Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

af | mar 23, 2023

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

 

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

 

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

 

Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende er skrevet af Gordon Neufeld og Gabor Maté. Den danske oversættelse har Liv Camilla Skjødt og Grete Lyngdorf stået for. Du kan købe bogen HER (affiliate link)

Dit barn har brug for dig af Gabor Maté og Gordon Neufeld

 

LÆS OGSÅ

Troede min krop, at mit barn var dødt?

af | jul 26, 2022

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.19. maj 2020 – opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

FØDSEL

Troede min krop, at mit barn var dødt?

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.
19. maj 2020 - opdateret 15. august 2022 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor, spørger Mathilde Riise-Jensen, der blev adskilt fra sin søn efter et akut kejsersnit.

Mathilde Riise-Jensen er 40 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på 4 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og spædbarnsterapeut. Familien bor i bofællesskab i en lille landsby på Fyn. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Gennem menneskets historie er spædbørn blevet holdt tæt, fordi det har været et let bytte for rovdyr, kulde, sygdomme og fremmede mennesker.

Et nyfødt menneskebarn fødes hjælpeløst og ufærdigt, hvorfor dets overlevelse er fuldstændig afhængig af, at nogen vil give det mad, varme og tryghed. Forventningen om at blive holdt tæt er kodet helt ind i barnets celler. Adskillelse er forbundet med stor angst, og barnet vil føle sig truet og vil som regel græde i forsøget på at få dækket sine behov.

Snedigt nok er moderen biologisk programmeret til at reagere på denne gråd og vil, under normale omstændigheder, føle stærk trang til at beskytte barnet, selvom det er fysisk og psykisk krævende.

Denne tilknytningsmekanisme udløses via fødsel og nærkontakt mellem mor og barn, når det er kommet til verden. Den er livsvigtig for det lille barns overlevelseschancer og essentiel for moderens følelsesmæssige respons og ømhed for barnet.

Moderne fødselspraksis

I moderne tid begyndte man at få den ide, at børn skulle fødes på hospitaler, svøbes i et klæde, lægges i en hospitalsvugge og plejes af sygeplejersker. Der blev lagt vægt på ro, renlighed og regelmæssighed. I et andet rum. Adskilt fra mor. Og barnet skreg sandsynligvis, men det var kun sundt, for så kunne lungerne folde sig rigtig ud. Og et spædbarn var jo alligevel en tom tavle uden følelser og hukommelse.

Mente man.

Dette var normal praksis på vestlige sygehuse indtil 70’erne med det resultat, at mange spædbørn (og mødre) fik traumer af adskillelsen. Vi ved i dag, at det er altafgørende for tilknytningen, at mor og barn mærker, dufter og hører hinanden umiddelbart efter fødslen. Og heldigvis er mange barselsgange også gearet til at imødekomme det.

De sagde, at jeg var mor …

Dette var imidlertid ikke tilfældet i vores tilfælde. På landets største og mest specialiserede hospital.

Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.

Han var væksthæmmet, men sund og rask og trak vejret selv, men blev alligevel fjernet fra mig og lagt i en varmekasse, fik monteret ledninger, overvågningsudstyr og sonde. Imens blev jeg syet sammen og kom til opvågning på en anden etage, i chok og fuldstændig forvirret over, at de sagde, at jeg nu var mor.

Systemnedlukning

Der skulle gå næsten to døgn, før vi atter blev genforenet. For Tjalfe var indlagt på neonatalafdelingen og jeg på barselsgangen, meget syg af svangerskabsforgiftning. Og når både baby og mor er behandlingskrævende, kan man åbenbart ikke (på dét sted) opfylde behovet for nærhed mellem mor og barn.

“Min søn, Tjalfe, blev født i uge 34 ved akut kejsersnit og blev kørt væk få minutter efter, han blev taget ud. Hans første møde med verden var kulde, operationslamper, kirurger og børnelæger.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Da vi endelig blev genforenet, kunne min krop og mit hoved ikke begribe, at jeg var hans mor. At han var mit barn.

Jeg passede og plejede ham, som det forventedes, men jeg følte absolut ingenting. Jeg lod som om, men indeni var jeg sten. Mit system var lukket ned.

Hvilken mor var jeg?

Den tid, vi tilbragte på neonatalafdelingen, var Tjalfe nem, sov hele tiden, græd aldrig og lå 90% af tiden i sin hospitalsvugge. Jeg havde store smerter fra kejsersnittet og følte ingen moderlig trang til at have ham i min favn.

Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.

Hvilken mor var jeg, når jeg bare kunne lade ham ligge for sig selv i så kritisk en fase af hans spæde liv? Han var lillebitte, ny i verden og mutters alene – og jeg var (dengang) uden samvittighedskvaler.

Svaret skulle jeg, tilsyneladende, finde i den 45 år gamle bog Kontinuum-begrebet. Da jeg læste nedenstående passage, var min reaktion både chok og lettelse.

Var mit hjerte forstenet, fordi min krop simpelthen troede, at mit barn var dødfødt? Det tror jeg bestemt.

“I den uendeligt lange række af fødsler, som har været formende for os, kunne det ske, at der ikke var noget objekt for moderens bølge af ømhed, fordi barnet var dødfødt. Den psyko-biologiske respons på dette var sorg. Når det rette øjeblik forpasses og stimulis efterlades uden nogen reaktion, så går kontinuum-kræfterne ud fra, at der ikke er noget barn, og at indprægnings-impulsen skal annulleres. Når et moderne hospital så pludselig fremskaffer et barn timer, eller blot minutter, efter at moderen er gået over i en fysiologisk sørgetilstand, bliver resultatet ofte, at hun føler sig skyldig over, at hun ikke kan ‘vække sin moderfølelse’ eller ‘holde særlig meget af barnet …”

Fysiologisk sørgetilstand

Kontinuum-begrebet, der er skrevet af Jean Liedloff, og som ovenstående uddrag stammer fra, har været fuldstændig afgørende for mit moderskab og min mentale heling.

Min søn var gudskelov sammen med sin far, mens jeg var væk, hvilket helt sikkert var en formildende omstændighed (for min søn), når jeg efterrationaliserer. Men at JEG blev adskilt fra det barn, som jeg havde båret og elsket og som pludselig var væk, har uden tvivl været skæbnesvangert for vores tidlige tilknytning og har medvirket til, at vi alle fik en meget skæv start på livet. Noget kunne tyde på, at min krop simpelthen gik i fysiologisk sorg-mode, fordi den i fraværet troede, at min søn var død.

Ud fra den forståelse kan jeg tilgive mig selv.

Tjalfe var “nem”, så længe vi var indlagt, men da vi blev udskrevet, begyndte han at skrige. Det fortsatte i 8 måneder. Jeg er ikke i tvivl om, at det blandt andet var en stressreaktion på en traumatisk fødsel og en smertelig adskillelse. Noget, som efterfølgende har krævet mange timers terapi, for hele familien, at få bearbejdet.

Vi er blevet klogere – eller er vi?

Vi er heldigvis, videnskabeligt og i den kollektive bevidsthed, blevet meget klogere siden den tid, hvor mor og barn systematisk blev adskilt efter fødslen. Vi ved, hvilken afgørende betydning tidlig mor/barn-kontakt har for især tilknytning og amning, og vi ved, at adskillelse kan give ar på sjælen for både mor og barn.

“Jeg har sidenhen brugt lang tid og megen energi på at bebrejde mig selv, at jeg lod ham være, at jeg ikke holdt ham tæt, at jeg ingen varme følelser havde – og især spurgt mig selv HVORFOR.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Set i dét lys kan det undre mig, at man på Rigshospitalet, hvor jeg fødte, ikke kan imødekomme mor og barns behov for at være sammen. Det er naturligvis vigtigt, at der bliver taget tilstrækkelig lægefaglig hånd om mor og barn, hvis begge er behandlingskrævende. Men er det nødvendigt at placere dem forskellige afdelinger på forskellige etager?

Måske bunder det i praktiske/logistiske begrænsninger på stedet? Måske har det også rod i den gamle fortælling om “ro, renlighed og regelmæssighed” og den dualistiske tankegang, hvor legemet er adskilt fra sjælen, og soma er vigtigere end psyke?

Kroppen husker alt

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste med en traumatisk adskillelseshistorie. Mange mødre og deres spædbørn er gennem tiden blevet separeret på det mest fatale tidspunkt – og det sker stadig i dag som i mit tilfælde.

Det betyder, at mange børn og voksne går rundt med sår og rifter på sjæl og tilknytning – mange uden at være klar over det. Men kroppen husker alt, og den slags oplevelser lagres i vores underbevidsthed og i vores celler.

Hvis min krop gik i sorg og chok over, at der ikke var noget barn, hvad skete der så ikke inde i min lille drengs krop, da der ikke var nogen mor?

LÆS OGSÅ

10 kærlige julegaveideer: Forkæl dig selv eller en, du holder af

af | nov 23, 2021

TIPS&TRICKS

10 kærlige julegaveideer: Forkæl dig selv eller en du holder af

Har du endnu ikke købt julegaven til en, du har kær, kan jeg kun anbefale at støtte en af landets fantastiske iværksættere. Her har jeg samlet 10 bud på gaver, der forkæler, varmer og spreder ringe i vandet.

23. november 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Vidunderlig Hverdag, Mamatoto Tryk, Jozefina Skovgaard, Cafe Kaf og Julie Carl Jewelry

 

Har du endnu ikke købt julegaven til en, du har kær, kan jeg kun anbefale at støtte en af landets fantastiske iværksættere. Her har jeg samlet 10 bud på gaver, der forkæler, varmer og spreder ringe i vandet.

 

Der findes så mange dygtige og engagerede mennesker, som lever af det, de brænder for. Og det har jeg stor respekt for.

Derfor vil jeg igen i år slå et slag for 10 af dem. Og måske har de lige det, du mangler på din eventuelle ønskeliste, eller som du kan give til en, du har kær.

 

Gua Sha-behandling

På min egen ønskeliste står endnu en blomsterhealing og Gua Sha-behandling hos dygtige Mia fra Vidunderlig Hverdag. Mia formår at skabe en dejlig ro, og jeg kunne efter en behandling selv mærke en forskel på mine spændte kæbemuskler. I sin klinik i Ishøj tilbyder hun også behandling med kosmetiske akupunkturnåle og online Gua Sha-træning/rådgivning.

Gua Sha-behandling hos dygtige Mia fra Vidunderlig Hverdag.

LÆS MERE

 

Godt bagværk

Godt bagværk kan noget helt specielt. Og hos @cafe_kaf, som min bror står bag, mestrer de både det gode brød og de skønne veganske kager til fulde. Vil du give en smagsoplevelse i julegave, kan du købe gavekort i cafeen i Birkegade på Nørrebro. Og bor du omkring Svendborg, kan du smage hans brød i Bageriet på Møllergade 87 – her er det dog ikke muligt at købe gavekort, forlyder det.

Cafe Kaf laver dejligt vegansk bagværk

LÆS MERE

 

Linoleumstryk

På min egen ønskeliste står også et tryk fra dygtige Julie Rostrup fra Mamatoto Tryk. Ja, i virkeligheden stod der gerne mange, for det, hun laver, er der så meget genkendelse og kærlighed i. 

Mamatoto_tryk som Julie Rostrup står bag, laver smukke linoliumstryk.

SE MERE

 

Hold on to Your Kids – på dansk

Jeg har ventet længe på den danske udgave af Gordon Neufeld og Gabor Matés klassiker Hold on to Your Kids – Why Parents Need to Matter more than Peers (affiliate-link). Den er på min egen ønskeliste, og selvom den egentlig falder lidt udenfor kategorien iværksætter, så er bogen i hvert fald skrevet af to, der brænder for området og i den grad forstår at skabe kærlige ringe i vandet.

LÆS MERE (affiliate-link)

 

Mødrecirkel-forløb

Den helt store omfavnelse kan du give dig selv eller en anden moder i det mødrecirkel-forløb, som Annalie Jørgensen og Caroline Goth står bag. Under forløbet, hvor man mødes fysisk otte gange, vil der være fokus på forkælelse og egenomsorg, men der vil også være undervisning – fx i vores nervesystem.

LÆS MERE

 

Termoflaske

Jeg kan ret godt lide ideen om at kunne have kaffe, te eller kakao med på vores ture, og har derfor ønsket mig en termoflaske længe. I år håber jeg virkelig på at få en, og ellers må jeg selv købe – og så bliver det den plastikfri fra Klean Kanteen, som fås hos Zero Waste Shop. Her får du i øvrigt også mange andre lækre ting, og ejerne, Rasmus og Vinni, er ligeledes vældig rare, så kontakt dem endelig, hvis du har spørgsmål til produkter.

Klean Kanteen termoflaske fås hos Zero Waste Shop, Fotocredit Klean Kanteen

LÆS MERE

 

Et smykke

Skal du give et smykke i gave, vil jeg anbefale dig at kigge forbi @juliecarljewelry. I hendes webshop finder du blandt andet mine favoritter; armbånd med rådiamanter og Serendipity halskæden i guld. Normalt laver hun desuden nogle noget så fine specialfremstillede smykker, men om det er for sent at bestille dem, hvis de skal nå frem inden jul, ved jeg ikke.

Julie Carl Jewelry laver smukke smykker.

LÆS MERE

 

Fra frø til høst

Er du gravid, eller skal du give en gave til en, der er, kan jeg på det kraftigste anbefale @jozefina.skovgaards e-bog ”Fra frø til høst”. Den indeholder alt det, jeg gerne selv ville have læst, da jeg ventede mit første barn. Hendes kærlige omfavnelse kan noget helt specielt.

Fra Frø til Høst af Jozefina Skovgaard.

LÆS MERE

 

Et rum til dig

Jeg kan ikke anbefale Isa nok. Her bliver der skabt et rum til og for dig – og hvem har ikke brug for det en gang imellem? Hos Isa kan du få intuitiv healing, massage eller zoneterapi – ja eller en blanding af det hele, hvilket jeg vil anbefale. Hun har klinik i Solrød og på Amager og er uden tvivl en køretur værd. 

LÆS MERE

 

Et minde

Hos @tinyteller.dk kan du få dit foto foreviget som illustration. Måske det kunne være et alternativ til det klassiske familiebillede til bedsteforældre? Ja, eller bare en gave til dig selv? Jeg er så heldig, at hun har tegnet flere af mine fotos, og dem er jeg virkelig glad for.

Tinyteller.dk laver de fineste streger ud af dine fotos.

LÆS MERE

TIPS&TRICKS

10 kærlige julegaveideer: Forkæl dig selv eller en du holder af

Har du endnu ikke købt julegaven til en, du har kær, kan jeg kun anbefale at støtte en af landets fantastiske iværksættere. Her har jeg samlet 10 bud på gaver, der forkæler, varmer og spreder ringe i vandet.

23. november 2021 | Af Marta Wriedt | Foto: Vidunderlig Hverdag, Mamatoto Tryk, Jozefina Skovgaard, Cafe Kaf og Julie Carl Jewelry

 

Har du endnu ikke købt julegaven til en, du har kær, kan jeg kun anbefale at støtte en af landets fantastiske iværksættere. Her har jeg samlet 10 bud på gaver, der forkæler, varmer og spreder ringe i vandet.

 

Der findes så mange dygtige og engagerede mennesker, som lever af det, de brænder for. Og det har jeg stor respekt for.

Derfor vil jeg igen i år slå et slag for 10 af dem. Og måske har de lige det, du mangler på din eventuelle ønskeliste, eller som du kan give til en, du har kær.

 

Gua Sha-behandling

På min egen ønskeliste står endnu en blomsterhealing og Gua Sha-behandling hos dygtige Mia fra Vidunderlig Hverdag. Mia formår at skabe en dejlig ro, og jeg kunne efter en behandling selv mærke en forskel på mine spændte kæbemuskler. I sin klinik i Ishøj tilbyder hun også behandling med kosmetiske akupunkturnåle og online Gua Sha-træning/rådgivning.

Gua Sha-behandling hos dygtige Mia fra Vidunderlig Hverdag.

LÆS MERE

 

Godt bagværk

Godt bagværk kan noget helt specielt. Og hos @cafe_kaf, som min bror står bag, mestrer de både det gode brød og de skønne veganske kager til fulde. Vil du give en smagsoplevelse i julegave, kan du købe gavekort i cafeen i Birkegade på Nørrebro. Og bor du omkring Svendborg, kan du smage hans brød i Bageriet på Møllergade 87 – her er det dog ikke muligt at købe gavekort, forlyder det.

Cafe Kaf laver dejligt vegansk bagværk

LÆS MERE

 

Linoleumstryk

På min egen ønskeliste står også et tryk fra dygtige Julie Rostrup fra Mamatoto Tryk. Ja, i virkeligheden stod der gerne mange, for det, hun laver, er der så meget genkendelse og kærlighed i. 

Mamatoto_tryk som Julie Rostrup står bag, laver smukke linoliumstryk.

SE MERE

 

Hold on to Your Kids – på dansk

Jeg har ventet længe på den danske udgave af Gordon Neufeld og Gabor Matés klassiker Hold on to Your Kids – Why Parents Need to Matter more than Peers (affiliate-link). Den er på min egen ønskeliste, og selvom den egentlig falder lidt udenfor kategorien iværksætter, så er bogen i hvert fald skrevet af to, der brænder for området og i den grad forstår at skabe kærlige ringe i vandet.

LÆS MERE (affiliate-link)

 

Mødrecirkel-forløb

Den helt store omfavnelse kan du give dig selv eller en anden moder i det mødrecirkel-forløb, som Annalie Jørgensen og Caroline Goth står bag. Under forløbet, hvor man mødes fysisk otte gange, vil der være fokus på forkælelse og egenomsorg, men der vil også være undervisning – fx i vores nervesystem.

LÆS MERE

 

Termoflaske

Jeg kan ret godt lide ideen om at kunne have kaffe, te eller kakao med på vores ture, og har derfor ønsket mig en termoflaske længe. I år håber jeg virkelig på at få en, og ellers må jeg selv købe – og så bliver det den plastikfri fra Klean Kanteen, som fås hos Zero Waste Shop. Her får du i øvrigt også mange andre lækre ting, og ejerne, Rasmus og Vinni, er ligeledes vældig rare, så kontakt dem endelig, hvis du har spørgsmål til produkter.

Klean Kanteen termoflaske fås hos Zero Waste Shop, Fotocredit Klean Kanteen

LÆS MERE

 

Et smykke

Skal du give et smykke i gave, vil jeg anbefale dig at kigge forbi @juliecarljewelry. I hendes webshop finder du blandt andet mine favoritter; armbånd med rådiamanter og Serendipity halskæden i guld. Normalt laver hun desuden nogle noget så fine specialfremstillede smykker, men om det er for sent at bestille dem, hvis de skal nå frem inden jul, ved jeg ikke.

Julie Carl Jewelry laver smukke smykker.

LÆS MERE

 

Fra frø til høst

Er du gravid, eller skal du give en gave til en, der er, kan jeg på det kraftigste anbefale @jozefina.skovgaards e-bog ”Fra frø til høst”. Den indeholder alt det, jeg gerne selv ville have læst, da jeg ventede mit første barn. Hendes kærlige omfavnelse kan noget helt specielt.

Fra Frø til Høst af Jozefina Skovgaard.

LÆS MERE

 

Et rum til dig

Jeg kan ikke anbefale Isa nok. Her bliver der skabt et rum til og for dig – og hvem har ikke brug for det en gang imellem? Hos Isa kan du få intuitiv healing, massage eller zoneterapi – ja eller en blanding af det hele, hvilket jeg vil anbefale. Hun har klinik i Solrød og på Amager og er uden tvivl en køretur værd. 

LÆS MERE

 

Et minde

Hos @tinyteller.dk kan du få dit foto foreviget som illustration. Måske det kunne være et alternativ til det klassiske familiebillede til bedsteforældre? Ja, eller bare en gave til dig selv? Jeg er så heldig, at hun har tegnet flere af mine fotos, og dem er jeg virkelig glad for.

Tinyteller.dk laver de fineste streger ud af dine fotos.

LÆS MERE

LÆS OGSÅ

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

af | jan 7, 2021

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

 

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

af | jun 8, 2020

MODERSKAB

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.8. juni 2020 – opdateret 16. juli 2022| Af Annalie Jørgensen | Foto: Xavier Mouton Photographie, Unsplash

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

Som kvinder har vi fra naturens side en iboende kraft i os, som bliver vækket til live, når vi bliver gravide og føder et barn. En superkraft, der gør os i stand til intuitivt at mærke, hvad vores barn har brug for. En slags telepatisk evne. Og helt instinktivt vil vi gøre ALT for det her lille menneske.

Uden at tøve tilsidesætter vi alle vores behov for at være der for det lille barn. Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk.

Moderskabets transformation

Med moderskabet transformeres vi både mentalt, fysisk og spirituelt. Allerede under graviditeten påbegynder kvindens hjerne en transformation. Endda så meget, at man på skanningsbilleder kan se, om hun tidligere har været gravid eller ej. Neuroplasticiteten i hjernen øges, og gør derved kvinden klar til den læringsproces, det er at skulle lære det lille nye menneske at kende. Derudover øges produktionen og evnen til at optage oxytocin – kærligheds- og tilknytningshormonet.

Kroppen åbner sig fysisk for at kunne huse og gro det nye liv, vi bærer under hjertet i ni måneder, og underlivet gennemgår den største menneskelige transformation på kortest tid under selve fødslen. Brysterne begynder at producere den nærende modermælk, som bliver byggesten for barnets vækst, celle for celle, og som på magisk vis tilpasser sig både kvalitativt og kvantitativt alt efter barnets behov.

Moderskabet muliggør også en spirituel transformation, for moderskabet kræver for alvor, at et andet menneskes behov sættes over egne. Det lærer os at være givende, opofrende, gavmilde, uselviske, nænsomme og nærværende, og er nok den mest egonedbrydende erfaring, vi som menneske kan få. Om vi vil det eller ej, vil moderskabet forandre os for altid.

Moderskabets kryptonit

Moderskabets superkraft er afhængig af og tæt forbundet med det, vi i psykologisk fagterm kalder “tilknytning”. Begrebet er i virkeligheden naturvidenskabens forsøg på at teoretisere den særlige forbindelse, der opstår mellem barnet og moderen (og senere barnet og andre vigtige personer i barnets liv), og gøre den målbar.

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, såsom konkurrence, vækst, profit, rationel logisk tænkning og målbar evidens, der dominerer. Et samfund, hvor værdier forbundet med den feminine arketype, såsom omsorg, relationer, følelser og intuition, devalueres og nedprioriteres. Et samfund, der værdisætter arbejdsliv højere end familieliv, og derfor baserer sit fundament på, at mødre og børn skal adskilles så tidligt som muligt, så mødrene kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen, og tilbringe størstedelen af de vågne timer væk fra deres børn. Og denne samfundsstruktur er som det rene kryptonit for moderskabets superkraft.

Moderskabet i det moderne samfund

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver. Det starter allerede i graviditeten, hvor kvinden forventes at præstere, som om det ikke kræver hårdt arbejde for hendes krop at skulle skabe og gro et helt nyt menneske.
Morgenkvalme, træthed, følelsesmæssige rutsjeture, og hvad der ellers følger med, må undertrykkes, så kvinden kan fortsætte sit liv uforandret. Så kommer fødslen, som oftest foregår under hospitalernes kontrollerede mekaniske forhold. Diverse indgreb overtager kvindekroppens egen magi, og kvinden efterlades mere eller mindre fysisk og mentalt fremmedgjort fra fødselsoplevelsen. Herved frarøves hun den enorme empowermentfølelse, hun oprindeligt er berettiget til, og som skal få hende til at mærke moderskabets superkraft fra start.

“I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver.”

 
Annalie Jørgensen

To uger efter fødslen overlades den nybagte mor alene med sin baby på barsel, isoleret fra resten af samfundet, overvældet, søvnberøvet og helt alene med det store ansvar, det er at opfostre et lille nyt menneske. Efter intensivt at have brugt 10-12 måneder på moderskabets mest krævende sider, skal kvinden tilbage til sit gamle liv på arbejdsmarkedet og præstere, som om intet var hændt. Moderskabet må nu presses ind i ulvetimer og weekender, hvor både mor og barn, trætte og udmattede, skal forsøge at finde hinanden efter adskillelsen, samtidig med at diverse huslige gøremål, venneaftaler og familiefødselsdage skal afvikles.

Vores samfundsstruktur overlader ikke meget plads til de dele af moderskabet, som rent faktisk giver energi. Og det er virkelig en stor tragedie for os alle. For under de rette omstændigheder har moderskabet nemlig et helt unikt potentiale. Et potentiale til at ændre verden og gøre den til et bedre sted.

Moderskabets potentiale

Moderskabet har potentiale til at udvikle nogle vigtige og brugbare kompetencer. Vi lærer blandt andet at præstere i kaos, håndtere et vanvittigt pres både fysisk og mentalt, blive yderst effektive, være løsningsorienterede, mægle i konflikter, blive mere empatiske og fatte os i korthed, da vi aldrig ved, hvornår vi bliver afbrudt.

Annalie Jørgensen mener, vi skal tale moderskabet mere op.

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver, skriver Annalie Jørgensen. Foto: Privat

Men endnu vigtigere, så har moderskabet et helt unik potentiale for at skabe en bedre verden. For med energi og overskud kan vi opfostre mennesker, som vokser op, næret af ubetinget kærlighed. Og denne kærlighed vil sprede sig som ringe i vand, langt ud i fremtiden. Al nyere forskning viser os nemlig, at kvaliteten af relationen til vores primære omsorgsperson har en afgørende indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne, og at de relationer, vi knytter i vores liv, alle er præget af den første relation, vi har; den til vores mor.

Moderskabet skal tales op

Det kræver en landsby at opfostre et barn. Sådan lyder et gammelt afrikansk ordsprog. Et ordsprog, som betyder, at det kræver opbakning og støtte fra en hel landsby at kunne give et barn de bedste vilkår for at vokse op og blive et helt menneske.

Men i vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet. Til såkaldte “eksperter”, som har læst sig til, hvordan man håndterer børn.

At tro, at vi kan udlicitere denne vigtige omsorgsopgave, er desværre en illusion. For man kan ikke opnå disse feminine kompetencer på maskulin vis. Det kræver en moders kærlighed. Moderskabets superkraft. Det magiske krydderi, som gør hele forskellen.

Det er altafgørende, at vi får skabt en kultur, hvor moderinstinktet anerkendes, og hvor mødre støttes i at mærke det, i stedet for at lukke ned for det. Og lige så vigtigt er det, at det bliver nemt for moderen at følge disse instinkter. At følge sit moderinstinkt skal være en berigelse og ikke en begrænsning. Tænk, hvis en mor kunne få lov til at nyde det magiske og vidunderlige i at være den eneste, der dur, i stedet for, at det skal føles som en drænende belastning, fordi hun ikke får den støtte og anerkendelse, hun har brug for. Vi sygeliggør endda relationen mellem moderen og barnet med begreber som ‘morsyg’. I stedet burde vi støtte op om denne særlige forbindelse og give den vores dybeste respekt.

“I vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet.”

 
Annalie Jørgensen

Vi skal holde op med at negligere graviditetens hellige arbejde, men derimod give den de allerbedste kår, så det lille nye liv kan få den allerbedste start. Vi skal give fødslen tilbage til kvinden og vise tillid til og bakke op om det magiske samarbejde mellem hendes krop og hendes baby. Vi skal stoppe med at fordumme ‘ammehjernen’, men i stedet anerkende den, værdsætte den for dét, som den kan, og tilpasse os den. Og så skal vi ikke længere tale ‘morkroppen’ ned, men derimod hylde den for det magiske arbejde, den har udført.

I stedet for at tale moderskabet ned, må vi tale det op! For sandheden er, at ingen andre steder i livet eller i verden har vi så stor en betydning, som vi har i moderskabet. Det er den eneste opgave, som kun vi kan gøre allerbedst.

Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk. Og i sidste ende ville ingen af os være her, hvis ikke det var for moderskabet.

Dette indlæg er udtryk for Annalie Jørgensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

MODERSKAB

Vores samfund giver ikke moderskabet den plads, det fortjener

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.
8. juni 2020 – opdateret 16. juli 2022 | Af Annalie Jørgensen | Foto: Xavier Mouton Photographie, Unsplash

 

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, der dominerer, skriver Annalie Jørgensen.

Annalie Jørgensen er 38 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

Som kvinder har vi fra naturens side en iboende kraft i os, som bliver vækket til live, når vi bliver gravide og føder et barn. En superkraft, der gør os i stand til intuitivt at mærke, hvad vores barn har brug for. En slags telepatisk evne. Og helt instinktivt vil vi gøre ALT for det her lille menneske.

Uden at tøve tilsidesætter vi alle vores behov for at være der for det lille barn. Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk.

Moderskabets transformation

Med moderskabet transformeres vi både mentalt, fysisk og spirituelt. Allerede under graviditeten påbegynder kvindens hjerne en transformation. Endda så meget, at man på skanningsbilleder kan se, om hun tidligere har været gravid eller ej. Neuroplasticiteten i hjernen øges, og gør derved kvinden klar til den læringsproces, det er at skulle lære det lille nye menneske at kende. Derudover øges produktionen og evnen til at optage oxytocin – kærligheds- og tilknytningshormonet.

Kroppen åbner sig fysisk for at kunne huse og gro det nye liv, vi bærer under hjertet i ni måneder, og underlivet gennemgår den største menneskelige transformation på kortest tid under selve fødslen. Brysterne begynder at producere den nærende modermælk, som bliver byggesten for barnets vækst, celle for celle, og som på magisk vis tilpasser sig både kvalitativt og kvantitativt alt efter barnets behov.

Moderskabet muliggør også en spirituel transformation, for moderskabet kræver for alvor, at et andet menneskes behov sættes over egne. Det lærer os at være givende, opofrende, gavmilde, uselviske, nænsomme og nærværende, og er nok den mest egonedbrydende erfaring, vi som menneske kan få. Om vi vil det eller ej, vil moderskabet forandre os for altid.

Moderskabets kryptonit

Moderskabets superkraft er afhængig af og tæt forbundet med det, vi i psykologisk fagterm kalder “tilknytning”. Begrebet er i virkeligheden naturvidenskabens forsøg på at teoretisere den særlige forbindelse, der opstår mellem barnet og moderen (og senere barnet og andre vigtige personer i barnets liv), og gøre den målbar.

Desværre er det de færreste af os, som får lov til at nyde det fulde potentiale af moderskabets magi. For vi lever i et samfund, hvor det hovedsageligt er værdier hørende til den maskuline arketype, såsom konkurrence, vækst, profit, rationel logisk tænkning og målbar evidens, der dominerer. Et samfund, hvor værdier forbundet med den feminine arketype, såsom omsorg, relationer, følelser og intuition, devalueres og nedprioriteres. Et samfund, der værdisætter arbejdsliv højere end familieliv, og derfor baserer sit fundament på, at mødre og børn skal adskilles så tidligt som muligt, så mødrene kan komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen, og tilbringe størstedelen af de vågne timer væk fra deres børn. Og denne samfundsstruktur er som det rene kryptonit for moderskabets superkraft.

Moderskabet i det moderne samfund

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver. Det starter allerede i graviditeten, hvor kvinden forventes at præstere, som om det ikke kræver hårdt arbejde for hendes krop at skulle skabe og gro et helt nyt menneske.
Morgenkvalme, træthed, følelsesmæssige rutsjeture, og hvad der ellers følger med, må undertrykkes, så kvinden kan fortsætte sit liv uforandret. Så kommer fødslen, som oftest foregår under hospitalernes kontrollerede mekaniske forhold. Diverse indgreb overtager kvindekroppens egen magi, og kvinden efterlades mere eller mindre fysisk og mentalt fremmedgjort fra fødselsoplevelsen. Herved frarøves hun den enorme empowermentfølelse, hun oprindeligt er berettiget til, og som skal få hende til at mærke moderskabets superkraft fra start.

“I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver.”

 
Annalie Jørgensen

To uger efter fødslen overlades den nybagte mor alene med sin baby på barsel, isoleret fra resten af samfundet, overvældet, søvnberøvet og helt alene med det store ansvar, det er at opfostre et lille nyt menneske. Efter intensivt at have brugt 10-12 måneder på moderskabets mest krævende sider, skal kvinden tilbage til sit gamle liv på arbejdsmarkedet og præstere, som om intet var hændt. Moderskabet må nu presses ind i ulvetimer og weekender, hvor både mor og barn, trætte og udmattede, skal forsøge at finde hinanden efter adskillelsen, samtidig med at diverse huslige gøremål, venneaftaler og familiefødselsdage skal afvikles.

Vores samfundsstruktur overlader ikke meget plads til de dele af moderskabet, som rent faktisk giver energi. Og det er virkelig en stor tragedie for os alle. For under de rette omstændigheder har moderskabet nemlig et helt unikt potentiale. Et potentiale til at ændre verden og gøre den til et bedre sted.

Moderskabets potentiale

Moderskabet har potentiale til at udvikle nogle vigtige og brugbare kompetencer. Vi lærer blandt andet at præstere i kaos, håndtere et vanvittigt pres både fysisk og mentalt, blive yderst effektive, være løsningsorienterede, mægle i konflikter, blive mere empatiske og fatte os i korthed, da vi aldrig ved, hvornår vi bliver afbrudt.

Annalie Jørgensen mener, vi skal tale moderskabet mere op.

I vores samfund får moderskabet hverken den plads eller anerkendelse, det fortjener, og som det kræver, skriver Annalie Jørgensen. Foto: Privat

Men endnu vigtigere, så har moderskabet et helt unik potentiale for at skabe en bedre verden. For med energi og overskud kan vi opfostre mennesker, som vokser op, næret af ubetinget kærlighed. Og denne kærlighed vil sprede sig som ringe i vand, langt ud i fremtiden. Al nyere forskning viser os nemlig, at kvaliteten af relationen til vores primære omsorgsperson har en afgørende indflydelse på, hvordan vi bliver som voksne, og at de relationer, vi knytter i vores liv, alle er præget af den første relation, vi har; den til vores mor.

Moderskabet skal tales op

Det kræver en landsby at opfostre et barn. Sådan lyder et gammelt afrikansk ordsprog. Et ordsprog, som betyder, at det kræver opbakning og støtte fra en hel landsby at kunne give et barn de bedste vilkår for at vokse op og blive et helt menneske.

Men i vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet. Til såkaldte “eksperter”, som har læst sig til, hvordan man håndterer børn.

At tro, at vi kan udlicitere denne vigtige omsorgsopgave, er desværre en illusion. For man kan ikke opnå disse feminine kompetencer på maskulin vis. Det kræver en moders kærlighed. Moderskabets superkraft. Det magiske krydderi, som gør hele forskellen.

Det er altafgørende, at vi får skabt en kultur, hvor moderinstinktet anerkendes, og hvor mødre støttes i at mærke det, i stedet for at lukke ned for det. Og lige så vigtigt er det, at det bliver nemt for moderen at følge disse instinkter. At følge sit moderinstinkt skal være en berigelse og ikke en begrænsning. Tænk, hvis en mor kunne få lov til at nyde det magiske og vidunderlige i at være den eneste, der dur, i stedet for, at det skal føles som en drænende belastning, fordi hun ikke får den støtte og anerkendelse, hun har brug for. Vi sygeliggør endda relationen mellem moderen og barnet med begreber som ‘morsyg’. I stedet burde vi støtte op om denne særlige forbindelse og give den vores dybeste respekt.

“I vores moderne samfund har vi erstattet landsbyen med et system. Og i stedet for at systemet støtter mødre i at mærke og følge deres intuition, så devalueres moderintuitionen, og omsorgen udliciteres til systemet.”

 
Annalie Jørgensen

Vi skal holde op med at negligere graviditetens hellige arbejde, men derimod give den de allerbedste kår, så det lille nye liv kan få den allerbedste start. Vi skal give fødslen tilbage til kvinden og vise tillid til og bakke op om det magiske samarbejde mellem hendes krop og hendes baby. Vi skal stoppe med at fordumme ‘ammehjernen’, men i stedet anerkende den, værdsætte den for dét, som den kan, og tilpasse os den. Og så skal vi ikke længere tale ‘morkroppen’ ned, men derimod hylde den for det magiske arbejde, den har udført.

I stedet for at tale moderskabet ned, må vi tale det op! For sandheden er, at ingen andre steder i livet eller i verden har vi så stor en betydning, som vi har i moderskabet. Det er den eneste opgave, som kun vi kan gøre allerbedst.

Moderskabet er så vildt fantastisk og magisk. Og i sidste ende ville ingen af os være her, hvis ikke det var for moderskabet.

Dette indlæg er udtryk for Annalie Jørgensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ