Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

af marta@foedslen.dk | okt 26, 2020

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: S. Engelsrud, Pixabay

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv.

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

Linda og Glenn Toft

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: Stine Engelsrud, Pixabay

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv

Er det okay?

Måske i nogle tilfælde.

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

Linda og Glenn Toft

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: Privat

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

Linda og Glenn Toft

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Folkeskolen er et sted, der lærer børn at slukke for egen videbegærlighed

af marta@foedslen.dk | aug 25, 2020

LIVET MED BØRN

Folkeskolen er et sted, der lærer børn at slukke for egen videbegærlighed

Lea Wedsgaard Koch og hendes familie har valgt den almene skole fra. I stedet hjemmeskoler de. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

25. august l 2020 | Af Lea Wedsgaard Koch | Foto: Privat

Lea Wedsgaard Koch og hendes mand hjemmeskoler to af deres tre børn. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

Lea Wedsgaard Koch er 38 år og uddannet sygeplejerske. Hun bor i Dronninglund sammen med sin mand og tre børn, hvoraf de to på 6 og 10 år bliver hjemmeskolet. Du kan følge Lea på instagramprofilen @hjemmeskolemor.

I Danmark har vi en grundlovssikret ret til at hjemmeundervise vores børn. Det vil sige, at hvis du har et barn i den skolepligtige alder, er det op til dig, om du vil udlicitere ansvaret for undervisningen af barnet eller påtage dig det selv. Hvis du hjemmeunderviser, har din kommune pligt til at føre tilsyn med undervisningen for at sikre, at den står mål med den undervisning, der gives i folkeskolen. En del hjemmeundervisere læner sig op af eller bekender sig helt til specifikke filosofier som for eksempel unschooling. Det kan man gøre, helt som man vil, og som det fungerer bedst for ens familie. Man skal bare sørge for at dokumentere undervisningen, så kommunen kan føre tilsyn med den.

Fordele ved at hjemmeskole

Hovedårsagen til, at vi selv hjemmeskoler, er, at vi ønsker, at vores børn lever deres liv (og dermed lærer) i et ægte og autentisk miljø fremfor i de kunstige rammer, folkeskolen byder på. Jeg mener desuden, at både folkeskolen som institution og dens pensum er forældet – at tvungen læring har meget begrænset værdi. Derudover er det vigtigt for os, at vores børn ikke udsættes for den socialisering, der foregår i nutidens folkeskole.

For os ser en typisk uge ud på den måde, at vi tre dage om ugen er væk det meste af dagen, hvor vi mødes med andre hjemmeskolefamilier. De resterende dage har vi en times tid dagligt med skole, hvor vi sidder sammen ved bordet og arbejder med bøger i henholdsvis dansk, engelsk og matematik. Derudover griber vi børnenes interesser og undersøger alle deres spørgsmål i dybden sammen med dem. Resten af tiden går med fri leg og fritidsinteresser – foruden de helt almindelige gøremål, der er i alle familier.

Det kræver det at hjemmeskole

Jeg hører nogle gange, at jeg jo ikke er uddannet folkeskolelærer og derfor ikke kvalificeret til at undervise mine børn. Men en folkeskolelæreruddannelse ville slet ikke være relevant for mig – jeg skal jo ikke undervise i folkeskolen. Faktisk føler jeg sjældent, at jeg underviser. Vi finder svarene sammen. Den tid, hvor læreren var eksperten, og skolen havde monopol på viden, er forbi. Nu om dage ligger alverdens viden for dine fødder, hvis bare du kan betjene en browser eller indtaste en bogtitel i søgefeltet på bibliotekets app.

I hjemmeskolen har børnene også meget større mulighed for at lære af virkelige mennesker, der er dygtige til deres håndværk. Min datter vil for eksempel gerne lære at sy. Det ved jeg ikke noget om, så det lærer hun af en anden hjemmeskolemor, der er megagod til det. Min mand har haft et hjemmeskolebarn fra vores netværk med på arbejde i robotværkstedet, fordi hun var interesseret i robotter. Den slags dag-til-dag-praktikforløb lader sig ikke gøre i folkeskolen. Og det minder mig om et andet spørgsmål, som nok er det allermest fremherskende:

Hvad med socialiseringen?

Enhver, der har stiftet bekendtskab med den såkaldte socialisering, der foregår i det bagerste hjørne af skolegården, vil nok kunne følge mig i min trang til at svare, at det slipper de heldigvis for. Men lad os kigge på, hvad det egentlig er, man spørger til, når man bekymrer sig om hjemmeskolede børns socialisering:

Socialisering beskriver den proces, hvorved et menneske bliver i stand til at indgå på en meningsfuld måde i det samfund, det er en del af. Så kan man jo diskutere, om man bedst lærer det i et tvungent, kunstigt, regelfyldt miljø sammen med op til 28 jævnaldrende. Eller om man lærer det i agilt og frit miljø med venskaber, der er baseret på personlig kemi og fælles interesser fremfor det tilfældige faktum, at man er født samme år og bor samme sted.

Mine børn leger flere timer hver dag. Med hinanden, med andre hjemmeskolebørn, med nabobørnene og med fritidsklubbørn. Og de går til dans, fodbold, musik og spejder. De har nemlig overskud til fritidsaktiviteter.

Hvad går hjemmeskolebørn så glip af?

For der må da være en bagside af medaljen, ikke? Min erfaring med folkeskolen er, at det er et sted, der lærer børn at sidde stille, tie stille, slukke for egen videbegærlighed og egne interesser og i stedet oparbejde (eller fake – begge dele fungerer) en interesse i det, de voksne har bestemt, at barnet har brug for at lære. Man kan også sige, at skolen er et sted, hvor man lærer at udføre opgaver, der er opfundet for at aktivere og vurdere en. Opgaver, der ikke betyder noget ude i den virkelige verden. De eksisterer kun i skoleregi. De har ingen konsekvens. De er meningsløse.

Når man mestrer at gøre dette uden at protestere eller undre sig, er man klar til et voksenliv i hamsterhjulet bestående af – for de flestes vedkommende – en massiv del pseudoarbejde. Altså opgaver, der ikke ændrer noget i verden. Ligesom dem, man lavede i skolen. Set fra den vinkel er argumentet om, at folkeskolen er en god og relevant forberedelse på voksenlivet, jo ganske rigtigt. Men er det dét voksenliv, vi ønsker for vores børn?

Men er hjemmeskole ”fremtidssikret”?

Et andet argument, man støder på som hjemmeskoler, er, at skolen er nødvendig for at ruste børn til fremtiden. Det er jeg selvsagt uenig i. Fremtiden har altid været usikker for mennesket, men i vores tid måske mere end nogensinde. Ingen af os ved, hvad der kommer til at ske. Hvordan kan vi ruste børn til noget, vi ikke aner, hvad er? Jeg synes, vi skal komme over os selv og al den livsvisdom, vi bilder os ind at besidde. Uanset hvad er den forældet, når vores børn er voksne. I stedet skal vi have tillid til vores børn som de fuldt ud kompetente mennesker, de er. Den bedste gave, vi kan give dem, er troen på, at de kan alt, hvad de vil. Og så et dynamisk, interessebaseret og omstillingsparat læringsmiljø. Det må være sådan, man bliver et dynamisk og engageret menneske, tænker jeg. Og den slags mennesker bliver der mere brug for i fremtiden end dygtige pseudoarbejdere.

Fagligt er hjemmeskolebørnene også godt med. Flere består optagelsesprøven til den ønskede ungdomsuddannelse allerede i 8. klasse og kan fortsætte deres uddannelse på den måde.

LIVET MED BØRN

Folkeskolen er et sted, der lærer børn at slukke for egen videbegærlighed

Lea Wedsgaard Koch og hendes familie har valgt den almene skole fra. I stedet hjemmeskoler de. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

25. august l 2020 | Af Lea Wedsgaard Koch | Foto: Privat

Lea Wedsgaard Koch og hendes mand hjemmeskoler to af deres tre børn. I dette indlæg fortæller hun om fordelene ved det, men også om de fordomme, hun af og til møder.

Fordele ved at hjemmeskole

Det kræver det at hjemmeskole

Hvad med socialiseringen?

Hvad går hjemmeskolebørn så glip af?

Men er hjemmeskole ”fremtidssikret”?

Fagligt er hjemmeskolebørnene også godt med. Flere består optagelsesprøven til den ønskede ungdomsuddannelse allerede i 8. klasse og kan fortsætte deres uddannelse på den måde.

LÆS OGSÅ

Mads vil revolutionere skolen: Vi har skabt et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv

af marta@foedslen.dk | jan 20, 2020

LIVET MED BØRN

Mads vil revolutionere skolen: Vi har skabt et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv

20. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Liv Isadrema

Da Mads Leif startede i skole og stoppede med at stille spørgsmål, mistede han langsomt meningen med livet. Først da han blev bevidst om, at det var skolesystemet, der var noget galt med, og ikke ham, formåede han at finde sig selv.

Mads Leif er grundlægger af Learning Mission, hvis mål er at accelerere transformationen af skolesystemet gennem blandt andet folkeoplysning, et online læringsunivers og udformning af en transformationsplan for landets folkeskoler. Du kan læse mere her.

Møder, koordinering, mobilisering og rekruttering. De sidste mange måneder har været travle for 28-årige Mads Leif.

Den 16. januar gik den oplysningskampagne, han har været med til starte med Learning Mission, i luften med et mål om en verden, hvor børn kan lære frit gennem inspiration og vejledning.

En verden, hvor der er plads til individer i skolesystemet.

Det er ikke nogen enkel målsætning, og ej heller en ændring, der sker natten over. Men for Mads Leif er det en nødvendig revolution, som han er klar til at knokle for. Det var derfor, han startede Learning Mission i juni 2019.

Op til lanceringen af oplysningskampagnen har opgaverne især haft praktisk karakter.

Og at han mener det, viser hans engagement. Ansøgning om godkendelse som velgørenhedsorganisation, produktion af hjemmeside og planlægning af opslag til oplysningskampagnen er blot et lille udsnit af de opgaver, Mads Leif har været med inde over.

Samtidig har han brugt det meste af december i en lille hyggelig by i det østlige Italien.

Det gør han altid. Rejser væk i december. Oftest rejser han en til fire måneder ad gangen. Det gør han for sådan rigtig at få stederne ind under huden og opleve andre kulturer.

– Det er ekstremt livsbekræftende og bevidsthedsudvidende, forklarer han.

Den seneste rejse er ingen undtagelse.

Når Mads Leif rejser væk, føler han sig fri. På sine rejser kan han kombinere arbejde med meditation – en vigtig daglig rutine for ham. Samtidig kan han lade batterierne op, på en helt anden måde end herhjemme, som han udtrykker det.

Generelt arbejder han bedst i flow. Og det er egentlig også sigende for hans Learning Mission.

Han brænder for at sætte børn fri, når det kommer til læring. Ifølge ham bør læring ske på børnenes præmisser og i inspirerende miljøer frem for i kasser.

– Mit og Learning Missions formål er ganske enkelt at erstatte ensrettende læring gennem pligt med fri læring gennem tillid, inspiration og vejledning.

– Når man vil have alle mennesker til at passe i en kasse, er det klart, at nogle ikke passer ind og vil føle sig forkerte. Hvis vi i stedet kunne blive enige om, at vi er forskellige, burde vi også kunne blive enige om, at vi ikke alle skal have det samme skema i 10 år med de samme fag og udvikle os i et fast forudbestemt tempo, siger Mads Leif, hvis borgerlige navn egentlig er Mads Lønnberg.

Men for ham er navnet ikke andet end noget praktisk.

– Min identitet er socialt konstrueret. Derfor legede jeg for sjov med navnet, og Mads Leif – mas life, som betyder “mere liv” – virkede mere sjovt. Men jeg identificerer mig i langt højere grad med kærlighed og tilstedeværelse end med både Mads Lønnberg og Mads Leif, forklarer han.

Mads Leifs syn på skolen og behovet for en revolution skal findes i hans egne oplevelser. Det lægger han på ingen måde skjul på.

Han voksede op i et, hvad han selv betegner som pænt og almindeligt forstadsmiljø, i Birkerød.

Her boede han sammen med sine forældre og den yngste af sine tre halvstorebrødre Tobias. Han var Mads Leifs store idol.

Broderen havde svært ved at tilpasse sig – og gjorde det aldrig. Han gik på ni forskellige skoler og gennemførte først 9. klasse i fængslet. Ifølge Mads Leif er han dog endt et godt sted i dag.

– Han har realiseret mange af sine drømme og beholdt den passion for fiskeri, som lærerne punkede ham for, da han gik i skole. Dengang ville han altid skrive om fisk, og han flygtede tit fra skolen for at fiske, fortæller Mads Leif om broderen.

– At se ham som et levende væsen, der bevarede sin energi, var for mig et anker og med til senere at grave min egen energi fri, tilføjer han for at understrege, hvorfor Tobias og hans historie har en særlig betydning for ham.

Mads Leif beskriver overordnet sin egen barndom som “fin”. Men han isolerede sig i perioder, fordi han følte sig misforstået, utilstrækkelig og magtesløs.

– Jeg havde en klar oplevelse af, at de voksne, det vil sige mine forældre og lærere, bestemte, og at ingen af dem havde tillid til min intuition. Jeg ved i dag, at det handlede om vores samfundssyn og den måde, samfundet og skolen generelt er indrettet på. Ikke om dem som mennesker, siger Mads Leif.

Samtidig kæmpede hans mor i perioder med depression, men det talte de ikke højt om i familien på det tidspunkt.

– Det forvirrede mig, og gjorde mig ked af det som barn, og det resulterede i, at jeg ofte var alene med mine tanker, fortæller han.

Ifølge Mads Leif var det dog først, da han startede i skole, at det for alvor gik ned ad bakke.

Han startede et år for tidligt, da han efter eget udsagn var både kvik og sulten på næste skridt i livet. Som den eneste elev, fik han dog ikke lov til at fortsætte.

– Jeg havde ellers haft det fantastisk og lært en masse, men jeg havde ikke hørt efter, hvad læreren sagde, forklarer Mads Leif.

Da han startede i skole igen, begyndte han at tilpasse sig, men samtidig faldt hans humør.

– Fodbold var mit glædesanker, men jeg mistede langsomt meningen med livet og troen på mig selv. Senere skiftede jeg klasse og derefter skole. Det hjalp den første måned, men da undervisningsformatet var det samme, fortsatte nedturen. Mest af alt mentalt, for mine karakterer var på det tidspunkt okay, fortæller Mads Leif og tilføjer:

– Det var ikke lærernes skyld, men formatet med pligt og forudbestemt memorering i 45 minutter. Det fungerede aldrig for mig, og gav mig mange unødvendige nedture.

Efter folkeskolen fortsatte Mads Leif på et sportscollege i en gymnasieklasse.

– Mest fordi alle andre fortsatte på gymnasiet, fortæller han.

Heller ikke her opdagede han dog glæden ved skolen, og Mads Leif er ikke i tvivl om, at skolen var meget lidt produktiv for ham.

– Jeg gjorde mig ikke mange tanker, da jeg gik i skole. Jeg accepterede, at tingene var, som de var, og jeg indrettede mig ligesom næsten alle andre, siger han og tilføjer:

– Det var ikke fordi, jeg ikke stillede spørgsmål ved ting i starten: “Hvorfor skal jeg det?”. Men det stilnede af, da slutsvaret altid var: “For sådan er det bare,” eller “fordi jeg er voksen”. Meningen med livet forsvandt, og jeg blev en akavet teenager, der forsøgte at skabe en pæn og poleret identitet.

Efter gymnasiet var han efter eget udsagn “helt smadret”.

– Selv mine forældre kunne ikke genkende mig. Jeg havde ingen livsglæde, fortæller Mads Leif, der brugte nogle år på at rejse, arbejde som telefonsælger, højskoleophold og flere rejser.

Det viste sig at være ganske gavnligt.

– Jeg gravede langsomt mere og mere selvværd fri, og havde i sidste ende modet til at starte en virksomhed, fortæller han.

Først for omkring et år siden blev Mads Leif dog for alvor bevidst om, hvilken betydning skolen havde haft for hans selvværd og de mareridt, han led af.

– Efter at have startet egen virksomhed følte jeg en lykke- og frihedsfølelse, der var i stor kontrast til det mentale fængsel, jeg følte mig fanget i i skolen. Jeg havde lært så mange fantastiske ting, der ikke var faciliteret af skolen, så jeg flyttede til Afrika for at skrive om dem, siger Mads Leif og fortsætter:

– I processen dykkede jeg uplanlagt tilbage i min egen skoletid, og jeg begyndte en grædende og befriende erkendelsesproces af mit eget liv. Da jeg var ude på den anden side og sad i frihed i mit nye hjem med en bongotromme i hånden, stillede jeg mig selv spørgsmålet: “Kan jeg leve mit frie liv i fred og ro i Afrika, når jeg ved, at det traditionelle skolesystem er med til at besværliggøre livet for mange mennesker? Eller skal jeg tage tilbage til Danmark og bruge min viden og energi til at accelerere den uundgåelige transformation?”

Svaret var enkelt for Mads Leif, og det blev starten på Learning Mission.

Først havde han dog brug for at tale med sine forældre om, hvad han mente, skoleårene og miljøet der havde gjort ved ham. Han havde brug for, at de forstod, hvad han havde oplevet.

– Mine forældre betyder alt for mig, så det er vigtigt, at vi også kan snakke sammen om alt. Da jeg kom grædende hjem og fortalte om episoder fra skolen, som jeg vidste, var kontraproduktive for mig, og som havde været med til at ødelægge mig mentalt, kunne de godt forstå mig. Vi græd sammen, og jeg forstod, at de ligesom mange andre følte sig presset af samfundet. Jeg har ingen onde miner over for mine forældre. Jeg ved, de gjorde alt af kærlighed,

Mads Leif håber da også, at Learning Mission og den oplysningskampahne, han netop har været med til at lancere, kan fremtvinge en politisk reaktion.

Det er en nødvendighed, mener han. For skolesystemet influerer i hans øjne vores ageren og samfund mere generelt. Blandt andet kan han genkende den måde, hans forældre håndterede moderens depressioner, i samfundsstrukturerne.

– Det er skrækkeligt, at vi har skabt en kultur og et samfund, hvor det er et tabu at være sig selv og vise sine følelser. Jeg ser skolesystemet som medvirkende til avlen af den usikkerhed, vi kollektivt lider under, siger Mads Leif og uddyber:

– Vi er alle sammen gode nok, og vi har brug for at være ægte og kunne rumme os selv. Det er noget, jeg har lært, og noget, jeg minder mennesker om, så ofte jeg kan.