Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

LIVET MED BØRN

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt, skriver Nillou Johannsen.

27. marts 2020| Af Nillou Johannsen | Foto: Privat

Måske er øvelsen i den konstruktive skilsmisse, at vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte, skriver Nillou Johannsen, der er flyttet til Bali med den mand, hun har børn med, men som hun ikke længere er gift med.

Dette indlæg blev første gang bragt på bloggen Søster.dk. Det er skrevet af Nillou Johannsen, der er 40 år, uddannet journalist og mor til Lilli og Leo. Hun er flyttet til Bali, hvorfra hun arbejder på flere manuskripter. Du kan følge hende på instagramprofilen Nillouswords

I nat lå jeg vågen og spekulerede over en artikel, jeg lige har læst om, at coronakrisen kommer til at sætte gang i skilsmisserne. Uanset årsagerne til skilsmissen rummer den smerte og sorg, der skal heles. Så hvordan undgår man at ende i en dårlig skilsmisse fra den, man troede, man skulle dele resten af sit liv med? Hvordan undgår man at blive bitter, hvis man føler, at man har givet afkald på en masse i livet for at få forholdet til at fungere?

Jeg tænkte, at jeg godt gad at læse en artikel eller et indlæg, der svarer på nogle af de spørgsmål. Og så tænkte jeg, den skriver jeg bare selv.

For sagen er den, at Christian og jeg er blevet skilt. Det blev vi, inden vi rejste til Bali i december 2019. Beslutningen har været undervejs længe. Det har været de samme temaer, der har drillet hele vejen igennem; først som kærester, senere i vores ægteskab. Vi så dem, vi var ikke unge og naive, og vi gik ind i forholdet med dets styrker og svagheder med åbne øjne. Det første år var jeg i tvivl. Vi er forskellige som sol og måne. Kunne vi støtte, styrke og inspirere hinanden uden at æde af hinandens lys?

Vi er begge to ambitiøse, skabende mennesker med store drømme. Vi er begge to klar på at knokle, og vi kom begge to med en tung bagage, som skulle forløses. Vi ville være bedre forældre end vores egne forældre. Det betød, at vi måtte gøre ting, som vi ikke havde set vores forældre gøre. Da vi blev forældre, gik vi gå på kompromis med vores egne impulser og drømme. Vi tilsidesatte dele af vores drive, og ville for enhver pris ikke gå ned ad den vej, som vi selv havde oplevet.

Mofibo - lydbøger

Vi har skabt to små stjerner sammen. De er vores største værk, og jeg er stolt helt ind til kernen af min sjæl over dem. Lilli og Leo. Så blev vi gift i en kirke, og det var meningen, at vi levede lykkeligt til vores dages ende. I hvert fald holdt vores ægteskab i fem år, og forinden havde vi været kærester i fem år.

I august blev det sagt højt. Præcis fem år efter, at vi var blevet gift. Det var vores bryllupsgave til hinanden. Vi ville skilles. Vi sad på sofaen. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede i hele kroppen. Han sad helt stille og holdt om mine ben. Han har fandme altid været en klippe. Så græd vi. Længe. Derefter blev vi enige om at holde fast i vores plan om at flytte til Bali, og fortælle ungerne det, når de var faldet til i vores nye omgivelser. Vi blev enige om at give den gave til vores familie, og så lovede vi hinanden at skrive en ny skilsmissehistorie.

Vi har i løbet af vores forhold kun hørt om og oplevet rædselsfulde skilsmissehistorier i vores omgangskreds. Mænd, der på trods af spædbørn, skrider fra deres koner. Utroskab. Bitterhed. Økonomiske krige. Retsager. Magtkampe om børn. Had. Had. Had. Vi gav hinanden hånden på at skabe en anden historie. I sidste ende er der kun én taber i de voksnes krigsførelse. Det er børnene. De står med en kæmperegning. Jeg har selv stået med den, fra jeg var tre år, og mine forældre blev skilt. Min mors flammende had til min far har været et grundvilkår i mit liv. Det er rædselsfuldt. Fucked up. Uanset hvor berettiget det had må være, er det altid børnene, der betaler prisen for, at forældrene ikke tager det fulde ansvar for deres følelser. Punktum.

Vi rejste til Bali, fandt et hus, børnene startede i skole, og vi faldt til ro. Vores oprindelige plan var, at han skulle rejse en masse, så vi alligevel ikke skulle være ret meget sammen hernede. Hvad vi ikke vidste var, at samtidig med, at vi rejste fra Danmark, opstod coronavirusen i Kina. Den første tid på Bali gik med at finde ud af at være sammen, hver for sig. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg har brug for nærhed og intimitet. Mine veninder var på den anden side af kloden. Jeg følte mig helt klaustrofobisk alene. Så lukkede virussen verden ned, og vi sad sammen tilbage i det skønne hus. Tvunget til at føre det ud i livet, vi luftigt havde lovet hinanden, nemlig at gennemføre og være i en god skilsmisse. Sammen.

Virussen har tvunget os til at blive hjemme, og vi har ligesom så mange andre holdt os i ro de sidste par uger. Det mest overraskende i denne låste og svære situation har været, at der er vokset en lotusblomst op af mudderet. Det er vores venskab. Det har altid været der, men måske havde vi glemt det. Karantænen eller måske bare den absurde situation gør, at det på forunderlig vis er lettere at tale frit om noget af det, der er gået galt i vores ægteskab – med genuin interesse for den andens synspunkt.

“Oplevede du DET?” spørger jeg forbløffet.

Jeg troede sgu da, vi var enige om, hvad der skete, og det var selvfølgelig min udlægning, der var sandheden. Det er vi langt fra enige om, og selvom det er grænseoverskridende, er det måske DET, der er hele øvelsen i den konstruktive skilsmisse: At vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte. At vi tilgiver den anden og os selv i den her krævende proces og bliver stående i vores sandhed. Vi behøver ikke at være enige, men vi giver den anden plads og ret til sin version. Helt dybfølt.

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt. Men jeg har lært, at jeg selv er herre over, hvordan jeg handler og reagerer i min frygt. Der kommer flere svære tider. Selvfølgelig gør der det. Vi skal hjem til Danmark igen. Flytte hver for sig. Møde nye partnere og leve et liv med delebørn.

Christian sagde forleden:

“Du er ikke alene længere. Jeg er din bedste ven for livet uanset hvad.”

At jeg valgte ham som far til mine børn, har været en klog beslutning, som jeg er uendelig stolt af. For selvom vi ikke holdt i vores parforhold, er det stadig til døden os skiller, når vi har fået børn sammen.

Emmibaby

LÆS OGSÅ

Manu Sareen: Denne gang vidste jeg, de store følelser nok skulle komme

FØDSEL

25. april 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat

Jeg tror, mange nybagte fædre bliver forskrækkede over, at de store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden, lyder det fra Manu Sareen, der som 50-årig blev far for fjerde gang.

51-årige årige Manu Sareen er gift med Solveig Wandall på 32 år. Sammen har de datteren Nova, der kom til verden den 23. juli 2017. Manu Sareen har også børnene Cilja på 22, Alvin på 19 og Felix på 14 fra et tidligere forhold. Den tidligere socialminister laver i dag radio på P1 og er direktør i Endoca Foundation, hvis formål er at hjælpe udsatte børn i verden.

Hvor blev din yngste datter født? 
Nova blev født på Herlev Hospital. Det var meningen, jeg skulle tage imod, men hun ville ikke ud, og tingene spidsede lidt til. I det kaos var det vigtigere, hun bare kom ud.

Hvordan oplevede du fødslen?
Det var fjerde gang, jeg oplevede en fødsel. Og der er ingen tvivl om, at jeg denne gang havde en helt anden tilstedeværelse end de første par gange. Allerede ved anden fødsel oplevede jeg, at jeg var mere rolig. Selvfølgelig er man oppe og ringe, men det er på en anden måde – måske især som mand.

Denne gang havde jeg det også bare sådan, at det var noget, jeg virkelig skulle nyde, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Jeg ved godt, min kone nok ser lidt anderledes på det, for det var en lang fødsel. Men det er lige før, jeg gerne vil have flere børn bare for at opleve den der følelse igen. Det er det største at se et barn komme til verden. Det er så sindssygt. Det, jeg kan ærgre mig over, er, at den ydmyghed, man får over for livet og vores planet, ikke varer ved. Så ville jorden være et bedre sted.

Havde I forberedt jer og hvordan?
Vi havde forberedt os på verdens største løgn. Min kone gik nemlig til ”smertefri fødsel”, og det er en fødsel bare ikke. Generelt er der sket meget og kommet mange flere hjælpemidler til, siden sidst jeg skulle være far. Med min ældste passede vi for eksempel meget på. Denne gang stod jeg pludselig og så mig selv lave rebozo, hvor jeg med et lagen rystede min kone. Under graviditeten brugte vi også forskellige apps. Hvor vi i gamle dage sad og bladrede i en bog for at følge barnets udvikling, sagde det nu bare ”pliing”, og så kunne vi se, hvor barnet var i sin udvikling via appen. Der findes også en app til veer! Det er ret vildt. Derudover var jeg som mand med de erfaringer, jeg har, og den aldersforskel, der er, nødt til bare at holde min kæft. Solveig skal jo have sine oplevelser, og det var vigtigt, jeg – af respekt for hende – var med, som var det også næsten første gang for mig. Det var nu heller ikke så svært, for hver fødsel er jo ny.

Hvad tænkte du, da du holdt dit barn i armene den første gang?
Under fødslen har man som mand en lidt mærkelig rolle. Det meste af tiden står man bare og glor. Når man så skal være på, er man det selvfølgelig og giver en masse omsorg.

Men det er lidt mærkeligt. Jeg taler formentlig også for 90 procent af alle mænd, når jeg siger, at man godt kan få dårlig samvittighed over, at de der store følelser for barnet ikke er der fra det sekund, det kommer til verden. Det tror jeg, mange mænd godt kan blive forskrækkede over. Jeg kan huske, at jeg første gang syntes, det var frustrerende og var noget, jeg tænkte meget over. Denne gang var det fedt bare at møde det her lille barn og vide, at følelserne kommer.

Hvordan ændrede det dig at blive far, og var det anderledes i forhold til første gang?
Når man får et lille barn, bliver ens liv vendt op og ned. For en periode ”mister” man sin kæreste eller kone til barnet. Det ved man, når man har prøvet det før, og så er det måske lettere at finde glæden ved det. Man ved, hvad ens rolle er, og at man nok skal få sin partner igen. Første gang fik jeg lidt et chok. Jeg tror ikke, faderens rolle før, under og efter fødslen dengang rigtig blev taget alvorligt, og jeg følte mig lidt som en idiot, der bare savnede min kæreste og det liv, vi havde. Pludselig begyndte jeg at arbejde alt for meget i stedet. Nu ved jeg, at det liv kommer tilbage. At det bare er en fase. På den måde er det godt at blive far igen i en sen alder. Jeg er mere rolig omkring det og bedre økonomisk etableret. Men i forhold til sidst kan jeg godt mærke, at jeg har mere brug for min søvn.