Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

af | feb 1, 2021

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

MODERSKAB

Da jeg blev mor, gav jeg op og gav mig hen

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

1. februar 2021 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Privat

 

Moderskabet og bearbejdelsen af en hård fødsel førte Annalie Jørgensen ind på hendes livsbane. Inden da havde hun levet et liv vildledt af normen, som hun udtrykker det.

Annalie Jørgensen er 36 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF, efteruddannet i kropspsykoterapi og tilknytning med speciale i ‘fysisk og psykisk balance’ og ‘intuitivt moderskab’. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen, hvor hun blandt andet skriver om sin egen rejse i moderskabet.

 

For nogle kvinder er fødslen en magisk, ekstatisk og nydelsesfuld oplevelse, hvor de forsvinder ind i en anden kosmisk dimension. En slags orgasmisk rejse på tvært af tid og sted, hvor de kommer i kontakt med alle fortidens kvinder, som har født før dem, og som giver dem uanede kræfter og efterlader dem med en følelse af selv at være født på ny.

Sådan var min fødsel ikke. Faktisk meget langt fra. Min søn lå med numsen nedad, så jeg fik kejsersnit på lægernes anbefalinger og var nærmere efterladt med en følelse af at have deltaget i krig både fysisk og mentalt.

På papiret var fødslen sikkert ikke særlig bemærkelsesværdig, og mange andre har nok haft en lignende fødsel. Men hele mit system var i total choktilstand flere måneder efter. At min søn græd døgnet rundt og nægtede at sove, gjorde det ej bedre, og til sidst var jeg så traumatiseret, at jeg oprigtigt troede, jeg ikke ville overleve. 

I takt med at både min søn og jeg fik hjælp til at bearbejde vores hårde start, nåede jeg til en erkendelse af, at jeg simpelthen ikke kunne mere. Jeg kunne ikke blive ved med at håbe på, at det blev bedre. At gråden skulle stoppe, at han på mirakuløs vis skulle begynde at sove, at han ville spise grød, mos, tage flaske, sut, bare et eller andet for at jeg kunne få en pause. Så jeg gav op. Eller rettere; jeg gav slip. Slip på kontrollen, slip på tankerne, slip på forventningerne, forestillingerne, illusionerne og drømmene. Jeg gav slip på mig selv, mit gamle jeg, og gav mig hen til mit barn og mit nye liv som mor.

At jeg gav op, gav slip og gav mig hen har haft mange store konsekvenser for mit liv, som jeg kendte det. Den altoverskyggende kærlighed til min søn, som fulgte med slippet, gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at aflevere ham i en institution, så jeg kom ikke tilbage på arbejde som planlagt. Det medførte en masse frygt, som jeg måtte tage mig af. Frygt for om vi økonomisk kunne klare os, hvad andre ville tænke, om jeg var nok for min søn, om han ville tage skade af det, om jeg kunne aktivere ham nok, om jeg kunne få arbejde bagefter, pension, mit eget sociale liv osv osv. Og den eneste måde, jeg kunne tage mig godt af frygten uden bare at undertrykke den og lade den vokse sig større inden i mig, var ved at have tillid. Tillid til mig selv, og at det, jeg mærkede, var det rigtige at gøre, og ikke mindst tillid til noget større end mig. For det er jo i virkeligheden det den kærlighed, jeg mærkede inde i mig, er. Noget større end os. 

Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit. Som ikke var mig. 

Set i bakspejlet var det slip, jeg oplevede, dét man i spirituelle kredse vil betegne som en form for ego-død. Midlertidigt i hvert fald. Og en genfødsel af et nyt jeg. Altså, jeg døende jo ikke rigtigt. Ikke fysisk i hvert fald. Men den, jeg var, før jeg blev mor, og det liv, jeg havde inden, kommer aldrig tilbage. Alt er forandret. Og at skulle forstå det både med min krop og mit sind føltes som, at noget eller nogen døde.

Langt hen ad vejen tror jeg, at spiritualitet er et valg. Hvad vil jeg for eksempel helst tro på? At der er noget galt med min krop eller min søn, som gjorde, at han lå ‘forkert’, og at det derfor gik, som det gik? Eller at min søn er kommet til mig for at lære mig noget og for at hjælpe mig på rette vej. Jeg tror på det sidste. Det giver mest mening for mig. Og er helt sikkert også det, som føles bedst. 

“Tilliden og kærligheden har ført mit liv i en retning, jeg aldrig havde forestillet mig. Den har ført mig ad min livsbane. For sandheden var, at jeg længe havde været på afveje. Længe før jeg fødte, længe før jeg blev gravid. Jeg var blevet vildledt af normen og havde forvildet mig ud i et liv, som ikke var mit.”

 
Annalie Jørgensen

I vores samfund tillægger vi dog ikke følelser nogen rigtig værdi. De kan jo ikke måles og vejes. Det er det rationelle, som tæller. Det, vi kan ‘bevise’ gennem forsøg, og som kan dokumenteres på papir. Vi lærer, helt fra vi er små, at det, vi føler, er noget pjat. Så vi ignorerer det og undertrykker det, indtil vi næsten bliver følelsesløse. Og hvis der alligevel skulle dukke noget sorg eller smerte op gennem livet, så kan det reguleres væk med medicin. Problemet er bare, at vi mennesker er levende og sansende væsener, og vi har brug for at kunne føle for at mærke livet. Dét er forskellen på os og robotter. 

Vi oplever livet og virkeligheden gennem vores sanser. Og selv vores sanser kan begrænse os og forhindre, at vi ser virkeligheden. Tænk på, hvordan dyrs sanser kan være forskellige fra vores, og hvad det har af betydning for deres måde at opleve virkeligheden på. Flagermusen som udsender et skrig så højt, at vi mennesker ikke kan høre det, og navigerer i blinde ud fra det ekko, som lydbølgerne fra skriget sender tilbage, når det rammer noget. Delfiner navigerer i vandet på samme måde, og nogle delfiner kan endda sanse det elektriske felt, som skabes af musklerne og nerverne hos både dyr og mennesker. Slanger hører ikke svingninger og lyd på samme måde som os, men til gengæld har de en høreknogle, som gør dem i stand til at mærke de mindste vibrationer og kan derved skelne mellem store og små dyr. De ser ikke former, som vi mennesker gør, men registrerer i stedet bevægelser. De har en særlig varmesans, som kan opfange varmen fra et bytte, og så lugter de gennem tungen ved at smage på luftpartiklerne. Fortidens polynesiere var i stand til at kortlægge næsten hele Stillehavet uden værktøjer, fordi de lyttede til havet. Og Stillehavet udgør altså 1/4 af hele jordens overflade. 

Jeg er på ingen måde imod videnskab. Faktisk har jeg uddannet mig til ingeniør i mit ‘tidligere liv’ og har arbejdet fem år i medicinalindustrien. Videnskab er en rigtig god metode til at bevise en forudsigelig adfærd ved at opstille en hypotese og påvise den gentagende gange.

Noget spændende, som er blevet videnskabelig bevist, er for eksempel placeboeffekten. At man kan tage en pille uden et aktivt virkemiddel, men opnå en effekt fra et aktivt virkemiddel, fordi man tror på, at der er dette aktivt virkemiddel i pillen. Og på samme måde har superpositionsprincippet påvist, at én partikel kan være to forskellige steder på samme tid.

Men hvad med det, som ikke er forudsigeligt? Det, der sker tilfældigt? Eller er der noget, som er tilfældigt? Uanset, så er der stadig mange områder, hvor videnskaben har været utilstrækkelig, og mange områder, vi endnu ikke ved nok om. Som for eksempel menneskets hjerne, universet, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi overhovedet kommer fra. Der er mange forskellige teorier. Men vi VED det jo ikke. Så hvad føles bedst og mest rigtigt inden i os at tro på?

Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret. 

Jeg tror på, der er noget, der er større end os, og jeg tror på, at alt er forbundet. Jeg vil ikke kalde det overnaturligt. Faktisk tænker jeg, at det er helt naturligt. 

Naturen er større end os. Vi er forbundet til naturen. Med hjælp fra solen, vandet og jorden laver træerne den ilt, vi har brug for for at overleve. Og på samme måde med den mad, vi har brug for. Vores indre tilstand bliver påvirket af solens lys og månens placering. Det ses ofte, at når kvinder tilbringer meget tid sammen, så synkroniseres deres menstruationcyklus. Og lige så ofte vil kvindens menstruationcyklus være synkroniseret med månens cyklus. Hvis altså den ikke er medicinsk reguleret. Og når en kvinde bliver gravid, skærpes hendes sanser og forbliver sådan resten af livet. Der er ikke noget hokus pokus over det. Naturen er bare magisk. Livet er magisk.

“Jeg tror på, at der er en mening med alting. At tro på andet, ville gøre mig deprimeret.”

 
Annalie Jørgensen

Tænk, hvor meget der har skullet falde på plads for, at der blev skabt intelligent liv på denne planet, i dette uendelige univers, som konstant udvider sig. Bare dét er svært at begribe. Men vi tror alle på, at det er sådan, det er. Det kan umuligt være en tilfældighed.

Videnskabelig set er liv bare celler, der deler sig. Men hvad får dem til at dele sig? Jeg er sikker på, det er en dybere bevidsthed. Både inden i os, men også rundt om os. Som forbinder os. Ligesom kærlighed.

På en eller anden måde har vi fået fjernet os så meget fra naturen og det naturlige, at vi betegner det som overnaturligt. Så meget at vores børn tror, at vores mad kommer fra supermarkedet. Vi er blevet adskilt fra vores egen krop. Vores krop, som kan trække vejret selv, fordøje mad selv og en lang række andre processer, helt uden vores indblanding. Vores krop, som kan føde selv, hvis ikke den blev behandlet som en maskine, der skal reguleres, og hvis vi forstod, at en fødsel kræver de samme omstændigheder, som er til stede, når barnet bliver skabt. At det ikke bare handler om at producere et barn, og at succeskriteriet ikke blot burde være, at barnet, som kommer ud, er levende, men at det er en naturlig og magisk proces med enormt transformerende potentiale, hvor vi åbner både vores krop og sjæl og hengiver os til nogle kræfter, som er større end os selv. Til naturen. En begivenhed, hvor vi, styret af tillid frem for frygt, bringer sjæle til jorden.

LÆS OGSÅ

Søvntræning er ikke til for barnets skyld

af | aug 3, 2020

DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

Mia Bernscherer Bjørnfort er 39 år, blogger og mor til 4 børn i alderen 3 til 12 år. Du læse mere på sovendeboern.dk eller følge Mia og hendes familie på instagramprofilen @familieudenfilter.

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

Psykolog Anne Rom

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Indlægget bygger blandt andet på disse kilder:

 

Gradisar, M., Jackson, K., Spurrier, N. J., Gibson, J., Whitham, J., Williams, A. S., Dolby, R. & Kennaway, D. (2016). Behavioral interventions for infant sleep problems: a randomized controlled trial. Pediatrics; 137(6), e20151486-e20151486.

Hall, W. A., Hutton, E., Brant, R. F., Collet, J. P., Gregg, K., Saunders, R., Ipsiroglu, O., Gafni, A., Triolet, K., Tse, L., Bhagat, R. & Wooldridge, J. (2015). A randomized controlled trial of an intervention for infants’ behavioral sleep problems. BMC Pediatrics; 15(1), 181.

Studier i børnesøvn og mediernes omtale af dem – Fagpersoners vigtige rolle i formidlingen af forskning til forældre, sovendeboern.dk, juni 1, 2020

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Søvntræning er IKKE til for barnets skyld

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

3. august 2020 | Af Mia Bernscherer Bjørnfort | Foto: Kelly Sikkema, Unsplash

 

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen – for deres eget bedste. Men søvntræning vil aldrig blive foreneligt med barnets behov, skriver Mia Bernscherer Bjørnfort.

 

Mia Bernscherer Bjørnfort er 39 år, blogger og mor til 4 børn i alderen 3 til 12 år. Du læse mere på sovendeboern.dk eller følge Mia og hendes familie på instagramprofilen @familieudenfilter.

 

Når man taler om søvntræning, fremstilles det ofte som et effektivt og harmløst redskab til at sikre både babyen/barnet og forældrene den gode, nærende søvn, der danner basis for en sund udvikling.

Søvntræning lover at lære børn at falde nemt i søvn og blive i søvnen. Det vil sige glade børn, der velvilligt lægger sig til at sove, sover hele natten og vågner friske og veludhvilede dagen efter.

Bonussen ved søvntræning beskrives ofte som forudsigelighed i døgnrytmen (altså en fast senge- og stå op-tid), og børn, der selv kan falde i søvn igen, hvis de skulle vågne i løbet af natten. Søvntræning skulle med andre ord give børn, der ikke “forstyrrer” forældrene før næste morgen – ved den aftalte tid.

Og her kommer argumentet om vigtigheden af at pleje parforholdet, have tid til sig selv og muligheden for at have gæster også ofte i spil.

Som ekstra bonus-bonus kan barnet puttes af andre og andre steder, så længe man følger barnets putterutine.

Det er svært at rette kritik mod nogle af disse punkter. Det er gode argumenter, der er funderet i ønsket om god trivsel for alle.

Men er det så det, søvntræning giver – god trivsel for alle?

Det kommer nok an på, hvad man mener, når man henviser til søvntræning.

Hos Ugleunger kan du købe tøj til børn og babyer fra Joha og Katvig.

Den ovenstående beskrivelse kan sagtens i praksis være kærlig og omsorgsfuld hjælp til, at barnet finder søvnen og sover hele natten. Der findes børn, som kun har brug for ganske lidt hjælp til søvnen allerede fra fødslen af. Det kan også være forældre, der afventer, at barnet af sig selv eller med ganske blid tilskynding guides ind i en rutine med at falde i søvn selv og selv finde sutten om natten eller bruger en natlampe eller nusseklud til at falde i søvn igen ved opvågninger.

Det er ikke disse eksempler, der kaldes søvntræning, uanset om forælderen selv opfatter at “træne barnet til at falde i søvn selv”. Og det er således ikke disse eksempler, jeg både selvstændigt og via foreningen Sovende Børn på det kraftigste taler imod.

I forskningen er søvntræning desværre heller ikke klart defineret, hvorfor jeg længe har forsøgt at definere, hvad jeg mener, søvntræning er. I Sovende Børn har vi valgt at definere søvntræning som ”en tilgang/metode, hvor barnet forsøges puttet med så lidt hjælp som muligt med formålet, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd”.

Herudover skal tilgangen/metoden opfylde mindst ét af følgende kriterier og praktiseres over en periode på mindst nogle dage med det klare formål, at barnet lærer at falde i søvn selv og/eller komme igennem natten på egen hånd:

• Der følges en fast fremgangsmåde, som ikke tilpasses til det individuelle barns situation og signaler.
• Omsorgspersonen går fra barnet trods gråd eller utilfredshed fra barnet.
• Der praktiseres forsinket eller ingen respons, forstået på den måde, at kontakt og omsorg bevidst tilbageholdes i kortere eller længere tid, til trods for at barnet søger at påkalde sig omsorgspersonernes opmærksomhed.

Definitionen viser med al tydelighed, at det ikke er målet “god søvn”, der er problemet, og dermed er der stadig intet at kritisere ved førnævnte argumenter for at søge at opnå denne “gode søvn”. Det er derimod måden, hvorpå fagfolk og forældre forsøger at opnå “god søvn” og den måde, ”god søvn” defineres, der er problemet.

Når forskningen undersøger, om en given metode til at opnå det, der er meningen med søvntræning, ”virker”, så måler man typisk alene, om disse ting opnås. Altså om barnet fx får en forudsigelig søvn, og om barnet kan falde i søvn uden eller med meget lidt hjælp.

Ingen stiller dog spørgsmål til, HVORFOR barnet nu har denne ændrede adfærd, og om midlet, søvntræningen, kan stå mål med den (opfattede) effekt. Jeg skriver (opfattede), fordi studierne faktisk ikke er entydige, uanset hvilke man vælger. Flere melder om en midlertidig adfærdsændring hos barnet, men denne ændring kan sjældent fastholdes, medmindre forældrene bliver ved at have samme tilgang til barnet som under selve søvntræningen.

Søvntræning er således ikke noget, man bare kan gøre én gang, og så “virker det” i resten af barnets barndom. Ofte kræver det vedholdende “træning”, og i nogle tilfælde må man starte forfra en eller flere gange gennem barnets første 4-6 leveår.

Det, der er så problematisk med metoden, er, at den baserer sig på, at barnets signaler skal ignoreres. Et barn, der kalder og/eller græder, gør det fordi, det har et behov, det ikke selv kan opfylde.

Tidligere mente man, at såfremt barnet havde fået mad, var tør og varm, var blevet stimuleret dagen igennem og havde en ren ble – så havde barnet ikke flere behov – og derfor kunne gråd sagtens ignoreres. Nu ved vi heldigvis, at barnets udvikling er meget mere kompleks – ja eller simpel – afhængig af, hvordan man ser på det. Barnet har brug for at føle sig set, hørt og anerkendt. Hele barnets senere evne til at indgå i relationer (familie, venner, kollegaer) handler i høj grad om, hvordan barnet har oplevet omsorg i barndommen.

Psykolog Anne Rom

At gå fra et barn, der forsøger at opnå kontakt, viser barnet, at det er alene og må håndtere sine problemer selv. Det græder, men ingen kommer. Det kalder, men ingen kommer. Barnet forstår ikke, at det er i gang med at “lære” at falde i søvn alene, og at mor er lige ude i køkkenet. Det forstår kun, at det er blevet efterladt, trods det har gjort sig umage for at fortælle, at det stadig havde brug for nogen hos sig.

Samtidig er selve forskningen omkring metoden mangelfulde. Camilla Juhl Dorland har i sit speciale “Cry it out-søvntræning: Hvordan påvirker extinction-baserede søvninterventioner barnet, forældrene og tilknytningen imellem dem” beskrevet, hvordan studier i cio-baserede søvninterventioner ofte er dårligt udført. Forstået på den måde, at der mangler klare definitioner og kontrolgrupper, og at studiernes størrelse (antallet af deltagere) i nogle tilfælde er problematiske. Camilla kortlagde desuden, at forskerne bag studierne i cio-baserede søvninterventioner ofte har egne økonomiske interesser i at påvise en “effekt” af søvntræning.

Helt generelt er det således – både i forskningen og i mange artikler – at søvntræning præsenteres som ”for barnets bedste”, men udelukkende handler om forældrene. Fokus ligger med andre ord på forældrenes bekvemmelighed og en fejlagtig opfattelse af, hvad børn har brug for for at trives og udvikle sig. Der er simpelthen et ønske om, at det skal virke, et ønske om, at det skal være uskadeligt, og et ønske om, at denne “uskadelige træning” skal have en positiv effekt på hele familiens trivsel – trods AL grundforskning i barnets udvikling taler imod.

Jeg har en teori om, at ønsket opstår ud fra en sårbar position, hvor forældrene er pressede af samfundets forventninger om at være “gode forældre”, og et ekstremt pres for at præstere og “ikke lade barnet være en hindring for det levede liv”.

Kort sagt oplever jeg, at dem, som søvntræner, gør det, fordi de oprigtigt ønsker at “hjælpe deres barn”. Fordi fagfolk, familie, netværk og babybogsforfattere fortæller, at deres barn vil få søvnproblemer, hvis ikke de “lærer det at sove”, fordi forældre tror, deres barn allerede har søvnproblemer, fordi deres barn ikke kan sove uden kontakt og hjælp, og fordi de desperat har brug for den struktur og forudsigelighed, søvntræningen lover.

Der kan være rigtig mange årsager til behovet for forudsigeligheden og den “nemme” putning, men præstationskulturen er med garanti en del af det. Det samme er den slående mangel på støtte til nye familier og i særdeleshed mødre samt en helt urimelig forventning om, at livet ikke må ændre sig, men skal fortsætte i samme tempo, trods barnets helt uanfægtelige behov for et langsommere tempo og kontinuerlig tæt kontakt med en primær omsorgsgiver.

Kogt ned, så meget som jeg kan, er problemet med søvntræning i mine øjne således:

At søvntræning sker, fordi de kulturelle og samfundsmæssige forventninger og krav til livet med et lille barn er helt urealistiske Og slet ikke tager højde for barnets og den nye families behov.

At søvntræning sker, fordi vi ikke har tid til og forståelse for barnets behov, fordi vi lever i en adskillelseskultur, hvor det er et mål i sig selv, at barnet hurtigst muligt må kunne klare sig selv.

At søvntræning, som defineret længere oppe i dette indlæg, ikke er – og aldrig vil blive – foreneligt med barnets behov.

I realiteten er det jo omsorgsfuld og kærlig kontakt som hjælp til at finde og blive i søvnen, der er barnets behov – og i mange tilfælde også forældrenes, fordi det giver en rolig stund med deres barn. En stund, der for de flestes vedkommende, er det eneste tidspunkt i hverdagen, hvor der er fuldt fokus og nærvær, uden næste punkt på dagens liste står og venter.

Indlægget bygger blandt andet på disse kilder:

Gradisar, M., Jackson, K., Spurrier, N. J., Gibson, J., Whitham, J., Williams, A. S., Dolby, R. & Kennaway, D. (2016). Behavioral interventions for infant sleep problems: a randomized controlled trial. Pediatrics; 137(6), e20151486-e20151486.

Hall, W. A., Hutton, E., Brant, R. F., Collet, J. P., Gregg, K., Saunders, R., Ipsiroglu, O., Gafni, A., Triolet, K., Tse, L., Bhagat, R. & Wooldridge, J. (2015). A randomized controlled trial of an intervention for infants’ behavioral sleep problems. BMC Pediatrics; 15(1), 181.

Studier i børnesøvn og mediernes omtale af dem – Fagpersoners vigtige rolle i formidlingen af forskning til forældre, sovendeboern.dk, juni 1, 2020

Dette indlæg er udtryk for Mia Bernscherer Bjørnforts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

af | jun 10, 2020

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

Psykolog Anne Rom

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

Psykolog Anne Rom

LÆS OGSÅ

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

af | maj 4, 2020

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

MODERSKAB

Den dag, jeg troede, jeg måtte gå fra mit grædende barn, besluttede jeg at sige fra

Rikke Høyer skriver under instagramprofilen Børnetanker.

4. maj 2020 | Af Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Rikke Høyer har det aldrig givet mening at aflevere sin ældste datter til andre, mens hun studerede. Beslutningen om at tage hende ud, kom dog i etaper.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Du kan følge hende og hendes fantastiske skriv på instagramprofilen @boernetanker.

Vidste du, da dit første barn kom til verden, at du ville gå hjemme med hende?

– Nej, det vidste jeg ikke. Men kombinationen af vores sundhedsplejerske, der påpegede, at ja, nu skulle vi jo til at dele alle vores datters første gange med andre, og det, at vi skulle tage en beslutning om, hvor vi ville søge institutionsplads: vuggestue eller dagpleje, var det, der startede kimen i min mave. Det føltes forkert, og det gav ikke mening i hverken min mave eller i mit hjerte. Hvorfor skulle vi aflevere vores barn til fremmede, hvordan kunne det give mening, og hvordan skulle jeg nogensinde kunne gøre det?

 

Hvornår og hvorfor tog du beslutningen om at gå hjemme?

– Beslutningen kom i etaper, men har nok i sandhed altid siddet i mit hjerte. Og min kæreste sagde fra start flere gange: “Og ellers tager vi hende bare hjem, Rikke. Vi skal nok finde en løsning”.

Vi endte med at få tildelt en dagplejeplads, og den dag, jeg troede, at jeg var nødt til at gå, selvom mit barn græd efter mig, besluttede jeg mig for at sige fra. Det første lille skridt mod det sted, vi står den dag i dag, men også det første lille skridt hen imod at begynde at tage mig selv alvorligt. Jeg har størstedelen af mit liv taget beslutninger ud fra, hvad andre mon ville tænke, føle, gøre eller sige, hvis jeg sagde til eller fra, gik frem eller tilbage. Men den dag, jeg gik fra mit barn, der grædende kaldte på mig, voksede der en hel ny kvinde frem. Jeg tog tilløb derhjemme i den lille time, jeg var væk. Italesatte igen og igen, at det var mit valg, at det var vores datter, og at det var ok, at jeg ønskede at sætte grænser og gøre tingene i mit, og vigtigst af alt, min datters tempo. Så jeg sagde fra, da jeg hentede min datter. Ikke til institutionslivet endnu, men til den såkaldte indkøring, der i de fleste institutioner helst bør gå hurtigt. Og fra den dag startede et samarbejde med en dagplejemor, der endte med at være et smukt og kærligt og rart sted for min datter i et lille år. Imens jeg arbejdede med mit sind og den vej, jeg troede, jeg skulle gå, men som pludselig ikke følte var den rigtige længere, søgte jeg jobs og ind på kandidatstudiet i Generel Pædagogik.

Vores datter var afsted i dagpleje i 2-3 timer om dagen, altid med mindst en fridag. Og jeg hentede hende altid, inden hun skulle sove lur og holdt hende hjemme de dage, jeg kunne mærke, at hun havde mere brug for det end andre. Og selvom det blev påpeget, at hun altså sagtens kunne sove der, og om hun ikke skulle have lov til at lege noget mere med de andre børn, holdt vi fast.

Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi havde taget hende helt hjem med det samme, hvis hun ikke havde vist tegn på trivsel – men det gjorde hun, da vi begyndte at lytte til hendes behov for tryg indkøring og tilknytning til det helt nye menneske i hendes liv. Det var et fint alternativ, selvom jeg den dag i dag ville ønske, vi havde turde tro på den der dybe mavefornemmelse, der var der fra start. Men det tog tid at finde ro og balance i at tage den beslutning.

“Men hvorfor blev vi ved med at aflevere hende? Hvis jeg inderst inde godt vidste, hvad vi allerhelst ville? Fordi det var et kæmpe skridt at tage på flere planer.”

 
Rikke Høyer

Først gik vi med, at jeg skulle finde et arbejde på maks 25 timer om ugen. Derefter på kandidatstudiet, der gav mulighed for langt mere fleksibilitet. Og så blev jeg gravid – og vi var stadig en smule i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage storesøster helt hjem. For hun var glad. Hun nød de få timer i dagplejen, og hun snakkede om de tre andre børn og dagplejemor – hver dag. Men midt i de næste store tanker meddelte dagplejemor, at hun skulle på orlov i det kommende år et år frem, og det blev tegnet for os. Vi ønskede ikke at starte storesøster op et helt nyt sted, så vi startede ud med at give hende orlov, fra da lillesøster kom til verden: Og så begyndte vores nye rejse. En rejse, vi troede, hed et års orlov, og så kunne lillesøster og storesøster måske starte op i den samme dagpleje – sammen – og have hinanden. Men tiden hjemme med begge børn viste os noget helt andet. Og orlov blev til udmelding.

Storesøster er i dag 3 år, lillesøster er 15 måneder og ingen af dem skal af sted. Jeg er ikke i tvivl om, at det fællesskab med børn og voksne, vi var så heldige at løbe ind i sidste forår, og som kun har vokset sig større og stærkere, er skyld i, at jeg stod stærkere i at tage beslutningen om at holde begge piger helt hjemme. Og så tiden, oplevelserne sammen og erkendelsen og indsigten i, hvor meget vi kan sammen. Tiden med mine børn vil jeg ikke bytte for noget. Og når jeg tænker tilbage på alle de formiddage, som dagplejemor har fået med min ældste, skærer det lidt i mit hjerte. Men nu er vi her, og rejsen har været så vigtig på flere måder. Ikke kun for vores børn og os som familie, men også for mig som person. Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Og jeg er sikker på, at den styrke har vokset sig frem, idet jeg begyndte at lytte til mig selv og det, mit barn fortalte mig.

 

Du er uddannet pædagog og har arbejdet i institutioner – vuggestue, børnehave, skole og SFO – både før og efter, du blev færdiguddannet. Hvordan oplevede du hverdagen her?

– Ingen institutioner er ens, men fælles har været manglen på tid til at kunne det vigtigste overhovedet: Nærvær, tid til at lytte, til at dvæle ved ingenting og opleve, hvordan vi vokser af netop det.

Jeg har altid fået stor ros for min tilstedeværelse og mine evne til at samle rigtig mange børn omkring en aktivitet – eller min blotte tilstedeværelse og mit sære, kreative – og velsagtens – barnagtige sind. Jeg er sikker på, at det altid har været min lyst til at lære børnene at kende, opleve dem og ikke mindst lade dem lære mig om deres ståsted i livet, der har gjort, at jeg har været en interessant voksen og en voksen, der altid har haft en flok af børn efter sig.

Men jeg tror på, at børn lærer hele tiden og allermest der, hvor de får lov til at mærke sig selv og handle på det. Men det er der sjældent tid til i institutionerne. For hvor fører det hen? Hvad fører det til? Og hvordan kan vi måle, at vi har brugt det meste af dagen på at snakke, lytte os ind i livet på børnene og handle på de finurligheder, der kom til dem. Det kan vi sjældent på andet end det, der vokser sig frem og ud af dem, når de bliver større.

Jeg oplevede derudover også en fællesnævner. Nemlig, at børnene ofte spurgte: “Hvad skal vi nu”? Den konstante effektivitet og sigten frem mod et mål, der skulle opnås og så videre til det næste, det oplevede jeg, lå ret dybt i rigtig mange børn. Særligt, da jeg arbejdede i SFO og folkeskolen.

 

Hvilke tanker gør du dig om din egen barndom, og det, du giver videre til dine egne børn?

– Jeg bruger jo nok netop min egen barndom som afsæt. Min egen barndom er en stor modsætning til den, jeg giver mine børn. På næsten alle tænkelige planer. Jeg ønsker som det højeste, at de vil tænke tilbage på deres barndom som en tid, hvor der var plads til dem, og at de følte sig set.

Og så håber jeg, at de vil se tilbage på deres barndom med glæde over al den tid, vi har sammen, alle de oplevelser, vi har, og alt det, vi sammen opdager og vælter rundt på hovedet i.

 

Hvad oplever du, dine børn får ud af at være hjemme?

– Jeg oplever, de får tid og nærvær og på mange måder ro til at handle på de impulser, der opstår hos dem. Det betyder ikke, at vi ikke har faste rammer, at vi ikke skal ud af døren og nå forskellige ting i løbet af vores normale hverdag: Men det betyder, at vi har tid til at omstrukturere og sætte på pause og zoome ind i mellemrummene. Vi har tid til at drage mod en legeaftale, der udvikler sig ud fra dagen og fødderne, der træder ind i den. Og ikke ud fra en fastlagt ramme med et specifikt målprodukt, der skal fremvises og dokumenteres som et blik ind i den læring, de skal lære at udvise for at kunne få et rettetegn og en plads i den korrekte kasse.

Jeg oplever, at de kan give udtryk for deres behov og blive mødt af dem. Jeg oplever, at de vokser sammen med hinanden og med mig og sammen i vores familie – og ikke parallelt. Jeg oplever, at de hver dag træder ud fra en tryg base, der giver dem mod og tillid til verden og menneskerne omkring dem. Et mod og en tillid, der med tiden vil skabe den ballast i dem, der gør, at de er i stand til at stå stærkt i sig selv, men lige så sikkert tør bede om hjælp hos andre mennesker og vide, at det er en styrke netop at kunne gøre det.

Og så oplever jeg, at de lærer af livet midt i det. De lærer konstant og hele tiden ud fra deres nysgerrige tilgang til andre mennesker og de omgivelser, vi hver dag kommer omkring. De lærer af samtalen med den ældre dame i bussen, af konflikten med den jævnaldrende, den yngre og den to år ældre i legegruppen. Og de lærer, at det er okay at have brug for tryghed og tillid for at kunne træde ud i verden og lære af den.

 

Hvordan har du det selv med at være hjemme – hvilke tanker gør du dig om det?

– Jeg står stærkt og balanceret i det – lige nu. Det har jeg som sagt ikke altid gjort. Men lige nu føler jeg, at jeg står det rette sted. Hvordan det ser ud om et par år, vil kun tiden vise. Mine tanker går engang imellem på, hvad andre i vores omgangskreds tænker. Men jeg hviler ret meget i, at veninder og familie tænker, at det er vores valg, og at vores valg er lige så rigtigt som deres.

Derudover tænker jeg også, at grunden til, jeg føler, jeg står så stærkt i hjemmelivet, er det stærke hjemmefællesskab, jeg føler, jeg er en del af. Her føler jeg mig set og hørt og favnet som den, jeg er. Og det er ganske opløftende at kunne dele og vokse og lære af den følelse og stemning sammen med min familie.

Derudover ville jeg lyve, hvis jeg ikke nævnte, at det er hårdt og udmattende og energitappende. Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det. Og det er absolut ikke kun vores børn, der får noget ud af, at vi har valgt at leve et hjemmeliv. Et ord, der for øvrigt er ganske misvisende, hvis du spørger mig – men det er en hel anden snak om at benytte det meste af tiden alle andre steder end hjemme.

 

Hvilke reaktioner er du blevet mødt af, når du fortæller, at du er hjemmegående, og at dine børn ikke er i institution?

– Den reaktion, jeg har fået mest, er noget i retning af, om vi godt kan få tiden til at gå, og om mine børn ikke savner andre børn. Og selvom jeg får lyst til at grine i det øjeblik, den slags reaktioner rammer mig, så er det velsagtens ganske alvorligt. Og sørgeligt, at det er den slags spørgsmål, der lander hos folk, der vælger at gøre, som vi har gjort.

“Rejsen som mor og det menneske, jeg hele tiden er ved at lære endnu bedre at kende, er til tider hård. Men alt det andet opvejer det.”

 
Rikke Høyer

Jeg får lyst til at grine, fordi mange mennesker på en eller anden måde vender tingene på hovedet, når de stiller den slags spørgsmål. Jeg mener, alt det, de forventer af institutionerne og pædagogerne, når de sender deres børn afsted i institution, er velsagtens det, jeg klarer på en dag. Blot uden læringsmål, læreplanstemaer, krav om dokumentation og dårlige normeringer. Alt det, som rigtig mange danske forældre brokker sig over og italesætter som udmattende og trættende efter en weekend, har jeg hver dag. Forskellen er måske blot, at jeg kender mine børn på en helt anden måde, fordi jeg tilbringer størstedelen af min tid sammen med dem. Og de konflikter, vi har – for dem har vi – måske er af en anden slags.

Og den med, om mine børn savner andre børn, er vel også et meget forståeligt spørgsmål, idet de fleste forbinder den hjemmegående titel med mennesker, der bare sidder derhjemme og isolerer sig for omverden. Men det er sjældent det, der sker. Jeg kender i hvert fald ingen hjemmegående, der ikke ser andre mennesker. Og jeg kender heller ikke nogen, der ville kunne holde ud ikke at se andre mennesker. Så nej, mine børn savner ikke andre børn, for de har legekammerater ligesom børn, der går i institution – blot under andre rammer.

 

Du er ved at færdiggøre en kandidat i generel pædagogik. Tænker du, at du skal tilbage og arbejde som pædagog?

– Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Jeg har en voldsom masse tanker i den retning, som jeg svæver rundt i, og som jeg slet ikke er landet i eller nær så balanceret i. Jeg regner ikke med at skulle tilbage og arbejde som pædagog igen, men mennesker og særligt børn ønsker jeg helt sikkert at gøre en kæmpe forskel for på en måde, jeg endnu ikke har præciseret endnu. Jeg brænder voldsomt for italesættelsen af børnesynet og måden, vi har valgt at indrette vores samfund på. Noget, jeg mener, der gør, at vi risikerer at splitte både barndom og familieliv ad.

“Det er så vigtigt, at vi husker på, at små børn har brug for voksne – også når de trykker på knapper i vores bagage …”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Temperament er ikke farligt. Den ild, der brænder i de fleste af os, den kan noget helt særligt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Jeg er heldig. Og træt.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Lad os lytte. Til børnene. Og til os selv.”

 
Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

“Foråret danser lige så stille ind i mit sind, og jeg giver det lov til at male stemninger i det inderste og helt ud til det yderste.”

 

Uddrag fra instagramprofilen @Børnetanker

LÆS OGSÅ

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

af | feb 5, 2020

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

 

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ