Skab tryghed, når dit barn starter i skole

af marta@foedslen.dk | aug 7, 2020

LIVET MED BØRN

Skab tryghed, når dit barn starter i skole

Står dit barn foran at skulle starte i skole, er det vigtigt at se det som en tid, hvor dit barn kan få brug for ekstra hjælp og støtte fra dig, siger Anne Rom.

7. august 2020 | Af Anne Rom | Foto: Klimkin, Pixabay

Står dit barn foran at skulle starte i skole, er det vigtigt at se det som en tid, hvor dit barn kan få brug for ekstra hjælp og støtte fra dig.

Anne Rom er privatpraktiserende psykolog og arbejder bl.a. for at give forældre en bedre overgang til forældreskabet. Du kan læse mere her og på instagramprofilen insta.terapi_og_foraeldrestart.

For rigtig mange familier nærmer skolestart sig. Og det kan selvsagt være en stor omvæltning. Både for de børn, der har været vant til at blive passet i institution, men også for dem, der normalt har haft deres hverdag sammen med forældre og andre kendte børn.

For forældrene kan skolestart ligeledes danne grobund for spørgsmål. For eksempel om, hvordan der skabes trygge tilknytninger til de nye voksne omkring barnet, og hvordan man bedst muligt støtter barnet i at møde de anderledes rammer.

Nøgleordet er tryghed.

Forskning viser nemlig, at det er meget udfordrende for barnet at tilegne sig viden og indgå i relationer, hvis det er utrygt. Hvis barnet derimod føler sig tryg nok – hos læreren og hos én eller flere venner – er der automatisk en stor mængde modstandskraft og resiliens tilstede hos barnet i forhold til at takle udfordringer. Både de læringsmæssige og de sociale. Så at få skabt trygge relationer, især mellem barnet og dets lærere, er alfa omega. Men hvordan kan man som forælder bidrage til dette, når man ikke er tilstede?

Først og fremmest er det med til at etablere tryghed hos barnet, hvis I som forældre har et positivt mindset omkring skolen, børnene i klassen og de andre forældre. Hvis I kan være rummelige og ikke-dømmende og fremstå trygge og i ro, vil barnet også være det, og samarbejdet og relationerne har langt større muligheder for at lykkes.

At have fokus på det gode skole-hjem-samarbejde er noget af det vigtigste du kan gøre, da det øger sandsynligheden for, at læreren bedre forstår dit barns udfordringer og sårbarheder. Lærere, der ikke forstår, hvad der er på spil hos barnet, kan komme til at interagere med barnet på en ikke-opbakkende måde, der i værste fald kan sætte dybe spor i selvværdet i barnets fremtidige liv. Hvorimod tillidsvækkende lærere, der tror på barnet og bakker det op, kan være dét, som får barnets nysgerrighed til at blomstre, og fremover giver det mod på at prøve nye ting livet igennem. Et godt skole-hjem-samarbejde øger altså muligheden for en tryg tilknytning mellem barnet og læreren på flere planer, og også ved at barnet spejler din tryghed og tillid til læren.

Alle børn er naturligvis forskellige. Alle børn har særlige behov. Så at kunne give den vigtige viden, du har om dit barn, videre til læreren er endnu et afgørende punkt. Susan Hart, der er specialist i børnepsykologi og neuroaffektiv udviklingspsykologi, har netop beskrevet, hvordan inklusionen i vores folkeskoler kun kan lykkes, hvis hvert barns specielle behov og sårbarheder kan imødekommes af pædagogikken omkring det enkelte barn.

Læreren kan dog i udgangspunktet ikke have 28 forskellige dagsordener til 28 unikke børn, så det er vigtigt at understrege, at man bør prioritere, hvilken slags viden man giver videre, og på hvilken måde man gør det.

Svend Brinkmann og Elsebeth Jensen har netop i deres artikel ”Fællesskab er en udfordring for alle” (2012) beskrevet vigtigheden af, at en kollektiv tilgang med stabile rutiner og faste samarbejdspartnere over tid er en måde at inkludere og give plads til de unikke behov hos individet. Så at kunne give læreren vigtig information om vores barns unikke behov på en måde, så vi stadig tillader det kollektive rum at have sine faste rutiner, er en stor fordel i skole-hjem-samarbejdet.

De fleste lærere har en pædagogisk tilgang til gerne at ville passe på hver enkelt barns behov og sårbarheder. Så opgaven for forældrene vil som sagt være at videregive vigtig information og derefter have tiltro og tålmodighed til at opleve, at informationen bliver implementeret på den måde, der giver mening i det kollektive klasserum.

Mine råd

Hav et positivt mindset over for skolen, børnene og de andre forældre.

Hjælp med at skabe et tillidsfuldt samarbejde med skolen, hvor sårbarheder og udfordringer kan formidles, når det er nødvendigt, med gensidig respekt for de kollektive rutiner og unikke behov.

Spørg barnet om konkrete oplevelser i stedet for generelle vurderinger af dagen. Det kan give jer en uvurderlig viden om barnets trivsel og udfordringer.

Hav ro på de første 14 dage, når barnet er hjemme efter skole.

Giv plads til, at ting kan være både gode og svære i de første måneder, mens barnet vænner sig til de nye omstændigheder. Der er meget, der er ude af dine hænder, og det er ok. Hav tålmodighed og tillid til processen, lærerne og dit barns evne til at klare det.

Når dit barn starter i skole, er det selvsagt også afgørende at lytte til, hvad det fortæller, og hvordan det oplever den nye hverdag. At få viden fra barnet om dets oplevelser, kan dog være lidt en kunst i sig selv. Barnets højeste ønske er at gøre forældrene glade og afslappede. Så spørger vi vores barn, om det har været en god dag, eller om hun har fået nye venner, er barnet klogt nok til at vide, at vi håber på et positivt svar. Chancen for et ”ja” er derfor meget større end et ærligt og mere uddybende svar. At spørge ind til de store linjer for dagen (god/dårlig/spændende) bliver ofte uoverskueligt og for abstrakt at svare på.

Børn er nemlig i udgangspunktet meget konkret tænkende. Så prøv i stedet at spørge konkret ind til, hvad der er sket fx i frikvarteret eller i en specifik time. Får du hul på en snak om en konkret oplevelse, skal der nok komme kommentarer til, hvorvidt barnet synes om det eller ej, om der har været gode oplevelser eller konflikter.

Hvis du kan se, at barnet virker bekymret eller ked af det, så spørg nysgerrigt ind og vær så anerkendende omkring den følelse og beskrivelse, der kommer, som muligt. Også selvom det er svært, og du får lyst til at sige; ”det skal du ikke bekymre dig om”. I stedet kan du berolige barnet ved at fortælle om nogle konkrete ting, du eller læreren kan gøre. Det kunne være, at dit barn siger: Jeg ved ikke, hvor jeg skal sætte mig den første dag”. Så kan du vælge at svare: ”Jeg skal nok hjælpe dig med at finde en plads, måske er der endda et navneskilt, som viser, hvor du skal sidde”. At tage ansvaret for handlingerne væk fra barnet er altid et godt udgangspunkt.

Derudover kan det være en god ide at have ro derhjemme de første 14 dage. Der er nok at få styr på og forholde sig til for dit barn, både fagligt, socialt, følelses- og samarbejdsmæssigt. Så hvis I også har aktiviteter med andre efter skole, kan det blive for meget, og barnet kan trække sig eller blive kortluntet og frustreret. Husk på, at ting tager tid. Ligesom når I selv starter nyt arbejde, flytter eller da I blev forældre. Giv det 2-3 måneder, før I begynder rigtig at vurdere, om det går godt eller skidt. Indtil da er det højst sandsynligt en rutsjebanetur, hvor der er både mange gode og mange svære dage.

Hjælp også gerne med alt det praktiske med at pakke skoletaske, smøre mad, fylde penalhus og tømme tasken hver dag. At starte på gode rutiner derhjemme er et rigtigt godt udgangspunkt for barnets evner til at overskue lektier og sociale aftaler i fritiden på sigt.

Med andre ord bliver den vigtige tryghed etableret ved at støtte op i processen og lytte til, hvad dit barn fortæller. Forsikr dit barn om, at han eller hun nok skal finde venner og forstå bogstaver og matematik, hvis han eller hun bare giver det tid. At både du og lærerne er der for at hjælpe. At det netop er derfor, man går i skole: For at lære det. Man skal ikke kunne det hele på forhånd.

LIVET MED BØRN

Skab tryghed, når dit barn starter i skole

Står dit barn foran at skulle starte i skole, er det vigtigt at se det som en tid, hvor dit barn kan få brug for ekstra hjælp og støtte fra dig, siger Anne Rom.

7. august 2020 | Af Anne Rom | Foto: Klimkin, Pixabay

Står dit barn foran at skulle starte i skole, er det vigtigt at se det som en tid, hvor dit barn kan få brug for ekstra hjælp og støtte fra dig.

Nøgleordet er tryghed.

Mine råd

Hav et positivt mindset over for skolen, børnene og de andre forældre.

Hjælp med at skabe et tillidsfuldt samarbejde med skolen, hvor sårbarheder og udfordringer kan formidles, når det er nødvendigt, med gensidig respekt for de kollektive rutiner og unikke behov.

Spørg barnet om konkrete oplevelser i stedet for generelle vurderinger af dagen. Det kan give jer en uvurderlig viden om barnets trivsel og udfordringer.

Hav ro på de første 14 dage, når barnet er hjemme efter skole.

LÆS OGSÅ

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

af marta@foedslen.dk | mar 2, 2020

MODERSKAB

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

2. marts 2020 | Af Nanna Pretzmann | Foto: Privat

For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi lærer allermest, skriver Nanna Pretzmann, der har måttet lægge øre til en del på grund af familiens valg.

Nanna Pretzmann er mor til tre piger, som hun går hjemme med. Sammen med manden, Dan, venter hun barn nummer fire. Du kan følge familien på bloggen nannapretzmann.dk og på Instagramprofilen nannapreztmann.

Hvorfor hjemmeskole?

Det er et spørgsmål, vi relativt ofte bliver stillet. Oftest af ren nysgerrighed. Andre gange af forundring og nogle gange med fordømmelsen og øjenbrynene helt om i nakken.

For rigtig mange mennesker er det at hjemmeskole nemlig et radikalt valg. Og vi har da også måttet høre for, hvor asociale og curlingagtige vores børn sikkert bliver. At vi ødelægger dem, fratager dem sociale evner, og at det er vores behov og ikke deres. Det er nu kun online og aldrig face-to-face, at folk går så hårdt til den.

Men for at svare på spørgsmålet er det simpleste svar nok, at det er den livsstil, som giver allermest mening for os. Jo mere, vi smager på friheden, jo bedre får vi det. Det føles rigtigt helt ind i maven. Og når vi ser, hvordan vores børn udvikler sig, blomstrer, hvordan deres selvstændighed vokser, og deres kreativitet bobler, så er jeg slet ikke et sekund i tvivl om, at vi gør det helt rigtige.I første omgang var det mest mig, som så det som en mulighed. Det var et frø, der lå i baghovedet og gerne ville spire, men endnu ikke havde modet. Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget. At lytte til den meget insisterende mavefornemmelse.

Jeg luftede tanken for min mand, Dan, og blev ret overrasket over, hvor positiv han var. Men det var også blot det skub, som manglede, før vi fandt modet sammen og kastede os ud, hvor vi ikke kunne bunde.

“Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget.”

Nanna Preztmann

Men selvfølgelig er der også meget mere i vores valg end blot, at det føles rigtigt.

Vi føler, at det er vigtigt at tage tiden sammen tilbage. At der er tid til nærvær, omsorg og at fodre den nysgerrighed, som børnene bliver født ind i verden med. For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen. Bare fordi det er sådan, man skal, plejer eller burde gøre. Og jo bedre vi bliver til at lytte til os selv, jo mere ændrer vi os, og jo mere naturligt føles det.

En evne, som at lytte til sig selv og mærke efter, burde være hos os alle, men den bliver simpelthen fralært og kan være svær at finde frem til igen, når man er på den anden side af tredive.

“For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen.”

Nanna Preztmann

Vi vil gerne vise børnene verden. Være de primære – dem, der er der allermest. Men også helt bogstaveligt at rejse rundt og vise dem verden. Men det behøver heller ikke at være så stort hele tiden. Nogle gange kan “verden” også bestå af krabbejagt en mandag formiddag, hvor man ellers skulle have været i skole. Fordi vi kan, og fordi vi har lyst.

For min egen del har jeg det også lidt stramt med folkeskolen, som jeg synes, på mange områder er forældet og minder om en masseproduktionsfabrik med præstationskuller. Der er så meget kassetænkning og ikke plads til individet. I hvert fald ikke, hvis man falder en smule uden for gennemsnittet. Og jeg synes, det er en skam, for vi (os borgere) er jo ikke blot gennemsnitlige. Vi er alle unikke væsner med hver vores evner, så hvorfor forsøge at presse os alle ned i de samme kasser, hvor retningen mod hamsterhjulet er forudbestemt?

Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære. Der er ikke tid og plads til at tage udgangsbehov i den enkeltes interesser og spontanitet, som naturligt vil afføde læring. Det er systemet for topstyret til. Jeg tror fuldt og fast på, at læring opstår spontant, når der er behov og ikke kan forceres på en bestemt dag på et bestemt klokkeslæt, fordi det står i en læreplan.

“Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære.”

Nanna Preztmann

Vores hjemmeskole har da også fundet sin egen sti og har udviklet sig til et fantastisk unschooling-miljø. For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg faktisk slet ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi netop lærer allermest? Behøver vi virkelig en skole for at udvikle os og lære? Er livet ikke skolen, når alt kommer til alt?

Vi har smidt læringsplaner og skal, bør og burde ud ad vinduet i vores lille hjem og taget vores frihed tilbage. Vi har droppet skellet mellem fritid og skole, for når vi tænker nærmere over det, er det nærmest umuligt ikke at lære, så længe man lever. Og vi lever sgu for fulde gardiner.

Vi tror på og har tillid til, at vores børn lærer det, de har brug for, når de har brug for det, og at de alle tre lærer på hver deres måde. Alt, vi behøver, er at følge trop og støtte op, når der er behov for os i processen.

I praktisk fungerer det sådan, at vores børns læring er interesse- og lystbaseret. I skrivende stund har dukketeater vundet interesse, og så tager vi udgangspunkt deri. Børnene laver billetter, skriver skilte og sætter en forestilling op. Vi hjælper til og ender da også gerne med at ”købe” billetter og komme til showet. På den måde bliver kreativitet, dansk og matematik leget ind – helt automatisk. Og det har da også vist sig, at denne proces er allersværest for Dan og jeg. Vi er selv så “skolede” i, hvordan den “rigtige måde” at gøre tingene på, er, at det faktisk kræver øvelse at lytte til egen mavefornemmelse og følge sit naturlige instinkt. Vi gennemgår en enorm deschooling, og det er vanvittigt spændende og enormt grænseoverskridende. Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!

Vi er jo også vant til, at læring foregår siddende stille på en stol med hovedet i en bog. Vores deschooling kræver, at vi er kritiske og reflekterende, når det kommer til os. At vi aflærer en masse mønstre og tankegange, som i bund og grund blot er tillærte og ikke kommer indefra og nu blot står i vejen for det frie liv. Det kan for eksempel være noget så simpelt som at slippe tøjlerne i forhold til børnene. Her synes jeg selv, det kan være vildt svært at undlade at blande sig i tøjvalg i forhold til årstid. Men børnene er jo i stand til selv at vælge tøj, når bare de får lov til at mærke efter. Jeg kan ikke mærke, om de har det koldt eller varmt – det kan de allerbedst selv. Vi fratager jo børnene deres evner til at mærke efter, når vi overtager kommandoen.

“Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!”

Nanna Preztmann

Med hensyn til det sociale i skolen (som ofte er det, vi hører en del for at “fratage” børnene, ligesom vi hører for, at de ikke senere vil kunne fungere i “den virkelige verden”), så afviser jeg slet ikke, at det kan være givende, og at der kan være meget positivt i det. Jeg tillader mig blot samtidig at anfægte det faktum, at det at sætte 25 jævnaldrende fra samme område ind i et klasselokale er en spejling af den “virkelige verden”. Det er en opstillet arena. Og at socialt samvær ikke kun behøver at finde sted i klasseværelset eller skolegården. Det findes alle steder. En samtale med en ældre dame i supermarkedet, en ny ven på den lokale legeplads, besøg hos naboerne og så videre. Og det er blot naturligt opstående sociale arenaer og ikke opstillede arenaer, som jeg remser op.

Og med det sagt så tror jeg selvfølgelig også, at socialt samvær er vigtigt i den grad, som børn og voksne har behov, og det behov er selvfølgelig forskelligt. Vores piger har også sociale behov – nogle mere end andre. Og de behov mødes også – bare ikke i et klasselokale, men i det virkelige liv.

MODERSKAB

Vi har måttet høre for, hvor asociale vores børn bliver

2. marts 2020 | Af Nanna Pretzmann | Foto: Privat

For halvandet år siden anede jeg ikke, hvad unschooling betød. I dag kan jeg ikke forestille mig et liv uden, for er det ikke, når vi lever livet, at vi lærer allermest, skriver Nanna Pretzmann, der har måttet lægge øre til en del på grund af familiens valg.

Hvorfor hjemmeskole?

Det er et spørgsmål, vi relativt ofte bliver stillet. Oftest af ren nysgerrighed. Andre gange af forundring og nogle gange med fordømmelsen og øjenbrynene helt om i nakken.

I første omgang var det mest mig, som så det som en mulighed. Det var et frø, der lå i baghovedet og gerne ville spire, men endnu ikke havde modet. Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget. At lytte til den meget insisterende mavefornemmelse.

“Jeg havde egentlig længe vidst, at måden, vi levede på, gav mig ondt i maven. Men jeg havde alligevel ikke formået at gøre noget.”

Nanna Preztmann

Men selvfølgelig er der også meget mere i vores valg end blot, at det føles rigtigt.

En evne, som at lytte til sig selv og mærke efter, burde være hos os alle, men den bliver simpelthen fralært og kan være svær at finde frem til igen, når man er på den anden side af tredive.

“For os er det vigtigt at leve i nuet, lytte til mavefornemmelsen, realisere det, vi brænder for og ikke blot følge strømmen.”

Nanna Preztmann

“Børn er født nysgerrige og videbegærlige. Men alligevel stopper vi dem ind i et klasselokale med 25 andre og fortæller dem, hvornår og hvad de skal lære.”

Nanna Preztmann

Og det har da også vist sig, at denne proces er allersværest for Dan og jeg. Vi er selv så “skolede” i, hvordan den “rigtige måde” at gøre tingene på, er, at det faktisk kræver øvelse at lytte til egen mavefornemmelse og følge sit naturlige instinkt. Vi gennemgår en enorm deschooling, og det er vanvittigt spændende og enormt grænseoverskridende. Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!

“Jeg skal jævnligt minde mig selv om, at vi skal have tillid til, at det, vi gør, er det rigtige, selvom det kan være enormt angstprovokerende at gå imod flertallet!”

Nanna Preztmann

LÆS OGSÅ

Mads vil revolutionere skolen: Vi har skabt et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv

af marta@foedslen.dk | jan 20, 2020

LIVET MED BØRN

Mads vil revolutionere skolen: Vi har skabt et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv

20. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Liv Isadrema

Da Mads Leif startede i skole og stoppede med at stille spørgsmål, mistede han langsomt meningen med livet. Først da han blev bevidst om, at det var skolesystemet, der var noget galt med, og ikke ham, formåede han at finde sig selv.

Mads Leif er grundlægger af Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Møder, koordinering, mobilisering og rekruttering. De sidste mange måneder har været travle for 28-årige Mads Leif.

Den 16. januar gik den oplysningskampagne, han har været med til starte med Learning Mission, i luften med et mål om en verden, hvor børn kan lære frit gennem inspiration og vejledning.

En verden, hvor der er plads til individer i skolesystemet.

Det er ikke nogen enkel målsætning, og ej heller en ændring, der sker natten over. Men for Mads Leif er det en nødvendig revolution, som han er klar til at knokle for. Det var derfor, han startede Learning Mission i juni 2019.

Op til lanceringen af oplysningskampagnen har opgaverne især haft praktisk karakter.

Og at han mener det, viser hans engagement. Ansøgning om godkendelse som velgørenhedsorganisation, produktion af hjemmeside og planlægning af opslag til oplysningskampagnen er blot et lille udsnit af de opgaver, Mads Leif har været med inde over.

Samtidig har han brugt det meste af december i en lille hyggelig by i det østlige Italien.

Det gør han altid. Rejser væk i december. Oftest rejser han en til fire måneder ad gangen. Det gør han for sådan rigtig at få stederne ind under huden og opleve andre kulturer.

– Det er ekstremt livsbekræftende og bevidsthedsudvidende, forklarer han.

Den seneste rejse er ingen undtagelse.

Når Mads Leif rejser væk, føler han sig fri. På sine rejser kan han kombinere arbejde med meditation – en vigtig daglig rutine for ham. Samtidig kan han lade batterierne op, på en helt anden måde end herhjemme, som han udtrykker det.

Generelt arbejder han bedst i flow. Og det er egentlig også sigende for hans Learning Mission.

Han brænder for at sætte børn fri, når det kommer til læring. Ifølge ham bør læring ske på børnenes præmisser og i inspirerende miljøer frem for i kasser.

– Mit og Learning Missions formål er ganske enkelt at erstatte ensrettende læring gennem pligt med fri læring gennem tillid, inspiration og vejledning.

– Når man vil have alle mennesker til at passe i en kasse, er det klart, at nogle ikke passer ind og vil føle sig forkerte. Hvis vi i stedet kunne blive enige om, at vi er forskellige, burde vi også kunne blive enige om, at vi ikke alle skal have det samme skema i 10 år med de samme fag og udvikle os i et fast forudbestemt tempo, siger Mads Leif, hvis borgerlige navn egentlig er Mads Lønnberg.

Men for ham er navnet ikke andet end noget praktisk.

– Min identitet er socialt konstrueret. Derfor legede jeg for sjov med navnet, og Mads Leif – mas life, som betyder “mere liv” – virkede mere sjovt. Men jeg identificerer mig i langt højere grad med kærlighed og tilstedeværelse end med både Mads Lønnberg og Mads Leif, forklarer han.

Mads Leifs syn på skolen og behovet for en revolution skal findes i hans egne oplevelser. Det lægger han på ingen måde skjul på.

Han voksede op i et, hvad han selv betegner som pænt og almindeligt forstadsmiljø, i Birkerød.

Her boede han sammen med sine forældre og den yngste af sine tre halvstorebrødre Tobias. Han var Mads Leifs store idol.

Broderen havde svært ved at tilpasse sig – og gjorde det aldrig. Han gik på ni forskellige skoler og gennemførte først 9. klasse i fængslet. Ifølge Mads Leif er han dog endt et godt sted i dag.

– Han har realiseret mange af sine drømme og beholdt den passion for fiskeri, som lærerne punkede ham for, da han gik i skole. Dengang ville han altid skrive om fisk, og han flygtede tit fra skolen for at fiske, fortæller Mads Leif om broderen.

– At se ham som et levende væsen, der bevarede sin energi, var for mig et anker og med til senere at grave min egen energi fri, tilføjer han for at understrege, hvorfor Tobias og hans historie har en særlig betydning for ham.

Mads Leif beskriver overordnet sin egen barndom som “fin”. Men han isolerede sig i perioder, fordi han følte sig misforstået, utilstrækkelig og magtesløs.

– Jeg havde en klar oplevelse af, at de voksne, det vil sige mine forældre og lærere, bestemte, og at ingen af dem havde tillid til min intuition. Jeg ved i dag, at det handlede om vores samfundssyn og den måde, samfundet og skolen generelt er indrettet på. Ikke om dem som mennesker, siger Mads Leif.

Samtidig kæmpede hans mor i perioder med depression, men det talte de ikke højt om i familien på det tidspunkt.

– Det forvirrede mig, og gjorde mig ked af det som barn, og det resulterede i, at jeg ofte var alene med mine tanker, fortæller han.

Ifølge Mads Leif var det dog først, da han startede i skole, at det for alvor gik ned ad bakke.

Han startede et år for tidligt, da han efter eget udsagn var både kvik og sulten på næste skridt i livet. Som den eneste elev, fik han dog ikke lov til at fortsætte.

– Jeg havde ellers haft det fantastisk og lært en masse, men jeg havde ikke hørt efter, hvad læreren sagde, forklarer Mads Leif.

Da han startede i skole igen, begyndte han at tilpasse sig, men samtidig faldt hans humør.

– Fodbold var mit glædesanker, men jeg mistede langsomt meningen med livet og troen på mig selv. Senere skiftede jeg klasse og derefter skole. Det hjalp den første måned, men da undervisningsformatet var det samme, fortsatte nedturen. Mest af alt mentalt, for mine karakterer var på det tidspunkt okay, fortæller Mads Leif og tilføjer:

– Det var ikke lærernes skyld, men formatet med pligt og forudbestemt memorering i 45 minutter. Det fungerede aldrig for mig, og gav mig mange unødvendige nedture.

Efter folkeskolen fortsatte Mads Leif på et sportscollege i en gymnasieklasse.

– Mest fordi alle andre fortsatte på gymnasiet, fortæller han.

Heller ikke her opdagede han dog glæden ved skolen, og Mads Leif er ikke i tvivl om, at skolen var meget lidt produktiv for ham.

– Jeg gjorde mig ikke mange tanker, da jeg gik i skole. Jeg accepterede, at tingene var, som de var, og jeg indrettede mig ligesom næsten alle andre, siger han og tilføjer:

– Det var ikke fordi, jeg ikke stillede spørgsmål ved ting i starten: “Hvorfor skal jeg det?”. Men det stilnede af, da slutsvaret altid var: “For sådan er det bare,” eller “fordi jeg er voksen”. Meningen med livet forsvandt, og jeg blev en akavet teenager, der forsøgte at skabe en pæn og poleret identitet.

Efter gymnasiet var han efter eget udsagn “helt smadret”.

– Selv mine forældre kunne ikke genkende mig. Jeg havde ingen livsglæde, fortæller Mads Leif, der brugte nogle år på at rejse, arbejde som telefonsælger, højskoleophold og flere rejser.

Det viste sig at være ganske gavnligt.

– Jeg gravede langsomt mere og mere selvværd fri, og havde i sidste ende modet til at starte en virksomhed, fortæller han.

Først for omkring et år siden blev Mads Leif dog for alvor bevidst om, hvilken betydning skolen havde haft for hans selvværd og de mareridt, han led af.

– Efter at have startet egen virksomhed følte jeg en lykke- og frihedsfølelse, der var i stor kontrast til det mentale fængsel, jeg følte mig fanget i i skolen. Jeg havde lært så mange fantastiske ting, der ikke var faciliteret af skolen, så jeg flyttede til Afrika for at skrive om dem, siger Mads Leif og fortsætter:

– I processen dykkede jeg uplanlagt tilbage i min egen skoletid, og jeg begyndte en grædende og befriende erkendelsesproces af mit eget liv. Da jeg var ude på den anden side og sad i frihed i mit nye hjem med en bongotromme i hånden, stillede jeg mig selv spørgsmålet: “Kan jeg leve mit frie liv i fred og ro i Afrika, når jeg ved, at det traditionelle skolesystem er med til at besværliggøre livet for mange mennesker? Eller skal jeg tage tilbage til Danmark og bruge min viden og energi til at accelerere den uundgåelige transformation?”

Svaret var enkelt for Mads Leif, og det blev starten på Learning Mission.

Først havde han dog brug for at tale med sine forældre om, hvad han mente, skoleårene og miljøet der havde gjort ved ham. Han havde brug for, at de forstod, hvad han havde oplevet.

– Mine forældre betyder alt for mig, så det er vigtigt, at vi også kan snakke sammen om alt. Da jeg kom grædende hjem og fortalte om episoder fra skolen, som jeg vidste, var kontraproduktive for mig, og som havde været med til at ødelægge mig mentalt, kunne de godt forstå mig. Vi græd sammen, og jeg forstod, at de ligesom mange andre følte sig presset af samfundet. Jeg har ingen onde miner over for mine forældre. Jeg ved, de gjorde alt af kærlighed,

Mads Leif håber da også, at Learning Mission og den oplysningskampahne, han netop har været med til at lancere, kan fremtvinge en politisk reaktion.

Det er en nødvendighed, mener han. For skolesystemet influerer i hans øjne vores ageren og samfund mere generelt. Blandt andet kan han genkende den måde, hans forældre håndterede moderens depressioner, i samfundsstrukturerne.

– Det er skrækkeligt, at vi har skabt en kultur og et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv og vise sine følelser. Jeg ser skolesystemet som medvirkende til avlen af den usikkerhed, vi kollektivt lider under, siger Mads Leif og uddyber:

– Vi er alle sammen gode nok, og vi har brug for at være ægte og kunne rumme os selv. Det er noget, jeg har lært, og noget, jeg minder mennesker om, så ofte jeg kan.