Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly SikkemaUnsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn
– derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly SikkemaUnsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

 

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 
Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 
Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 
Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

 

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT:

Tidligere pædagog: Vi kan ikke give ilt til andre, hvis vi ikke kan trække vejret selv

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

21. januar 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Privat

 

Bedre normeringer vil ikke med et trylleslag løse problemerne i landets institutioner. Pædagogers manglede følelsesmæssige selvindsigt er også en del af problemet, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

 

Pædagogers udbrændthed, metoder som skæld ud og konsekvenspædagogik kommer ikke alene til udtryk på grund af manglende normering i institutionerne. Den kommer også af den manglende følelsesmæssige selvindsigt, som danner grobund for de handlinger, vi som pædagoger udfører.

Det er mit postulat, men ytret med fast overbevisning.

Jeg er uddannet pædagog i 2002 og har arbejdet med pædagogisk ledelse fra 2007 til 2019 – i specialområdet såvel som i dagtilbudsområdet. Jeg har erfaring som pædagogisk leder i daginstitutioner normeret fra 20 til 60 børn og med en bred vifte af økonomiske, etniske og sociale forhold.

Gennem årene har jeg mødt rigtig mange pædagoger og pædagogisk personale, som virkelig ønsker at gøre en forskel og har valgt et pædagogisk virke for at kunne give omsorg til andre. Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv. Det har store menneskelige omkostninger for den enkelte pædagog, men også for de børn, som vi dagligt varetager omsorgen og udviklingen for.

Børn, som er i daglig kontakt med pædagoger med ringe eller ingen følelsesmæssig selvindsigt, vil kunne opleve “afvisning” af kropslig kontakt, da de kommer i favnen på en totalt låst eller anspændt krop. Børn kan opleve at blive afvist ved kreativitet, fordi pædagogen er styret af en plan (ikke kan slippe kontrollen) og et mål, som ikke må afvige. Børn kan opleve regler for reglers skyld. Alt sammen skyldes, at den voksne ikke kan være til stede i nuet, men er styret af neocortex (fornuften). Det tager al liv ud af spontanitet og kreativitet. Og det værste er, at børnene oplever sig forkerte og får følelser som skam og mistillid med sig i bagagen. Så kører rouletten.

“Men vi kan IKKE give ilt til andre, hvis vi ikke selv kan trække vejret. Vi kan IKKE følelsesregulere børn, hvis vi ikke kan følelsesregulere os selv.”

 
Suzanne Lisborg

Rigtig mange mennesker (heriblandt pædagoger) har nemlig en ubevidst livsstress, som kommer til udtryk somatisk såvel som adfærdsmæssigt. Somatisk kan det være tegn som spændingshovedpine/migræne eller muskelinfiltrationer, fordi kroppen er spændt op af en grundlæggende uro/angst. Adfærdsmæssigt er denne livsstress en insisterende ubehagstilstand, som medfører et permanent, højaktiveret liv med manglende evne til restitution og afslapning. Bag den indre uro er der stort set altid en udviklingshistorie om tidlig utryg tilknytning. I denne sammenhæng handler utryg tilknytning om netop den følelsesmæssige tilknytning. Et hjem kan udadtil symbolisere kernefamilie, men følelsesmæssigt være død. En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt. Det barn overlever mentalt ved bl.a. at præstere for andres anerkendelse og udvise omsorg for andre. Men det mærker ikke egne behov mentalt som kropsligt.

I dag ser vi institutioner med gentagne langtidssygemeldinger på grund af stress eller flere sygedage generelt. Vi ser institutioner med et dårligt arbejdsmiljø, som kommer til udtryk ved bl.a. en kultur, hvor personalegruppen ikke formår at tage pædagogiske konflikter med kollegaen, som har lavere tærskel af tolerance over for børn med behov for støtte og omsorg, som har manglende overskud til planlægning af dagen og et tunnelsyn, der fokuserer på fejl. De institutioner burde alle have værktøjer til at se på de bagvedliggende årsager til den enkeltes adfærd – nemlig den følelsesmæssige selvindsigt.

Vi kan ikke symptombehandle årsagerne ved at følge den gængse kommunikation mellem forvaltning og medarbejder og insistere på, at kerneopgaven fordrer omstillingsparathed, resiliens, evnen til at have mange bolde i luften, og at kollegaer skal løbe hurtigere, når der er en langtidssygemelding. Vi skal turde gå bagved årsagen til den enkeltes adfærd på det PERSONLIGE plan.

Jeg har selv været en pædagog, som ikke har haft kontakt fra hovedet og ned i kroppen. Jeg har været styret af fornuft og rationalitet på den absolut ufede facon – og som medførte hjerterytmeforstyrrelse i 2012 på grund af langvarig livsstress. I en alder af 52 år mødte jeg min livsforvandler til et foredrag i arbejdsregi om betydningen af det relationelle og emotionelle.

“En krop, der ikke røres, eller et barn, der ikke hører, ser og mærker sig værdifuldt og elsket som den, han eller hun er, men for, hvad han eller hun kan og gør, visner sikkert og langsomt.”

 
Suzanne Lisborg

Min livsrejse begyndte, og den har reformeret hele mit liv. Jeg fik set på mit ophav (årsagen til min grundlæggende følelse af forkerthed og “ikke passe ind”) og årsagen til mit præstationsbehov i det faglige. Jeg skulle gøre mig fortjent til at være mig. De børn, som jeg mødte med stort hjerte, var mig som lille. Jeg mødte dem i omsorg, men en omsorg, som ikke anviste dem nye muligheder eller udviklingspotentialer, for jeg kendte ikke de værktøjer på det tidspunkt. Det blev misforstået omsorg.

Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.

Hvad nu hvis vi spurgte den medarbejder, som begynder at udvise tegn på stress, hvilken rolle vedkommende har i privatlivet. Rigtig mange i den pædagogiske sektor er også den primære omsorgsgiver/lokomotivfører i privat regi, fordi de ikke kan frigive kontrollen, som grundlæggende er fordret af den angst og uro, der ubevidst er blevet skabt i deres eget liv. Eller hvad hvis vi spurgte; hvad gør du for dig selv, som giver energi? Luk øjnene og mærk; hvornår har din krop sidst føltes let og ubesværet? Hvordan kommer vi derhen igen?

Min erfaring er, at det betyder, at en medarbejder føler sig set som menneske og ikke “kun” som en ansat, når vi går den vej. Det er tillidsskabende og menneskelig udvikling i et højere perspektiv. Det er her, modet for forvandling starter. Men det fordrer, at ledelsen evner og tør tage den livsforvandlende samtale med en medarbejder – om livet. Det forudsætter et opgør med tankegangen om, at du stiller dit private jeg udenfor døren, når du møder på arbejde.

“Jeg mener derfor også, at det er totalt forfejlet, at professionalisme KUN er at forholde sig til det faglige, når vi er mennesker, der interagerer og desuden arbejder med relationers betydning.”

 
Suzanne Lisborg

Grundlæggende fødes ingen af os med skam og mistillid til verden. De følelser skabes i kontakten og erfaringen med andre mennesker tidligt i livet. Derfor må vi som det allermest naturlige gå på opdagelse i den bagvedlæggende adfærd, for det er her, vejen til forandring findes. Ønsker vi som samfund, at færre børn/unge skal udvikle stress og uro, skal de voksne omkring barnet (forældre/pædagoger/lærere) være i følelsesmæssig kontakt og have en følelsesmæssig selvindsigt. Stemninger smitter i det italesatte såvel som nonverbale samspil.

Så når vi taler om, at vi som pædagoger bruger os selv som værktøj, men samtidig opdeler pædagogen i henholdsvis den private og den professionelle, er jeg nødt til at spørge; hvor blev autenticiteten af?

 

Dette indlæg er udtryk for Suzanne Lisborgs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

 

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

DEBAT

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

30. oktober 2020 | Af Vicki Gylling | Foto: Privat

 

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

Vicki Gylling er mor til tre drenge, uddannet pædagog, men arbejder selvstændig som spirituel coach. Du kan følge hende på instagramkontoen @kroppens_budskab og læse mere på hjemmesiden www.vickigylling.dk

Tillid.

Noget, mine tanker kredser om i øjeblikket.

Noget så banalt og fundamentalt som at have tillid til sig selv, til andre og til livet.

For den måde, vi møder vores børn på, de vilkår, de vokser op under, og det møde med verden, de tidligt udsættes for, er ikke ligefrem noget, der fordrer tillid.

Når vores børn kommer hertil, er det i 100 procent tillid.

Tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Der er intet andet.
Tillid.

Når de bliver større og rejser sig op eller kaster sig ud fra en stol, er det i dyb tillid til, at vi griber dem.

Når de nysgerrigt spørger os om noget eller undres, er det i tillid til, at vi kan hjælpe dem med at forstå.

Når de reagerer og viser deres følelser, er det i tillid til, vi kan rumme dem og hjælpe dem med at rumme dem selv.

Når noget er svært, har de tillid til, vi hjælper dem.

Når nogen gør dem utrygge, har de tillid til, vi er der for dem.

Alt ved børn er indbegrebet af tillid.

Men hvordan håndterer vi den tillid? Værner vi om den? Imødekommer vi den? Ærer vi den?

Det, jeg oplever, er, at vi misbruger den. Vi tramper på den. Vi anerkender ikke værdien i den. Ikke som samfund i hvert fald, og det samfund, vi er opvokset i, er mange af os også et produkt af.

Så stemmer, der siger: ”De skal jo lære det selv”, ”du kan jo ikke hjælpe dem hele livet”, ”det tager de ikke skade af”, ”de kan lige så godt lære det før eller siden”, ”de skal jo ikke tro, de er verdens navle”, ”de bliver nødt til at forstå fællesskabets regler” får os til at glemme den tillid. Ære den tillid og møde vores børn lige der, hvor de er. I tilliden til os. I troen på, at vi er på deres hold. At vi vil dem det bedste. At vi kan rumme dem, præcis som de er. Alt det, der er med til at opbygge tilliden til dem selv. Give dem følelsen af, at de er noget værd. At de kan det, de sætter sig for. At de er gode nok.

Hvis du ser rundt i samfundet, hvordan står det så til med de overbevisninger? At vi er gode nok. At vi er noget værd.

Hvordan står det til med den tillid?

Dette indlæg er udtryk for Vicki Gylling holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

30. oktober 2020 | Af Vicki Gylling | Foto: Privat

 

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

Vicki Gylling er mor til tre drenge, uddannet pædagog, men arbejder selvstændig som spirituel coach. Du kan følge hende på instagramkontoen @kroppens_budskab og læse mere på hjemmesiden www.vickigylling.dk

 

Tillid.

Noget, mine tanker kredser om i øjeblikket.

Noget så banalt og fundamentalt som at have tillid til sig selv, til andre og til livet.

For den måde, vi møder vores børn på, de vilkår, de vokser op under, og det møde med verden, de tidligt udsættes for, er ikke ligefrem noget, der fordrer tillid.

Når vores børn kommer hertil, er det i 100 procent tillid.

Tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Der er intet andet.
Tillid.

Når de bliver større og rejser sig op eller kaster sig ud fra en stol, er det i dyb tillid til, at vi griber dem.

Når de nysgerrigt spørger os om noget eller undres, er det i tillid til, at vi kan hjælpe dem med at forstå.

Når de reagerer og viser deres følelser, er det i tillid til, vi kan rumme dem og hjælpe dem med at rumme dem selv.

Når noget er svært, har de tillid til, vi hjælper dem.

Når nogen gør dem utrygge, har de tillid til, vi er der for dem.

Alt ved børn er indbegrebet af tillid.

Men hvordan håndterer vi den tillid? Værner vi om den? Imødekommer vi den? Ærer vi den?

Det, jeg oplever, er, at vi misbruger den. Vi tramper på den. Vi anerkender ikke værdien i den. Ikke som samfund i hvert fald, og det samfund, vi er opvokset i, er mange af os også et produkt af.

Så stemmer, der siger: ”De skal jo lære det selv”, ”du kan jo ikke hjælpe dem hele livet”, ”det tager de ikke skade af”, ”de kan lige så godt lære det før eller siden”, ”de skal jo ikke tro, de er verdens navle”, ”de bliver nødt til at forstå fællesskabets regler” får os til at glemme den tillid. Ære den tillid og møde vores børn lige der, hvor de er. I tilliden til os. I troen på, at vi er på deres hold. At vi vil dem det bedste. At vi kan rumme dem, præcis som de er. Alt det, der er med til at opbygge tilliden til dem selv. Give dem følelsen af, at de er noget værd. At de kan det, de sætter sig for. At de er gode nok.

Hvis du ser rundt i samfundet, hvordan står det så til med de overbevisninger? At vi er gode nok. At vi er noget værd.

Hvordan står det til med den tillid?

Dette indlæg er udtryk for Vicki Gylling holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: S. Engelsrud, Pixabay

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv.

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

 
Linda og Glenn Toft

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

 
Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: Stine Engelsrud, Pixabay

 

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

 
Linda og Glenn Toft

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: Privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

 
Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling, at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

 

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

Christina Brøndsholm Andersen er cand.mag. i Religionshistorie fra Københavns Universitet og videreuddannet på Laban Dansekonservatorium i London som Master of Arts i Koreografi og Community Dance Artist (PGCDC). Hun interesserer sig for, hvordan kultur videregives gennem kroppen og kroppens performative ritualer. Hun har, siden hun fik sin datter, været hjemmepasser og aktiv i den omsorgspolitiske debat som medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling, at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

 

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

Christina Brøndsholm Andersen er cand.mag. i Religionshistorie fra Københavns Universitet og videreuddannet på Laban Dansekonservatorium i London som Master of Arts i Koreografi og Community Dance Artist (PGCDC). Hun interesserer sig for, hvordan kultur videregives gennem kroppen og kroppens performative ritualer. Hun har, siden hun fik sin datter, været hjemmepasser og aktiv i den omsorgspolitiske debat som medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ