“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

af | nov 17, 2019

LIVET MED BØRN

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

Indlæg om at gå hjemme med sine børn.

17. november 2019 | Af Rikke Høyer | Foto: Privat

Vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt, skriver Rikke Høyer i et smukt skriv om at have valgt hjemmelivet.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

Og jeg græder ned i hovedet på den yngste, der ammer sig i søvn til min krop, der vugger og omfavner alle andre end mig selv.

Jeg har skabt flere relationer det seneste år, end jeg har gjort de sidste 10 år tilsammen, siger jeg til min kæreste midt i aftensmaden, og så knækker jeg sammen, og den yngste kaster med maden og rammer væggen, og den ældste kigger op fra bogen i sofaen og siger, at mor er ked af det, og er du okay mor.

Og jeg spiser færdig, og vi snakker i halve sætninger, imens den yngste får mere mad og vand og hjælp til at styre koppen, og den ældste vil op at sidde og ned og op at sidde igen alligevel.

Og han ved godt, at jeg er presset, at pigerne trives, at de er glade og fyldt med livskraft, og han ved godt, at det kræver min energi, og at det slet ikke ligger til mig som person, som den jeg var før, at træde ud i uvidenhed og nye menneskers arme og øjne og samtaler, og du har gjort det så godt, og jeg sætter pris på, at du gør det, siger han og tørrer den yngste om munden, imens han synger og forsøger at spejle hende.

Det er okay mor, siger den ældste, og der sker ikke noget mor, fortsætter hun og danser nøgen rundt i stuen, og vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt siger jeg, og han ved det godt, eller det ved han jo egentlig ikke, siger han, men han forsøger at rumme og lytte midt i to små børns væren i verden.

Og så græder jeg lidt igen, og vi taler om, at jeg knækker, når jeg glemmer at mærke mig selv, men jeg har jo ikke tid, siger jeg og sukker og bander over hovedpinen og remser op, hvor mange gange jeg glemmer at gå på toilet, at spise, at trække vejret helt derned, hvor man helst
skal gøre det.

Og det har bare været et hårdt år, og jeg har lært så meget om mig selv og mødt så mange nye mennesker og jeg har taget så mange nye mennesker ind, siger jeg, og vi taler om, hvor givende det er, og hvilken verden der har åbnet sig, og hvor taknemmelig jeg er for, at vi står i det spirende netværk, som vi gør.

Men jeg træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu, siger jeg og tilføjer, at det er det værd, det ved jeg, men jeg skal begynde at passe bedre på mig selv.

Nu.

LIVET MED BØRN

“Jeg er træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu”

Indlæg om at gå hjemme med sine børn.

17. november 2019 | Af Rikke Høyer | Foto: Privat

Vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt, skriver Rikke Høyer i et smukt skriv om at have valgt hjemmelivet.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

Og jeg græder ned i hovedet på den yngste, der ammer sig i søvn til min krop, der vugger og omfavner alle andre end mig selv.

Jeg har skabt flere relationer det seneste år, end jeg har gjort de sidste 10 år tilsammen, siger jeg til min kæreste midt i aftensmaden, og så knækker jeg sammen, og den yngste kaster med maden og rammer væggen, og den ældste kigger op fra bogen i sofaen og siger, at mor er ked af det, og er du okay mor.

Og jeg spiser færdig, og vi snakker i halve sætninger, imens den yngste får mere mad og vand og hjælp til at styre koppen, og den ældste vil op at sidde og ned og op at sidde igen alligevel.

Og han ved godt, at jeg er presset, at pigerne trives, at de er glade og fyldt med livskraft, og han ved godt, at det kræver min energi, og at det slet ikke ligger til mig som person, som den jeg var før, at træde ud i uvidenhed og nye menneskers arme og øjne og samtaler, og du har gjort det så godt, og jeg sætter pris på, at du gør det, siger han og tørrer den yngste om munden, imens han synger og forsøger at spejle hende.

Det er okay mor, siger den ældste, og der sker ikke noget mor, fortsætter hun og danser nøgen rundt i stuen, og vi ser på hinanden, min kæreste og jeg, og vi ved jo godt, hvorfor vi har valgt, som vi har gjort, men det er hårdt siger jeg, og han ved det godt, eller det ved han jo egentlig ikke, siger han, men han forsøger at rumme og lytte midt i to små børns væren i verden.

Og så græder jeg lidt igen, og vi taler om, at jeg knækker, når jeg glemmer at mærke mig selv, men jeg har jo ikke tid, siger jeg og sukker og bander over hovedpinen og remser op, hvor mange gange jeg glemmer at gå på toilet, at spise, at trække vejret helt derned, hvor man helst
skal gøre det.

Og det har bare været et hårdt år, og jeg har lært så meget om mig selv og mødt så mange nye mennesker og jeg har taget så mange nye mennesker ind, siger jeg, og vi taler om, hvor givende det er, og hvilken verden der har åbnet sig, og hvor taknemmelig jeg er for, at vi står i det spirende netværk, som vi gør.

Men jeg træt, og jeg bliver nødt til at sige det højt og råbe det lidt højere endnu, siger jeg og tilføjer, at det er det værd, det ved jeg, men jeg skal begynde at passe bedre på mig selv.

Nu.

LÆS OGSÅ

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

af | nov 5, 2019

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

DEBAT

Vores institutioner udvikler ikke børn – de skader dem

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Carendi.
5. november 2019 – opdateret 26. juli 2022 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Pixabay

Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og ikke i så udhulet form, som vi ser i dag, skriver Mette Miriam Sloth.

Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Læs mere om Mette her.

Den anden dag så jeg dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”. Og selv om jeg har arbejdet med området og skrevet om det i årevis, var det hård kost at komme igennem. I dette indlæg vil jeg give en kort analyse af de mest alvorlige mangler, der kom til syne i programmet, men i høj grad også de (kæmpe) problemstillinger, som programmet slet ikke forholder sig til.

Som noget af det første skal det slås fast, at selv om programmet følger nogle af de bedste institutioner i landet, ender de alligevel ud med en sammenlagt score på under middel. Det må gøre de ”røde” institutioner i landet til ren Guatanamo og steder, der overhovedet ikke er egnet for børn.

Interaktionen med børnene

Der, hvor begge institutioner ligger lavt i vurderingen, og hvor det samtidig er mest alvorligt, er i den udviklende interaktion mellem pædagog og barn.

Grethe Kragh-Müller rammer hovedet på sømmet, når hun tydeligt opridser forskellen på den instrumentelle og den udviklende interaktion mellem barn og voksen. Den instrumentelle interaktion er, når vi voksne giver beskeder, korrigerer og beder børn om at gøre et eller andet. Den interaktion vil naturligt opstå i dagligdagen i for eksempel sætningen ”Viktor, tag din jakke på, så vi kan komme udenfor.” Men det er uhyre vigtigt at vide, at den form for interaktion ikke er udviklende. Intet barn udvikler sig hverken følelsesmæssigt eller socialt af denne interaktion.

Den udviklende interaktion mellem primær og sekundær omsorgsperson og barn, sker først når:

A) Den instrumentelle interaktion er fraværende, altså når den voksne ikke adfærdskorrigerer eller stiller krav.
B) Når den voksne har tid og overskud til at være nærværende og rette (samt fastholde) – krop og opmærksomhed mod barnet i længere tid ad gangen uden afbrydelser.
C) Når den voksne formår – og har tiden og evnerne – til at påtage sig tilknytningsansvaret.

I dokumentaren måler de, hvor meget udviklende interaktion en lille pige fik med en voksen i de fem timer, hun blev filmet i sin institution på en dag. 17 minutter blev det til, hvoraf 10-12 minutter blev brugt på højtlæsning. Programmet målte det samme for en tosproget dreng, der har brug for ekstra hjælp og støtte for at udvikle det danske sprog. Han blev filmet i institutionen i syv timer, og han fik syv minutters direkte interaktion med en voksen.

Ikke voksne nok

Børn i alderen 0-7 år har brug for massiv en-til-en kontakt med modne voksne, som de er knyttede til – og især i deres første 3-4 leveår.

Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.

I dokumentaren ses det tydeligt, hvordan børnene enten er nødt til at gøre sig usynlige og krybe langs væggen, eller hvordan de forsøger at kravle til tops i børnehierarkiet for at overleve dagen. Der er slet ikke voksne nok til at gribe ind og hjælpe, når tingene løber løbsk (hvilket vil og skal ske for børn – de er per definition stadig umodne og har brug for hjælp fra modne voksne for at modnes og udvikles).

“Vores nuværende model skader børn, og det vil for nogle børn (potentielt set mange, desværre) udmønte sig i flere psykiske lidelser, manglende selvværd, personlighedsforstyrrelser, selvmordstanker, angst, depression, manglende motivation, manglende modenhed, udadreagerende adfærd, selvskadende adfærd, manglende evne til at håndtere og regulere følelser og generelt håbløshed hos de unge.”

 
Mette Miriam Sloth

Vi behøver dog ikke ende med flere generationer, der er skadet af en opvækst i institution. Institutioner er ikke i sig selv et onde. Vi kan faktisk godt få det til at fungere, men ikke i så stort omfang, ikke så tidligt i barnets liv, ikke i så mange timer om dagen og slet slet ikke i så udhulet en form, som vi ser i dag.

Noget, der var meget tydeligt i dokumentaren, var, hvor mange dygtige mennesker vi har i Danmark, der både har et stort hjerte for børn såvel som høj faglighed. Men de brænder ud, fordi vi har givet dem nogle rammer, der er fuldstændig umenneskelige. På en hård dag, står de i lange perioder alene med mellem 18–21 børn, og på en ”god” dag er de alene med 11 børn. Ingen kan omsætte udviklende nærvær med små børn under disse forudsætninger. Det er og bliver ren brandslukning, og det udvikler børnene sig ikke af. Men de vil tage skade af det.

Det bringer os til næste punkt – nemlig alt det, som dokumentaren ikke berører.

Er vores institutionsmodel overhovedet en god ide? Er den skabt til børn og deres optimale udvikling? Hvordan påvirker det forholdet mellem barn og forældre, at barnet er i fremmede hænder 6–timer om dagen, mandag til fredag, og i deres mest formbare og sårbare år?

Pædagoger skal sikre tilknytning

Alle pædagoger er nødt til at sikre tilknytningen til de børn, de tager sig af, da tilknytning er fundamentet for børns udvikling. Tilknytning er menneskets operativsystem, og fungerer det ikke, er der intet, der fungerer optimalt. Så derfor er det kun vidunderligt (og absolut nødvendigt), at dit barn er tæt knyttet til sine pædagoger. At tro, vi kan springe det element over i et forsøg på at skabe ”professionel distance” i institutionsrammen, er både tåbeligt, naivt og en total mangel på forståelse for, hvordan mennesket – og i høj grad menneskebarnet – fungerer.

Men pædagogens tilknytningsarbejde kan og skal ikke erstatte dit. Som forælder er du den primære tilknytningsperson, og den position skal du bevidst arbejde på at fastholde, for barnets loyalitet ligger hos den, han eller hun føler sig mest knyttet til. Uden dit barns loyalitet kan du intet gøre. Du vil kun få kamp til stregen, hvis du forsøger at trumfe noget igennem over for et barn, du ikke har sikret tilknytningen til. Og det er dit ansvar at sikre tilknytningen – det er aldrig barnets ansvar.

Tilknytningen til dit barn opstår naturligt, når du er meget samme med ham eller hende, og du formår at regulere dit barn, forstået som at du formår at hjælpe ham eller hende tilbage til en tilstand af tryghed, hver gang følelserne raser (hvilket er ofte for et lille barn), og hvor du hele tiden opøver evnen til at kunne kende forskel på dine egne følelser og dit barns følelser. Her tager du ansvar for dine og hjælper dit barn igennem hans eller hendes.

Nye udfordringer

Jo mindre tid, du tilbringer med dit barn, jo sværere bliver det for dig at forstå dit barns adfærd, og her stiger risikoen for, at du fejltolker adfærden. Det forårsager typisk, at du kommer til at bruge din begrænsede tid med dit barn på den instrumentelle interaktion (”hør så efter”, ”tag nu tøj på”, ”kom nu i gang”, ”tag så fødderne ned”, ”sov nu”, ”hvorfor er du så besværlig”, ”hold så op med det pjat”).

Her efterlades barnet med nærmest nul udviklende interaktion med modne voksne, og det er den største tragedie i vores moderne samfund.

Det, der altså er vigtigt at forstå, når du tilvælger institution til dit barn, er, at du skal gøre dig endnu mere umage i de timer, du har tilbage af døgnet sammen med dit barn. For du har ikke særlig meget tid at rutte med til at sikre, at du fastholder den primære tilknytning til ham eller hende.

Det levner ikke meget plads til fodfejl, så ironisk nok har den institutionsramme, vi skabte for at aflaste forældre (dog med henblik på, at de kunne arbejde mere) vist sig at gøre det modsatte: Det øger stressniveauet. For modellen skaber helt nye udfordringer, der kræver et ret stort overskud at kunne håndtere. Men det er du nødt til, for ellers risikerer du at miste den primære tilknytning til dit barn.

I Mette Miriam Sloths bog  ”Tænd for forbindelsen – forstå tilknytningens kunst” kan du læse om, hvordan du bedst navigerer i den moderne tidsalder, hvor vi synes at have alt på nær tid til nærvær med os selv og vores børn. Du kan læse mere her.

Første del af ’Eksperimentet med vores børn’ blev sendt 31. oktober 2019 på TV 2.

Dette indlæg er udtryk for Mette Miriam Sloths holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk

LÆS OGSÅ

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

af | okt 8, 2019

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst.

 
Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.

 
Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

 
Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.

 
Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

MODERSKAB

Mie startede på job, da sønnen var et år: Jeg følte mig hele tiden halv

Mie Wedsgaard Storm fra Kulturkritisk Forum er hjemmegående.

8. oktober 2019 | Af: Marta Wriedt | Foto: Privat

 

For Mie Wedsgaard Storm var det en krævende proces at omstille sig til at være hjemmegående. Men hun var ikke i tvivl om, at det for deres familie var og er den rigtige beslutning.
  

Mie Wedsgaard Storm, der står bag Kulturkritisk Forum, er mor til en søn på 4 år og en datter på 2 år. Ingen af børnene går i institution. I stedet er hun hjemme sammen med dem. Herunder fortæller hun med egne ord, hvorfor hun tog den beslutning for omkring 2,5 år siden.

 
Hvorfor valgte du at gå hjemme?

Det korte svar er, at det var det, vores familie havde brug for.

Jeg startede på arbejde, da vores første barn var et år gammel. Jeg havde det elendigt med det og følte mig hele tiden halv. Jeg følte, at jeg narrede vores søn om morgenen, fordi jeg skulle distrahere ham, før jeg kunne køre. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at situationen var ok, selvom jeg selv havde det på fuldstændig samme måde som ham. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine handlinger og ved at se meningen med, at han skulle tilbringe al sin tid med en anden end mig.

Jeg husker tydeligt, at jeg søndag aften, efter han var puttet, stod i timevis og forberedte aftensmad til hele ugen. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at jeg skulle bruge tid på at lave aftensmad i hverdagen. Jeg ville have hvert et minut med ham, når jeg havde hentet ham. Og når han ind imellem faldt i søvn i bilen på vej hjem fra pasning, græd jeg, fordi jeg vidste, at jeg ville have en halv time mindre med ham. Det var rædselsfuldt.

Vores søn blev passet hos sin moster, og da dette ikke kunne lade sig gøre længere, måtte vi overveje, hvad der så skulle ske. Cirka samtidigt havde vi en morgen, hvor vores søn blev rigtig ked af det, da jeg kørte. Det var frygteligt. Jeg ringede til min mand og græd. Jeg græd også, da jeg kom på arbejde. Hjemme blev vi enige om, at jeg skulle sige op og have vores søn hjemme. Jeg arbejdede et par måneder deltid, hvor jeg enten havde ham med på arbejde eller arbejdede hjemmefra. Derefter var vi hjemme fuld tid.

Det var en kompliceret proces og turbulent periode følelses- og identitetsmæssigt for mig. Jeg husker at være ude ved en dagplejer med min søn for at se, om det kunne være en løsning. Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående. Værdimæssigt og i forhold til vores søn var jeg aldrig i tvivl, og besøget hos dagplejeren satte bare streg under det. Men jeg var virkelig i krise, for det var slet ikke det, jeg havde forberedt mig på, da vi ventede ham. Jeg var ikke en af de afklarede mødre, der havde truffet beslutningen om at gå hjemme, inden barnet overhovedet kom til verden. Tværtimod. Vi havde lige købt et stort hus og kørte rundt i en stor dyr bil, så mine følelser passede dårligt ind i vores livssituation på det tidspunkt. Det var så langt fra zen, som det kunne blive. Alligevel vidste jeg godt, at der kun var én løsning for vores søn – og for mig som mor, og at jeg nu skulle arbejde med mig selv for at lande i den beslutning, jeg intuitivt havde taget for længst. 

Hvad har det givet dig og dine børn at passe dem hjemme?

Det giver os den tilværelse, der giver mening for os. Ro i sjælen og en fælles forståelse af, at vi prioriterer tid sammen med hinanden over alt andet.

For mig personligt giver det en følelse af at være tro mod mig selv og at leve i overensstemmelse med mine værdier. Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.

“Inderst inde vidste jeg godt, hvad løsningen var for os, men mit kulturelle ophav gør, at jeg altid har identificeret mig meget gennem uddannelse og arbejde, så det var virkelig en krævende proces for mig at omstille mig til at være hjemmegående.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Det er vigtigt for både min mand og jeg, at vores børn føler sig som førsteprioritet, og det føler vi, at vi opnår bedst ved at give dem mest muligt af vores tid og energi. Jeg tror på, at det giver mine børn en følelse af at være dybt forankret i familien og højt elsket og værdsat.

Det ligger mig meget på sinde at leve på en måde, hvor der er lige meget plads til børn og voksne. Jeg vil så gerne give videre til mine børn, at livet handler om andet – og mere – end at arbejde.  

Du er på hele tiden – hvordan er det?

Det er ikke en dans på roser at gå hjemme. Ligesom det ikke er en dans på roser at have små børn og være to udearbejdende forældre.

Jeg har perioder, hvor jeg har det rigtigt godt med det og trives. Og så har jeg perioder, hvor jeg har det svært med det, og hvor jeg oplever, at jeg synker lidt hen i mit hoved. I de perioder er det vigtigt, at jeg tager tid til mig selv og prøver at gøre nogle ting, der ikke har udgangspunkt i mine børn.

“Jeg vil leve på en måde, hvor hver dag er et aktivt valg og ikke en summende trummerum. Det føler jeg, at jeg gør nu.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Mit behov for alenetid er først kommet sådan rigtigt indenfor den seneste tid, og jeg tror, det hænger sammen med, at mine børn nu har en alder, hvor det er ok for dem begge at være sammen med en anden end mig i nogle timer.

I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.

Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det er vores førsteprioritet at holde vores børn ude af institution, indtil den dag (hvis den kommer), de selv ytrer ønsker om at komme afsted. Vi har perioder, hvor vi klarer os fint økonomisk, og vi har perioder, hvor vi lige nøjagtigt holder skindet på næsen. I de sidstnævnte perioder klarer vi os ved at skrue forbruget ned og sælge ud af “nice to have”-ting. Vi er enige om, at bliver det nødvendigt, nedskalerer vi yderligere, indtil det igen hænger sammen. Det vil sige sælger vores ejendele i den rækkefølge, det nu giver mening (inklusiv hus og biler). Det er heldigvis ikke kommet så vidt endnu, men det er betryggende at vide, at vi er enige om planen, hvis den situation opstår.  

Skal jeres børn i børnehave på et tidspunkt?

Da vores søn var omkring 2,5 år, besøgte vi den lokale børnehave. Jeg ville gerne vise ham, hvad det dersens “børnehave”, alle spurgte, om han havde fri fra, var. Men det blev hurtigt tydeligt for mig, at det ikke er et sted, vores børn skal tilbringe tid. Jeg er sikker på, der findes gode institutioner til børn – jeg har bare ikke besøgt en af dem endnu. Hele tonen omkring børnene var enormt diskriminerende, og jeg vil under ingen omstændigheder have, at vores børn skal tilbringe tid, hvor de ikke bliver mødt som ligeværdige.

“I det hele taget er det kendetegnende for min proces som hjemmegående, at det har været enormt selvudviklende for mig, fordi jeg hele tiden skal være meget i kontakt med mig selv. Både for at kunne regulere mig selv i forhold til mine børns behov og adfærd, men også for at kunne omstille mig til de omstændigheder, vi lever under på et givent tidspunkt.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Så skal de engang i børnehave, bliver det for det første, fordi de selv udtrykker et ønske om det, og for det andet et sted, hvor jeg er helt tryg ved tilgangen til børnene.

LÆS OGSÅ

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

af | okt 6, 2019

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.
6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.

6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

 

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

 

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

LÆS OGSÅ

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

af | aug 28, 2019

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Champs of Denmark

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ