Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

af | mar 5, 2023

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m.

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress?

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt.

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv.

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod.

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv.

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job.

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed.

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

 

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m. 

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress? 

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt. 

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv. 

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod. 

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv. 

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job. 

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed. 

LÆS OGSÅ

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

af | mar 8, 2022

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er tidligere pædagog og medlem af Alternativet i Halnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

8. marts 2022 | Af Nanna Høyrup Andersen | Foto: Hiva Sharifi, Unsplash

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er pædagog og medlem af Alternativet i Halsnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

Jeg hedder Nanna, og jeg er pædagog. Gennem de sidste 10 år har jeg været aktiv på børne- og familieområdet. Jeg har været aktiv både i forhold til at hæve kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver og i forhold til at børnefamilier kan at få hverdagslivet til at hænge bedre sammen.

Men det har ikke været nemme 10 år. Omsorgstrætheden fik mig efter syv år som vuggestuepædagog.

Jeg har altid holdt meget af mit arbejde, kollegerne, forældrene og børnene. Og det er sikkert også derfor, jeg ignorerede signalerne om, at jeg til sidst kørte på pumperne. Og det var ikke uden grund, for i starten var vi fire voksne til 12 børn det meste af dagen, men seks år senere, i 2014, kunne jeg stå alene med 10 vuggestuebørn.

De vilkår gør det umuligt at møde både børnenes og egne behov for omsorg.

Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.

Så jeg knækkede.

Den dag, det skete, stod jeg i køkkenet på mit arbejde og varmede min frokost. Jeg kiggede ud af vinduet på legepladsen og mærkede pludselig mit hjerte hamre afsted. Der kom også tårer, og jeg tænkte, ”hvad pokker sker der?” Kolleger kom hen til mig, trøstede og forsøgte at forstå.

“Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.”

Nanna Høyrup Andersen

Jeg skammede mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter blot fire timer i vuggestuen. Jeg var også træt, men forsøgte at berolige mig selv ved at huske på, at jeg handlede efter bedste formåen.

Ordene kæmpede om pladsen i mit hoved i forsøget på at retfærdiggøre, hvorfor han var så ked af det, og om det var ok. ”Han skal jo nok falde til – det er ok, han græder.” ”Vi er her, ser ham.” “Han må bare græde, for vi har også 11 andre børn, vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed.”

Men det var ikke okay! Det er ikke okay.

Min suppe kogte, alt imens en sandhed gik op for mig: Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.

Jeg bebrejdede på det her tidspunkt ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi var alle med til at fastholde fortællingen om, at det, vi gjorde, var det rigtige.

Vi lukkede her af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for kvaliteten af vores praksis. Det gjorde mig fortvivlet.

“Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.”

Nanna Høyrup Andersen

Vi voksne er rollemodeller for børnene, og vi kan gennem vores nærvær og autenticitet udgøre den trygge ramme, hvor børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring, og hvorfra de trygt kan gå på opdagelse i verden. Men hvad lærer vi dem, hvis vi ikke er tro imod os selv og vores egne følelser?

Pædagogers arbejde er vigtigt. Vi er med til at præge barnets udvikling fra første dag, de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 66% af alle danske børn under 2 år, er det deres virkelighed i 6 til 8 timer hver dag.

Det er et faktum, og med det følger et stort ansvar.

Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.

Vi pædagoger investerer os selv i både kollegaer, forældre og børn. Det er en del af arbejdet at knytte stærke og tillidsfulde relationer. Og når vi mandskabsmæssigt er i knæ, graver vi dybere i os selv for at børnene ikke skal lide under det. Men til sidst er der ikke flere kræfter.

“Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.”

Nanna Høyrup Andersen

I dag føler jeg vrede. Over udviklingen af institutioner som i stedet for at bryste sig af at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel, nu i stedet – på grund af vores arbejdsvilkår – er med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne.

Vores arbejdsmiljø er også børnenes omsorgsmiljø! Tænk lige over den.

Der stilles som aldrig før krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde dem langsomt er blevet forringet.

Og her er det vigtigt, at dem, som det virkelig handler om; børnene, ikke drukner i en kamp, hvor der fra forskellige sider kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden. Vi skal have flere, der er sammen med børnene, og færre, der mener noget om dem!

I dag mærker jeg også en enorm omsorg og medfølelse for alle mine kollegaer, som stadig er ude på gulvet sammen med børnene og deres forældre. Den omsorg mener jeg, er fraværende i de politiske beslutninger, når det gælder ALLE omsorgsfag.

For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.

Vi SKAL være flere om de små. Vi SKAL have mere i løn og vi i SKAL have løftet pædagoguddannelsen, så den i langt højere grad favner det hele menneske, både pædagogen og barnet.

Værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede i familien, skal anerkendes alle steder, og især på det politiske niveau og blandt arbejdsmarkedets parter. Alle parter skal samarbejde, for at vi kan komme videre og et meget bedre sted hen.

“For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.”

Nanna Høyrup Andersen

Vi er der nu, hvor der er tale om offentligt omsorgssvigt – af forældre, pædagoger og børn. Samfundskontrakten og lovgivningen overholdes ikke med de rammer, som findes i alt for mange børnehaver og vuggestuer. Og prisen for det her svigt er alt for høj. Det sætter spor for livet i både børn og voksne.

Tiden er inde til at sikre et trygt fundament for alle, og der skal investeres i at lade omsorgen komme først.

Herfra der står verden åben for vores børn.

Denne tale blev holdt på Rådhuspladsen i København den 8. marts 2022.

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er tidligere pædagog og medlem af Alternativet i Halnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

8. marts 2022 | Af Nanna Høyrup Andersen | Foto: Hiva Sharifi, Unsplash

 

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er pædagog og medlem af Alternativet i Halsnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

 

Jeg hedder Nanna, og jeg er pædagog. Gennem de sidste 10 år har jeg været aktiv på børne- og familieområdet. Jeg har været aktiv både i forhold til at hæve kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver og i forhold til at børnefamilier kan at få hverdagslivet til at hænge bedre sammen.

Men det har ikke været nemme 10 år. Omsorgstrætheden fik mig efter syv år som vuggestuepædagog.

Jeg har altid holdt meget af mit arbejde, kollegerne, forældrene og børnene. Og det er sikkert også derfor, jeg ignorerede signalerne om, at jeg til sidst kørte på pumperne. Og det var ikke uden grund, for i starten var vi fire voksne til 12 børn det meste af dagen, men seks år senere, i 2014, kunne jeg stå alene med 10 vuggestuebørn.

De vilkår gør det umuligt at møde både børnenes og egne behov for omsorg.

Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.

Så jeg knækkede.

Den dag, det skete, stod jeg i køkkenet på mit arbejde og varmede min frokost. Jeg kiggede ud af vinduet på legepladsen og mærkede pludselig mit hjerte hamre afsted. Der kom også tårer, og jeg tænkte, ”hvad pokker sker der?” Kolleger kom hen til mig, trøstede og forsøgte at forstå.

“Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Jeg skammede mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter blot fire timer i vuggestuen. Jeg var også træt, men forsøgte at berolige mig selv ved at huske på, at jeg handlede efter bedste formåen.

Ordene kæmpede om pladsen i mit hoved i forsøget på at retfærdiggøre, hvorfor han var så ked af det, og om det var ok. ”Han skal jo nok falde til – det er ok, han græder.” ”Vi er her, ser ham.” “Han må bare græde, for vi har også 11 andre børn, vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed.”

Men det var ikke okay! Det er ikke okay.

Min suppe kogte, alt imens en sandhed gik op for mig: Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.

Jeg bebrejdede på det her tidspunkt ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi var alle med til at fastholde fortællingen om, at det, vi gjorde, var det rigtige.

Vi lukkede her af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for kvaliteten af vores praksis. Det gjorde mig fortvivlet.

“Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi voksne er rollemodeller for børnene, og vi kan gennem vores nærvær og autenticitet udgøre den trygge ramme, hvor børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring, og hvorfra de trygt kan gå på opdagelse i verden. Men hvad lærer vi dem, hvis vi ikke er tro imod os selv og vores egne følelser?

Pædagogers arbejde er vigtigt. Vi er med til at præge barnets udvikling fra første dag, de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 66% af alle danske børn under 2 år, er det deres virkelighed i 6 til 8 timer hver dag.

Det er et faktum, og med det følger et stort ansvar.

Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.

Vi pædagoger investerer os selv i både kollegaer, forældre og børn. Det er en del af arbejdet at knytte stærke og tillidsfulde relationer. Og når vi mandskabsmæssigt er i knæ, graver vi dybere i os selv for at børnene ikke skal lide under det. Men til sidst er der ikke flere kræfter.

“Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.”

 
Nanna Høyrup Andersen

I dag føler jeg vrede. Over udviklingen af institutioner som i stedet for at bryste sig af at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel, nu i stedet – på grund af vores arbejdsvilkår – er med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne.

Vores arbejdsmiljø er også børnenes omsorgsmiljø! Tænk lige over den.

Der stilles som aldrig før krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde dem langsomt er blevet forringet.

Og her er det vigtigt, at dem, som det virkelig handler om; børnene, ikke drukner i en kamp, hvor der fra forskellige sider kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden. Vi skal have flere, der er sammen med børnene, og færre, der mener noget om dem!

I dag mærker jeg også en enorm omsorg og medfølelse for alle mine kollegaer, som stadig er ude på gulvet sammen med børnene og deres forældre. Den omsorg mener jeg, er fraværende i de politiske beslutninger, når det gælder ALLE omsorgsfag.

For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.

Vi SKAL være flere om de små. Vi SKAL have mere i løn og vi i SKAL have løftet pædagoguddannelsen, så den i langt højere grad favner det hele menneske, både pædagogen og barnet.

Værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede i familien, skal anerkendes alle steder, og især på det politiske niveau og blandt arbejdsmarkedets parter. Alle parter skal samarbejde, for at vi kan komme videre og et meget bedre sted hen.

“For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi er der nu, hvor der er tale om offentligt omsorgssvigt – af forældre, pædagoger og børn. Samfundskontrakten og lovgivningen overholdes ikke med de rammer, som findes i alt for mange børnehaver og vuggestuer. Og prisen for det her svigt er alt for høj. Det sætter spor for livet i både børn og voksne.

Tiden er inde til at sikre et trygt fundament for alle, og der skal investeres i at lade omsorgen komme først.

Herfra der står verden åben for vores børn.

Denne tale blev holdt på Rådhuspladsen i København den 8. marts 2022.

LÆS OGSÅ

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

af | okt 1, 2021

BEDRE BARSELSFORHOLD

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

1. oktober 2021 | Transskriberet af: Marta Wriedt | Foto: Ole Henrik Hansen

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Ole Henrik Hansen er børneforsker og professor i børns velfærd og småbørnspædagogik. Herunder kan du læse hele den tale, han holdt ved demonstrationen for bedre barselsforhold den 29. september 2021.

Tak fordi jeg blev inviteret. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, og jeg er ikke rigtig kommet frem til noget, så det kan blive en vældig kort tale. Men det, jeg har tænkt over, er, at det er værd at tænke på, hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?

Jeg har været i det her i mange år og været gennem rigtig mange situationer, hvor politikerne på Christiansborg har tænkt, at nu skal der gøres noget. Og så har de sagt, at nu skal der puttes nogle penge i det her område, og det har de så gjort. Og det er så – for at citere Greta Thunberg, som jeg så i tv for nylig være tilstrækkelig træt af gode festtaler – blevet til blah blah. Og så gik der nogle år, og så blev det til blah blah blah. Og endnu nogle år og så blev det til blah blah blah.

“Hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?”

 
Ole Henrik Hansen

Nu vil man så lave noget nyt blah blah blah. Så tænker jeg; er det til gavn for børnene? Hvorfor gør vi det her? Det er selvfølgelig et direktiv, så vi skal gøre det. Men for mig virker det ikke som om, det handler om børnene. Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene. Og jeg kan ikke se, hvordan man kan adskille det her fra kvalitet i dagtilbud.

Vi bruger vældig mange ressourcer på dagtilbud, og alligevel har vi her i landet ikke det, man kan kalde højkvalitetsdagtilbud. Cirka en femtedel af vores dagtilbud kan blive vurderet til at være god kvalitet, 75 procent kan blive vurderet til at have en rimelig kvalitet, og 6 procent er så dårlige, at det er virkelig skidt. De er af utilstrækkelig kvalitet. Vi har ikke nogen af høj kvalitet. Og når nu vi kigger på barselsorloven, synes jeg, vi skal se det i den sammenhæng.

Derfor tænker jeg; hvilke konsekvenser kan det at aflevere sine børn i daginstitution have?

Og når jeg står her og kigger, er det dejligt at se, hvordan mange af jer står med jeres børn på maven i vikler. Det er noget af det, børn har rigtig meget brug for. De har brug for fysisk nærvær. De har brug for at mærke en tæt på. De har brug for at blive rørt på deres hud. Det betyder meget for deres stressniveau. Det betyder også meget for, hvordan de på lidt længere sigt har det med at være sammen med andre mennesker. Vi ved, at børn i dagtilbud bliver mere stressede end andre børn. Vi ved, at de bliver mere stressede, end når de er herhjemme. Så en af de ting, der er ved at putte børn i dagtilbud, er stress.

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Professor Ole Henrik Hansen talte ved demonstrationen for Bedre Barsel. Foto: Omsorgspolitisk Netværk

Der er også mange myter omkring det her med dagtilbud: Hvis vi ikke putter børn i dagtilbud, får de så et sprog? Får de sociale kompetencer? Bliver de skoleparate? Det er der vældig mange myter omkring. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbud, der lærer børnene sprog. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børnene sociale kompetencer. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børn at gå i skole. Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af. Sociale kompetencer er at være i stand til at kommunikere med andre mennesker – at interagere med dem og blive en del af et fællesskab.

Det vil ikke være forkert at sige, at det, børn lærer i dagtilbud, i højere grad er at tilpasse sig det her fællesskab – at bøje sig ind i de totaliteter, som der nu skal være. Og man kan sige, at mange af de her børn ender som sådan nogle overtilpassede voksne, som også går rundt og er lidt bange. Som har en lidt lav selvfølelse, men en virkelig høj selvtillid. De bliver vildt gode til at binde deres sko, og de vil skrive deres navn tidligt. Men de vil gå rundt med sådan en lidt gnavende følelse af at være forladt. Det er ikke okay. Og det er i virkeligheden ikke det, vi ønsker.

“Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af.”

 
Ole Henrik Hansen

Så kan man spørge sig selv, hvad så? Kan vi passe vores egne børn selv? Kan vi lære dem det, der skal læres? Kan vi give dem det, de har brug for?

Når vi hører de her tvivlsspørgsmål om forældre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fremmedgjorte, vi er blevet i den verden, vi lever i. At der kan blive stillet spørgsmålstegn ved, om forældre rent faktisk kan passe deres egne børn – om de kan give dem en tryg opvækst – det er sygt. Det er sygt. Og det eneste, jeg har at sige til det, er blah blah blah. Jeg kan ikke finde på andet at sige. Og mit råd til forældre vil være; lyt til jeres mave. Lyt til jeres fornemmelse af, hvad det er, der sker omkring jeres barn, når I tager afsted fra det her dagtilbud om morgenen. Hvor ofte har I lyst til at lave en u-vending og køre tilbage og hente jeres barn? Eller er det okay? Vi kan godt passe vores egne børn.

I forhold til det med barselsorloven så vil der helt sikkert dukke en masse forskning op, som siger både det ene og det andet. Og det, jeg synes, der er at sige til det, er, at ingen forskning er bedre end dårlig forskning. Det er vældig svært at finde ud af, hvad vi faktisk kan sige om fædres kompetencer i forhold til at tage del i den her barselsorlov. Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.

Jeg arbejder en del i Sverige og Norge. Og i Sverige er det sådan, at man har mulighed for halvandet års barsel med mulighed for forlængelse. I Norge har man et års barsel med mulighed for et års forlængelse (se faktaboks). De uger og måneder er vældig godt givet ud i forhold til det, barnet har brug for på længere sigt.

“Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.”

 
Ole Henrik Hansen

I forhold til, om det skal være mor eller far, så kan jeg ikke som professor sige noget om det. Men personligt ville jeg have det vældig svært med at skulle bøje mig ind i et krav om, hvem der skal være hjemme. Dels handler det om, hvad barnet har det bedst med. Men også om, hvordan familien faktisk kan overleve økonomisk.

Så; det er rigtig dejligt, I gør noget for de her unger. Det er dejligt, I gør noget for de her familier. Jeg håber, de tykke mure på Christiansborg ikke er så tykke. Og at hovederne på de personer, der er derinde, ikke er så tykke, at de ikke kan lytte til jeres ord.

Tak skal I have.

BEDRE BARSELSFORHOLD

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

1. oktober 2021 | Transskriberet af: Marta Wriedt | Foto: Ole Henrik Hansen

 

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Ole Henrik Hansen er børneforsker og professor i børns velfærd og småbørnspædagogik. Herunder kan du læse hele den tale, han holdt ved demonstrationen for bedre barselsforhold den 29. september 2021.

Tak fordi jeg blev inviteret. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, og jeg er ikke rigtig kommet frem til noget, så det kan blive en vældig kort tale. Men det, jeg har tænkt over, er, at det er værd at tænke på, hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?

Jeg har været i det her i mange år og været gennem rigtig mange situationer, hvor politikerne på Christiansborg har tænkt, at nu skal der gøres noget. Og så har de sagt, at nu skal der puttes nogle penge i det her område, og det har de så gjort. Og det er så – for at citere Greta Thunberg, som jeg så i tv for nylig være tilstrækkelig træt af gode festtaler – blevet til blah blah. Og så gik der nogle år, og så blev det til blah blah blah. Og endnu nogle år og så blev det til blah blah blah.

“Hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?”

 
Ole Henrik Hansen

Nu vil man så lave noget nyt blah blah blah. Så tænker jeg; er det til gavn for børnene? Hvorfor gør vi det her? Det er selvfølgelig et direktiv, så vi skal gøre det. Men for mig virker det ikke som om, det handler om børnene. Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene. Og jeg kan ikke se, hvordan man kan adskille det her fra kvalitet i dagtilbud.

Vi bruger vældig mange ressourcer på dagtilbud, og alligevel har vi her i landet ikke det, man kan kalde højkvalitetsdagtilbud. Cirka en femtedel af vores dagtilbud kan blive vurderet til at være god kvalitet, 75 procent kan blive vurderet til at have en rimelig kvalitet, og 6 procent er så dårlige, at det er virkelig skidt. De er af utilstrækkelig kvalitet. Vi har ikke nogen af høj kvalitet. Og når nu vi kigger på barselsorloven, synes jeg, vi skal se det i den sammenhæng.

Derfor tænker jeg; hvilke konsekvenser kan det at aflevere sine børn i daginstitution have?

Og når jeg står her og kigger, er det dejligt at se, hvordan mange af jer står med jeres børn på maven i vikler. Det er noget af det, børn har rigtig meget brug for. De har brug for fysisk nærvær. De har brug for at mærke en tæt på. De har brug for at blive rørt på deres hud. Det betyder meget for deres stressniveau. Det betyder også meget for, hvordan de på lidt længere sigt har det med at være sammen med andre mennesker. Vi ved, at børn i dagtilbud bliver mere stressede end andre børn. Vi ved, at de bliver mere stressede, end når de er herhjemme. Så en af de ting, der er ved at putte børn i dagtilbud, er stress.

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Professor Ole Henrik Hansen talte ved demonstrationen for Bedre Barsel. Foto: Omsorgspolitisk Netværk

Der er også mange myter omkring det her med dagtilbud: Hvis vi ikke putter børn i dagtilbud, får de så et sprog? Får de sociale kompetencer? Bliver de skoleparate? Det er der vældig mange myter omkring. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbud, der lærer børnene sprog. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børnene sociale kompetencer. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børn at gå i skole. Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af. Sociale kompetencer er at være i stand til at kommunikere med andre mennesker – at interagere med dem og blive en del af et fællesskab.

Det vil ikke være forkert at sige, at det, børn lærer i dagtilbud, i højere grad er at tilpasse sig det her fællesskab – at bøje sig ind i de totaliteter, som der nu skal være. Og man kan sige, at mange af de her børn ender som sådan nogle overtilpassede voksne, som også går rundt og er lidt bange. Som har en lidt lav selvfølelse, men en virkelig høj selvtillid. De bliver vildt gode til at binde deres sko, og de vil skrive deres navn tidligt. Men de vil gå rundt med sådan en lidt gnavende følelse af at være forladt. Det er ikke okay. Og det er i virkeligheden ikke det, vi ønsker.

“Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af.”

 
Ole Henrik Hansen

Så kan man spørge sig selv, hvad så? Kan vi passe vores egne børn selv? Kan vi lære dem det, der skal læres? Kan vi give dem det, de har brug for?

Når vi hører de her tvivlsspørgsmål om forældre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fremmedgjorte, vi er blevet i den verden, vi lever i. At der kan blive stillet spørgsmålstegn ved, om forældre rent faktisk kan passe deres egne børn – om de kan give dem en tryg opvækst – det er sygt. Det er sygt. Og det eneste, jeg har at sige til det, er blah blah blah. Jeg kan ikke finde på andet at sige. Og mit råd til forældre vil være; lyt til jeres mave. Lyt til jeres fornemmelse af, hvad det er, der sker omkring jeres barn, når I tager afsted fra det her dagtilbud om morgenen. Hvor ofte har I lyst til at lave en u-vending og køre tilbage og hente jeres barn? Eller er det okay? Vi kan godt passe vores egne børn.

I forhold til det med barselsorloven så vil der helt sikkert dukke en masse forskning op, som siger både det ene og det andet. Og det, jeg synes, der er at sige til det, er, at ingen forskning er bedre end dårlig forskning. Det er vældig svært at finde ud af, hvad vi faktisk kan sige om fædres kompetencer i forhold til at tage del i den her barselsorlov. Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.

Jeg arbejder en del i Sverige og Norge. Og i Sverige er det sådan, at man har mulighed for halvandet års barsel med mulighed for forlængelse. I Norge har man et års barsel med mulighed for et års forlængelse (se faktaboks). De uger og måneder er vældig godt givet ud i forhold til det, barnet har brug for på længere sigt.

“Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.”

 
Ole Henrik Hansen

I forhold til, om det skal være mor eller far, så kan jeg ikke som professor sige noget om det. Men personligt ville jeg have det vældig svært med at skulle bøje mig ind i et krav om, hvem der skal være hjemme. Dels handler det om, hvad barnet har det bedst med. Men også om, hvordan familien faktisk kan overleve økonomisk.

Så; det er rigtig dejligt, I gør noget for de her unger. Det er dejligt, I gør noget for de her familier. Jeg håber, de tykke mure på Christiansborg ikke er så tykke. Og at hovederne på de personer, der er derinde, ikke er så tykke, at de ikke kan lytte til jeres ord.

Tak skal I have.

 

FAKTABOKS

Hvordan lang er den norske barselsorlov? 
Foreldre har rett til permisjon i til sammen 12 måneder. Mer konkret vil det si 59 uker ved 80 prosent uttak, og 49 uker ved 100 prosent uttak, og uansett så lenge det ytes foreldrepenger fra folketrygden. Permisjonstiden inkluderer tiden for kvinnens svangerskapspermisjon (arbeidsmiljøloven § 12-2) og fødselspermisjon (arbeidsmiljøloven § 12-4).

 

Er der regler for hvor meget mor skal tage og hvor meget far skal tage – af barselsorloven?
Foreldrene kan dele på permisjonen, men både mødrekvoten og fedrekvoten er på minimum 15 uker ved 100 prosent uttak eller 19 uker ved 80 prosent uttak.
  • De første 6 ukene etter fødsel er forbeholdt mor og tas av mødrekvoten.
  • Fellesperioden er de ukene som blir igjen når de 3 ukene før termin og 15/ 19 uker fedrekvote og 15/19 uker mødrekvote er trukket fra.
  • Fellesperioden blir dermed på 16 eller 18 uker, avhengig av om man velger 100 prosent eller 80 prosent dekningsgrad.
 
Er der mulighed for at få forlænget barselsorlov i Norge?
Hver av foreldrene har i tillegg rett til ytterligere permisjon i inntil 12 måneder for hver fødsel. Dette vil være uten lovbestemt lønn eller ytelse fra folketrygden. Permisjonen må tas ut i umiddelbar fortsettelse av den lovfestede foreldrepermisjonen og foreldrene kan velge å ta ut denne permisjonen samtidig, se arbeidsmiljøloven § 12-5 (2).
Kilde: Ole Henrik Hansen
 

LÆS OGSÅ

Øremærket fædreorlov: Sådan ser den nye model ud

af | sep 23, 2021

MODERSKAB

Øremærket fædreorlov: Sådan ser den nye model ud

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

23. september 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Matt Walsh, Unsplash

 

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) nåede tidligere på måneden til enighed om en ny model for øremærket barsel og forældreorlov. Aftalen har affødt en række følelsesladede debatter, blandt andet fordi den del af orloven, der skal øremærkes far, bliver taget fra den eksisterende barsel og orlov i stedet for at blive lagt oveni.

Med den nye model kan mor og far hver afholde 24 ugers orlov med løn, dagpenge eller anden relevant ydelse. Mor kan herudover også holde 4 ugers graviditetsorlov inden fødslen med ret til barselsdagpenge.

Far har i alt mulighed for at overføre 13 uger til moderen, der med de 4 ugers graviditetsorlov således max kan holde 41 ugers orlov mod 50 uger i dag.

Moderen kan på samme vis overføre 13 uger til faderen, som så kan holde max 37 ugers orlov.

Hver forælder får med modellen øremærket 11 ugers barsel, som ikke kan overføres og derfor bortfalder, hvis den ikke afholdes.

Kravet om at øremærke barsel til fædrene kommer fra EU, og er således ikke til at komme udenom. Her vedtog man i 2019 det såkaldte familie- og orlovsdirektiv, hvis formål det – på papiret – er at sikre en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv for blandt andet forældre.

Direktivet betyder, at alle fædre i EU-landende i fremtiden skal have ret til 2 måneders barsel. Og da der netop er tale om en øremærkning, bortfalder den, hvis ikke faderen ønsker eller har mulighed for at benytte muligheden for barsel. Moderen kan altså ikke overtage de øremærkede måneder.

Herunder kan du se den nøjagtige fordeling i det nye forslag sammenlignet med ordningen i dag:

Mor

  • Som mor har du ret til graviditetsorlov senest 4 uger før termin. Både med de nuværende regler og i det nye forslag.
  • Efter fødslen har du som mor 2 ugers barselsorlov, som du efter de nuværende regler er forpligtet til at holde. I det nye forslag øremærkes disse to uger moderen. Det betyder, at mor ikke skal holde fri, men ønsker hun det ikke, bortfalder de.
  • Ifølge de nuværende regler følger herefter 12 ugers barselsorlov til moderen. I de nye regler laves dette om til 8 uger, som kan overføres til faderen.
  • Med de nuværende regler følger så 32 ugers forældreorlov, som kan fordeles, som forældrene ønsker. I den nye model ændres det, så hver forælder får 9 ugers øremærket forældreorlov. Som navnet antyder, kan denne del ikke overføres til den anden part. Er det ikke muligt for far at holde barsel, kan ugerne altså ikke overføres til moderen og omvendt.
  • I den nye model er sidste trin 5 ugers forældreorlov, som du som mor selv kan holde eller overføre til barnets far.

Far

  • Som far har du 2 ugers øremærket fædreorlov efter fødslen. Sådan er det både i dag og med det nye forslag. De to uger kan ikke overføres.
  • Ønsker familien, at far tager mere barsel, kan de i dag tages af de 32 ugers forældreorlov, som forældre med den nuværende model frit kan dele mellem sig. I den nye model ser det anderledes ud. Her har du som far ret til 8 ugers fædreorlov og 5 ugers forældreorlov. Disse uger er ikke øremærkede og kan overføres til moderen.
  • Derudover har du som far 9 ugers øremærket forældreorlov, som kun du kan holde. Har du ikke mulighed for det, bortfalder de.

Jeg har forsøgt at tydeliggøre det nye forslag i modellen herunder:

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

Når FH og DA i denne måned kom med deres forslag til, hvordan den øremærkede barsel skal se ud, er det i forbindelse med de politiske forhandlinger, der skal finde sted, fordi direktivet skal implementeres i dansk lovgivning inden for tre år. Det vil sige senest i 2022.

På Christiansborg skal man nu til at beslutte, hvordan en ny model skal se ud – og således også, om det er FH og DA’s forslag der skal stemmes igennem. Af samme grund er det også netop nu, der skal råbes op, hvis der skal ske ændringer. Og det så jeg personligt gerne. Forslaget vil nemlig, vil jeg påstå, gøre ordningen mindre fleksibel og betyde en forringelse af barselsvilkårene – både for forældre og børn. Samtidig er det fortsat uklart, hvordan udspillet fra FH og DA tilgodeser andre familiemodeller, fx solomødre med en registreret far til barnet.

Som nævnt kan vi ikke komme udenom en øremærkning, men denne del kan politikerne frit vælge at lægge oveni de eksisterende barsels- og orlovsuger, hvis blot de ønsker det.

Det kan du læse mere om her:

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling – indlæg på fødslen.dk

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener – indlæg på fødslen.dk

Hundredvis af mødre i oprør mod »brutal« ny barselsaftale – kronik i Politiken

Kronikør: Har du medlemmerne med dig, Majbrit Berlau? – debatindlæg i Politiken

Tænk, hvis barsel handlede om barnet – kronik i Berlingske

Jubel over øremærket barsel er udtryk for en forældet rødstrømpe-patriarkalsk tankegang – debatindlæg i Information

Kvinder tvinges tilbage på arbejde med tunge ammebryster og afbrudt nattesøvn – debatindlæg i Information

Mor til fire: Læg øremærket barsel oveni – debatindlæg i Berlingske

Barsels-bonanza: Politikerne freder sig selv igen – artikel i Ekstra Bladet

Du kan også deltage i demonstrationen for bedre barselsforhold på Christiansborg Slotsplads i København onsdag den 29. september klokken 14-17.

MODERSKAB

Øremærket fædreorlov: Sådan ser den nye model ud

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

23. september 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Matt Walsh, Unsplash

 

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

 

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) nåede tidligere på måneden til enighed om en ny model for øremærket barsel og forældreorlov. Aftalen har affødt en række følelsesladede debatter, blandt andet fordi den del af orloven, der skal øremærkes far, bliver taget fra den eksisterende barsel og orlov i stedet for at blive lagt oveni.

Med den nye model kan mor og far hver afholde 24 ugers orlov med løn, dagpenge eller anden relevant ydelse. Mor kan herudover også holde 4 ugers graviditetsorlov inden fødslen med ret til barselsdagpenge.

Far har i alt mulighed for at overføre 13 uger til moderen, der med de 4 ugers graviditetsorlov således max kan holde 41 ugers orlov mod 50 uger i dag.

Moderen kan på samme vis overføre 13 uger til faderen, som så kan holde max 37 ugers orlov.

Hver forælder får med modellen øremærket 11 ugers barsel, som ikke kan overføres og derfor bortfalder, hvis den ikke afholdes.

Kravet om at øremærke barsel til fædrene kommer fra EU, og er således ikke til at komme udenom. Her vedtog man i 2019 det såkaldte familie- og orlovsdirektiv, hvis formål det – på papiret – er at sikre en bedre balance mellem privat- og arbejdsliv for blandt andet forældre.

Direktivet betyder, at alle fædre i EU-landende i fremtiden skal have ret til 2 måneders barsel. Og da der netop er tale om en øremærkning, bortfalder den, hvis ikke faderen ønsker eller har mulighed for at benytte muligheden for barsel. Moderen kan altså ikke overtage de øremærkede måneder.

Herunder kan du se den nøjagtige fordeling i det nye forslag sammenlignet med ordningen i dag:

Mor

  • Som mor har du ret til graviditetsorlov senest 4 uger før termin. Både med de nuværende regler og i det nye forslag.
  • Efter fødslen har du som mor 2 ugers barselsorlov, som du efter de nuværende regler er forpligtet til at holde. I det nye forslag øremærkes disse to uger moderen. Det betyder, at mor ikke skal holde fri, men ønsker hun det ikke, bortfalder de.
  • Ifølge de nuværende regler følger herefter 12 ugers barselsorlov til moderen. I de nye regler laves dette om til 8 uger, som kan overføres til faderen.
  • Med de nuværende regler følger så 32 ugers forældreorlov, som kan fordeles, som forældrene ønsker. I den nye model ændres det, så hver forælder får 9 ugers øremærket forældreorlov. Som navnet antyder, kan denne del ikke overføres til den anden part. Er det ikke muligt for far at holde barsel, kan ugerne altså ikke overføres til moderen og omvendt.
  • I den nye model er sidste trin 5 ugers forældreorlov, som du som mor selv kan holde eller overføre til barnets far.

Far

  • Som far har du 2 ugers øremærket fædreorlov efter fødslen. Sådan er det både i dag og med det nye forslag. De to uger kan ikke overføres.
  • Ønsker familien, at far tager mere barsel, kan de i dag tages af de 32 ugers forældreorlov, som forældre med den nuværende model frit kan dele mellem sig. I den nye model ser det anderledes ud. Her har du som far ret til 8 ugers fædreorlov og 5 ugers forældreorlov. Disse uger er ikke øremærkede og kan overføres til moderen.
  • Derudover har du som far 9 ugers øremærket forældreorlov, som kun du kan holde. Har du ikke mulighed for det, bortfalder de.

Jeg har forsøgt at tydeliggøre det nye forslag i modellen herunder:

En ny model for barsel diskuteres lige nu. Men hvorfor egentlig denne nye aftale? Og hvordan er den forskellig fra den eksisterende? Det kan du måske blive lidt klogere på her.

Når FH og DA i denne måned kom med deres forslag til, hvordan den øremærkede barsel skal se ud, er det i forbindelse med de politiske forhandlinger, der skal finde sted, fordi direktivet skal implementeres i dansk lovgivning inden for tre år. Det vil sige senest i 2022.

På Christiansborg skal man nu til at beslutte, hvordan en ny model skal se ud – og således også, om det er FH og DA’s forslag der skal stemmes igennem. Af samme grund er det også netop nu, der skal råbes op, hvis der skal ske ændringer. Og det så jeg personligt gerne. Forslaget vil nemlig, vil jeg påstå, gøre ordningen mindre fleksibel og betyde en forringelse af barselsvilkårene – både for forældre og børn. Samtidig er det fortsat uklart, hvordan udspillet fra FH og DA tilgodeser andre familiemodeller, fx solomødre med en registreret far til barnet.

Som nævnt kan vi ikke komme udenom en øremærkning, men denne del kan politikerne frit vælge at lægge oveni de eksisterende barsels- og orlovsuger, hvis blot de ønsker det.

Det kan du læse mere om her:

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling – indlæg på fødslen.dk

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener – indlæg på fødslen.dk

Hundredvis af mødre i oprør mod »brutal« ny barselsaftale – kronik i Politiken

Kronikør: Har du medlemmerne med dig, Majbrit Berlau? – debatindlæg i Politiken

Tænk, hvis barsel handlede om barnet – kronik i Berlingske

Jubel over øremærket barsel er udtryk for en forældet rødstrømpe-patriarkalsk tankegang – debatindlæg i Information

Kvinder tvinges tilbage på arbejde med tunge ammebryster og afbrudt nattesøvn – debatindlæg i Information

Mor til fire: Læg øremærket barsel oveni – debatindlæg i Berlingske

Barsels-bonanza: Politikerne freder sig selv igen – artikel i Ekstra Bladet

 

Du kan også deltage i demonstrationen for bedre barselsforhold på Christiansborg Slotsplads i København onsdag den 29. september klokken 14-17.

LÆS OGSÅ

Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

af | jun 16, 2021

DEBAT

Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

16. juni 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Jonathan Borba/Unsplash

 

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Der føres i øjeblikket en livlig debat om minimumsnormeringers og fysiske rammers betydning for udførelsen af en velkvalificeret løsning af kerneopgaven i det pædagogiske felt.

I alle mine 17 år som henholdsvis pædagog og pædagogisk leder, hvad enten jeg arbejdede i specialområdet eller i dagtilbudsområdet, har manglende normering været et samtaleemne. Med berettigelse naturligvis. Men det handler ikke KUN om normering og fysiske rammer, når det kommer til at kunne udføre kerneopgaven i pædagogfaget. Det handler også om reelt ‘at kunne’.

Og sådan er det i alle fag. Nogle gange kan vi møde en politibetjent, som aldrig skulle have været i tjenesten. Til tider er det en lærer, en togrevisor eller en læge, der virker som om, de har vundet uddannelsen i tombolaen.

Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?

Nej, mener jeg. Vi må og skal turde gribe i egen barm og se, at også en pædagog kan virke som om, han eller hun har vundet eksamen i lotteriet. 

“Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?”

 
Suzanne Lisborg

Og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er nemlig selv en af dem, der aldrig skulle have fået diplomet til den pædagogiske gerning, uden også at have lært en række andre fundamentale ting. Jeg havde nemlig selv alt for mange mørkeområder, jeg slet ikke havde styr på, og som ingen tog fat om og italesatte. Jeg gled tværtimod igennem med flotte karakterer. Jeg var sød, men det er altså for farligt, når du arbejder med børn og unge. Det gør dig nemlig ikke nødvendigvis i stand til at evne nogle af fagets mest vitale krav; at håndtere konflikter og forstå, hvorfor man bryder sig om en slags børn, men ikke andre. Man ved med andre ord meget lidt om sig selv, relationer og følelser.

For at kunne lede andre, må vi kunne lede os selv. For at kunne følelsesregulere andre, skal vi evne at følelsesregulere os selv. En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.

Jeg evnede ikke disse kompetencer, tværtimod. Men jeg kunne bruge pædagoguddannelsen til at ‘gemme mig’ og ‘gøre noget godt for mennesker’. Troede jeg.

Som menneske og pædagog er vi afhængig af, at vi tidligt i livet har været i en sund tilknytning og kan mærke os selv. Ellers er der risiko for, at vi viderefører dysfunktion ind på arbejdspladsen, ind i et barn eller et forældrepar, vi ikke kan rumme og fordømmer.

Jeg har selv erfaringer printet i mit indre – og læssevis af eksempler på pædagoger – der viser, at det i faget kan være svært at rumme børns gråd gennem længere tid eller børn, som har behov for en voksen hånd. Jeg har også erfaring med – og eksempler på – pædagoger, der oplever forældres spørgsmål og forventninger som et angreb på deres faglighed. Ting, der ellers er naturligt at opleve, når et nyt barn starter i institution.

“En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.”

 
Suzanne Lisborg

Jeg har arbejdet med pædagoger, som har de største hjerter, og som – uden tvivl – ønsker at udøve en pædagogisk opgave på bedste vis, men som ikke har magtet det. Der er i mine øjne en gennemgribende og bagvedliggende årsag til, at vi som pædagoger trækker på værktøjer som “skæld ud”, rigide regler og adfærdsregulering. Nemlig, at vi ikke evner den del af faget, der handler om at rumme menneskelige følelser.

Teoretisk ved vi som pædagoger – via teori – at sund tilknytning er forudsætningen for udvikling og trivsel. Men en ting er, hvad vores hjerner kan forstå, noget andet er, hvad vores limbiske system har med i bagagen af tidlige erfaringer.

Hvis jeg som pædagog har en (ubevidst og uforløst) grundstemning af angst for konflikter, kan jeg ikke agere i det pædagogiske rum med følelsesmæssige konflikter mellem børn, forældre og kollegaer. En grundlæggende angst eller uro for konflikter handler ikke om, at jeg er “svag”, men peger på en uforløst og bagvedliggende årsag. For eksempel at jeg har været barn i en familie med mange konflikter mellem mor og far, som gjorde mig urolig og handlingslammet som barn. En sådan erfaring sætter sig i vores kroppe og nerveceller, og når vi (selv som voksne) kommer i lignende situationer, reaktiveres gamle følelser og mønstre.

Det kan, groft sagt, medføre to udgaver af pædagoger. Enten en pædagog, som overkompenserer på grund af egne ubevidste erfaringer (nurser overdrevent og fastholder ubevidst barnet i følelsen af uro/angst). Eller en pædagog, som ikke kan rumme barnets sorg, og derved “lærer” barnet, at dets følelser ikke er berettiget (“nu skal du stoppe med at græde” – “løb ud og leg med de andre børn” eller “skal vi bage en kage”).

Jeg ved på baggrund af min egen følelsesmæssige og relationelle rejse i en moden alder, at det har ændret hele min pædagogiske ageren. Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme. Det fik mig til at indse, at min “tank” af uforløst forladthedsfølelse og forkerthedsfølelse havde afgørende betydning for min pædagogiske ageren. Når jeg mødte børn, som “triggede” mine egne uforløste følelser, så mødte de ikke den voksne kompetente Suzanne. Børnene kom under “mine vinger”, men børnene fik ikke selv vinger, der gjorde dem i stand til at flyve på sigt. 

Jeg har efterfølgende haft mange dialoger med pædagoger, som genkender mønsteret og de bagvedliggende årsager for deres ageren og udbrændthed i faget. 

“Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme.”

 
Suzanne Lisborg

Så ja; pædagogfaget har brug for flere hænder – men hænder, som sidder på pædagoger, der har været i skole i ”sig selv” og egne mekanismer. Også når “det regner”. Det er så essentielt, at vi som pædagoger har tilegnet os en følelsesmæssig selvindsigt og bemestringsevne til at navigere i følelsesmæssigt konfliktfyldt farvand. 

Dén læring fås ikke på pædagoguddannelserne. Dén bemestringsevne til menneskelig interageren fås ikke ‘gennem snak’. Med det er det, der tilbydes.

Der er en grund til, at jægersoldater træner en action, inden de sættes ud i felten. At sætte en soldat ind i en kampzone efter vedkommende har læst om kampteknikker, vil være at sætte liv på spil – både for soldaten, for kollegaer og for dé, der bliver udsat for en, der ikke kan jobbet, og helt forkert trykker på aftrækkeren eller ikke kan eller tør, når det er svært.

Du lærer ikke at køre bil, fordi du har et stykke papir. På samme måde er et eksamensbevis som pædagog ikke er ensbetydende med, at du ER pædagog med de rette forudsætninger.

DEBAT

Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

16. juni 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Jonathan Borba/Unsplash

 

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Der føres i øjeblikket en livlig debat om minimumsnormeringers og fysiske rammers betydning for udførelsen af en velkvalificeret løsning af kerneopgaven i det pædagogiske felt.

I alle mine 17 år som henholdsvis pædagog og pædagogisk leder, hvad enten jeg arbejdede i specialområdet eller i dagtilbudsområdet, har manglende normering været et samtaleemne. Med berettigelse naturligvis. Men det handler ikke KUN om normering og fysiske rammer, når det kommer til at kunne udføre kerneopgaven i pædagogfaget. Det handler også om reelt ‘at kunne’.

Og sådan er det i alle fag. Nogle gange kan vi møde en politibetjent, som aldrig skulle have været i tjenesten. Til tider er det en lærer, en togrevisor eller en læge, der virker som om, de har vundet uddannelsen i tombolaen.

Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?

Nej, mener jeg. Vi må og skal turde gribe i egen barm og se, at også en pædagog kan virke som om, han eller hun har vundet eksamen i lotteriet. 

“Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?”

 
Suzanne Lisborg

Og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er nemlig selv en af dem, der aldrig skulle have fået diplomet til den pædagogiske gerning, uden også at have lært en række andre fundamentale ting. Jeg havde nemlig selv alt for mange mørkeområder, jeg slet ikke havde styr på, og som ingen tog fat om og italesatte. Jeg gled tværtimod igennem med flotte karakterer. Jeg var sød, men det er altså for farligt, når du arbejder med børn og unge. Det gør dig nemlig ikke nødvendigvis i stand til at evne nogle af fagets mest vitale krav; at håndtere konflikter og forstå, hvorfor man bryder sig om en slags børn, men ikke andre. Man ved med andre ord meget lidt om sig selv, relationer og følelser.

For at kunne lede andre, må vi kunne lede os selv. For at kunne følelsesregulere andre, skal vi evne at følelsesregulere os selv. En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.

Jeg evnede ikke disse kompetencer, tværtimod. Men jeg kunne bruge pædagoguddannelsen til at ‘gemme mig’ og ‘gøre noget godt for mennesker’. Troede jeg.

Som menneske og pædagog er vi afhængig af, at vi tidligt i livet har været i en sund tilknytning og kan mærke os selv. Ellers er der risiko for, at vi viderefører dysfunktion ind på arbejdspladsen, ind i et barn eller et forældrepar, vi ikke kan rumme og fordømmer.

Jeg har selv erfaringer printet i mit indre – og læssevis af eksempler på pædagoger – der viser, at det i faget kan være svært at rumme børns gråd gennem længere tid eller børn, som har behov for en voksen hånd. Jeg har også erfaring med – og eksempler på – pædagoger, der oplever forældres spørgsmål og forventninger som et angreb på deres faglighed. Ting, der ellers er naturligt at opleve, når et nyt barn starter i institution.

“En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.”

 
Suzanne Lisborg

Jeg har arbejdet med pædagoger, som har de største hjerter, og som – uden tvivl – ønsker at udøve en pædagogisk opgave på bedste vis, men som ikke har magtet det. Der er i mine øjne en gennemgribende og bagvedliggende årsag til, at vi som pædagoger trækker på værktøjer som “skæld ud”, rigide regler og adfærdsregulering. Nemlig, at vi ikke evner den del af faget, der handler om at rumme menneskelige følelser.

Teoretisk ved vi som pædagoger – via teori – at sund tilknytning er forudsætningen for udvikling og trivsel. Men en ting er, hvad vores hjerner kan forstå, noget andet er, hvad vores limbiske system har med i bagagen af tidlige erfaringer.

Hvis jeg som pædagog har en (ubevidst og uforløst) grundstemning af angst for konflikter, kan jeg ikke agere i det pædagogiske rum med følelsesmæssige konflikter mellem børn, forældre og kollegaer. En grundlæggende angst eller uro for konflikter handler ikke om, at jeg er “svag”, men peger på en uforløst og bagvedliggende årsag. For eksempel at jeg har været barn i en familie med mange konflikter mellem mor og far, som gjorde mig urolig og handlingslammet som barn. En sådan erfaring sætter sig i vores kroppe og nerveceller, og når vi (selv som voksne) kommer i lignende situationer, reaktiveres gamle følelser og mønstre.

Det kan, groft sagt, medføre to udgaver af pædagoger. Enten en pædagog, som overkompenserer på grund af egne ubevidste erfaringer (nurser overdrevent og fastholder ubevidst barnet i følelsen af uro/angst). Eller en pædagog, som ikke kan rumme barnets sorg, og derved “lærer” barnet, at dets følelser ikke er berettiget (“nu skal du stoppe med at græde” – “løb ud og leg med de andre børn” eller “skal vi bage en kage”).

Jeg ved på baggrund af min egen følelsesmæssige og relationelle rejse i en moden alder, at det har ændret hele min pædagogiske ageren. Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme. Det fik mig til at indse, at min “tank” af uforløst forladthedsfølelse og forkerthedsfølelse havde afgørende betydning for min pædagogiske ageren. Når jeg mødte børn, som “triggede” mine egne uforløste følelser, så mødte de ikke den voksne kompetente Suzanne. Børnene kom under “mine vinger”, men børnene fik ikke selv vinger, der gjorde dem i stand til at flyve på sigt. 

Jeg har efterfølgende haft mange dialoger med pædagoger, som genkender mønsteret og de bagvedliggende årsager for deres ageren og udbrændthed i faget. 

“Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme.”

 
Suzanne Lisborg

Så ja; pædagogfaget har brug for flere hænder – men hænder, som sidder på pædagoger, der har været i skole i ”sig selv” og egne mekanismer. Også når “det regner”. Det er så essentielt, at vi som pædagoger har tilegnet os en følelsesmæssig selvindsigt og bemestringsevne til at navigere i følelsesmæssigt konfliktfyldt farvand. 

Dén læring fås ikke på pædagoguddannelserne. Dén bemestringsevne til menneskelig interageren fås ikke ‘gennem snak’. Med det er det, der tilbydes.

Der er en grund til, at jægersoldater træner en action, inden de sættes ud i felten. At sætte en soldat ind i en kampzone efter vedkommende har læst om kampteknikker, vil være at sætte liv på spil – både for soldaten, for kollegaer og for dé, der bliver udsat for en, der ikke kan jobbet, og helt forkert trykker på aftrækkeren eller ikke kan eller tør, når det er svært.

Du lærer ikke at køre bil, fordi du har et stykke papir. På samme måde er et eksamensbevis som pædagog ikke er ensbetydende med, at du ER pædagog med de rette forudsætninger.

LÆS OGSÅ

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

af | mar 22, 2021

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn – derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Tavshedskulturen rammer vores børn
– derfor skal vi bryde med den

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

22. marts 2021 | Af Helene Vestergaard Kongsbak | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Tavshedskultur trives kun i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Af den grund må første skridt på vejen være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden, skriver Helene Vestergaard Kongsbak.

Helene Vestergaard Kongsbak var ansat som kommunal dagplejer i perioden 2013-2015. I dag hjemmeskoler og hjemmepasser hun familiens børn i Vesthimmerland – i øvrigt et andet sted, end hvor hun arbejdede som dagplejer. Du kan følge hende på Instagramkontoen @helenekongsbak.

Som kommunal dagplejer har jeg oplevet tavshedskulturen på nærmeste hold. Jeg var en del af en dagplejegruppe, hvor forråelse, fortielser, løgne og jobtræthed var udbredt.

Jeg kunne nævne mange eksempler, men det er ikke de konkrete episoder, jeg ønsker skal være fokus for dette indlæg. Det er derimod kulturen; den manglende forståelse for betydningen af en tryg tilknytning samt måden, hvorpå det gamle børnesyn åbenlyst blev praktiseret.

Selvom jeg aldrig oplevede nogen specifikke hændelser, der ville kunne retfærdiggøre en underretning, var stemningen og tilgangen til børnene efter min bedste overbevisning alt for hård i forhold til den massive viden om små børn, vi har i dag.

Jeg havde ellers store forventninger, da jeg startede i jobbet. Jeg var netop færdig med barslen med min førstefødte og havde fået mulighed for at passe mit barn samtidig med et par andre skønne børn. Jeg var henrykt og forestillede mig, jeg skulle lære meget af mine kollegaers årelange erfaring.

Der gik lang tid, før jeg til fulde forstod spillereglerne for den verden, jeg blev en del af. Efter to år i jobbet var jeg så nedbrudt af arbejdsklimaet, at jeg en dag brød sammen ved min læge, som blev så bekymret for mig, at hun henviste mig til udredning på psykiatrisk afdeling. Her fik jeg konstateret stressbetinget depression på grund af det dårlige arbejdsmiljø. Jeg stoppede min ansættelse kort efter uden dengang helt at forstå, hvad der var sket.

Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det. Det er svært at gengive, hvor presset jeg følte mig i relationerne mellem mine kollegaer, ledelsen og som ansvarlig for børnene og deres forældre. Der var mange internt afhængige hensyn, der skulle tages, og flere uformelle hierarkier og usynlige magtstrukturer, der var svære at gennemskue og forstå, før jeg kom på afstand.

Jeg har lyst til at dele mine iagttagelser nu, for jeg hører stadig ofte om lignende tilfælde. I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden. Når vores børn græder, skal vi trygt kunne regne med, at de også bliver trøstet. Ligesom vi skal kunne regne med, at vi får det at vide, hvis barnet har haft en svær dag. Vi skal føle os trygge ved, at vores barn ikke bliver forskelsbehandlet, og at de voksne, der skal tage sig af barnet, har den fornødne opdaterede viden om småbørn og deres udvikling. Vi skal kunne stole på, at de voksne sætter alt ind på at skabe den trygge tilknytning, der er afgørende for en sund udvikling i de første leveår.

“Jeg oplevede, at det var utrolig svært at sige fra, mens jeg var i det.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Desværre har mine oplevelser fra dagplejen givet mig et billede af, at virkeligheden ikke altid lever op til de basale kvalitetskrav, der burde være. Det børnesyn, jeg oplevede, kan ikke forsvares ud fra den viden, vi i dag har om børns udvikling i den tidlige barndom. Men det blev alligevel praktiseret, og jeg har længe undret mig over, hvordan forråelsen og tavshedskulturen kunne få så solidt et tag i dagplejegruppen, som jeg oplevede, at den havde.

Jeg vil vove den påstand, at en dagpleje kun kan fungere på tilfredsstillende vis, hvis de ansatte trives i deres arbejde og oplever en meningsfuldhed og glæde ved deres fag og dagligdag. Der vil altid opstå situationer, livsfaser og perioder, hvor den enkeltes trivsel bliver udfordret. Her er det essentielt, at man som ansat kan henvende sig til sin leder, for at få den støtte, der måtte være brug for. Dette gælder i særdeleshed for en institution som dagplejen, hvor de ansatte er så langt fra kollegaerne i dagligdagen. Langt størstedelen af tiden er man på egen hånd med ansvaret for op til fem børn af gangen. Det er fysisk og psykisk hårdt arbejde med en arbejdstid på 48 timer om ugen. Der er ikke nødvendigvis nogen, der spørger ind til, hvordan man har det, og det kan hurtigt gå galt, hvis først man er kørt ud på et sidespor. Med et planlagt tilsyn cirka hver femte uge er det ikke svært at skjule de ting, man ikke ønsker at gøre den tilsynsførendes opmærksom på, hvis der måtte være sådanne.

“I et samfund som det danske, hvor vi i så høj grad vælger at sende vores mindste børn i pasningstilbud, skal vi kunne regne med, at kvaliteten af det tilbud, vi vælger, er i orden.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Relationen mellem den dagplejegruppe, jeg var en del af, og ledelsen var mildest talt ikke god. Jeg har tidligere set det som et symptom på tavshedskulturen, men i virkeligheden tror jeg, det var mere end det. Jeg er faktisk af den overbevisning, at det er i den gensidige mistillid i relationen mellem ledelsen og dagplejegruppen, at tavshedskulturen havde sine rødder.

Fra starten af min ansættelse blev jeg fortalt af mine kollegaer, at jeg ikke skulle regne med hjælp fra ledelsen. At jeg ville få problemer, hvis jeg gik til min leder med eventuelle udfordringer. Uanset om dette måtte være sandt eller ej, var det den oplevelse, de havde. Flere af mine kollegaer kæmpede selv med en udpræget jobtræthed. De var udfordret på arbejdsglæden, men den manglende tillid til ledelsen – berettiget eller ej – umuliggjorde den åbne snak, der måske kunne have bragt dem tilbage på sporet. I stedet blomstrede forråelsen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at mine kollegaer ikke var dårlige mennesker. Jeg er ikke i tvivl om, at de ville børnene det bedste, men efter min opfattelse var de fanget i en opgave, de ikke selv havde ressourcerne til at løse. Jeg er bange for, at der på denne måde findes dagplejere rundt omkring i landet, som er fanget i et job, de ikke trives i – men som giver en indtægt, de er afhængige af. En sådan mistrivsel vil unægteligt give grobund for forråelse, så længe den får lov at trives i tavshed.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg med mine to år som dagplejer i en enkelt kommunal ordning ikke på nogen måde kvalificerer som ekspert. Jeg vil dog mene, at mine erfaringer og overvejelser alligevel har en relevans. Det fornemmer jeg særligt, efter de sidste måneder at have været i kontakt med flere tidligere og nuværende dagplejere og forældre med lignende erfaringer.

Dagplejen har uden tvivl sine styrker i forhold til andre pasningstilbud. De hjemlige rammer, den fastlagte normering og muligheden for en stærk tilknytning til én fast voksen. Der findes også dygtige og kompetente dagplejere. De fandtes i øvrigt også blandt mine tidligere kollegaer, og jeg ved, de kæmpede med mange af de samme ting som jeg.

Tavshedskulturen kommer i virkeligheden ingen til gavn, og jeg synes, vi er nødt til at snakke om de alvorlige faldgruber, dagplejen også har i kraft af den måde, den er struktureret på. Det faktum, at ingen udover den enkelte dagplejer reelt kan vide, hvad der foregår i løbet af dagen, er i sig selv med til at skabe ideelle rammer for forråelse. Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.

Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at opnå det fornødne tillidsbaserede miljø, der skal til for at kunne drive en dagpleje efter den standard, vi bør kunne forvente, bliver vi nødt til for alvor at starte med at tale om de problemer, som vi er mange, der oplever.

“Den forråelse, der kan opstå bag lukkede døre over for børn, der ikke har mulighed for at fortælle om deres oplevelser eller flytte sig fra situationen, er særligt problematisk.”

 
Helene Vestergaard Kongsbak

Tavshedskultur trives naturligvis bedst i miljøer, hvor vi ikke taler om den. Hvis vi ønsker at komme den til livs, bliver vi derfor nødt til at kalde den for det, den er. For mig har selve bevidsthedsgørelsen omkring fænomenet gjort en kæmpe forskel. Hvis jeg havde hørt nogen italesætte tavshedskulturen under min ansættelse, tror jeg måske, jeg havde haft en bedre chance for at forstå, hvad der foregik – og dermed også en bedre chance for i højere grad at hjælpe til med at løse problemerne. Uagtet hvor ubehageligt, det kan føles, må første skridt på vejen til bedre forhold derfor være at tage ansvar, når vi støder på bekymrende forhold og bryde med tavsheden.

Dette indlæg er udtryk for Helene Vestergaard Kongsbaks oplevelser og holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ