DEBAT

Pædagogfaget har brug for flere hænder – men ikke hvilke som helst hænder

Der er i landets institutioner ikke “bare” brug for flere pædagoger. Der er brug for pædagoger, som har været i skole i sig selv og egne mekanismer, mener Suzanne Lisborg.

16. juni 2021 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Jonathan Borba/Unsplash

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog og arbejder i dag med menneskelig trivsel i Jens Arentzen-gruppen. Hun er desuden ansat som paragraf 54 støtte (støtte person for forælder med anbragt barn). Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Der føres i øjeblikket en livlig debat om minimumsnormeringers og fysiske rammers betydning for udførelsen af en velkvalificeret løsning af kerneopgaven i det pædagogiske felt.

I alle mine 17 år som henholdsvis pædagog og pædagogisk leder, hvad enten jeg arbejdede i specialområdet eller i dagtilbudsområdet, har manglende normering været et samtaleemne. Med berettigelse naturligvis. Men det handler ikke KUN om normering og fysiske rammer, når det kommer til at kunne udføre kerneopgaven i pædagogfaget. Det handler også om reelt ‘at kunne’.

Og sådan er det i alle fag. Nogle gange kan vi møde en politibetjent, som aldrig skulle have været i tjenesten. Til tider er det en lærer, en togrevisor eller en læge, der virker som om, de har vundet uddannelsen i tombolaen.

Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?

Nej, mener jeg. Vi må og skal turde gribe i egen barm og se, at også en pædagog kan virke som om, han eller hun har vundet eksamen i lotteriet. 

“Du kan sagtens læse dig igennem en uddannelse, være i praktik og få en eksamen. Men betyder det, at man så pr automatik er pædagog – og kan varetage omsorgen for børns udvikling og trivsel?”

Suzanne Lisborg

Og jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg er nemlig selv en af dem, der aldrig skulle have fået diplomet til den pædagogiske gerning, uden også at have lært en række andre fundamentale ting. Jeg havde nemlig selv alt for mange mørkeområder, jeg slet ikke havde styr på, og som ingen tog fat om og italesatte. Jeg gled tværtimod igennem med flotte karakterer. Jeg var sød, men det er altså for farligt, når du arbejder med børn og unge. Det gør dig nemlig ikke nødvendigvis i stand til at evne nogle af fagets mest vitale krav; at håndtere konflikter og forstå, hvorfor man bryder sig om en slags børn, men ikke andre. Man ved med andre ord meget lidt om sig selv, relationer og følelser.

For at kunne lede andre, må vi kunne lede os selv. For at kunne følelsesregulere andre, skal vi evne at følelsesregulere os selv. En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.

Jeg evnede ikke disse kompetencer, tværtimod. Men jeg kunne bruge pædagoguddannelsen til at ‘gemme mig’ og ‘gøre noget godt for mennesker’. Troede jeg.

Som menneske og pædagog er vi afhængig af, at vi tidligt i livet har været i en sund tilknytning og kan mærke os selv. Ellers er der risiko for, at vi viderefører dysfunktion ind på arbejdspladsen, ind i et barn eller et forældrepar, vi ikke kan rumme og fordømmer.

Jeg har selv erfaringer printet i mit indre – og læssevis af eksempler på pædagoger – der viser, at det i faget kan være svært at rumme børns gråd gennem længere tid eller børn, som har behov for en voksen hånd. Jeg har også erfaring med – og eksempler på – pædagoger, der oplever forældres spørgsmål og forventninger som et angreb på deres faglighed. Ting, der ellers er naturligt at opleve, når et nyt barn starter i institution.

“En pædagog MÅ være følelsesmæssigt og relationelt kompetent – ellers har vi ikke retten til at føre et barn eller en ung ind i livet.”

Suzanne Lisborg

Jeg har arbejdet med pædagoger, som har de største hjerter, og som – uden tvivl – ønsker at udøve en pædagogisk opgave på bedste vis, men som ikke har magtet det. Der er i mine øjne en gennemgribende og bagvedliggende årsag til, at vi som pædagoger trækker på værktøjer som “skæld ud”, rigide regler og adfærdsregulering. Nemlig, at vi ikke evner den del af faget, der handler om at rumme menneskelige følelser.

Teoretisk ved vi som pædagoger – via teori – at sund tilknytning er forudsætningen for udvikling og trivsel. Men en ting er, hvad vores hjerner kan forstå, noget andet er, hvad vores limbiske system har med i bagagen af tidlige erfaringer.

Hvis jeg som pædagog har en (ubevidst og uforløst) grundstemning af angst for konflikter, kan jeg ikke agere i det pædagogiske rum med følelsesmæssige konflikter mellem børn, forældre og kollegaer. En grundlæggende angst eller uro for konflikter handler ikke om, at jeg er “svag”, men peger på en uforløst og bagvedliggende årsag. For eksempel at jeg har været barn i en familie med mange konflikter mellem mor og far, som gjorde mig urolig og handlingslammet som barn. En sådan erfaring sætter sig i vores kroppe og nerveceller, og når vi (selv som voksne) kommer i lignende situationer, reaktiveres gamle følelser og mønstre.

Det kan, groft sagt, medføre to udgaver af pædagoger. Enten en pædagog, som overkompenserer på grund af egne ubevidste erfaringer (nurser overdrevent og fastholder ubevidst barnet i følelsen af uro/angst). Eller en pædagog, som ikke kan rumme barnets sorg, og derved “lærer” barnet, at dets følelser ikke er berettiget (“nu skal du stoppe med at græde” – “løb ud og leg med de andre børn” eller “skal vi bage en kage”).

Jeg ved på baggrund af min egen følelsesmæssige og relationelle rejse i en moden alder, at det har ændret hele min pædagogiske ageren. Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme. Det fik mig til at indse, at min “tank” af uforløst forladthedsfølelse og forkerthedsfølelse havde afgørende betydning for min pædagogiske ageren. Når jeg mødte børn, som “triggede” mine egne uforløste følelser, så mødte de ikke den voksne kompetente Suzanne. Børnene kom under “mine vinger”, men børnene fik ikke selv vinger, der gjorde dem i stand til at flyve på sigt. 

Jeg har efterfølgende haft mange dialoger med pædagoger, som genkender mønsteret og de bagvedliggende årsager for deres ageren og udbrændthed i faget. 

“Jeg har på egen krop mærket betydningen af at blive spejlet i min tidlige tilknytning eller mangel på samme.”

Suzanne Lisborg

Så ja; pædagogfaget har brug for flere hænder – men hænder, som sidder på pædagoger, der har været i skole i ”sig selv” og egne mekanismer. Også når “det regner”. Det er så essentielt, at vi som pædagoger har tilegnet os en følelsesmæssig selvindsigt og bemestringsevne til at navigere i følelsesmæssigt konfliktfyldt farvand. 

Dén læring fås ikke på pædagoguddannelserne. Dén bemestringsevne til menneskelig interageren fås ikke ‘gennem snak’. Med det er det, der tilbydes.

Der er en grund til, at jægersoldater træner en action, inden de sættes ud i felten. At sætte en soldat ind i en kampzone efter vedkommende har læst om kampteknikker, vil være at sætte liv på spil – både for soldaten, for kollegaer og for dé, der bliver udsat for en, der ikke kan jobbet, og helt forkert trykker på aftrækkeren eller ikke kan eller tør, når det er svært.

Du lærer ikke at køre bil, fordi du har et stykke papir. På samme måde er et eksamensbevis som pædagog ikke er ensbetydende med, at du ER pædagog med de rette forudsætninger.

LÆS OGSÅ