Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

af | okt 23, 2024

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde – derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

BØRNELIV

Livets begyndelse trækker tråde
– derfor skal vi forandre rammerne

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

23. oktober 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Pixabay

 

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer. Det burde afføde et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg, skriver Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 41 år, mor til Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

Sådan lyder to centrale sætninger indenfor feltet spædbarnsterapi, der – i sin essens – fortæller noget om betydningen af forbundethed. Lad mig, i det lys, tage jer med på en færd ind i livets spæde faser og den menneskelige formbarhed.

Indtil for få årtier siden mente man, at et menneskes liv først rigtig begyndte ved fødslen. Man betragtede embryo, foster og det ufødte barn som fuldstændig afsondret fra omverden, afskærmet fra omgivelsernes påvirkning og som en organisme ude af stand til at ænse eller lagre noget som helst. Tilsvarende var opfattelsen af spædbørn, at de var tomme, primitive væsener med et begrænset sanseapparat og ringe orientering mod omverdenen, der tilmed ikke tog synderlig mén af hverken fysisk eller psykisk overlast – for “det kunne de alligevel ikke huske”, endsige mærke. Indtil ca. 1980 udførte man sågar rutinemæssigt operationer på spædbørn uden bedøvelse. Man mente nemlig ikke, de kunne føle smerte.

Siden er vi blevet utrolig meget klogere, og mange ting har ændret sig. Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv. Ydre vilkår og hændelser samt indre fysiologiske og emotionelle tilstande udsprunget fra denne tid, sætter aftryk og trækker tråde langt op i vores voksne liv. Trådene væver et billede af vores særegne menneskelige udtryk; herunder personlighed, temperament, intelligens, nervesystem samt henholdsvis fysiske og psykiske dispositioner.

Tidlige belastninger giver øget sårbarhed

Forestil dig et spirende liv, der slår rødder i sin livmoder. Dette lille liv – embryoet – er et “ønskebarn”, men dets mor er konstant bekymret og ængstelig – af sind, men også på grund af gentagne aborter. Derfor tøver hun med at glæde sig og forbinde sig følelsesmæssigt med det liv, hun bærer. Som graviditeten skrider frem, får hun mange smerter, og komplikationer opstår. Selvom hun har mand og familie, hun elsker højt, føler hun sig alene med det svære, for hun vil ikke virke utaknemmelig eller skrøbelig – hun plejer jo at være en stærk kvinde. Fødslen er langvarig og udmattende, veerne går i stå, og det ender med akut kejsersnit. Mor og barn adskilles kortvarigt efter fødslen.

“Takket være en betydelig mængde solid forskning ved vi i dag, at fosterperioden og fødslen samt de første leveår, ubetinget, udgør de mest afgørende epoker i et menneskes liv.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Under graviditet og fødsel pågår en kompleks proces, hvor sansninger og informationer udveksles mellem mor og barn. I det skildrede tilfælde vil embryoet/fostret/barnet blandt andet være eksponeret for store mængder stresshormoner og vil – med sit åbne og umodne nervesystem – være meget modtagelig. Hvis stresstilstanden og -påvirkningen er dyb og langvarig kaldes det toksisk stress. Den form er skadelig og kan påvirke hjernens udvikling negativt – i modsætning til kortvarige stressbelastninger, som betragtes som en del af en naturlig og sund udvikling, hvor nervesystemet erfarer, at der er en vej tilbage i tryghed. Derfor betegnes den positiv stress.

Selvom der ikke går en lige linje fra foster-stress eller tidligt traume til senere mistrivsel, vil et barn (som i eksemplet ovenfor), der har oplevet traumer i fosterperioden, under fødslen eller i tiden efter, med stor sandsynlighed træde ind i livet med en større sårbarhed og følsomhed. Det kan komme til udtryk ved fx lavere stresstærskel, øget sensitivitet overfor stimuli og forandringer, et større trygheds- og reguleringsbehov, et generelt ængsteligt og vagtsomt sind, større udsathed for at udvikle diverse psykiske lidelser mv. Modsat vil en rolig og ubekymret graviditet, en tryg fødsel og et spædbarn, der bliver set, mødt og holdt – fysisk og emotionelt – som udgangspunkt være beskyttende faktorer, der giver barnet en vis modstandskraft, som ofte vil reflekteres i dets væren i verden. Et sådant barn vil typisk møde verden med større grad af tryghed og tillid og være knapt så følsom overfor belastninger senere i livet.

Kroppen husker

Vi plejer at forbinde hukommelse med noget, der sker i hjernen. Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det uundgåeligt fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse). Barnet vil ganske vist ikke bevidst kunne genkalde sig denne tidlige erindring, men den kan aktiveres i bestemte situationer, som minder om det oprindelige traume, hvor adskillelse er omdrejningspunktet. Det kan eksempelvis være, når det skal starte i pasning, hvis en omsorgsperson trækker sig fysisk og/eller følelsesmæssigt eller ved søvn (som er lig med adskillelse for det lille barn). Den tidligt funderede implicitte hukommelse bliver således en slags skabelon for at være i og forstå verden.

“Forskning har vist, at det ikke kun er hjernen, der husker; kroppen har også en hukommelse. Eksempelvis vil et nyfødt barn, der adskilles fra sin mor i kortere eller længere tid efter fødslen – med det stress og ubehag det notorisk fremkalder – lagre denne oplevelse i kroppens celler (den implicitte hukommelse).”

 
Mathilde Riise-Jensen

Selvom denne tidlige “programmering” er kritisk og definerende, så er et vigtigt budskab også, at den er dynamisk – og derfor ikke determinerende. Hjernen er nemlig plastisk og kontinuerligt i stand til at danne nye neurale forbindelser under de rette betingelser. Sidstnævnte vender jeg tilbage til.

Tilknytning og nervesystem

Man kan ikke tale om traumer uden også at tale om tilknytning. Det modsatte af tilknytning er adskillelse og adskillelse kan, for det lille barn, betyde stagnation og tab af livskraft, men det kan også betyde døden. Der er blandt tilknytningsteoretikere konsensus om, at adskillelse og brud er notorisk kritisk for det lille barn. Den britiske børnelæge og psykoanalytiker Donald Winnicott skildrer den angsttilstand, som et forladt barn oplever, således:

“at gå i stykker,
at blive ved med at falde,
at dø og dø og dø,
at miste enhver antydning af håb om fornyet kontakt”.

Selvom det blot er et gæt og et konstrueret forsøg på at indkapsle og oversætte følelsen til et verbalt udtryk, er det – alt andet lige – et ganske kvalificeret gæt, som måske giver fornemmelsen for dybden af den angsttilstand, et forladt barn befinder sig i. Indenfor traumepsykologien plejer man at sige, at traumer opstår, når vi lades alene med ubehagelige oplevelser, der overstiger vores kapacitet, så vi fastfryses i nervesystemet. En voldsom oplevelse er altså ikke, nødvendigvis, traumatiserende i sig selv, men bliver det, når vi ikke har nogen at læne os ind i, som kan regulere os tilbage i tryghed. Den alenehed og alarmtilstand vil indprente sig i nervesystemet og den implicitte hukommelse.

Traumer i en adskillelseskultur

Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg. Ikke mindst i lyset af den høje grad af psykisk mistrivsel, vi vidner i disse år. Derfor kan vi heller ikke komme udenom at skue det samfund, vi lever i, hvor tempo og adskillelse er menneskelige vilkår. Vilkår, der netop vanskeliggør vores biologiske behov for at knytte og forbinde os og stresser vores nervesystem på flere niveauer.

“Hvor vi engang var overbeviste om, at fostre og småbørn ikke kunne traumatiseres, ved vi i dag, at netop de er særligt sårbare overfor traumer, idet deres nervesystem er “åbent” og umodent, og de tilmed endnu ikke kan tale og bruge sproget som “ventil”. Ud fra et menneskeligt, sundhedsmæssigt – og samfundsøkonomisk, perspektiv burde denne indsigtsmæssige landvinding afføde intet mindre end et paradigmeskifte og sætte nye standarder for vores syn på barndom og omsorg.”

 
Mathilde Riise-Jensen

I vores kultur forventer vi, at en gravid kvinde (som udgangspunkt) er produktiv til det sidste, og mantraet “graviditet er ikke en sygdom” reflekteres direkte i vores svangreomsorg, sundhedssystem og arbejdsmarked. Vi hjælper børn til verden i sterile, kliniske miljøer og anbefaler at lægge den nyfødte i hospitalsvuggen – “for en sikkerheds skyld” (fremfor i favnen). Vi har tradition for at fravænne babyer brystet/flasken, inden de fylder et år, lære dem at falde i søvn selv og indkøre dem i daginstitution, inden de har lært at sige farvel og vi ses. Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.

Det er naturligvis en noget kantet og karikeret skildring – og der er selvsagt variationer og undtagelser, men tendensen er ikke desto mindre til at tage og føle på.

“Vi opmuntrer børn til tidlig uafhængighed og hylder det nemme og robuste barn. Vi lever adskilt mellem familier og generationer, og “landsbyen” er væk – erstattet af et (udpint) velfærdssystem.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Vi lever altså, på mange måder, i en kultur, som nemt – uforvarende – kommer til at inducere traumer. Samtidig – og uheldigvis – giver denne kultur ringe forudsætninger for at kompensere for og hele de traumer, der er opstået, blandt andet grundet den hastighed, hvormed verden bevæger sig samt den adskillelsesnorm, der udfordrer tilknytning og forbundethed – både til andre og til én selv. Når vi så oveni har en vis kulturel habitus for at lægge låg på det svære, tage os sammen og komme videre, så opstår en negativ synergi, som vanskeliggør helingen yderligere og skaber en ond spiral. Og desværre er kombinationen af tidlige traumer og så tempo, adskillelsesorientering og ugunstige/stressende miljøer “giftig”.

Mistrivsel

Indenfor de seneste år har vi set en markant stigning i børn og unge, der har det svært i livet. Her må vi vogte os for de simple forklaringer, for mistrivslen har mange ansigter og forklaringerne herpå er ligeså brogede og sammensatte.

Vi er gode til at identificere “symptomerne”, da de hurtigt popper op i samfundets snævre kasser og rammer – ligesom vi også har et større maskineri til at håndtere denne dynamik. Vi er dog knapt så gode til at være nysgerrige på mistrivslens egentlige udspring. Det betyder, at “håndteringen” ofte har karakter af symptombehandling og tilpasningsstrategier. Som samfund formår vi nemlig hverken at se bagom barnets reaktioner og adfærd eller bagom det miljø, barnet færdes i. Og når vi ikke formår at forholde os nysgerrigt og kritisk til de givne rammer eller når ind til noget, der bare minder om roden, er der fare for at mange bliver misforstået, overset og hjulpet forkert/utilstrækkeligt – og mister yderligere fodfæste på dén konto.

Tidlige traumer misforstås

Tidlige traumer manifesterer sig gennem adfærd og kropslige symptomer. Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et betydeligt overlap mellem indikationerne på tidlige traumer og så de gængse diagnoser som, i tiden, stilles i stigende omfang – fx ADHD, autisme og angst. Det efterlader en fare for at disse diagnoser forveksles – og måske i virkeligheden dækker over tidlige traumer. Det bunder dels i, at vores system i høj grad orienterer sig efter diagnoser, og dels i at der mangler generel viden om traumer indenfor “systemet”. Mit ydmyge gæt er, at der sker misforståelser ganske ofte.

Herunder er listet eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Eksempler på, hvordan tidlige traumer kan udmønte sig hos henholdsvis spædbørn og større børn.

Denne oversigt er ikke udtømmende, og alt er naturligvis relativt og bør ses i relation til barnets naturlige udvikling. Dertil kommer, at tilstedeværelsen af et eller flere “symptomer” ikke nødvendigvis er lig med at barnet er traumatiseret eller i decideret mistrivsel. Alt andet lige kalder denne viden på et markant ændret tankesæt i forhold til livets indledende faser – og et samfund, der spejler denne indsigt. For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.

Det er således forsimplet og forældet at betragte barnets piner og kvaler som en iboende svaghed, der kan fikses med de rette værktøjer, strategier, medicin eller terapi. Sammen med nysgerrigheden på hele barnet er vi nødt til – også – at zoome ud og betragte barnets sårbarheder i et strukturelt perspektiv, hvor rammer og ressourcer ikke nødvendigvis understøtter trivsel og udvikling, dvælen og forbundethed og derfor nemt bliver en belastende faktor, der medfører yderligere sårbarhed og udsathed.

“For ligesom vi må se bagom barnets reaktioner og adfærd, må vi nødvendigvis også se bagom den kultur og de normer, rammer og strukturer, som udgør den – til tider – barske virkelighed, mange børns hverdagsliv udfolder sig i i dag, og som nemt kan gå hen og blive en belastningsfaktor hos en (i forvejen) sårbar sjæl.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Må jeg foreslå noget vildt; at twiste vores kollektive mindset og vende sårbarhed om og begynde at betragte det som – om ikke en styrke – så en værdifuld sladrehank, der fortæller os, når tempoet bliver for hurtigt, kravene bliver for store, adskillelsen for meget og for lang, pladsen bliver for trang og kasserne for snævre. Klemte børn må vi samle op, se, favne, forstå og “holde” – kærligt, pædagogisk og terapeutisk. Men vi må også forsøge at forandre. Ikke barnet. Men rammerne.

… OG være barnets stemme.

“Alt usagt binder energi”
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”

LÆS OGSÅ

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født

af | dec 1, 2023

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

 

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

LÆS OGSÅ

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem

af | apr 18, 2023

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

LÆS OGSÅ

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

af | mar 5, 2023

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m.

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress?

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt.

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv.

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod.

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv.

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job.

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed.

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

 

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m. 

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress? 

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt. 

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv. 

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod. 

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv. 

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job. 

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed. 

LÆS OGSÅ

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

af | mar 8, 2022

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er tidligere pædagog og medlem af Alternativet i Halnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

8. marts 2022 | Af Nanna Høyrup Andersen | Foto: Hiva Sharifi, Unsplash

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er pædagog og medlem af Alternativet i Halsnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

Jeg hedder Nanna, og jeg er pædagog. Gennem de sidste 10 år har jeg været aktiv på børne- og familieområdet. Jeg har været aktiv både i forhold til at hæve kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver og i forhold til at børnefamilier kan at få hverdagslivet til at hænge bedre sammen.

Men det har ikke været nemme 10 år. Omsorgstrætheden fik mig efter syv år som vuggestuepædagog.

Jeg har altid holdt meget af mit arbejde, kollegerne, forældrene og børnene. Og det er sikkert også derfor, jeg ignorerede signalerne om, at jeg til sidst kørte på pumperne. Og det var ikke uden grund, for i starten var vi fire voksne til 12 børn det meste af dagen, men seks år senere, i 2014, kunne jeg stå alene med 10 vuggestuebørn.

De vilkår gør det umuligt at møde både børnenes og egne behov for omsorg.

Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.

Så jeg knækkede.

Den dag, det skete, stod jeg i køkkenet på mit arbejde og varmede min frokost. Jeg kiggede ud af vinduet på legepladsen og mærkede pludselig mit hjerte hamre afsted. Der kom også tårer, og jeg tænkte, ”hvad pokker sker der?” Kolleger kom hen til mig, trøstede og forsøgte at forstå.

“Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Jeg skammede mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter blot fire timer i vuggestuen. Jeg var også træt, men forsøgte at berolige mig selv ved at huske på, at jeg handlede efter bedste formåen.

Ordene kæmpede om pladsen i mit hoved i forsøget på at retfærdiggøre, hvorfor han var så ked af det, og om det var ok. ”Han skal jo nok falde til – det er ok, han græder.” ”Vi er her, ser ham.” “Han må bare græde, for vi har også 11 andre børn, vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed.”

Men det var ikke okay! Det er ikke okay.

Min suppe kogte, alt imens en sandhed gik op for mig: Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.

Jeg bebrejdede på det her tidspunkt ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi var alle med til at fastholde fortællingen om, at det, vi gjorde, var det rigtige.

Vi lukkede her af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for kvaliteten af vores praksis. Det gjorde mig fortvivlet.

“Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi voksne er rollemodeller for børnene, og vi kan gennem vores nærvær og autenticitet udgøre den trygge ramme, hvor børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring, og hvorfra de trygt kan gå på opdagelse i verden. Men hvad lærer vi dem, hvis vi ikke er tro imod os selv og vores egne følelser?

Pædagogers arbejde er vigtigt. Vi er med til at præge barnets udvikling fra første dag, de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 66% af alle danske børn under 2 år, er det deres virkelighed i 6 til 8 timer hver dag.

Det er et faktum, og med det følger et stort ansvar.

Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.

Vi pædagoger investerer os selv i både kollegaer, forældre og børn. Det er en del af arbejdet at knytte stærke og tillidsfulde relationer. Og når vi mandskabsmæssigt er i knæ, graver vi dybere i os selv for at børnene ikke skal lide under det. Men til sidst er der ikke flere kræfter.

“Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.”

 
Nanna Høyrup Andersen

I dag føler jeg vrede. Over udviklingen af institutioner som i stedet for at bryste sig af at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel, nu i stedet – på grund af vores arbejdsvilkår – er med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne.

Vores arbejdsmiljø er også børnenes omsorgsmiljø! Tænk lige over den.

Der stilles som aldrig før krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde dem langsomt er blevet forringet.

Og her er det vigtigt, at dem, som det virkelig handler om; børnene, ikke drukner i en kamp, hvor der fra forskellige sider kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden. Vi skal have flere, der er sammen med børnene, og færre, der mener noget om dem!

I dag mærker jeg også en enorm omsorg og medfølelse for alle mine kollegaer, som stadig er ude på gulvet sammen med børnene og deres forældre. Den omsorg mener jeg, er fraværende i de politiske beslutninger, når det gælder ALLE omsorgsfag.

For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.

Vi SKAL være flere om de små. Vi SKAL have mere i løn og vi i SKAL have løftet pædagoguddannelsen, så den i langt højere grad favner det hele menneske, både pædagogen og barnet.

Værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede i familien, skal anerkendes alle steder, og især på det politiske niveau og blandt arbejdsmarkedets parter. Alle parter skal samarbejde, for at vi kan komme videre og et meget bedre sted hen.

“For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi er der nu, hvor der er tale om offentligt omsorgssvigt – af forældre, pædagoger og børn. Samfundskontrakten og lovgivningen overholdes ikke med de rammer, som findes i alt for mange børnehaver og vuggestuer. Og prisen for det her svigt er alt for høj. Det sætter spor for livet i både børn og voksne.

Tiden er inde til at sikre et trygt fundament for alle, og der skal investeres i at lade omsorgen komme først.

Herfra der står verden åben for vores børn.

Denne tale blev holdt på Rådhuspladsen i København den 8. marts 2022.

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er tidligere pædagog og medlem af Alternativet i Halnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

8. marts 2022 | Af Nanna Høyrup Andersen | Foto: Hiva Sharifi, Unsplash

 

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er pædagog og medlem af Alternativet i Halsnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

 

Jeg hedder Nanna, og jeg er pædagog. Gennem de sidste 10 år har jeg været aktiv på børne- og familieområdet. Jeg har været aktiv både i forhold til at hæve kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver og i forhold til at børnefamilier kan at få hverdagslivet til at hænge bedre sammen.

Men det har ikke været nemme 10 år. Omsorgstrætheden fik mig efter syv år som vuggestuepædagog.

Jeg har altid holdt meget af mit arbejde, kollegerne, forældrene og børnene. Og det er sikkert også derfor, jeg ignorerede signalerne om, at jeg til sidst kørte på pumperne. Og det var ikke uden grund, for i starten var vi fire voksne til 12 børn det meste af dagen, men seks år senere, i 2014, kunne jeg stå alene med 10 vuggestuebørn.

De vilkår gør det umuligt at møde både børnenes og egne behov for omsorg.

Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.

Så jeg knækkede.

Den dag, det skete, stod jeg i køkkenet på mit arbejde og varmede min frokost. Jeg kiggede ud af vinduet på legepladsen og mærkede pludselig mit hjerte hamre afsted. Der kom også tårer, og jeg tænkte, ”hvad pokker sker der?” Kolleger kom hen til mig, trøstede og forsøgte at forstå.

“Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Jeg skammede mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter blot fire timer i vuggestuen. Jeg var også træt, men forsøgte at berolige mig selv ved at huske på, at jeg handlede efter bedste formåen.

Ordene kæmpede om pladsen i mit hoved i forsøget på at retfærdiggøre, hvorfor han var så ked af det, og om det var ok. ”Han skal jo nok falde til – det er ok, han græder.” ”Vi er her, ser ham.” “Han må bare græde, for vi har også 11 andre børn, vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed.”

Men det var ikke okay! Det er ikke okay.

Min suppe kogte, alt imens en sandhed gik op for mig: Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.

Jeg bebrejdede på det her tidspunkt ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi var alle med til at fastholde fortællingen om, at det, vi gjorde, var det rigtige.

Vi lukkede her af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for kvaliteten af vores praksis. Det gjorde mig fortvivlet.

“Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi voksne er rollemodeller for børnene, og vi kan gennem vores nærvær og autenticitet udgøre den trygge ramme, hvor børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring, og hvorfra de trygt kan gå på opdagelse i verden. Men hvad lærer vi dem, hvis vi ikke er tro imod os selv og vores egne følelser?

Pædagogers arbejde er vigtigt. Vi er med til at præge barnets udvikling fra første dag, de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 66% af alle danske børn under 2 år, er det deres virkelighed i 6 til 8 timer hver dag.

Det er et faktum, og med det følger et stort ansvar.

Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.

Vi pædagoger investerer os selv i både kollegaer, forældre og børn. Det er en del af arbejdet at knytte stærke og tillidsfulde relationer. Og når vi mandskabsmæssigt er i knæ, graver vi dybere i os selv for at børnene ikke skal lide under det. Men til sidst er der ikke flere kræfter.

“Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.”

 
Nanna Høyrup Andersen

I dag føler jeg vrede. Over udviklingen af institutioner som i stedet for at bryste sig af at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel, nu i stedet – på grund af vores arbejdsvilkår – er med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne.

Vores arbejdsmiljø er også børnenes omsorgsmiljø! Tænk lige over den.

Der stilles som aldrig før krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde dem langsomt er blevet forringet.

Og her er det vigtigt, at dem, som det virkelig handler om; børnene, ikke drukner i en kamp, hvor der fra forskellige sider kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden. Vi skal have flere, der er sammen med børnene, og færre, der mener noget om dem!

I dag mærker jeg også en enorm omsorg og medfølelse for alle mine kollegaer, som stadig er ude på gulvet sammen med børnene og deres forældre. Den omsorg mener jeg, er fraværende i de politiske beslutninger, når det gælder ALLE omsorgsfag.

For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.

Vi SKAL være flere om de små. Vi SKAL have mere i løn og vi i SKAL have løftet pædagoguddannelsen, så den i langt højere grad favner det hele menneske, både pædagogen og barnet.

Værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede i familien, skal anerkendes alle steder, og især på det politiske niveau og blandt arbejdsmarkedets parter. Alle parter skal samarbejde, for at vi kan komme videre og et meget bedre sted hen.

“For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi er der nu, hvor der er tale om offentligt omsorgssvigt – af forældre, pædagoger og børn. Samfundskontrakten og lovgivningen overholdes ikke med de rammer, som findes i alt for mange børnehaver og vuggestuer. Og prisen for det her svigt er alt for høj. Det sætter spor for livet i både børn og voksne.

Tiden er inde til at sikre et trygt fundament for alle, og der skal investeres i at lade omsorgen komme først.

Herfra der står verden åben for vores børn.

Denne tale blev holdt på Rådhuspladsen i København den 8. marts 2022.

LÆS OGSÅ

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

af | okt 1, 2021

BEDRE BARSELSFORHOLD

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

1. oktober 2021 | Transskriberet af: Marta Wriedt | Foto: Ole Henrik Hansen

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Ole Henrik Hansen er børneforsker og professor i børns velfærd og småbørnspædagogik. Herunder kan du læse hele den tale, han holdt ved demonstrationen for bedre barselsforhold den 29. september 2021.

Tak fordi jeg blev inviteret. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, og jeg er ikke rigtig kommet frem til noget, så det kan blive en vældig kort tale. Men det, jeg har tænkt over, er, at det er værd at tænke på, hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?

Jeg har været i det her i mange år og været gennem rigtig mange situationer, hvor politikerne på Christiansborg har tænkt, at nu skal der gøres noget. Og så har de sagt, at nu skal der puttes nogle penge i det her område, og det har de så gjort. Og det er så – for at citere Greta Thunberg, som jeg så i tv for nylig være tilstrækkelig træt af gode festtaler – blevet til blah blah. Og så gik der nogle år, og så blev det til blah blah blah. Og endnu nogle år og så blev det til blah blah blah.

“Hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?”

 
Ole Henrik Hansen

Nu vil man så lave noget nyt blah blah blah. Så tænker jeg; er det til gavn for børnene? Hvorfor gør vi det her? Det er selvfølgelig et direktiv, så vi skal gøre det. Men for mig virker det ikke som om, det handler om børnene. Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene. Og jeg kan ikke se, hvordan man kan adskille det her fra kvalitet i dagtilbud.

Vi bruger vældig mange ressourcer på dagtilbud, og alligevel har vi her i landet ikke det, man kan kalde højkvalitetsdagtilbud. Cirka en femtedel af vores dagtilbud kan blive vurderet til at være god kvalitet, 75 procent kan blive vurderet til at have en rimelig kvalitet, og 6 procent er så dårlige, at det er virkelig skidt. De er af utilstrækkelig kvalitet. Vi har ikke nogen af høj kvalitet. Og når nu vi kigger på barselsorloven, synes jeg, vi skal se det i den sammenhæng.

Derfor tænker jeg; hvilke konsekvenser kan det at aflevere sine børn i daginstitution have?

Og når jeg står her og kigger, er det dejligt at se, hvordan mange af jer står med jeres børn på maven i vikler. Det er noget af det, børn har rigtig meget brug for. De har brug for fysisk nærvær. De har brug for at mærke en tæt på. De har brug for at blive rørt på deres hud. Det betyder meget for deres stressniveau. Det betyder også meget for, hvordan de på lidt længere sigt har det med at være sammen med andre mennesker. Vi ved, at børn i dagtilbud bliver mere stressede end andre børn. Vi ved, at de bliver mere stressede, end når de er herhjemme. Så en af de ting, der er ved at putte børn i dagtilbud, er stress.

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Professor Ole Henrik Hansen talte ved demonstrationen for Bedre Barsel. Foto: Omsorgspolitisk Netværk

Der er også mange myter omkring det her med dagtilbud: Hvis vi ikke putter børn i dagtilbud, får de så et sprog? Får de sociale kompetencer? Bliver de skoleparate? Det er der vældig mange myter omkring. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbud, der lærer børnene sprog. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børnene sociale kompetencer. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børn at gå i skole. Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af. Sociale kompetencer er at være i stand til at kommunikere med andre mennesker – at interagere med dem og blive en del af et fællesskab.

Det vil ikke være forkert at sige, at det, børn lærer i dagtilbud, i højere grad er at tilpasse sig det her fællesskab – at bøje sig ind i de totaliteter, som der nu skal være. Og man kan sige, at mange af de her børn ender som sådan nogle overtilpassede voksne, som også går rundt og er lidt bange. Som har en lidt lav selvfølelse, men en virkelig høj selvtillid. De bliver vildt gode til at binde deres sko, og de vil skrive deres navn tidligt. Men de vil gå rundt med sådan en lidt gnavende følelse af at være forladt. Det er ikke okay. Og det er i virkeligheden ikke det, vi ønsker.

“Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af.”

 
Ole Henrik Hansen

Så kan man spørge sig selv, hvad så? Kan vi passe vores egne børn selv? Kan vi lære dem det, der skal læres? Kan vi give dem det, de har brug for?

Når vi hører de her tvivlsspørgsmål om forældre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fremmedgjorte, vi er blevet i den verden, vi lever i. At der kan blive stillet spørgsmålstegn ved, om forældre rent faktisk kan passe deres egne børn – om de kan give dem en tryg opvækst – det er sygt. Det er sygt. Og det eneste, jeg har at sige til det, er blah blah blah. Jeg kan ikke finde på andet at sige. Og mit råd til forældre vil være; lyt til jeres mave. Lyt til jeres fornemmelse af, hvad det er, der sker omkring jeres barn, når I tager afsted fra det her dagtilbud om morgenen. Hvor ofte har I lyst til at lave en u-vending og køre tilbage og hente jeres barn? Eller er det okay? Vi kan godt passe vores egne børn.

I forhold til det med barselsorloven så vil der helt sikkert dukke en masse forskning op, som siger både det ene og det andet. Og det, jeg synes, der er at sige til det, er, at ingen forskning er bedre end dårlig forskning. Det er vældig svært at finde ud af, hvad vi faktisk kan sige om fædres kompetencer i forhold til at tage del i den her barselsorlov. Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.

Jeg arbejder en del i Sverige og Norge. Og i Sverige er det sådan, at man har mulighed for halvandet års barsel med mulighed for forlængelse. I Norge har man et års barsel med mulighed for et års forlængelse (se faktaboks). De uger og måneder er vældig godt givet ud i forhold til det, barnet har brug for på længere sigt.

“Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.”

 
Ole Henrik Hansen

I forhold til, om det skal være mor eller far, så kan jeg ikke som professor sige noget om det. Men personligt ville jeg have det vældig svært med at skulle bøje mig ind i et krav om, hvem der skal være hjemme. Dels handler det om, hvad barnet har det bedst med. Men også om, hvordan familien faktisk kan overleve økonomisk.

Så; det er rigtig dejligt, I gør noget for de her unger. Det er dejligt, I gør noget for de her familier. Jeg håber, de tykke mure på Christiansborg ikke er så tykke. Og at hovederne på de personer, der er derinde, ikke er så tykke, at de ikke kan lytte til jeres ord.

Tak skal I have.

BEDRE BARSELSFORHOLD

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

1. oktober 2021 | Transskriberet af: Marta Wriedt | Foto: Ole Henrik Hansen

 

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Ole Henrik Hansen er børneforsker og professor i børns velfærd og småbørnspædagogik. Herunder kan du læse hele den tale, han holdt ved demonstrationen for bedre barselsforhold den 29. september 2021.

Tak fordi jeg blev inviteret. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, og jeg er ikke rigtig kommet frem til noget, så det kan blive en vældig kort tale. Men det, jeg har tænkt over, er, at det er værd at tænke på, hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?

Jeg har været i det her i mange år og været gennem rigtig mange situationer, hvor politikerne på Christiansborg har tænkt, at nu skal der gøres noget. Og så har de sagt, at nu skal der puttes nogle penge i det her område, og det har de så gjort. Og det er så – for at citere Greta Thunberg, som jeg så i tv for nylig være tilstrækkelig træt af gode festtaler – blevet til blah blah. Og så gik der nogle år, og så blev det til blah blah blah. Og endnu nogle år og så blev det til blah blah blah.

“Hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?”

 
Ole Henrik Hansen

Nu vil man så lave noget nyt blah blah blah. Så tænker jeg; er det til gavn for børnene? Hvorfor gør vi det her? Det er selvfølgelig et direktiv, så vi skal gøre det. Men for mig virker det ikke som om, det handler om børnene. Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene. Og jeg kan ikke se, hvordan man kan adskille det her fra kvalitet i dagtilbud.

Vi bruger vældig mange ressourcer på dagtilbud, og alligevel har vi her i landet ikke det, man kan kalde højkvalitetsdagtilbud. Cirka en femtedel af vores dagtilbud kan blive vurderet til at være god kvalitet, 75 procent kan blive vurderet til at have en rimelig kvalitet, og 6 procent er så dårlige, at det er virkelig skidt. De er af utilstrækkelig kvalitet. Vi har ikke nogen af høj kvalitet. Og når nu vi kigger på barselsorloven, synes jeg, vi skal se det i den sammenhæng.

Derfor tænker jeg; hvilke konsekvenser kan det at aflevere sine børn i daginstitution have?

Og når jeg står her og kigger, er det dejligt at se, hvordan mange af jer står med jeres børn på maven i vikler. Det er noget af det, børn har rigtig meget brug for. De har brug for fysisk nærvær. De har brug for at mærke en tæt på. De har brug for at blive rørt på deres hud. Det betyder meget for deres stressniveau. Det betyder også meget for, hvordan de på lidt længere sigt har det med at være sammen med andre mennesker. Vi ved, at børn i dagtilbud bliver mere stressede end andre børn. Vi ved, at de bliver mere stressede, end når de er herhjemme. Så en af de ting, der er ved at putte børn i dagtilbud, er stress.

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Professor Ole Henrik Hansen talte ved demonstrationen for Bedre Barsel. Foto: Omsorgspolitisk Netværk

Der er også mange myter omkring det her med dagtilbud: Hvis vi ikke putter børn i dagtilbud, får de så et sprog? Får de sociale kompetencer? Bliver de skoleparate? Det er der vældig mange myter omkring. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbud, der lærer børnene sprog. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børnene sociale kompetencer. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børn at gå i skole. Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af. Sociale kompetencer er at være i stand til at kommunikere med andre mennesker – at interagere med dem og blive en del af et fællesskab.

Det vil ikke være forkert at sige, at det, børn lærer i dagtilbud, i højere grad er at tilpasse sig det her fællesskab – at bøje sig ind i de totaliteter, som der nu skal være. Og man kan sige, at mange af de her børn ender som sådan nogle overtilpassede voksne, som også går rundt og er lidt bange. Som har en lidt lav selvfølelse, men en virkelig høj selvtillid. De bliver vildt gode til at binde deres sko, og de vil skrive deres navn tidligt. Men de vil gå rundt med sådan en lidt gnavende følelse af at være forladt. Det er ikke okay. Og det er i virkeligheden ikke det, vi ønsker.

“Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af.”

 
Ole Henrik Hansen

Så kan man spørge sig selv, hvad så? Kan vi passe vores egne børn selv? Kan vi lære dem det, der skal læres? Kan vi give dem det, de har brug for?

Når vi hører de her tvivlsspørgsmål om forældre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fremmedgjorte, vi er blevet i den verden, vi lever i. At der kan blive stillet spørgsmålstegn ved, om forældre rent faktisk kan passe deres egne børn – om de kan give dem en tryg opvækst – det er sygt. Det er sygt. Og det eneste, jeg har at sige til det, er blah blah blah. Jeg kan ikke finde på andet at sige. Og mit råd til forældre vil være; lyt til jeres mave. Lyt til jeres fornemmelse af, hvad det er, der sker omkring jeres barn, når I tager afsted fra det her dagtilbud om morgenen. Hvor ofte har I lyst til at lave en u-vending og køre tilbage og hente jeres barn? Eller er det okay? Vi kan godt passe vores egne børn.

I forhold til det med barselsorloven så vil der helt sikkert dukke en masse forskning op, som siger både det ene og det andet. Og det, jeg synes, der er at sige til det, er, at ingen forskning er bedre end dårlig forskning. Det er vældig svært at finde ud af, hvad vi faktisk kan sige om fædres kompetencer i forhold til at tage del i den her barselsorlov. Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.

Jeg arbejder en del i Sverige og Norge. Og i Sverige er det sådan, at man har mulighed for halvandet års barsel med mulighed for forlængelse. I Norge har man et års barsel med mulighed for et års forlængelse (se faktaboks). De uger og måneder er vældig godt givet ud i forhold til det, barnet har brug for på længere sigt.

“Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.”

 
Ole Henrik Hansen

I forhold til, om det skal være mor eller far, så kan jeg ikke som professor sige noget om det. Men personligt ville jeg have det vældig svært med at skulle bøje mig ind i et krav om, hvem der skal være hjemme. Dels handler det om, hvad barnet har det bedst med. Men også om, hvordan familien faktisk kan overleve økonomisk.

Så; det er rigtig dejligt, I gør noget for de her unger. Det er dejligt, I gør noget for de her familier. Jeg håber, de tykke mure på Christiansborg ikke er så tykke. Og at hovederne på de personer, der er derinde, ikke er så tykke, at de ikke kan lytte til jeres ord.

Tak skal I have.

 

FAKTABOKS

Hvordan lang er den norske barselsorlov? 
Foreldre har rett til permisjon i til sammen 12 måneder. Mer konkret vil det si 59 uker ved 80 prosent uttak, og 49 uker ved 100 prosent uttak, og uansett så lenge det ytes foreldrepenger fra folketrygden. Permisjonstiden inkluderer tiden for kvinnens svangerskapspermisjon (arbeidsmiljøloven § 12-2) og fødselspermisjon (arbeidsmiljøloven § 12-4).

 

Er der regler for hvor meget mor skal tage og hvor meget far skal tage – af barselsorloven?
Foreldrene kan dele på permisjonen, men både mødrekvoten og fedrekvoten er på minimum 15 uker ved 100 prosent uttak eller 19 uker ved 80 prosent uttak.
  • De første 6 ukene etter fødsel er forbeholdt mor og tas av mødrekvoten.
  • Fellesperioden er de ukene som blir igjen når de 3 ukene før termin og 15/ 19 uker fedrekvote og 15/19 uker mødrekvote er trukket fra.
  • Fellesperioden blir dermed på 16 eller 18 uker, avhengig av om man velger 100 prosent eller 80 prosent dekningsgrad.
 
Er der mulighed for at få forlænget barselsorlov i Norge?
Hver av foreldrene har i tillegg rett til ytterligere permisjon i inntil 12 måneder for hver fødsel. Dette vil være uten lovbestemt lønn eller ytelse fra folketrygden. Permisjonen må tas ut i umiddelbar fortsettelse av den lovfestede foreldrepermisjonen og foreldrene kan velge å ta ut denne permisjonen samtidig, se arbeidsmiljøloven § 12-5 (2).
Kilde: Ole Henrik Hansen
 

LÆS OGSÅ