En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

af | apr 20, 2020

FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

LÆS OGSÅ

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

af | apr 14, 2020

LIVET MED BØRN

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

En af ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter.

14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft

En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.

Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.

Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.

 

Rikke Vindberg

Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie, skriver Rikke Vindberg.

Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.

På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.

Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.

Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.

 

Kristina Wildenhoft

Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.

En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.

Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.

 

Sara Gabríela

We are strong enough to make it through this together, siger Sara Gabríela, der har været med til at skabe Nicecream, om coronakrisen.

Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.

This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.

Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.

In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.

Mofibo - lydbøger

Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.

Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.

We have lived through hardships before.

There is and always will be a light in the end of the tunnel.

LIVET MED BØRN

”Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os”

En af ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter.

14. april 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Kristina Wildenhoft

 

En af de ting, Kristina Wildenhoft tager med sig fra coronakarantænen, er erkendelsen af, at hendes børn slet ikke behøver så mange sociale aktiviteter. Jeg har spurgt hende og to andre mødre, der normalt er hjemme med deres børn, hvordan krisen har påvirket dem som familie.

 

Coronakrisen, som den hyppigt omtales, har haft betydning for de fleste børnefamilier. Også for dem, der normalt er vant til at være hjemme og leve livet sammen.

Jeg har spurgt tre mødre, Kristina Wildenhoft, Sara Gabríela og Rikke Vindberg, hvordan deres familieliv er blevet påvirket, og hvad de tager med sig videre.

 

Rikke Vindberg

Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie, skriver Rikke Vindberg.

Rikke Vindberg er 33 år og mor til Naja på 1,5 samt Silje på 4,5 år. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og har arbejdet med kommunikation og marketing, indtil hun begyndte at være hjemme med sine børn. Familien bor i Vindinge syd for Roskilde. Du kan følge Rikke på instagramprofilen @hverdagsvalg.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
På den ene side har coronakarantænen ikke været den vilde omvæltning. Jeg havde i forvejen begge børn på 1,5 og 4,5 hjemme på pasningsorlov fra vuggestue og børnehave, så i et vist omfang har hverdagen fortsat sin vante gang med ungerne hjemme. Nu har vi bare været så heldige også at have far en del på hjemmekontoret, og det har været hyggeligt.

På den anden side har de mange restriktioner selvfølgelig brudt vores rutiner og begrænset vores frihed til aktiviteter. Den sværeste begrænsning er i forhold til at ses med familie og venner. At vi kun må vinke til mormor, der ellers plejer at komme flere gange om ugen, og facetime med de andre bedsteforældre. At vi ikke kan mødes med vores faste legegruppe hver tirsdag og lave legeaftaler med de gamle venner fra børnehaven. Det kan godt være hårdt – og svært for ungerne at forstå.

Jeg har også opdaget, at selvom jeg er taknemmelig for at bruge størstedelen af min tid sammen med mine børn, har jeg virkelig brug for samværet med andre voksne – for sparring, spejling og perspektiv på tilværelsen. Og at jeg får sværere ved at rumme og regulere både mine egne og børnenes følelser og adfærd, når det behov ikke bliver dækket. Det har været vigtigt for familiens samlede trivsel, at jeg har fundet måder at tilgodese dette i en karantænetid.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Karantænen har fået mig til at forstå, at vi har meget forskellige behov i vores familie. Hvor jeg syntes, vi havde en forholdsvis rolig hverdag med typisk 3-4 aftaler eller aktiviteter om ugen, så var det faktisk mere, end særligt min ældste havde behov for. Efter de første to ugers karantæne var hun i meget bedre balance, end hun havde været længe – og pasningsorloven er blevet til en permanent udmelding af begge børn fra daginstitutionerne frem til skolestart. Jeg er blevet bekræftet i, at det at kunne give vores børn en rolig hverdag uden det daglige pres om “stimulering” og “socialisering” i en institutionsramme, er optimalt for vores familie.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Vi har også opdaget, at det faktisk er muligt at integrere far en smule mere i vores hverdag. Han har oplevet, at det godt kan lade sig gøre at arbejde nogenlunde uforstyrret hjemme. Og det er hyggeligt med ekstra tid til for eksempel at starte dagen med et spil, at kunne spise frokost sammen, få en krammer og en tegning, mens kaffen løber igennem – og at der stadig er lidt eftermiddag tilbage til at lave noget sammen efter fyraften, fordi han sparer transporttiden. På en måde har vi levet meget separate liv; børnene og jeg herhjemme, farmand på kontoret de fleste af deres vågne timer fem dage om ugen. Det er spændende at opleve dem smelte sammen.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil prøve at blive skarpere på at navigere imellem de forskellige behov for aktiviteter og sociale relationer, der er henholdsvis børnenes, forældrenes og fælles. Og måske indføre en jævnlig “karantæneuge”, hvor vi ikke behøver skulle ud af huset eller være sociale med andre. Hvor vi voksne stadig kan få dækket vores egne sociale behov om aftenen, uden at det behøver involvere børnene, som måske har mere brug for fred og ro.

Og så håber jeg, at farmand vil tage sig en hjemmearbejdsdag i ny og næ – af ren og skær lyst frem for nød.

 

Kristina Wildenhoft

Kristina Wildenhoft er hjemmegående med sine to drenge på 2 og 4 år. Hun står desuden bag instagramprofilen Kriblekongen. Du kan følge hende her.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
Corona-karantænen har ikke den store betydning for os herhjemme i forhold til, hvordan vores hverdag nu ser ud. Jeg hjemmepasser i forvejen vores to drenge på 2,5 og 4,5 år, og min mand, Martin, har hjemmekontor. Jeg arbejder normalt også som tjener cirka 40 timer om måneden, og det kan jeg selvfølgelig ikke i denne tid. Men det gør mig bestemt ikke noget, for nu har jeg bare de flere timer sammen med min familie. Men vi kan virkelig mærke karantænen, når det kommer til øvrig familie. Vi savner vores forældre, bedsteforældre og søskende rigtig meget. Vi holder kontakten og ses indimellem – kortvarigt, udendørs og med god afstand selvfølgelig. Men det ikke helt det samme. Børnene savner især deres bedsteforældre, som de er vant til at ses med hver uge.

En anden betydning, Corona-karantænen har haft for os, kan ses på min instagramprofil. Jeg har en legeprofil, der hedder Kriblekongen, hvor jeg deler idéer til sjove og anderledes aktiviteter, man kan lave med sine børn. Jeg har pludselig fået travlt, fordi der er kommet dobbelt så mange følgere til siden statsministerens tale om karantæne. Det har betydet, at jeg har fået meget mere at se til i forhold til nye samarbejder og at svare på beskeder og mails. Men jeg synes, det er dejligt, at så mange har lyst til at følge med i vores hverdag.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det var godt, vi i 2018 valgte at flytte i et billigere hus, så jeg kan hjemmepasse. Jeg er også blevet klogere på, hvor lidt mine børn og jeg har brug for socialt udover familie. Vi er vant til at holde legestue herhjemme hver tirsdag, og tit er vi i legeland om torsdagen og til gymnastik om fredagen. Og så enkelte legeaftaler derudover. Og vi trives faktisk også rigtig fint uden, kan jeg mærke. Drengene har kun én gang efterspurgt de legeaftaler, vi normalt har.

Er der nogle af disse erkendelser, du tænker, I tager med videre? Og hvordan vil det komme til udtryk?
Jeg vil helt sikkert skrue endnu mere ned for ud af huset-ture, selvom jeg synes, vi i forvejen har få. Men vi behøver dem ikke så meget, som jeg troede. Vores kultur har meget fokus på, hvor meget vi har brug for at socialisere os, så måske har jeg fyldt lidt for mange sociale aftaler på skemaet for at føle, at det er godt nok, det vi gør. Det er nemlig altid det sociale, folk spøger ind til, når de hører, at jeg hjemmepasser.

Men det er en dejlig erkendelse, da jeg selv trives godt med ’bare’ at være hjemme. Vi laver mange sjove ting, og vi har indrettet os sådan, at der er god plads til leg og bevægelse både inde og ude. Og så har vi vores familie meget tæt på, som dækker langt de fleste af mine og mine børns behov for socialisering.

 

Sara Gabríela

We are strong enough to make it through this together, siger Sara Gabríela, der har været med til at skabe Nicecream, om coronakrisen.

Sara Gabríela er mor til Aya og Mowgli. Hun har de seneste seks år boet i Danmark, hvor hendes kæreste og børnenes far er opvokset. Lige nu bor familien, der står bag virksomheden Nicecream Copenhagen, i La Palma på De Kanariske Øer. Du kan følge hende på instagramprofilen @samsara.gabriela.

 

Hvilken betydning har coronakarantænen for din familie?
The corona epidemic came as sudden for us, as the rest of the world. We are located in Spain – and that means full isolation, and we are not allowed to go outside our home. Not even for a walk, or a trip to the forest or the beach. Which I believe, would make it much easier.
This is day 26 and we have at least two more weeks to go. They might extend it again.

This has been a time of joy, rest, simplicity, reconnecting, recovering, as it’s been a time of uncertainty, restlessness, exhaustion and complete surrender.

Being locked in our own home with two active children is as challenging as it’s sounds. But they have become excellent in keeping themselves entertained and occupied with things, that they otherwise wouldn’t spend as much time into. They have become closer than they were before. We have been able to have longer and deeper conversations, as we have all the time in the world now.

In some ways our everyday life hasn’t changed, as our children don’t go to kindergarten or schools, and we always spend our days together. We live pretty simple and we don’t spend much time in the cities. But we miss our friends, our daily activities, and we miss our adventures out in nature.

Har coronakarantænen fået dig til at se jeres liv som familie anderledes – og hvordan?
This has been a very transformational year for us, as we just moved here to Spain four months ago. We had big ambitions and dreams, we found a land, and we were ready to start building our home. We almost had our hands on it, we had a man who was about to start the project, when we hear and see on the news that there is an virus outbreak, and the whole island would be shutting down. And our dreams were put on hold.

Our financial security, our only income, and the reason we could live here, was by working remotely with our family business in Denmark, we have spent the past five years on building. We have lost this income now, and we do not know if our small family business will survive this epidemic.

Right now, I don’t have any positive twist to it. Everything might be falling apart, or everything might be coming together. I hope that whatever happens, is what is supposed to happen. But the lessons of these times have brought us many gifts. A deeper sense of gratitude, unity, hope and trust. We are strong enough to make it through this together.

We have lived through hardships before.

There is and always will be a light in the end of the tunnel.

Mofibo - lydbøger

LÆS OGSÅ

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

af | apr 6, 2020

MODERSKAB

Nynne mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020 – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

MODERSKAB

Nynne opfandt begrebet ”adskillelseskultur”: Mærkede clashet mellem moderinstinkt og normer

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

6. april 2020  – opdateret 29. juli 2022 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Da Nynne Marie Gjerlang var på barsel med sit andet barn, begyndte noget at vokse frem i hende. Nogle kulturelle tendenser sprang hende i øjnene, men først efter mødet med en helt speciel bog, formåede hun at sætte ord på. Og begreberne adskillelseskultur og omsorgsrevolution voksede frem.

Nynne Marie Gjerlang er mor til tre, uddannet psykolog og står bag bloggen Verden ved siden af. Nynne bor på Bornholm, hvor hun er ved at skabe et unschooling community. Du kan følge hende på Instagramprofilerne @verdentilforskel og @verdenvedsidenaf.

Nynne Marie Gjerlang slog det ikke bare hen, da hun i sit moderskab og i forbindelse med de valg, det stillede hende overfor, mærkede et clash mellem eget moderinstinkt og de kulturelle normer og forventninger, hun blev mødt af. Hun dykkede ned i følelsen, forsøgte at forstå og endte med at bringe begreberne ”adskillelseskultur” og ”omsorgsrevolution” til verden.

Flere har taget disse begreber til sig og videreudviklet dem. I dag bruges de også ofte til at beskrive det samfund, vi lever i, ud fra et normkritisk perspektiv. På Instagram er hashtagget #omsorgsrevolution brugt i mere end 16.000 opslag.

Jeg har taget en snak med Nynne om baggrunden for begreberne og tankerne bag.

Hvad er dine tanker bag begreberne #omsorgsrevolution og #adskillelseskultur?

Begrebet “adskillelseskultur” blev, som jeg tidligere har kaldt det, “født” før begrebet “omsorgsrevolution”. Den kronologi afspejler min bevidsthedsbevægelse, som startede med en klar og tydelig afstandtagen til nogle kulturelle tendenser, som pludselig sprang mig i øjnene og i hjertet, og fremstod som allestedsnærværende i den måde, som vi vestlige mennesker forstår og møder barnet på. Både barnet i os selv og de børn, vi lever sammen med. Eller adskilt fra. På daværende tidspunkt var jeg på barsel med min søn på seks måneder, mens min datter, der lige var fyldt to år, var delvist hjemme med os og delvist sammen med min mor under en “privat børnepasser ordning”, som det hedder på Frederiksberg. Det var i clashet mellem på den ene side de følelser, som voksede ud af kærligheden til og omsorgsansvaret for mine børn, og på den anden side de kulturelle forventninger og normer til mig som mor og til børnene som børn, der fik en vrede, social indignation og oprørstrang til at vokse frem i mig. Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”. “Han skal sove væk fra dig, så han ikke bliver vækket af lugten fra din mælk”. “Du må gerne strække ham nogle timer mellem amningerne” osv. De opfordringer, jeg fik, gjorde bare den udefinerede ubalance mere overdøvende. På daværende tidspunkt anede jeg ingen muligheder for at kanalisere og verbalisere mine fornemmelser ud på en konstruktiv måde. Jeg følte en dyb fremmedgørelse over for noget dybt væsentligt i mig selv uden at vide, hvor fremmedgørelsen kom fra, og hvor det fremmede stammede fra.

I slutningen af marts 2017 læste jeg bogen “Kontinuum-begrebet”, hvor alt faldt på plads. Det lyder jo helt vildt at sige sådan. Men sådan var det. Alt faldt på plads. Og alt faldt fra hinanden.

“Der var noget, der slet ikke var i balance, uden at jeg kunne finde de svar på ubalancen, som klingede rent. Jeg søgte og søgte inden for den ramme, der var mig givet, hvilket gav svar såsom “I mangler mor og far-tid”. “Du mangler alene-tid”. “Hun er stor nok til at falde i søvn selv”.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Begrebet “adskillelseskultur” blev ikke skabt, fordi jeg ønskede at mommy-shame, forældre-bashe eller tale dårligt om andre. Læsningen af den bog var en bevidsthedsmæssig eksplosion, som jeg kan huske, efterlod mig med vejrtrækningsproblemer og hulkegråd hjemme i min seng sammen med min baby. Det var en helt ekstrem bevidsthedsudvidelse, som jeg, set i bakspejlet, var klar til at tage ind. Med et følte jeg mig fuldstændig overvældet af et behov for at sætte ord på min egen fremmedgørelse og den fremmedgørelse, som længe havde fyldt på en ukonkret og skjult måde hos mig. Pludselig var der bare nogle erkendelser, som det var tvingende nødvendigt at få bragt ind i verden, selvom jeg godt vidste, at det fuldbårne ville være et resultat af en dyb smerte. Og samtidig med at jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg gav det her lov til at leve og undlod at kvæle det, før det tog sit første åndedrag, så ville jeg være nødt til at devaluere og revurdere de fleste af de overbevisninger, som jeg hidtil havde levet mit liv ud fra. I særdeleshed i forhold til mit syn på min egen barndom og på mine børns.

Hvad var det, det var nødvendigt for dig at sætte ord på?

Det, som jeg havde fået øje på, var, hvordan nogle tendenser i vores kultur medfører, at vi presses til at adskille os fra vores børn, og er blevet blinde over for den sandhed, som børnene og vi selv kom til verden med.

Begrebet “adskillelseskultur” er et nyt begreb, som jeg bragte ind i verden, men den kulturkritik, som begrebet udspringer fra, er langt fra ny. Andre filosoffer, psykologer og teoretikere har beskrevet den hastighedsorientering, som er dominerende i vores kultur, og som bidrager til opretholdelsen af vores adskillelseskultur. Der eksisterer en forventning om, at vi skal være tilpasningsdygtige, omstillingsparate, effektive, fremtidsorienterede, og at vi skal “følge med”. Det værste, man kan være, er stillestående og ineffektiv. Vi har fremdriftsreformer, karrierestiger, lærerplaner og hånlige begreber som “fjumreår”. Og så har vi angst- og stressepidemier, som folk dør af på stribe. Et andet velkendt og beskrevet træk ved vores kultur og samfund er instrumentaliseringen. Det instrumentaliserede samfund skal forstås som et samfund, hvor man beskæftiger sig med og fokuserer på en masse, som ikke har værdi i sig selv. Et eksempel er penge, der aldrig har nogen værdi i sig selv, men er et oversættelsesredskab, som vi bruger til at afgøre, hvor meget noget er værd, sammenlignet med noget andet. Problemet er ikke instrumentaliseringen i sig selv, men problemet opstår, når den instrumentaliserede tænkning bliver den dominerende i måden, hvorpå vi forholder os til verden, andre mennesker (herunder vores børn) og til os selv.

Kulturdiagnostikken er ikke ny, men det nye, som det pludselig blev mig tvingende nødvendigt at sætte ord på, er hvordan tendenserne omkring hastighed, acceleration samt instrumentaliseringen har indflydelse på vores liv sammen med – og i særdeleshed adskilt fra – vores børn.

Hvilke konsekvenser mener du, disse træk har på livet med børnene? Og hvordan kommer det, du valgte at kalde “adskillelseskulturen”, til udtryk?

I en kultur, hvor vi altid er på farten og både rent fysisk og mentalt er på vej videre og derudad, er der meget lidt plads til at se og følge barnets behov og initiativ. Og rumme dets følelser. Børn fødes ikke med samme tidsfornemmelse som os, men til gengæld fødes de med en direkte adgang og evne til at udtrykke lige præcis de følelser, som de har. Lige nu og her. En evne, som mange af os vokse har mistet evnen til. Fordi vi er opfostret i en adskillelseskultur. De følelser harmonerer nemlig sjældent med et fokus på hastighed, acceleration og instrumentalisering. Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte. Og hvem de var. Udskyde til et tidspunkt, hvor der er tid til noget så formålsløst, som at være den, man er, og føle det, man føler. Det tidspunkt er der bare ikke særlig ofte tid til. Til gengæld er der tid til adskillelse og så det her helt groteske fænomen, som vi kalder “kvalitetstid”. Problemet med det tidsrum er bare, at her er der faktisk ikke tid til at være menneske, men primært tid til at være præcis det, som passer ind i kulturens normer og forventninger. Her skal vi være glade, taknemmelige og velopdragne og sige “tak” og “undskyld”, i zoologisk have eller Dinos Legeland måske i skoven og så hjem og spise fredagsslik og “hygge”. Følelser, såsom forladthed, vrede, sorg og frustration, må dulmes. Vi dulmer vores egen kulturelt betingede smerte og udmattelse med kaffe, rosé, kage, shopping, Netflix, SoME-bekræftelse osv osv. Barnet må, som vi selv blev det, fremmedgøres over for sine egne følelser, behov og i sidste ende sig selv. Kulturen må sejre.

“Hvis børnene skal kunne følge med, er vi nødt til at lukke ned for deres følelser, øve os i ikke at lytte til, hvad de udtrykker, og træne dem i at undertrykke, udskyde og til sidst glemme, hvad det egentlig var, de følte.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Til denne praktiske øvelse har vi en hel industri, der tilbyder substitutobjekter, der gør det lettere at fortsætte livet i fart med fokus på målet, fremfor nærværet med en selv og sit barn. Her finder vi et hav af, hvad man dybt provokerende kan kalde “adskillelsesobjekter”. Blandt andet narresutten, suttekluden, tøjdyret, babyalarmen, barnevognen, sutteflasken, og der kommer hele tiden flere til. Det var da denne sammenhæng gik op for mig, at jeg første gang nedskrev begrebet “adskillelseskultur” – netop i et provokerende og satirisk indlæg, som jeg kaldte “10 musthaves til babyen (i en adskillelseskultur)”, som jeg holdte vejret og udgav i midten af juni 2017. Og det var denne form for objektsbrug, jeg valgte at skrive speciale om på psykologistudiet.

Men er det nødvendigvis altid de her kulturelle tendenser, du beskriver, der er årsagen, når vi har svært ved at rumme barnets behov og følelser?

Det er vigtigt at overveje, hvilke træk og tendenser der kom først, i forsøget på at besvare det spørgsmål. Er det rigtig, hvad jeg netop har argumenteret for? Er det sandt, at vi adskiller os fra, ikke kan forstå og rumme, samt ikke tør handle på vores børns behovsudtryk og ikke kan mærke vores egne, fordi vi lever et hastighedsorienteret og instrumentaliseret liv? Eller udspringer hastighedsorienteringen og instrumentaliseringen af, at vi selv er dybt skadede og traumatiserede mennesker, der er vokset op med fremmedgjorte forældre i en adskillelseskultur, hvor evnerne til at møde os og forstå os som dem, vi var, og med de behov, vi havde, ikke blev mødt? Jager vi vestlige mennesker rundt i hastværk og forsøg på at blive smukkere, bedre, mere anerkendte og dybest set elsket som dem, vi er, mens vi bruger vores liv på beskæftigelse, som vi ikke kan mærke værdien i, fordi vi dybest set føler os uelskede og misforståede? Fordi vi ikke blev elsket ind i livet, på en måde, hvor vi kunne mærke kærligheden? Der er nemlig stor forskel på at være elsket, og så det at føle sig elsket! Jeg er ikke selv i tvivl. Den kultur, vi på mange måder er fanget i lige nu, er tilknytningsforstyrret, og kulturen er menneskeskabt.

Men hvad er en omsorgsrevolution så for dig?

Begrebet ”omsorgsrevolution” kom som nævnt til verden efter begrebet “adskillelseskultur”. For mig afspejler de to begreber også en indre pendulering hos mig personligt, hvor jeg særligt i starten af min rejse med “Verden ved siden af” var meget optaget af alt det, jeg tog afstand fra. Alt det, som jeg havde fået øje på, og som jeg næsten ikke kunne holde ud at se på. Alt det, jeg var vred over og dybest set såret over. Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.

På et tidspunkt i en nedrivningsproces, når man til et tidspunkt, hvor der er grundlag for at begynde at bygge noget nyt op. Og dette opbyggelige projekt kan man kalde “omsorgsrevolutionen”, som jeg, så vidt jeg har kunnet spore mig frem til, første gang nævner i slutningen af august 2017.

“Jeg var så ulykkelig over ikke at have fået øje på de her sammenhænge tidligere og hermed ikke at have været i stand til at elske mine børn ind i livet på den måde, som jeg vidste, var den rigtige. Jeg var i denne proces i kontakt med dybe sår i mig selv, som jeg stadig arbejder på at hele, og var overvældet af en følelse af at være blevet svigtet. Og endnu mere i sorg over at have svigtet mine børn.”

 
Nynne Marie Gjerlang

De tanker, som jeg har delt her, er blevet suppleret, udbygget og videreudviklet af en masse kreative, kritisk tænkende, omsorgsfulde og modige mennesker, som begreberne har vækket en genklang hos. Og det har gjort en verden til forskel, for verden i dag er forskellig fra den, den var for tre år siden. Der er så meget, der har rykket sig i en retning mod nærvær og flere muligheder og dybere erkendelser som udgangspunkt for, at mennesker kan vælge at skabe nogle nye meningsfulde måder at leve sammen på. Med respekt for mennesket og jorden, vi er så heldige at være dumpet ned på. Og det kan vi, blandt andet takke den bølgende bevægelse, som omsorgsrevolutionen indtil nu har rejst sig til at være.

Du nævner på din blog, at du ønsker at tilføre “bølgen mere kraft”. Hvordan gør vi det?

Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.

Omsorgsrevolutionen kræver massiv kollektiv healing af de sår, som adskillelseskulturen slår. I vores kultur har vi, fra vi var helt små, lært at lægge låg på, dulme og undertrykke vores følelsesmæssige behov. Mange voksne har i dag derfor svært ved at mærke deres eget værd, deres egne grænser samt andres. Og dybest set føler de sig forkerte og uelskede.

Omsorgsrevolutionen starter med, at vi voksne kigger på os selv med omsorgsfulde øjne og ører rettet mod det indre sårede barn, som i større eller mindre grad fylder indeni os. Det indre sårede barn kan vi tage i hånden og hjælpe med at undersøge de dybereliggende årsager, som gør, at vi bliver fanget i ydre (adskillelseskulturelle) forventninger og pres samt er plaget af lavt selvværd, angst, stress eller andre former for mistrivsel. Traumer nedarves fra generation til generation, og fremmedgørelse avler fremmedgørelse. Heling af traumer kræver omsorgsfulde fællesskaber og møder mellem mennesker, som vi kan støtte os til. Og så kræver heling et kæmpestort mod hos den enkelte til at lade sig konfrontere med sig selv og de følelser, som andre (herunder ens børn) vækker i os. Omsorgsrevolutionen er en koloenorm modsbølge!

“Omsorgsrevolutionen handler om at turde stille sig kritisk over for det tankemæssige, følelsesmæssige, sproglige, kulturelle og rent praktiske fundament, som vi baserer vores liv på, og møder og forholder os til os selv og verden ud fra.”

 
Nynne Marie Gjerlang

Omsorgsrevolutionen handler om medfølende fællesskaber og om møder mellem mennesker, hvor vi sammen kan og tør diskutere og forsøge, over for et hvilket som helst spørgsmål eller dilemma, at finde svar på det her omsorgsrevolutionerende spørgsmål:

“Hvad er det kærligste at gøre lige nu?”

LÆS OGSÅ

Kære forældre: Sænk barren – dine børn kan heldigvis ikke blive fyret fra skolen

af | apr 1, 2020

DEBAT

Kære forældre: Sænk barren – dine børn kan heldigvis ikke blive fyret fra skolen

Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer lige netop for vores familie. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

1. april 2020 | Af Anne Rom | Foto: Privat

 

Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

Anne Rom er privatpraktiserende psykolog og arbejder bl.a. for at give forældre en bedre overgang til forældreskabet. Du kan følge hendes arbejde her og på instagramprofilen insta.terapi.

Med coronavirussens indtog blev vores hverdag med et ændret. Strukturerne blev kastet op i luften og landede i helt andre former og forventninger end dem, de fleste er vant til fra det hamsterhjul, der ofte kører på højtryk i landets børnefamilier. Og hvis det at have to fuldtidsjob ikke var nok, kan vi nu også udforske muligheden for at være fuldtidslærere og hjemmepassere.

Der er ikke noget at sige til, at mange føler sig pressede. Men prøver vi at fastholde normaliteten i denne unormale tid, er der fare for, vi knækker halsen. Det er at sætte ambitionsniveauet for højt.

Kulturens magt

I stedet er denne krisetid en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie.

Mofibo - lydbøger

Som al anden kultur er utallige normer indlejret i os som ubevidste ”regler” for, hvordan vi skal opføre os og indgå i samfundet. Der er derfor ikke noget at sige til, at vores kulturelt indlejrede ide om, at børn skal gå i skole hver dag og skal lave lektier, ligger så dybt i os som en naturlov, der for alt i verden ikke må brydes. Selv i en krisetid som denne pacer vi og institutionerne os selv og vores børn til at efterleve den.

Men hvorfor krampagtigt holde fast i en opgavestrøm, der hører en anden tid og andre rammer til?

Børn lærer af at være nysgerrige, af at opleve og undersøge, og især hvis det sker sammen med en anerkendende, rummende og mere vidende person. De bedste situationer for læring er altså, hvis det føles som en leg, hvor forudsætningen er tryghed. Om det er opgaven på Aula eller at lære at lave snobrødsdej til et bål i haven, er for så vidt underordnet i en begrænset tidsperiode som denne – i hvert fald for de mindre skolebørn.

Fælles for både de store og små er, at et læringsrum, hvor man bliver støttet og set som den, man er, i stedet for at blive presset ned i foruddefinerede læringskasser, er noget, der giver selvværd og mod på læring længe efter denne tid. Så I har nu som forældre en unik chance for at få indblik i jeres børns måde at tilegne sig viden på. Hvad de trives med, hvornår de føler sig kompetente, og hvornår de vakler. Det kan være en kæmpe gave for at støtte dem bedst muligt i den ellers så strømlinede skoleform efter krisen.

Jeres egen løsning er bedst

Så stop op et øjeblik. Se på hinanden. Og spørg så, hvad der er bedst for JERES familie. Er det at skabe en ny struktur med tydelige forventningsafstemninger om tidslige rammer? Eller er det at være mere laissez faire, hvor børnene har frihed under ansvar? Hvis I står i dilemmaet om enten at bruge tiden på arbejde eller hjælp til lektier, så er mit råd at droppe illusionen om at kunne gøre begge dele på én gang.

Du kan lave en plan, hvor du på skift kan hellige dig fuldt ud til enten arbejde eller børnene, så du har ro til at være mere nærværende i det, du gør. Dog med øje for, at enhver plan ikke går nøjagtig som planlagt, og du sikkert vil blive afbrudt i din ”arbejdstid”, selvom du har sat børnene foran tv-et, eller partneren passer.

Pointen er, at vejen til trivsel går, som den oftest gør, igennem de svære fravalg, hvor man handler ud fra ens værdier, også selvom det gør ondt. Noget må der skæres fra. Det er et vilkår i denne tid. Er du i tvivl om, hvad der er dine værdier, så prøv for eksempel at spørge dig selv, hvad du gerne vil huske denne lockdown-tid for. Hvilke minder skal I komme ud med på den anden side? Hvad vil du gerne have fået fra hånden?

Tre råd fra en mor

Line Rejmer, fuldtidsarbejdende og mor til to skolebørn og et børnehavebarn, kommer her med hendes tre bedste råd til at få hverdagen til at køre:

1) Taknemmelighed for det, vi trods alt har, og det, der fungerer, i stedet for det, vi ikke har. At fokusere på det, denne periode giver, i stedet for det, den tager. At vi lever i et velfærdssamfund, hvor der er hjælp at hente, hvis uheldet er ude. At vi har hinanden, og de måder, vi som familie fungerer sammen på.

2) Respekten for hinanden og vores forskelligheder, så vi kan give hinanden det, vi hver især har brug for – og at vi kan sige det højt, når vi har brug for den andens hensyn eller hjælp.

3) Fleksibiliteten. Jeg bliver nødt til at flytte mig lidt på alle fronter. Vi må kunne rumme hinanden og give plads, både fysisk og mentalt, for at det hele kan gå op. 

Du kan ikke nå det hele

Uanset hvilken løsning, der er den rigtige for jer, så husk på, at børn ikke kan fyres fra skolen.

Det er ok ikke at kunne nå det hele. Det er et vilkår i øjeblikket. Og du kan kun være til stede ét sted ad gangen.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Denne mulighed for intenst samvær kommer måske aldrig igen, så at bruge tiden på noget af det, du har savnet at kunne lave med din familie derhjemme, kommer du højst sandsynligt ikke til at fortryde.

Dette indlæg er udtryk for Anne Roms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Kære forældre: Sænk barren – dine børn kan heldigvis ikke blive fyret fra skolen

Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer lige netop for vores familie. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

1. april 2020 | Af Anne Rom | Foto: Privat

 

Denne krisetid er en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie, skriver psykolog Anne Rom.

 

Anne Rom er privatpraktiserende psykolog og arbejder bl.a. for at give forældre en bedre overgang til forældreskabet. Du kan følge hendes arbejde her og på instagramprofilen insta.terapi./box]

 

Med coronavirussens indtog blev vores hverdag med et ændret. Strukturerne blev kastet op i luften og landede i helt andre former og forventninger end dem, de fleste er vant til fra det hamsterhjul, der ofte kører på højtryk i landets børnefamilier. Og hvis det at have to fuldtidsjob ikke var nok, kan vi nu også udforske muligheden for at være fuldtidslærere og hjemmepassere.

Der er ikke noget at sige til, at mange føler sig pressede. Men prøver vi at fastholde normaliteten i denne unormale tid, er der fare for, vi knækker halsen. Det er at sætte ambitionsniveauet for højt.

Kulturens magt

I stedet er denne krisetid en åben invitation til at kigge på vores kultur, os selv og vores familie og indføre nogle praksisser, som fungerer for lige netop os. Og måske fungerer de endda også efter coronakrisen, så vi kommer ud på den anden side både styrket og mere samlet som familie.

Mofibo - lydbøger

Som al anden kultur er utallige normer indlejret i os som ubevidste ”regler” for, hvordan vi skal opføre os og indgå i samfundet. Der er derfor ikke noget at sige til, at vores kulturelt indlejrede ide om, at børn skal gå i skole hver dag og skal lave lektier, ligger så dybt i os som en naturlov, der for alt i verden ikke må brydes. Selv i en krisetid som denne pacer vi og institutionerne os selv og vores børn til at efterleve den.

Men hvorfor krampagtigt holde fast i en opgavestrøm, der hører en anden tid og andre rammer til?

Børn lærer af at være nysgerrige, af at opleve og undersøge, og især hvis det sker sammen med en anerkendende, rummende og mere vidende person. De bedste situationer for læring er altså, hvis det føles som en leg, hvor forudsætningen er tryghed. Om det er opgaven på Aula eller at lære at lave snobrødsdej til et bål i haven, er for så vidt underordnet i en begrænset tidsperiode som denne – i hvert fald for de mindre skolebørn.

Fælles for både de store og små er, at et læringsrum, hvor man bliver støttet og set som den, man er, i stedet for at blive presset ned i foruddefinerede læringskasser, er noget, der giver selvværd og mod på læring længe efter denne tid. Så I har nu som forældre en unik chance for at få indblik i jeres børns måde at tilegne sig viden på. Hvad de trives med, hvornår de føler sig kompetente, og hvornår de vakler. Det kan være en kæmpe gave for at støtte dem bedst muligt i den ellers så strømlinede skoleform efter krisen.

Jeres egen løsning er bedst

Så stop op et øjeblik. Se på hinanden. Og spørg så, hvad der er bedst for JERES familie. Er det at skabe en ny struktur med tydelige forventningsafstemninger om tidslige rammer? Eller er det at være mere laissez faire, hvor børnene har frihed under ansvar? Hvis I står i dilemmaet om enten at bruge tiden på arbejde eller hjælp til lektier, så er mit råd at droppe illusionen om at kunne gøre begge dele på én gang.

Du kan lave en plan, hvor du på skift kan hellige dig fuldt ud til enten arbejde eller børnene, så du har ro til at være mere nærværende i det, du gør. Dog med øje for, at enhver plan ikke går nøjagtig som planlagt, og du sikkert vil blive afbrudt i din ”arbejdstid”, selvom du har sat børnene foran tv-et, eller partneren passer.

Pointen er, at vejen til trivsel går, som den oftest gør, igennem de svære fravalg, hvor man handler ud fra ens værdier, også selvom det gør ondt. Noget må der skæres fra. Det er et vilkår i denne tid. Er du i tvivl om, hvad der er dine værdier, så prøv for eksempel at spørge dig selv, hvad du gerne vil huske denne lockdown-tid for. Hvilke minder skal I komme ud med på den anden side? Hvad vil du gerne have fået fra hånden?

Tre råd fra en mor

Line Rejmer, fuldtidsarbejdende og mor til to skolebørn og et børnehavebarn, kommer her med hendes tre bedste råd til at få hverdagen til at køre:

1) Taknemmelighed for det, vi trods alt har, og det, der fungerer, i stedet for det, vi ikke har. At fokusere på det, denne periode giver, i stedet for det, den tager. At vi lever i et velfærdssamfund, hvor der er hjælp at hente, hvis uheldet er ude. At vi har hinanden, og de måder, vi som familie fungerer sammen på.

2) Respekten for hinanden og vores forskelligheder, så vi kan give hinanden det, vi hver især har brug for – og at vi kan sige det højt, når vi har brug for den andens hensyn eller hjælp.

3) Fleksibiliteten. Jeg bliver nødt til at flytte mig lidt på alle fronter. Vi må kunne rumme hinanden og give plads, både fysisk og mentalt, for at det hele kan gå op. 

Du kan ikke nå det hele

Uanset hvilken løsning, der er den rigtige for jer, så husk på, at børn ikke kan fyres fra skolen.

Det er ok ikke at kunne nå det hele. Det er et vilkår i øjeblikket. Og du kan kun være til stede ét sted ad gangen.

Denne mulighed for intenst samvær kommer måske aldrig igen, så at bruge tiden på noget af det, du har savnet at kunne lave med din familie derhjemme, kommer du højst sandsynligt ikke til at fortryde.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Dette indlæg er udtryk for Anne Roms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

af | mar 27, 2020

LIVET MED BØRN

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt, skriver Nillou Johannsen.

27. marts 2020| Af Nillou Johannsen | Foto: Privat

 

Måske er øvelsen i den konstruktive skilsmisse, at vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte, skriver Nillou Johannsen, der er flyttet til Bali med den mand, hun har børn med, men som hun ikke længere er gift med.

Dette indlæg blev første gang bragt på bloggen Søster.dk. Det er skrevet af Nillou Johannsen, der er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

I nat lå jeg vågen og spekulerede over en artikel, jeg lige har læst om, at coronakrisen kommer til at sætte gang i skilsmisserne. Uanset årsagerne til skilsmissen rummer den smerte og sorg, der skal heles. Så hvordan undgår man at ende i en dårlig skilsmisse fra den, man troede, man skulle dele resten af sit liv med? Hvordan undgår man at blive bitter, hvis man føler, at man har givet afkald på en masse i livet for at få forholdet til at fungere?

Jeg tænkte, at jeg godt gad at læse en artikel eller et indlæg, der svarer på nogle af de spørgsmål. Og så tænkte jeg, den skriver jeg bare selv.

For sagen er den, at Christian og jeg er blevet skilt. Det blev vi, inden vi rejste til Bali i december 2019. Beslutningen har været undervejs længe. Det har været de samme temaer, der har drillet hele vejen igennem; først som kærester, senere i vores ægteskab. Vi så dem, vi var ikke unge og naive, og vi gik ind i forholdet med dets styrker og svagheder med åbne øjne. Det første år var jeg i tvivl. Vi er forskellige som sol og måne. Kunne vi støtte, styrke og inspirere hinanden uden at æde af hinandens lys?

Vi er begge to ambitiøse, skabende mennesker med store drømme. Vi er begge to klar på at knokle, og vi kom begge to med en tung bagage, som skulle forløses. Vi ville være bedre forældre end vores egne forældre. Det betød, at vi måtte gøre ting, som vi ikke havde set vores forældre gøre. Da vi blev forældre, gik vi gå på kompromis med vores egne impulser og drømme. Vi tilsidesatte dele af vores drive, og ville for enhver pris ikke gå ned ad den vej, som vi selv havde oplevet.

Mofibo - lydbøger

Vi har skabt to små stjerner sammen. De er vores største værk, og jeg er stolt helt ind til kernen af min sjæl over dem. Lilli og Leo. Så blev vi gift i en kirke, og det var meningen, at vi levede lykkeligt til vores dages ende. I hvert fald holdt vores ægteskab i fem år, og forinden havde vi været kærester i fem år.

I august blev det sagt højt. Præcis fem år efter, at vi var blevet gift. Det var vores bryllupsgave til hinanden. Vi ville skilles. Vi sad på sofaen. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede i hele kroppen. Han sad helt stille og holdt om mine ben. Han har fandme altid været en klippe. Så græd vi. Længe. Derefter blev vi enige om at holde fast i vores plan om at flytte til Bali, og fortælle ungerne det, når de var faldet til i vores nye omgivelser. Vi blev enige om at give den gave til vores familie, og så lovede vi hinanden at skrive en ny skilsmissehistorie.

Vi har i løbet af vores forhold kun hørt om og oplevet rædselsfulde skilsmissehistorier i vores omgangskreds. Mænd, der på trods af spædbørn, skrider fra deres koner. Utroskab. Bitterhed. Økonomiske krige. Retsager. Magtkampe om børn. Had. Had. Had. Vi gav hinanden hånden på at skabe en anden historie. I sidste ende er der kun én taber i de voksnes krigsførelse. Det er børnene. De står med en kæmperegning. Jeg har selv stået med den, fra jeg var tre år, og mine forældre blev skilt. Min mors flammende had til min far har været et grundvilkår i mit liv. Det er rædselsfuldt. Fucked up. Uanset hvor berettiget det had må være, er det altid børnene, der betaler prisen for, at forældrene ikke tager det fulde ansvar for deres følelser. Punktum.

Vi rejste til Bali, fandt et hus, børnene startede i skole, og vi faldt til ro. Vores oprindelige plan var, at han skulle rejse en masse, så vi alligevel ikke skulle være ret meget sammen hernede. Hvad vi ikke vidste var, at samtidig med, at vi rejste fra Danmark, opstod coronavirusen i Kina. Den første tid på Bali gik med at finde ud af at være sammen, hver for sig. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg har brug for nærhed og intimitet. Mine veninder var på den anden side af kloden. Jeg følte mig helt klaustrofobisk alene. Så lukkede virussen verden ned, og vi sad sammen tilbage i det skønne hus. Tvunget til at føre det ud i livet, vi luftigt havde lovet hinanden, nemlig at gennemføre og være i en god skilsmisse. Sammen.

Virussen har tvunget os til at blive hjemme, og vi har ligesom så mange andre holdt os i ro de sidste par uger. Det mest overraskende i denne låste og svære situation har været, at der er vokset en lotusblomst op af mudderet. Det er vores venskab. Det har altid været der, men måske havde vi glemt det. Karantænen eller måske bare den absurde situation gør, at det på forunderlig vis er lettere at tale frit om noget af det, der er gået galt i vores ægteskab – med genuin interesse for den andens synspunkt.

“Oplevede du DET?” spørger jeg forbløffet.

Jeg troede sgu da, vi var enige om, hvad der skete, og det var selvfølgelig min udlægning, der var sandheden. Det er vi langt fra enige om, og selvom det er grænseoverskridende, er det måske DET, der er hele øvelsen i den konstruktive skilsmisse: At vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte. At vi tilgiver den anden og os selv i den her krævende proces og bliver stående i vores sandhed. Vi behøver ikke at være enige, men vi giver den anden plads og ret til sin version. Helt dybfølt.

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt. Men jeg har lært, at jeg selv er herre over, hvordan jeg handler og reagerer i min frygt. Der kommer flere svære tider. Selvfølgelig gør der det. Vi skal hjem til Danmark igen. Flytte hver for sig. Møde nye partnere og leve et liv med delebørn.

Christian sagde forleden:

“Du er ikke alene længere. Jeg er din bedste ven for livet uanset hvad.”

At jeg valgte ham som far til mine børn, har været en klog beslutning, som jeg er uendelig stolt af. For selvom vi ikke holdt i vores parforhold, er det stadig til døden os skiller, når vi har fået børn sammen.

LIVET MED BØRN

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt, skriver Nillou Johannsen.

27. marts 2020| Af Nillou Johannsen | Foto: Privat

 

Måske er øvelsen i den konstruktive skilsmisse, at vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte, skriver Nillou Johannsen, der er flyttet til Bali med den mand, hun har børn med, men som hun ikke længere er gift med.

Dette indlæg blev første gang bragt på bloggen Søster.dk. Det er skrevet af Nillou Johannsen, der er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

I nat lå jeg vågen og spekulerede over en artikel, jeg lige har læst om, at coronakrisen kommer til at sætte gang i skilsmisserne. Uanset årsagerne til skilsmissen rummer den smerte og sorg, der skal heles. Så hvordan undgår man at ende i en dårlig skilsmisse fra den, man troede, man skulle dele resten af sit liv med? Hvordan undgår man at blive bitter, hvis man føler, at man har givet afkald på en masse i livet for at få forholdet til at fungere?

Jeg tænkte, at jeg godt gad at læse en artikel eller et indlæg, der svarer på nogle af de spørgsmål. Og så tænkte jeg, den skriver jeg bare selv.

For sagen er den, at Christian og jeg er blevet skilt. Det blev vi, inden vi rejste til Bali i december 2019. Beslutningen har været undervejs længe. Det har været de samme temaer, der har drillet hele vejen igennem; først som kærester, senere i vores ægteskab. Vi så dem, vi var ikke unge og naive, og vi gik ind i forholdet med dets styrker og svagheder med åbne øjne. Det første år var jeg i tvivl. Vi er forskellige som sol og måne. Kunne vi støtte, styrke og inspirere hinanden uden at æde af hinandens lys?

Vi er begge to ambitiøse, skabende mennesker med store drømme. Vi er begge to klar på at knokle, og vi kom begge to med en tung bagage, som skulle forløses. Vi ville være bedre forældre end vores egne forældre. Det betød, at vi måtte gøre ting, som vi ikke havde set vores forældre gøre. Da vi blev forældre, gik vi gå på kompromis med vores egne impulser og drømme. Vi tilsidesatte dele af vores drive, og ville for enhver pris ikke gå ned ad den vej, som vi selv havde oplevet.

Mofibo - lydbøger

Vi har skabt to små stjerner sammen. De er vores største værk, og jeg er stolt helt ind til kernen af min sjæl over dem. Lilli og Leo. Så blev vi gift i en kirke, og det var meningen, at vi levede lykkeligt til vores dages ende. I hvert fald holdt vores ægteskab i fem år, og forinden havde vi været kærester i fem år.

I august blev det sagt højt. Præcis fem år efter, at vi var blevet gift. Det var vores bryllupsgave til hinanden. Vi ville skilles. Vi sad på sofaen. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede i hele kroppen. Han sad helt stille og holdt om mine ben. Han har fandme altid været en klippe. Så græd vi. Længe. Derefter blev vi enige om at holde fast i vores plan om at flytte til Bali, og fortælle ungerne det, når de var faldet til i vores nye omgivelser. Vi blev enige om at give den gave til vores familie, og så lovede vi hinanden at skrive en ny skilsmissehistorie.

Vi har i løbet af vores forhold kun hørt om og oplevet rædselsfulde skilsmissehistorier i vores omgangskreds. Mænd, der på trods af spædbørn, skrider fra deres koner. Utroskab. Bitterhed. Økonomiske krige. Retsager. Magtkampe om børn. Had. Had. Had. Vi gav hinanden hånden på at skabe en anden historie. I sidste ende er der kun én taber i de voksnes krigsførelse. Det er børnene. De står med en kæmperegning. Jeg har selv stået med den, fra jeg var tre år, og mine forældre blev skilt. Min mors flammende had til min far har været et grundvilkår i mit liv. Det er rædselsfuldt. Fucked up. Uanset hvor berettiget det had må være, er det altid børnene, der betaler prisen for, at forældrene ikke tager det fulde ansvar for deres følelser. Punktum.

Vi rejste til Bali, fandt et hus, børnene startede i skole, og vi faldt til ro. Vores oprindelige plan var, at han skulle rejse en masse, så vi alligevel ikke skulle være ret meget sammen hernede. Hvad vi ikke vidste var, at samtidig med, at vi rejste fra Danmark, opstod coronavirusen i Kina. Den første tid på Bali gik med at finde ud af at være sammen, hver for sig. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg har brug for nærhed og intimitet. Mine veninder var på den anden side af kloden. Jeg følte mig helt klaustrofobisk alene. Så lukkede virussen verden ned, og vi sad sammen tilbage i det skønne hus. Tvunget til at føre det ud i livet, vi luftigt havde lovet hinanden, nemlig at gennemføre og være i en god skilsmisse. Sammen.

Virussen har tvunget os til at blive hjemme, og vi har ligesom så mange andre holdt os i ro de sidste par uger. Det mest overraskende i denne låste og svære situation har været, at der er vokset en lotusblomst op af mudderet. Det er vores venskab. Det har altid været der, men måske havde vi glemt det. Karantænen eller måske bare den absurde situation gør, at det på forunderlig vis er lettere at tale frit om noget af det, der er gået galt i vores ægteskab – med genuin interesse for den andens synspunkt.

“Oplevede du DET?” spørger jeg forbløffet.

Jeg troede sgu da, vi var enige om, hvad der skete, og det var selvfølgelig min udlægning, der var sandheden. Det er vi langt fra enige om, og selvom det er grænseoverskridende, er det måske DET, der er hele øvelsen i den konstruktive skilsmisse: At vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte. At vi tilgiver den anden og os selv i den her krævende proces og bliver stående i vores sandhed. Vi behøver ikke at være enige, men vi giver den anden plads og ret til sin version. Helt dybfølt.

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt. Men jeg har lært, at jeg selv er herre over, hvordan jeg handler og reagerer i min frygt. Der kommer flere svære tider. Selvfølgelig gør der det. Vi skal hjem til Danmark igen. Flytte hver for sig. Møde nye partnere og leve et liv med delebørn.

Christian sagde forleden:

“Du er ikke alene længere. Jeg er din bedste ven for livet uanset hvad.”

At jeg valgte ham som far til mine børn, har været en klog beslutning, som jeg er uendelig stolt af. For selvom vi ikke holdt i vores parforhold, er det stadig til døden os skiller, når vi har fået børn sammen.

Emmibaby

LÆS OGSÅ