går i arv

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

 

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Mette Buhl er uddannet sygeplejerske, METAsundhedsterapuet og EFT/tankefeltterapeut. Lige nu er hun beskæftiget i egen virksomhed, mens hun på femte år hjemmeunderviser sine to piger sammen med sin mand. Du kan se mere her og følge hende på Instagram her.

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 
Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 
Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 
Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

HEALING

Når traumer går i arv

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

 

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Mette Buhl er uddannet sygeplejerske, METAsundhedsterapuet og EFT/tankefeltterapeut. Lige nu er hun beskæftiget i egen virksomhed, mens hun på femte år hjemmeunderviser sine to piger sammen med sin mand. Du kan se mere her og følge hende på Instagram her.

 

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 
Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 
Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 
Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

LÆS OGSÅ

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

af | maj 31, 2021

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

MODERSKAB

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen

31. maj 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Isaac Quesada, Unsplash

 

Som nybagt mor er det helt okay at sætte grænser. For eksempel i forhold til besøg. Faktisk kan det ligefrem være healende og styrke dit moderinstinkt, skriver psykoterapeut Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

 

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv. Ikke kun for det lille nye menneskeliv, som netop har fundet vej fra den trygge, varme og mørke livmoder ud i den store verden, men også for mor, far og eventuelle søskende.

Overgangen fra det gamle til det nye vil for de fleste føles som en omvæltning, og det kan tage tid at finde sig til rette og lære hinanden at kende. For ikke at glemme; at lære sig selv at kende på ny. For med fødslen af et barn, fødes også en mor.

Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født. Fødslen har bogstaveligt talt efterladt en stor fysisk åbning i os, som vil tage tid at lukke sig igen. Vi bløder og er ofte afkræftet efter fødslen.

Men også mentalt er vi mere åbne. En biologisk funktion, som hjælper os til at knytte os til vores baby og lære den at kende, så vi kan aflæse dens behov og tage os af den. Vores hjerne ændrer sig for at kunne skabe plads til alt det nye, vi skal lære. Oxytocinen stiger, hvilket – udover ovenstående – booster mælkeproduktionen og derved fremmer babyens overlevelse og trivsel. Enhver form for stress vil dog have en negativ virkning på produktionen af oxytocin. Derfor er det vigtigt at forsøge at undgå stress i tiden efter fødslen. 

“Det er helt naturligt at føle sig enormt sårbar, efter man har født.”

 
Annalie Jørgensen

At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor. I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser. For mange er det noget, som sætter dybe spor – både i deres moderskab, men også i deres relationer.

De fleste af os, som er i den fødedygtige alder, er vokset op under et børnesyn, som byggede på magt, autoritet og mistillid, og som fokuserede mest på, hvad børn kunne og gjorde, og ikke så meget på, hvordan de havde det.

Selvom vi i dag er blevet klogere, hvad angår udviklingspsykologi og tilknytningsteori, kan dette børnesyn stadig være gældende for vores forældre og for dét sundhedspersonale, vi møder, og det kan trække dybe spor ind i vores nuværende liv.

Mange af os har været nødsagede til at undertrykke dele af os selv og vores behov for at bevare kærligheden fra vores forældre, og lige så mange af os har fået vores grænser ignoreret og overskredet som børn, med dét resultat, at vi kan have enormt svært ved at sætte grænser som voksne, hvis vi da overhovedet kan mærke grænserne. Dette kan gælde både i forhold til vores egne forældre, men også i forhold til svigerforældre, andre familiemedlemmer, venner, sundhedspersonale osv. 

“At skulle tage stilling til familie og venners ønske om at komme og se babyen midt i alt det nye, kan for mange blive en kæmpe stressfaktor.”

 
Annalie Jørgensen

Hvad dine behov som nybagt mor er, og hvad der føles grænseoverskridende for dig, er individuelt og noget, du må gøre en indsats for at mærke efter i dig selv.

Det er vigtigt at du er ærlig over for dig selv, for dit nervesystem kan ikke lyve, og alt, hvad du undertrykker, vil højst sandsynligt komme til udtryk hos din baby. Børn bliver nemlig født med et meget umodent nervesystem og må ‘låne’ af moderens nervesystem for at blive reguleret følelsesmæssigt. Så hvis du har svært ved at italesætte dine egne behov og kræve, at de bliver mødt for din egen skyld, så gør det for dit barns skyld. Eller se det som en mulighed for at hele dit eget indre barn og give dig selv dét, du ikke selv fik dengang. Én voksen, som tager dine behov og grænser seriøst.

Vid, at I har jeres fulde ret til at:

  • frabede jer besøg, indtil I selv er klar og tager initiativ.
  • frabede jer uanmeldt besøg.
  • afvise folk ved døren, som alligevel dukker op.
  • aflyse et planlagt besøg, hvis det passer dårligt, f.eks. hvis det har været en hård nat.
  • vælge, at nogle må besøge, og andre ikke må.
  • sende gæsterne hjem midt i et besøg, fordi I har fået nok og har brug for ro.
  • sige til folk, at de selv må tage kaffe, kage eller andet med.
  • spørge folk, om de vil støvsuge, tage opvasken, folde vasketøjet eller andet praktisk.
  • spørge, om de vil komme og sætte mad uden for døren og gå igen.
  • sige nej til at lade andre holde babyen.
  • frabede jer ‘gode råd’, spørgsmål til fødslen eller lignende.

Jeg lover dig, at du ikke er den eneste, som har gjort dette.

Det kan være en rigtig god idé at skrive et brev ud til familie og venner inden fødslen, hvor I fortæller jeres behov og ønsker. Folk er forskellige og har alle forskellige behov, så gør det tydeligt og konkret, og tag endelig ikke noget for givet. Det kan være nemmere at have mange ‘strenge’ ønsker som udgangspunkt og så løsne lidt op senere, hvis I føler for det, så I ikke føler, I skuffer nogens forventninger. Bed eventuelt om en tilbagemelding fra modtagerne, hvor de bekræfter, at de har læst og forstået jeres ønsker.

“I min tid som terapeut har jeg haft kontakt med alt for mange mødre, som har haft dårlige oplevelser i forbindelse med barselsbesøg, hvor de har fået overskredet deres grænser.”

 
Annalie Jørgensen

Skulle det alligevel ske, at jeres ønsker og grænser ikke bliver respekteret, så er det helt legitimt at blive vred. Under det gamle børnesyn er vrede blevet opfattet som en ‘dårlig’ følelse, og ofte blev børn endda straffet, hvis de utrykte vrede. Derfor kan denne følelse være svær at rumme for mange af os. Men når det kommer til at sætte grænser, er følelsen af vrede en rigtig god hjælp og indikator på, at vores grænser er blevet overskredet. Så brug energien i vreden til at sige fra.

At bringe et barn til verden er starten på et nyt liv, og kommer man godt fra start, vil det styrke både relationen til barnet, men også styrke moderens selvværd og moderinstinkt. Så tag jer endelig god tid og mærk efter.

Det handler om jer og jeres barn – ikke om alle andre.

LÆS OGSÅ

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

af | maj 6, 2021

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

MODERSKAB

Linda er hjemmegående: Mine børn er min karriere og mit livsværk

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

6. maj 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur, mener Linda Toft, der som hjemmegående derfor ikke oplever, at samfundet støtter op om hendes valg.

Linda Toft er 32 år, gift med Glenn og hjemmegående med parrets seks børn. Ingen af børnene går i børnehave eller skole. De ældste gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @Imortilseks og @far.til.seks

 

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk.

Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Her følger TV2 de tre familier gennem et år i forsøget på at belyse, hvordan det er være hjemmegående i dag.

I dette lille interview med Linda kan du læse mere om de tanker, hun har gjort sig om hjemmelivet.

 

Hvordan er det for dig at være hjemmegående?

For mig er det fantastisk at være hjemmegående. Ikke hvert minut hver eneste dag – men sådan tror jeg, det er med alt “arbejde”. Jeg kan bare ikke forestille mig mit liv give mening på andre måder. I hvert fald ikke endnu.

Min familie og mine børn er min drøm, min karriere og mit livsværk. Og lige meget, hvor træls og hårdt det kan være nogle dage – de dage, hvor der er uendelige skænderier børnene imellem, og alting flyder, og jeg bare er træt – så har jeg stadig ikke på mine snart 13 år som hjemmegående prøvet at ønske mig alene ud på en øde ø med en drink i hånden. Det tænker jeg er et meget godt tegn på, at jeg er, lige hvor jeg skal være.

 

Hvilke tanker gjorde I jer som familie, inden du valgte at blive hjemmegående?

Vi gjorde os ikke specielt mange tanker inden. Jeg kunne bare mærke, at det føltes så fuldstændig forkert for mig at skulle være adskilt fra mit lille, ikke engang etårige barn i de fleste af døgnets vågne timer. Det var hverken han eller jeg klar til. Så vi mærkede efter, handlede og prioriterede ud fra det.

 

Hvilken betydning tror du, det har for jeres børn, at de ikke er i institution eller skole?

Det har enormt stor betydning for vores børn, at de ikke er institutionaliserede. De er sammen med deres primære omsorgspersoner altid – med mindre de selv vælger andet (legeaftaler og den slags). Der er aldrig stress. De skal ikke op og i seng på bestemte tidspunkter. Der er altid tid og plads til leg og sjov. Læring skal ikke nødvendigvis foregå mellem 8-14, og nærvær og samvær med familien er ikke kogt ned til få timer om dagen.

Linda Toft er med i TV2 programmet Vi er de hjemmegående.

Foto: Betina Andersen Impact/TV 2

Jeg ser en frihed og en glæde i vores børn, som jeg ikke oplevede i den tid, de gik i skole. Nu kan læring udspringe af leg eller interesse. De bliver altid set og hørt, og alle er med og sammen.

Børnene bliver aldrig tvunget eller overladt til sig selv, og der er altid en kærlig favn inden for rækkevidde. Den tillid, det skaber til en hverdag uden sorg og svigt, har helt sikkert gjort en meget positiv forskel for, hvordan de trives.

 

Hvordan oplever du, at andre tager imod det, når de hører, du er hjemmegående, og jeres børn ikke er i institution og skole?

Altså, jeg tror, jeg og vi har været ret heldige. Det er meget lidt negativt, vi har oplevet omkring vores valg af livsstil. Det har mest været nysgerrig undren og positive kommentarer. Nogle synes, det er et modigt og spændende valg.

Jeg tror bestemt, at mange også er uforstående over for vores valg, men så siger de det i hvert fald ikke til os direkte.

 

Hvordan får I det som familie til at hænge sammen økonomisk?

Økonomien er supersvær med kun én indtægt. Det er benhård prioritering hele vejen igennem. Vi må skære mange ting fra, som mange andre måske tager for givet.

Der er ikke penge til take away og dyre ferier, og når vi køber “nyt”, er det brugt.

Kan ens børn være ens karriere? Ja selvfølgelig, mener Linda Toft, der selv betegner sine børn og sin familie som sin drøm og sit livsværk. Sammen med gemalen, Glenn, og parrets 6 – snart 7 – børn medvirker hun og to andre familier i TV2 programmet ”Vi er de hjemmegående.

Linda med sin skønne familie. Foto: Privat

Vi synes naturligvis, at den tid, frihed og det nærvær, vi får med vores børn, er det hele værd og mere til. Men bedre økonomiske vilkår for hjemmepassere står bestemt højt på ønskelisten.

 

Oplever du, at samfundets strukturer og politikker støtter op om hjemmegående familier?

Vi oplever bestemt ikke, at samfundet støtter op om vores valg. Al retorik om børneliv fra myndigheder handler om pasningsordninger og adskillelseskultur. Det fremlægges overalt som en selvfølgelighed, at alle børn skal institutionaliseres. Selve samfundsstrukturen forliger sig på fortællingen om forbrug og arbejdslivets “glæder”. Der er så mange økonomiske incitamenter for, at begge forældre skal på arbejdsmarkedet, og det gør det meget svært at træffe andre valg.

 

Er der noget – på samfundsplan – du ville ønske, var anderledes, og som ville gøre livet som hjemmegående familie lettere (også at tilvælge)?

Det ville klart være bedre for os, hvis pengene fulgte barnet i stedet for at være øremærket til utilstrækkelige institutioner. Hvis politik tog udgangspunkt i børnenes udvikling og trivsel og gjorde noget for at fremme i stedet for at modarbejde. Det ville give langt bedre vilkår for at skabe fællesskaber af ligesindede.

 

Programmet ”Vi er de hjemmegående” kan ses torsdag den 6. maj 2021 klokken 20.00 på TV2.

 

 

LÆS OGSÅ

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

af | feb 14, 2021

MODERSKAB

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

14. februar 2021 | Af Lykke Eluna Hammer | Foto: Privat

 

Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

Lykke Eluna Viktoria Hammer er mor, kulturiværksætter, værtinde og intuitiv leder. Lykke har med sin forretning, Lykkecirkler, fokus på at skabe nutidens meningsfulde kvindefællesskaber med et særligt fokus på kvindelivets kropslige initieringer og cykliske natur. Du kan læse mere på lykkecirkler.dk og følge hende på @lykkecirkler.

Forestil dig. For en kort stund. At det er lige så essentielt for et menneske at have et community, som det er at sove.

Et lidt uvant – ja, måske endda lidt langt ude – tankeeksperiment, ikke?

Men faktisk er dette den egentlige sandhed omkring vores inderste, fysiologiske blueprint som mennesker i denne verden. Særligt som kvinder.

I Kvindens dybe natur, i hendes cykliske væsen, ligger nemlig både et grundlæggende behov – og et iboende potentiale for at indgå i tætte, meningsfulde og kærlighedsfulde fællesskaber.

I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.

Et iboende design

Jeg har de sidste tre år af mit liv dykket dybt, dybt ned i både den fysiologiske og åndelige swimmingpool af, hvad det vil sige at være biologisk kvinde.

Dette har jeg gjort på mange måder, med andre kvinder og med helt særlige hjælpere ved min side, men mest nært står mig; de helt intime oplevelser og sansninger, jeg har gjort mig igennem min egen kvindekrop.

Her har jeg gennem min egen krops genkaldelse husket dét, som jeg allerede og altid har vidst.

“I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.”

 
Lykke Eluna Hammer

Oxytocin er blevet min veninde. Gennem årene har jeg stået i situationer, hvor mit indre har blusset og pulseret på grund af dette lykkefulde, kærlighedshormon. Det interessante er, at dette generte hormon, oxytocin, som vi producerer, når vi føder, og som vi får i gave, når vi elsker, er det, jeg også oplever kan komme i spil på smukkeste vis, når kvinder mødes.

Min personlige erfaring med det ‘generte hormon’ – som det kan omtales, fordi det har brug for tryghed, intimitet og kendthed omkring sig for at forløses – er dog, at det bliver mindre og mindre ”genert” i os, når det rum, vi som kvinder mødes i, emmer af åbenhed og kærlighed til dem, vi er, og det, vi står i. Når søsterskabet uden skam og dom huskes iblandt os, kan oxytocin flyde frit.

Min erfaring er, at kvindefællesskaber, som healer, styrker og udvikler den enkelte, kun reelt set bliver værdifulde, hvis vi er i stand til at skabe et miljø, hvor ingen skal:

FIKSES, REDES eller RÅDES til noget.

Men et miljø, hvor vi i stedet holder værdier højt, der gør, at kvinder i stedet HOLDES, ÆRES, ELSKES og får muligheden for at blive SPEJLET i, hvem de er. Et miljø, hvor hver enkelt kvinde selv tager EJERSKAB og ANSVAR for sig selv og sine egne indre oplevelser af verdenen. Et miljø, hvor vi som mennesker kan bevæge os tættere på at komme i integritet med os selv.

Det er disse værdier, jeg har dyrket – og fortsat dyrker. Og jeg har fundet frem til, at vi specielt som nybagte mødre langt hen ad vejen ikke kan bruge fællesskaber, der bygger på mindre end dette, til noget. I hvert fald ikke, hvis vi snakker om ægte personlig udvikling, reel healing og et personligt ønske om at bevæge os imod vores egentlige selv.

Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.

Helt skrallet ind til benet gør nogle af disse patriarkalske værdier, som vores samfund og kultur i stor stil er bygget op omkring, at vi i dag blandt andet ser på mødre som nogle hylstre for babyer, hvor det vigtigste blot er at få et barn til verden i live, koste hvad det vil. Dette påvirker i den grad også den måde, mødregruppetilbuddene fra det offentlige i dag er grundlagt på.

En gruppe for babyer

En mødregruppe er egentlig – som der helt konkret står skrevet – en gruppe for mødre. Gennem de seneste mange år er mødregrupperne i Danmark dog blevet mere og mere “en gruppe for babyerne”.

Og hvad mener jeg så egentlig med det?

Jo, i de fleste mødregrupper i dag er det de børn, som vi har født, som er omdrejningspunktet for snakken og samtalerne, vi har med hinanden. Dette er jo i sin sag ikke hverken underligt eller “forkert” (hvilket intet jo egentlig er, efter min mening). Jeg oplever bare, at det er uhensigtsmæssigt.

“Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.”

 
Lykke Eluna Hammer

I små nyfødte børns første leveår hænger barnet uløseligt sammen med sin mors nervesystem. Dertil hører, at barnets mors nervesystem co-reguleres af den kultur, moderen er en del af, og moderens grundlæggende værdier og indre trosretninger (bevidste og ubevidste).

Derfor giver det meget mere mening at have mødregrupper (aka kvindefællesskaber, som det jo er), hvor det, der udforskes, tales om, deles, næres og dykkes ned i, har med moderens trivsel og indre følelsesliv at gøre, fremfor om hendes barn nu har taget et kilo på, spiser babymos fra Netto eller Kvickly eller vil sove 2, 3, 4,…7 eller 10 timer om natten! Mor og barn hænger sammen! Mor først!
Vi har som kultur i SÅ uendelig lang tid haft et alt for stort fokus på resultatet af kvindernes graviditeter og fødsler; børnene. Frem for, hvordan kvinderne bag dem egentlig har oplevet processerne, det medførte, og hvordan vi, der er kulturen omkring dem, kan nære dem i dag som de mødre, de er blevet til, med de historier, de har med sig.

‘Selv sidder jeg lige nu – næsten højgravid og skriver dette – og selvfølgelig er det, jeg er interesseret i med min graviditet, at mit barn kommer levende, sund og hel ud af min livmoder, når tid er. Det er der absolut ingen tvivl om. Det, der er min udfordring, er, at der i dag bliver et alt for stort fokus på dette resultat, fremfor hvilken processuel rejse, det egentlig er, jeg er ude på som menneske og kvinde.

Jeg har brugt mange kræfter – og utrolig meget nørderi – de sidste par år på at finde frem til hjælpere og støttespillere omkring mig til denne graviditet. Støtte og hjælp, som reelt set ikke er så sindssygt fokuseret på resultatet af min graviditet, som normen er det i dag.

Dette skriv er helt særligt dedikeret til min cyklusmentor og store inspirator Mandy Adams, der gik bort i Januar 2021. Mandy lod mig mærke og sanse på egen krop, hvordan det føles at være forbundet imellem tid og rum, på kryds af slægter, i et sandt og kærlighedsfuldt søsterskab.

Lykke Eluna Hammer

Det er disse udviklende og ekspansive processer – som kvindekroppen med muligheden for at bære et barn i livmoderen giver – der er mit hovedfokus. Disse fysiologiske og urkraftsfulde overgange i kvindelivet er ikke ”bare” en proces, vi skal komme helskindet igennem, og det er heller ikke en proces, der skal være ”let” og ”nem” for enhver pris. Det kræver noget af os som kvinder, og det kræver meget mere af os som kultur bag kvinderne.

Det er en dyb proces, vi giver os selv, og som i bedste fald – og ofte i al fald – skaber mulighed for en opdagelse af vores unikke potentialer og opgaver i dette liv. At bære liv og at føde er fysiologisk initierede portaler, som har til hensigt at ændre os for evigt.

Det er kæmpestore kræfter, vi har med at gøre, uden at jeg på nogen måde overdriver! Disse kræfter er, hvad jeg husker på, når jeg inviterer kvinder ind i nye mødregruppefællesskaber hos mig. Det sidste, jeg tænker på, er, hvordan disse kvinder får deres barn til at sove i deres egen seng, når barnet er seks måneder gammelt (og jeg tror heller ikke på, det tema på noget tidspunkt, faktisk overhovedet, er virkelig essentielt for den overgang, vi som kvinder går ind i med moderskabet).

Fra resultat- til procesliv(moder)

Med den ændring, jeg er fortaler for skal ske inden for vores kulturs traditioner med tilbud af mødregrupper, er mit fokus på proces det allermest essentielle.

Man kan tale om, at vi som kultur – det vil sige os som venner, parforhold, storfamilier, kernefamilier, mødre og fædre, landsbyer, landsdele, byområder og ikke mindst (måske egentlig først og fremmest) i forskellige netværk af kvinder – må ære og dyrke livet meget mere fra et processuelt perspektiv. Som jeg ser det, må vi i langt højere grad begynde at leve procesliv.

Et sådant liv kan folde sig ud på et utal af måder. Disse mange måder, farver og former af et liv i proces må vi inspirere hinanden til at lære af de eksempler, der går foran, ved siden af eller bagved os. Vi kan alle starte med vores eget store mikrokosmos og ære, at vi med det unikke og værdifulde liv, vi hver især er givet, tager os vores tid. Det kan betyde, at vi virkelig begynder at dyrke og mærke, hvad livet vil med os.

På et større kulturelt plan må vi – ligesom på et mikrokosmisk plan – tage et langt større kollektivt ansvar for at give det enkelte menneske – i alle dets individuelle former – retten til at tage sin tid, dvæle ved det, som livet er og bringer lige nu, og at kunne tage autonome og integrerede beslutninger for eget liv og legeme.

Alt dette sker ikke – nok aldrig – uden hjælp. Uden støtte. Uden at vi går vores individuelle vej sammen med nogle andre, vi ønsker at gå sammen med. Det er dette, som for mig er kendetegnende for et ægte og meningsfuldt fællesskab. Vi vidner hinanden og følges ad, men vi tager hverken den enkeltes ret og ansvar til selv at tage meningsfulde beslutninger fra dem, eller regner med at det kollektiv, som vi tager del i, tager ansvar for vores livsbeslutninger og indre processer som individer.

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab. At blive set og vidnet i livet og at finde vores unikke vej er både det, der skaber immunitet – eller skal vi kalde det indre styrke, og som er et liv i proces.

Her kommer jeg helt naturligt tilbage til mit syn på vores kultur, som helt utrolig resultatorienteret. Vi går nærmest rundt i en ‘kollektiv tåge’, som giver os ret til i vores ivrighed, utålmodighed og fremgangstrang at gøre al den vold og hurtighed, vi kan komme til, for at ‘nå frem’ til resultatet. Det er lidt sygt – nogle ville nok sige MEGET. Det gør jeg ikke.

Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?”.

“Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab.”

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler, at dette spørgsmål hjemsøger mig dagligt. Og jeg ved selv mindre og mindre om, hvor jeg faktisk er på vej hen. Jeg følger processen, og jeg prøver at blive ved med at mærke efter, og jeg føler, at det konstant er vigtigt at invitere flere og flere mennesker med ind på det spor.

Alle mine veninder

For snart tre år siden startede jeg så småt min egen virksomhed. Jeg opfandt konceptet #MødreMødes, og jeg har siden brugt rigtig meget af min daglige livskraft på at skabe og facilitere disse – for mig – meningsfulde og nærende mødregrupper i mit hjem i Midtjylland.

I virkeligheden føler jeg ikke, at jeg ”startede en virksomhed”. I virkeligheden føltes det meget mere som om; at jeg endelig hoppede med snuden direkte ned i den kvindelige ur-suppe og – sammen med mange andre kvinder i verden – begyndte at tage det søsterskab tilbage på landkortet, som gennem generationer har været glemt, gemt og brændt til grunde i vores europæiske slægtshistorie.

“Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?””

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler hver evig eneste dag en enorm taknemmelighed over, at jeg får muligheden for at gå denne vej af genkaldelse af, hvad det vil sige at leve et liv som kvinde fordybet i det fysiologiske og spirituelle fundament, som er vores. Den cykliske natur, som er udgangspunktet for alt liv på jorden.

En fødselsret og en kraft, som vi er i gang med at genkalde os, og som vi må tage ansvar for at huske og give videre. Sammen med alle mine veninder: Lad os lette på søstersårets tåge og tage kraften tilbage til vores kroppe.

Jeg vil gerne slutte med dette citat fra en vis:

”At sige, at min krop er sumpområde, flodmunding, økosystem, at den er spaltet igennem af bifloder af ledsagende arter, der putter sig i min mave, udvides gennem mine fingre, inddæmmer sig ved mine fødder, er en smuk måde at gentænke min kropslighed. Men så snart vi erkender, at vi ikke er forseglede i vores dykkerdragt af menneskehud, hvad gør vi så med denne erkendelse? Hvad skylder vi, og hvordan betaler vi?”

MODERSKAB

Et meningsfuldt fællesskab giver os styrke

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

14. februar 2021 | Af Lykke Eluna Hammer | Foto: Privat

 

Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set, skriver Lykke Eluna Hammer.

Lykke Eluna Viktoria Hammer er mor, kulturiværksætter, værtinde og intuitiv leder. Lykke har med sin forretning, Lykkecirkler, fokus på at skabe nutidens meningsfulde kvindefællesskaber med et særligt fokus på kvindelivets kropslige initieringer og cykliske natur. Du kan læse mere på lykkecirkler.dk og følge hende på @lykkecirkler.

 

Forestil dig. For en kort stund. At det er lige så essentielt for et menneske at have et community, som det er at sove.

Et lidt uvant – ja, måske endda lidt langt ude – tankeeksperiment, ikke?

Men faktisk er dette den egentlige sandhed omkring vores inderste, fysiologiske blueprint som mennesker i denne verden. Særligt som kvinder.

I Kvindens dybe natur, i hendes cykliske væsen, ligger nemlig både et grundlæggende behov – og et iboende potentiale for at indgå i tætte, meningsfulde og kærlighedsfulde fællesskaber.

I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.

Et iboende design

Jeg har de sidste tre år af mit liv dykket dybt, dybt ned i både den fysiologiske og åndelige swimmingpool af, hvad det vil sige at være biologisk kvinde.

Dette har jeg gjort på mange måder, med andre kvinder og med helt særlige hjælpere ved min side, men mest nært står mig; de helt intime oplevelser og sansninger, jeg har gjort mig igennem min egen kvindekrop.

Her har jeg gennem min egen krops genkaldelse husket dét, som jeg allerede og altid har vidst.

“I kvinder eksisterer en længsel mod et søsterskab, der hører centralt til i vores genetiske hukommelse, men som i dag er nærmest glemt.”

 
Lykke Eluna Hammer

Oxytocin er blevet min veninde. Gennem årene har jeg stået i situationer, hvor mit indre har blusset og pulseret på grund af dette lykkefulde, kærlighedshormon. Det interessante er, at dette generte hormon, oxytocin, som vi producerer, når vi føder, og som vi får i gave, når vi elsker, er det, jeg også oplever kan komme i spil på smukkeste vis, når kvinder mødes.

Min personlige erfaring med det ‘generte hormon’ – som det kan omtales, fordi det har brug for tryghed, intimitet og kendthed omkring sig for at forløses – er dog, at det bliver mindre og mindre ”genert” i os, når det rum, vi som kvinder mødes i, emmer af åbenhed og kærlighed til dem, vi er, og det, vi står i. Når søsterskabet uden skam og dom huskes iblandt os, kan oxytocin flyde frit.

Min erfaring er, at kvindefællesskaber, som healer, styrker og udvikler den enkelte, kun reelt set bliver værdifulde, hvis vi er i stand til at skabe et miljø, hvor ingen skal:

FIKSES, REDES eller RÅDES til noget.

Men et miljø, hvor vi i stedet holder værdier højt, der gør, at kvinder i stedet HOLDES, ÆRES, ELSKES og får muligheden for at blive SPEJLET i, hvem de er. Et miljø, hvor hver enkelt kvinde selv tager EJERSKAB og ANSVAR for sig selv og sine egne indre oplevelser af verdenen. Et miljø, hvor vi som mennesker kan bevæge os tættere på at komme i integritet med os selv.

Det er disse værdier, jeg har dyrket – og fortsat dyrker. Og jeg har fundet frem til, at vi specielt som nybagte mødre langt hen ad vejen ikke kan bruge fællesskaber, der bygger på mindre end dette, til noget. I hvert fald ikke, hvis vi snakker om ægte personlig udvikling, reel healing og et personligt ønske om at bevæge os imod vores egentlige selv.

Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.

Helt skrallet ind til benet gør nogle af disse patriarkalske værdier, som vores samfund og kultur i stor stil er bygget op omkring, at vi i dag blandt andet ser på mødre som nogle hylstre for babyer, hvor det vigtigste blot er at få et barn til verden i live, koste hvad det vil. Dette påvirker i den grad også den måde, mødregruppetilbuddene fra det offentlige i dag er grundlagt på.

En gruppe for babyer

En mødregruppe er egentlig – som der helt konkret står skrevet – en gruppe for mødre. Gennem de seneste mange år er mødregrupperne i Danmark dog blevet mere og mere “en gruppe for babyerne”.

Og hvad mener jeg så egentlig med det?

Jo, i de fleste mødregrupper i dag er det de børn, som vi har født, som er omdrejningspunktet for snakken og samtalerne, vi har med hinanden. Dette er jo i sin sag ikke hverken underligt eller “forkert” (hvilket intet jo egentlig er, efter min mening). Jeg oplever bare, at det er uhensigtsmæssigt.

“Dybest set handler det om at forstå, at vi som kvinder og mødre alle hører til i livets store ursuppe, og at vi hverken kommer længere i vores personlige kvindelige udvikling eller vores kollektive evolution ved at skabe fællesskaber, som er skabt på et fundament af patriarkalske værdier og måder at leve på.”

 
Lykke Eluna Hammer

I små nyfødte børns første leveår hænger barnet uløseligt sammen med sin mors nervesystem. Dertil hører, at barnets mors nervesystem co-reguleres af den kultur, moderen er en del af, og moderens grundlæggende værdier og indre trosretninger (bevidste og ubevidste).

Derfor giver det meget mere mening at have mødregrupper (aka kvindefællesskaber, som det jo er), hvor det, der udforskes, tales om, deles, næres og dykkes ned i, har med moderens trivsel og indre følelsesliv at gøre, fremfor om hendes barn nu har taget et kilo på, spiser babymos fra Netto eller Kvickly eller vil sove 2, 3, 4,…7 eller 10 timer om natten! Mor og barn hænger sammen! Mor først!
Vi har som kultur i SÅ uendelig lang tid haft et alt for stort fokus på resultatet af kvindernes graviditeter og fødsler; børnene. Frem for, hvordan kvinderne bag dem egentlig har oplevet processerne, det medførte, og hvordan vi, der er kulturen omkring dem, kan nære dem i dag som de mødre, de er blevet til, med de historier, de har med sig.

‘Selv sidder jeg lige nu – næsten højgravid og skriver dette – og selvfølgelig er det, jeg er interesseret i med min graviditet, at mit barn kommer levende, sund og hel ud af min livmoder, når tid er. Det er der absolut ingen tvivl om. Det, der er min udfordring, er, at der i dag bliver et alt for stort fokus på dette resultat, fremfor hvilken processuel rejse, det egentlig er, jeg er ude på som menneske og kvinde.

Jeg har brugt mange kræfter – og utrolig meget nørderi – de sidste par år på at finde frem til hjælpere og støttespillere omkring mig til denne graviditet. Støtte og hjælp, som reelt set ikke er så sindssygt fokuseret på resultatet af min graviditet, som normen er det i dag.

Dette skriv er helt særligt dedikeret til min cyklusmentor og store inspirator Mandy Adams, der gik bort i Januar 2021. Mandy lod mig mærke og sanse på egen krop, hvordan det føles at være forbundet imellem tid og rum, på kryds af slægter, i et sandt og kærlighedsfuldt søsterskab.

Lykke Eluna Hammer

Det er disse udviklende og ekspansive processer – som kvindekroppen med muligheden for at bære et barn i livmoderen giver – der er mit hovedfokus. Disse fysiologiske og urkraftsfulde overgange i kvindelivet er ikke ”bare” en proces, vi skal komme helskindet igennem, og det er heller ikke en proces, der skal være ”let” og ”nem” for enhver pris. Det kræver noget af os som kvinder, og det kræver meget mere af os som kultur bag kvinderne.

Det er en dyb proces, vi giver os selv, og som i bedste fald – og ofte i al fald – skaber mulighed for en opdagelse af vores unikke potentialer og opgaver i dette liv. At bære liv og at føde er fysiologisk initierede portaler, som har til hensigt at ændre os for evigt.

Det er kæmpestore kræfter, vi har med at gøre, uden at jeg på nogen måde overdriver! Disse kræfter er, hvad jeg husker på, når jeg inviterer kvinder ind i nye mødregruppefællesskaber hos mig. Det sidste, jeg tænker på, er, hvordan disse kvinder får deres barn til at sove i deres egen seng, når barnet er seks måneder gammelt (og jeg tror heller ikke på, det tema på noget tidspunkt, faktisk overhovedet, er virkelig essentielt for den overgang, vi som kvinder går ind i med moderskabet).

Fra resultat- til procesliv(moder)

Med den ændring, jeg er fortaler for skal ske inden for vores kulturs traditioner med tilbud af mødregrupper, er mit fokus på proces det allermest essentielle.

Man kan tale om, at vi som kultur – det vil sige os som venner, parforhold, storfamilier, kernefamilier, mødre og fædre, landsbyer, landsdele, byområder og ikke mindst (måske egentlig først og fremmest) i forskellige netværk af kvinder – må ære og dyrke livet meget mere fra et processuelt perspektiv. Som jeg ser det, må vi i langt højere grad begynde at leve procesliv.

Et sådant liv kan folde sig ud på et utal af måder. Disse mange måder, farver og former af et liv i proces må vi inspirere hinanden til at lære af de eksempler, der går foran, ved siden af eller bagved os. Vi kan alle starte med vores eget store mikrokosmos og ære, at vi med det unikke og værdifulde liv, vi hver især er givet, tager os vores tid. Det kan betyde, at vi virkelig begynder at dyrke og mærke, hvad livet vil med os.

På et større kulturelt plan må vi – ligesom på et mikrokosmisk plan – tage et langt større kollektivt ansvar for at give det enkelte menneske – i alle dets individuelle former – retten til at tage sin tid, dvæle ved det, som livet er og bringer lige nu, og at kunne tage autonome og integrerede beslutninger for eget liv og legeme.

Alt dette sker ikke – nok aldrig – uden hjælp. Uden støtte. Uden at vi går vores individuelle vej sammen med nogle andre, vi ønsker at gå sammen med. Det er dette, som for mig er kendetegnende for et ægte og meningsfuldt fællesskab. Vi vidner hinanden og følges ad, men vi tager hverken den enkeltes ret og ansvar til selv at tage meningsfulde beslutninger fra dem, eller regner med at det kollektiv, som vi tager del i, tager ansvar for vores livsbeslutninger og indre processer som individer.

Et meningsfuldt fællesskab giver det enkelte menneske immunitet. Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab. At blive set og vidnet i livet og at finde vores unikke vej er både det, der skaber immunitet – eller skal vi kalde det indre styrke, og som er et liv i proces.

Her kommer jeg helt naturligt tilbage til mit syn på vores kultur, som helt utrolig resultatorienteret. Vi går nærmest rundt i en ‘kollektiv tåge’, som giver os ret til i vores ivrighed, utålmodighed og fremgangstrang at gøre al den vold og hurtighed, vi kan komme til, for at ‘nå frem’ til resultatet. Det er lidt sygt – nogle ville nok sige MEGET. Det gør jeg ikke.

Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?”.

“Når vi får lov til at tage os vores tid og mærke, hvem vi faktisk er, og hvad der er sandt for os, vidnet af andre, så føler vi os set. Og dét er kernen af det meningsfulde fællesskab.”

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler, at dette spørgsmål hjemsøger mig dagligt. Og jeg ved selv mindre og mindre om, hvor jeg faktisk er på vej hen. Jeg følger processen, og jeg prøver at blive ved med at mærke efter, og jeg føler, at det konstant er vigtigt at invitere flere og flere mennesker med ind på det spor.

Alle mine veninder

For snart tre år siden startede jeg så småt min egen virksomhed. Jeg opfandt konceptet #MødreMødes, og jeg har siden brugt rigtig meget af min daglige livskraft på at skabe og facilitere disse – for mig – meningsfulde og nærende mødregrupper i mit hjem i Midtjylland.

I virkeligheden føler jeg ikke, at jeg ”startede en virksomhed”. I virkeligheden føltes det meget mere som om; at jeg endelig hoppede med snuden direkte ned i den kvindelige ur-suppe og – sammen med mange andre kvinder i verden – begyndte at tage det søsterskab tilbage på landkortet, som gennem generationer har været glemt, gemt og brændt til grunde i vores europæiske slægtshistorie.

“Jeg får dog virkelig lyst til at stille dette spørgsmål: ”Ved vi overhovedet, hvor vi er på vej hen? Og om vi virkelig ønsker de resultater, vi så sindssygt utålmodigt stræber imod?””

 
Lykke Eluna Hammer

Jeg føler hver evig eneste dag en enorm taknemmelighed over, at jeg får muligheden for at gå denne vej af genkaldelse af, hvad det vil sige at leve et liv som kvinde fordybet i det fysiologiske og spirituelle fundament, som er vores. Den cykliske natur, som er udgangspunktet for alt liv på jorden.

En fødselsret og en kraft, som vi er i gang med at genkalde os, og som vi må tage ansvar for at huske og give videre. Sammen med alle mine veninder: Lad os lette på søstersårets tåge og tage kraften tilbage til vores kroppe.

Jeg vil gerne slutte med dette citat fra en vis:

”At sige, at min krop er sumpområde, flodmunding, økosystem, at den er spaltet igennem af bifloder af ledsagende arter, der putter sig i min mave, udvides gennem mine fingre, inddæmmer sig ved mine fødder, er en smuk måde at gentænke min kropslighed. Men så snart vi erkender, at vi ikke er forseglede i vores dykkerdragt af menneskehud, hvad gør vi så med denne erkendelse? Hvad skylder vi, og hvordan betaler vi?”

LÆS OGSÅ

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

af | feb 1, 2021

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

 

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

LÆS OGSÅ